Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

I adventstiden fejrer vi Guds ankomst til jorden. Gud kom bag på menneskene og søgte ned til jorden i et spædbarns skikkelse. ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde.”[1]

Jesus’ komme til jorden satte mennesker ind i en ny tidsregning, et nyt værdisæt. Tidens fylde var kommet. Kærlighedens tidsregning var indført. De første kristne havde et særligt navn til 1. søndag i advent: ’Til dig løfter jeg min sjæl’.

I adventstiden synger vi lovsange, og vi tager så småt fat på julens elskede sangskat. Gennem sangene får vi hjælp til at åbne vores vinterfrosne hjerter, og vi synger: ’Nu tændes 1000 julelys’. Det er ikke os, der har 1000 stearinlys derhjemme. Nej, vi åbner vores øjne og hjerter for, at Gud har tændt 1000-vis af stjerner på den mørke, dybblå vinterhimmel. Men den stjerne, der er kilden til vores adventsglæde, hedder Jesus.

Gud, der kommer

Advent kommer af det latinske udtryk adventus Domini, der betyder Herrens ankomst. Gud kommer i advent. Gud er altid den kommende. Det er Gud, der gør, at alting er til – også i dette nu. At vi eksisterer. Men Gud vil give os mere end bare det at eksistere som biologiske væsener. Hele tiden banker Gud på vores dør[2] for at give os noget mere; for at give os del i det liv, Jesus åbner for os.

En ny tidsalder

Advent er ikke alene et nyt kirkeår, men nyt liv og en ny vidunderlig tid. Ordet eventyr er i familie med ordene advent, adventus – komme, ankomst, hvad der kommer til os! Advent er en afbrydelse af den sædvanlige trummerum. Vi fejrer, at vi er gået ind i en ny tidsalder. Guds himmelske univers er smeltet sammen med vores biologiske, jordiske verden. Jord og himmel er blevet til ét.

Et nyt menneske

Vi har en daglig tilbagevendende mulighed for at være eller blive et nyt menneske. En kristen. Jesus er kommet til jorden. Til frelse og håb for det fortvivlede menneske. Den, der ligger ned, skal rejse sig. Den, der er fortvivlet, får håb:

”Se, min tjener. Han slås ikke med nogen, han råber ikke op.
Han træder ikke den knækkede spire ned
og slukker ikke den væge, der stadig gløder.”[3]

[1] Galaterbrevet kap. 4, vers 4

[2] Johannes’ Åbenbaring kap. 3, vers 20

[3] Matthæus-evangeliet kap. 12, vers 18-21 (Den Nye Aftale)

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Ord vind kød

– poetiske tekster til kirkeåret

Af Dorte Kappelgaard, Elli Kappelgaard og Marija Krogh Iversen
Forlaget Eksistensen

Tre yngre poeter kommer i “Ord vind kød – poetiske tekster til kirkeåret” med en ærlig respons på søndagens tekst. De små, fine tekster er stemningsbilleder og refleksioner over kirkeårets bevægelse.

Hver søndag læses de samme prædiketekster i folkekirken. Det tager gudstjenestens deltagere gennem kristendommens store temaer. Den bevægelse kan fremstå som en række uigennemskuelige gentagelser fra julens mysterium til fastetidens forenkling, påskens tour de force gennem død og opstandelse og pinsens fejring af Helligåndens demokratisering.

Poetiske tekster til Trinitatis

Og så er der den lange trinitatistid, hvor livet vokser og leves. I bogens anden halvdel tager de tre forfattere hverdagens kristenliv i hånden gennem en poetisk respons:

Jeg begriber dig ikke, men forstår, at du er større end
Kattegat og finansloven. For du sjusker med regnen,
Gud, og lader sneen skvulpe over. Jeg forstår ikke din
fordeling af sol og vind i verden, herfra mit næs, hvor jeg
dagligt bedriver tro, håb og beregning.

“Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.”

4. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække: Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-48.

Stem vores klange
gør os til salte toner ned gennem sitrende hud.

“Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?”

2. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække: Lukasevangeliet kap. 14, vers 25-35.

Hvem ved om min første besked gik igennem?
Denne gang har jeg soveposen med
har lagt mig til rette foran din fordør.
Jeg holder øje med steder hvor du kunne snige dig ud
beder om forstærkning hos hæk og gelænder
råber sammen med genboens larmende fest
så forbarm dig dog, Herre.

”I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart!”

9. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække: Lukasevangeliet kap. 18, vers   1-8

Hvem er du som færdes ad skjulte nervebaner
og stopper i nødsporet for at hjælpe.
Hvem er du som sukker himlen åben
og beder havet tie
når det går i stykker.
Hvem er du som går afsides og misser momentum
en spytklat fra fame and glory.

”Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: “Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!” Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen.”

12. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Markusevangeliet kap. 7, vers 31-37

Jeg leder i sommerdækkene samtaler
i skoven mellem husene.
Nattens blå striber jager mig ud over sletterne
frem mod det sted jeg ikke kan huske.

Det er et råb, forstår du.

”Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!””

14. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Lukasevangeliet kap. 17, vers 11-19

Hvis jeg en dag må vælge om jeg står
ved hans duft af forår
og derved mister hjem og liv
hvad gør jeg da?

“Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.”

Alle helgens dag, 1. tekstrække: Matthæusevangeliet kap. 5, vers 1-12

Relateret

• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 21. feb. 2023 - Havde du mig for øje
• 04. maj. 2022 - Vellykket børnebibel

Find flere

Efter en perlerække af helligdage i første halvdel af kirkeåret er Guds tredelte natur fastslået og fejret. I anden halvdel af kirkeåret hører vi de store fortællinger om den treenige Guds virke: Peters fiskedræt, fortællingen om den fortabte søn, den rige mand og Lazarus o.a.

Trinitatis søndag har ikke sit udgangspunkt i en konkret historisk begivenhed, men indleder en periode, hvor Guds storhed forsøges beskrevet og kaperet, og hvor kaldet til efterfølgelse af Jesus er i fokus.

Den treenige Gud

Gud er stor, og Gud er en udelelig enhed. Ikke desto mindre har Bibelen valgt at hjælpe os ved at beskrive Gud som en enhed bestående af tre dele, nemlig Fornyeren, Frelseren og Faderen.[1]

Helligånden er livgiveren, som helt konkret gør Guds nærvær levende i det enkelte menneske. Sønnen er Jesus Kristus, det inkarnerede ord, befrieren, som giver Gud ansigt og udlever kærligheden på jorden. Faderen er den skabende kraft og illustreres ofte ved naturens storhed. Han troner over alle og i alle!

Gud – Fader, Søn og Helligånd

Faderen og Sønnen er med i alt, hvad Helligånden gør. Den, som tager imod Helligånden, har indtaget den udelte Gud, og har på den baggrund del i det inkarnerede ord. Trinitatis-tiden er den rolige tid, ordet er hørt, og har vundet genklang. Nu er det tid til vækst, modning og handling.

Paulus vejleder til det gode liv: ’I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. Hils hinanden med et helligt kys! Hilsen fra alle de hellige. Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!’[2]

Guds treenighed er og bliver et mysterium

Maximos Bekenderen[3] udtrykker det således: ’Selvom vi tilbeder Gud, der er hinsides alt, som Treenighed og Enhed, så er han hverken tre eller en, sådan som vi kan forestille os, når vi tænker på et tal.’

[1]  Filipperbrevet kap. 4, vers 3-6

[2]  2. Korintherbrev kap. 13, vers 11-13

[3]  Peter Halldorf: Det hellige år, s. 196

Relateret

• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 03. maj. 2024 - Sådan oplever jeg Gud
• 30. nov. 2017 - ‘Til dig løfter jeg min sjæl’
• 29. sep. 2017 - Poetisk genklang gennem kirkeåret
• 19. maj. 2017 - Pinsen: Halleluja – Herrens dag er kommet!

Find flere

Ved den første kristne pinse hører mange mennesker fra forskellige steder i verden om, hvad Jesus liv og tjeneste blandt mennesker har betydet.

I skabelsesberetningen hører vi, hvordan Gud blæser livsånde ind i den menneskeskikkelse, han har lavet af en lerklump. Mysteriet pinsedag er, at det, der allerede har ånd, beåndes på ny. Der finder en ny skabelse sted. På den første skabelsesdag blev verden skabt; på den første pinsedag fik de kristne ny retning i kraft af modtagelse af Helligånden. Pinsen er kirkens dåbsdag, og noget nyt bliver til: ’De var fælles om alt … og delte ud til alle efter enhvers behov”.[1]

Pinse betyder nyt liv

Nyt liv for kirken og nyt liv for det enkelte menneske i kirken. Alle mennesker er født med en ånd, som en ulmende glød i en brændeknude. Pinsens vindstød puster liv i denne indre glød og genopliver det, som synes hendøende, og giver ny retning til det, der er vildledt.

Det vilde er, at åndens kraft ikke kan begrænses eller styres af os. Pinsens under er ikke en indre mystisk erfaring, som vi kan holde for os selv, eller reservere til dem, der er magen til os selv.

Pinsens under er en udgydelse af Guds energi, som berører alle, der er til stede. I Apostlenes Gerninger kapitel 2 fortælles det, at Gud har opgivet at reservere sig selv til jøderne. Nu sker det, som blev fremsagt af profeten Joel: ’Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker’.[2]

Alle mennesker er inkluderet, alle er budt op til dans, sang og jubel; men nogen griber ikke chancen, de håner og mobber disciplene: ’De har drukket sig fulde i sød vin’.[3]

Uimodståeligt nyt liv

Jesus Kristus er Guds største under.[4] Ved den første skabelse med syndefaldet stod det klart, at døden var menneskets skæbne. Kristus er den nye Adam, som giver evigt liv.[5] Kristus har løskøbt os, så vi ved ham får del i Helligånden, som skænker os nyt liv: Ufortjent, uimodståeligt nyt liv!

[1]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 44-45

[2]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 17

[3]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 13

[4]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 22

[5]    1. Korintherbrev kap. 15, vers 45

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Påskefesten er på kompleks vis indrettet efter himmellegemerne! Påskedag falder på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Påskehøjtiden understreger, at Gud i kraft af Helligånden[1] vælter enhver jordisk tankegang. Jesus´ opstandelse fra de døde er det radikalt nye. Det er en kontrast til, hvad vi kender til. Og glæden slog folk omkuld.[2]

Påsken er en enhed af forbundne hændelser med hver sin betydning. Og påsken er befolket af mange personer, som har fået ikonisk betydning for os.

Sorg og elendighed

Palmesøndag ankommer Jesus til Jerusalem, ridende på et æsel. Der er en sitrende stemning. Landet er besat af romerne. Folket længes efter et politisk oprør og en stærk leder, som vil bringe befrielse og hævn. Men Jesus skal ikke dø for en politisk sag, men for menneskers skyld.

Skærtorsdag vasker Jesus disciplenes fødder for at gøre dem begribeligt, at han tjener mennesker. Ved nadvermåltidet viser Jesus, at han med sin død giver næring og liv til alle mennesker, som kommer til hans bord og beder om mad og drikke. Samme aften bliver Jesus anholdt, og der blev gjort kort proces. Langfredag blev han henrettet på et kors. Uskyldigt dømt går Jesus i forbøn for sine bødler.[3] Her sprænger Jesus rammerne for, hvordan man plejer at behandle sine fjender.

Ordet påske 

kommer af græsk pascha, af hebræisk pesah ‘gå forbi, skåne’, om dødsenglen, der går forbi, se 2. Mos., kap.12. Tysk Ostern og engelsk Easter kan føres tilbage til urgermansk austra – ‘morgenrøde, øst’ og refererer antagelig til påskemorgen. Beslægtet hermed er græsk Eos og latin Aurora ‘daggry, morgenrøde’. Betydningen ‘påske’ kan måske sættes i forbindelse med det latinske alba, egentlig ‘lys, hvid’, der både anvendes om morgenrøde og om påskedagene.[6]

Forbløffelse og glæde

Dagen derpå var der stor fortvivlelse hos Jesu efterfølgere. Men Jesus forsvandt ikke ud af historien. Som lovet blev Jesus oprejst fra de døde ved Guds kraft, og Jesus satte sindene i kog hos mennesker, da han påskedag mødte forbløffede tilhængere med tilgivelse og kærlighed.

”Som forårssolen morgenrød, stod Jesus op af jordens skød, med liv og lys tillige”.[4] Jesus var død i to dage, men på den tredje dag greb Gud ind. ”Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag … Han bryder frem så sikkert som morgenrøden”.[5]

[1] Romerbrevet kap. 1, vers 4

[2] Lukasevangeliet kap. 24, vers 41

[3] Lukasevangeliet kap. 23, vers 34

[4] Baptisternes Salmebog nr. 211

[5] Hoseas, kap. 6, vers 2-3

[6] Opslag i ‘Den store danske’, Gyldendal

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 11. feb. 2026 - Gud har humor!
• 28. aug. 2025 - Søg først Guds rige…
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte

Find flere

Raymond Jensen:

• Præst i Østhimmerlands Baptistmenighed
• Medarbejder på ‘Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk’.
• Cand. theol. fra Århus Universitet

De sidste 40 dage før påskedag kalder vi fasten. Forbilledet er de 40 dage, Jesus tilbragte i ørkenen efter sin dåb og før sin tjeneste som Guds søn. Faste betyder to ting. For det første: En bøn om at blive holdt fast af Guds magt i livets kampe.[1] For det andet: Hjælp til at holde fokus på andet end sig selv!

Det er en fysisk nødvendighed, at vi skal spise og drikke for at kunne fungere; men det er også en sandhed, at store mængder mad, drikke og søde sager gør os trætte og ukoncentrerede. De påbud, vi finder i Bibelen, har til formål at styrke os og hjælpe os til at blive i lyset og skelne mellem godt og ondt. De skal fri os fra at synke ned i passivitet og egoisme.

Én arabisk stemme

Fasteteksterne er kamptekster. Fyldt med kritik! Fyldt med velsignelse! Fra Gud til os. Læs Esajas’ bog kapitel 58. Her hagler det med kritik af uværdige arbejdsforhold – og selvpineriet i fastedragt får et skud for boven. Og så påstår folket, at Gud ikke ser dem. Egoismen spærrer: “Nej, den faste, jeg ønsker, siger Herren, er at løse ondskabens lænker.”[2]

Der findes ondskab. Det onde opererer fortsat i verden, og onde mennesker lægger åg på andre mennesker og berøver dem deres mad, hjem, tøj og frihed. Lige så hård Gud er, lige så blødt giver han sig til kende hos Esajas: “Når du deler dit brød med den sultne”[3], så vil Herren svare dig og vise sig for dig: “Her er jeg!”[4], siger Herren. Faste handler om alt andet end dig selv. Din faste skal være til fordel for andre!

Sejrsfest og lovsang

Efter fasten følger sejrsfesten og lovsangen påskemorgen. Vi har set lyset og valgt side. Vi hilser Jesus Kristus og byder ham velkommen: “Hil dig, frelser og forsoner!” – og sammen synger vi af fuld kraft:

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis![5]

[1] Salmernes Bog kap. 31, vers 3

[2] Esajas kap. 58, vers 6

[3] Esajas kap. 58, vers 7

[4] Esajas kap. 58, vers 9

[5] Salme af Grundtvig, Baptisternes Salmebog nr. 184

Relateret

• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 15. feb. 2024 - Hvad betyder fasten i 2024?
• 23. mar. 2023 - Fastetiden – årets vigtigste tid?
• 21. feb. 2023 - Havde du mig for øje
• 14. feb. 2023 - “Sporene af det skjulte”

Find flere