Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 1000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 04. sep. 2025 - Værdier

Find flere

Lyt til artiklen:

På årets landskonference bad ledelsen om, at værdierne fra Synoden Genstart2025 blev godkendt som BaptistKirkens nye fælleserklæring. Begrundelsen var enkel: Ifølge vedtægterne skal vores arbejdsgrundlag fastlægges i en fælleserklæring, og den tidligere erklæring fra 2019 skulle fornyes. Under Genstart-processen var der ikke tid til at skrive en helt ny; derfor fik vi i 2024 en udsættelse. Nu er tiden kommet, og landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt de kommende år.

Landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt.

Oprydning i ’dokumentvrimmelen’

Mange pegede efter synoden på, at vi har mange tekster i omløb: forordet (præamblen) til vedtægterne, fælleserklæringen fra 2019, de otte teser – og nu værdierne. Det er paradoksalt for et kirkesamfund uden trosbekendelse, dogmer eller lærestole, at vi kan ende med at have for mange papirer at holde styr på. Ved at gøre synodens værdier til fælleserklæring tager vi et skridt mod klarhed og enkelhed.

Hvad betyder beslutningen?

Værdierne bliver vores arbejdsgrundlag. De sætter retningen for det, vi skal gøre sammen på tværs af forskelligheden, der er i vores kirke. BaptistKirken er ikke et holdningsfællesskab. Vi er et handlingsfællesskab. Vi behøver ikke mene det samme om alting, men vi vil sammen være i mission for og tro på Jesus Kristus.

Vejen frem: læring, samtaler og mission

Ud af værdierne fremlagde ledelsen en procesplan for BaptistKirken de følgende år. Som lovet på synoden, skal vi sætte fokus på begrebet inklusion ved en læredag, men vi stopper ikke der. Vi skal b.la. arbejde med følgende:

 1) Læredag om inklusion – 31. januar 2026, Korskirken i Herlev
Som lovet på synoden starter vi med begrebet inklusion. Vi lærte på synoden, at vi kan tale åbent om svære ting, det fortsætter vi med.

2) Læredage som tradition
I de næste år vil vi tage fat på teologiske kerneområder: frelsesforståelse, kirkeforståelse og bibelsyn. Vi ønsker trygge rum for ærlig samtale om det, der både forener og udfordrer os.

3) Inspirationsdøgn om fælles mission 24.-25. april 2026
Mission – ude i verden, i menigheden og hos den enkelte – er vores kald som en del af Guds kirke. Her samler vi menigheder til idéudveksling, sparring og konkrete skridt til inspirationsdøgn.

4) ’Fest og farver’ i nye former
Sommerstævnet ligger i dvale, men glæden lever! Vi drømmer om nye samlingspunkter, hvor troen fejres. Har I idéer? Menigheder og ildsjæle inviteres til at komme på banen.

5) Næste generation og nye menigheder
Vi vil forny fokus på at give evangeliet videre til børn og unge og – når Gud åbner døre – plante nye menigheder. Det er langsigtet arbejde; vi begynder nu og bygger tålmodigt.

Vi har brug for jer

Vi når ikke det hele på ét år. Derfor beder vi om input fra jer:

• Hvad oplever I i forhold til de initiativer, vi sætter i gang?
• Hvad savner I i vores fælles arbejde?

Del jeres erfaringer og ønsker med ledelsen, så justerer vi kursen sammen.

Først og sidst er det igen vigtigt at sige, at vi ikke skal være enige om alting. BaptistKirken i Danmark er ikke et holdningsfælleskab, men et handlingsfællesskab. Vi kan i vores livsanskuelser være uenige om mange ting, men vi er enige om samlet at være i mission for Jesus Kristus.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen

Kaldet bliver til virkelighed i Baptistkirken i Odense søndag den 7. september 2025. Ved en festlig indsættelsesgudstjeneste og efterfølgende fællesskab byder menigheden Sambuh og hustruen Bethlehem velkommen til tjenesten. Sambuh er blevet præst for en mangfoldig menighed. Vejen hertil har været lang og fyldt med udfordringer, men Sambuh har fulgt sit kald:
”Jeg kan huske, da jeg første gang tænkte på at blive præst: Jeg følte virkelig et kald fra Gud til tjeneste og jeg bad til Gud: ’Jeg vil gerne være præst for en dansk menighed.’ Det bad jeg altid. Og Gud hørte min bøn.”

Bethlehem og Sambuh ved indsættelsen i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Forfølgelse og flugt

I begyndelsen af ”nullerne” deltog Sambuhs far i politiske protester mod regimet i Myanmar. Han blev forfulgt og måtte flygte til Malaysia i 2003. Sambuh fortæller:
”Et år efter min far var flygtet, hørte vi i radioen, at han var blevet fanget og fængslet i Malaysia. Vi havde ikke talt med ham i et år og vi vidste ikke, hvor han var. Nogle sagde, at han måske var blevet dræbt. Men vi vidste ingenting.”

Hårde barndomsår

Årene inden farens flugt havde Sambuh tilbragt på en buddhistisk klosterskole:
”Første til fjerde klasse i Matupi i Chin-staten og senere fire år i hovedstaden Yangon. En af munkene havde tilbudt min far at betale for min uddannelse, fordi jeg var en af de dygtigste i klassen. Det var en stor udfordring at vende tilbage. Min familie var baptister og jeg kom hjem som 13-årig og tænkte som buddhist. En uge efter jeg kom hjem, flygtede min far til Malaysia.”

Farens flugt efterlod familien i store problemer. Moren var nu alene med seks børn: Sambuh, tre mindre brødre og to mindre søstre. Økonomien var presset og Sambuh overvejede at droppe ud af skolen for at arbejde og hjælpe familien økonomisk. Et ønske der blev forstærket af, at han blev mobbet i skolen og kæmpede med angst.

Hilsen fra Chin Chin (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Morens kærlighed

Men Sambuhs mor havde andre planer. Det fik konkret betydning for hans tro:
”Min mor kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg skulle passe på mig selv og passe min skole. Så skulle hun nok passe på familien. Min mor har en stor kærlighed til alle mennesker. Og lige dér ramte den kærlighed mig i hjertet. Sammenlignet med Guds kærlighed er menneskers kærlighed meget lille. Og når jeg oplevede min mors kærlighed så voldsomt, hvordan ville det så ikke være at opleve Guds kærlighed?”

I et helt år søgte Sambuh Gud i bøn. Hver aften bad han til Gud, som han ikke var overbevist om fandtes. Han bad og udfordrede Gud:
”Gud, hvis du findes og hvis du er en levende Gud, så lad mig mærke dig.”

Miraklet

En aften oplevede Sambuh miraklet:
”Jeg sad på min seng og græd. Jeg fortalte Jesus, at jeg blev mobbet i skolen og at jeg savnede min far. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg bad til den Gud, jeg ikke troede på. Jeg var desperat og kunne ikke gøre andet. Men den aften oplevede jeg det som om, jeg blev holdt om og krammet. Jeg blev varm og følte mig pludselig helt tryg. Der var en stemme, der sagde: ´Jeg elsker dig’. Der var ingen andre end mig i rummet, og selv om jeg ikke turde tro på det, vidste jeg, at jeg havde oplevet Jesus. Jeg sagde til Jesus, at jeg ville tro på ham resten af mit liv, hvis han ville hjælpe mig til at få det bedre i skolen og blive genforenet med min far, der stadig var på flugt.”

Efter mødet med Jesus oplever Sambuh, at livet begynder at få mening. Han får mere selvtillid, begynder at få venner og oplever, at troen er et lys i hans liv.

Velkomstgave til det nye præstepar (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

En opringning, der ændrer alt

En dag sker det. Telefonen ringer, og i den anden ende af en meget lang forbindelse hører Sambuh farens stemme:
”Min far ringer og fortæller, at han er på Bornholm i Danmark. Jeg har aldrig hørt om Danmark før. Men det er jo helt vildt. Jeg spørger, om det der Bornholm og Danmark er i USA? Eller et eller andet sted i Thailand? Han fortæller, at det er i Europa og ikke så langt fra England. To år efter han flygtede, har vi endelig fået kontakt til min far.”

Flugt og fængsel

Familien beslutter at følge efter faren. Ingen af dem har et pas, og styret i Myanmar udsteder ikke pas til borgere, der vil flygte til Danmark! Flugten til Malaysia varer et par uger: Ud af Myanmar og gennem Thailand til Malaysia. Allerede efter tre dage i Malaysia går det galt: Familien bliver opdaget af politiet i en razzia: Uden pas og opholdstilladelse ender Sambuh og hans 13-årige lillesøster i fængsel. De er fængslet en måned. Det er hårdt: Morgenmaden består af syv kiks. Sambuh deler med søsteren, der har svært ved at holde sulten ud. Det er også i fængslet Sambuh erfarer, at han har en særlig gave til at dele evangeliet:
”Vi er måske 500 mennesker i noget, der ligner en idrætshal. Der er mange forskellige mennesker. Jeg sidder i et hjørne og læser i min Bibel. Så kommer der fem virkelig store personer og spørger, hvad jeg laver? Jeg er virkelig bange og tror, de vil have min Bibel. Jeg siger til dem, at jeg læser Bibelen og tror på Jesus. Så svarer de: ’Vi er også kristne. Skal vi ikke blive sammen?” Vi sætter os sammen og beder. Der kommer flere kristne til, og næste dag er vi 30. Inden for tre dage er vi 70 kristne, der mødes og beder og holder gudstjeneste. Jeg får lov til at dele evangeliet, allerede der i fængslet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg skulle være præst!”

Sambuh prædiker ved indsættelsesgudstjenesten i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Fra Malaysia til Rønne

Tiden i Malaysia er hård. Sambuh forsøger at skaffe penge ved at arbejde i en restaurant. Politiet opdager, at han ikke har arbejdstilladelse og Sambuh oplever at blive fængslet endnu engang. Til sidst får familien endelig lov til at rejse til Danmark. Det sker efter Baptistkirken Bornholm har hjulpet familien både økonomisk og praktisk med kontakt til ambassaden i Malaysia. Efter mere end et år på flugt lander Sambuh den 1. november 2007 i Rønne Lufthavn.

”Jeg kan huske min første tur rundt i Rønne: Jeg gik en lille tur og alle hilste på mig. I Burma hilser man jo ikke, hvis man ikke kender hinanden. Jeg sagde til mig selv: Det er simpelthen så fantastisk, at de hilser på mig, selvom de ikke kender mig. Der beslutter jeg, at jeg skal kunne hilse tilbage på dansk. Jeg beslutter, at jeg skal lære dansk.”

Uddannelse med plan

Som flygtning kommer Sambuh både i modtageklasse og på sprogskole. Ligesom på den buddhistiske klosterskole i Myanmar er han flittig og indstillet på at følge sit kald til at blive præst. På efterskolen Skovbo får han sat danske ord på sin tro og sit kald. På Apostolsk Kirkes Kolding Internationale Højskole modtager han undervisning i at prædike.

Menighedens præst, Lone Møller-Hansen, er en stor støtte for Sambuh. Det er Lone, der anbefaler Sambuh at læse ”3K” – professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus. Efter 3½ år på ”3K” får han job i Baptistkirken i Rønne. Først med kommunal støtte og efter et halvt år en fast stilling med to opgaver: Som leder og koordinator af den genopståede børnekirke og som pastoral- og integrations-hjælp til den del af menigheden, der ligesom Sambuh kommer fra Chin-staten i Myanmar.

Sambuh lever sit kald ud

Han rejser rundt som evangelist i Europa og USA og deler sin tro og det vidnesbyrd, der er i hans egen historie. Mere end 14 lande har Sambuh besøgt. Han elsker at prædike. Men han ved godt, at præstetjenesten er meget mere end prædikener. Han fremhæver et råd fra Lone Møller-Hansen, som det bedste åndelige råd, han har fået:
”Lone har sagt til mig, at et kristent liv ikke kun er at stå på prædikestolen. Det er også det liv, vi lever, når vi viser andre, hvordan vi lever som Guds børn og stoler på Gud.”

Bøn (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Jobbet i Odense

Sambuh hørte om muligheden for et job i Odense fra en god ven. Han skrev en ansøgning og var glad for at komme til samtale. Sambuh troede jobbet handlede om at være ungdoms- og integrationspræst. Men under processen havde menighedens præst Henrik Søndergaard fået andet arbejde, og menigheden tilbød Sambuh ansættelse som ”hele menighedens præst.”
”Jeg har jo altid gerne villet være præst. Jeg har bedt Gud om, at jeg engang skulle blive præst for en dansk menighed. Jeg var også præst på Bornholm – men det var som medpræst med bestemte opgaver. I Odense bliver jeg præst for hele menigheden.”

Ydmyg tilgang til arbejdet

Selv om Sambuh er meget bevidst om at være hele menighedens præst, fortæller han, at arbejdet med børn og unge vil have hans fokus. Det samme gælder arbejdet med de mange forskellige etniske grupper, der tilsammen udgør menigheden. Måske hjælper det, at menighedens nye præst taler fem sprog!

Vi er ved at løbe tør for interviewtid. Men inden vi slutter, skal Sambuh lige have med, at han er blevet rigtig godt modtaget i menigheden:
”Men jeg bekymrer mig lidt over, at jeg ikke er dansk: Jeg vil gerne blive bedre til at tale dansk, og jeg forsøger at lære mere. Selv om jeg har boet her siden 2007, har jeg af og til udfordringer med kulturen. Jeg håber, at menigheden vil hjælpe både med de sproglige og kulturelle udfordringer.”

Cirklen er sluttet

Som barn i Myanmar oplevede Sambuh at stå udenfor kammeraternes fællesskab. Det fik ham til at søge Gud. Det, der skilte ham ud, blev hans styrke.

Sambuh har ikke kun fundet sit kald – han har også fundet kærligheden. I 2023 blev Sambuh gift med Bethlehem og til november venter de deres første barn. Cirklen er sluttet: Fra en barndom med angst og usikkerhed til flugt og et liv som flygtning over uddannelse og udfordringer til nu at opleve, at kaldet til at tjene som præst er gået i opfyldelse. Sambuhs historie minder om et eventyr. Det er den ikke. Den er et meget virkeligt vidnesbyrd om tro, kald og kærlighed.

(Foto; Sambuh Langles Facebookside)

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Sidste søndags prædikentekst handlede for eksempel om ydmyghed i modsætning til hovmod med lignelsen om farisæeren og tolderen. Lige efter den tekst tager Jesus imod de små børn, som disciplene ellers vil sende væk!

Og i brevet til menigheden i Efesus siger Paulus: ”… vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (kapitel 4, vers 32).

Netop det med at tage imod og tage os af er nogle af de værdier, som vi som kirke mener, er vigtige. Men det er det jo også for os som enkeltpersoner, for det er jo netop Jesus’ kald til alle os, der tror på Ham!!

”Tag imod…” og ”Tag jer af…”

(På billedet ses Kirken i Kulturcenter Vendsyssels værdier.)

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Lyt til artiklen:

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

• Andagter kan formes på mange måder
• Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
• Man behøver ikke være ekspert
• Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost

Find flere

Lyt til artiklen her:

Hver kirke har sine særlige eftertryk og i Genstart2025 finder vi inspiration og rettesnor i de traditionelle baptistiske kendetegn. Her er frihed, forpligtelse, kald og ansvar nøglebegreber. Alt er ikke til diskussion – selv om det kan virke sådan. Vi er ikke historie- og traditionsløse – og heller ikke frit svævende uden forpligtende relationer til andre.

Forpligtende relationer

Først og fremmest står vi i relation til vores Herre og frelser Jesus Kristus. Ham følger vi efter – eller det tilstræber vi i hvert fald – og vi beder om Helligåndens nærvær og vejledning i vores liv, menighedsliv og kirkeliv. Som personer står vi i relation til vores trossøskende i menigheden, som menigheder til fællesskabet i BaptistKirken og som kirkesamfund til vores nationale og internationale samarbejdspartnere.

Frihed og ansvar

Frihed er et baptistisk fællestræk. Tros- og åndsfrihed har været afgørende siden vores anabaptistiske rødder og baptismens begyndelse i Danmark. Ingen – hverken kongelig eller kirkelig – autoritet må bestemme over den enkeltes trosliv. Derfor må dåben være den enkeltes frie valg uden tvang fra hverken øvrighed eller kirke. Men friheden begrænser sig ikke hertil. Den enkelte har også frihed til at udleve sin tro efter sin overbevisning og samvittighed. Og friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Den enkelte har forpligtelse og ansvar og kald til at leve sit liv efter Bibelen og i efterfølgelse af Jesus Kristus. Jesus er det levende guds-ord, og den enkelte har frihed til og ansvar for at tolke Bibelen i forhold til sin samvittighed under Helligåndens vejledning og inspiration.

Det er et flot princip og samtidig besværligt, for det giver rum for tolkningsforskelle. Det skinner igennem i Genstart2025-samtalerne. Men det er hverken en ny eller en særlig dansk udfordring. I 1989 skrev Baptisternes Verdensalliance: ”Der er en vigtig skelnen mellem Bibelens autoritet og autoriteten af min fortolkning af Bibelen. Nogle gange har folk forsøgt at sige, at deres fortolkning er den eneste gyldige, og de kan have ret, men da vi ikke er Gud, og den ultimative autoritet ligger hos Kristus, bør ingen forsøge at tvinge eller kræve en autoritet for sit eget syn.”[1]

”Bibelen er vores rettesnor for tro, liv og lære. Vi læser og tolker de bibelske skrifter i lyset af Jesus Kristus i bøn om, at det må ske under Helligåndens vejledning. Vi læser Bibelen individuelt og i fællesskab med ønske om at gøre dens budskab relevant i dag.” – Tese 2 i De otte teser, BaptistKirken 2023.

Må vi i vores samtaler i hjemmene, menighederne og i regionale/nationale samlinger huske, at vi har frihed, forpligtelse og ansvar til at leve efter og tolke Skriften med mulighed for forskellige tolkninger, men ingen kan kræve autoritet for sit eget syn.

Selvstændighed  og fællesskab

Paulus beskriver menigheden som en krop, der består af mange forskellige lemmer med hver sin funktion. I fællesskab udgør vi Kristus’ legeme. Lige så fremmed det er, at en hånd kan fungere uden forbindelse til resten af kroppen, lige så utænkeligt er det for Det Nye Testamente at være kristen udenfor menigheden! ”Vi bliver kristne hver for sig, men når vi tilhører Kristus, hører vi til hans krop. Det moderne forsøg på at have en privat tro på Kristus uden at tilhøre en kirke er fremmed for Det Nye Testamente.”[2]

Vores fælles baptistiske tradition har et stærkt fokus på individet uden at blive til individualisme, og stærkt fokus på fællesskab uden at blive til kollektivisme. Ved vores overgivelse og dåb til Kristus forpligter vi os sammen med de øvrige lemmer på legemet til at bruge vores gaver og evner i tjeneste for næsten i mission og diakoni. Det er vores kald og vores ansvar som efterfølgere af Kristus. Vi bevarer vores selvstændighed og mulighed for at træffe egne beslutninger, men samtidig er vi også en del af fællesskabet, hvor vi er sammen med andre, som forekommer os lige så forskellige fra os, som hånd er fra fod. Men dog er begge vigtige dele for kroppen.

Kongelig hjælp …

Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister.

I de samtaler, der foregår netop nu – i samfundet såvel som i BaptistKirken – bliver det tydeligt, at det er svært at bevare fællesskabet i en tid, der er præget af stærk individualisme og polarisering. Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister: ”Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.”[3]

Må vi med Guds hjælp og visdom lytte til og se på hinanden med åbenhed og forståelse – og i bøn og under Helligåndens vejledning finde den vej, som Gud kalder os at gå.

[1] BWA, We Baptists, 1989, s. 23-24, 41

[2] BWA, We Baptists, 1989, s. 24-25

[3] https://www.kongehuset.dk/nyheder/laes-h-m-kongens-nytaarstale-2024

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen her:

Maria og Gert fulgte kaldet og rykkede fra Grindsted til Vrå sammen med døtrene Maja og Nanna. I Vrå fandt de en menighed, der deler deres vision om at nå og fastholde børn, teenagere, unge og børnefamilier. En menighed som vil og tør forandringer.

Kaldet

En dag omkring vinterferien får Maria og Gert et opkald fra deres gode ven Kristian Sloth. Han er kørt til Vrå med sit rullende projekt Børnebussen. Nu har han et spændende forslag:
”Har I overvejet at tage til Vrå Baptistkirke? De skal bruge et præstepar.”

Har I overvejet at tage til Vrå Baptistkirke? De skal bruge et præstepar.

Forslaget kom ikke helt ud af det blå, fortæller Gert:
”Kristian vidste, at vi drømte om at flytte fra Grindsted, når vores yngste datter skulle på efterskole. Det nærmede sig.”

Kristian havde set, at der kunne være et godt match mellem Maria og Gert og baptistkirken i Vrå. Maria og Gerts kendskab til baptisterne i Vrå var begrænset til enkelte samtaler med vendelboerne over kaffen på Sommerstævnet i Lindenborg. Nu begyndte de at gennemtrawle Facebook for spændende opslag og ”corona-videoer” med gudstjenester fra Vrå.

Familien Bjørsted (Foto: Privat)

Der blev hurtigt etableret en god dialog med menighedens ledelse. Både Maria og Gert fornemmede, at Kristian havde ramt rigtigt med sit forsøg på matche præstepar med menighed.

Pludselig gik det hele meget hurtigt. I løbet af foråret kom Maria og Gerts ansættelser på plads. Samtidig ansatte menigheden Tine Kragh i en administrativ stilling, det hele med 100% opbakning fra menigheden.

Maria fortæller om det hektiske forløb:
”Selv om det gik stærkt, så følte vi hele tiden, at vi havde fred med det. At det var det her, Gud ville med os.”

Menigheden

Maria fortæller, at familien flyttede til Vrå uden at kende nogen, hverken i menigheden eller i byen:
”Vi var helt på bar bund. Men vi havde ikke boet her en uge, før kirken bare var ”hjem”. Det var ikke længere fremmede mennesker, der var i kirken. Det gik lynhurtigt. Vi er blevet taget så godt imod. Det er en meget varm menighed.”

”Vi har lidt sjov med de forskelle, vi oplever i forhold til det, vi kommer fra,” fortæller Gert. De er begge meget bevidste om, at nye gode relationer kræver forståelse for det eksisterende:
”Vi har begge oplevet nye præster, der slet ikke var på linje med menigheden. Man skal have stor forståelse for det man kommer til. Men omvendt har vi også bedt om at få lov til at være dem, vi nu er. Og komme med det, vi gerne vil.”

BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard byder velkommen til præsteparret Maria og Gert Bjørsted ved velkomstgudstjenesten i Vrå (Foto: Privat)

Maria falder ind i samtalen og fortæller, at de jo netop er valgt, fordi menigheden vil noget mere:
”De vil gerne have mere fokus på børn og unge og mere åndelig indsigt. Da vi var til samtaler, var der meget tale om, at menigheden er en familie. Det kan være noget, man bare siger, fordi det lyder godt. Men det holder i Vrå. Det er en kirke-familie, vi er kommet til.”

Maria ler og fortsætter med at fortælle, at det trods alt kan blive lidt for internt i kirkefamilien. Når der fx står på opslaget i kirken, at man skal tilmelde sig til Bjarne. Så er det meget rart at vide, hvem Bjarne er og måske også få oplyst Bjarnes telefonnummer og mailadresse.

Drømmene

”Vi har en drøm, som vi deler med menighedsrådet om at fokusere på børn, teenagere og unge – at fastholde dem og lade dem udvikle en sund og stærk tro. Det skal ikke ske på bekostning af de ældre i menigheden – vi skal rumme det hele,” fortæller Maria.

Gert fortæller, at der allerede er lavet om på nadvergudstjenesterne. Nu er der nadver ved gudstjenestens begyndelse. Så har børnene mulighed for at deltage, inden de går i Børnekirke. På sigt er drømmen at få børnene til at deltage meget mere aktivt i gudstjenesten.

Børnefamilierne fylder også i drømmene om fremtiden. Både i menigheden og hos Maria og Gert:
”Det er vigtigt for os, at børnefamilierne har lyst til at komme hver søndag og ikke kun engang i mellem, eller kun mor eller kun far. Vi drømmer om, at børnefamilier virkelig har lyst til at deltage.”

Det er vigtigt for os, at børnefamilierne har lyst til at komme hver søndag og ikke kun engang i mellem, eller kun mor eller kun far.

Baggrunden

Maria og Gert har rødder i Evangelisk Frikirke Danmark. Maria er vokset op i den daværende Zionkirke i Brovst og Gerts dialekt afslører tydeligt, at rødderne er sjællandske:
”Jeg er født og opvokset i det, der dengang hed Missionsforbundet i Næstved. I min ungdom var der et godt samarbejde på tværs mellem frikirkerne i Næstved, så jeg er kommet både i Apostolsk kirke, Pinsekirken og Baptistkirken. Rytmisk lovsang var forholdsvis nyt i min ungdom, og som trommeslager var jeg ude og spille til de fleste kampagner i Næstved.”

Da Maria som ung flyttede til Aalborg, oplevede hun det tværkirkelige samarbejde med baptisterne bl.a. når der skulle arrangeres pinsestævner.

Forbøn for præstefamilien ved velkomstgudstjenesten (Foto: Privat)

Som ganske unge startede Maria og Gert ”Kirkeekspressen”: Et lille rejseteam, der tog rundt og hjalp med børne- og ungdomsarbejde i Nordjylland. Begge havde planer om at studere teologi på Det Norske Missionsforbunds Ansgar Høyskole i Kristianssand. Projektet blev udsat flere gange: Der var for mange og for stærke kald til tjeneste både blandt børn, unge og voksne. Men studierne i Norge blev gennemført. Undervejs fik Gert et kald til at være præst med ansvar for unge i Den Evangeliske Frikirke i Randers. Maria fik job i værestedsklubben Azusa og livet fortsatte i Randers.

Maria og Gert fortæller med begejstring om livet i Randers. De glæder sig især over at have været med til at starte ungdomskirken Skywalk, der samlede mange unge til et rigt kirkeliv med cellegrupper, gudstjenester, musikudgivelser og ungdomsgudstjenester.

Efter en trafikulykke blev Maria ramt af kronisk hovedpine og nedsat arbejdsevne. Begge var nødt til at sætte tempoet ned. Det var svært, men til sidst valgte de at afslutte tjenesten i Randers. Ad en vej, der ikke var helt lige, kom parret til Grindsted i 2012. Efter job i Vestermarkskirken (Evangelisk Frikirke Danmark) og Betania Kirkecenter (Mosaik), kom kaldet fra Vrå.

Købet af et nedlagt landsted i udkanten af Vrå er netop faldet på plads, da vi mødes for at lave interviewet. Her får Maria og døtrene Maja og Nanna plads til deres interesse for heste.

Udfordringerne

Når man kommer fra en helt anden baggrund og dumper ned i en baptistkirke i Vendsyssel, er der helt sikkert udfordringer i vente.

Maria fortæller:
”Det kom bag på mig, at der er en forholdsvis stram liturgi ved gudstjenesterne. Når vi lavede tværkirkelige ungdomsarrangementer i Aalborg i min ungdom, gik baptisterne ikke op i liturgien. Det er noget, jeg skal lære.”

Gert ler, da han fortsætter:
”Jeg blev overrasket over, at begreber som præludium og postludium stadig bliver brugt. Kan vi ikke bare begynde med en lovsang eller en salme? Det kan vi godt – og såmænd også en Youtube-video. Men det hedder stadig præ- eller postludium.”

Der var smil og glæde ved velkomstfesten Vrå (Foto: Privat)

Samtalen falder også på den demokratiske tradition, som baptister er meget glade for. Maria og Gert fortæller grinende i munden på hinanden:
”Vi troede vi var meget demokratiske med vores missionsforbundsbaggrund.” Og Gert fortsætter:
”Men det var kun indtil vi hørte om alle de udvalg, der er i menigheden. Der er jo udvalg for alting. Meget mere end vi nogensinde har oplevet før.”
Maria bliver alvorlig igen, da hun siger:
”Men det virker jo. Og man får engageret menigheden og mange føler et ansvar.”

De unge

Gert fortæller, at deres døtre har svært ved at forklare, hvilken kirkelig baggrund de kommer fra. De refererer til de menigheder, de er vokset op i.

Maria supplerer:
”Vores ældste datter er 17 år. Efter hun var på efterskole, har hun fået venner i hele landet fra alle mulige kirkelige baggrunde. I dag går de unge ikke op i, hvilket kirkesamfund deres kirke tilhører, men hvor de har deres relationer. Hvor de kender nogen, de har lyst til at være sammen med.”

Maria og Gert Bjørsted sammen med den tidligere præst i menigheden Anne-Marie Winther og ægtefællen Søren Jonasen (Foto: Privat)

Gert er sikker på, at de unge kommer i de kirker, hvor de får noget med hjem, der kan styrke og opbygge deres tro:
”Hvis det er enten for intet-sigende eller alt for show-præget, så tror jeg de reagerer. For de unge i dag handler det om at finde Jesus i det, der foregår.”

Maria fortæller, at deres ældste datter kun har oplevet at komme i store kirker. Hun oplever Vrå som en ”rigtig” menighed: Det ligner en familie og man kommer hinanden ved – også på tværs af generationerne.

Et godt initiativ

På falderebet fortæller Maria og Gert, at de hver uge mødes med menighedens administrative medarbejder, Tine Kragh. På dagsordenen står der blandt andet erfaringsudveksling med det nye præstepar: Hvad har I gjort rigtig godt? Har I ramt nogle af menighedens ømme punkter? Både menigheden og præsteparret har fokus på at få samarbejdet til at fungere fra begyndelsen. Og de har fundet en god måde at gøre det på.

Der er meget mere …

Maria og Gert har meget mere på hjerte. Gert er musiker – både i kirken og i fritiden, og han reflekterer meget over, hvordan musik og lovsang kan møde alle generationer i kirkerne.

Men nu er de hjemmebagte boller spist, kaffen er drukket og Gert skal lige have et lift med til mekanikeren. Der er fart på i Vrå. Det kommer vi helt sikkert til at høre mere om.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere

Baptistkirken Bornholm har igennem en årrække været kendt for at være en menighed med et stærkt åndeligt bagland, og mange baptistpræster i hele landet har deres rødder her.

175 år

Mange baptister i Danmark har formentligt besøgt øens bakker, dale, kirker og klippeborg, hvis ikke de også har fejret gudstjeneste i den historiske gamle baptistkirke i Rønne fra 1888 eller deltaget i Holsteroddelejre. Øens strategiske beliggenhed og særprægede geografi og natur har formentlig formet det historiske krydsfelt for øens militære og religiøse liv. Den 13. maj kan baptistmenigheden fejre 175-års jubilæum i tillid til Guds fremtidige planer for kirken og menigheden. For på denne klippeø har Gud bygget sin menighed.

…menigheden kan snart fejre 175-års jubilæum i tillid til Guds fremtidige planer for kirken og menigheden.

Som så mange andre baptistmenigheder i Danmark har menigheden tabt en eller flere generationer. Samtidig oplever de udfordringer i spørgsmål om renovering af kirkebygningen og lejren Holsterodde. Endelig har medlemmerne forskellige ønsker til, hvordan ’Det Hellige’ skal fejres. Men ønsket og formålet er det samme: At give troen videre til den næste generation med den samme begejstring, som man selv har oplevet; ligesom Jesus ønskede at bygge sin menighed på troens klippe.

Krise eller kald?

Julefrokost med pakkespil.

Det er et udbredt dilemma at skulle vælge mellem en traditionel gudstjeneste med salmer eller en mere uformel gudstjeneste med lovsange. Valget står oftest mellem ønsket om at skabe tryghed og kendte rammer om det hellige for den ældre generation, som har været med til at sikre menighedens økonomi og bygninger, eller at flytte fokus og tale om det hellige i et sprog, som de unge kender og bliver draget af.

Flere medlemmer beretter om en menighed i krise igennem længere tid. Dog siger de næsten enstemmigt, at de er meget begejstrede for den udvikling, som også er sket i samme periode. De føler, at de mange burmesere, som kom for næsten tyve år siden, gav menigheden en meget vigtig opgave at stå sammen om. De er enormt glade for deres præst, Lone Møller-Hansen, og de mange tiltag, hun og menighedsrådet har taget initiativ til for at skabe sammenhængskraft i menigheden. Især Vital-forløbet og det populære tværkirkelige projekt ‘Max’ for børn og unge er der stor begejstring for.

Til den årlige tværkirkelige Max-dag er hele byen inviteret. 1000 børn deltager. Baptistkirken er bygget om til legeland for de mindste.

Integrationen lykkedes

VITAL-forløbet har været til glæde for de danske medlemmer såvel som dem med burmesiske rødder. Der er afsat dobbelt så lang tid til forløbet, fordi det meget spændende materiale og program skal oversættes for at sikre en ligeværdig platform for de burmesiske familier. De udgør nemlig en afgørende del af kirkens ressourcer, børneflok og økonomiske bidrag, da tiende i form af pengegaver og frivillighed er en vigtig del af deres trospraksis.

Menighedens tillid til fremtiden har dog ikke været uden tårer og sved eller tvivl.

Kirkens proces henimod at styrke den indbyrdes kærlighed og den klippe, som skal bære den næste generations baptister på øen, er dybt afhængig af idéer, der bygger bro mellem kulturer og generationer. Ud over præsten, Lone Møller-Hansen, er der ansat en deltids præstemedhjælper, Sambuh LangLe, og et andet burmesisk medlem har overtaget børnekirken. Menighedsrådet afspejler menighedens diversitet, og flere kan se, at ”VITAL gøder jorden”, og de tror, at ”det virker, fordi man kan se folks villighed tydeligere”.

Fremtiden?

Ingen ved helt, hvorfor en hel generation mangler, kun at de er savnet. Ingen ved helt, hvor pengene og ressourcerne skal komme fra til renovering af kirken, men talen om at sælge Holsteroddelejren har fået flere til at melde sig på banen for at genfinde den åndelige gejst. Ingen ved helt, hvornår kommunikationen gik i kludder, kun at de alle er blevet bevidste om, at genetablering af den indbyrdes kærlighed skal prioriteres. Også på denne klippeø har Gud bygget sin menighed. Mon ikke Gud også kan klare renoveringsplanerne?

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

I dag er påskemorgen utvetydigt en fest. Den er fyldt med proklamationer og udråb om at ”Herren er opstanden”. I kirker verden over fejres det, at Gud ikke bare blev menneske og døde, men også genopstod – en begivenhed der ikke har nogen parallel noget sted i hverken de bibelske fortællinger eller i vores egen erfaring.

Det er så stort, at det er uforståeligt. Ord slår ikke til. Vi ved, at det er noget helt særligt, men selv efter et par tusinde år, er det ikke lykkedes nogen at forklare det. Vi taler om det i billeder og analogier, bruger metaforer og lignelser, fordi det er det tætteste vi kommer på at forstå, ikke bare at det skete, men hvad der skete.

Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete

Vi fejrer og fester og proklamerer, fordi uanset hvad vi tror – eller tror vi ved – om det, der skete den morgen i Jerusalem, så ved vi, at det er kulminationen på den historie, der starter allerede før skabelsen, med Gud, der vælger os, vælger mennesker. Igen og igen. Indtil vi slog Gud ihjel. Og så vælger han os én gang til.

Vi står på den anden side, på mange måder langt fra begivenhedernes gang, med den sikkerhed, der følger med det. Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete. Men sådan var det ikke for de kvinder, der den første påskemorgen gik ud til Jesu grav midt i deres sorg.

I alle fire evangelier er kvinderne de første til at se, at Jesus ikke ligger i graven, og til at blive sendt ud i verden med budskabet om genopstandelsen. Allerede før de helt ved, hvad der er sket, skal de fortælle det videre. Allerede før de har haft muligheden for at tænke mere over det, skal de være vidner om, at Gud endnu en gang har valgt dem, valgt verden.

Før og efter sin død mødte Jesus mennesker

I de fortællinger der følger, ser vi eksempel efter eksempel på, hvordan Jesus kommer til nogle af de mennesker vi kender fra de historier, evangelierne er fyldt med. Hvordan han møder dem og ser dem, og giver dem det, de har brug for.

I Johannesevangeliet møder Jesus Maria, der ikke kan genkende ham før han siger hendes navn (Joh 20,15-16), og Peter, der får mulighed for at bekræfte sin kærlighed til sin Herre tre gange, en for hver gang han fornægtede ham (Joh 21,15-17).

I Lukasevangeliet udlægger Jesus hele skriften for to af disciplene, men det er først da han bryder brødet, at de genkender ham (Luk 24,25-31).

Ligesom før sin død, har den opstandne Jesus travlt med at genoprette mennesker. Han giver dem en plads og en opgave, og sender dem så på vej ud i verden for at gøre det samme med dem, de møder.

Påsken starter ikke påskemorgen. Den starter heller ikke langfredag eller skærtorsdag, ikke en gang palmesøndag. Den starter heller ikke til jul, eller til Mariæ bebudelse, hvor Maria bliver lovet at hun skal føde en søn, Guds søn. Påsken starter ikke engang ved udfrielsen fra Egypten, som den jødiske påske, Jesus var i Jerusalem for at fejre, er en markering af.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesker i sit billede.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesket i sit billede. For påsken er det hidtidige højdepunkt i historien om Gud, der elsker mennesker så højt, at han er villig til at gøre alt det, der skal til, for at vi kan leve op til vores fulde potentiale som skabninger, der bærer Guds aftryk.

Forskellige kristne grupper og teologiske traditioner kan komme med hver sin mere eller mindre vellykkede forklaring på, hvad påsken og genopstandelsen betyder og hvilken del, der er vigtigst. Men uanset hvordan vi svarer på spørgsmålet, ”hvad er påsken?”, så kan vi være forvissede om, at det på ene og samme tid er et klimaks og en begyndelse.

Det er klimaks på den del af historien, der handler om Gud, der blev menneske, for at gå ved siden af os og være her helt konkret og fysisk hos os. Og det er begyndelsen på den del af historien, hvor vi kan følge det eksempel. Hvor vi har en ny måde at ligne Gud på, fordi vi har set, hvordan Gud var menneske sammen med os.

Vi bliver sendt ud uden forklaringer og forsikringer

Ligesom de mænd og kvinder, der mødte Jesus efter opstandelsen, så har vi fået til opgave at gå ud i verden og videreføre det arbejde han begyndte. Og ligesom de ikke fik forklaret hvordan det hele hang sammen, gør vi heller ikke. Som dem, bliver vi nødt til at stole på, at det vi ved, er nok. At det vi håber på, er nok. At det vi tror på, er nok.

“Vores opgave er at gå ud i verden og videreføre det arbejde Jesus begyndte”

Vi har to tusinde års traditioner at stå på. Og alle bibelens fortællinger. Men vi har ingen forklaringer eller forsikringer, ingen klar tale og ingen vished om, hvordan alting skal forstås. Vi kan kun gøre vores bedste for at efterligne Jesus. Gøre som han gjorde, og altid se efter hvilket behov vi kan dække hos andre mennesker.

Det kan vi gøre på grund af påskemorgenen. Fordi historien ikke slutter med et kors og en grav, men med ordene ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,20b)

. 

Troels Thorndal skrev:
Kristus er opstanden, Kristus er opstanden, Kristus er opstanden

God påske

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere