Lyt til kommentaren:

Baptistkirkens sprog ændrer sig. Titlerne forandres: pianisten bliver lovsangsleder, udvalg bliver til teams, og menighedsrådet bliver til ledelsen. Det lyder moderne og effektivt – og nogle gange er det sikkert også praktisk.

Når vi låner sproget, låner vi også logikken

Men sproget er ikke neutralt. Ord skaber mening, og ordene former vores forestilling om, hvad kirken er, og hvad vi er for hinanden. Spørgsmålet er, hvad der sker med en kirke, der lærer den sekulære verdens ledersprog så godt, at den taler det helt uden mislyde.

Guds rige vender magten på hovedet

Den sproglige glidning blev tydelig for mig, da jeg læste Johannes Aakjær Steenbuchs bog ’The Kingdom of God is Anarchy’ – på dansk ’Guds rige er anarki’.[i] Normalt forbinder vi anarki med uorden og konflikt. Johannes beskriver Guds riges anarki som frihed fra, at mennesker sætter sig over andre. Guds rige er et fællesskab, hvor søgen efter magt og status ikke er de drivende kræfter. I Guds rige er det værdighed, respekt og tjeneste, der bærer fællesskabet. Hvis det er et billede på Guds rige, må det også udfordre den måde, vi taler om og er kirke på.

Kirke nedefra  – ikke oppefra

I den baptistiske tradition vokser kirken nedefra. Baptister ser ikke kirken som et velorganiseret hierarki, der skal på plads, før kirken kan vokse. De første baptistmenigheder var ikke topstyrede projekter med en fjern ledelse. De bestod af mennesker, der tog ansvar for forkyndelse og menighedsliv sammen – med deltagelse, gensidigt ansvar og tjeneste som ideal.

Storhed måles i tjeneste

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Gør vi ledelse til et ideal i sig selv, risikerer vi at importere en kultur, hvor tempo, synlighed og gennemslagskraft giver status – og magt. Evangeliet peger en anden vej: styrke viser sig i at tjene, og storhed viser sig i at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Guds riges anarki er ikke et romantisk ideal, det er en konkret måde at være menighed på, hvor vi ikke bruger position, erfaring eller talegaver til at presse vores vilje igennem, men til at skabe rum for hinanden.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at ’Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.’[ii]

Købner skrev ’kirkens grundlov’

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev”, siger Johannes Steenbuch i et tidligere interview med baptist.dk, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Påvirkningen kommer med ordene

Tabet af fortidens fokus på tjeneste har ikke en enkel forklaring. Men påvirkningen kommer med sproget. Når vi bruger sekulære ord og begreber i kirken, lader vi os påvirke. Tjeneste er ikke et ord, der bliver brugt ret meget i verden uden for kirken, måske er det derfor, vi er ved at glemme det i kirken. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, hvis den lytter mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’ end til Jesus’ ord om at tjene.

Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer, som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

[i] ‘The Kingdom of God is Anarchy’ er omtalt på baptist.dk her: https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/

[ii] Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere