baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Thu, 16 Apr 2026 04:00:47 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk At leve paradokset – en profetisk vej for kirken? https://baptist.dk/at-leve-paradokset-en-profetisk-vej-for-kirken/ Mon, 15 Sep 2025 06:45:20 +0000 https://baptist.dk/?p=19927 Det kræver mod at stå ved sin overbevisning og samtidig rumme andres. At kunne leve i paradokset er ikke et svaghedstegn. Det er en styrke, der åbner for dybere samtaler om Helligåndens mangfoldige kald


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/09/at-leve-paradokset.mp3

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Det kræver mod at stå ved sin overbevisning og samtidig rumme andres. At kunne leve i paradokset er ikke et svaghedstegn. Det er en styrke, der åbner for dybere samtaler om Helligåndens mangfoldige kald


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/09/at-leve-paradokset.mp3

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/at-leve-paradokset-en-profetisk-vej-for-kirken/feed/ Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag https://baptist.dk/hvad-baptistkirken-kan-laere-af-honduras-og-hvorfor-vi-har-brug-for-en-sag/ Sun, 29 Jun 2025 10:15:53 +0000 https://baptist.dk/?p=19554 I et land præget af dybe splittelser går katolikker og evangeliske kristne – to grupper, der ofte anklager hinanden for afgudsdyrkelse og falsk lære – sammen om én fælles sag: At forsvare demokratiet.


Lyt til kronikken her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/06/hvad-baptistkirken-kan-laere-af-honduraslydifl.mp3

Det fik mig til at tænke: Hvis det kan lade sig gøre dér, hvad kan vi så i Baptistkirken i Danmark? Hvad sker der, hvis vi finder sammen om noget, der rækker ud over os selv og gør os relevante i samfundet?

Kirken som samfundets vagthund

I Honduras fungerer kirkerne som en slags vagthund, der holder politikerne ansvarlige og leder en national samtale om fred, ikke-vold og demokrati. De lægger pres på myndighederne – og myndighederne lytter. Hvorfor? Fordi kirkens stemme har en transformerende kraft, der ikke kan ignoreres.

Den slags kirke inspirerer mig: En kirke, som samfundet må forholde sig til, fordi den gør en forskel. Det får mig til at spørge: Hvad er Baptistkirken i Danmarks sag?

Andreas Daugaard taler på vegne af ASJ i Honduras (Foto: ASJ)

Mit eget afsæt – fra Danmark til Honduras

Som ung dansker, opvokset i en dansk baptistkirke, men i dag bosat og aktiv i Honduras, har jeg fulgt udviklingen i BaptistKirken nøje. Mit trosfundament blev grundlagt i børnekirken og styrket gennem årlige sommerstævner. Det arbejde, jeg i dag udfører i Honduras, er en forlængelse af min lokale kirkes globale engagement og af BBUs projekter her. Med andre ord: BaptistKirken betyder virkelig meget for mig.

Derfor gør det ondt at se en proces præget af splittelse, uenighed og en tilsyneladende mangel på vision og fælles retning.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at blande mig. Jeg var bange for at stikke hånden i en hvepserede. Men så hørte jeg Generalsekretær Bodil Højbak Møller bruge Mikas Bog kapitel 6, vers 8 som udgangspunkt for sin prædiken på synoden. Hun kaldte skriftstedet et “ord at gå på” i Genstartsprocessen. Det fik mig til tasterne. Jeg håber ikke, det er for sent.

Vil du vide mere om Andreas Daugaard?

Så tjek artiklerne “Andreas bekæmper organiseret kriminalitet i Honduras” og “Du er ingen” på baptist.dk.

At handle retfærdigt – eksemplet fra Honduras

Verset er vores nøglevers og kernen i arbejdet i den organisation, jeg arbejder for i Honduras: Association for a More Just Society (ASJ – på dansk: ”Foreningen for et mere retfærdigt samfund”). Vi forsøger at skabe et mere retfærdigt samfund, drevet af vores kristne tro. Vi handler retfærdigt ved at påpege uretfærdighed i samfundet og komme med løsninger, vi viser trofast kærlighed ved at stå med de mest udsatte – og vi vandrer med Gud gennem det hele.

Her ser jeg ikke splittelse og visionsmangel. Jeg ser modige kristne, der rejser sig og siger fra over for korruption og magtmisbrug. Som nu, hvor vi leder en alliance for at beskytte demokratiet op til det kommende valg i november – et valg, der kan blive destabiliserende for landet.

Landskab i Honduras (Foto: Andreas Daugaard)

Når forskellighed bliver styrke

Alliancen består af universiteter, menneskerettighedsgrupper, erhvervsorganisationer, frikirker – og den katolske kirke. Det er bemærkelsesværdigt. Evangeliske kalder ofte katolikkerne for afgudsdyrkere, og nogle katolikker omtaler evangeliske kirker som herlighedsteologiske personkulter, der udnytter de fattige med løfter om økonomisk velsignelse. Alligevel står de sammen – endda med grupper som erhvervs- og menneskerettighedsorganisationer, der heller ikke plejer at arbejde sammen i Honduras. Det inspirerer mig. Og jeg håber, det også kan inspirere i Danmark.

Når kirken handler – konkrete resultater

Jeg vil gerne dele et par eksempler på, hvad kristne har opnået sammen i Honduras og så vil jeg slutte af med et par tanker om, hvordan det kan inspirere Baptistkirken i Danmark:

Uddannelse:
For et årti siden mistede over to millioner børn i Honduras halvdelen af deres undervisning hvert år. Undervisning blev ofte aflyst uden god grund, og tusindvis af “spøgelseslærere” fik løn uden at møde op. En kirkelig koalition gik sammen med ASJ, sendte kristne ud på skoler for at føre tilsyn, dokumenterede svigt og lagde pres på myndighederne. To ministre blev fyret. Den tredje handlede: 10.000 spøgelseslærere blev afskediget, og antallet af undervisningsdage steg til lovens krav om 200. Resultatet? To millioner elevers niveau i matematik og spansk steg markant – fordi kristne valgte at handle.

Sikkerhed:
I 2012 var Honduras verdens farligste land. Over 7.000 mord årligt, 97 % uopklarede. Politiet var en del af problemet. Da det kom frem, at betjente havde planlagt mord på en række offentligt kendte personer, pressede en kristen-ledet gruppe med ASJ i spidsen regeringen til at oprette en uafhængig kommission til at rense politistyrken. Først røg alle ni politichefer – siden næsten 6.000 politifolk. Træningen blev gentænkt. Mordraten er siden faldet til 2.500 årligt. Mange faktorer spiller ind, men tusindvis af liv er blevet reddet, blandt andet fordi kristne identificerede en sag og turde handle.

Jeg kan blive ved med at dele historier: Fx fra dengang præsidenten blev presset til at give ASJ adgang til at se syv af de vigtigste ministerier over skuldrene for at afdække korruptionssager. Mange af historierne står nu i en bog om ASJ, som netop er blevet anmeldt i New York Times.

Fra Honduras (Foto; Andreas Daugaard)

Tilbage til Danmark – og spørgsmålet om vores sag

Vi skal tilbage til Danmark. Jeg har lært af honduranske kristne, at det stærkeste fællesskab opstår, når kirken har en sag. Set fra sidelinjen – det kan man vel godt kalde den anden side af Atlanten – virker det stadig uklart, hvad BaptistKirkens mål er. Hvem prøver vi at nå? Findes der en strategi?

Flere dokumenter og processer? Eller en sag?

Måske har vi ikke bare brug for flere dokumenter og processer, men for en sag, der samler og engagerer?

Hvad er BaptistKirkens sag i Danmark i dag?

At dele evangeliet – ja, naturligvis. Men for hvem, hvordan, og hvorfor? Hvordan bliver vi relevante for almindelige danskere? Det bliver tydeligere, når vi har en sag, der engagerer både kirkens medlemmer og mennesker udenfor: Dem, der længes efter mening og håb.

Hvor kan vi gøre en forskel

Det er måske ikke mordrater eller folkeskolereformer, BaptistKirken skal tage sig af. Men der er nok af andre udfordringer, der kalder på håb og nærvær – og hvor kirken kan gøre en forskel: Ensomhed, stress og psykisk mistrivsel blandt unge og ældre, eller frygten i en verden præget af krig og klimakrise – for bare at nævne nogle få.

Danmark længes – og venter på svar

Danskerne er nysgerrige på tro. Flere kendte erklærer sig kristne. “Lad os tale om tro”-kampagnen viser en længsel efter åbenhed. Selv statsministeren, Mette Frederiksen, sagde for nylig:
“Hvis jeg var folkekirken, ville jeg tænke: Hvordan kan vi være en åndelig og fysisk ramme for det, danskerne går igennem?“

Det spørgsmål synes jeg i den grad også BaptistKirken skal stille sig selv. Jeg har flere spørgsmål, hvis jeg drømmer stort: Skal vi ikke plante nye menigheder? Lave en plan for at hjælpe de eksisterende kirker, der er presset? Bruge vores erfaring fra migrantmenigheder til at udfordre regeringen på migranters vilkår? Skabe et projekt, så vigtigt og transformerende, at DR og New York Times fortæller om det? Meget er sikkert uden for skiven. Men måske den slags spørgsmål hjælper os til at finde ud af, hvad der så er indenfor?

En kirke med en sag

For mig er kirken allerbedst, når den har en sag. Jeg tænker på Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen. På Desmond Tutu og forsoningsarbejdet i Sydafrika. Og ja – på det kirken udretter i Honduras. Danskerne længes efter fællesskaber, der giver mening – har vi en strategi for at gøre BaptistKirken til det fællesskab?

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Selvfølgelig skal vi tale teologi og bibelsyn – om de ting vi er uenige om. Men hvis uenigheder bliver vores omdrejningspunkt i månedlange forhandlinger, uden et kald, uden en sag – så tror jeg, vi mister bolden.

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Der er håb – og en længsel

Der er nok behov for at finde en løsning på uenighederne om seksualitet og ledelse. Men selv hvis vi fandt den i morgen, har vi så løst problemerne? Næppe. Vi døber stadig få. Medlemstallet falder. Og danskerne kender os knap.

Det er synd. For der er en længsel i Danmark. Et hul, som BaptistKirken kan fylde. Ved at vise mennesker Jesus.

Der synes jeg, vores fokus bør ligge.

Lad os finde en vej til at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og vandre med Gud – Danmark har brug for os.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I et land præget af dybe splittelser går katolikker og evangeliske kristne – to grupper, der ofte anklager hinanden for afgudsdyrkelse og falsk lære – sammen om én fælles sag: At forsvare demokratiet.


Lyt til kronikken her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/06/hvad-baptistkirken-kan-laere-af-honduraslydifl.mp3

Det fik mig til at tænke: Hvis det kan lade sig gøre dér, hvad kan vi så i Baptistkirken i Danmark? Hvad sker der, hvis vi finder sammen om noget, der rækker ud over os selv og gør os relevante i samfundet?

Kirken som samfundets vagthund

I Honduras fungerer kirkerne som en slags vagthund, der holder politikerne ansvarlige og leder en national samtale om fred, ikke-vold og demokrati. De lægger pres på myndighederne – og myndighederne lytter. Hvorfor? Fordi kirkens stemme har en transformerende kraft, der ikke kan ignoreres.

Den slags kirke inspirerer mig: En kirke, som samfundet må forholde sig til, fordi den gør en forskel. Det får mig til at spørge: Hvad er Baptistkirken i Danmarks sag?

Andreas Daugaard taler på vegne af ASJ i Honduras (Foto: ASJ)

Mit eget afsæt – fra Danmark til Honduras

Som ung dansker, opvokset i en dansk baptistkirke, men i dag bosat og aktiv i Honduras, har jeg fulgt udviklingen i BaptistKirken nøje. Mit trosfundament blev grundlagt i børnekirken og styrket gennem årlige sommerstævner. Det arbejde, jeg i dag udfører i Honduras, er en forlængelse af min lokale kirkes globale engagement og af BBUs projekter her. Med andre ord: BaptistKirken betyder virkelig meget for mig.

Derfor gør det ondt at se en proces præget af splittelse, uenighed og en tilsyneladende mangel på vision og fælles retning.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at blande mig. Jeg var bange for at stikke hånden i en hvepserede. Men så hørte jeg Generalsekretær Bodil Højbak Møller bruge Mikas Bog kapitel 6, vers 8 som udgangspunkt for sin prædiken på synoden. Hun kaldte skriftstedet et “ord at gå på” i Genstartsprocessen. Det fik mig til tasterne. Jeg håber ikke, det er for sent.

Vil du vide mere om Andreas Daugaard?

Så tjek artiklerne “Andreas bekæmper organiseret kriminalitet i Honduras” og “Du er ingen” på baptist.dk.

At handle retfærdigt – eksemplet fra Honduras

Verset er vores nøglevers og kernen i arbejdet i den organisation, jeg arbejder for i Honduras: Association for a More Just Society (ASJ – på dansk: ”Foreningen for et mere retfærdigt samfund”). Vi forsøger at skabe et mere retfærdigt samfund, drevet af vores kristne tro. Vi handler retfærdigt ved at påpege uretfærdighed i samfundet og komme med løsninger, vi viser trofast kærlighed ved at stå med de mest udsatte – og vi vandrer med Gud gennem det hele.

Her ser jeg ikke splittelse og visionsmangel. Jeg ser modige kristne, der rejser sig og siger fra over for korruption og magtmisbrug. Som nu, hvor vi leder en alliance for at beskytte demokratiet op til det kommende valg i november – et valg, der kan blive destabiliserende for landet.

Landskab i Honduras (Foto: Andreas Daugaard)

Når forskellighed bliver styrke

Alliancen består af universiteter, menneskerettighedsgrupper, erhvervsorganisationer, frikirker – og den katolske kirke. Det er bemærkelsesværdigt. Evangeliske kalder ofte katolikkerne for afgudsdyrkere, og nogle katolikker omtaler evangeliske kirker som herlighedsteologiske personkulter, der udnytter de fattige med løfter om økonomisk velsignelse. Alligevel står de sammen – endda med grupper som erhvervs- og menneskerettighedsorganisationer, der heller ikke plejer at arbejde sammen i Honduras. Det inspirerer mig. Og jeg håber, det også kan inspirere i Danmark.

Når kirken handler – konkrete resultater

Jeg vil gerne dele et par eksempler på, hvad kristne har opnået sammen i Honduras og så vil jeg slutte af med et par tanker om, hvordan det kan inspirere Baptistkirken i Danmark:

Uddannelse:
For et årti siden mistede over to millioner børn i Honduras halvdelen af deres undervisning hvert år. Undervisning blev ofte aflyst uden god grund, og tusindvis af “spøgelseslærere” fik løn uden at møde op. En kirkelig koalition gik sammen med ASJ, sendte kristne ud på skoler for at føre tilsyn, dokumenterede svigt og lagde pres på myndighederne. To ministre blev fyret. Den tredje handlede: 10.000 spøgelseslærere blev afskediget, og antallet af undervisningsdage steg til lovens krav om 200. Resultatet? To millioner elevers niveau i matematik og spansk steg markant – fordi kristne valgte at handle.

Sikkerhed:
I 2012 var Honduras verdens farligste land. Over 7.000 mord årligt, 97 % uopklarede. Politiet var en del af problemet. Da det kom frem, at betjente havde planlagt mord på en række offentligt kendte personer, pressede en kristen-ledet gruppe med ASJ i spidsen regeringen til at oprette en uafhængig kommission til at rense politistyrken. Først røg alle ni politichefer – siden næsten 6.000 politifolk. Træningen blev gentænkt. Mordraten er siden faldet til 2.500 årligt. Mange faktorer spiller ind, men tusindvis af liv er blevet reddet, blandt andet fordi kristne identificerede en sag og turde handle.

Jeg kan blive ved med at dele historier: Fx fra dengang præsidenten blev presset til at give ASJ adgang til at se syv af de vigtigste ministerier over skuldrene for at afdække korruptionssager. Mange af historierne står nu i en bog om ASJ, som netop er blevet anmeldt i New York Times.

Fra Honduras (Foto; Andreas Daugaard)

Tilbage til Danmark – og spørgsmålet om vores sag

Vi skal tilbage til Danmark. Jeg har lært af honduranske kristne, at det stærkeste fællesskab opstår, når kirken har en sag. Set fra sidelinjen – det kan man vel godt kalde den anden side af Atlanten – virker det stadig uklart, hvad BaptistKirkens mål er. Hvem prøver vi at nå? Findes der en strategi?

Flere dokumenter og processer? Eller en sag?

Måske har vi ikke bare brug for flere dokumenter og processer, men for en sag, der samler og engagerer?

Hvad er BaptistKirkens sag i Danmark i dag?

At dele evangeliet – ja, naturligvis. Men for hvem, hvordan, og hvorfor? Hvordan bliver vi relevante for almindelige danskere? Det bliver tydeligere, når vi har en sag, der engagerer både kirkens medlemmer og mennesker udenfor: Dem, der længes efter mening og håb.

Hvor kan vi gøre en forskel

Det er måske ikke mordrater eller folkeskolereformer, BaptistKirken skal tage sig af. Men der er nok af andre udfordringer, der kalder på håb og nærvær – og hvor kirken kan gøre en forskel: Ensomhed, stress og psykisk mistrivsel blandt unge og ældre, eller frygten i en verden præget af krig og klimakrise – for bare at nævne nogle få.

Danmark længes – og venter på svar

Danskerne er nysgerrige på tro. Flere kendte erklærer sig kristne. “Lad os tale om tro”-kampagnen viser en længsel efter åbenhed. Selv statsministeren, Mette Frederiksen, sagde for nylig:
“Hvis jeg var folkekirken, ville jeg tænke: Hvordan kan vi være en åndelig og fysisk ramme for det, danskerne går igennem?“

Det spørgsmål synes jeg i den grad også BaptistKirken skal stille sig selv. Jeg har flere spørgsmål, hvis jeg drømmer stort: Skal vi ikke plante nye menigheder? Lave en plan for at hjælpe de eksisterende kirker, der er presset? Bruge vores erfaring fra migrantmenigheder til at udfordre regeringen på migranters vilkår? Skabe et projekt, så vigtigt og transformerende, at DR og New York Times fortæller om det? Meget er sikkert uden for skiven. Men måske den slags spørgsmål hjælper os til at finde ud af, hvad der så er indenfor?

En kirke med en sag

For mig er kirken allerbedst, når den har en sag. Jeg tænker på Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen. På Desmond Tutu og forsoningsarbejdet i Sydafrika. Og ja – på det kirken udretter i Honduras. Danskerne længes efter fællesskaber, der giver mening – har vi en strategi for at gøre BaptistKirken til det fællesskab?

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Selvfølgelig skal vi tale teologi og bibelsyn – om de ting vi er uenige om. Men hvis uenigheder bliver vores omdrejningspunkt i månedlange forhandlinger, uden et kald, uden en sag – så tror jeg, vi mister bolden.

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Der er håb – og en længsel

Der er nok behov for at finde en løsning på uenighederne om seksualitet og ledelse. Men selv hvis vi fandt den i morgen, har vi så løst problemerne? Næppe. Vi døber stadig få. Medlemstallet falder. Og danskerne kender os knap.

Det er synd. For der er en længsel i Danmark. Et hul, som BaptistKirken kan fylde. Ved at vise mennesker Jesus.

Der synes jeg, vores fokus bør ligge.

Lad os finde en vej til at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og vandre med Gud – Danmark har brug for os.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvad-baptistkirken-kan-laere-af-honduras-og-hvorfor-vi-har-brug-for-en-sag/feed/ Hvem skal du kæmpe for? https://baptist.dk/hvem-skal-du-kaempe-for/ Thu, 27 Feb 2025 05:00:58 +0000 https://baptist.dk/?p=18800
I Iben Krogsdals salme “Du skal elske din næste som dig selv” lyder tredje vers:

“Du skal tære på din samvittighed
Du skal kæmpe andres kamp hvor de går ned
Du skal ud og mærke efter:
Hvem har brug for mine kræfter?”

Et vers, der ikke kun kalder os som kristne til at gøre vores bedste, men som særligt i disse tider kalder på vores næstekærlighed.

De højreradikale bevægelser er i foruroligende fremgang i vores del af verden. I USA tilbagerulles kvinderettigheder, fri forskning, støtte til udvikling mm. Vi går en urolig tid i møde. Og hvad er vores rolle så? Hvor står vi som kirke? Som kristne? Som medmennesker?

Had og hadtale tilhører ikke nogen bestemt religion, etnicitet eller køn. Det tilhører mennesker. Og hvis du spørger mig, så har vi, ikke kun som kristne men som medmennesker, en ufattelig vigtig opgave i at kæmpe andres kamp, hvor de går ned, som vi synger i Ibens Krogsdals salme. Vi må tale for dem, der ikke selv kan. Så jeg udfordrer dig: Hvem har brug for dine kræfter?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
I Iben Krogsdals salme “Du skal elske din næste som dig selv” lyder tredje vers:

“Du skal tære på din samvittighed
Du skal kæmpe andres kamp hvor de går ned
Du skal ud og mærke efter:
Hvem har brug for mine kræfter?”

Et vers, der ikke kun kalder os som kristne til at gøre vores bedste, men som særligt i disse tider kalder på vores næstekærlighed.

De højreradikale bevægelser er i foruroligende fremgang i vores del af verden. I USA tilbagerulles kvinderettigheder, fri forskning, støtte til udvikling mm. Vi går en urolig tid i møde. Og hvad er vores rolle så? Hvor står vi som kirke? Som kristne? Som medmennesker?

Had og hadtale tilhører ikke nogen bestemt religion, etnicitet eller køn. Det tilhører mennesker. Og hvis du spørger mig, så har vi, ikke kun som kristne men som medmennesker, en ufattelig vigtig opgave i at kæmpe andres kamp, hvor de går ned, som vi synger i Ibens Krogsdals salme. Vi må tale for dem, der ikke selv kan. Så jeg udfordrer dig: Hvem har brug for dine kræfter?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvem-skal-du-kaempe-for/feed/ Gå på dine ben! https://baptist.dk/gaa-paa-dine-ben/ Wed, 05 Oct 2022 09:01:48 +0000 https://baptist.dk/?p=12790 Hvordan forholder vi os, når forbøn ikke resulterer i helbredelse?


”Der er vigtigere ting her i verden, end at du kan gå på dine ben!” udbrød en frustreret mand til kvinden, som sad i kørestol med spastiske træk – efter en mislykket helbredelsesforbøn. Tænker vi over, hvad kun delvis helbredelse betyder, når vi beder for helbredelse? Anerkender vi det, vi opnår?

Et barn er født

Lægen vidste ikke, at der var to, da mine enæggede tvillingebrødre, Curtis og Douglas, blev født flere måneder for tidligt. De klippede Curtis’ navlestreng, og tre minutter senere stak Douglas sit hoved frem, helt blå. Lægerne mente, at han kun ville leve et par dage eller uger, og formentlig som blind, døv og stum. Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

”Dougie” overlevede og var hverken blind, døv eller stum, men fejlede til gengæld alt muligt andet, herunder spasticitet, og han var voldsomt udviklingshæmmet. Megen tid blev tilbragt på hospitaler og hos forskellige læger. Mine forældre blev skilt halvandet år senere.

Tro flytter bjerge

Teenageren Dougie elskede at køre bil – jo flere bump og huller jo bedre.

Kort efter skilsmissen deltog vi i adskillige kristne helbredelsesmøder for min bror. Min mor tog ham endda til dæmonuddrivelse hos en katolsk præst. Jeg fik påpeget, at min tro var afgørende for, at Dougie ville kunne lære at tale og gå, fordi tro kunne flytte bjerge!

Som barn hørte jeg ofte i de kredse, at helbredelsen nok udeblev, fordi vi ikke bad ofte nok eller ikke troede nok på det. Jeg levede med den skam i mange år – men ikke længere. Jesus gjorde også op med den overtro og indoktrinering, som de ”urene” blev behandlet med på hans tid. For ægte helbredelse sætter fri.

Hvorfor udebliver helbredelsen?

Hvorfor oplever nogle overnaturlige helbredelser, mens andre må lide? Det har jeg søgt svar på i mange år. Jeg lever nemlig med en livsvarig rygmarvsskade, konstante smerter og kronisk træthed, som har efterladt mig med en stor, usynlig funktionsnedsættelse. Jeg følte, at den livsbevarende operation, jeg var igennem, efterlod mig ude af stand til at leve det liv, jeg ønskede at leve, som gymnasielærer og fysisk aktiv kvinde sammen med min datter.

Desuden gør usynligheden af mine skånehensyn mig til et ufrivilligt offer for diskrimination og fordømmelser fra både ”systemet” og omverdenen. Jeg følte, at jeg var tilbage dér, hvor jeg startede og havde kæmpet for at komme væk fra – sygdom og handicap!

Jeg har mange gange ønsket, at Gud havde taget mig hjem til sig i stedet. Accept af mit vedvarende behov for vedligeholdende træning, smertestillende medicin og førtidspension for at sikre, at min hjerne, krop og psyke ikke brænder fuldstændigt sammen, var ikke planen. Og det startede forfra: ”Du skal tro på, at du bliver rask, ellers bliver du ikke rask!”

Hvad er ”rask”?

Jeg lærte mig selv at gå igen uden hjælpemidler, men jeg har fået at vide, at jeg mindst burde være lammet fra livet og nedad. Mine hænder er værst ramt, og det er teknisk set mere invaliderende end uduelige ben, selvom de færreste er klar over det. På et tidspunkt gik det op for mig, hvad specialisterne mente med udtrykket ”en videnskabelig uforklarlig sag”.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter. Men mange kristne mener stadig, at jeg fortsat bør gå til forbøn for at blive helbredt fuldstændigt. Men – hallo?! Hørte du mig ikke? Jeg burde være lammet! Jeg kan gå! Uden hjælpemidler! Gud har vist gjort sit!

Ingen i lægeverdenen kunne forklare, hvorfor min bror levede så længe, som han gjorde. Og på trods af smerter, medicin, fysioterapeuter og talepædagoger igennem 37 år var Dougie som udgangspunkt glad. Han havde en helt særlig indvirkning på mange med sine vilde lyde, klaskende armbevægelser og kæmpe smil. Mit liv som storesøster til ham lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, og til at se, hvor samfundet udelukker folk.

Lidelsen er altid meningsløs og upersonlig, men det er Gud ikke

Det var ikke en dans på roser, især ikke for Dougie, og min familie har lidt meget. Efter Dougies død i oktober 2019 talte mange om, at nu var han hel i Himlen, hvor han kunne gå og tale. Det gjorde mig vred. For min lillebror var et helt menneske hele sit liv. Han var allerede et mirakel, den dag han kom levende hjem fra hospitalet. Hvorfor havde alle så travlt med at diskvalificere hans eksistens, endda efter hans død?

Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar.

Lidelse og død er garanteret i det øjeblik, et barn bliver født. Men Gud, Kærligheden, Livet er større end dem. Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar. Vi kan også stå frem med vores ar og fysiske og psykiske smerter og blot være i denne verden. For uanset hvilket funktionsniveau, andre har vurderet os til, er vores eksistens et mirakel.

Når vi indser, at vi allerede er et helt Guds barn, som er elsket og værdsat, som vi er, indser vi samtidig, at Guds nåde var begyndelsen på vores helbredelse og genoprettelse, inden vi bad om det. Bjerge kan flyttes igennem millioner af år, sten for sten, uden at vi iagttager processen. Vi må have håb og tillid til, at Skaberen kan tage de værste byrder og forvandle, helbrede og genoprette igennem flere generationer og folkeslag – både fysisk, psykisk og relationelt – for at opnå sit mål.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Hvordan forholder vi os, når forbøn ikke resulterer i helbredelse?


”Der er vigtigere ting her i verden, end at du kan gå på dine ben!” udbrød en frustreret mand til kvinden, som sad i kørestol med spastiske træk – efter en mislykket helbredelsesforbøn. Tænker vi over, hvad kun delvis helbredelse betyder, når vi beder for helbredelse? Anerkender vi det, vi opnår?

Et barn er født

Lægen vidste ikke, at der var to, da mine enæggede tvillingebrødre, Curtis og Douglas, blev født flere måneder for tidligt. De klippede Curtis’ navlestreng, og tre minutter senere stak Douglas sit hoved frem, helt blå. Lægerne mente, at han kun ville leve et par dage eller uger, og formentlig som blind, døv og stum. Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

”Dougie” overlevede og var hverken blind, døv eller stum, men fejlede til gengæld alt muligt andet, herunder spasticitet, og han var voldsomt udviklingshæmmet. Megen tid blev tilbragt på hospitaler og hos forskellige læger. Mine forældre blev skilt halvandet år senere.

Tro flytter bjerge

Teenageren Dougie elskede at køre bil – jo flere bump og huller jo bedre.

Kort efter skilsmissen deltog vi i adskillige kristne helbredelsesmøder for min bror. Min mor tog ham endda til dæmonuddrivelse hos en katolsk præst. Jeg fik påpeget, at min tro var afgørende for, at Dougie ville kunne lære at tale og gå, fordi tro kunne flytte bjerge!

Som barn hørte jeg ofte i de kredse, at helbredelsen nok udeblev, fordi vi ikke bad ofte nok eller ikke troede nok på det. Jeg levede med den skam i mange år – men ikke længere. Jesus gjorde også op med den overtro og indoktrinering, som de ”urene” blev behandlet med på hans tid. For ægte helbredelse sætter fri.

Hvorfor udebliver helbredelsen?

Hvorfor oplever nogle overnaturlige helbredelser, mens andre må lide? Det har jeg søgt svar på i mange år. Jeg lever nemlig med en livsvarig rygmarvsskade, konstante smerter og kronisk træthed, som har efterladt mig med en stor, usynlig funktionsnedsættelse. Jeg følte, at den livsbevarende operation, jeg var igennem, efterlod mig ude af stand til at leve det liv, jeg ønskede at leve, som gymnasielærer og fysisk aktiv kvinde sammen med min datter.

Desuden gør usynligheden af mine skånehensyn mig til et ufrivilligt offer for diskrimination og fordømmelser fra både ”systemet” og omverdenen. Jeg følte, at jeg var tilbage dér, hvor jeg startede og havde kæmpet for at komme væk fra – sygdom og handicap!

Jeg har mange gange ønsket, at Gud havde taget mig hjem til sig i stedet. Accept af mit vedvarende behov for vedligeholdende træning, smertestillende medicin og førtidspension for at sikre, at min hjerne, krop og psyke ikke brænder fuldstændigt sammen, var ikke planen. Og det startede forfra: ”Du skal tro på, at du bliver rask, ellers bliver du ikke rask!”

Hvad er ”rask”?

Jeg lærte mig selv at gå igen uden hjælpemidler, men jeg har fået at vide, at jeg mindst burde være lammet fra livet og nedad. Mine hænder er værst ramt, og det er teknisk set mere invaliderende end uduelige ben, selvom de færreste er klar over det. På et tidspunkt gik det op for mig, hvad specialisterne mente med udtrykket ”en videnskabelig uforklarlig sag”.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter. Men mange kristne mener stadig, at jeg fortsat bør gå til forbøn for at blive helbredt fuldstændigt. Men – hallo?! Hørte du mig ikke? Jeg burde være lammet! Jeg kan gå! Uden hjælpemidler! Gud har vist gjort sit!

Ingen i lægeverdenen kunne forklare, hvorfor min bror levede så længe, som han gjorde. Og på trods af smerter, medicin, fysioterapeuter og talepædagoger igennem 37 år var Dougie som udgangspunkt glad. Han havde en helt særlig indvirkning på mange med sine vilde lyde, klaskende armbevægelser og kæmpe smil. Mit liv som storesøster til ham lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, og til at se, hvor samfundet udelukker folk.

Lidelsen er altid meningsløs og upersonlig, men det er Gud ikke

Det var ikke en dans på roser, især ikke for Dougie, og min familie har lidt meget. Efter Dougies død i oktober 2019 talte mange om, at nu var han hel i Himlen, hvor han kunne gå og tale. Det gjorde mig vred. For min lillebror var et helt menneske hele sit liv. Han var allerede et mirakel, den dag han kom levende hjem fra hospitalet. Hvorfor havde alle så travlt med at diskvalificere hans eksistens, endda efter hans død?

Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar.

Lidelse og død er garanteret i det øjeblik, et barn bliver født. Men Gud, Kærligheden, Livet er større end dem. Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar. Vi kan også stå frem med vores ar og fysiske og psykiske smerter og blot være i denne verden. For uanset hvilket funktionsniveau, andre har vurderet os til, er vores eksistens et mirakel.

Når vi indser, at vi allerede er et helt Guds barn, som er elsket og værdsat, som vi er, indser vi samtidig, at Guds nåde var begyndelsen på vores helbredelse og genoprettelse, inden vi bad om det. Bjerge kan flyttes igennem millioner af år, sten for sten, uden at vi iagttager processen. Vi må have håb og tillid til, at Skaberen kan tage de værste byrder og forvandle, helbrede og genoprette igennem flere generationer og folkeslag – både fysisk, psykisk og relationelt – for at opnå sit mål.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/gaa-paa-dine-ben/feed/ Gud bruger, hvem han vil https://baptist.dk/gud-bruger-hvem-han-vil/ Wed, 05 Oct 2022 08:16:26 +0000 https://baptist.dk/?p=12761 Niels Vestergaard, 75, var dødssyg af kræft. Efter et hårdt forløb blev han fuldstændig helbredt.


Niels Vestergaard var som ung en hårdkogt type. Som ung landmand blev han en kristen, og han oplevede, at han kunne begynde at mærke andre menneskers nød. Efter han i en årrække havde tjent mennesker fra samfundets udkant på hjemmet Bethesda ved Blåhøj nær Brande – sammen med hustruen Hansa og en voksende familie – fik Niels et nyt livkald. I 1990 startede de Specialefterskolen Sdr. Bork i Sydvestjylland.

Info:
Om Specialefterskolen i Sdr. Bork, se https://www.sdrborkefterskole.dk/
Om Sdr. Bork Nødhjælp, se https://godcares.dk/

I julen 1995 mistede ægteparret to af deres syv børn i en brand på deres gård. Gennem kamp, bøn og mange venners hjælp kom familien videre, og startede herefter Sdr. Bork Nødhjælp. Da de gik på pension fra Efterskolen, førte Niels’ store passion for Frederiksborghesten til at have stutteri. Niels er evangelist, en flittig prædikant og ægteparret er kendt viden om.

Få dage at leve i

I oktober 2020 blev Niels træt og sløj. Han tabte sig hurtigt og gik til lægen, der bad ham se tiden an. På sin fødselsdag 24. november blev Niels akut indlagt i Herning. Lægens besked lød: ”Det ser rigtigt skidt ud, Niels. Du har tre knuder i bugspytkirtlen og så høje levertal, at du kun kan regne med få dage at leve i”. Niels valgte at komme hjem til Hansa.

Gud siger til dig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv.

En kvinde, der lå på akutmodtagelsen, sagde til ham: ”Undskyld, men jeg hørte lægens besked til dig, Niels. Jeg gik i panik og råbte til Gud. Og Gud sagde til mig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv”. Der kom en dyb fred over Niels. Han tænkte, at enten griber Gud ind, jeg bliver rask eller dør snart, så nu må jeg forberede mig.

Forberedte sin død

Hjemme hos Hansa forberedte ægteparret sig på, at Niels’ liv kunne blive meget kort. Hansa sagde: ”Hvis du ikke er her i morgen, så hils Levi og Tikva!” – deres døde børn. De forberedte begravelsen, og Niels bad Gud om, at Hansa kunne sidde i uskiftet bo, at gården og hestene måtte blive solgt og hans firma afhændet.

Hansa spurgte, om det var i orden at lægge Niels’ sygdom ud på Facebook og bede om forbøn. I den efterfølgende tid væltede det ind med tilkendegivelser fra mennesker, der bad for Niels. Mange ringede til Hansa og spurgte, hvad forbøn er, bl.a. en del hestefolk i parrets bekendtskabskreds. Og Hansa vejledte mange i, hvordan man helt enkelt fortæller sine ønsker til Gud og beder om hans hjælp.

Drømmen

En nat fik Niels en voldsom drøm. Han så sig selv ligge i sengen, og han så forfærdelig ud. Han tænkte: ”Er jeg mon død?” Han var i en åndelig verden og hørte stemmer, der sagde: ”Hvordan lukker vi munden på ham?”. Andre stemmer fortsatte: ”Slå ham ihjel!”. Han var også på et stort stadion: ”Er det mon himlen?”. Der lød et råb: ”Bed for ham nu!”. Mange bedende mennesker fik fakler i hænderne, og de mørke kræfter fortrak.

Niels vågnede helt forkomment, og han var i tvivl om, hvorvidt han var i live. Klokken var ca. tre om natten. Niels fik en stærk tilskyndelse til at læse Salme 118, vers 17 i sin Bibel. Her står: ”Herren vil, at du skal leve og ikke dø.” Hansa sagde resolut: ”Så har Gud grebet ind. Du kan godt lægge dig til at sove, Niels!” Senere fortalte en ven, at han samme nat kl. tre fik en stærk tilskyndelse til at bede for Niels, og at han skulle bede ham læse Salme 118, vers 17.

Vi havde opgivet dig

Fire dage efter var Niels tilbage på sygehuset, hvor hans levertal var forbedrede, hvilket ellers ville tage seks-otte måneder. Niels kom på operationsbordet i Skejby. Hans indvolde var så angrebne, at en stor del af dem skulle fjernes. Derfor lukkede lægen ham igen. En ung læge valgte dog at lægge dræn i Niels’ bughule for at aflaste galdeblæren. Efter operationen sagde lægen, at han fik en tilskyndelse til dette. Niels svarede: ”Man skal følge sine indskydelser, de kan være fra Gud. Han vejleder os til at gøre det rigtige”. Lægen svarede: ”Vi havde faktisk opgivet dig, Niels, men hvor var det godt, vi ikke gjorde det!”

Hjemme igen bristede Niels’ bughinde. Han blev akut indlagt, nu i Herning og opereret. Her tog de prøver, der viste, at Niels ikke mere havde kræft. Da han kom hjem til Hansa, viste det sig, at han havde blodforgiftning. Ny operation – og lægen sagde til ham: ”Jeg troede kun, det var katte, der havde ni liv!”.

Min lidelse betyder ingenting

Niels Vestergaard fik det efterhånden bedre på mirakuløs vis. Gården blev solgt godt og den sidste avlshingst afhændet. Hansa og Niels flyttede til det hus, de selv havde sat i stand gennem nogle år. Og det aktive liv blev genoptaget – bl.a. til gavn for ukrainske flygtninge i nærområdet.

Niels siger i dag: ”Al min lidelse betyder ingenting, blot mennesker kommer til tro!”. Og folk, der tidligere stak til Niels for hans gudstro, fortæller nu, at Jesus har helbredt Niels. Hestefolk, som før har haft et helt perifert forhold til tro, fortæller begejstrede om, hvad Jesus kan. Og en af lægerne siger: ”Jeg ville ønske mange flere havde det som dig, Niels. Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre”.

Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre.

Niels har været nedslået og forvirret under det hårde sygdomsforløb, men ”Gud bruger, hvem han vil. Han bruger almindelige mennesker som dig og mig til at bede for andre. Når mange beder, bliver mange også velsignet af Guds svar på bøn. Husk på, at Gud siger: Den, der beder, han eller hun får”, slutter han samtalen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Niels Vestergaard, 75, var dødssyg af kræft. Efter et hårdt forløb blev han fuldstændig helbredt.


Niels Vestergaard var som ung en hårdkogt type. Som ung landmand blev han en kristen, og han oplevede, at han kunne begynde at mærke andre menneskers nød. Efter han i en årrække havde tjent mennesker fra samfundets udkant på hjemmet Bethesda ved Blåhøj nær Brande – sammen med hustruen Hansa og en voksende familie – fik Niels et nyt livkald. I 1990 startede de Specialefterskolen Sdr. Bork i Sydvestjylland.

Info:
Om Specialefterskolen i Sdr. Bork, se https://www.sdrborkefterskole.dk/
Om Sdr. Bork Nødhjælp, se https://godcares.dk/

I julen 1995 mistede ægteparret to af deres syv børn i en brand på deres gård. Gennem kamp, bøn og mange venners hjælp kom familien videre, og startede herefter Sdr. Bork Nødhjælp. Da de gik på pension fra Efterskolen, førte Niels’ store passion for Frederiksborghesten til at have stutteri. Niels er evangelist, en flittig prædikant og ægteparret er kendt viden om.

Få dage at leve i

I oktober 2020 blev Niels træt og sløj. Han tabte sig hurtigt og gik til lægen, der bad ham se tiden an. På sin fødselsdag 24. november blev Niels akut indlagt i Herning. Lægens besked lød: ”Det ser rigtigt skidt ud, Niels. Du har tre knuder i bugspytkirtlen og så høje levertal, at du kun kan regne med få dage at leve i”. Niels valgte at komme hjem til Hansa.

Gud siger til dig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv.

En kvinde, der lå på akutmodtagelsen, sagde til ham: ”Undskyld, men jeg hørte lægens besked til dig, Niels. Jeg gik i panik og råbte til Gud. Og Gud sagde til mig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv”. Der kom en dyb fred over Niels. Han tænkte, at enten griber Gud ind, jeg bliver rask eller dør snart, så nu må jeg forberede mig.

Forberedte sin død

Hjemme hos Hansa forberedte ægteparret sig på, at Niels’ liv kunne blive meget kort. Hansa sagde: ”Hvis du ikke er her i morgen, så hils Levi og Tikva!” – deres døde børn. De forberedte begravelsen, og Niels bad Gud om, at Hansa kunne sidde i uskiftet bo, at gården og hestene måtte blive solgt og hans firma afhændet.

Hansa spurgte, om det var i orden at lægge Niels’ sygdom ud på Facebook og bede om forbøn. I den efterfølgende tid væltede det ind med tilkendegivelser fra mennesker, der bad for Niels. Mange ringede til Hansa og spurgte, hvad forbøn er, bl.a. en del hestefolk i parrets bekendtskabskreds. Og Hansa vejledte mange i, hvordan man helt enkelt fortæller sine ønsker til Gud og beder om hans hjælp.

Drømmen

En nat fik Niels en voldsom drøm. Han så sig selv ligge i sengen, og han så forfærdelig ud. Han tænkte: ”Er jeg mon død?” Han var i en åndelig verden og hørte stemmer, der sagde: ”Hvordan lukker vi munden på ham?”. Andre stemmer fortsatte: ”Slå ham ihjel!”. Han var også på et stort stadion: ”Er det mon himlen?”. Der lød et råb: ”Bed for ham nu!”. Mange bedende mennesker fik fakler i hænderne, og de mørke kræfter fortrak.

Niels vågnede helt forkomment, og han var i tvivl om, hvorvidt han var i live. Klokken var ca. tre om natten. Niels fik en stærk tilskyndelse til at læse Salme 118, vers 17 i sin Bibel. Her står: ”Herren vil, at du skal leve og ikke dø.” Hansa sagde resolut: ”Så har Gud grebet ind. Du kan godt lægge dig til at sove, Niels!” Senere fortalte en ven, at han samme nat kl. tre fik en stærk tilskyndelse til at bede for Niels, og at han skulle bede ham læse Salme 118, vers 17.

Vi havde opgivet dig

Fire dage efter var Niels tilbage på sygehuset, hvor hans levertal var forbedrede, hvilket ellers ville tage seks-otte måneder. Niels kom på operationsbordet i Skejby. Hans indvolde var så angrebne, at en stor del af dem skulle fjernes. Derfor lukkede lægen ham igen. En ung læge valgte dog at lægge dræn i Niels’ bughule for at aflaste galdeblæren. Efter operationen sagde lægen, at han fik en tilskyndelse til dette. Niels svarede: ”Man skal følge sine indskydelser, de kan være fra Gud. Han vejleder os til at gøre det rigtige”. Lægen svarede: ”Vi havde faktisk opgivet dig, Niels, men hvor var det godt, vi ikke gjorde det!”

Hjemme igen bristede Niels’ bughinde. Han blev akut indlagt, nu i Herning og opereret. Her tog de prøver, der viste, at Niels ikke mere havde kræft. Da han kom hjem til Hansa, viste det sig, at han havde blodforgiftning. Ny operation – og lægen sagde til ham: ”Jeg troede kun, det var katte, der havde ni liv!”.

Min lidelse betyder ingenting

Niels Vestergaard fik det efterhånden bedre på mirakuløs vis. Gården blev solgt godt og den sidste avlshingst afhændet. Hansa og Niels flyttede til det hus, de selv havde sat i stand gennem nogle år. Og det aktive liv blev genoptaget – bl.a. til gavn for ukrainske flygtninge i nærområdet.

Niels siger i dag: ”Al min lidelse betyder ingenting, blot mennesker kommer til tro!”. Og folk, der tidligere stak til Niels for hans gudstro, fortæller nu, at Jesus har helbredt Niels. Hestefolk, som før har haft et helt perifert forhold til tro, fortæller begejstrede om, hvad Jesus kan. Og en af lægerne siger: ”Jeg ville ønske mange flere havde det som dig, Niels. Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre”.

Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre.

Niels har været nedslået og forvirret under det hårde sygdomsforløb, men ”Gud bruger, hvem han vil. Han bruger almindelige mennesker som dig og mig til at bede for andre. Når mange beder, bliver mange også velsignet af Guds svar på bøn. Husk på, at Gud siger: Den, der beder, han eller hun får”, slutter han samtalen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/gud-bruger-hvem-han-vil/feed/