Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Lyt til artiklen:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Det fik mig til at overveje, hvad normer egentlig er.

De er de uskrevne regler, der fortæller os, hvad der “er passende”. De skaber orden og genkendelighed og hjælper os med at være sammen uden hele tiden at skulle forhandle alting. Samtidig forandrer de sig med tiden – også i kirken.

Men hvad er vores opgave? Er vi sat i verden til at vogte normer? Eller til at forkynde Kristus? Vi kommunikerer med hele kroppen også gennem tøj og fremtoning. Formen betyder noget. Alligevel må den være et redskab og ikke selve målet. Det afgørende er ikke hatten eller kasketten, men at evangeliet får plads og krop, og at mennesker møder Kristus.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiklen:

Før Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450 var det forbeholdt gejstlige og fornemme at læse de bibelske manuskripter, som regel på latin, oversat fra hebraisk og græsk. Bogtrykkerkunsten var en vigtig brik i de begivenheder, der førte til Reformationen tidligt i 1500-tallet. Siden tog det fart. Bibelen blev oversat til de enkelte modersmål, og som århundrederne gik, blev det almindeligt at eje en bibel, først en pr. hjem og i vores tid en pr. person.

Bibelens vigtighed

Bibelen er de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Bibelens vigtighed er åbenlys. Bibelen er ’Den hellige Skrifts kanoniske bøger’ – altså de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Det tog næsten 400 år for de første generationer af kristne at nå frem til den samling af skrifter, vi i dag kalder Bibelen. Den blev endeligt kanoniseret på et kirkemøde i år 393 i Hippo (i vore dages Algeriet) og stadfæstet på endnu et kirkemøde i 397 i Karthago (i vore dages Tunesien).

Senere, efter protestantismens fremkomst og de mange kirkesplittelser, der fulgte i kølvandet, kan man endda sige, at Bibelen blev mere og mere central – fordi den efterhånden blev kilde til mere og mere diskussion, ja, ligefrem kamp.

Bærer det, vi læser, frugt?

Men her skal det ikke handle om bibelsyn og kampen om, hvem der ’har ret’. Hvis vi tænker på Jesus´ lignelse om den store verdensdom[1], er det afgørende spørgsmål ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste – altså om Jesus´ forkyndelse har båret frugt i vores liv til gavn for vores næste.

Det afgørende spørgsmål er ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste.

Kanon

Det vigtige er, hvordan vi bruger Bibelen som vores retningsviser, når vi skal leve vores liv. ’Kanon’ betyder ’rettesnor’, ’retningsviser’. Ved siden af Bibelen udviklede den katolske kirke i middelalderen ’De kanoniske love’, som var bestemmelser om en lang række spørgsmål, som Bibelen ikke sagde noget præcist om, og som man derfor havde brug for at finde svar på. Det var spørgsmål som: Hvordan organiseres kirken? Hvordan fejres der gudstjeneste? Hvordan udnævnes biskopper? Hvordan forholder man sig i forbindelse med skilsmisse? osv. osv.

Bibelen som retningsviser

I protestantisk tradition har vi ikke sådanne nedskrevne love, men vi foretager naturligvis vurderingerne alligevel, bare på mindre formelle måder. Vi foretager dem igen og igen alt efter den tid og kontekst, vi befinder os i. Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Når vi finder vej i nye spørgsmål eller finder andre svar end dem, vi fandt tidligere, bruger vi Bibelen som retningsviser, for den er god at pejle efter. Vi bruger den ikke kun ved at finde sætninger og vers i Bibelen, der svarer på alt – for det moderne liv indeholder flere spørgsmål og dilemmaer end dem, Bibelen tager op. Vi bruger den ved at søge den ånd, der ligger bag ordene, når vi sætter os grundigt ind i den kontekst ordene hørte hjemme i og læser dem under bøn om Guds hjælp.

Ydmyghed

Vi må altid gå til Bibelen med stor ydmyghed. Bibelens skrifter har vi fået overdraget fra de første kristne, der – som nævnt – gennem flere hundrede år vejede skrifter mod hinanden og til sidst besluttede sig for de 39, vi har i Gamle Testamente, og de 27 i Ny Testamente. Det kalder på respekt og ydmyghed.

Inden vi i overmod fælder dom over det, vi læser – fordi vi mener, vi har udtømt betydningen, og der ikke er mere at snakke om – bør vi altid lytte endnu en gang i ydmyghed og med et åbent sind både til teksterne og til hinanden, når vi sammen søger at tolke og finde vej i vores tid og verden. Bibelens skrifter taler Guds ord til os, så vi sammen kan finde vej – også i nye tider. De er ikke tænkt som slagvåben, vi skal bruge mod dem, vi er uenige med.

Læs også ‘Men på hver sin måde’

[1] Matthæusevangeliet kap.25, vers 31-46

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Foto: Carsten Laursen, Bibelselskabet og Arseny Togulev – Unsplash

Lyt til artiklen:

Vejledning til tro og efterfølgelse af Jesus findes i Bibelen, men desværre er teksterne også blevet misbrugt til at legitimere magtovergreb og til at male misvisende karikaturer af en krigerisk stammegud, som man for alt i verden skal ’holde sig på god fod med’.

Hvad er Bibelen for en bog?

Mens jeg skrev: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus”, tumlede jeg konstant med at forme et så kort og dækkende svar som muligt på spørgsmålet: ’Hvad er Bibelen for en bog?’ Jeg landede på følgende: ”Bibelen er den samling af grundlæggende tekster om Gud og verden, som den kristne kirke ved en Jesus-belyst læsning genkender som inspireret af Helligånden til at lede til tro på og efterfølgelse af Jesus Kristus.” Lad mig sætte lidt flere ord på nogle af aspekterne:

For det første: Bibelen er ’en samling af vidt forskellige tekster’

Den er en varieret antologi, hvor mange forskellige stemmer og tankegange kommer til orde. Undertiden modsiger de hinanden. Et af mange eksempler er den store forskel på Nahums Bog og Jonas’ Bog. Hos Nahum skal assyrerne bare nedværdiges og ned med nakken – menneskeligt set for øvrigt helt forståeligt. Jonas’ Bog munder derimod ud i et budskab om Guds medfølelse med indbyggerne i Nineve, assyrernes hovedstad – forresten til Jonas’ ærgrelse.

For det andet: ’Ved en Jesus-belyst læsning’

En selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus.

Umiddelbart kunne man tro, at forskellene i teksterne kunne lede til forvirring og den rene vilkårlighed. Sådan så de første århundreders kristne, som samlede og blåstemplede netop disse tekster, ikke på det. For dem var det en selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus. De udelod ikke forskellighederne og modsigelserne, men de fortolkede alle historierne ud fra deres erfaringer med og kendskab til Jesus’ fødsel, liv, død og opstandelse. Så når de fx læste historier om ’Gud-villet’ barbarisk udryddelse af folkeslag, læste de det ikke som bogstavelig, faktuel historie, men fortolkede det i lys af Jesus – der tilgav ’fjender’, rørte ved ’urene’, opsøgte og frelste det fortabte og gav sit liv for verden – som budskaber om Guds radikale kærligheds sejr over alt ondt.

For det tredje: ’Inspireret af Helligånden’ eller ’indblæst af Gud’

Formuleringen er hentet fra 2. Timotheus Brev kap. 3, vers 15-17, som jeg ser som en central sammenfatning af, hvordan de første århundreders kristne forholdt sig til ’De hellige Skrifter’, som jo i denne sammenhæng var tekster fra Det Gamle Testamente. Her har jeg ikke plads til at gå nærmere ind på, hvad ’inspireret’ – som jeg forstår det – vil sige.[1] Men bare kort: Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud – også selvom ’hørelsen’ af det, Gud sagde, undertiden var upræcis og naturligvis præget af den givne tids kultur og af personlige erfaringer. Men tværs igennem det hele gør Helligånden det sådan, at Skrifterne kan ”give visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus”. Og ethvert skrift er ”nyttigt til undervisning, … så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud.

Bibelen er vel da ’Guds Ord’?

I min tradition er vi vant til at kalde Bibelen for ’Guds ord’, men vi har brug for at præcisere, hvad vi mener med det. Ellers står vi i fare for at gøre Bibelen til noget, som jeg tror, hverken Helligånden eller den første kirke, som samlede og gav os teksterne, havde tænkt, den skulle være. Vi risikerer at forkludre dens vigtige funktion: At guide os hen til Jesus.

Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord!

Så vidt jeg kan se, lægger teksterne ikke selv op til at identificere Bibelen med Guds ord. Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord![2] Brorson skrev det smukt: ”Men ak, hvad skal jeg sige/når jeg vil tænke på/at Gud af Himmerige/i stalden ligge må/at Himlens pryd og ære/det levende Guds ord /skal så foragtet være/på denne onde jord.”

Guds ord blev ikke til bogstaver, men til kød. Det var ikke skriftruller, der lå i krybben i Betlehem, men Gud, der var blevet menneske. C.S. Lewis skriver i ét af sine breve: ”Det er Kristus selv, ikke Bibelen, som er det sande Guds ord. Bibelen, læst i den rette ånd og under vejledning af gode lærere, vil bringe os til ham.” Bibelen er ikke selv den kilde, der giver liv, men den forsyner os med skilte, der leder os hen til kilden, til Jesus Kristus. Og til at få øje på disse skilte har vi brug for Helligånden.

Og relevansen?

Derfor kan vi slet ikke undvære nærkontakt med de bibelske tekster, og vi må med Helligåndens hjælp finde deres røde tråd, der leder hen til Jesus Kristus. Det var hensigten, da den tidlige kristne kirke for ca. 1700 år siden definerede de tekster som ”kanoniske”, dvs. rettesnors-tekster, altså pålidelige skilte. Det er gennem dem, vi kommer tættest på øjenvidnernes beretninger om Jesus og deres måde at fortolke de forskellige tekster på. At droppe den nærkontakt med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’. Og vi går glip af glæden og styrken ved gang på gang at blive mindet om evangeliet, som fortsat er Guds kraft til frelse.

At droppe nærkontakten med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’.

Læs også ‘Bibelens relevans’.

[1] Læs mere i Gunni Bjørsted: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus” fra side 110
[2] Fx: Johannesevangeliet kap. 1, vers 1ff; 1. Johannesbrev kap.1, vers 1; Johannes’ Åbenbaring kap. 19, vers 13; Hebræerbrevet kap. 4, vers 12-16

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til artiklen:

Tema for baptist.dk nr. 1, 2026 er Bibelen og vores brug af den. Derfor har vi stillet to spørgsmål til ledelsens medlemmer: Hvordan har Bibelen taleret i dit liv? Hvilken indflydelse har Bibelen i dit liv? Her er deres svar:

Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistkirke og næstformand i BaptistKirken:

”Bibelen taler sjældent til mig som et facit, men som en stemme, der kalder mig ind i Jesus’ måde at være menneske på – en måde, vi ofte overser midt i vores konflikter. Gennem teksterne og tolkningen af dem i tidens løb har Bibelen talt stærkest til mig om Jesus, og hvordan Jesus har blik for dem, der bliver gjort mindre værd; om hans mod til at sige sandheden, også når den er ilde hørt; og om hans nåde, der ikke kræver forbehold.

Jeg læser Bibelen som menneskers erfaringer af Gud og fortællinger om Gud. Det giver naturligt plads til nuancer og brudflader. Og derfor kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted – samt gøre mit hjerte blødere og rykke mig tættere på, hvordan Jesus ville leve sit liv i dag.

På den måde kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted.

Bibelen former min tro ved at åbne samtalen, ikke lukke den. Den giver mig et sprog for håb, når livet er skrøbeligt, og lader mig vandre med andre i troen. I bedste fald påvirker den mine valg ved at holde Jesus’ kærlighed frem som målestok. Derved kan den bygge op, skabe frihed og værne om menneskers værdighed på trods af min menneskelighed. For mig er Bibelen en bog, vi bruger i fællesskab med blik for den tid og kultur, vi lever i, og med opmærksomhed på de magtstrukturer, vi sætter op. En bog jeg læser for bedre at forstå, hvordan Jesus levede, så vi i bedste fald kan prøve at gå samme vej.”

Emmanuel Cinzah, præst i Chin Bethel Church i Skjern:

”Jeg opfatter Bibelen som Guds ord, og hver gang jeg læser i Bibelen, oplever jeg derfor, at det er Gud, der taler i mit liv.

Det er Gud, der taler i mit liv.

Baptister i hele verden tror på Bibelens uafhængighed og selvstændighed, og derfor har Bibelen indflydelse i mit liv.”

Flemming Vesth Nielsen, Bethelkirken Aalborg:

”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Det stod på en plakat på mit teenageværelse.

”Det var vovet. Min kone og jeg var meget i tvivl om det større hus, vi havde brug for. Så jeg bad Gud give mig et tegn, slog tilfældigt op i Bibelen og landede på 1. Kongebog kap. 6 og versene, hvor Kong Salomon får at vide, hvordan og hvad han skal bygge. Det inspirerede til byggeriet af vores hus, der har været en velsignelse for os i 27 år.

I den mindre risikovillige afdeling elsker jeg jævnligt at sætte mig i fred og ro og meditere over de mest betydningsfulde vers for mig – og jeg har lært, at jeg må gøre Guds ord personligt: ’Fred efterlader jeg dig, Flemming, min fred giver jeg dig, Flemming; jeg giver dig ikke, som verden giver. Dit hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst, Flemming!’[1]  

[Gud] har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord.

Når Gud er Universets skaber, men samtidig en kærlig, himmelsk far, der blandt andet rejste sin søn Jesus op fra de døde for at vise mig hans nåde og godhed, er det helt logisk for mig, at han har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord, der skal vejlede og styrke os hver dag. Derfor har Bibelen for mig autoritet. Ikke blot til at styrke og opmuntre mig, men også til at vise mig vejen til efterfølgelse af Jesus.”

Pia Duebjerg Andersen, Lyngby Baptistkirke:

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det da naturligvis er i den bog, jeg hver eneste dag finder inspiration til at leve mit liv i overensstemmelse med Guds vilje. Og hvis jeg går og tumler med noget, så finder jeg altid svaret der. Det ville bare være helt og aldeles løgn.

Sandheden er, at jeg naturligvis læser i min Bibel, men mest når jeg skal forberede mig til en gudstjeneste eller en andagt. Men indrømmet, det er ikke noget, jeg har haft en fast rutine med. I 2025 fulgte jeg for (kun?) anden gang i mit liv en læseplan, så jeg er kommet Bibelen igennem på et år. Sidste gang jeg satte mig for at følge en tilsvarende, tog det syv år, før jeg var færdig!

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå.

Begge gange har jeg naivt håbet, at nu åbenbarer evangeliet sig for mig på en helt ny måde, for nu dedikerer jeg daglig læsetid til Bibelen. Og begge gange har jeg siddet forvirret tilbage, måske mere nu end tidligere. Når man sidder og tygger sig igennem Det Gamle Testamente, bliver man ramt af, at Gud især holder med dem, der snyder. Tag bare Jakob, der snød sin bror for arven.

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå. For på den måde får Bibelen – og Kristus – taleret i mit liv.”

Tine Kragh, Vraa Baptistmenighed:

”Jeg læser i min Bibel hver morgen. Det sker ikke altid i papir-udgaven. Jeg bruger app’en ’Holy Bible’ med guidet bøn hver dag med skriftsteder og længere bibellæseplaner. Her kan man også fx sammenligne med en engelsk Bibel-udgave. Teksterne får tit helt nyt liv, når jeg læser dem på engelsk.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud. Jeg har erfaret, at vedholdenhed hjælper, når man ikke fatter, hvad man læser. Det skal ikke være en sur pligt at åbne Bibelen, men en vis disciplin er nødvendig. Og så kan man faktisk være velsignet med, at Gud af og til taler gennem et skriftsted.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud.

På retræter har jeg haft tid til at fordybe mig i Bibelen. Jeg har også fundet en læseplan, hvor man skriver skriftstedet af og evt. tegner til, hvis man er lidt kreativ. I den proces har jeg fået nye tanker og inspirationer i forhold til gammelkendte tekster. Og igen: følt mig meget velsignet. Disse og flere ’tiltag’ har gjort, at jeg på et tidspunkt kunne skrive i min lille bog: jeg gen-elsker min Bibel! Jeg føler mig tit set, tiltalt, trøstet, taget ved hånden, ledt på vej eller revset, når jeg har læst i Bibelen.

Det er spændende at lære mere om Bibelen og teksternes tilblivelse, historie, originalsprog og fortolkninger, men det vigtigste er, at den er levende i dag.”

Vibeke Dalsgaard, Pandrup Baptistmenighed og formand for BaptistKirken:

”Bibelen er en vidunderlig bog og den vigtigste i verden. Den har fulgt mig, siden jeg som otteårig fik min første børnebibel, og den har givet mig trøst, inspiration, viden og indsigt i livet. Bibelen åbnede også litteraturen for mig, så jeg hele livet har været en stor læser af alle genrer. Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

’Jeg tror ikke på Bibelen’, sagde jeg under synoden, og det står jeg ved. Bibelen er for mig skrevet af mennesker under Helligåndens vejledning til mennesker om Gud.

Gud har ikke skrevet Bibelen, så det er op til os at tolke Bibelens ord til os og til verden. Vi skal hjælpe hinanden til at tolke ordene og fortællingerne, så de bliver relevante i vores tid. Tolkningen skal også hjælpe os til at finde det væsentlige i vores tro og give det videre til mennesker, som har behov for at høre om Gud.

Vi, som tror på den treenige Gud, skal gå ud i verden. Det gør vi altid med Bibelen som rettesnor, men samtidig med det for øje at nå mennesker der, hvor de er.

Derfor tolker vi Bibelen ind i verden i dag og viser mennesker den store kærlighed, som Gud har til hver enkelt – fra skabelsens tid og evigt.”

Læs også ‘Bibelsyn og bibelbrug’

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 27

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til artiklen:

Der er ikke nogen bog, der betyder mere for mig, end Bibelen gør. Betyder det så, at jeg kender den tilstrækkeligt godt? Nej, heller ikke, desværre. Men der er alligevel ikke nogen anden bog, som har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad som den. Ligesom der heller ikke er nogen anden bog, som inviterer mig ind i en fortælling og en efterfølgelse, som den gør. Og jeg har gennem mit liv lært at genkende, hvordan jeg alt for let rammes af forvirring, mismod, sortsyn og manglende vejledning i de perioder, hvor jeg forsømmer min bibellæsning.

Ikke nogen anden bog har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad.

To rum for bibellæsning

I forholdet til Bibelen bevæger jeg mig hele tiden frem og tilbage mellem to ’rum’: Min tjeneste som præst og leder i en menighed, og mit personlige liv med de relationer, jeg nu engang indgår i. Begge rum har jeg i den grad brug for at fylde med bibellæsning. Hvis læsningen forsømmes i forhold til det ene rum, påvirker det uvægerligt livet i det andet rum.

Bibelen er Guds ord

Jeg har fundet stor glæde i bogen “Hvad mener vi med at Bibelen er Guds ord?” af Mikael Tellbe.[i] Han har med den bog hjulpet mig til at forstå mit eget syn på Bibelen bedre, ligesom hans forfatterskab inspirerer mig til at leve endnu mere i og med Bibelen.

Jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror og bekender, at Bibelen er Guds ord. Og ordene ’tror’ og ’bekender’ er vigtige for mig i denne sammenhæng. For jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord. For det kan være svært. Ligesom jeg heller ikke kan bevise, at Gud findes. Ligesom ateisterne heller ikke kan bevise, at Gud ikke findes. Det er en trossag. Jeg tror, og jeg bekender, at Bibelen er Guds ord. Jeg tror og jeg oplever, at jeg ved læsning af Bibelen hører Guds ord tale til mig. Jeg tror, og jeg oplever, at Gud møder mig gennem læsningen af Bibelen.

Jesus Kristus åbenbarer Gud

Jeg tror på, at Bibelen er Guds ord, fordi jeg tror på Jesus Kristus. Sådan vender det for mig. Det er ikke troen på Bibelen, som har givet mig min gudstro. Men det er troen på Jesus Kristus som Guds enbårne Søn og som min Herre og Frelser, som har givet mig troen på og bekendelsen om, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror på, at Gud er en Gud, som åbenbarer sig. Og jeg kan lære Ham at kende i det omfang, Han åbenbarer sig for mig. Jeg tror på en Gud, som har åbenbaret sig – og som stadigvæk åbenbarer sig. Det gør Han på flere måder. Men den stærkeste åbenbaring af Gud selv finder vi i Jesus Kristus. Og den åbenbaring finder jeg først og fremmest i Skriften, i Bibelen. Derfor tror jeg, at Bibelen er Guds ord.

Det stærkeste lys

Nogle gange – også indenfor vores eget kirkesamfunds rammer – støder jeg på mennesker, som siger noget i stil med: “Vi kan og skal ikke bruge Bibelen til at argumentere for vores synspunkter!” Måske er baggrunden for et sådant standpunkt, at man er stødt på mennesker, som billedligt talt har brugt Bibelen til at ’slå dem i hovedet’ på grund af deres synspunkter. Hvis det er tilfældet, kan jeg have en vis forståelse for deres udtalelse. For naturligvis skal vi ikke bruge Bibelen på den måde. Men hvis det er et udtryk for, at man lægger større vægt på verdslige og/eller humanistisk funderede argumenter end Bibelen, så må jeg tage afstand fra det standpunkt. Hvis ikke vi tror på, at Bibelen er vores stærkeste lygte for vores fod og lyset på vores sti, når det handler om at forstå Gud, os selv, dem vi er i relation med, og den verden vi lever i, hvad har vi så tilbage? Hvordan skal vi så finde vej?

Et kærlighedsbrev

Finder jeg alt det, jeg gerne vil finde, i Bibelen? Nej, det er ikke en matematikbog med en komplet facitliste. Det er et kærlighedsbrev med en invitation ind i en relation med – og efterfølgelse af – Ham, som både er min Frelser, min Herre, og min Ven.

Læs også ‘Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?’

[1] Michael Tellbe: Dr.theol. og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiska Högskola (ÖTH) og Akademi för Ledarskap och Teologi (ALT)

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til artiklen:

Når jeg skal prædike, kan jeg godt lide at læse mindst to forskellige oversættelser af Bibelen, for det er forskellige fortolkninger og måder at udtrykke sig på. Oftest bruger jeg ’Bibelen 2020’ samtidig med Studieguiden til Bibelen på Hverdagsdansk. De fortæller jo det samme, men på hver sin måde. Om man er til den ene eller den anden version af en af dem eller foretrækker den gamle autoriserede 1992 udgave, er vel en smagssag.

2020 er bedst

Det er vigtigt, at vi følger med i en sprogbrug, folk kan forstå.

Jeg synes bedst om Bibelen 2020. Det er for mig et mere nutidigt sprog. Det er vigtigt, at vi følger med i en sprogbrug, folk kan forstå, når bare det giver den samme mening. Også selvom meningen udtrykkes på hver sin (gode) måde. Jeg er også så småt begyndt at bruge de prøveoversættelser af Bibelen, der er forløbere for den autoriserede Bibel, som vil blive udgivet i 2036 som erstatning for 1992 udgaven – i anledning af 500-året for reformationen i Danmark.

Et eksempel

Prøv at læse med på de forskellige oversættelser af Filipperbrevet kap. 4, vers 4-7.

I den autoriserede udgave fra 1992, underskrevet af Dronning Margrethe, står sådan:

”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

I de forskellige udgaver, jeg støtter mig til i forberedelse af en prædiken, står der sådan:

Fremhæver noget forskelligt

Ting kan siges på mange måder. Det viser ovenstående eksempler – og jeg kan lide dem alle. Hvis jeg skulle prædike over det, ville jeg nok vælge at fortælle om de forskellige udtryksmåder, for de fremhæver noget forskelligt – uden at det går ud over det egentlige indhold: At vi skal glæde os over, at vi tilhører Gud, og Han sørger for os i rigt mål.

Vi fik snakket om, hvad det egentlig er, der står i Bibelen.

En Bibel, der også har præget os i efteråret herhjemme, har været ”Bibelen for sjov” af Jakob Svendsen. Jeg synes dog, at man skal kende ’de sande historier’, inden man giver sig til at læse den. Men morsom er den. Skrevet som fri gendigtning over, hvordan det kunne have været. Vi fik i hvert fald ’et billigt grin’, og vi fik snakket om, hvad det egentlig er, der står i Bibelen.

I øvrigt: Til min daglige bibellæsning får jeg en lille reminder på telefonen, og her læser jeg dagens ord.

Læs også ‘For at guide os hen til Jesus’.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til artiklen:

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere