Det er en kilde til evig taknemmelighed, at Gud tilsyneladende aldrig bliver træt af at kalde på nogle af de gode og stærke indre ressourcer, som jeg oplever, at Gud har lagt ned i den enkelte – dels i skabelsen, og dels i forløsningen gennem troen på og overgivelsen af vores liv til Kristus.

Jeg forundres og glædes over, hvorledes Gud tilsyneladende orkestrerer vores liv. Og hvordan vi endog ret sent i livet kan opleve, hvordan han bliver ved med at kalde på noget af det, som han har lagt ned i os for længe siden – og som han har planlagt for længe siden. Og det sker jo, uden at han sætter vores egen frie vilje ud af spil. Han samarbejder med den. Også selvom jeg ofte oplever, at jeg med min frie vilje modarbejder hans gode vilje. Men utrætteligt arbejder han i og med mig. For at forløse det, han har lagt ned i mig og planlagt med mig for længe siden!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. okt. 2026 - ”Vi tager ét år ad gangen”
• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning

Find flere

Lyt til artiklen her:

Chresten Eskildsen, f.1948:

• Bethelkirken, Aalborg 1988-2013
• Roskilde Baptistkirke 1978-1988
• Baptistkirken Bornholm 1973-1978
• Uddannet fra Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1973

Selvom Chresten Eskildsen er gået på pension, prædiker han stadig mere end 35 søndage om året: ”Så længe jeg kan magte det, og menigheder sender bud, bliver jeg ved. Inviterer de mig igen, er de jo selv ude om det”, siger han med et smil.

Vi mødes til en snak om sjælesorg, evangelisation og et måske spildt fodboldtalent for at interviewe Chresten Eskildsen om hans virke gennem årtier, fordi han er en dygtig evangelist. Den betegnelse afviser han hurtigt: ”Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler med folk – ofte i kriser.” Chresten læner sig frem og uddyber: “En krise kan gøre én af to ting: Du kan falde og blive liggende, eller den kan blive et springbræt, der tvinger dig til udvikling. Jeg tror, at mennesker ofte møder Gud i forbindelse med kriser.”

Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler.

Fodbold var mere spændende

Chresten er født i 1948 og opvokset i en baptistfamilie på landet i Vendsyssel. Baptistrødderne går adskillige generationer tilbage: ”Hver søndag fyldte min far bilen op med alle os søskende og naboernes børn, op til 13 unger i alt, og kørte os i søndagsskole i kirken i Pandrup!”

Kirken var vigtig, men fodbold var alligevel mere spændende. Han trænede og trænede og ville hellere spille bold om søndagen end gå i kirke. Chresten blev dog døbt som 14-årig og involveret i ungdoms- og spejderarbejde: ”Men fodbold var altså stadig nummer et”, og drømmen var at blive professionel fodboldspiller og solgt til Italien som Harald Nielsen – eller at blive civilingeniør, for det var der penge i.

At lade Gud sidde ved rattet

Som nybagt student havde Chresten lånt sin fars bil, da han endte i et frontalsammenstød. Modpartens bil røg i grøften og brød i brand: ”De havde heldigvis sikkerhedsseler på, men det havde jeg ikke”, forklarer Chresten, som blev slynget ned i bunden af bilen og blot fik en ganske lille flænge i hovedbunden. ”Der blev jeg virkelig tacklet af Gud, kom til at tænke over livet, og over at lade Gud sidde ved rattet.”

Til en missionsuge fortalte han om ulykken og sagde: ”Jeg synes, jeg skylder Gud mit liv, så jeg kan måske ’betale tilbage’ ved at blive præst. – Det havde jeg ikke planlagt at sige, og Hanne, som jeg lige var blevet kæreste med, var ved at falde ned af kirkebænken.”

Hanne og Chresten Eskildsen

Ungdomspræst på Bornholm

I 1970 begyndte Chresten på præsteseminariet i Tølløse, og i 1973 fulgte det første kald til Bornholm. Det var en menighed i tilbagegang efter år med fraflytning og faldende medlemstal, men Chresten og menigheden begyndte at arbejde med ungdomsmøder, lejre og fællesskaber, hvor de unge medvirkede rundt om på øen, og mange blev døbt i den tid.

Kriser er udviklende

Efter fem år på Bornholm flyttede familien til Roskilde, og også her havde de den glæde at opleve, hvordan mange unge familier kom til: ”Der var brug for ekstra stole i kirken de fleste søndage”, smiler Chresten.

Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.

I Roskilde var psykiater Flemming Baungaard medlem, og de mødtes hver uge og delte livets tildragelser: “Dér lærte jeg noget om sjælesorg, om at lytte, og at kriser er udviklende. Det handler om at acceptere at være i krisen og lære af den. Det drejer sig ikke om at komme ud af den hurtigst muligt.” Han holder en kort pause. “Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.” Evnen til at være til stede hos mennesker i det svære ser Chresten som sin styrke: “Jeg har altid haft let ved at tale med folk om det, der gør ondt. At gå et stykke vej sammen med dem.”

At bygge noget op igen

Jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.

I 1988 flyttede familien – nu med fire døtre – til Bethelkirken i Aalborg. Her havde menigheden været igennem en turbulent tid: “Det var spændende at være med til at bygge noget op igen.” Via engagerede medlemmer oplevede kirken vækst og blev fyldt med liv og unge mennesker. I 2013 gik Chresten på pension efter 25 år i Bethel. ”Det har været en spændende tid, og jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.”

Altid mindst to sider af en sag

Chresten følger stadig livet i BaptistKirken tæt – også de uenigheder og den modgang, der fra tid til anden kommer op til overfladen: ”Jeg har altid den her ’filosofi-terning’ i lommen. Den minder mig om, at der er mindst to sider af en sag. Du ser én ting fra din synsvinkel, og jeg ser noget andet fra min. Man er tilbøjelig til kun at se tingene fra sin egen side, men vi skal være i stand til at se tingene fra andres vinkler. Det samme gælder bibelsynet. Jeg vil kalde mig selv bibeltro, men ikke fundamentalist, for Biblen skal jo tolkes, og vi skal lære af historien. Tiden går, og ting forandrer sig.”

Vi skal være i stand til at flytte os og se tingene fra andres vinkler.

Alt har sin tid

Til slut spørger jeg Chresten, om han er bekymret for baptistkirkens fremtid? Han ryster på hovedet: “Alt har sin tid. Det er ikke så dårligt endda at holde en god begravelse – vi tror jo på opstandelsen.”

Han smiler. “Det kan godt være, at den form for baptistkirke, vi er vokset op med, må dø. Men når et korn lægges i jorden, spirer det og bærer frugt. Jeg er ikke bekymret. Jesus skal nok klare sig.” Chresten holder en kort pause og tilføjer til slut: “Måske har vi for travlt med at frelse vores eget kirkesamfund i stedet for at frelse verden.”

Relateret

• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 2000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere i ‘Omsorg begynder med at standse op‘ (Omsorgsstien)

Og læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 26. okt. 2026 - ”Vi tager ét år ad gangen”
• 19. okt. 2026 - Myanmar – en glemt konflikt – men ikke glemte forbrydelser
• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

På årets landskonference bad ledelsen om, at værdierne fra Synoden Genstart2025 blev godkendt som BaptistKirkens nye fælleserklæring. Begrundelsen var enkel: Ifølge vedtægterne skal vores arbejdsgrundlag fastlægges i en fælleserklæring, og den tidligere erklæring fra 2019 skulle fornyes. Under Genstart-processen var der ikke tid til at skrive en helt ny; derfor fik vi i 2024 en udsættelse. Nu er tiden kommet, og landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt de kommende år.

Landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt.

Oprydning i ’dokumentvrimmelen’

Mange pegede efter synoden på, at vi har mange tekster i omløb: forordet (præamblen) til vedtægterne, fælleserklæringen fra 2019, de otte teser – og nu værdierne. Det er paradoksalt for et kirkesamfund uden trosbekendelse, dogmer eller lærestole, at vi kan ende med at have for mange papirer at holde styr på. Ved at gøre synodens værdier til fælleserklæring tager vi et skridt mod klarhed og enkelhed.

Hvad betyder beslutningen?

Værdierne bliver vores arbejdsgrundlag. De sætter retningen for det, vi skal gøre sammen på tværs af forskelligheden, der er i vores kirke. BaptistKirken er ikke et holdningsfællesskab. Vi er et handlingsfællesskab. Vi behøver ikke mene det samme om alting, men vi vil sammen være i mission for og tro på Jesus Kristus.

Vejen frem: læring, samtaler og mission

Ud af værdierne fremlagde ledelsen en procesplan for BaptistKirken de følgende år. Som lovet på synoden, skal vi sætte fokus på begrebet inklusion ved en læredag, men vi stopper ikke der. Vi skal b.la. arbejde med følgende:

 1) Læredag om inklusion – 31. januar 2026, Korskirken i Herlev
Som lovet på synoden starter vi med begrebet inklusion. Vi lærte på synoden, at vi kan tale åbent om svære ting, det fortsætter vi med.

2) Læredage som tradition
I de næste år vil vi tage fat på teologiske kerneområder: frelsesforståelse, kirkeforståelse og bibelsyn. Vi ønsker trygge rum for ærlig samtale om det, der både forener og udfordrer os.

3) Inspirationsdøgn om fælles mission 24.-25. april 2026
Mission – ude i verden, i menigheden og hos den enkelte – er vores kald som en del af Guds kirke. Her samler vi menigheder til idéudveksling, sparring og konkrete skridt til inspirationsdøgn.

4) ’Fest og farver’ i nye former
Sommerstævnet ligger i dvale, men glæden lever! Vi drømmer om nye samlingspunkter, hvor troen fejres. Har I idéer? Menigheder og ildsjæle inviteres til at komme på banen.

5) Næste generation og nye menigheder
Vi vil forny fokus på at give evangeliet videre til børn og unge og – når Gud åbner døre – plante nye menigheder. Det er langsigtet arbejde; vi begynder nu og bygger tålmodigt.

Vi har brug for jer

Vi når ikke det hele på ét år. Derfor beder vi om input fra jer:

• Hvad oplever I i forhold til de initiativer, vi sætter i gang?
• Hvad savner I i vores fælles arbejde?

Del jeres erfaringer og ønsker med ledelsen, så justerer vi kursen sammen.

Først og sidst er det igen vigtigt at sige, at vi ikke skal være enige om alting. BaptistKirken i Danmark er ikke et holdningsfælleskab, men et handlingsfællesskab. Vi kan i vores livsanskuelser være uenige om mange ting, men vi er enige om samlet at være i mission for Jesus Kristus.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv

Find flere

Lyt til artiklen

Kaldet bliver til virkelighed i Baptistkirken i Odense søndag den 7. september 2025. Ved en festlig indsættelsesgudstjeneste og efterfølgende fællesskab byder menigheden Sambuh og hustruen Bethlehem velkommen til tjenesten. Sambuh er blevet præst for en mangfoldig menighed. Vejen hertil har været lang og fyldt med udfordringer, men Sambuh har fulgt sit kald:
”Jeg kan huske, da jeg første gang tænkte på at blive præst: Jeg følte virkelig et kald fra Gud til tjeneste og jeg bad til Gud: ’Jeg vil gerne være præst for en dansk menighed.’ Det bad jeg altid. Og Gud hørte min bøn.”

Bethlehem og Sambuh ved indsættelsen i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Forfølgelse og flugt

I begyndelsen af ”nullerne” deltog Sambuhs far i politiske protester mod regimet i Myanmar. Han blev forfulgt og måtte flygte til Malaysia i 2003. Sambuh fortæller:
”Et år efter min far var flygtet, hørte vi i radioen, at han var blevet fanget og fængslet i Malaysia. Vi havde ikke talt med ham i et år og vi vidste ikke, hvor han var. Nogle sagde, at han måske var blevet dræbt. Men vi vidste ingenting.”

Hårde barndomsår

Årene inden farens flugt havde Sambuh tilbragt på en buddhistisk klosterskole:
”Første til fjerde klasse i Matupi i Chin-staten og senere fire år i hovedstaden Yangon. En af munkene havde tilbudt min far at betale for min uddannelse, fordi jeg var en af de dygtigste i klassen. Det var en stor udfordring at vende tilbage. Min familie var baptister og jeg kom hjem som 13-årig og tænkte som buddhist. En uge efter jeg kom hjem, flygtede min far til Malaysia.”

Farens flugt efterlod familien i store problemer. Moren var nu alene med seks børn: Sambuh, tre mindre brødre og to mindre søstre. Økonomien var presset og Sambuh overvejede at droppe ud af skolen for at arbejde og hjælpe familien økonomisk. Et ønske der blev forstærket af, at han blev mobbet i skolen og kæmpede med angst.

Hilsen fra Chin Chin (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Morens kærlighed

Men Sambuhs mor havde andre planer. Det fik konkret betydning for hans tro:
”Min mor kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg skulle passe på mig selv og passe min skole. Så skulle hun nok passe på familien. Min mor har en stor kærlighed til alle mennesker. Og lige dér ramte den kærlighed mig i hjertet. Sammenlignet med Guds kærlighed er menneskers kærlighed meget lille. Og når jeg oplevede min mors kærlighed så voldsomt, hvordan ville det så ikke være at opleve Guds kærlighed?”

I et helt år søgte Sambuh Gud i bøn. Hver aften bad han til Gud, som han ikke var overbevist om fandtes. Han bad og udfordrede Gud:
”Gud, hvis du findes og hvis du er en levende Gud, så lad mig mærke dig.”

Miraklet

En aften oplevede Sambuh miraklet:
”Jeg sad på min seng og græd. Jeg fortalte Jesus, at jeg blev mobbet i skolen og at jeg savnede min far. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg bad til den Gud, jeg ikke troede på. Jeg var desperat og kunne ikke gøre andet. Men den aften oplevede jeg det som om, jeg blev holdt om og krammet. Jeg blev varm og følte mig pludselig helt tryg. Der var en stemme, der sagde: ´Jeg elsker dig’. Der var ingen andre end mig i rummet, og selv om jeg ikke turde tro på det, vidste jeg, at jeg havde oplevet Jesus. Jeg sagde til Jesus, at jeg ville tro på ham resten af mit liv, hvis han ville hjælpe mig til at få det bedre i skolen og blive genforenet med min far, der stadig var på flugt.”

Efter mødet med Jesus oplever Sambuh, at livet begynder at få mening. Han får mere selvtillid, begynder at få venner og oplever, at troen er et lys i hans liv.

Velkomstgave til det nye præstepar (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

En opringning, der ændrer alt

En dag sker det. Telefonen ringer, og i den anden ende af en meget lang forbindelse hører Sambuh farens stemme:
”Min far ringer og fortæller, at han er på Bornholm i Danmark. Jeg har aldrig hørt om Danmark før. Men det er jo helt vildt. Jeg spørger, om det der Bornholm og Danmark er i USA? Eller et eller andet sted i Thailand? Han fortæller, at det er i Europa og ikke så langt fra England. To år efter han flygtede, har vi endelig fået kontakt til min far.”

Flugt og fængsel

Familien beslutter at følge efter faren. Ingen af dem har et pas, og styret i Myanmar udsteder ikke pas til borgere, der vil flygte til Danmark! Flugten til Malaysia varer et par uger: Ud af Myanmar og gennem Thailand til Malaysia. Allerede efter tre dage i Malaysia går det galt: Familien bliver opdaget af politiet i en razzia: Uden pas og opholdstilladelse ender Sambuh og hans 13-årige lillesøster i fængsel. De er fængslet en måned. Det er hårdt: Morgenmaden består af syv kiks. Sambuh deler med søsteren, der har svært ved at holde sulten ud. Det er også i fængslet Sambuh erfarer, at han har en særlig gave til at dele evangeliet:
”Vi er måske 500 mennesker i noget, der ligner en idrætshal. Der er mange forskellige mennesker. Jeg sidder i et hjørne og læser i min Bibel. Så kommer der fem virkelig store personer og spørger, hvad jeg laver? Jeg er virkelig bange og tror, de vil have min Bibel. Jeg siger til dem, at jeg læser Bibelen og tror på Jesus. Så svarer de: ’Vi er også kristne. Skal vi ikke blive sammen?” Vi sætter os sammen og beder. Der kommer flere kristne til, og næste dag er vi 30. Inden for tre dage er vi 70 kristne, der mødes og beder og holder gudstjeneste. Jeg får lov til at dele evangeliet, allerede der i fængslet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg skulle være præst!”

Sambuh prædiker ved indsættelsesgudstjenesten i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Fra Malaysia til Rønne

Tiden i Malaysia er hård. Sambuh forsøger at skaffe penge ved at arbejde i en restaurant. Politiet opdager, at han ikke har arbejdstilladelse og Sambuh oplever at blive fængslet endnu engang. Til sidst får familien endelig lov til at rejse til Danmark. Det sker efter Baptistkirken Bornholm har hjulpet familien både økonomisk og praktisk med kontakt til ambassaden i Malaysia. Efter mere end et år på flugt lander Sambuh den 1. november 2007 i Rønne Lufthavn.

”Jeg kan huske min første tur rundt i Rønne: Jeg gik en lille tur og alle hilste på mig. I Burma hilser man jo ikke, hvis man ikke kender hinanden. Jeg sagde til mig selv: Det er simpelthen så fantastisk, at de hilser på mig, selvom de ikke kender mig. Der beslutter jeg, at jeg skal kunne hilse tilbage på dansk. Jeg beslutter, at jeg skal lære dansk.”

Uddannelse med plan

Som flygtning kommer Sambuh både i modtageklasse og på sprogskole. Ligesom på den buddhistiske klosterskole i Myanmar er han flittig og indstillet på at følge sit kald til at blive præst. På efterskolen Skovbo får han sat danske ord på sin tro og sit kald. På Apostolsk Kirkes Kolding Internationale Højskole modtager han undervisning i at prædike.

Menighedens præst, Lone Møller-Hansen, er en stor støtte for Sambuh. Det er Lone, der anbefaler Sambuh at læse ”3K” – professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus. Efter 3½ år på ”3K” får han job i Baptistkirken i Rønne. Først med kommunal støtte og efter et halvt år en fast stilling med to opgaver: Som leder og koordinator af den genopståede børnekirke og som pastoral- og integrations-hjælp til den del af menigheden, der ligesom Sambuh kommer fra Chin-staten i Myanmar.

Sambuh lever sit kald ud

Han rejser rundt som evangelist i Europa og USA og deler sin tro og det vidnesbyrd, der er i hans egen historie. Mere end 14 lande har Sambuh besøgt. Han elsker at prædike. Men han ved godt, at præstetjenesten er meget mere end prædikener. Han fremhæver et råd fra Lone Møller-Hansen, som det bedste åndelige råd, han har fået:
”Lone har sagt til mig, at et kristent liv ikke kun er at stå på prædikestolen. Det er også det liv, vi lever, når vi viser andre, hvordan vi lever som Guds børn og stoler på Gud.”

Bøn (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Jobbet i Odense

Sambuh hørte om muligheden for et job i Odense fra en god ven. Han skrev en ansøgning og var glad for at komme til samtale. Sambuh troede jobbet handlede om at være ungdoms- og integrationspræst. Men under processen havde menighedens præst Henrik Søndergaard fået andet arbejde, og menigheden tilbød Sambuh ansættelse som ”hele menighedens præst.”
”Jeg har jo altid gerne villet være præst. Jeg har bedt Gud om, at jeg engang skulle blive præst for en dansk menighed. Jeg var også præst på Bornholm – men det var som medpræst med bestemte opgaver. I Odense bliver jeg præst for hele menigheden.”

Ydmyg tilgang til arbejdet

Selv om Sambuh er meget bevidst om at være hele menighedens præst, fortæller han, at arbejdet med børn og unge vil have hans fokus. Det samme gælder arbejdet med de mange forskellige etniske grupper, der tilsammen udgør menigheden. Måske hjælper det, at menighedens nye præst taler fem sprog!

Vi er ved at løbe tør for interviewtid. Men inden vi slutter, skal Sambuh lige have med, at han er blevet rigtig godt modtaget i menigheden:
”Men jeg bekymrer mig lidt over, at jeg ikke er dansk: Jeg vil gerne blive bedre til at tale dansk, og jeg forsøger at lære mere. Selv om jeg har boet her siden 2007, har jeg af og til udfordringer med kulturen. Jeg håber, at menigheden vil hjælpe både med de sproglige og kulturelle udfordringer.”

Cirklen er sluttet

Som barn i Myanmar oplevede Sambuh at stå udenfor kammeraternes fællesskab. Det fik ham til at søge Gud. Det, der skilte ham ud, blev hans styrke.

Sambuh har ikke kun fundet sit kald – han har også fundet kærligheden. I 2023 blev Sambuh gift med Bethlehem og til november venter de deres første barn. Cirklen er sluttet: Fra en barndom med angst og usikkerhed til flugt og et liv som flygtning over uddannelse og udfordringer til nu at opleve, at kaldet til at tjene som præst er gået i opfyldelse. Sambuhs historie minder om et eventyr. Det er den ikke. Den er et meget virkeligt vidnesbyrd om tro, kald og kærlighed.

(Foto; Sambuh Langles Facebookside)

Relateret

• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 28. sep. 2026 - ”Vi skal forkynde evangeliet – men vi skal også demonstrere det i praksis”
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Sidste søndags prædikentekst handlede for eksempel om ydmyghed i modsætning til hovmod med lignelsen om farisæeren og tolderen. Lige efter den tekst tager Jesus imod de små børn, som disciplene ellers vil sende væk!

Og i brevet til menigheden i Efesus siger Paulus: ”… vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (kapitel 4, vers 32).

Netop det med at tage imod og tage os af er nogle af de værdier, som vi som kirke mener, er vigtige. Men det er det jo også for os som enkeltpersoner, for det er jo netop Jesus’ kald til alle os, der tror på Ham!!

”Tag imod…” og ”Tag jer af…”

(På billedet ses Kirken i Kulturcenter Vendsyssels værdier.)

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter

Find flere

Lyt til artiklen:

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

• Andagter kan formes på mange måder
• Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
• Man behøver ikke være ekspert
• Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til artiklen her:

Hver kirke har sine særlige eftertryk og i Genstart2025 finder vi inspiration og rettesnor i de traditionelle baptistiske kendetegn. Her er frihed, forpligtelse, kald og ansvar nøglebegreber. Alt er ikke til diskussion – selv om det kan virke sådan. Vi er ikke historie- og traditionsløse – og heller ikke frit svævende uden forpligtende relationer til andre.

Forpligtende relationer

Først og fremmest står vi i relation til vores Herre og frelser Jesus Kristus. Ham følger vi efter – eller det tilstræber vi i hvert fald – og vi beder om Helligåndens nærvær og vejledning i vores liv, menighedsliv og kirkeliv. Som personer står vi i relation til vores trossøskende i menigheden, som menigheder til fællesskabet i BaptistKirken og som kirkesamfund til vores nationale og internationale samarbejdspartnere.

Frihed og ansvar

Frihed er et baptistisk fællestræk. Tros- og åndsfrihed har været afgørende siden vores anabaptistiske rødder og baptismens begyndelse i Danmark. Ingen – hverken kongelig eller kirkelig – autoritet må bestemme over den enkeltes trosliv. Derfor må dåben være den enkeltes frie valg uden tvang fra hverken øvrighed eller kirke. Men friheden begrænser sig ikke hertil. Den enkelte har også frihed til at udleve sin tro efter sin overbevisning og samvittighed. Og friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Den enkelte har forpligtelse og ansvar og kald til at leve sit liv efter Bibelen og i efterfølgelse af Jesus Kristus. Jesus er det levende guds-ord, og den enkelte har frihed til og ansvar for at tolke Bibelen i forhold til sin samvittighed under Helligåndens vejledning og inspiration.

Det er et flot princip og samtidig besværligt, for det giver rum for tolkningsforskelle. Det skinner igennem i Genstart2025-samtalerne. Men det er hverken en ny eller en særlig dansk udfordring. I 1989 skrev Baptisternes Verdensalliance: ”Der er en vigtig skelnen mellem Bibelens autoritet og autoriteten af min fortolkning af Bibelen. Nogle gange har folk forsøgt at sige, at deres fortolkning er den eneste gyldige, og de kan have ret, men da vi ikke er Gud, og den ultimative autoritet ligger hos Kristus, bør ingen forsøge at tvinge eller kræve en autoritet for sit eget syn.”[1]

”Bibelen er vores rettesnor for tro, liv og lære. Vi læser og tolker de bibelske skrifter i lyset af Jesus Kristus i bøn om, at det må ske under Helligåndens vejledning. Vi læser Bibelen individuelt og i fællesskab med ønske om at gøre dens budskab relevant i dag.” – Tese 2 i De otte teser, BaptistKirken 2023.

Må vi i vores samtaler i hjemmene, menighederne og i regionale/nationale samlinger huske, at vi har frihed, forpligtelse og ansvar til at leve efter og tolke Skriften med mulighed for forskellige tolkninger, men ingen kan kræve autoritet for sit eget syn.

Selvstændighed  og fællesskab

Paulus beskriver menigheden som en krop, der består af mange forskellige lemmer med hver sin funktion. I fællesskab udgør vi Kristus’ legeme. Lige så fremmed det er, at en hånd kan fungere uden forbindelse til resten af kroppen, lige så utænkeligt er det for Det Nye Testamente at være kristen udenfor menigheden! ”Vi bliver kristne hver for sig, men når vi tilhører Kristus, hører vi til hans krop. Det moderne forsøg på at have en privat tro på Kristus uden at tilhøre en kirke er fremmed for Det Nye Testamente.”[2]

Vores fælles baptistiske tradition har et stærkt fokus på individet uden at blive til individualisme, og stærkt fokus på fællesskab uden at blive til kollektivisme. Ved vores overgivelse og dåb til Kristus forpligter vi os sammen med de øvrige lemmer på legemet til at bruge vores gaver og evner i tjeneste for næsten i mission og diakoni. Det er vores kald og vores ansvar som efterfølgere af Kristus. Vi bevarer vores selvstændighed og mulighed for at træffe egne beslutninger, men samtidig er vi også en del af fællesskabet, hvor vi er sammen med andre, som forekommer os lige så forskellige fra os, som hånd er fra fod. Men dog er begge vigtige dele for kroppen.

Kongelig hjælp …

Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister.

I de samtaler, der foregår netop nu – i samfundet såvel som i BaptistKirken – bliver det tydeligt, at det er svært at bevare fællesskabet i en tid, der er præget af stærk individualisme og polarisering. Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister: ”Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.”[3]

Må vi med Guds hjælp og visdom lytte til og se på hinanden med åbenhed og forståelse – og i bøn og under Helligåndens vejledning finde den vej, som Gud kalder os at gå.

[1] BWA, We Baptists, 1989, s. 23-24, 41

[2] BWA, We Baptists, 1989, s. 24-25

[3] https://www.kongehuset.dk/nyheder/laes-h-m-kongens-nytaarstale-2024

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv

Find flere