Jonas Norgaard er gift med Hanne Skovgaard, og sammen har de tre børn i alderen 6 til 16 år. Jonas er forfatter til flere bøger om menneskesyn og velfærd, kommer fra en stilling som administrerende direktør i et psykolog- og konsulentfirma og har bl.a. været kommunikationschef i KRIFA og i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Ansættelsen er toårig og støttes af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, DMRU.

Jonas og familien har bl.a. boet tre år i Egypten og arbejdet for Danmission: ”Det giver familielivet et stærkt sammenhold at være udsendt – og udsat. Vi ser et vigtigt, trosfyldt og værdibaseret formål, som simpelthen giver livsfylde, læring og dyb mening. Arbejdet og tjenesten er både et familieeventyr, en dannelsesrejse og et værdivalg for global retfærdighed og udvikling i en højere sags tjeneste. Det er både en stor gave og opgave”, fortæller Jonas. I 2015 hjalp de Rasmus og Line i gang med at kommunikere, som de gjorde så godt under deres tjeneste.

Kabalen gik op

“Jeg glæder mig til at få et bredere udsyn på verden – og berige mine børn med et andet perspektiv på tilværelsen.” Hanne er opvokset på en gård mellem Ikast og Hammerum i Midtjylland. Hun er uddannet biolog.

”Da vi hørte om stillingen som udviklingsarbejder, arbejdede vi meget målrettet på at finde ud af, om BaptistKirken og arbejdet var det rigtige match. Tingene lagde sig så forunderligt til rette, at vi nu er klar til at blive sendt i arbejde og tjeneste for BaptistKirken.”

Det er en stor kabale at flytte en familie på fem til Kigali. Men den er gået op. Johan og Selma er kommet ind på KICS – Kigali International Community School – i Kigali. Den skole gik Line og Rasmus’ børn også på: ”Det var en forudsætning for vores udsendelse, at vores store pige, Oline på 16 år, kunne fortsætte sit gymnasiestudie. Det er muligt på Green Hill Academy i Kigali, som er en af de få skoler i hele Afrika, der udbyder den internationale gymnasielinje ‘IB’, hvor Oline kan tage 2. og 3. g, mens vi bor i Kigali.”

“Jeg glæder mig til at få nogle nye venner i skolen. De er sådan sorte i hovedet og har sort hår. Jeg ved ikke, om de er flinke, men jeg tror, at de er flinke. Men jeg tror, at Gud og børnehavevoksne passer på os.” Johan er 6 år og skal gå på Kigali International Community School sammen med Selma.

Hannes arbejdsgiver i Dansk Miljørådgivning har været så fleksible, at Hanne kan fortsætte sin ansættelse fra en langdistance-arbejdsplads i Kigali. Huset i Ry er lejet ud, og de har lejet et hus i Kigali, som de kan flytte ind i, når de lander den 3. august.

Stor respekt for historien

“I skolen har vi lige haft om FNs Verdensmål. Folk, der er fattige, og mangler penge og bliver syge. De burde have mad og rent vand og et rigtigt hus. Så jeg håber, at vi kan hjælpe dem.” Selma er 12 år.

Hvad er BaptistKirkens styrker og svagheder, når du ser på os udefra?
”Jeg har altid beundret BaptistKirken for en sund balance mellem følelser og fornuft, frihed og fællesskab, forankring og fornyelse. En balance, jeg ser i teologien, i kirkelivet og i samfundsengagementet hos baptister”, fortæller Jonas, der er vokset op i Apostolsk Kirke, hvor både hans morfar og farfar var præster.

“Vi ser arbejdet som både et familieeventyr, en dannelsesrejse og et værdivalg for global retfærdighed og udvikling i en højere sags tjeneste. En stor gave og opgave.” Jonas’ ansættelse gælder perioden fra 1. august 2018 til 31. juli 2020.

”BaptistKirkens historie både skræmmer og fascinerer. Baptister er blevet forfulgt af magthavere, i perioder forført af egne utopier, men har fundet frem til en dyrekøbt og værdifuld forståelse af religionsfrihed, demokrati, personligt engagement, mindretalsbeskyttelse og magtdeling. De værdier ser jeg hos baptister i alt fra et kirkesyn, hvor den enkelte menighed er selvstyrende, over forsvaret for frie og lige rettigheder for alle til et engagement for det fælles bedste. Det har jeg meget stor respekt for. Det motiverer mig. Og det kan jeg i meget høj grad identificere mig med.”

“Det er fuldstændigt fantastisk at få mulighed for at tage en uddannelse i udlandet og bo i Afrika – og få en oplevelse og forståelse for denne verden, for en ny kultur og for udviklingsarbejde.”  Oline er 16 år og skal tage 2. og 3. g på Green Hill Academy i Kigali.

Optimist på baptisters vegne

Jonas er meget optimistisk på BaptistKirkens vegne: ”Den kamp og det opbrud, der er nu mellem det globale og nationale, minoriteter og majoriteter, individuelle rettigheder overfor fælles kultur og sikkerhed minder meget om den tid i reformationen, hvor baptisterne voksede frem. Fordi det ligger dybt i baptisternes DNA at navigere i de spændinger, har BaptistKirken en særlig forudsætning for at forstå og bidrage til tidsånden og sikre oplysning til tidsforvirringen. Både i Danmark og i Centralafrika.”

Læs mere om familien i artiklen ‘Et økumenisk eksperiment’.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Vores valg og mission kan forklares med det, Folkekirkens Nødhjælps stifter A. T. Jørgensen kalder filantropiens dobbelte sigte: ét mod mennesket og ét mod samfundet. Filantropi betyder kærlighed til mennesket og denne næstekærlighed skal engageret favne alle medmennesker og deres samfund. Men hvordan finder man som missionær balancen mellem tjenesten og familielivet?

Næstekærligheden er en engagementets ’filosofi’, fordi ord uden handling er døde. Ord kan naturligvis omsættes lige godt til handling i både Ry og Rwanda, men som familie føler vi, at vi er nået til et punkt i vores liv, hvor vores handlinger ville gøre større gavn i Centralafrika, og hvor vi har et privilegeret overskud og mulighed for at gøre det. Kærlighedens dobbelte sigte retter sig både mod det nære og det fjerne.

Familieliv og tjeneste

Selma

Næstekærlighedens dobbelte sigte retter sig omvendt også både ud mod verden og ind mod familien. Det er et dilemma, når verden omkring en lider. Vi oplever dagligt paradokset mellem at arbejde for trivsel, udvikling og fred i samfundet – og forsømme det på hjemmefronten. Hvornår har du ydet nok? Når behovene skriger efter mere, og du ikke bare som arbejdstager står til regnskab overfor din arbejdsgiver, men som tjener står til regnskab overfor Gud?

I gamle dage var mange missionærer nødsaget til at sende deres børn langt væk på engelske kostskoler. Det slipper vi heldigvis for. Vi ønsker og har oplevet, at livet i det, man kan kalde moderne mission, bringer os tættere sammen og ikke længere fra hinanden.

Johan

Næstekærligheden har også et dobbelt sigte på både det korte og lange perspektiv. Vi efterlever ikke vores forståelse af næstekærlighed, hvis vi slider os selv ned på kort sigt, eller hvis vores børn betaler en så høj pris for vores valg, at de ikke kommer til at trives på langt sigt.

Vi får mere end vi giver

Kærligheden og engagementet er heldigvis ikke et nulsumsspil. Vi modtager i overmål, når vi møder, giver til og indgår i relationer med andre mennesker. Vores børn får en berigende indsigt i sprog, religion og kultur.
I vores tid har vi nået en større lighed og mere ligeværdigt partnerskab i missions- og udviklingsarbejdet.

Oline

Vores kristne tro og familie bliver også beriget af at komme i arbejdstøjet og møde livet i fattigdom, uretfærdighed og konflikt. Vi bliver udfordret til at brede kaldet om næstekærlighed omsorgsfuldt ud til hele mennesker og folde det virksomt ud i konteksten.

Noget på CV’et

Kærlighedens dobbelte sigte er en fordring fyldt med paradokser og dilemmaer. Og den idealistiske filantropi står ikke rent og purt. Den bliver blandet op med og afvejet mod andre mere egoistiske motiver. Ønsket om at lære om verden, leve eventyrligt, få privilegier, skabe en kompetence-profil, som sikrer den fremtidige karriere osv.

Hvordan engagerer vi os, bruger vores talenter og lever passioneret uden at brænde os selv og familien ud? Hvordan plejer vi relationer til andre uden at forsømme de nære relationer?

Hanne

Vi tilstræber derfor en balance, hvor næstekærligheden får et dobbelt sigte på både familielivet og livet i vores omverden; omslutter både det nære og fjerne, det kortsigtede og langsigtede. Vi skal have nærværende hygge, selv når de skyder nede på gaden, som min pige sagde. Og vi har i praksis lært at balancen kun kan opretholdes, når vi også regelmæssigt som familie holder helt fri sammen – i tillid til at noget kan vente til næste uge eller gøres endog bedre af andre.

Baptister på forkant

For snart 100 år siden begynder en bemærkelsesværdig historie i dansk mission. Stærke og markante personligheder og baptister, rejser til Centralafrika for at arbejde med kirkeliv, udvikling af samfundene og dialog mellem stridende parter. Omkring dem opstår efterhånden kirker, skoler, hospitaler, lokalcentre, kvindegrupper, sociale programmer og meget andet.
BaptistKirkens arbejde i Centralafrika begynder lang tid før, der var noget der hed udviklingsbistand, LFA, advocacy, rettigheder eller DANIDA. Men værdigrundlaget er uforandret fra det, missionærerne skabte igennem mange år, og det, som er målet for BaptistKirkens arbejde med kirkeliv, dialog og udvikling i dag. Kort sagt: Tro, håb og kærlighed.

Jonas på projektbesøg i Egypten

Tro, håb og kærlighed

Troen på, at religion og kirker kan spille en afgørende rolle for mennesker og civilsamfundet i særdeleshed og samfundet i almindelighed. Håbet om, at religiøst, etnisk og kulturelt fjendskab og fjendebilleder igennem dialog og mødet med den anden kan transformeres til forståelse, forsoning og fred. Kærligheden til medmenneskets liv, værdighed og rettighed og dermed kampen mod fattigdom og marginalisering.

”Det har været en livsforvandlende oplevelse.” Sådan har jeg utallige gange hørt unge fortælle om deres første udviklingsarbejde. Den livsforvandlende dialog for den enkelte kan på længere sigt og med mange nok blive samfundsforvandlende.

Læs også præsentationen af familien i artiklen ‘Et familieeventyr og et værdivalg’.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Jonas Norgaard Mortensen er fra 1. august 2018 ansat i to år som udviklingskonsulent for BaptistKirken og skal samarbejde med AEBR i Rwanda og UEBB i Burundi. Jonas har tidligere besøgt og arbejdet i Rwanda og Burundi en måned sammen med sin familie, så de er bekendte med både landene og BaptistKirkens partnere og projekter.

Hanne og jeg er som ægteskab et økumenisk eksperiment af frikirkelig karismatik og folkekirkelig tradition.

Mine bedsteforældre på begge sider var frikirkepræster i Apostolsk Kirke og er slægtshistorien om de store vækkelsesbevægelser i Danmark i 1800-tallet. Som en ”Mortensen” blev jeg derfor født ind i og voksede op som “apostoler” af navn, slægt og gavn. Det var en stærk identitet, et stærkt værdisæt og et stærkt fællesskab. På godt og ondt.

Hannes familie er folkekirkeligt forankret i den midtjyske hede og muld, hvor bondekulturen, missionshuset, Indre Mission og KFUM&KFUK er søjler i kulturen, troen og dagligdagen.

Det slog gnister

Det slog ikke bare gnister i kærligheden, men også kulturen og kirkeligheden, da vi fandt hinanden. Vi blev udfordret og tvunget til både at forstå og forsvare vores eget, men endnu vigtigere at forstå og lære af den anden. Af det andet og de andre.

Vi har været ansat i Danmission, et folkekirkeligt missionsselskab, og arbejdet i Cairo under ”Det Arabiske Forår”.

Jonas og Hanne

Vores familieliv og møde med andre kulturer og religioner i både ind- og udland er også blevet en trosrejse. Hvem er Gud, hvem er jeg og hvad er livet? Svaret har ændret sig og ændrer sig stadig.

Det har været en spændende rejse. Vores tro er blevet mindre autoritær og mere autentisk. Mindre indoktrineret og mere integreret. Mindre kontant og mere kærlig. Mindre fordomsfyldt og mere fredfyldt.

Hanne og jeg måtte bygge bro mellem kulturelle og kirkelige forskelle. Vi fik en stærk relation, en styrke og enhed i forskellighed.

Personalismen

Den røde tråd i mit liv er udviklingen af mennesker, organisationer og samfund ud fra det nordiske eller klassiske kristne livs- og menneskesyn.

Det er den værdikamp, der har drevet mig i livet som både foreningsfrivillig, virksomhedsleder, forfatter, foredragsholder og kristen. Jeg er et passioneret menneske.

Jeg fandt ord for det menneskesyn i personalisme og har forsøgt at formidle det i forskellige bøger. En af mine forbilleder, baptisten Martin Luther King, skrev afhandling om personalisme i Boston og tog værdierne om menneskers værdighed, relationer og engagement fra skrivebordet i biblioteket i Boston og ud til slaget i borgerrettighedsbevægelsen. Jeg har været på studietur i Boston, siddet i dét bibliotek og stået med hans afhandling i hånden. Det inspirerer mig dybt.

Det Arabiske Forår

Under det arabiske forår var Mellemøsten en krudttønde. Det kan Rwanda og Burundi også være, men det afskrækker os ikke.

Familien i byen i Mellemøsten

Midt under revolutionen var der voldsomme kampe i Cairo og jeg kan huske, at vores mellemste datter, Selma, i al sin uskyld, sagde “mor, nu skyder de igen fyrværkeri af”. Det var meget voldsomme og historiske begivenheder; folket satte deres liv på spil for at vælte et autokratisk regime og kæmpe for frihed, rettigheder og demokrati. Alt det, vi hylder, holder taler om og opsætter som målsætning i vores udviklingspapirer.

Det Arabiske Forår blev historisk og revolutionerne ændrede meget af vores arbejde i Egypten, Libanon og Syrien fra udvikling i stabile autokratiske regimer til nødhjælpsarbejde i revolutions- og krigshærgede lande.

Livet og alle sanserne var som forstærkede og fortryllede de år. Det er lige så dragende og meningsfyldt, når man er i det, som det er skræmmende og uforståeligt, når man er på afstand.

Religiøse ”analfabeter”

I de år lykkedes det os for eksempel at få Udenrigsministeriet og DANIDA til at anerkende styrken i trosbaseret og kirkeforankret udviklingsarbejde, demokratisering samt freds- og forsoningsdialog. Det var vigtigt – og det var på høje tid. Danmark er sekulariseret og mange danskere er efterhånden religiøse ’analfabeter’, men i de fleste udviklingslande betyder tro og kirke alt for fred, udvikling og demokrati.

Lige siden vores år i Mellemøsten har vi drømt om at bringe den viden og erfaring mere i spil igen og dirigere vores liv, kald og værdier mod dét meningsfulde arbejde.

Læs også artiklen ‘Mission er filantropi’, hvor Jonas fortæller om familiens drivkraft.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere