Lyt til artiklen her:

It’s the most wonderful time of the year
There’ll be much mistletoeing
And hearts will be glowing
When loved ones are near
It’s the most wonderful time of the year,

–  synger Andy Williams, selvsikkert i sin elskede julesang.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, når julen, med hastige skridt, sniger sig ind på os. Går du rundt med lys i øjnene eller en klump i maven? Glæder du dig som et barn eller prøver du mest af alt bare at komme igennem uden at gå i stykker? For mig har julen altid været et mærkeligt dobbeltsted. Der, hvor vi tænder lys, mens mørket alligevel ligger lige udenfor vinduet og banker på. Der, hvor vi samles om bordet, men samtidig mærker, hvor langt vi er fra hinanden.

Hjerternes fest

Vi kalder Julen for hjerternes fest. Og det er for så vidt også rigtig nok. Julen er en tid, hvor vi søger hygge, nærvær og kærlighed – men samtidig også den tid, hvor hyggen, nærværet og kærligheden kan blænde med sit fravær i vores liv. For hvis vi er helt ærlige, så er julen også en tid, hvor flere hjerter end ellers knuses. Hvor det, der var skrøbeligt i forvejen, revner. Hvor par, der har gået rundt om elefanten hele efteråret, endelig kollapser i det stille efterspil af december. Hvor ensomheden bliver dybere, fordi alle andre ser ud til at have fundet vej ind i varmen. Hvor mørket for nogle bliver så tungt, at tanken om at slippe livet kan føles som en fristende udvej.

Virkeligheden splintrer

Vi pynter op, tænder lys, dækker bordet smukt. Vi synger om glæde og fred på jorden. Men bag de lukkede døre, bag de blankpolerede traditioner og forventninger, splintrer virkeligheden for mange. Det er veldokumenteret, at flere par går fra hinanden efter jul end på noget andet tidspunkt. At vi oplever flere dødsfald og akutte sygdomsforløb. At flere føler sig ensomme, selv i rum fyldt med mennesker. Og alt for mange kæmper mod mørke tanker, der aldrig skulle høre hjemme i en højtid om håb.

Det er som om julen presser på alle sprækker. Der, hvor vi i resten af året kan skubbe sorgen, tvivlen, konflikterne og smerten ud til siden, så vælter det hele ind i december. På en eller anden måde konfronterer julen os med, hvad der er helt, og hvad der er gået i stykker.

Så måske i den forstand er julen i sandhed hjerternes fest, for hjertet er netop det sted, hvor både glæden og smerten bor side om side.

Jesus ved Lazarus’ grav

Jeg kommer til at tænke på historien om Jesus ved Lazarus’ grav. Hvis noget, så viser den historie os, hvordan både glæde, kærlighed, sorg og smerte bor side om side i hjertets kamre.

Du kender sikkert historien, men her er den hurtige udgave: Jesus får at vide, at hans ven Lazarus er meget syg og vil dø. Han ankommer for sent til at helbrede ham. Der lugter allerede af død, og sorgen ligger tungt i luften. Maria og Martha møder ham med en blanding af vrede, kærlighed og fortvivlelse: “Havde du været her, var min bror ikke død…”

Hvad gør Jesus? Han bliver ikke teologisk eller ”overåndelig”. Han siger ikke: “Op med humøret, jeg har styr på det.”

Han græder.

Vidste du, at det er det korteste vers i hele Bibelen? To ord: Jesus græd… (Johannesevangeliet, kapitel 11, vers 35)
Midt i det hele.
Lige dér, ved siden af dem, han elsker.

Hvis julen skal være hjerternes fest, så er det dér, den må begynde: ikke i glimmer, gløgg og flitterstads, men i en Gud, der græder sammen med sine venner. En Gud, der ikke holder afstand til menneskers skrøbelighed. En Gud, der lader sig påvirke.

Og måske er det også derfor, at Lazarus-scenen rører mig ekstra dybt i december. For i den historie er der en sandhed, vi glemmer: at kærlighed ikke lover os, at livet ikke gør ondt. Kærlighed lover os blot, at vi aldrig skal stå i det alene.

Kærligheden hjælper os

Kærligheden hjælper os til at holde vores hjerte blødt, selv når livet forsøger at gøre det hårdt. Og vi har brug for en verden af bløde hjerter. Hjerter der føler, forbinder sig, lader andre komme tæt på, lukker næsten ind. Måske særligt i december hvor så meget i os har lyst til at trække os, lukke ned, skjule de sår, der bløder.

Hvis vi virkelig skulle gøre julen til hjerternes fest, så skulle vi nok starte i erkendelsen af, at alle omkring os bærer på noget, vi ikke ser. Den stressede far i køen. Kvinden, der prøver at vælge en gave til en svigermor, hun ikke helt ved, hvordan hun skal tale med. Teenageren, der længes efter en familie, der ikke råber. Den ældre mand, der går alene hjem fra Netto.

Og måske er det allermest radikale, vi kan gøre i december at møde hinanden lidt blidere, lidt langsommere, lidt mere åbent. Ikke for at redde hele verden. Men fordi et enkelt blik, en hånd på armen, et menneske der ser dig, kan være forskellen på en jul, du overlever – og en, du ikke gør.

Et lille råd til din jul

Så lad mig give dig et lille råd med på vejen. En lille ting, du kan gøre for at skabe et lidt blødere hjerte og lidt mere kærlighed i december. Måske lyder det banalt, men det er en lille huskeregel, der har gjort en kæmpe forskel for, hvordan jeg møder mennesker:

Bed en takkebøn, inden du går ind, og en velsignelse, når du lige er gået ud.

Det skal ikke være noget stort. Bare en kort takkebøn i retning af:
“Gud, tak for livet. Tak for dem jeg nu skal møde. Giv mig et blødt hjerte. Giv mig ro.”

Og når du går ud igen, så slut med en lille bøn om velsignelse og forsoning:
“Gud, velsign dem, jeg mødte. Hel mig dér, hvor jeg blev ramt. Lad kærligheden få det sidste ord.”

Den slags bøn tager dig ti sekunder, men jeg vil love dig, at det kan flytte et helt indre landskab. For bøn ændrer måske ikke verden omkring os radikalt, men bøn ændrer, hvordan vi møder verden omkring os. Det hjælper os til at vandre ud i december-mørket med taknemmelighed og forsoning i hjertet.

Så kære ven! Jeg ved ikke, hvordan din december bliver. Jeg ved ikke, om du går ind i den med et helt hjerte eller et knust og delt hjerte. Men jeg håber, du vil huske, at julens lys ikke er et spotlight, der kræver, at du præsterer. Det er et lille lys, tændt i en mørk stald i en mørk tid – et lys, der siger: Du må gerne være menneske. Også her. Også nu.

Og jeg håber, du vil opleve, at julen kan blive ”the most wonderful time of the year,” hjerternes fest, hvor du får lov til at opleve kærlighed, fred og heling.

Må du have en velsignet jul.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Jul og håb i en ustabil verden
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere

Lyt til artiklen:

Støt

Du kan være med til at støtte MBCs fortsatte arbejde med jordskælvsofre ved at sende et beløb til MobilePay 330 048 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Epicentret for jordskælvene i marts 2025 lå i Sagaing- og Mandalay-regionerne i det centrale Myanmar. Omkring 4.000 mennesker mistede livet, mere end 5.000 blev såret, og hundredvis er stadig meldt savnet. Myanmar er i forvejen præget af konflikt og ustabilitet, og næsten 20 millioner ud af landets 55 millioner mennesker har nu brug for hjælp. Midt i denne tragedie rykkede Myanmar Baptist Convention (MBC) ud med nødhjælp i samarbejde med både lokale menigheder og internationale partnere – herunder Baptistkirken i Danmark.

Dansk støtte når langt ud

Baptistkirken i Danmark har dels bidraget med egne indsamlede midler og dels med cirka 1 mio. kr. fra Danish Emergency Relief Fund, som administreres af Civilsamfund i Udvikling. Støtten har finansieret mad, vand, tøj, midlertidige shelters, hygiejnesæt og kontant hjælp til familier, så de selv kan købe fornødenheder. Lederen af MBCs nødhjælpsindsats, Maung Khan Sum, fortæller: ”Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder. Mange har mistet alt, og hjælpen fra Danmark har været uvurderlig.”

Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder.

Mad, tag over hovedet og håb

Fra 20 lokale baptistkirker i området er der blevet uddelt mad, vand, tøj, presenninger, myggenet, madrasser og andre fornødenheder til tusindvis af familier. Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder. I alt er mere end 10.000 familier blevet hjulpet i perioden april til juni. MBC har arbejdet tæt sammen med andre organisationer for at identificere de mest trængende for at sikre, at hjælpen gik til de rigtige personer.

Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder.

Igen har kirken vist sit værd. De lokale kirker har fungeret som nødhjælpscentre, hvor både præster og menighedsmedlemmer har koordineret uddelingen af nødhjælpen og tilbudt samtaler og sjælesorg til de ofte traumatiserede overlevende. Maung Khan Sum fremhæver netop traumehjælpen som vigtig: ”De mange samtaler og støtte er vigtige for at give håbet tilbage, genskabe værdigheden og løfte modet hos dem, der har mistet så meget.”

Registrering af nødhjælpsmodtagere.

Samarbejde trodser forhindringer

Militæret har ofte besværliggjort hjælpearbejdet, som også har været udfordret af ødelagt infrastruktur og politiske spændinger. Da landet i forvejen er i borgerkrig, er der også sikkerhedsrisici at tage hensyn til. Alligevel er det lykkedes MBC at få hjælpen frem. I hele forløbet har der været et godt samarbejde med bl.a. Baptist World Alliance, Asia Pacific Baptist Federation, World Vision, ligesom de ungarske baptister har sendt flere nødhjælpsteams afsted til Myanmar for at assistere MBC med arbejdet.

En kærlighed, der varer ved

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig.

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig – udtrykt i mottoet ”From MBC with love”.[1] Når sikkerheden tillader det, er planen at åbne mobile sundhedsklinikker i landet, hvor sundhedssystemet i forvejen er i knæ efter militærkuppet i februar 2021. Mange steder er infrastrukturen ødelagt pga. borgerkrigen, og efter jordskælvet er der også et stort genopbygningsarbejde.

Uddeling af tandbørster.

Taknemligheden over støtten fra hele verden er stor. Maung Khan Sum slutter med at sige: “Jeres generøsitet bringer håb, glæde og opmuntring – og den gør det muligt for os at vidne om Kristus’ kærlighed i ord og handling og bringe håb til de mange, der lige nu oplever håbløshed.”

[1] Inspireret af 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13

Relateret

• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”

Find flere

Dette indlæg er ikke skrevet for at tage stilling til konflikten. Det er jeg ikke kapabel til. Til gengæld skal vi være stærkt opmærksomme på, at den har skabt en polarisering også i det danske samfund, som er utrolig farlig.

Vi er alle skabt i Guds billede og elsket af Ham. Den enkelte jøde og palæstinenser er ikke ansvarlig for, hvad hverken Netanyahu eller Hamas tænker og gør. Hvem den enkelte holder med, er egentlig også uvedkommende, så længe striden slås med ord og aldrig med vold.

Vi skal derfor møde vores medmennesker med respekt og nysgerrighed – også dem, som vi måske ikke er enige med.

Det er sådan et demokrati værnes om, og det er sådan Jesus mødte alle mennesker, da Han færdedes på jorden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Når vi samles i bøn, nadver og næstekærlighed, bliver vi en del af det legeme, der venter på Kristus. Det kristne fællesskab er ikke bare en klub – det er en forsmag på Guds rige. Her bærer vi hinandens byrder, glæder os sammen og holder troen levende.

Kristi komme kalder os til vågenhed, men også til handling. Vi lever i forventning – ikke passivt, men aktivt, ved at være lys og salt i verden. Fællesskabet bliver da et tegn på den kærlighed og fred, som skal fuldendes, når Kristus kommer igen.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Men hvor er jeg taknemmelig for at have Gud som hjælp, når ordene slipper op og magtesløsheden sætter ind. At kunne lægge de svære situationer over til Gud sammen med barnet. Eller kunne trøste ved at fortælle, at Gud har en mening med, at barnet er skabt som det er, og at hans kærlighed aldrig slipper op. Der er så meget håb og opmuntring, man som forældre kan sige og give videre til sine børn, når man er kristen.

Gad vide hvad forældre, der ikke tror, siger i de situationer, hvor jeg som forælder ikke længere føler, jeg slår til? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden troen, og jeg mener, at troen er noget af det bedste, vi kan give videre til vores børn.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

I lignelsen om den fortabte søn får vi på en direkte og let forståelig måde, ved de tre aktører i historien at vide, hvad kærlighedens sande væsen er. En kærlighed, der er uden betingelser, uden et ”hvordan kunne du”! Nej – blot et Velkommen hjem. Guds kærlighed og tilgivelse. Kan vi begribe, hvor stort det er? Nok ikke.

Den anden bror kan heller ikke forstå det. Han brokker sig. Nu har jeg slidt og slæbt og passet mine ting hver dag. For mig fester du ikke. Ingen fedekalv! Men din søn der… (ikke længere min bror!)
Er den ældste søns reaktion ikke et billede, som vi selv kender til? Det må de fleste af os vist erkende.
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, lyder det fra faderen. Hvilken gave.

Kan vi begribe lignelsens budskab om kærlighedens sande væsen og det at have del i Guds Rige? Den menneskelige logik er sat ud af kraft. Der er ikke et regnskab, der skal stemme. Måske kan vi intellektuelt forstå det, men leve efter det, næppe.

Som person, som menighed og som kirke må vi alligevel fortsat forsøge.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Dette billede kunne vi måske også bruge om den kirke, vi er en del af.

Jeg ser ikke det, du ser! Og så kan vi så stå der og være uenige om, hvad vi ser, og hvad vi skal bruge det til som lokale menigheder. Men uden samtale og uden at lytte til hinanden kommer vi ikke videre. Uenighed bør ses som en mulighed – en chance for at lære, at forstå hinanden og finde fælles grund. Men det kræver, at alle er villige til at lytte og bevæge sig. Ellers falder ”elefanten” fra hinanden!

Og lad mig så minde om ordene fra 2. Peters brev 1,7: ”Tjenesten for Gud skal udføres i kærlighed til de andre kristne, og den indbyrdes kærlighed skal suppleres med kærlighed over for alle mennesker”.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Kirken er ikke Gud, men den måde, vi opfører os på i kirken, former de tanker, vi kan have om, hvem Gud er. Vi kan ikke se Gud, men vi kan se kirken, og vi kommer til kirken for at lære mere om Gud i håbet om at blive mødt med den kærlighed, vi tror, Gud har til alle mennesker, og med den nåde og de åbne arme, vi finder hos Gud. Det er let at komme til at sætte lighedstegn mellem det, vi møder i kirken, og hvordan vi tror, Gud er.

Hvis vi oplever, at der er en plads til os, er det let at tro på, at der er plads til os hos Gud. Hvis vi derimod ikke føler, at kirken har plads til os, eller hvis vi bliver mødt med afvisninger og lukkede døre, så kan det føles, som om Gud heller ikke vil os. Selvom intet kunne være mere forkert.

Vi må som kirke se ind ad

Vi må se på, hvilken version af Gud, andre ser, hvis de ser på os. Er det en kærlig Gud, der byder alle velkomne? Eller er det en Gud, der stiller krav til, hvordan man skal være, før man må være en del af fællesskabet?

Søndagens prædiken er ikke nok. Uanset indhold, så vil det aldrig betyde mere, end hvordan vi opfører os. Uendelige prædikener om Guds kærlighed kan ikke rette op på det, hvis vores fællesskab er ekskluderende og usundt.

Da jeg var allermest skuffet over kirken og over Gud, var det ikke alt det, jeg har lært, der fik mig overbevist om, at Gud vil have mig hos sig. Det var min præst, der pegede på det kirkefælleskab, jeg er en del af til daglig. Han hjalp mig med at se, at der er plads til mig, og mindede mig om, at jeg – ligesom alle de andre – er vigtig. Så kunne jeg se Gud mere klart igen. Fordi jeg blev mindet om, at jeg er en del af et fællesskab, der er fyldt med uperfekte mennesker, som forsøger at ligne Gud.

Vi skal som kirke være lige så radikalt inkluderende som Gud. Hvis ikke vi stræber efter det, så vil der være mennesker, der ser på kirken, og ser en Gud, der ikke vil dem.

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lyt til artiklen her:

Raymond Jensen:

• foredragsholder
• cand.theol. og tidligere præst i Silkeborg, Karmelkirken i Aalborg og Østhimmerland
• medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Som kristne tror vi på den åbenbarede Gud, som Gud har vist os sig selv gennem Kristus: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.[1] Gud er vores Herre, Jesus Kristus er Guds søn, og ved Helligåndens indgriben begriber vi det og er derved genfødt til et levende håb. Et håb, der er dybt forbundet med virkelighedens verden, som den ser ud.

Guds ord i Bibelen er et levende og dynamisk skrift. Det giver os udholdenhed og trøst, så vi kan fastholde håbet og give trøst og håb videre til andre mennesker i handling.[2] Der er fire aktører i Bibelens gudsbillede: din næste, Helligånden, Sønnen og Skaberen. Gud er synlig i skabelsen, i Jesus Kristus og i relationen til andre mennesker.

Der er fire aktører i Bibelens gudsbillede: din næste, Helligånden, Sønnen og Skaberen.

Drama

Det er dramatisk, hvis man begærer at møde Gud direkte. Jakob forsøger at fastholde Gud efter sine familiestridigheder. Han siger til Gud: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”.[3] Han bliver belønnet for sin udholdenhed, men det koster ham hans førlighed.

Også Moses opsøger Gud i skaberens skikkelse og møder ham ved en brændende busk. Gud advarer Moses og siger: ”Du må ikke komme nærmere”, og vi læser, at Moses skjuler sit ansigt, for han tør ikke se Gud.[4]

Gud er ånd og ild

Gud kan og skal ikke forsøges rummet i en fysisk genstand. Gud er ånd.

Gud kan og skal ikke forsøges rummet i en fysisk genstand. Gud er ånd. Afguder er åndløse.[5] Vi kan ikke gemme Guds ånd eller Gud selv i en skattekiste for at holde på ånden eller gemme Gud til dårlige tider! Vi skal ikke grave gaven ned. Jesus fortæller lignelsen om de betroede talenter.[6] Her erfarer vi, at troens og frelsens gave ikke skal graves ned i baghaven. Ilden bliver kvalt, hvis der kastes jord på den. Ilden skal brænde frit og have lys og ilt. Ilden bringer lys i mørket og varme i kulden. Netop det er ildens væsen. Netop det er åndens væsen. Den skal deles og gives videre.

Gud er det, som binder os sammen som mennesker!

Gudserfaringer

I 1. Johannesbrev står der: ”Gud er kærlighed”. Hermed forstår vi, at Gud ikke er en genstand; Gud er det, som binder os sammen som mennesker! Gennem Jesus Kristus ser vi kærligheden udlevet, og gennem vores søstre og brødre kan vi – ved Helligåndens hjælp – få gudserfaringer, når vi oplever at være knyttet til hinanden, at elske hinanden. Gud viser os sit ansigt i Kristus og i vores næste.

Venlige øjne

I kærlighed ser vi Guds ansigt
i andre mennesker.
”Endnu ser vi i et spejl,
i en gåde,
men da skal vi se ansigt til ansigt.”[7]

Vi ser aldrig Guds ansigt direkte.
Han forbliver skjult.
Vi afkoder hans spor i kosmos –
i de fjerneste galakser
og i de mindste atomer.
Vi oplever i alt en central orden,
men vi ser den ikke ansigt til ansigt.

Men når vi forsoner os
med et menneske,
så lyser den op.
Så må vi sige –
som Jakob til sin bror:
”Du har jo taget venligt imod mig.
At se dig var som at se Guds ansigt”.[8]

(citeret fra Gerd Theissen: ”Tro og Tanke, en poetisk-kritisk katekismus, side 92, Alfa 2015)

Vi danner ikke Gud

I relationen til Gud er vi den modtagende part. Der forlanges ikke pilgrimsfærd eller detektivisk søgen efter Gud. Vi inviteres i stedet til at modtage. Kærligheden består ikke i, at vi elsker Gud. Det er ikke os, der danner Gud gennem vores kærlighedsgerninger eller ofre. Det er Gud, der elsker os først.[9] Det har uendelig betydning. Den franske tænker Jean-Luc Marion siger: ”Det første spørgsmål for et menneske bør ikke være, hvad jeg tænker, og hvad jeg ved. Heller ikke hvem jeg er, eller hvad jeg kan. Vi har glemt det dybeste spørgsmål, nemlig: Er der nogen, der elsker mig?”[10]

I relationen til Gud er vi den modtagende part.

Gud er rummelig

Gud er der først og sidst i vores liv. Vi er elskede fra første fløjt af Vorherre.

Gud er der først og sidst i vores liv. Vi er elskede fra første fløjt af Vorherre. Gud omfavner os i evighed i evangeliet om Jesus Kristus. Jesus afslører Guds kærlighed til mennesker: ”Mens vi stadig var tyranniseret af vores selvoptagethed, døde Kristus for os. Der er næppe nogen, der vil gå i døden for et menneske, der opfører sig, som man skal… Men Gud viser os sin kærlighed ved, at Kristus døde for os, selv om vi gjorde oprør mod ham.”[11]

Paulus siger, at Gud er ”stor nok til at rumme alle dem, der kalder ham ”Herre”.[12]

I Kristus kommer Gud helt ind under huden på os og rører vores hjerte.

I Kristus kommer Gud helt ind under huden på os og rører vores hjerte: ”Gud siger ikke til os: ’Tag op til himlen’, for at vi skal hente Kristus med ned, eller: ’Tag ned til dødsriget’, for at vi skal hente Kristus tilbage fra de døde. Til gengæld siger han: ’Mit ord er tæt på dig, for det er i din mund og dit hjerte.’ Det betyder, at du skal sige ja til, at Jesus er vores herre, og tro på, at Gud lod ham stå op fra de døde, for så vil du blive frelst.”[13]

Du skjuler dig i lyset,
du gådefulde Gud,
dog kender vi din vilje:
at vi skal leve ud
den kærlighed, der strømmer
imod os dag for dag,
og lægger det, du ønsker,
i vore hjerteslag.

Du viste os dit ansigt,
da Kristus gik på jord,
vi så dig i hans øjne,
vi så, han satte spor.
Han kunne le og græde,
han kunne blive vred,
han kæmpede og tilgav,
han var din kærlighed.

Du viser os dit ansigt
i dem, som vi får kær,
når deres øjne lyser,
forstår vi, du er nær.
Når kærligheden flammer,
så vi af ét kun ved,
da aner vi din gåde,
dit savn, din kærlighed.

Så giv os af dit mod til
at være stærk og svag,
at elske dem, du elsker
og aldrig bære nag,
at tåle alt og håbe,
at tro og holde ud,
at være ét for andre
og ét i dig, vor Gud.

Når vi engang må slippe
det liv, vi elsker her,
lys da for os i mørket,
så vi med glæde ser,
at alle gåder løses,
og smerten klinger ud,
når vi kan se dit ansigt
og kende dig, vor Gud.[14]

Læs også artiklen “Et forvandlet gudsbillede”.

[1]  1. Petersbrev kap. 1, vers 3

[2] Romerbrevet kap. 15, vers 4-5

[3] 1. Mosebog kap. 32, vers 25-33

[4] 2. Mosebog kap. 3, vers 1-6

[5] Jeremias Bog kap. 10, vers 14

[6] Mattæusevangeliet kap. 25, vers 14-30

[7] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 12

[8] 1. Mosebog kap. 33, vers 10b (Bibelen 2020)

[9] 1. Johannesbrev kap. 4, vers 9-16

[10] Reformation, 95 nye teser, side 14-15, Aarhus Universitetsforlag 2017

[11] Romerbrevet kap. 5, vers 6-8 (Bibelen 2020)

[12] Romerbrevet kap. 10, vers 12 (Bibelen 2020)

[13] Romerbrevet kap. 10, vers 6-9 (Bibelen 2020)

[14] Holger Lissner 1997, 2011.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til Hanne Kiels interview med Davis Gushee (uredigeret):

David Gushee:

• amerikansk baptistpræst, teolog og etiker
• en af de ledende stemmer i den amerikanske offentlighed for en nutidig kristen etik
• underviser på Mercer University i etik
• tilknyttet International Baptist Theological Seminary (baptistpræsternes videreuddannelse) i Amsterdam som ekstern forsker og underviser

”Vores billeder af Gud er det meste af tiden uudtalte. Vi har forestillinger om Gud, som vi har samlet op gennem bibellæsning, i familien, i prædikener eller i menigheden. De kan variere temmelig meget. Forskellige forestillinger om Gud kan føre til meget forskellige former for spiritualitet og etik i forskellige menigheder. Hvis vi fx mest opfatter Gud som lovgiver og dommer og har særligt fokus på Guds vrede over synd, fører det til en bestemt opfattelse af den kristne tros indhold: Vi må adlyde Guds vilje eller risikere evig straf. Mere aktuel er måske den opfattelse, at Guds vrede over menneskers synd, fordrer, at vi tror på Jesus Kristus, og det vil frelse os fra vores synder. Og hvis vi ikke kan det, er evig straf konsekvensen. Det gudsbillede vil måske sende os ud i en individuel missionsindsats, men det vil også efterlade os med stor frygt for Guds vrede mod os selv eller måske især mod andre.”

Hvis vi tænker på Gud som kærlighed….

”Gud er kærlighed. Ikke en passiv kærlighed, men en aktiv kærlighed, der søger at redde mennesket. Gud er ikke imod os, men for os og med os, og Gud søger en relation til hvert enkelt menneske. Gud er som en elskende far eller mor, og Guds vilje for os er først og fremmest god. Det motiverer mennesket til at reagere med kærlighed og tillid. Det er den Gud, som Jesus skildrer for os.

Gud er som en elskende far eller mor, og Guds vilje for os er først og fremmest god.

Min opfattelse af Gud stammer primært fra Jesus’ undervisning. Jesus’ forhold til sin himmelske far er præget af intimitet og tillid. Gud er god. Gud elsker os og ønsker at være i relation til os, men Gud har også forventninger til os – det er det væsentligste tema i Jesus’ undervisning. Verden tilhører Gud, der skabte den og holder den oppe, og Gud reagerer med smerte og sorg, når vi gør oprør og synder imod Gud og hinanden. Men Gud har truffet den beslutning at møde os med kærlighed og invitere os tilbage i fællesskabet. Det er den invitation, Jesus kommer med: Vend tilbage til Gud. Den kærlighed fra Gud demonstrerede Jesus i alt, hvad han gjorde hele vejen til korset.”

En kirkes gudsbillede har konsekvenser for dens holdninger

Den vrede Gud

Hele gudsbilledets bredde er i dag aktuelt og bliver præsenteret – blot af forskellige kirkeretninger.

”Traditionerne fra især den lutherske og den reformerte reformation lægger vægt på Guds vrede. I den moderne evangelikale bevægelse er budskabet snarere: ’Menneskeheden har et problem med synd. Den adskiller os fra Gud. Guds svar er Kristus. Tro på Jesus og omvend dig; bliv døbt, og lev for ham.’ Truslen om helvede er langt mindre udtalt i den evangelikale bevægelse end i fundamentalismen, men den evangelikale bevægelse har sin rod i fundamentalisme. Også i dag har nogle kirkeretninger et tydeligt fokus på den vrede Gud, men hele gudsbilledets bredde er i dag aktuelt og bliver præsenteret – blot af forskellige kirkeretninger.”

Gud – den store terapeut

”I det moderne samfund er et helt anderledes gudsbillede langt mere udbredt: Gud som den store terapeut. Den opfattelse, at Gud er ansvarlig for, at du har det godt og er glad. Vores billede af Gud udvikler sig i takt med forandringer i vores kultur. Samfundets fokus på terapi, selvudvikling og heling flytter ind i troen og påvirker vores opfattelse af Gud.”

I det moderne samfund er et helt anderledes gudsbillede langt mere udbredt: Gud som den store terapeut.

– Hvad er konsekvensen af det gudsbillede, når mennesket oplever alvorlig modgang? Hvad er løsningen?

”Mere terapi, mere coaching, mere selvhjælp. Selv om det terapeutiske gudsbillede er at foretrække fremfor skræmmebilledet af den frygtindgydende dommer, er det billede af Gud farligt for den kristne etik, fordi ’Gud den store terapeut’ er uden moralske standarder, aldrig siger nej og kun har til opgave at sørge for, at du er glad.”

– Hvor bliver synden af i den sammenhæng, og hvad er synd?

”Den forsvinder nærmest. Synd er det, som hindrer mit fuldendte liv, og opfattelsen er ofte, at synden har rod i de andre – ikke i mig.”

Gud møder os i andre mennesker

– Forskellige billeder af Gud understreger forskellige synspunkter. Hvilken betydning har det for vores opfattelse af fx retfærdighed? Bliver guddommelig retfærdighed først en virkelighed efter døden? Eller efter Jesus’ genkomst? Eller skal guddommelig retfærdighed blive virkelig nu og her?  

Den Gud, som Jesus forkynder, bekymrer sig om retfærdighed i livet her og ikke kun i livet efter døden.

”Den Gud, som Jesus forkynder, bekymrer sig om retfærdighed i livet her og ikke kun i livet efter døden. Gud kalder mennesker til at engagere sig i arbejde for retfærdighed i verden. Den Gud, Jesus proklamerer, søger partnere i arbejdet for Guds rige. Gud er ikke kun højt ophøjet og styrer alting, men Gud etablerer også fællesskaber af samarbejdspartnere. Gud reagerer på lidelse og uretfærdighed i verden ved at kalde mennesker til at samarbejde med sig på en retfærdig verden.”

–Dermed siger du, at Gud møder os gennem andre mennesker?

Gud deltager sammen med os og ønsker, at vi lægger krop til Guds arbejde i verden.

”Ikke kun gennem andre mennesker, men hovedsageligt! Gud skaber relationer til mennesker for at frelse verden. Gud har brug for en aktiv kirke, der vil handle på Guds vegne i verden. Gud er ikke kun over os; Gud deltager sammen med os og ønsker, at vi lægger krop til Guds arbejde i verden. Det er en misforståelse at tro, at Gud er højt ophøjet og styrer hele verden ved at tilsidesætte menneskers vilje. Gud er ophøjet over verden, men også til stede i livet, og Gud involverer mennesker i arbejdet på frelsen – så langt som vi er villige til det.”

Hvor er Gud, når verden lider?

– Det må betyde, at Gud ikke kan eller ikke vil sætte sin vilje igennem, hvis vi ikke vil være med. I sammenhæng med krigen mellem Israel og Hamas bliver spørgsmålet så: Kan Gud sætte sin vilje igennem og skabe fred, selvom menneskene ikke vil være med i det?

”Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om vilje. Det er heller ikke et spørgsmål om Gud har magt til at gennemføre det. Det er udtryk for Guds beslutning om ’personalepolitik’: Mennesket er frit og må vælge at gøre det gode – og så må Gud få mest muligt ud af vores anstrengelser og fællesskabet med os. Jeg tror ikke på, at Gud gennemtrumfer sin vilje på tværs af mennesket. Medmindre Herren kommer igen, kan jeg ikke forestille mig, at Gud skaber fred i Gaza uden menneskelige samarbejdspartnere. Det klassiske spørgsmål om Guds evne eller vilje til at gribe ind, når verden lider, er ikke et spørgsmål om, at Gud ikke kan, eller at Gud er ligeglad med verdens lidelse. Gud har taget en beslutning om sin politik: At respektere menneskets frie vilje og holde os ansvarlige for vores handlinger. Jeg skrev disputats om holocaust, og når mennesker spørger: ’Hvor er Gud?’, lyder Guds svar: ’Hvor er du?’ – tror jeg.”

Mennesket er frit og må vælge at gøre det gode – og så må Gud få mest muligt ud af vores anstrengelser og fællesskabet med os.

”Da en lille dreng hænger i døende i galgen i Auschwitz, spørger folk: ’Hvor er Gud?’ Nogle besvarer spørgsmålet med ordene: ’Han er her – han hænger i galgen.’ Det er vanskeligt at afvise tanken om den lidende Gud som en del af teologien, når vores Gud dør på korset. Gud absorberer verdens lidelse.”

Korsfæstelse og opstandelse

Kirken har forskellige opfattelser af korsfæstelsen. Er det Gud, der ofrer Kristus? Eller ofrer Kristus sit eget liv?

Kirken opfatter korsfæstelsen på mange måder. Det er et uudtømmeligt mysterium. Det kan ses fra mange vinkler. En af dem er denne: Gud sendte sin søn Jesus til verden for at frelse os – og vi reagerede ved at slå ham ihjel. Gud reagerede på vores reaktion ved at rejse Jesus af døden. Guds vilje var verdens frelse. Verdens kræfter rottede sig sammen om at dræbe Guds søn, og Gud reagerede ved at gøre korset til redskab for Guds frelse af verden og ved at rejse Jesus af døden. Menneskehedens hensigt var ond, men Guds hensigt var det gode. Hvis man ser på korsfæstelsen som soning af synden, så opfatter jeg det ikke som en vred Gud, der dræber sin søn, for at han kan bære en oprørsk verdens synd, men som Gud, der triumferer over en oprørsk verdens synd ved at rejse Jesus af døden.”

Læs også artiklen “Gudsbillede – og menneskesyn”.

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere