Jeanette Munksbøl:

• har arbejdet som specialklaselærer, integrationskonsulent, pædagog og lærer i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling
• digter, billedkunstner, foredragsholder og projektmager

Jeg ser dem hele tiden, mange steder. Når jeg kører forbi, og ser drengen med kasketskyggen i nakken og tasken på ryggen, ensom bag flokken, som vender sig, hvisker, peger og håner. Manden udenfor Kvickly med sine aviser. Et sted i livet mistede han grebet, noget gik i stykker, og han gik fra hus og hjem og rudekuverter til et liv på gaden.

Fyren i parken med sit skræmte blik og den hullede plastsæk med tomme dåser i én hånd, mens den anden roder i affaldsspanden. Teenagepigen med vagtsomme, allerede livstrætte øjne på Vesterbros Torv, som tigger en smøg og ryger med rystende hænder.

Kvinden foran mig i køen i Netto, iført våde, lasede bukser, efterladende et spor af stram ammoniak i sit kølvand. Et kølvand, som får os velbjergede til at rynke bryn og næser, holde vejret og trække væk.

Lorteliv

Jeg lærte allerede i mit første skoleår, at livet ikke er retfærdigt, og at ingen er sin egen lykkes smed.

At den forhutlede og tilbagetrukne dreng på bagerste række, ham med de alt registrerende øjne og nærmest sorte blik, ikke selv havde valgt at komme i skole grå af snavs på halsen og med hullede bukser og bøger, der aldrig blev bundet ind. Allerede dengang i 1. klasse mærkede jeg indignationen og vreden i maven over den slags – og magtesløsheden over, at det var sådan, det var.

Et lorteliv helt derude på kanten er sjældent noget, nogen har drømt om. Ingen vælger selv psykisk sygdom og invaliderende angst eller sætter kryds ved at bo under et regnslag i årevis. Selv de, som vender ryggen til en opvækst med misbrug og traumer, får sjældent dét med sig i livet, som giver frit valg på samfundsreolen.

Ingen drøm

Siden jeg var ganske lille, har jeg vidst, at det også kunne være mig. At det ofte kun var et spørgsmål om, hvor man var født, og hvem, man blev født af.

Enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det.

At ingen har ønsket at fødes eller føde de steder på kloden, hvor krig, klima og katastrofer regerer, og at hverken de handlede kvinder i København eller nogen flygtning eller migrant nogen sinde har haft en drøm og et håb om at ende på gaden, at flakke illegalt rundt på gader og stræder, langt fra samfundets og fællesskabets nederste trin.

Når jeg var hos min dejlige mormor, fascineredes jeg af historierne fra hendes absurd fattige og ensomme barndom på den yderste kant af 1900-tallets København. Et ’uægte’ barn og en ’horeunge’.

Måske blev den skamfortælling, som fulgte hende livet igennem, kimen til min forståelse af, at kanten aldrig er langt væk fra nogen af os. At enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det. At livet groft sagt er et korthus, og at uanset hvor gode kort vi måtte have på hånden, findes der ikke det livsbyggeri, som en uforudsigelig kastevind ikke kan vælte.

Tynd tråd

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden. På det helt personlige plan måtte jeg erkende, hvor tynd den er, den tråd, vi alle sammen hænger i.

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden.

Som jeg stod dér og vippede, indså jeg betydningen af, at nogen griber os. At vi gribes, når vi er dér på kanten, hvor det kan gå begge veje. Gribes, både af nåden fra Gud og af kærligheden fra næsten. At vi falder i levende hænder, som Møllehave skriver. Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til. Og følgeskab af bare én stabil og levende sjæl kan være den afgørende faktor.

Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til.

Jeg indså, at også jeg ville kunne falde fra mig selv, gå i stykker og i hundene. Mærkede, hvor lidt uforudsigelighed der skal til, før læsset kan vælte, og man står derude, hvor man aldrig har troet, man skulle se sig selv. Så tæt på kanten – det sted, hvor magtesløshed og kontroltab hersker.

Ahmed var øjenvidne til to flygtninge, der sloges, og hvor den ene blev stukket i maven med 35 knivstik.

Midt i min egen rystelse blev jeg kontraktansat i Røde Kors, i Asylafdelingens børne-og unge-afdeling. Uanset om de var flygtet på egen hånd eller i følgeskab med voksne, havde de fleste oplevet så voldsomme ting på vejen, at det var næsten umuligt for dem at sige det højt. 14-årige, som var selvmordstruede, 10-årige, som var holdt op med at tale, unge med sår og ar fra granatsplinter, børn, som havde været tæt på at drukne under flugten – og så var der dem, som på en særlig måde krøb ind under huden med deres historie.

Vi kan kalde ham Ahmed

Han plejede at vågne, når Afghanistans morgenlys trængte ind mellem skoddernes lameller og faldt på husets kalkede vægge. Han husker at være fem år og ligge i sengen og lytte til finkernes kvidren i volieren, lyden af den smukke hvide kakadues morgenhilsen og hans lille søsters morgenpludren.

Helvede i et asylcenter. Her er en afghaner blevet hængt op i et træ af nogle iranere og han bliver slået med knive.

Han husker også at være seks år og finde en død talebaner begravet i sandet tæt på huset – og ikke at fortælle det til nogen, for at mor ikke skal græde. Han husker at være otte år og flygte om natten med mor i hånden og far, som bærer lillesøster. Skuddene i krydsilden i passet, og at være blandt de få, som overlever og går videre – hen over ligene af døde venner og naboer.

Flugten over bjergene, hvor der bliver skudt efter dem. Forrest går ”Ahmed” og hans familie, der overlever som nogle af de få.

Han husker at sidde på kanten af den overfyldte gummibåd, og han husker fars ansigt i bølgerne, da han redder lillesøster. Husker skrigene, råbene og angsten. Og derefter seks års barndom yderst på kanten i asylhelvede Danmark.

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel. Derude på kanten, hvor vi bli’r hinandens næste!

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Klaus Abildgaard:

• opvokset i præstehjem på Bornholm med rigelig plads til udsathed
• baptistpræst i Nørresundby i fem år: ”Jeg oplevede, at jeg ofte brugte tid på og faktisk befandt mig bedst sammen med sårbare mennesker”
• i 12 år ansat som projektmedarbejder og leder i socialt arbejde
• har nu været bedemand i fem år

 ”Der findes forskellige definitioner på udsathed, men ud fra min erfaring og læsning vil jeg sige: Det er mennesker, som kan være bundet, afhængige, ramt, eller har mistet noget/nogen”, siger Klaus Abildgaard. “En del er misbrugere eller er blevet misbrugt. Mange har ondt i fortiden og/eller nutiden, og derfor også i fremtiden. Ofte er det mennesker med særlige behov, som har svært ved at opfylde samfundets krav og forventninger.”

Er de udsatte midaldrende hjemløse mænd? Eller er det vores fordom?

”Statistikken underbygger fordommen. De midaldrende mænd er i overtal. Jeg vil helst undgå at tale om dem som hjemløse. Ikke alle udsatte er hjemløse. Man kan være udsat på mange forskellige niveauer. Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt. Hjemløshed er bare en del af det.

Nogle kommuner arbejder ud fra princippet ’housing first’: Før andre problemer kan løses, skal man skaffe den hjemløse en bolig. Men egen bolig kan også være et problem. Har man fx gæld til kriminelle, er man let at finde i sit hjem. Først banker de på døren, så banker de personen. Gæstfrihed kan føre til, at andres fest flytter ind, så man må forlade sit eget hjem. Klaustrofobi kan betyde, at man ikke kan holde ud at være i sit hjem. Man bliver ’funktionel hjemløs’.”

Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt.

Gør noget særligt sig gældende i mødet med de udsatte?

”Der er flere niveauer i relationerne til de udsatte:

• relationen menneske til menneske: Her baseres mødet på den rene frivillighed.
• gennem de filantropiske foreninger som fx Blå Kors og Kirkens Korshær: Her er det som regel en blanding af ansatte og frivillige, og dermed både professionelle og amatører.
• det institutionelle niveau med sagsbehandlere, psykiatrien, misbrugscentre osv.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering – et stempel i panden – og det medfører, at vi taler til dem eller om dem, mens vi holder os selv lidt på afstand og undgår at tale med dem.

Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16.

Det er givetvis en konsekvens af behandlersamfundet. Hjælpen er blevet institutionaliseret: Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16. Der er sket en professionalisering og specialisering af hjælpen. Det er udmærket, at hjælperen er godt klædt på til opgaven, men forholdet mellem den professionelle og den udsatte er ikke ligeværdigt. Det er asymmetrisk, og det giver ofte et modsætningsforhold. Det fører til en stigmatisering, der igen bevirker, at man ingen forventning har om udvikling: ’Det er alligevel håbløst!’ Det fører til omsorgstræthed.”

Rejser mødet med de udsatte særlige krav til den, der vil være sammen med dem?

”Det er vigtigt, at man kan se mennesket bag udsatheden. Hjælperen må hverken sætte sig selv højere eller lavere end den anden. Man må heller ikke stille højere krav til den anden end til sig selv – eller end den anden kan honorere.

En del organisationer arbejder med at etablere ’peer-to-peer relationer’: Et menneske, der har mærket udsatheden på egen krop, men er kommet ud af den, bliver koblet sammen med en udsat. Det giver en særlig styrke, fordi man taler samme sprog og har de samme erfaringer. Man mødes på lige fod. Det kan kun blive en succes, hvis den robuste i relationen har overblik over sit liv, kender smertepunkterne og har forholdt sig til dem.”

Hvad er et værdigt liv?

”Værdigt i forhold til hvad? – Jeg har mødt nogle fattige og udsatte, der udstrålede større værdighed end andre velbjærgede. Skønt de selv havde behov for hjælp, magtede de at række ud for at hjælpe andre. Det gav dem værdighed.

Et liv kan fx være værdigt, hvis man har fred, har føde og har formål:

• fred med sig selv, med andre og med Gud
• føde, at man har de helt basale behov dækket
• formål i livet giver identitet, energi, livsmod og håb. Hvis det er formålsløst, at jeg er her, kan det hele være lige meget.

Undertiden har jeg oplevet, at ressourcestærke mennesker kommer ud for et brud i deres tilværelse, som medfører en hurtig social deroute. De famler efter at få deres tidligere liv og position tilbage, men de tager ikke imod tilbud om hjælp til at komme på benene. Den systematiserede og professionaliserede relation mellem behandler og den udsatte kan medvirke til, at de kommer til at se sig selv som ofre. Det sker især i langvarige forløb, og de er meget svære at hjælpe.”

Det bibelske perspektiv

”Omsorgen for de udsatte går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Det Gamle Testamente ligestiller i reglerne for livet i det forjættede land omsorgen for de fremmede, de faderløse og enkerne med omsorgen for børnene og de nærmeste. De har krav på det samme.[1] Også profeterne har fokus på, at omsorgen for de udsatte er Guds vilje.[2] Et retfærdigt og ordentligt liv indebærer at møde de udsatte med værdighed og tage hånd om deres behov.[3] I lignelsen om arbejderne i vingården[4] i Det Nye Testamente, vender Jesus retfærdighed og værdighed på hovedet: De arbejdere, der har stået ledige på torvet hele dagen, har om nogen oplevet uværdighed – ingen har brug for dem. Først hen under aften bliver de antaget, men de får samme løn som de andre. Når vi taler om værdighed, asymmetrisk hjælp, retfærdighed og udsathed, er det en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.” At de udsattes behov mødes, er netop tegnet på, at Jesus er Guds udvalgte[5].”

Det er en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.

Kan man overhovedet tillade sig at tale om de udsatte som en særlig gruppe?

”Man må altid møde ét menneske ad gangen. Udsathed er som en virus: Det rammer bredt og spredes let, og skal det afhjælpes, må man ’vaccinere’ én for én. De filantropiske foreninger søger midler til at etablere tiltag og initiativer målrettet segmenter og grupper. Ofte må man gå på kompromis med egne idealer for at få del i pengene. Det gode kan findes i, at tiltag rettet mod en gruppe giver mulighed for at møde det enkelte menneske.”

De har gjort stort indtryk på mig

”Mens jeg arbejdede for Frelsens Hær, havde vi et aktiveringstilbud. Jeg kaldte det en ’skov-voksenhave’. Man mødtes til morgenmad i den sociale café i byen og kunne så derefter tage med derud. En ung mand med et misbrugsproblem tog en gang med. Han fandt fællesskab og mening. Han blev en ven og kom i vores hjem, og jeg knyttede kontakt mellem ham og nogle unge i Bethelkirken, og han kom i behandling på Bornholm. I dag er han clean, i arbejde og har familie på Sjælland. Jeg ser ham en gang imellem.

På samme måde mødte jeg en mand fra Grønland. Et ualmindelig talentfuldt menneske, tidligere elitesportsudøver og en anerkendt kunstner indenfor sit felt. Han har oplevet mange tab. Jeg fik lov til at følges med ham, lytte til ham, lære af ham og bede med ham. Han har stadigvæk et massivt alkoholmisbrug og har nok besluttet at drikke sig ihjel. Det virker som totalt spild af liv. Det kan man vælge. Det ligner et uværdigt liv.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer. Man kan være der sammen med dem, når de vil, men man kan ikke beslutte sig for, at de skal ændre deres liv. Det er deres valg.”

Status

”Når jeg ser tilbage på min seneste halve levetid, har jeg haft i baghovedet, at forbilledet er Jesus, og jeg har forsøgt at møde og forstå menneskers udsathed. Møderne har været mange, frugterne har nok været få. Jeg har haft mulighed for at møde udsatheden som professionel. Derfor må jeg også med skam erkende, at jeg mange gange har stillet mig selv spørgsmålet: Hvad var det blevet til, hvis jeg ikke havde modtaget en overenskomstmæssig og bæredygtig løn?”

[1] 5. Mosebog kap. 16, vers 14

[2] Esajas kap. 58, vers 6-7 og Zakarias kap. 7, vers 9-10

[3] Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46

[4] Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 1-16

[5] Matthæus-evangeliet kap. 11, vers 2-5 og Lukas-evangeliet kap. 4, vers 16-21

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen her:

Martin Karyo Bentsen fortæller, at hans mor på 16 år ”kastede ham på badeværelsesgulvet”, da han var spæd. Han kom på sygehuset og fik formentlig en hjerneskade. Om det er årsagen til, at han fik en skæv start på livet, er uvist, men han voksede op hos sin mormor, blev kropumulig i skolen, og i 3. klasse blev han smidt ud, blev tvangsfjernet og kom på et hjem for utilpassede unge. Her kom han i det, nogle vil kalde ’dårligt selskab’, og den kriminelle løbebane blev lagt.

Jeg forsøgte at imponere vennerne ved at gøre det, der var værre end det, de gjorde.

”Jeg forsøgte at imponere vennerne ved at gøre det, der var værre end det, de gjorde. Smadrede de fem vinduer, smadrede jeg ti. Selvom min samvittighed i begyndelsen protesterede, så var anerkendelsen vigtigere.”

Med i Bandidos

Martin var 15 år, da han første gang kom i fængsel, og indtil han var 33 år, sad han 13 år bag tremmer. Han har en straffeattest så lang som en smørrebrødsseddel. Tævede både fængselspersonale, læger og indsatte. Han havde et voldsomt temperament, som han slet ikke kunne styre.

I en af perioderne ude blev han medlem af Bandidos: ”At være med i en bande er det højeste, man kan opnå, når man er kriminel”, forklarer han. I spjældet igen var det sidste, han gjorde at slå en medfange halvt fordærvet med en stegepande og overhælde ham med kogende vand. Så kom han i isolationscelle.

Han begyndte at læse i den eneste bog, han fik lov til at få med i cellen. Bibelen.

I cellen nåede han bunden og var træt af sit liv. Han begyndte at læse i den eneste bog, han fik lov til at få med i cellen. Bibelen. Han læste seks, otte, op til 12 timer om dagen. Og læsningen forvandlede ham, uden at han selv vidste det. Det var omgivelserne, der først spurgte: ”Hvad sker der?” Han var ikke længere opfarende, når han ikke fik sin vilje.

Mødte sin kone på bibelcamping

Her så han stillingsannoncen fra Herning Oasekirke, og de blev ikke afskrækket af hans fortid. Måske tværtimod.

Martin besluttede, at han ville være præst. Han tog HF og en bachelor i teologi på Mariager Højskole. Her så han stillingsannoncen fra Herning Oasekirke, og de blev ikke afskrækket af hans fortid. Måske tværtimod. Så de sidste fire år, har Martin været præst i den frikirke. Han er gift med Farah, som han mødte på en bibelcamping, og sammen har de datteren Mira på to år, og da jeg interviewer ham, kan en søn komme til verden når som helst.

Hvorfor endte du derude på kanten?

”Jeg tror, det er et samspil af flere ting. Allerede første skoleår følte jeg mig forkert. Jeg fik megen skæld ud, fordi jeg havde flyvske tanker. Jeg glemte alt om det, jeg egentlig skulle. Blev distraheret. I 3. klasse opsøgte jeg min mor, og flere gange var hun ved at tage sit eget liv. Når jeg spurgte: ’Hvorfor?’, sagde hun, at det var på grund af mig. Og jeg tænkte: ’Er det virkelig så galt med mig?’ Jeg troede, at jeg ikke var værd at elske.”

Den institution, han boede på, fra han var 10 til 13 år, er senere blevet lukket pga. børnemishandling. Halvdelen af drengene dér skulle have været i fængsel. ”Man bliver præget af sine opgivelser”, forklarer Martin.

Intakt samvittighed

”Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg fortryder mest. Faktisk var det, da jeg som 14-årig stjal penge fra min bedstefar. For dengang var min samvittighed stadig intakt. Hvis nogen havde sagt til mig dengang, hvor langt jeg skulle komme ud i misbrug og kriminalitet, ville jeg have sagt ’No way’. Første gang jeg stjal en bil, rystede min hånd så meget, at skruetrækkeren ikke kunne ramme låsen. Men jo flere gange, man har gjort det, jo nemmere er det. Det er vanvittig skræmmende. Da jeg kom til mig selv i fængslet, tænkte jeg: ’Hvordan kom du så langt ud?’ Jeg er egentlig glad for, at alle instanser havde opgivet mig. Psykologen sagde, at jeg var uden for pædagogisk rækkevidde. For så var det kun Gud, der kunne frelse mig”, siger Martin.

Da jeg kom til mig selv i fængslet, tænkte jeg: ’Hvordan kom du så langt ud?’

 Folk dør da hele tiden

Hvordan er livet på den kriminelle kant af samfundet?

”Det er sindssygt stressende. Hvis jeg fik en dom på tre til seks måneder, glædede jeg mig til at komme i fængsel. For der var ikke samme usunde miljø og kaos. Det første år, jeg var gift med min kone, døde 12 i min tidligere omgangskreds. Hun spurgte: ’Er du ligeglad?’. Og jeg svarede, at folk da dør hele tiden – af en overdosis, ved at køre galt, når de er stukket af fra politiet, slået ihjel af andre… Jeg har ikke styr på, hvor mange jeg har kendt, der er døde. Nu kan jeg se, at på de syv år, jeg har været sammen med Farah, er der to, vi kender, der er døde – af kræft. Det er det.”

Det første år, jeg var gift med min kone, døde 12 i min tidligere omgangskreds.

Kvinde bad for ham i 25 år

Martin har bevæget sig fra den ene kant til den anden. I dag elsker han at fordybe sig i Bibelen, i grundteksterne på græsk og hebræisk. Måske fordi det var ved at læse Bibelen, Gud nåede ind til ham.

Faktisk tror han, at han blev kristen, fordi en kone i de blokke, han voksede op i, bad for ham. Da han var 18 år, opsøgte han hende, fordi han havde hørt, at det hjalp, når hun bad for folk.

”Det eneste, der kan hjælpe dig, er, at du giver dit liv til Jesus”, sagde hun til Martin, og så brugte han halvandet år på at prøve at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Til sidst opgav han og tænkte, at han nok var dømt til fortabelse. Men da han mange år senere kom tilbage til denne kristne kvinde, fortalte hun, at deres første møde faktisk var, da han var seks-syv år gammel og gemte sig i busken ved hendes lejlighed. ”Jeg har bedt for dig hver dag lige siden,” fortalte hun.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen her:

Jeg er bange nok for højder til, at jeg synes, det er vældig ubehageligt at nærme mig rælingen på Molslinjen, når den krydser Kattegat, og jeg skal tage en ret stor portion mod til mig for at turde gå helt hen til udsigtshegnet på toppen af Rundetårn. Jeg tør næsten ikke nærme mig kanten, for min mavefornemmelse fortæller mig, at kanten er farlig. Hvad er der på den anden side, hvor alt hører op? Falder man ned? Er kanten den sidste bastion før afgrunden, og er hegnet for øvrigt sikkert eller vakkelvornt?

Kanten drager og lokker!

Parallelt med frygt for kanten fascineres jeg også af den. Det er uimodståeligt fristende at tage et lille skridt eller to og nærme sig for at få en bedre udsigt og blot et enkelt kig mod horisonten eller mod dybet. Jeg har det faktisk med kanter, som jeg har det med gyserfilm! Jeg hader dem, og jeg elsker dem på én og samme tid. Jeg tør ikke se dem – og kan på trods af frygten alligevel ikke lade være.

Vi kender nok alle til fornemmelsen af at blive fristet af et ’kig ud over kanten’. Måske fordi vi her finder nye perspektiver på tilværelsen og muligheder i livet. Måske fordi vi står på kanten af noget større end os selv, som vi ikke forstår fuldt ud. Måske er det på kanten, vi finder både håb og udfordring og opbygger modet til at stille spørgsmål og søge forståelse?

Jeg tror, at Noa sad på kanten, da han byggede sin ark milevidt fra havet. Da Johannes Døberen mange århundreder senere råbte i ørkenen, var det fra rælingen på kanten af samfundet. Og da disciplene atter senere ved bredden af Genesaret Sø smed fiskegarnet, de havde i hænderne, og forlod alt, hvad de ejede og havde kært for at følge Jesus, var det fordi, de havde modet til af kigge ud over kanten.

Relateret

• 27. maj. 2025 - AI må ikke erstatte Helligånden
• 27. maj. 2025 - Min kunstigt intelligente assistent skrev en artikel…
• 27. maj. 2025 - Den fortabte søn
• 27. maj. 2025 - Chatbots er ikke objektive orakler, men subjektive maskiner
• 27. maj. 2025 - En chat med Jesus

Find flere

Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Birgitte Kjær Grønbech:

• psykoterapeut MPF og cand.merc
• psyko- og parterapeut i Rødovre Terapicenter
• tidligere gymnasielærer, underviser i International Økonomi
• managementkonsulent inden for miljø- og velfærdsøkonomi

Lighed i sundhed, sociale forhold, uddannelse mm. bliver år for år mindre for den gruppe, der lever på kanten. Samtidig bruges velfærdsressourcer til at dække middelklassens behov for fx sundhedsudgifter til småproblemer.[1]

Arven og industrialiseringsmantraet fra før velfærdsstatens udvikling

Siden 1960’erne er vores omsorg for dem på kanten blevet mere institutionaliseret. Da var det stadig mere almindeligt at tage sig af medmennesket. Vores familie husede således også ensomme Ejnar, som for mad, lommepenge, husly, og i ny og næ nogle cigarer og et par øller, gik til hånde på ejendommen. Og han var selvskrevet til at deltage i familiens anledninger.

I og efter industrialiseringen fik produktivitet og effektivitet et mantra: ”System over menneske” frem for ”menneske over system”.[2] Mere, større, hurtigere! Det blev i stort omfang anset for berettiget, at forbrugeren og kapitalisten havde behov for at konsumere og besidde mere, større og hurtigere!

Det behovsstyrede samfund

Vores forbruger- og velfærdssamfund er også et behovsstyret samfund, som kan beskrives med Maslows behovspyramide. I bunden af pyramiden: de livsnødvendige og fysiologiske behov og i toppen behovene for at realisere sig selv. De sidste fylder mest for middelklassen i dag. Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier, imens ’dem på kanten’ knap får dækket deres basale behov.

Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier.

Kan vi lukke ned for medfølelsen?

Som mennesker er vi født med evnen til at vise empati og medfølelse. Følelser og emotioner er ”kropslige informationer, der giver meningsfulde handlingsmotiver”, som spontant kan lede os til kontakt, empati og handling.[3]

Men generel søvnmangel i befolkningen, det høje stressniveau og mistrivslen blandt børn og unge indikerer, at tempoet er for højt.[4] Et sådant overforbrug af egne ressourcer kan lukke af for omsorg og dermed medfølelsen og interessen for ’dem på kanten’.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati i følge en amerikansk forsker i samfundspsykologiske spørgsmål, Paul Piff. Han har påvist en markant tilbøjelighed til mere egoistisk og selvberettiget adfærd hos velhavende mennesker. Hans forsøg viste også, at mennesker i alle samfundslag potentielt kan udvikle den adfærd, når de får mange midler.[5]

Er middelklassen da helt afkoblet fra at vise omsorg?

Nej, mange middelklasseborgere giver et bidrag via frivillighed eller økonomisk støtte. Men vi mennesker spejler os i hinanden, og vi engagerer os naturligt i problemstillinger, som vi genkender fra eget liv. I et følelsesmæssigt fokus kan ’dem på kanten’ vække ubevidste følelser som afsky, frygt eller foragt. Det kan få os til at lammes, fortrænge virkeligheden eller blive frustrerede, så vi lukker ned for kontakten.

Den barmhjertige samaritaner

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt. Her udgør Jesus’ lignelse om den barmhjertige samaritaner et eksempel.[vi] Samaritaneren mødte en nødstedt på sin rejse. Han var følelsesmæssigt i balance og reagerede observant og med medynk. Præsten og levitten observerede. Men de gik begge forbi det blødende og halvdøde medmenneske. Måske havde de for travlt eller fortrængte synet?

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt.

Vi er nok mange i middelklassen, der genkender præstens og levittens adfærd, når vi møder en på kanten. Spørgsmålet er, om det er vores travlhed, fortrængning eller selvrealiseringsbehov, der vejer tungt på vægtskålen? Derfor kan gudstjenesten give vores travle middelklasseliv en passende modvægt! Når vi synkroniserer vores indre GPS med Kristus’ kærlighedsbudskab, må vi bevidst forholde os til næsten – også den, der er kommet ud på kanten.

[1] Ugebrevet Mandag Morgen: https://www.mm.dk/artikel/professor-sundhedsvaesenet-drukner-i-middelklassens-smaa-problemer

[2] Hildebrandt, Steen og Stubberup Hendrik: ”Bæredygtig Ledelse – ledelse med hjertet” Gyldendal Business, 2014

[3] Greenberg, Lesley: ”What is an emotion?” Emotion Focused Podcast, #1, 2023 https://open.spotify.com/episode/16HgKLq45iKaDMFmkPl85D?si=IJH6QE0hTweM5AoDIPBccQ

[4] Den Nationale Sundhedsprofil, https://www.danskernessundhed.dk/

[5] Miller, Lisa: ”The Money-Empathy Gap”, New York Magazine, June 2012 og “The Why, Money Power and the American Dream” – why poverty, YouTube https://www.youtube.com/watch?v=6niWzomA_So&t=186s

[6] Lukasevangeliet kap. 10, vers 25-37

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp

Find flere