Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

Lyt til artiklen:

Julen er traditionernes og mindernes tid, og noget af det, der hører til, er julesalmerne. Fra vi var børn, har salmerne malet billeder i vores indre af julens begivenheder.

En fattig jomfru sad i løn og fødte himlens kongesøn – skrev Grundtvig. Vi ser det for os, når vi har fået forklaret, at ’løn’ betyder ’skjul’. Hverken her eller i andre salmer er der meget om de følelser og smerter, en fødsel udløser. Nærmest kommer nok Møllehave: I nat føder himlen med jordiske veer.

De fleste julesalmer begynder der, hvor Jesus er født. Vi ved ikke, hvordan Maria havde det, da fødslen gik i gang, men det ville være meget naturligt, hvis hun var bange og usikker. Hun havde ikke sin mor ved sin side. Hun var langt hjemmefra, var ganske ung, måske 16 år? Smerter og angst passer ikke ind i julehyggen – men der har ikke været meget julehygge i den stald, i hvert fald ikke før fødslen var godt overstået. Forhåbentlig har Maria kunnet hvile i, at Gud var med hende under sin egen søns fødsel.

Et særligt barn

Hvis ikke Maria og Josef var helt overbeviste om, at det var et helt særligt barn, Maria havde født, så blev de det nok i løbet af de kommende dages begivenheder. Først hyrderne: Så lad os gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind. Så englene: Over muld, underfuld, engelsangen klinger. Og de vise mænd med gaverne: Og Østens vise ofred der, guld, røgelse og myrra skær.

I kirken er der vægt på hygge i julen. Julefest med juletræ og godteposer har de fleste nok oplevet. Anderledes alvorlige og højtidelige er påskens arrangementer. Her er der drama frem for hygge, og det var da også påskens begivenheder, der skabte kristendommen. Men uden fødsel, ingen død og opstandelse.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 22. dec. 2025 - Jul og håb i en ustabil verden
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere

Lyt til artiklen her:

It’s the most wonderful time of the year
There’ll be much mistletoeing
And hearts will be glowing
When loved ones are near
It’s the most wonderful time of the year,

–  synger Andy Williams, selvsikkert i sin elskede julesang.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, når julen, med hastige skridt, sniger sig ind på os. Går du rundt med lys i øjnene eller en klump i maven? Glæder du dig som et barn eller prøver du mest af alt bare at komme igennem uden at gå i stykker? For mig har julen altid været et mærkeligt dobbeltsted. Der, hvor vi tænder lys, mens mørket alligevel ligger lige udenfor vinduet og banker på. Der, hvor vi samles om bordet, men samtidig mærker, hvor langt vi er fra hinanden.

Hjerternes fest

Vi kalder Julen for hjerternes fest. Og det er for så vidt også rigtig nok. Julen er en tid, hvor vi søger hygge, nærvær og kærlighed – men samtidig også den tid, hvor hyggen, nærværet og kærligheden kan blænde med sit fravær i vores liv. For hvis vi er helt ærlige, så er julen også en tid, hvor flere hjerter end ellers knuses. Hvor det, der var skrøbeligt i forvejen, revner. Hvor par, der har gået rundt om elefanten hele efteråret, endelig kollapser i det stille efterspil af december. Hvor ensomheden bliver dybere, fordi alle andre ser ud til at have fundet vej ind i varmen. Hvor mørket for nogle bliver så tungt, at tanken om at slippe livet kan føles som en fristende udvej.

Virkeligheden splintrer

Vi pynter op, tænder lys, dækker bordet smukt. Vi synger om glæde og fred på jorden. Men bag de lukkede døre, bag de blankpolerede traditioner og forventninger, splintrer virkeligheden for mange. Det er veldokumenteret, at flere par går fra hinanden efter jul end på noget andet tidspunkt. At vi oplever flere dødsfald og akutte sygdomsforløb. At flere føler sig ensomme, selv i rum fyldt med mennesker. Og alt for mange kæmper mod mørke tanker, der aldrig skulle høre hjemme i en højtid om håb.

Det er som om julen presser på alle sprækker. Der, hvor vi i resten af året kan skubbe sorgen, tvivlen, konflikterne og smerten ud til siden, så vælter det hele ind i december. På en eller anden måde konfronterer julen os med, hvad der er helt, og hvad der er gået i stykker.

Så måske i den forstand er julen i sandhed hjerternes fest, for hjertet er netop det sted, hvor både glæden og smerten bor side om side.

Jesus ved Lazarus’ grav

Jeg kommer til at tænke på historien om Jesus ved Lazarus’ grav. Hvis noget, så viser den historie os, hvordan både glæde, kærlighed, sorg og smerte bor side om side i hjertets kamre.

Du kender sikkert historien, men her er den hurtige udgave: Jesus får at vide, at hans ven Lazarus er meget syg og vil dø. Han ankommer for sent til at helbrede ham. Der lugter allerede af død, og sorgen ligger tungt i luften. Maria og Martha møder ham med en blanding af vrede, kærlighed og fortvivlelse: “Havde du været her, var min bror ikke død…”

Hvad gør Jesus? Han bliver ikke teologisk eller ”overåndelig”. Han siger ikke: “Op med humøret, jeg har styr på det.”

Han græder.

Vidste du, at det er det korteste vers i hele Bibelen? To ord: Jesus græd… (Johannesevangeliet, kapitel 11, vers 35)
Midt i det hele.
Lige dér, ved siden af dem, han elsker.

Hvis julen skal være hjerternes fest, så er det dér, den må begynde: ikke i glimmer, gløgg og flitterstads, men i en Gud, der græder sammen med sine venner. En Gud, der ikke holder afstand til menneskers skrøbelighed. En Gud, der lader sig påvirke.

Og måske er det også derfor, at Lazarus-scenen rører mig ekstra dybt i december. For i den historie er der en sandhed, vi glemmer: at kærlighed ikke lover os, at livet ikke gør ondt. Kærlighed lover os blot, at vi aldrig skal stå i det alene.

Kærligheden hjælper os

Kærligheden hjælper os til at holde vores hjerte blødt, selv når livet forsøger at gøre det hårdt. Og vi har brug for en verden af bløde hjerter. Hjerter der føler, forbinder sig, lader andre komme tæt på, lukker næsten ind. Måske særligt i december hvor så meget i os har lyst til at trække os, lukke ned, skjule de sår, der bløder.

Hvis vi virkelig skulle gøre julen til hjerternes fest, så skulle vi nok starte i erkendelsen af, at alle omkring os bærer på noget, vi ikke ser. Den stressede far i køen. Kvinden, der prøver at vælge en gave til en svigermor, hun ikke helt ved, hvordan hun skal tale med. Teenageren, der længes efter en familie, der ikke råber. Den ældre mand, der går alene hjem fra Netto.

Og måske er det allermest radikale, vi kan gøre i december at møde hinanden lidt blidere, lidt langsommere, lidt mere åbent. Ikke for at redde hele verden. Men fordi et enkelt blik, en hånd på armen, et menneske der ser dig, kan være forskellen på en jul, du overlever – og en, du ikke gør.

Et lille råd til din jul

Så lad mig give dig et lille råd med på vejen. En lille ting, du kan gøre for at skabe et lidt blødere hjerte og lidt mere kærlighed i december. Måske lyder det banalt, men det er en lille huskeregel, der har gjort en kæmpe forskel for, hvordan jeg møder mennesker:

Bed en takkebøn, inden du går ind, og en velsignelse, når du lige er gået ud.

Det skal ikke være noget stort. Bare en kort takkebøn i retning af:
“Gud, tak for livet. Tak for dem jeg nu skal møde. Giv mig et blødt hjerte. Giv mig ro.”

Og når du går ud igen, så slut med en lille bøn om velsignelse og forsoning:
“Gud, velsign dem, jeg mødte. Hel mig dér, hvor jeg blev ramt. Lad kærligheden få det sidste ord.”

Den slags bøn tager dig ti sekunder, men jeg vil love dig, at det kan flytte et helt indre landskab. For bøn ændrer måske ikke verden omkring os radikalt, men bøn ændrer, hvordan vi møder verden omkring os. Det hjælper os til at vandre ud i december-mørket med taknemmelighed og forsoning i hjertet.

Så kære ven! Jeg ved ikke, hvordan din december bliver. Jeg ved ikke, om du går ind i den med et helt hjerte eller et knust og delt hjerte. Men jeg håber, du vil huske, at julens lys ikke er et spotlight, der kræver, at du præsterer. Det er et lille lys, tændt i en mørk stald i en mørk tid – et lys, der siger: Du må gerne være menneske. Også her. Også nu.

Og jeg håber, du vil opleve, at julen kan blive ”the most wonderful time of the year,” hjerternes fest, hvor du får lov til at opleve kærlighed, fred og heling.

Må du have en velsignet jul.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Jul og håb i en ustabil verden
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere

Lyt til artiklen:

Håb handler om, hvad vi ser frem til, hvad vi ønsker os. Pessimisten ved, det går galt. Optimisten siger, det nok skal gå, men når man håber, ved man ikke, hvordan det hele ender. Man står i det åbne på gyngende grund. ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”[1]

Håb midt i kaos

At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt.

I krig og krise bliver håb ofte menneskets redning – en tynd tråd man holder fast i midt i kaos. At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt. Det er at insistere på, at noget menneskeligt stadig findes, selv når andre har glemt det.

Da juleevangeliet blev nedskrevet, var der – også – uro og ufred i verden. Rom knuste Kartago, erobrede Grækenland og Egypten og gjorde havet til sit. I øst kæmpede små kongeriger for deres overlevelse. Jesus blev født ind i en tid fyldt med forventninger om dommedag.

Der har til alle tider været mennesker, der har troet, at de levede i de sidste tider, og at jorden ville gå under lige om lidt. ”Vores jord er degenereret i disse sidste dage. Der er tegn på, at verden hurtigt er på vej mod sin ende. Bestikkelse og korruption er udbredt; børn adlyder ikke længere deres forældre (…) Verdens undergang er tydeligvis på vej.” Sådan står der med kileskrift på en 4.800 år gammel lertavle fra Mesopotamien. Det hører åbenbart til det at være menneske, at vi tænker: ’Nu kan det ikke blive værre’. Men vi er her stadig!

Gud valgte at blive mennesket Jesus fra Nazaret. I en verden fuld af uro valgte Gud ikke at råbe ned fra himlen og irettesætte mennesker, men at komme ind i mørket og vise, at lyset stadig findes. Juleevangeliet er fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på, men selv har mærket livets vægt. Jesus kender til sult og træthed, til frygt og sorg. Han delte de vilkår, som mennesker lever under.

Fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på.

Fred kommer ikke ovenfra

I juleevangeliet er det en pointe, at fred ikke kommer ovenfra – ikke fra magtens paladser eller verdens ledere. Freden og håbet kommer fra en uventet kant – fra den lille, skjulte og ringeagtede. Freden begynder i et barn i en stald, i et menneske, der ikke er kommet for at herske, men tjene. Julen er en af de bedste håbsfortællinger, jeg kender.

Jeg var engang i Betlehem med en gruppe studerende, og vi stod og så ud over byen, hvor juleevangeliet tager sit afsæt. I dag er området præget af kontrolposter, mure og illegale jødiske bosættelser, hvor man helst ser hyrderne forsvinde andre steder hen. Her hvor freden blev forkyndt i juleevangeliet, mærkes ufreden ret konkret.

Det er svært at forstå, hvordan indbyggerne i Betlehem kan bevare håbet. Den palæstinensiske biskop i Betlehem Mitri Raheb siger, at håbet ikke er slukket: ”Jesus kom for at befri os fra den frygt, der lammer os. Når vi går gennem de oprørte vande, er han med os, så floden ikke opsluger os.” Han peger på juleevangeliets budskab, at Gud går med i mørket, og at freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge. I Betlehem lever håbet fortsat midt i bekymringerne for at overleve. Her er håbet, at guddommelig fred kan begynde i det mindste og brede sig som ringe i vandet.

Freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge.

Håb og frygt hænger sammen

Den enes håb kan vække den andens frygt. Håb om lighed kan skabe frygt i den rige, og håb om fred kan skræmme tyranner og våbenindustrien. Sådan illustreres det også i juleevangeliet: Kong Herodes frygtede at miste magt og indflydelse på grund af det håb, der blev født under Betlehems stjerner. Herodes’ forsøg på at slukke håbet blev erstattet af fortællingen om Jesus’ fødsel, som har vist sig at være en levestærk håbsfortælling, som holdes op for dem, der vil lytte og fyldes op af håbsspirer.

Jul er tid til at træne vores forestillingsevne og modmuskel. Forestille os en bedre verden og udvise mod til at holde håbet op for dem, der har mistet håbet.

Læs også artiklen “På trods” om børns og unges uro i en verden, der larmer.

[1] Romerbrevet kap. 8, vers 24b-25a

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Som mange andre i december genser jeg Matador (igen igen), og i det lærer Andersen bliver fyret, erklærer han, at hans arbejde er umuligt, “fordi de pylrede forældre ikke vil lade skolen opdrage deres forkælede unger”. Lyder det bekendt for andre end mig?

Måske er det der med børn, der reagerer på deres omgivelser, ikke en ny ting. Selv Jesus stak af fra sine forældre for at tage i templet. Måske var Josef og Maria også bare elendige forældre? Hvad ved jeg?

Mit ønske for det nye år er i hvert fald, at vi bliver nysgerrige på, hvorfor børnene reagerer – i stedet for hvordan. Måske vil vi opleve, ligesom med Jesus, at der faktisk er en god grund.

Glædelig jul!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Allerede på vej ind i kirken møder gæsterne duften af gran og mærker julestemningen. Udenfor kirken er juletræer pyntet med lys. Det er umuligt at passere på den trafikerede vej ved kirken uden at opdage, at der sker noget særligt i dag.

Julemarked med plads til børnene (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Indenfor møder gæsterne et kirkerum i juleklæder: Flere træer, lyskæder og store papkasser pakket ind som gaver.

I kirken er der boder med alt, hvad julehjertet kan begære: Juledekorationer, kranse, grønt og hæklede, strikkede og syede ting. Børneklubberne sælger julekort, flettede stjerner og andet julepynt.

Kaffen er gratis og udenfor bliver kakaoen varmet over bål til de obligatoriske æbleskiver.

Masser af gode sager på julemarkedet i Brande (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Fra adventsfest til julemarked

”Det var virkelig hyggeligt,” fortæller Bodil Vestergaard fra menighedsrådet i Brande.
”Og noget af pynten udenfor står stadig, så folk i byen kan se, at der sker noget her.”

I mange år har menigheden holdt en traditionel adventsfest den første søndag i advent. Kaffe, kage og et velkendt program, som næsten kunne køre af sig selv. Men i år skulle der ske noget nyt.

På et menighedsmøde i foråret var der forslag om at holde julemarked i stedet for adventsfest i kirken. Forslaget fik god opbakning, og i august nedsatte menigheden en lille styregruppe.

Alle var i aktion (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

”Vi havde faktisk kun et enkelt møde i styregruppen,” fortæller Bodil.
”Vi fordelte opgaverne og gik i gang. I ugen op til julemarkedet mødtes vi nogle gange og fik det sidste på plads.”

Søndag den 23. november åbnede kirken dørene. Fra klokken 11 myldrede det ind med mennesker – trods et stort, etableret julemarked på Brandes kultursted, Remisen, samme dag. Menigheden havde frygtet konkurrencen, men oplevede i stedet, at kirken blev fyldt med liv.

Værksteder, børn og en gammel kirkedør med nyt liv

Et af de mest populære tiltag var et værksted, hvor gæsterne kunne lave deres egne juledekorationer.

”De betalte kun for lyset. Alt det grønne og resten af materialerne var gratis,” fortæller Bodil. ”I starten var der ikke så mange, der satte sig, men så kom børnefamilierne, og pludselig var der godt gang i værkstedet.”

Den gamle dørkarm blev til rustikke lysestager (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

I forbindelse med kirkebygningens 50-års jubilæum sidste år blev den gamle hoveddør udskiftet med en ny. I stedet for blot at smide den gamle slidte dørkarm ud, fik nogle af menighedens håndværkere en idé: Dørkarmen blev savet op i stykker på 20–30 centimeter og forsynet med huller til lys.

”Det er lidt sjovt, at man kan have en del af kirken stående hjemme i stuen,” siger Bodil. ”Mange fra menigheden har købt en. Vi har en med fire lys i – som en adventsstage.”

Økonomisk overskud – og støtte til piger i skole

Julemarkedet gav et pænt overskud på cirka 7.500 kroner. Det skal blandt andet bruges til BaptistKirkens projekt i Rwanda og Burundi, der hjælper unge piger i skole.

Menighedens juniorklub har støttet projektet gennem længere tid ved at lave småting til salg – og børnene har talt om, hvorfor det er vigtigt, at netop pigerne får skolegang og uddannelse.

Kakao over bål (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Fællesskab på tværs af generationer

Bodil glæder sig over, at julemarkedet også har styrket fællesskabet i menigheden.

”Det giver noget særligt, når vi har et projekt, vi varmer op til i længere tid,” siger hun. ”Mange i menigheden er gode med hænderne – håndværkere og andre praktiske folk. Når vi arbejder sammen, opdager vi nye sider af hinanden og oplever, at vi er en kirkefamilie på tværs af alder.”

På dagen var menigheden klar, og alle bidrog: Nogle bagte småkager, andre slæbte brænde, pyntede op, solgte varer eller tog imod gæster ved døren.

”Det betyder meget for fællesskabet, at vi laver noget sammen – ikke kun sidder til kaffe og kage år efter år,” konstaterer Bodil.

Endnu flere gode sager! (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

”Det var da ikke så farligt” – når julemarkedet bliver missionsmark

Et af de øjeblikke, Bodil husker bedst, fandt sted nogle dage efter selve julemarkedet.

En ung mand havde bestilt en krans på julemarkedet og kom forbi for at hente den – på en af de få dage med sne og frost.

”Han stod derude og frøs, og så begyndte han at spørge om alt muligt: Om vi går ind for helbredelse, om vi har tungetale – alle de spørgsmål, man kan have til en frikirke,” fortæller Bodil.

Siden corona-nedlukningen havde han sammen med kæresten søgt efter et nyt kirkefællesskab.

Nu stod han der på trappen – fordi et julemarked havde fået ham til at kigge indenfor i baptistkirken.

”Han sagde flere gange, at det da ikke havde været særlig farligt at være i vores kirke,” fortæller Bodil. ”Og mandeklubben lød heller ikke så farlig. Om de kommer igen, ved vi ikke. Men samtalen var vigtig – og den var aldrig opstået, hvis ikke vi havde holdt julemarked.”

Vi gør det igen

Efter julemarkedet står én ting klart: Det var ikke bare et hyggeligt alternativ til adventsfesten. Det var en ny måde at være kirke i byen på.

”Vi føler, det har været en succes,” siger Bodil. ”Vi har allerede talt om at gøre det igen næste år. Det giver bare meget mere, end hvis vi holder en intern fest, som vi har gjort på samme måde i 40 år.”

Fællesskab til julemarkedet i Brande (Foto: Jørgen Bunyan Johansen)

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Men tænk at det sker? Jesus er i det offentlige rum i dag, hvilket ville have været utænkeligt for bare ti år siden.

På Bornholm samlede folke- og frikirker 250 betalende gæster i Musikhuzet for at lytte til politimanden Vlado Lentz og tv-kendissen Flemming Møldrup og selv tale om tro. Hvor Flemming frimodigt siger, at han er forelsket i Jesus.

Vi fejrer Jesus’ fødselsdag. Hvis vi husker på, hvorfor det er jul…

Hvis du tror på Jesus, hvad betyder det så for dig selv og dine omgivelser? Tør du snakke om det og blive klogere igennem samtalen, både med dem, der tror, og dem, der ikke tror – endnu.

Vi kan jo starte med lade Jesus være den centrale person i denne julemåned. Gå f.eks. til en julekoncert, lyt til budskabet og lad roen falde på dig.

God adventstid!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Krigen i Ukraine er en frygtelig lidelse for de mennesker, som lever med den. Vi tænker og beder alle for, at den snart får en retfærdig afslutning, så det ukrainske folk igen kan leve i fred og frihed. Konflikten har været årsag til en stærk militærisk oprustning i både Danmark og andre europæiske lande. Det er sikkert en klog beslutning, men det er også destruktivt og deprimerende, fordi penge brugt på krig altid vidner om menneskeligt svigt.

Krigen i Mellemøsten er forfærdelig. Selvfølgelig særligt for de mennesker, som lever i den. Den har givet store tab og ødelæggelser på alle sider. Den har også givet en stærk polarisering i vores samfund. Det er svært at tale om krigen uden først at tilkendegive, hvem man holder med, og det er ganske svært at holde med begge parter eller måske mere korrekt – ikke at holde med nogen af dem. Denne polarisering har endda splittet familier, vennekredse og hele samfundet. Derfor er der mange mennesker, som har en stor angst for udviklingen og fremtiden, som de ikke kan tale med nogen om.  Som kirke er det vores opgave at skabe plads til samtale og fremme forsoning i en splittet tid.

Når der er nogle store brændpunkter i verden, som vi oplever truende også for os selv, så har vores medier en tendens til kun at fokusere på disse steder og konflikter. Det gør, at vi kan glemme, at der også er andre steder i verden, som har brug for vores forbøn og hjælp. BaptistKirken skal særligt være opmærksomme på den store nød, som findes i Myanmar, hvor der er borgerkrig. Mange mennesker lever i lejre i Indien, og inde i Myanmar – særlig i Chin-staten – er det svært både at leve og få mad og medicin. Selv om vi i øjeblikket ikke hører så meget om det, så lad os huske det både i vores forbøn og når vi overvejer vores bidrag til hjælpeprogrammer – både hos den enkelte og i menighederne.

Selv i Danmark er der mennesker, som mangler tryghed, nærhed og hjertevarme. Vi skal som menigheder overveje, hvordan vi åbner vores døre for mennesker, som har brug for det fællesskab, som vi kan give med højt til loftet og vidt til væggene, hvor alle uanset udfordringer kan finde plads i Guds lys og kærlighed.

Englen sagde julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Jesus’ komme til jord og Guds lys og kærlighed er for alle. Alle jorden rundt og alle her hos os lokalt.

Kirken spiller en stor rolle i en mørk verden eller kan i hvert fald gøre det, hvis vi vil. Vi er helt klar over, at i Danmark og den vestlige verden svinder kirkens indflydelse ind, men denne tendens forstærkes kun, hvis vi forholder os passive.

BaptistKirkens ledelse juli 2024. Fra venstre: Pia Duebjerg Andersen, Lasse Åbom, Tine Kragh, Christian Bylund, nuv. generalsekretær Bodil Højbak Møller, tidl. generalsekretær Torben Andersen og Vibeke Dalsgaard. Moses Peng mangler på billedet.

Kirken skal være en aktiv medspiller i det samfund, som omgiver os. Kirken skal være en aktiv modspiller, når vi oplever, at det verdslige samfund træffer dårlige beslutninger, især hvis det rammer de svageste i vores samfund.

BaptistKirken har en særlig rolle i både forkyndelsen af Jesus’ ord om frelse, men også i den samfundsdebat, som desværre i disse år drejer sig meget om perfekthed, succes og ”jeg er min egen lykkes smed”.  Med vores særlige kongregationalistiske opbygning har vi ved Helligånden besluttet, at alle betyder noget og alle har lige indflydelse. Vi taler med hinanden om både tro og liv og alle har ret til både at ytre sig og blive hørt. Vi har også mennesker i vores kirke med en særlig indsigt både teologisk og inden for andre områder. Dem lytter vi til med stor glæde, men i sidste ende er det enhver troendes både ret og pligt under Helligåndens vejledning at tage stilling til spørgsmål i både verden og kirke. Det er både en udfordring og en stor gave, som vi kan give videre.

Denne gave kan vi kun brede ud til vores medmennesker sammen. BaptistKirkens medlemmer og menigheder har mange udtryksformer og mange holdninger til både tro og verdens spørgsmål. Sådan har det altid været og vil forhåbentlig fortsætte. Vi har aldrig været og skal aldrig være ens, men skal leve i enhed og i et respektfuldt samarbejde med hinanden. Når vi gør det, kan vi være Kristi lys i verden for hele folket.

Vi går nu ind i et spændende år. BaptistKirken skal finde nye spor at gå. Det skal vi gøre ved at tale sammen, bede sammen og derigennem finde vores vej. Vi håber, at alle menigheder vil bruge tid på forberedelse både til lederdage og til synode. Samtalerne kan holdes i grupper, i menighedsrådene og i menighederne, men det er vigtigt, at de holdes. Vi har som ledelse ikke noget problem i hverken uenighed eller i det, at vi ikke er ens. Vi frygter derimod, hvad der sker, hvis menighederne mister deres engagement. Vi håber alle menigheder vil engagere sig i ”spor at gå” og spørgsmålene til lederdagene.

Vi håber derfor også, at I vil møde op til årets møder nysgerrige, åbne og velforberedte.

Vi kan kun være en aktiv, udadvendt og missionerende kirke sammen – og sammen betyder, at vi både taler sammen og arbejder sammen.

Husk at englen sagde: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er for alle. Det er os, som skal bringe den videre.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Kærlig hilsen
Baptistkirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard                Christian Peter Heldgaard Bylund
Formand                              Næstformand

Bodil Højbak Møller
Generalsekretær

Pia Duebjerg Andersen       Tine Kragh

Moses Lal Bawi Peng          Lasse Åbom

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Skriftsted: Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1 til 14

Rigtig mange spørgsmål om magthaveres mål med deres magthandlinger kan besvares med ordene: ”Bare fordi han kunne!” Det handler ikke nødvendigvis – måske endda sjældent om – at magten udøves til folkets bedste, eller for den sags skyld fordi folket ønsker det. Nej, den der holder magten i sin hånd, udøver sin magt og hersker måske fordi, han har arvet den fra sin forgænger, eller fordi han har taget den med magt.

I begyndelsen kan det have set godt ud – mennesker har måske endda håbet på forbedringer i forhold til forgængeren.

Måske så magthaveren venlig ud – måske var magthaveren veluddannet, måske tandlæge som i Syrien – men viste magtens sande ansigt af undertrykkelse og tvang ved sin måde at fastholde magten på.

Den grusomme magt

Og måske tænker du nu på Syriens afsatte hersker, Bashar al-Assad. Afsættelsen af ham tydeliggjorde hans forkvaklede menneskesyn i form af fængsler med celler til tortur og ikke mindst massegrave. Her finder vi nu mennesker, der først mistede værdigheden gennem ydmygelse og tortur, for til sidst at dø, ukendt for alle i dette grusomme system.

”Fordi han kunne”

Og hvorfor gjorde han det? ”Fordi han kunne!” Hvorfor sendte Putin russiske styrker ind i Ukraine? Svaret kender du: ”Fordi han kunne!” Og fordi ingen kunne eller turde stå op mod Putins magt. Demokratisk valgt, men hersker gennem sin egen magt og forståelse af demokrati. Hvorfor: ”Fordi han kunne!” og ingen hindrede ham i at gøre det.

Ret ind eller tag konsekvenserne

Dybe sår skabt gennem uoverensstemmelser og udøvelse af ubegrænset magt er virkeligheden mellem mennesker i sådanne regimer.

Ret ind eller tag konsekvenserne.

Folkets længsel

Hvad er folkets længsel? Hvad drømmer mennesket om? Se tilbage i tiden til dengang ”det skete i de dage” og tag tidsrejsen til vores tid. Længslen og håbet bor dybt i mennesket. Håbet om frihed! Håbet om selv at forme sit liv! Håbet om fred! Men midt i dette findes også mennesker, der er tilpas med dominerende magt – måske fordi de er tæt på magthaveren. Jeg siger dette, for at læse juleevangeliet ind i dagens situation, som vi kender den med en vis grad af utryghed og angst for fremtiden.

Juleevangeliet indledes med et dekret, en befaling!

Der kan nok ikke tales om ”ret ind eller forsvind!” Men befalingen betød, at folk skulle tælles. Det var ikke nok, at hver familie – hver slægt – vidste, hvor mange de var. Magthaveren, Augustus, udstedte en befaling, der uden hensyn krævede at folk rejste til det sted slægten stammede fra. Og du kender beretningen! Det var ikke et yndlingsscenarie, der opstod for den gravide Maria.

Igen må svaret være ”Fordi han kunne!”

Afstanden mellem Nazaret og Betlehem er ifølge Google cirka 150 km og rejsetiden er omkring 2 timer – i dag. Sæt det i forhold til Josef og Marias vandring med datidens strabadser og udfordringer. Når Maria fødte i Betlehem ved slutningen af rejsen, så handlede det om, at en højgravid kvinde blev offer for magthaveren Augustus’ befaling. Og hvorfor? Igen må svaret være ”Fordi han kunne!” Og den slags magt tager sjældent hensyn til andre end magthaveren – ”fordi han kan!”

Det er stadigvæk scenariet i en verden, der aldrig har været mere oplyst, aldrig har været mere udviklet end vores.

Scenariet i en verden, hvor beregninger af trusselsbilleder skaber mørke og frygt for fremtiden.

Julens budskab er vigtigere end nogensinde

Ind i den virkelighed forkyndes julens budskab også i år. Måske vigtigere end nogen sinde er budskabet om barnet i krybben og i år, som et kæmpe crescendo, englenes sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Giver det mening?  Finder du i dit mørke – med angst for fremtiden – fred og trøst? Ind i den virkelighed skal budskabet om ham, der blev født til verden, forkyndes: At lyset var ved at komme til verden; at i ham findes intet mørke; og at mørket ikke kan gribe det lys og gøre det til mørke. Det er håb!

Håbet

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste at denne dag var den sidste. Han svarede: ”Jeg ville plante et træ!” Det er forkyndelse af håb! Et håb, der midt i mørket tænder lys i form af en stjerne, og et håb gennem englens proklamation: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Evangeliets tale tænder et lys ind i verdens mørke

Evangeliets tale tænder et lys ind i verdens mørke. En tale, der skal hviskes som trøst, til de forsagte og bange. En tale, der skal tales med vægt og overbevisning hos magthaverne, som markering af menneskets dybe ønske og længsel: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!”  En tale, der skal råbes ud i hele verden, som forkyndelse af fred som noget indre. En vilje og en måde at møde medmennesket på, fordi han er din lige og tænker, drømmer og elsker som du. Fred, der ikke blot er fravær af krig, men fred som en indre tilstand og en måde at møde mennesker på. Som evangeliets lys ikke blot er fravær af mørke, men et lys, der skinner og som mørket ikke kan gribe. Det lys blev født til verden og i en verden, hvor magt satte og fortsat sætter dagsordenen. Ikke fordi mennesker ønsker at afgive magten og friheden, freden i eget liv, men fordi nogen tiltog sig en magt: ”Fordi han kan!”

Gud handler ikke, blot fordi han kan

Det er ikke baggrunden for evangeliets tale om ham, der blev født til jord.

Det handler ikke om, at Gud gør ”fordi han kan!”

Gud kom ikke til verden og lod ikke sin søn føde undergivet en menneskelig magt for at demonstrere sin egen magt. Evangeliet om Jesus Kristus forkynder om ham, at han gav afkald, tog en tjeners skikkelse på sig og blev menneske, for at dele vilkår med dig og mig.  Og her er kernen. ”Fred til mennesker med Guds velbehag!” er ikke en ny magt, men en indre kraft til frelse for enhver som tror. Fred givet som en indre virkelighed og glæde – juleglæde, livsglæde – og fred som noget fundamentalt, en indre fred, en fylde af Gud.

Intet menneske får, hvad det drømmer om af en magthaver, der trækker noget ned over hovedet på andre ”fordi han kan!”

Kan Gud kaldes ”magthaver”?

– og er hans handling en magthandling?

Måske stiller du spørgsmålet i dit indre: ”Hvorfor gør Gud dette?” Svaret er ikke: ”Fordi han kan!” Svaret er at Gud gør dette, fordi han elsker! Og det er en helt anden vinkel på magt – en helt anden måde at gøre op med denne verdens magthavere på.

”Fred til mennesker med Guds velbehag.”

Fred til dig.

Amen

Relateret

• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 22. dec. 2025 - Jul og håb i en ustabil verden
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Men jeg ved også, at det er et privilegie, som millioner af kristne ikke har.

Jeg ved, at der er kristne, som er bekymrede, fordi de ved, at der er en reel risiko for, at de bliver angrebet, stukket til myndighederne, smidt ud af deres familier eller mister deres job, fordi de fejrer jul.

Deres vidnesbyrd er hårde, men også fyldt med håb. For på trods af risikoen har de mod og styrke til at holde fast i deres tro. De ved, at frelseren, vi fejrer, er større end den modstand, de møder.

Derfor er min bøn i julen, at Gud må sætte englevagt omkring alle julefejringer, og at jeg, gennem deres vidnesbyrd, må blive mindet om, at Jesus er større end alt.

Glædelig jul.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere