Sex. Vi taler ikke meget om det. Lidt med hinanden – selvfølgelig, fristes man til at tilføje, når vi nu er hinandens seksuelle partnere, men det har taget tid at lære. Og mod. Det er – for os – ikke særligt naturligt at tale om sex. Jo, vi kan sagtens snakke om, hvad sex er, og hvordan børn bliver til. Som forældre oplever vi i tide og utide at blive sat i situationer, hvor de temaer dukker op. Så at tale om mekanikken i sex falder os ikke svært. Men at tale om vores sexliv. Det er en ganske anden sag.

Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst. De kristne teenagelejre og efterskoler, vi har været på, har ellers ofte opmuntret os til at tale om vores personlige liv. Det er, som om vi mere lærte at tale om vores personlige bønsliv, familieliv og kirkeliv end vores sexliv. Måske var det, fordi teenagere ikke skal have et sexliv. Afholdenhed var altid udgangspunktet for samtaler om sex. Sex hører til i ægteskabet. Punktum. Så behøver vi ikke tale mere om det.

Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst.

Sex blev ellers italesat meget fint

Gud har skabt mennesket – også med krop og lyst. Sex er godt og smukt, hvis det sker sammen med den, man er gift med. Set i bakspejlet kom snakken om sex dog altid meget hurtigt til at handle om, hvordan vi skulle passe på, at sex ikke blev grimt og forkert.

At sex er en smuk oplevelse mellem to mennesker, er jo det sexliv, vi ønsker os, men vi har i hvert fald måttet øve os for at opleve den skønhed.

Det sprog for sex, som vi blev givet i vores teenageår, kom til at bygge på idealer. At vi er skabt præcis, som vi skal være, elskede og værdifulde, er jo det selvbillede, vi ønsker os, men ikke altid ejer. At sex er en smuk oplevelse mellem to mennesker, er jo det sexliv, vi ønsker os, men vi har i hvert fald måttet øve os for at opleve den skønhed.

At sex udleves i et trygt, kærligt og respektfuldt forhold, er jo sådan, vi ønsker det, men nogle gange kommer vi til – også i et ægteskab – at overskride hinandens grænser. Det er misforstået, når idealet om afholdenhed afholder os fra at tale om, hvordan sex i virkeligheden er – især med teenagere og unge.

Seksuel afholdenhed

Som teenagere og unge voksne var vi begge helt afklarede: Seksuel afholdenhed var vejen frem for os. Vi ville vente med sex til ægteskabet, men da vi havde besluttet at gifte os, faldt standhaftigheden dramatisk. Det var en spændende, skøn, ny side af livet, som viste sig, i og med at de seksuelle oplevelser rykkede mere og mere fra fantasiens verden og ind i virkeligheden.

Vi oplevede nye følelser, som gav os sommerfugle i maven, men som var meget svære at tale om, fordi det sprog, vi havde for sex, var tæt forbundet med skam. Vi oplevede, at bare det at føle lyst blev skamfuldt, fordi det potentielt truede vores beslutning om at være afholdende. Vi tænker stadig, at seksuel afholdenhed er et godt valg for teenagere. Bl.a. fordi det tit er svært at være teenageforældre.

At tale om sex

Vi forsøger, når vi taler med mennesker om sex og samliv, at omfavne hele dem, sådan som Gud omfavner hele dem, så intet er skamfuldt at tale om. Og vi mener, at alle mennesker bør passe på sig selv og dem, de elsker –  også når det kommer til sex.

Det betyder for os især, at vi øver os i at tale om vores seksuelle oplevelser, følelser og tanker for at komme skammen til livs. Sex er naturligt og godt, og de seksuelle impulser er ofte overrumplende og ukontrollerbare. Det gør dem ikke forkerte, men faktisk endnu vigtigere at lære at tale om. Måske især i en tid, hvor vi konstant bliver konfronteret med sex i alle afskygninger, så er det vigtigste, vi som kirke kan lære vores teenagere og unge om sex, at det er noget, vi taler om.

Læs også: Kærlighed på kursus.

Relateret

• 05. feb. 2021 - Sex i Det nye Testamente
• 05. feb. 2021 - Hvad med kærligheden?
• 05. feb. 2021 - Den svære samtale
• 05. feb. 2021 - Den vigtige samtale om køn, sex og kærlighed  
• 25. jun. 2018 - Lad os mødes…

Find flere

‘Henrys Hus’ er oprindeligt Kaspers bedsteforældres hus. Her boede hans morfar, Henry, indtil han døde for et år siden: ”Huset har altid været ramme om fællesskab og gæstfrihed, da mine bedsteforældre boede her”, fortæller Kasper og fortsætter: ”Mine bedsteforældre var gode til at åbne deres hjem for andre, og den ånd kunne vi godt tænke os at føre videre. Det er noget helt særligt at få lov til at gøre det her i deres hus.”

Kasper, Maria og børnene flyttede sammen med et vennepar – ligeledes med to børn – ind i huset i maj. Indtil da boede Kasper og Maria på Nørrebro i en andelslejlighed, og i deres opgang havde der i årenes løb udviklet sig en slags bofællesskab med 12-18 mennesker.

Mindre og lidt kan blive til mere

”Vi spiste sammen ca. fem aftner om ugen og kom og gik hos hinanden”, fortæller Maria. ”Mens vi var ved at renovere vores eget køkken, boede vi på et tidspunkt i underboens køkken, da det støvede for meget hos os selv. Derfra udviklede det sig mere eller mindre tilfældigt. Det var ikke noget, vi havde planlagt – det skete bare gradvist. Men vi fandt ud af, at det var en ideel måde for os at bo på”.

Vi begyndte for første gang at overveje, at vores liv måske ikke behøvede at handle om at stræbe efter vækst eller efter større og mere.

Allerede tidligt i Kasper og Marias ægteskab fik de øjnene op for fordelene ved en anden måde at leve på. ”Vi var næsten lige blevet gift og ledte efter et sted at bo. En veninde spurgte, om vi ville flytte ind hos hende. Der boede vi på 18 m2 og delte bad og køkken med hende, og selvom det ikke umiddelbart var sådan, vi havde tænkt os at bo, fik vi alligevel øjnene op for, hvad det betød at bo mindre og have råd til mere både økonomisk og tidsmæssigt. Her begyndte vi for første gang at overveje, at vores liv måske ikke behøvede at handle om at stræbe efter vækst eller efter større og mere”.

”Man får mere tid til at gøre noget andet, fordi man ikke hver især står i sin lejlighed og laver mad og vasker op”, supplerer Kasper. ”De fleste aftener kan man sætte sig til et bord, hvor andre har lavet maden og rydder op bagefter. Det er til at tage at føle på, når man i stedet for at købe ind og lave mad har tid til at tage sine børn med ud at gøre noget andet om eftermiddagen”.

Vi er vant til at sætte os selv i spil, og fordi vi har fået slebet nogle kanter af i fællesskab med andre, bliver det lidt lettere.

Et andet kald

For Maria og Kasper handler det også om at gøre noget andet: ”Vi længes efter tid til familie og til at prioritere børnene i vores liv. Lige som de fleste andre”, siger Kasper. ”Det handler om, hvad det er for en historie, vi gerne vil have, at vores børn fortæller om os om 20 år. Hvad er det for nogle forældre, vi gerne vil være, og hvilke valg gør vi for at blive dem? Hvordan kommer vi derhen, hvor vores børn forstår den mission, vi er på? Det tænker vi meget over”, siger Kasper og fortsætter: ”Det er en anden slags kald end det, vi selv var vidne til som børn, hvor vi måske oplevede tro, kirke og hverdagsliv som mere opdelt. Det handler for os om, hvordan vi skaber sammenhæng i hele vores liv og om, hvordan vi har børnene med i det, sådan at de også forstår og oplever det”.

At tilbyde andre fællesskab

”Vi ønsker at bruge vores tid sammen med andre og for andre. Det er et bevidst valg, at vi ikke vil bo et sted, uden vi kender dem, vi bor dør om dør med, eller dem vores børn går i børnehave med”, fortæller Kasper. ”Da vi var flyttet til Tårs, inviterede vores bofællesskab forældre og børn fra børnenes børnehave og skole hjem til os. Vi fandt ud af, at der var mange af de andre forældre, som havde boet i byen i mange år, som heller ikke kendte hinanden, og at vi kunne være med til at skabe fællesskab sammen med dem”, fortæller Maria. ”Selvfølgelig er det en udfordring også for os bare at invitere andre. Vi skal også overvinde vores umiddelbare frygt for, hvad de andre tænker, eller hvad de synes om os. Men fordi vi er vant til at sætte os selv i spil, og fordi vi har fået slebet nogle kanter af i fællesskab med andre, bliver det lidt lettere”, siger Maria.

Jeg er i hvert fald kommet et bedre sted hen af at blive spejlet og få vist mig selv, som andre ser mig.

At spejle sig i andre

”Fordi vi har haft ’tilskuere’ til vores liv, er vi blevet nødt til at reflektere over, hvorfor vi hver især gør, som vi gør, og hvorfor virker det nogen gange dårligere? Man får øje på, at man nogle gange ikke gør sig umage, at man er doven, har dårlige vaner osv. Og man arbejder med det”, fortæller Maria. ”Det er da hårdt, men man bliver en bedre udgave af sig selv. Jeg er i hvert fald kommet et bedre sted hen af at blive spejlet og få vist mig selv, som andre ser mig. Så jeg ikke bare får lov at blive i min egen verden. De store belønninger kommer af, at de andre alligevel vælger mig til – på trods af at jeg gør fejl. Og jeg finder ud af, hvordan jeg lever sammen med andre på deres præmisser og ikke kun på mine”.

”Man behøver ikke at flytte i bofællesskab for at praktisere fællesskab. Det handler om at gøre noget sammen med dem, der bor omkring én. Det kan være fællesspisning én eller flere gange om ugen eller noget andet. Vi behøver ikke alle sammen bruge tid på det samme eller eje hver vores udgave af samme køkkenmaskine, grill eller plæneklipper. Det handler om at bringe sig selv i spil og lade det udvikle sig derfra”, slutter Kasper.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lotte Due Weng

er 45 år og gift med Claus. Sammen har de børnene Kathrine (17 år) og Jonas (14 år). Hun er oprindelig uddannet sagsbehandler, men arbejder nu som produktudvikler i en virksomhed, der producerer kontor- og festartikler. Lotte tilhører Lyngby Baptistkirke, hvor hun bl.a. har siddet i menighedsrådet i fire år. Derudover har hun som spejder været enheds- og kredsfører samt engageret i korpsarbejde.

Hvad er din begrundelse for at indtræde i ledelsen?

Det lød spændende at repræsentere spejderkorpset i BaptistKirken, så jeg tillod mig at tænkte over det i 24 timer, før jeg sprang til. Jeg har hele livet været en del af både BaptistKirken og spejderkorpset – og man skal jo prøve noget ind imellem!

Hvordan opfatter du BaptistKirkens identitet og opgave?

BaptistKirken har en stor og vigtig opgave at løfte. Verden er i forandring, og mange mennesker har brug for hjælp og et sted at søge hen, når verden vender sig mod dem. Vi er så heldige at leve og bo i den del af verden, som burde have overskud til at hjælpe og være noget for andre. Den opgave ser jeg som noget af det vigtigste for os – vi skal yde af vores overskud og vores ressourcer.

Vi skal være, hvor der er behov for os, og hvor vi kan gøre en forskel – og så skal vi være der, hvor vi kan ses og høres.

Jeg er i den grad blevet overrasket over, hvor store opgaver, hvilke spørgsmål og holdninger lederne i BaptistKirken skal kunne forholde sig til. Det har givet mig stor respekt for dem! Alle burde være en flue på væggen og opleve, hvor meget Karin, Svend Eli, Merete, Lotte, Bent og Lone arbejder helhjertet, for at BaptistKirken skal udvikle sig og fungere!

I hvilken retning skal BaptistKirken udvikles?

Jeg har ikke været under huden på BaptistKirken længe nok til at føle mig kompetent til at udtale mig om det. Jeg har i flere år været helt almindelig kirkegænger i Lyngby uden at spekulere over BaptistKirken som helhed. Jeg har været mere optaget af Lyngby menighed. Ikke fordi jeg syntes helheden var uvæsentlig, men jeg har altid været mere optaget af det nære.

Det er vigtigt for mig, at vi som baptister rummer alle mennesker.

Hvad er de største udfordringer, BaptistKirken står overfor?

En af de helt store udfordringer er at kunne være rummelig og imødekommende overfor alle, at turde åbne vores døre og byde indenfor. Det er vigtigt for mig, at vi som baptister rummer alle mennesker. At vi ikke ekskluderer dem, der ikke lige er som os andre’, uanset om det er tro, seksualitet, politisk overbevisning – eller hvad det måtte være.

Vi må som kristne stå sammen – også på tværs af kirke- og trossamfund. Vi har så meget at byde på! Vi indbyder børn, unge og alle andre til et rigt samvær i kirken såvel som til spejder, og der er kor af forskellig art. Vi afholder gudstjenester – nogle steder med rigtig mange på kirkebænken, andre steder er der stadig ledige pladser – dem skal vi forsøge at få besat ved at byde endnu flere indenfor i varmen. Men hvordan får vi budt flere ind?  Det er også en af vores udfordringer.

Hvad har BaptistKirken at bidrage med til vores samfund?

Vi bidrager allerede med rigtig meget. Vi involverer os i samfundet som BaptistKirken, men også i de enkelte menigheder. Men vi kan altid blive bedre og mere synlige. Vi skal ud og vise flaget på en positiv og konstruktiv facon. Vi skal være, hvor der er behov for os, og hvor vi kan gøre en forskel – og så skal vi være der, hvor vi kan ses og høres.

Kasper Klarskov

er 32 år og gift med Maria. Sammen har de Anna (4 år) og Villads (1 år). Familien tilhører Korskirken i Herlev, hvor Kasper også er ansat 1/3 tid. Derudover studerer han teologi på Københavns Universitet. Når han ikke bruger tid på præstegerningen, er han ansat som vinmand i Føtex Food. Kasper har tidligere siddet med i BBUs ledelse, og nu er han valgt som BBUs repræsentant i BaptistKirkens ledelse.

 Hvad er din begrundelse for at indtræde i ledelsen?

Som organisation er BaptistKirken i en identitetskrise. Vi er en organisation med stor mangfoldighed. Det ser jeg som en styrke, men jeg oplever selv – og hører det fra andre – at det kræver øvelse at være et fællesskab, som rummer uenighed. Arbejdet med det er allerede godt i gang.

Det kræver øvelse at være et fællesskab, som rummer uenighed.

Derudover har flere menigheder svært ved at finde deres egen rolle i lokalsamfundet og i BaptistKirken. Der er brug for, at menighederne i BaptistKirken støtter hinanden, så vi kan nå ud i den verden, som så desperat har brug for kirken, Kristus og fællesskabet omkring ham.

Når det er sagt, er det en spændende udfordring for mig personligt at arbejde sammen med ledelsen i BaptistKirken. Folk, som kender mig, véd, at jeg har en holdning til alt, og sjældent holder den for mig selv. Derfor tænker jeg, at samarbejdet kan udfordre både mig selv og de andre i ledelsen.

Hvordan opfatter du BaptistKirkens identitet og opgave?

Den primære opgave for BaptistKirken er at være paraply for alt det, der foregår i de lokale menigheder. BaptistKirken skal være med til at dyrke de gode ideer og kaste lys over det spændende arbejde, som er at finde i alle kroge af landet. Vi har brug for at dele viden og visioner, så vi kan lære af hinanden. Det har vi mulighed for gennem BaptistKirken.

Ledelsen skal efter min mening gå foran og inspirere til nye tiltag i de lokale menigheder. Den må ikke være bange for at have holdninger. Ledelsen er valgt af menighederne, og man må derfor forvente, at alle menigheder er interesserede i at vide, hvad ledelsen mener, så de kan forholde sig til det. Vi er en demokratisk organisation, hvor man har mulighed for selv at stille op, eller lade andre stille op, hvis man er uenig med ledelsens synspunkter, eller hvis man synes, noget skal ændres.

Derudover har BaptistKirken selvfølgelig også en størrelse, der gør det muligt at have større projekter, end de enkelte menigheder kan bære. Her tænker jeg bl.a. på integration, international mission samt nationale og internationale relationer.

I hvilken retning skal BaptistKirken udvikles?

BaptistKirkens ledelse har gang i nogle spændende projekter, der skal skabe fornyet passion og liv lokalt. Jeg glæder mig bl.a. til at se, hvad der kommer ud af arbejdet med ’Mission i Danmark’, som BBU også skal være en aktiv del af.

BaptistKirkens ledelse har gang i nogle spændende projekter, der skal skabe fornyet passion og liv lokalt.

Hvad er de største udfordringer, BaptistKirken står overfor?

Vi har brug for at være et fællesskab, selvom vi ikke er enige. Vi lever i et mangfoldigt samfund, og det præger vores fællesskab. Den mangfoldighed skal vi værne om. Hvis vi kun kan finde værdi i at være sammen med mennesker, der ligner os selv og mener det samme som os, så bør vi lukke biksen. Den store udfordring er derfor, at vi finder sammen som fællesskab – et fællesskab, der kan rumme stor forskellighed.

Hvad har BaptistKirken at bidrage med til vores samfund?

BaptistKirken kan sådan set ‘kun’ bidrage til samfundet gennem menighederne og vores landsorganisationer. Hvis menighederne får en god idé og er villige til at kaste arbejdskraft, passion og hjerte ind i at føre den ud i livet, så kan BaptistKirken hjælpe med økonomi, viden og sparring. BaptistKirken er ikke en organisation med et liv uden for menighederne. Når BaptistKirken gør noget, er det fordi menighederne gør og vil det.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere