Lyt til kommentaren:

Baptistkirkens sprog ændrer sig. Titlerne forandres: pianisten bliver lovsangsleder, udvalg bliver til teams, og menighedsrådet bliver til ledelsen. Det lyder moderne og effektivt – og nogle gange er det sikkert også praktisk.

Når vi låner sproget, låner vi også logikken

Men sproget er ikke neutralt. Ord skaber mening, og ordene former vores forestilling om, hvad kirken er, og hvad vi er for hinanden. Spørgsmålet er, hvad der sker med en kirke, der lærer den sekulære verdens ledersprog så godt, at den taler det helt uden mislyde.

Guds rige vender magten på hovedet

Den sproglige glidning blev tydelig for mig, da jeg læste Johannes Aakjær Steenbuchs bog ’The Kingdom of God is Anarchy’ – på dansk ’Guds rige er anarki’.[i] Normalt forbinder vi anarki med uorden og konflikt. Johannes beskriver Guds riges anarki som frihed fra, at mennesker sætter sig over andre. Guds rige er et fællesskab, hvor søgen efter magt og status ikke er de drivende kræfter. I Guds rige er det værdighed, respekt og tjeneste, der bærer fællesskabet. Hvis det er et billede på Guds rige, må det også udfordre den måde, vi taler om og er kirke på.

Kirke nedefra  – ikke oppefra

I den baptistiske tradition vokser kirken nedefra. Baptister ser ikke kirken som et velorganiseret hierarki, der skal på plads, før kirken kan vokse. De første baptistmenigheder var ikke topstyrede projekter med en fjern ledelse. De bestod af mennesker, der tog ansvar for forkyndelse og menighedsliv sammen – med deltagelse, gensidigt ansvar og tjeneste som ideal.

Storhed måles i tjeneste

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Gør vi ledelse til et ideal i sig selv, risikerer vi at importere en kultur, hvor tempo, synlighed og gennemslagskraft giver status – og magt. Evangeliet peger en anden vej: styrke viser sig i at tjene, og storhed viser sig i at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Guds riges anarki er ikke et romantisk ideal, det er en konkret måde at være menighed på, hvor vi ikke bruger position, erfaring eller talegaver til at presse vores vilje igennem, men til at skabe rum for hinanden.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at ’Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.’[ii]

Købner skrev ’kirkens grundlov’

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev”, siger Johannes Steenbuch i et tidligere interview med baptist.dk, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Påvirkningen kommer med ordene

Tabet af fortidens fokus på tjeneste har ikke en enkel forklaring. Men påvirkningen kommer med sproget. Når vi bruger sekulære ord og begreber i kirken, lader vi os påvirke. Tjeneste er ikke et ord, der bliver brugt ret meget i verden uden for kirken, måske er det derfor, vi er ved at glemme det i kirken. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, hvis den lytter mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’ end til Jesus’ ord om at tjene.

Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer, som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

[i] ‘The Kingdom of God is Anarchy’ er omtalt på baptist.dk her: https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/

[ii] Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch:

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand.mag. i filosofi
• tilhører Baptistkirken Bornholm

I klassisk kristen skabelsesteologi i oldkirken blev det efterhånden en udbredt tanke, at verden er skabt god ’ud af intet’ for at modtage sin tilværelse som gave fra Gud.

Gud skaber, fordi han er god!

Athanasius af Alexandria (ca. 298-373) forklarede, at Gud skabte verden simpelthen, fordi han er god. Derfor misundte han ikke noget at være til. Gud er treenig og i sig selv en relation af fuldendt godhed og kærlighed. Gud er ikke tvunget til at skabe, men fordi Gud er god, giver Gud sig til at dele ud af sin overflod.

Skaberværkets mangfoldighed vidner om, at det er skabt af en personlig Gud, forklarede Athanasius, for hvis det hele kom af et upersonligt princip, ville der ikke være nogen mangfoldighed. Der er ikke noget ‘formål’ med skabelsen, for skabelsen er i grunden sit eget formål. Hvis der er et formål med skabelsen, er det, at verden skal glæde sig over Guds godhed.

Hvis der er et formål med skabelsen, er det, at verden skal glæde sig over Guds godhed.

Skabt ud af intet

Den kristne skabelsesteologi har på mange punkter ligheder med tidligere opfattelser, der også talte om, hvordan skaberguden glædede sig over skabelsen. Det nye ved kristendommen er tanken om ‘skabelse ud af intet’. I modsætning til andre skabelsesmyter skal Gud ikke overvinde noget for at skabe, men Gud skaber simpelthen verden ud af intet, da han skaber den ved sit Ord, som vi fx hører det i de første vers i Johannes-evangeliet.

Irenæus af Lyon (ca. 130-200) forklarede det sådan, at Gud ikke havde brug for noget uden for sig selv for at kunne skabe verden. Ordet og Ånden er Guds ‘hænder’, som han bruger til at skabe verden ‘ud af intet’.

Skaberværket tager del i Gud

Da Paulus holdt sin berømte tale på Areopagos i Athen, sagde han, at vi lever, ånder og er i Gud.1 Det forstod mange tidlige teologer sådan, at skaberværket tager del i Guds virkelighed. Origenes af Alexandria (ca. 184-253) forklarede, at hvis det skabte kunne være til af egen kraft, ville det være guddommeligt på linje med Gud. Men skaberværket kan ikke undvære Gud, og det skabte kan derfor kun være til, når det hviler i Gud.

Skaberværket er forskelligt fra Gud, for det er skabt, men det tager samtidig del i alt det gode, som det modtager fra Gud. Alt er godt, såfremt det hviler i Gud.

Tilværelsen er med andre ord en gave fra Gud, som vi aldrig kan gøre til vores ejendom, men som vi hele tiden må modtage og give videre i taknemlighed.

Skabt til at tage del i Guds Ord

Også Gregor af Nyssa (ca. 335-395) forklarede, at Gud skabte mennesket, alene fordi Gud er god. Guds Ord er, forklarede Gregor, ‘livet selv’, som giver liv til alt levende. Alt skabt tager del i Guds væren, men mennesket tager i særlig grad del i Guds Ord.

Mennesket er, som det hedder i skabelsesberetningen, skabt i Guds billede.2 Det kommer til udtryk ved, at vi kan tænke og tale og relatere til hinanden. En anden måde at sige det på er måske, at vi er skabt til at fortælle med på Guds fortælling om vores liv.

At mennesket er skabt i Guds billede ligger til grund for det klassiske kristne menneskesyn, hvor ethvert menneske har uendelig og ukrænkelig værdi – ikke fordi vi har værdi i os selv, men fordi vi er skabt til at tage del i Guds kærlighed.

Ethvert menneske har uendelig og ukrænkelig værdi – ikke fordi vi har værdi i os selv, men fordi vi er skabt til at tage del i Guds kærlighed.

Håb om genoprettelse

At verden er skabt ved Guds Ord betyder, at Jesus, som jo er Guds Ord, ikke bare er en biperson i Guds fortælling. Guds Ord er med fra første færd. Verden er skabt ved det samme Guds Ord, som vil føre hele skaberværket til genoprettelse igen, skrev Athanasius. Jesus er verdens frelser, fordi verden er skabt ved ham.

Konkurrerende bevægelser hævdede i oldkirken, at verden var skabt ond. Overfor dem insisterede kristne teologer på, at verden er skabt god. Kroppens opstandelse er ikke skidt, som kristendommens kritikere hævdede, men et led i genoprettelsen af skaberværkets oprindelige godhed. Frelse handler ikke om at flygte fra verden til ‘himlen’, men om udfrielse fra dødens magt over menneskelivet.

Frelse handler ikke om at flygte fra verden til ‘himlen’, men om udfrielse fra dødens magt over menneskelivet.

Men hvor kommer det onde så fra?

Det er naturligt at spørge, hvor det onde kommer fra, hvis verden er skabt god. Kristne teologer insisterede på, at det onde ikke har nogen selvstændig eksistens, for alt, der er til, er skabt godt. Det onde må betragtes som fraværet af det gode, et brud på verdens oprindelige godhed.

Det onde opstår, fordi menneskeheden har vendt sig væk fra livets kilde. Det onde er ikke en del af Guds skaberværk, og intet menneske er skabt til at gå fortabt. De første kristne teologer afviste, at der var mennesker, der var forudbestemt til fortabelse – en opfattelse, der alligevel blev almindelig i senere teologi, herunder den protestantiske.

Det onde må betragtes som fraværet af det gode, et brud på verdens oprindelige godhed.

Hvad gik der galt?

I protestantisk teologi har det været en udbredt opfattelse, at Gud skabte de fleste mennesker til fortabelse for at demonstrere sin magt og strenghed, men ellers uden nærmere grund. Sådan et gudsbillede har givetvis bidraget til den moderne oplevelse af verden som meningsløs og uden formål.

Her er der meget at lære af oldkirkens teologer: Gud er ikke en fjern, utilregnelig magt, men kilden til alt godt, som arbejder på hele skaberværkets genoprettelse.

1 Apostlenes Gerninger kap. 17, vers 28
2 1. Mosebog kap. 1, vers 26

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 09. feb. 2023 - Forvalter af skaberværket
• 20. dec. 2022 - Et bæredygtigt liv i praksis

Find flere

Anmeldelse af Guds rige er anarki. Evangeliet mellem magt og afmagt. A/politisk teologi. København: Fønix (Palmeserien nr. 13), 2019. 193 sider.

Johannes Aakjær Steenbuch (JAaS) (formand for BaptistKirkens Teologiske Forum), har skrevet en udfordrende bog om kristentroens forhold til magt og afmagt – om kristen praksis i lyset af Jesus’ forkyndelse af Guds rige. Bogen dækker et stort materiale, er velargumenteret og fyldt med prægnante teologiske udsagn. Jeg vil i det følgende opridse bogens vigtigste pointer og håber dermed at inspirere til læsning og studie af den. Det fortjener den.

Umiddelbart vil mange studse over bogens titel. Anarki? Anarki forstår vi almindeligvis som lovløshed, men Guds rige handler vel ikke om at sætte sig uden for loven? JAaS gør opmærksom på, at ordet har rod i det græske archê, der betyder ”magt”, ”myndighed”, men også ”begyndelse”. An-archê (anarki) betyder således ”ikke-magt” eller ”uden begyndelse”, og det er i den betydning, det bruges i bogen. Guds rige er det magtfrie rum, et rum, hvor kærlighed og frihed hersker, et rige der ikke er skabt gennem voldelige handlinger – som denne verdens riger normalt er. Denne forståelse af Guds rige som anarki er inspireret af den russiske politiske og religiøse filosof, Nikolai Berdjajev.[1]

Bibelens vidnesbyrd

Bogens første hoveddel gennemgår den bibelske forkyndelse af Guds rige, fra dets rødder i Det Gamle Testamente, med sit centrum i Jesu forkyndelse og sin videre udfoldelse hos Paulus. Jesus´ guddommelighed kommer ikke til udtryk gennem overmenneskelige egenskaber eller i magt og pomp og pragt, men i at alle magtforhold i Jesus vendes på hovedet, og det gudsrige, der bringes med Jesus, er radikalt anderledes end ”denne verdens” riger (s. 43). Jesus falder ikke for fristelsen til at indføre Guds rige med politiske magtmidler, for riget bygger netop på alternativet til magt: kærlighed og tilgivelse. Ikke sådan forstået, at kærlighed er en ny form for magt, tværtimod er det netop alternativet til magt (s. 73). Gudsriget er ikke blot en ”indre”, en ”psykologisk” tilstand, og det er ikke en flugt ind i en ”åndelig sfære”. Gudsriget søger virkelig at omstøde verdens magtsystemer, men ikke gennem magt, men gennem kærlighed.

At Guds rige ikke er ”af denne verden” betyder ikke, at det hører til i det hinsides, men at det her og nu kæmper med andre midler end denne verdens magter. Jesu bud om at ”vende den anden kind til” er heller ikke et spørgsmål om passivt at acceptere vold, men en opfordring til ikke-voldelig, kreativ, civil ulydighed med forsoning som mål.

Centralt i denne del – og i bogen som helhed – er forståelsen af Jesus´ død. Jesus tager den gamle, magtsyge menneskehed med sig i døden, og ved hans opstandelse skabes en ny forsonet menneskehed, der har del i Guds rige. Det er det kristne evangelium i en nøddeskal. Ved sin død på korset gør Jesus det umulige og går ad den snævre sti, ”som ingen af os er i stand til at træde ind på, fordi vi er faret vild på den brede vej, magtens, pengenes, bekymringernes, dømmesygens og voldens vej” (s. 68). Det er ikke et tilfælde, at Jesus bliver korsfæstet. Korsfæstelsen var for outsidere, slaver og politiske oprørere. Jesus dør, fordi han sætter sig op mod politiske og religiøse magter. ”Ved hans død er vi principielt sat fri fra den spiral af vold og gengældelse, vi har lagt os ind under med vores uretfærdighed” (s. 70). Jesus´ død sætter os fri fra at blive slaver under magt, begær efter ejendom, og fra frygten for døden. Han døde for os, og vi er døde med ham og oprejst med ham, dvs. sat fri til at leve et liv ikke i lydighed mod magterne, men mod Gud. Synd er netop ”… at ville tjene de magter og myndigheder, som Kristus har besejret” (s. 75).

Teologiske perspektiver

Bogens anden hoveddel er viet de teologiske perspektiver, som denne læsning lukker op for. Jesus´ forkyndelse og – gennem sin død og opstandelse – legemliggørelse ­af Guds rige betyder en radikal kritik af al religion, herunder alle sekulære religioner som humanisme, kapitalisme, forbrugerisme og teknologi, idet disse bliver afguder, der betjener sig af magtens midler (det gælder i øvrigt også Kristendom som religion betragtet), og det er netop disse magter, Jesus´ død afvæbner. ”Også kristendommen selv må derfor løbende udsættes for kristen religionskritik, hvis evangeliet skal stå klart frem. Evangeliet er en frisættelse fra religion, uanset om der er tale om den `overnaturlige´ af slagsen, eller om der er tale om humanismens, civilreligionens eller kapitalismens dyrkelse af mennesket, staten, det folkelige fællesskab, nationen og Mammon, vækst og velstand” (s. 85-86). Der er brug for en langt bredere religionskritik end den, der blot går ud at anfægte, at der er en Gud i det høje, skriver JAaS.

JAaS betoner med Karl Barth, at vi alene kender Gud gennem åbenbaringen i Jesus Kristus, og ikke gennem nogen filosofisk, abstrakt forståelse. Kristus er nøglen. Derfor kan Kristendommen heller ikke lægges til grund for et politisk projekt. Det er ikke os, der skal bygge riget (ud fra nogle overordnede principper eller såkaldte værdier). Vi skal følge Kristus. Gud bygger selv sit rige, og det indebærer frasigelsen af magt, og hengivelse til kærlighed (s. 90).

Gud er ikke vred

I et afsnit om den ikke-voldelige Gud, tager JAaS et opgør med forståelsen af Gud som vred, en Gud hvis vrede kun kan stilles gennem et blodigt offer. I denne teologi, der har været og stadig er fremherskende i store dele af kristenheden, frelser Gud så at sige gennem vold. Forståelsen har i kristen tradition været brugt som legitimering af voldsanvendelse. Kan Gud være voldelig, kan vi også, lyder logikken. JAaS betoner, at Jesu død netop er et opgør med vold, ikke en sanktionering af den. ”Jesus dør for at besejre magt og myndighed ved at frasige sig magten – ikke for at tilfredsstille en voldelig og magtsyg Gud” (s. 93). Derfor er ikke-vold den eneste mulige praksis for kristne. Det handler dog ikke om at bekende sig til en principiel pacifisme, og heller ikke indtage rollen som underkuet, der søger at ægge voldsmanden til medlidenhed, men i efterfølgelse af Kristus i enhver konkret situation at vælge ikke at bruge magt. Ikke-vold handler om at se den enkelte (også sin fjende) som en ny skabning (s. 96). ”Anarki som trospraksis skal (…) forstås som konkrete forsøg på at skabe magtfrie rum, snarere end et politisk projekt eller ideal” (s. 97).

Ved korset er vi sat fri fra den gamle verden og dens magter og myndigheder. Ved Kristus´ opstandelse er en ny verden blevet til, som står over enhver nations folkeånd, et rige hvor mennesket afstår fra at søge rigdom og magt. Hvor der før var vold og magt, fyldes tomrummet nu af Guds rige. Det onde, det dæmoniske, er områder med fravær af kærlighed. Det er kirkens kald at fylde hullerne med kærlighed (s. 101).

Kaldet er til at elske, ikke dømme

Et afsnit med overskriften ”Frihedens etik” rummer et centralt tema for JAaS. Kristus´ død og opstandelse betyder frihed, og denne frihed betyder, at man selv fries fra ønsket om at dømme andre. Dommen over synden er afsagt én gang for alle ved Jesus´ død på korset, og det er ikke den kristnes opgave at dømme nogen. Kaldet er at elske, ikke dømme. Enhver dom over andre er at tiltage sig magt og myndighed, som alene er Guds. ”At være `praktiserende kristen´ betyder hverken mere eller mindre end at elske andre” (s. 104). Kristen næstekærlighed er ikke et moralsk ideal og kan ikke gøres til en ideologi eller et politisk program, for kristen næstekærlighed er at afstå fra at dømme sin næste, men til gengæld elske vedkommende i det konkrete. Gud er ene den, der befrier os, og vi dem, der er sat fri og derfor afstår fra vores egne moralske, ideologiske eller politiske projekter.

Pengeguden og hans fætter

Den sidste del af andet hovedafsnit er viet til en række kultur- og samfundskritiske betragtninger. Under overskriften ”pengeguden og hans fætter” og ”ejendom er tyveri” retter JAaS sigtekornet mod den afgudsdyrkelse, som penge og private ejendomsret er blevet. Skytset hentes ikke mindst hos flere af kirkefædrene, der forholdt sig kritisk til privat ejendom. Der er ikke nok, at vi bliver mere godgørende med det, vi kalder ”vores eget”. Der er brug for, at vi helt skifter perspektiv og forstår, at alt er givet os. Vi har kun ”ret” til at bruge det, vi har behov for. Afsnittene ”En anden verden er mulig” og ”Håb for alle” runder andet hovedafsnit af med en række vigtige overvejelser om kirkens mulighed for at være en stemme i samfundet. ”Vi kan og skal ikke indføre gudsriget på jorden, men evangeliet om gudsriget (som er en realitet i Kristus) kan inspirere til kritik af den uretfærdighed, ufrihed og ulighed, som vi konkret bevidner. Det betyder ikke passivitet i forhold til vores rolle i samfundet. Tværtimod. Jesus har med sin død og opstandelse ”sat os fri af dødens magt – og det betyder, at vi er fri fra at bekymre os for, hvad der sker, når vi dør, så vi i stedet kan engagere os radikalt her og nu” (s. 133-34).  Opgaven består i at engagere sig i verden og gøre det klart for verden, at dens fyrste er dømt (Joh 16,11) – og at det er godt nyt” (s. 139).

Kirken og dens opgave

Tredje og sidste del af bogen handler om kirkens opgave. ”Gudsrigets anarki er ikke kaos og uorden, men forligelse og forsoning, frihed og kærlighed, som gør magtanvendelse overflødig, hvor det vinder frem” (s. 147). Kristendom er uforenelig med uforsonlighed, had, splittelse og uretfærdighed, og det er kirkens opgave at vidne om dette anderledes liv gennem sin praksis. Dog må kirken ikke forfalde til moralsk idealisme, hvor kristendommen bliver en god ”idé”, en drøm som kirken skal realisere. Derfor kan det paradoksalt nok være, når kirken ikke bliver aktivistisk, at den tydeligst vidner om gudsriget, mener JAaS (s. 149). Kirkens opgave er først og fremmest at afsløre magtinteresser, og at øve religions- og ideologikritik, sådan at mennesker kan sættes fri af falske magter og finde en ny identitet i gudsriget, som ikke er knyttet til magt, myndighed og herredømme (s. 151).

Ledelse er tjeneste

Under overskriften ”Kirkens grundlov” retter JAaS en skarp kritik af det fokus på lederskab, der har præget især frikirkelige kredse i en del år, og som ofte har ført til lederdominerede menighedsmodeller. Når man overtager erhvervslivets ledelsesstrukturer og idealer om ”stærk” ledelse, underlægger man kirkens liv et paradigme, som den netop er kaldet til at være et alternativ til, fremhæver JAaS. Kirkens opgave er ikke at ”sælge et produkt”, men at være vidnesbyrd om et anderledes liv. ”Kirken skal i sin form og organisation afspejle det evangelium, den er sat i verden for at forkynde” (s. 154).

Jesus taler om, at den, der vil være leder, må være alles tjener (Matt 20,28). Netop dette kaldte den dansk-tyske baptistpioner, Julius Købner, for ”kirkens grundlov”. I menigheden er ingen over andre, og ingen mellem os og Gud. Ledelse handler ikke om status, men om tjeneste. ”Den sociale kontrol, der kendetegner mange sekteriske religiøse miljøer, er udelukket for den kirke, der vil vidne om gudsrigets magtfrie rum ved at værne om den enkeltes myndighed og samvittighedsfrihed” (s. 157).

Det skal ikke forstås sådan, at alle i kirken har lige meget ret, men snarere at ingen har ”ret”, for det har kun Gud. Ifølge JAaS betyder denne lighed ikke automatisk, at vi skal tilstræbe konsensusdemokrati, som han mener ofte kan blive for konservativ og favorisere de veltalende og ”karismatiske”. Ligheden kan ligeså vel – eller bedre – realiseres i mere formelle strukturer. Bundlinjen er dog altid, at ingen struktur og ledelsesmodel er absolut og ”svarer til” gudsriget. ”Det nærmeste, vi kommer den perfekte kirke, er et fællesskab, der realistisk og selvkritisk er opmærksom på sine fejl og mangler, og som netop derfor giver plads til frisind og frimodighed” (s. 162).

Kirken skal ikke agere politisk

Kirkens forhold til stat og politik tages op i det følgende afsnit. Her mærker man JAaS’s gæld til både anabaptister og til Karl Barth og den dialektiske teologi. Kirkens rolle er at vidne om gudsriget, ikke at blive politisk. Det betyder ikke, at kirken ikke har en stemme i det offentlige, men kirken skal ikke agere gennem politik, men gennem forkyndelse og sit eget liv. Kirken må anerkende, at staten har en midlertidig rolle (i modsætning til kirkens som er knyttet til det evige, gudsriget), som også indebærer at voldsanvendelse – men kirkens rolle er en anden. Kristne skal ikke flygte ud af samfundet, men være tilstede med et vidnesbyrd om, ”at der er en enhed og et fællesskab, som er vigtigere end alle skel mellem mennesker” (s. 169).

Kirkens ”udenfor-hed”

JAaS betoner i et afsnit om det globale og økumeniske over for det lokale, at kirkens rolle altid er at være tro over for det konkrete, det lokale. Mennesket har et begær efter at samordne alt i totalitære enheder, hvad end det handler om ideologier, politik eller religion. Kirken må modsætte sig dette begær og være tro over for den eneste, som er over alt: Kristus. Kirkens enhed består, når vi lokalt vidner om Ham. Dette gør kirken ved konkret at stå samme med alle, der er ”udenfor”. Vi skal snarere erkende kirkens ”udenfor-hed” – at vi er fælles med alle, der er udenfor ­– end etablere kirken som et ”indenfor”, som skal rumme alle. Jesus gik selv til samfundets yderste margener og døde som udstødt og kriminel (s. 173). JAaS advarer gentagne gange mod lysten til at gøre kirken til en magtfaktor, og gøre gudsriget eller kærligheden til et projekt, vi vil have til at lykkes. For kirken er der ikke et middel (fx at elske) som tjener et mål (kirkens vækst), men middel og mål er det samme.

Helligånden skal overbevise

JAaS’ grundforståelse af gudsriget som det, der er i modsætning til denne verden, fører i et afsnit om apologetik (forsvar for troen) til en advarsel mod at føre forsvar for troen på denne verdens præmisser, dvs ved argumentation og retorik. Kirkens opgave er at forkynde evangeliet og stole på, at Helligånden gør sit arbejde med at overbevise. Det er fristende at søge at argumentere mod fx ateisme og andre ideologier på rationalitetens præmisser, men det er en fælde, for det ender netop i den magtudøvelse, som gudsriget ikke kan have noget med at gøre. ”… jo stærkere argumenter, jo større risiko er der for, at trosforsvar bliver åndelig magtudøvelse. Det eneste kirken kan gøre er at fortælle om det gudsrige, der står i modsætning til menneskelig magt og herredømme, og som derfor stiller kirken selv i øjenhøjde med resten af verden” (s. 179-80).

Anarki er frihed, ikke kaos

Det sidste afsnit i bogen handler om bøn og gudstjenesteliv. På samme måde som kirken aldrig må blive del af verdens ”magter og myndigheder” ved at betjene sig af dens virkemidler (magt og manipulation), må bønnen og gudstjenesten ikke blive en del af et religionsvæsen i den forstand, at det bliver midler, vi bruger for at opnå noget. Vi beder ikke for at forandre Gud (efter mål vi selv definerer), men vi beder som et gensvar på Guds tiltale. Vi holder heller ikke gudstjeneste for at tilfredsstille Gud med vores lovsang, men for at praktisere de tegn på gudsriget, som står i modsætning til denne verden: forkyndelse, dåb, nadver, diakonalt arbejde, der vidner om Ham som herre. Den kristne liturgi ”må svare til Helligåndens frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22-23). Helligånden skaber fællesskab, forståelse og indsigt – velordnet anarki, frihed, ikke kaos” (s. 190). Fra gudstjenesten går menigheden ud i verden med evangeliet om gudsrigets grænsesprængende forsoning og forligelse. Her viser det sig i praksis, at ”Guds rige er nær” (s. 190).

En afsluttende bemærkning opsummerer bogens hovedanliggende: Gudsrigets anarki som kristen trospraksis bygger på en grundholdning, en strategi, en metode, en tilgang til magt og lederskab, der er radikalt anderledes end ”denne verdens”.

Bedømmelse

Her slutter JAaS. Man kan sige, lige når det skal til at blive interessant. For det er den konkrete udfoldelse i menighedsliv og kristen efterfølgelse, der afgør om tankerne i denne bog er andet end det. Det, der til gengæld udfoldes i bogen, er både bydende og indbydende. Her har vi fået en fremstilling af gudsriges-tanken i Det Nye Testamente, som man både i klarhed og perspektiv har svært ved at finde en parallel til i dansk teologi. Det er en bog, der fortjener at blive læst og studeret af teologer såvel som lægfolk. Den er en kærkommen kritik af meget moderne kirkeliv og bogen vil – uanset om man er enig eller uenig i dens udgangspunkt og udsyn – føre til centrale samtaler om, hvordan vi forbliver tro over Jesus’ forkyndelse af gudsriget midt i en verden, der forguder magt, uanset om denne er politisk, religiøs, økonomisk eller af anden art.

[1] JAaS står i øvrigt på skuldrene af kirkefædre og er præget af både Karl Barth, Jürgen Moltmann, ikke-voldstraditioner som man finder dem hos anabaptister, social gospel-traditionen, og tænkere som William Stringfellow og Jacques Ellul.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi
• bor på Bornholm og tilhører Bornholms Baptistmenighed

Evangeliet om Guds rige kan ikke reduceres til en lære om et kommende tusindårsrige eller en åndelig tilstand for de særligt spirituelle. Det kristne budskab angår ikke kun en særlig åndelig sfære af tilværelsen. Evangeliet har også betydning for vores daglige liv.

Store krav

En stor del af Jesus’ lære handler om gudsriget, der fungerer på helt andre vilkår end menneskeskabte samfund. Jesus gør det klart, at hans disciple skal give til alle, der beder, tilgive uden grænser, elske deres fjender og ikke dømme andre og så videre.

Alligevel møder vi sjældent nogen, der bogstaveligt lever efter hans lære. Jesus’ bud er altid mere radikale, end vi tror. Selv hvis vi nøjes med at se gudsriget som et flot ideal, ramler det ofte ind i den orden, vi tager for givet.

Hver gang nogen mener at have sit på det rene, gør Jesus det klart, at der er mere at gøre – som i historien om den rige unge mand, der må gå skuffet bort, da Jesus byder ham at give alt, hvad han ejer, til de fattige.[1]

Kærlighed er lovens fylde

Jesus koger hele sin lære ned til, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Paulus forklarer, at kærlighed er lovens fylde.[2] Det er den ’kongelige lov’, forklarer Jakob i sit brev.[3] Kærlighed er med andre ord den lov, der gælder i gudsriget, uden ‘men’ eller ‘hvis’. Derfor er der ingen del af menneskelivet, som er undtaget fra gudsrigets krav.

Der er ingen opskrift på, hvad det i praksis vil sige at behandle andre, som man selv vil behandles. Evangeliet sætter os fri til at tænke selv, men gør os netop derfor også myndige og ansvarlige. Ethvert forsøg på at sætte kærligheden i system er egentlig at udvande evangeliet.

Ethvert forsøg på at sætte kærligheden i system er egentlig at udvande evangeliet.

På dørtærsklen til gudsriget

Det er egentlig ganske enkelt: At udleve evangeliet om gudsriget i dagligdagen betyder hverken mere eller mindre end at elske andre som sig selv. Vi ved udmærket godt, hvad vi skal – problemet er, at vi ikke vil. Vi må gang på gang indrømme, at vi ligesom Jesus´ disciple ofte gør alt for at bortforklare evangeliets krav til os.

Men med sin død – og vores død med ham på korset – har Gud sat en grænse for vores uvilje og manglende retfærdighed. Med sin opstandelse har han skabt en ny menneskehed med borgerskab i gudsriget. Vi er på én gang vores gamle uretfærdige jeg og nye mennesker med del i Guds rige. Til stadighed står vi på dørtærsklen til gudsriget.

Guds rige er skjult

Guds rige er endnu skjult til stede blandt os. Også derfor kan vi aldrig dømme om, hvorvidt andre mennesker lever med dets kærlighed i dagligdagen. Guds rige er til stede, hvor vi mindst venter det – i det mindste kærtegn, i en uanselig omsorg for et andet menneske. Guds rige kan vi ikke gøre til genstand for metoder og programmer, business og ledelse.

At der er tale om Guds rige, betyder, at evangeliet handler om en virkelighed, der har sin oprindelse uden for os, i Gud. Guds rige handler ikke om visioner og værdier, men om, at der findes en helt anden virkelighed, som er ved at bryde igennem vores.

Der er intet spektakulært over gudsriget, men det vokser som ukrudt, der skyder op gennem fortovet. Hævder nogen at være ved at realisere Guds rige på jorden, kan vi være sikre på, at det ikke er Guds rige, men babelstårnet, der er ved at blive genopført.

Der er intet spektakulært over gudsriget, men det vokser som ukrudt, der skyder op gennem fortovet.

Evangeliet er politisk

Evangeliet er ’politisk’, for det handler om, at Guds rige, en ny verdensorden, er nær. Guds rige er virkeligt på trods af vores mere eller mindre mislykkede forsøg på at skabe små og store perfekte samfund på jorden.

Verden er skabt god, men enhver orden – fx social, kulturel, økonomisk, politisk – som vi forsøger at beherske verden med, er per definition præget af uretfærdighed. Evangeliet er godt nyt, men det er også klart, at den orden, vi kender, netop ikke er Guds rige. Guds rige ophæver ikke det gode skaberværk, men sætter det fri af uretfærdige menneskeskabte systemer.

Evangeliet handler om, at en helt ny virkelighed er ved at bryde igennem – ikke kun, at der skal justeres lidt på dele af den gamle virkelighed. Selvom evangeliet er ’politisk’, kan det ikke omsættes til et politisk program. Evangeliet sprænger enhver politisk ideologi.

Vi kan vidne om gudsriget

At leve med evangeliet i dagligdagen betyder en bevidsthed om tingenes foreløbighed – men også et håb for fremtiden. Det betyder fx, at vi ikke behøver at betragte menneskeskabte politiske og økonomiske systemer som uforanderlige. At en anden verden er mulig.

Vi kan ikke selv indføre gudsriget på jorden, men vi kan vidne om det ved at kritisere den uretfærdighed, vi ser omkring os. Vi kan vidne om gudsriget ved at sige ’nej’ til alt, der puster sig op og vil være noget stort i verden – og vi kan vidne om gudsriget ved at række ud og vise omsorg for alt, der er svagt og udstødt.

Gør vi det, kan det være, vi allerede nu får lov at se Guds rige – i glimt, men alligevel nok så virkeligt.

[1]    Matthæusevangeliet kap. 19, vers 16-22

[2]    Romerbrevet kap. 13, vers 8

[3]    Jakobs brev kap. 2, vers 8

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber
• 10. apr. 2025 - Tidsånden

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• Ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• Cand. mag. i filosofi
• tilhører Kristuskirken / regen

Baptister har i tidens løb givet forskellige bud på, hvordan børn kunne frelses, når de nu ikke var troende og omvendte. Nogle har helt afvist læren om arvesynden, mens andre har peget på, at dens magt er brudt i kraft af Jesus. Nogle baptister har ment, at børn først er ansvarlige for at tage imod evangeliet, når de når en vis alder.

Det giver ingen mening at formulere en særlig ‘teologi om børnene’, for som mennesker står vi principielt i samme situation uanset, hvilken alder vi har. Vi forstår kun stykkevist, som Paulus skriver. Den dansk-tyske baptistpionér Julius Købner slog derfor fast, at vi alle er børn overfor Gud.

Vi er alle i samme båd

Når Jesus forklarer, at Guds rige tilhører børnene[1], skyldes det ikke, at børnene har en særlig privilegeret adgang til Gud. Pointen er snarere, at det ikke er vores evner og nok så modne åndelige kvalifikationer, der giver os adgang til Guds rige. Børnene har dog den fordel, at de ingen illusioner har om, at de kan gøre sig fortjent til nåden.

Det giver ingen mening at formulere en særlig ‘teologi om børnene’.

Når Jesus omvendt forklarer, at det er umuligt for en rig person at komme ind i Guds rige[2], er pointen jo, at det er umuligt for os alle sammen – men muligt for Gud. Pointen er, at vi alle er i samme båd og magtesløse syndere overfor Gud. Paulus gør det klart, at alle mennesker er blevet syndere med Adam, at ingen søger Gud, og at ingen derfor kan kaldes ’retfærdig’[3].

Synd betyder i Bibelen mere end bare at overtræde nogle regler. Synd og uretfærdighed kan defineres som det ‘at mangle en relation til Gud’. Synd er ikke nogle bestemte handlinger, men at vi som mennesker har et brudt forhold til Gud.

Det er altså ikke, fordi spædbørn er bevidst ‘onde’, eller fordi de har forbrudt sig mod en eller anden lov, men simpelthen fordi vi som mennesker fødes uden en relation til Gud. Den relation er der ikke naturligt, men skal oprettes.

Den gode nyhed

Den gode nyhed er, at længe før vi blev født, har Gud gjort, hvad der skulle til for at genoprette den brudte relation mellem Gud og mennesker. Det er det, vi kan kalde ‘Guds forspring’.

I lyset af Jesus’ død og opstandelse har Gud alligevel en krog i os – allerede inden vi bliver født.

Som de naturlige mennesker, vi er født som, har vi ingen relation til Gud, men i lyset af Jesus’ død og opstandelse har Gud alligevel en krog i os – allerede inden vi bliver født.

Jesus kom ikke for at dømme mennesker, forklarer han, men for at tilgive og tage imod fortabte syndere. Jesus stiller ingen betingelser for Guds kærlighed. Derfor siger Jesus til sine disciple, at de ikke må forhindre børnene i at komme til ham.

Børn skal ikke igennem et ritual for at stå i det rette forhold til Jesus, for det har han allerede sørget for. I mange traditionelle kirkesamfund har man ellers ment, at børn skulle døbes for at få del i Helligånden, og derved komme i det rette forhold til Gud.

Men dåben er snarere et konkret udtryk for det forhold, som Gud allerede har oprettet til mennesker igennem Jesus. Baptister har peget på, at dåben derfor bør ske frivilligt og ved bekendelse. Dåben er, som Karl Barth udtrykker det, menneskets ’ja’ til det ’ja’, som Gud allerede har sagt i Jesus.[4]

En ny pagt

Paulus forklarer, at de troendes børn er helligede ved dem.[5] Baptister har ofte læst det som et tegn på, at børnene i de tidlige kristne menigheder ikke var barnedøbte. Børnene er netop hellige uden at være døbt, fordi deres forældre er kristne.

‘Hellig’ betyder at være sat til side med et formål. Der ligger måske en pagtstanke i, at børnene er helligede ved troende forældre. Gud har indstiftet sin nye pagt med den kristne menighed. Men hvor andre kirkesamfund har ment, at børn af kristne naturligt var en del af den nye pagt, har baptister ofte peget på, at pagten handler om tro. Mange baptister har derfor afvist, at børn var en del af menigheden.

Børnene har en naturlig plads i menigheden, også selvom de ikke er døbte – endnu.

Risikoen er selvfølgelig, at man kommer til at opføre sig som Jesus’ disciple, der ville forhindre de små børn i at komme til ham. I dag er det mere udbredt at sige med Paulus, at børnene har en naturlig plads i menigheden, også selvom de ikke er døbte – endnu.

I mange år diskuterede danske baptister, om man skulle have et ritual for velsignelse af børnene. I begyndelsen var mange imod, men i dag er det almindeligt at praktisere barnevelsignelse. Denne udtrykker fint det forhold, at Guds kærlighed er betingelsesløs. Den sætter bekendelsesdåben i perspektiv, og minder os om, at Guds kærlighed også rækker uden for de døbtes rækker. Den nye pagt er i sidste ende for hele verden – også børnene.

[1] Lukas-evangeliet kap. 18, vers 16

[2] Lukas-evangeliet kap. 18, vers 24ff.

[3] Romerbrevet kap. 3, vers 9ff.

[4] Karl Barth, schweizisk reformert teolog, der i sine sene værker forsvarede et dåbssyn, der ligger tæt på baptisters.

[5] 1. Korintherbrev kap. 7, vers 14

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch

• født 1982
• formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi
• bor i København og tilhører Kristuskirken / regen
• gift med Laura Cæcilie Jessen, sammen har de datteren Signe Margrethe

Hvad ønsker du for dig og din familie?

Jeg håber at kunne fortsætte med at forske freelance i teologi- og kirkehistorie, i hvert fald på deltid. Min kone har studeret teologi, og det er planen, at hun skal være sognepræst. Hvor det bliver, ved vi endnu ikke.

Men hvorfor er du da baptist?

Gennem mit arbejde med kirkefædrene gik det op for mig, at der er ting i den grundtvigske og lutherske teologi, der ikke stemmer overens med det, jeg læste. Folkekirken er selvfølgelig rummelig, men i stedet for at forsøge at få det til at gå op teoretisk valgte jeg for nogle år siden at blive medlem af Baptistkirken, for her er det ikke den teoretiske bekendelse til abstrakte læresætninger, det handler om, men den personlige bekendelse til Kristus som herre. Ved at læse nyere reformerte, dialektiske[1] teologer som franske Jacques Ellul og schweiziske Karl Barth samt tidlige engelske baptister har jeg nærmet mig den opfattelse, at dåben ikke er et sakramente. Den må forstås som en bekendelse til den nåde, der allerede er en realitet med Kristus’ død og opstandelse. Det betyder ikke, at barnedåben er ‘ugyldig’, men at bekendelsesdåb svarer bedre til evangeliet.

Dåben må forstås som en bekendelse til den nåde, der allerede er en realitet med Kristus’ død og opstandelse.

Hvordan lærte du Baptistkirken at kende?

Jeg har boet på Nørrebro og kom i Kristuskirken, da der var såkaldt ‘Ørkengudstjeneste’[2]. Det slog mig, at der lå salmebøger i kirken, og da jeg besøgte Kristuskirkens formiddagsgudstjeneste, fik jeg afkræftet nogle af mine fordomme om frikirker som poppede og pjattede. Samtidig mødte jeg en god, personlig forkyndelse.

Hvad er Baptistkirkens stærke og svage sider?

Baptistkirkens stærke side er dens bredde – at vi ikke har en bestemt bekendelse, som alting skal passe ind i, men at den enkelte i fællesskab med andre er fri til at læse og tolke Bibelen. Det er også den svage side, for det kan betyde, at teologisk refleksion spiller en mindre rolle. Baptistkirkens stærke side er også den græsrodsagtige og frie kirkeform, men risikoen er samtidig, at den laveste fællesnævner kommer til at sætte dagsordenen.

Hvad er kirkens største udfordring i disse år?

Det er måske at forkynde evangeliet ind i en kirkefremmed kultur, men uden at udvande evangeliet. Der er samtidig så mange forskellige teologiske synspunkter, at det kan være svært at navigere. Vi er nødt til at tale sammen økumenisk, altså fælleskirkeligt, for i det mindste at få en fornemmelse af, hvad vi hver især står for.

Hvad er du optaget af i din forskning lige nu?

Det er for tiden det principielle: Hvad vil det sige, at Gud er nådig – at frelsen hverken afhænger af tro eller gerninger, men alene af Kristus? Det er der historisk givet utallige bud på. Spørgsmålet er, hvad det betyder for os i dag. Jeg arbejder stadig med oldkirkelige teologer, men baptisternes teologiske historie er også væsentlig.

Hvad håber du bliver resultatet?

Lige nu arbejder vi på en antologi med tekster af den dansk-tyske baptistpionér Julius Købner. Hans tekster oversættes af frivillige fra tysk – nogle af dem kommer løbende på http://www.baptistteologi.dk – og den samlede antologi skulle gerne komme, inden året er omme.

Hvad betyder ‘teologi’ for dig?

I den ortodokse kirke regner de kun med tre teologer. Men teologi betyder egentlig bare læren om Gud, så alt, hvad der har med evangeliet at gøre, er teologi. Karl Barth siger det sådan, at alle kristne er teologer.

Teologi er at udfolde evangeliet. Derfor er teologi nødvendig.

Hvorfor er det vigtigt at tænke teologisk?

Teologi er at udfolde evangeliet. Derfor er teologi nødvendig, hvis vi vil vide, hvem Gud er, og hvad han vil os. Det er ikke vores viden, der frelser os, men indsigt i evangeliet om, at Gud frelser, er vores vigtigste åndelige føde. En væsentlig grund til, at vi har fået Helligånden, er netop, at vi skal forstå evangeliet. Det kan vi nemlig ikke af egen kraft.

Det tror jeg, du må uddybe?

Paulus skriver, at ’Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at kunne vise barmhjertighed mod alle’.[3] Det sætter det hele på spidsen, fordi det peger på, at der er et formål med vores fortabelse, nemlig, at Gud frelser os af ren nåde. Den amerikanske baptistprædikant Will D. Campbell har sagt: ’Vær dét, du er – forligt med Gud og mennesker!’ Det er centralt for de – for mig at se – historisk mest interessante baptister, at retfærdiggørelsen går forud for tro og omvendelse. Det er vigtigt, at det slet ikke er os, men Kristus det handler om. Vi skal ikke anstrenge os for at være noget, vi ikke er, men vi må acceptere, at vi er forligte med Gud én gang for alle.

Tak til Johannes for denne teologiske refleksion – til inspiration og måske debat!? Giv din mening til kende nederst på siden!

[1]    Dialektiske teologer har den grundlæggende antagelse, at det menneskelige og det guddommelige er uforeneligt, og den troende er derfor efterladt i et spændingsforhold herimellem.

[2]     Gudstjeneste inspireret af østortodoks liturgi

[3]    Romerbrevet kap. 11, vers 32

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

 Johannes Aakjær Steenbuch

• ph.d. i patristik
• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark

Danske baptister har fra begyndelsen i 1839 med rette insisteret på, at evangeliet altid er nyt, og at det personlige gudsforhold ikke kan reduceres til stive rammer. ”På ny! mit løsen hedder” begynder således en af Julius Købners salmer.[1]

Baptister har været gode til at gennemføre et af reformationens grundprincipper: Ad fontes – til kilderne! Man har som reformationstidens døbere ikke villet nøjes med at reformere kirken, men ville i stedet tilbage til dens nytestamentlige form. Så måtte traditionerne komme i anden række.

Alligevel er der gode grunde til at besinde sig på sin historie og sine rødder.

Vi har brug for ”rødder”

Evangeliet rammer ”lodret fra oven”, som Karl Barth udtrykte det. Men kirken lever dog stadig i tiden, på historiens vilkår. At evangeliet fornyer alt, når det virkelig høres, ændrer ikke ved, at vi stadigvæk er mennesker i verden, af kød og blod.

Derfor har vi brug for historie, tradition og rødder. Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår. Vi har brug for begge dele, for mennesket er ikke et historieløst væsen.

Den bibelske fortælling om Guds historie med mennesker rummer begge aspekter. Som den reformerte teolog Jürgen Moltmann bemærker, bliver Gud i bibelen ”forstået gennem erindret historie, og erindret historie fører til håbet om kommende historie.”

Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår.

At stilstand er død, er en udbredt tanke i et konkurrencepræget samfund, hvor man for alt i verden ikke må sakke bagud.

Men bør kirken ikke her være en modkultur eller i hvert fald et sted, hvor det er ok ikke at kunne følge med udviklingen, og hvor vi ikke hele tiden behøver at være ”på vej”, men i stedet kan hvile vores trætte fødder?

Bekendelsesdåben er det centrale for baptister

Vi er som mennesker fejlbarlige, og det gælder også vores teologi. Vi ser kun stykkevis forklarer Paulus, og det betyder, at vi hos enhver teolog, selv den største, kan finde både skidt og kanel.

Baptisters helt store fortjeneste er, for mig at se, at man ikke har villet identificere sig med en bestemt teolog, men at man har villet tage udgangspunkt alene i evangeliet om Jesus Kristus.

At være baptist handler ikke om at bekende sig til en systematisk teologi eller en kompliceret trosbekendelse, for dåben er alene vores trosbekendelse.

Dåben er alene vores trosbekendelse.

I bekendelsesdåben bekender vi os som myndige mennesker overfor Gud, der i sin Søn allerede har gjort alt, hvad der skal til for at sætte mennesker fri.

Den frihed betyder også frihed i fællesskab med andre kristne, og baptisters dåbssyn indebærer således et anti-autoritært kirkesyn.

Hvad kan vi så lære af historien?

Men for at forstå, hvad det så videre betyder, er vi nødt til at tænke teologisk. Og der kan inspirationen fra historien være gavnlig.

Vi kan lære af historien, for historien giver os et sprog, som gør det muligt at tænke klart og præcist. Den kan ikke fortælle os, hvordan vi skal bære os ad i dag, og den kan ikke gøre det ud for god, aktuel forkyndelse. Men historien kan relativere stejle synspunkter, lære os at tænke kritisk og oplyse os, når vi mangler en brugbar synsvinkel.

Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.

Fra reformationstidens døbere kan vi lære at tage Jesu ord og forkyndelse alvorligt, uden at forsøge at bortforklare den med spekulativ teologi og filosofi. Når Jesus forbyder sine disciple at herske og regere, at dømme og fordømme, og at lade andre kalde sig ”fader” eller ”lærer”, så mener han det.

Reformationstidens døbere lagde også særlig vægt på, at kirken med missionsbefalingen er sendt til verden for at forkynde Guds altomfattende kærlighed. Den tanke har inspireret mange baptister siden.
Dog mener jeg, at vi skal passe på med at identificere os alt for entydigt med reformationstidens døbere.

En hjemmegroet bevægelse

Danske baptister er historisk en ”hjemmegroet” bevægelse med rødder i 1800-tallets vækkelse, herunder også den grundtvigske. Men hurtigt vandt tyske og engelske ”partukularbaptister” indflydelse blandt danske baptister.

Partikularbaptisterne havde en reformert og på mange måder calvinsk teologi. Derved stod man på flere punkter i modsætning til reformationstidens døbere.

For mig at se er partikularbaptisternes helt store teologiske indsigt, at det alene er Jesus, der frelser. Det er ikke os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. Troen er ikke en betingelse, men et tegn på nåden.

Kan vi finde ud af at kombinere den indsigt med reformationstidens døberes vægtlægning på Guds kærlighed, er vi nået langt.

Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.

Derved kan vi udfolde det potentiale, som i særlig grad findes hos baptister, nemlig at være et sandt økumenisk fællesskab, med plads til forskellighed i kraft af den enhed, der alene findes i Kristus.

[1]     Baptisternes salmebog nr. 372

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 23. jan. 2025 - Enhed

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch:

• ph.d. i patristik[1]
• medlem af Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark

P. Olsen var født i 1865 i Algestrup på Sjælland og i 1884 udlært som skomager. Fra 1887-1891 var han elev på det teologiske seminarium Morgan Park i Chicago. Fra 1891 og frem bestred han forskellige poster i danske baptistmenigheder.

Som for mange andre kirkesamfund var det tidlige 20. århundrede for baptisterne en modningstid efter 1800-tallets vækkelser og nybrud – samtidig med, at man skulle finde ud af at forholde sig til konsekvenserne af det såkaldte ‘moderne gennembrud’ med dets modernisme, naturalisme og sekularisme. P. Olsen var med til at udstikke en ny kurs, hvor de groveste former for bibeltroskab og den strenge menighedstugt efterhånden blev tonet ned til fordel for en mere åben og frisindet kristendom.

Omfangsrigt og bredt forfatterskab

P. Olsens forfatterskab spænder vidt og inkluderer, ud over en lang række artikler i ”Evangelisten’ og ‘Baptisternes Ugeblad’, blandt andet ‘De danske Baptisters Historie’ fra 1896, som han skrev sammen med baptistmissionær Søren Hansen, en salmebog, et lejlighedsskrift om Martin Luther i anledning af reformationsjubilæet i 1917 og i 1925 en slags katekismus under titlen ‘Hovedpunkter af den kristne Troslære’.

‘Kun nåde – udvalgte tekster af P. Olsen’ – en ny bog

Den nye bog indeholder fire tekster fra hans hånd:
• ‘Gennem Tvivl – Breve til to unge Tvivlere’ (1913)
• ‘Den kristne Daab’ (1907)
• ‘Militarisme og Kristentro’ (1909)
• ‘Menighedslivet efter Guds Ord’ (1916)

‘Gennem Tvivl’

P. Olsen havde i høj grad et personligt anliggende. Det står især klart i denne bog, som han udgav i 1913 under pseudonymet Johannes Bakkeby. ‘Gennem Tvivl’ består i en fiktiv brevveksling mellem den troende Johannes Bakkeby (P. Olsen selv) og to mere eller mindre fritænkeriske unge kvinder (baseret på Ina Toldam, der senere blev P. Olsens kone). Brevvekslingen berører en række centrale trosspørgsmål såsom forsoningslære, materialisme, darwinisme og ‘fremskridtsidéer’ såsom socialisme, pacifisme og kvindernes ligestilling.

‘Den kristne Daab’

Heri fremlægger P. Olsen sit dåbssyn, og forklarer forskellene på baptisternes syn på dåb i forhold til det lutherske (folkekirken).

‘Kun nåde – udvalgte tekster af P. Olsen’

Teksterne er transskriberet fra udgaver i baptisternes arkiv i Tølløse, og udgivelsen er støttet af Baptistkirken i Danmark. Teksterne er samlet af Johannes Aakjær Steenbuch, der også har skrevet forordet.
Bogen er på 271 sider og koster kr. 150,-. Den kan købes på forlagets hjemmeside (www.apophasis.dk) og på BaptistKirkens og Missionsforbundets sommerstævne.

‘Militarisme og Kristentro’

P. Olsen gør her op med enhver form for kristelig militarisme, men uden at sætte nogen form for pacifisme i stedet. Kristne skal i stedet bruge deres kræfter på bøn og forkyndelse af evangeliet om fredsfyrsten.

‘Menighedslivet efter Guds Ord’

P. Olsen fremlægger sit syn på, hvordan en nytestamentlig kirke bør indrettes.

[1] Det teologiske arbejde med kirkefædrenes skrifter (1.-8. århundrede)

Relateret

• 09. jul. 2020 - Hvorfor skabte Gud verden?
• 15. jan. 2020 - Anarki betyder ”ikke-magt” og er kirkens kendetegn
• 03. dec. 2019 - Jeg bliver så glad for vores nadverbog
• 26. nov. 2019 - Ny bog om nadverteologi
• 08. maj. 2019 - At udleve evangeliet i hverdagen

Find flere