Hyrderne fik englebesøg og blev bange. De var ikke vant til meget lys, for stjernerne og månen og måske et bål var, hvad de havde af lys ved en almindelig nattevagt.

Hyrderne sagde til hinanden, at de ville gå ind til Betlehem for at se, om det var sandt, det, de havde fået fortalt. Da var lyset slukket. Alt var igen som det plejede – og dog ikke. De var blevet forvandlede.

De vidste, at Gud var på spil. Og når vi har sådan en oplevelse, er vi nødt til at handle – at gøre noget. Hyrderne bliver enige om, hvem der skal blive tilbage ved fårene eller gederne eller hvad de nu har passet, og de andre begiver sig ind til byen. De går igennem stilheden med kurs mod stjernen.

Det slår mig, at lys ikke larmer. Englene synger, ja. Lyset kan blænde os. Men det larmer ikke. Gud kommer ikke til jorden i larm og spektakel. Han kommer ikke i pomp og pragt. Han søger det modsatte.

Gud kommer i stilheden, i det lille og skrøbelige, i mørket, i det, der virker fattigt. Og det største mødes her med det mindste.

Det er kærligheden, der fødes, da Jesus kommer til verden. Det er Guds ansigt, Maria kysser. Det er ikke til at fatte. Det er et mysterium. Hvordan det kan gå til? Det kan kun være Helligåndens – Guds Ånds – værk.

Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en ny julesalme, hvor hun meget beskrivende gør opmærksom på, at tømreren Josef bandt Guds navlesnor. Hvilket vi må formode, for der var vel ikke andre end dyrene i stalden på det tidspunkt. Vi hører ikke om nogen jordemor. Ingen familie var med Maria på den lange rejse på æselryg – 100 km er der mellem Nazareth og Betlehem. Kun Josef var med, må vi formode. Og så en masse andre på vej til at blive talt.

Hvor må det have været utrygt. Og dog trygt, for det her er jo Guds historie. Det er trygt at være i Guds hånd og varetægt. Han havde en mening med at det skulle ske.

At blive menneske var Guds valg. Hans hånd var formentlig også i, at de kom for sent til at få en plads på herberget. At der var en krofatter, der forbarmede sig over den højgravide kvinde og hendes mand.

Gud skulle ikke fødes i et palads, ikke engang på herberget men blandt samfundets laveste. Måske hyrderne faktisk også havde deres hjørne i stalden, når de var hjemme.

Det guddommelige og menneskelige mødes lige her, som aldrig tidligere. I Jesus. Og derefter er verdenshistorien ændret. Intet har siden været det samme.

Gud viser med Jesus; hans fødsel, hans opvækst, hans dåb, hans virke og hans død, at intet er for småt til Gud. Intet er for kummerligt til at kunne rumme Guds herlighed. Lyset er kommet til verden. Det lys der oplyser ethvert mørke.

Lyset larmer ikke, men det forvandler. Det oplyser. Tænder håb og glæde. Som et lys for enden af den tunnel, vi indimellem befinder os i.

Guds lys er den tændstik, der bliver strøget og tænder et stearinlys, når strømmen er gået. Er lommelygten i en mørk skov. Et blik, når vi er fulde af tvivl eller sorg. Lyset er også den ven, der ringer eller lægger en arm om os, når vi føler os svigtede og forladte.

Intet er for småt til at kunne forandre verden. En baby kan. Jesus kunne. Og du kan.

Amen

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Kort før jul modtog jeg en video, hvor Juleevangeliet bli’r fortalt for børn – af et barn på 4 år. Her var der også overraskelser. Hvad hører en 4-årig, når hun lytter til voksnes genfortælling?

Englene synger ikke ’Halleluja’, men ’Halle jule’! Og om Jesus’ fødsel siger den 4-årige: ’Så fik de Jesus ud af maven og døbte ham i en krybbe’! Det fik mit smilebånd på gled!

Mon børn forstår, hvad det vil sige at blive ’svøbt i en krybbe’? I vores kultur véd børn derimod, at en baby bliver døbt – og så må det jo blive ’døbt i en krybbe’!

Hvor meget smitter din kirkekultur af, når du genfortæller Juleevangeliet? Og hvor meget lægger du til – eller trækker fra? Glædelig jul!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Min yngste datter Alhed har fået en ny tradition: Når vi er ved at være ved slutningen af puttesessionen og vi har hørt godnathistorie og sunget nogle sange, så plejer vi at bede til Gud og synge en sidste sang. Men nu har hun luret, at det betyder slutningen på den hyggelige puttetid, så når vi er ved at være færdige med at bede Fadervor sætter hun i med et råb: “Mere Gud! Mere Gud! Mere Gud!” – Se det er et rigtigt præstebarn!

Jeg tror nu mere det skyldes ønsket om at holde på faderen lidt længere, og så længe han sidder der og beder til Gud, så er han i hvert fald tæt på.

På en eller anden måde er det et råb, vi hører mange steder i samfundet for tiden. I verdens brændpunkter lyder råbene om mere Gud – både når terroren rammer, når hele befolkningsgrupper undertrykkes og når ældgamle konflikter blusser op på ny. Vi har endda en præsident i USA, der vist mener, at han er indsat og udvalgt af Gud. Men også når kulturkrigene raser her i vores lille andedam. Senest hørte jeg en behjertet politiker, der mente, at alle, der kom til Danmark, skulle deltage i kristendomsundervisning, så de kunne lære hvad det vil sige at være dansk – som om vi danskere pludselig har fået patent på Gud!

Men når der råbes på mere Gud – så er det altid den Gud, der er på vores side mod de andre. Når Gud på den måde bliver brugt som et middel til, at jeg kan få min vilje over andre, så er det i bedste fald ugudeligt, og det er ligegyldigt om det foregår blandt formørkede islamistiske terrorister eller i danske finanslovsforhandlinger.

“Mere menneske!”

Jeg vil gerne forslå, at julen ikke handler om, at vi skal råbe: “Mere Gud!” Ofte bliver det allermest farligt, når mennesker på den måde påberåber sig guddommelig autoritet. Tværtimod, så tror jeg julen er historien om Gud, der råber: “Mere menneske!” Og jo mere umenneskeligt vi kan behandle os selv og hinanden – jo højere råber Gud: “Mere menneske, mere menneske, mere menneske!”

Det store i julen er ikke, at Gud er kommet til verden – for Gud har altid været i verden og verden har altid været i Gud. Nej det store i julen er, at Gud blev menneske!

Og på den måde lærer julen os, at menneske er det fineste, vi kan være. I krybben gør Gud op med alt vores umenneskelighed, og hver gang vi ser på et andet menneske, skal vi huske, at Gud gav alt af sig selv for at blive menneske – for menneske er det fineste, vi kan være. Og hver gang det går galt for os mennesker, så er det, når vi tror, vi skal være noget andet. Når vi tror, vi skal være perfekte, uangribelige, magtfulde og udødelige. Det var det Adam og Eva lærte i Paradisets Have, da de troede, de kunne blive som Gud.

Julen betyder, at Gud tager din virkelighed alvorligt – hvad end den består af. Kristendom handler ikke om, at vi skal sætte et glansbillede op af os selv og præstere og effektivisere og innovere os til mere. Men det er historien om en Gud, der ser virkeligheden i øjnene og derudfra bliver noget nyt født.

Kig mod jorden

Hvis du vil finde det hellige, så skal du ikke kigge i tykke bøger – selvom de kan hjælpe, du skal ikke bare kigge mod himlen – du skal kigge mod jorden – det hellige er lige her, lige der og lige midt iblandt os. For Gud er gået i kødet på verden og har taget hele vores komplekse og umulige og fastlåste og evigt foranderlige og stressede og ramte verden på sig. Det er det, der sker i julen, når Gud strækker sin arm ud i vores verdens mørke og det viser sig, at den arm er et lille nyfødt menneskebarns arm – og ikke en stærk overjordisk konges.

Kejser Augustus – som vi hører om i Juleevangeliet – yndede at kalde sig selv: “Guds den højestes søn’’.

Igen og igen omtaler Jesus sig selv som: “Menneskesønnen” – Kristendommens uhyrlige påstand er jo netop, at Gud blev menneske. Det, Jesus selv lagde vægt på, det, han syntes, var det afgørende, det, han kaldte sig selv, var: Menneskesøn.

Kig efter noget menneskeligt

Mange mener, at Gud findes andre steder end i noget så ordinært som ”kødet”. For dem er Gud noget uendeligt ophøjet, lyst, let, gennemsigtigt, utvetydigt, luftigt, åndeligt. Det mest nærliggende ville derfor for de fleste være, at kigge i åndelige retninger for at få øje på ham.
Men Jesus ”gik i kødet” – han fik ben at gå på. Og er du på udkig efter ham, så skal du kigge efter noget menneskeligt.

Jesus siger, at han er til stede i ”disse mine mindste”. Og dér drejer det sig ikke om åndelige oplevelser, undere og mirakler, men om at se ham i den sultne, den nøgne, den fangne, den ensomme, den syge. Kort sagt i menneskelivet i dig og omkring dig. Dér er Gud!

Så mit enkle juleønske må være, at vi på samme måde vover at se virkeligheden i øjnene. At stå ansigt til ansigt med os selv og hinanden – for det forunderlige er, at det er kun på den måde, at vi kan se mere af Gud.

Rigtig glædelig jul!

Amen.

Prædiken af Lasse Åbom, juleaften 2017

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere