Lyt til artiklen:

I forordet til ’Trofast’ fortæller Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, om en samtale med Carl Otto Hansen under en ombygning af kirken. Carl Otto ville gerne bevare søjlerne i caféen. Ikke af arkitektoniske grunde, men fordi han kunne støtte sig til dem, når bentøjet ikke helt makkede ret.

Hændelsen giver anledning til at trække på smilebåndet. Men den er et meget præcist billede på Carl Ottos liv. Gennem årtier har han og hans hustru Inga været mennesker, andre kunne støtte sig til. Mennesker, der har båret familie og menighed – ikke med store ord, men med et langt livs omsorg og trofasthed.

Bogen er skrevet af Andreas Ravnsborg Daugaard i anledning af Carl Ottos 100-års fødselsdag den 20. maj 2026. Andreas er Carl Ottos barnebarn, jurist og bosat i Honduras. ’Trofast’ bygger på Carl Ottos egne nedskrevne erindringer og dybe samtaler mellem morfar og barnebarn. Bogen er selvudgivet og bærer undertitlen: ’Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år’.

En bog for den nærmeste familie? Helt sikkert. Men den er meget mere end det.

Carl Otto i uniform som soldat. Omkring år 1947 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’)

Et liv uden rampelys

Andreas skriver om sin morfar, der aldrig har været berømt. Carl Otto Hansen har ikke stået på de store scener eller søgt opmærksomhed. Netop derfor bliver beretningen om hans almindelige liv i en nær, men ofte glemt, fortid interessant for andre end familien.

For ’Trofast’ fortæller danmarkshistorie gennem Carl Ottos liv. Fra barndommen på Bornholm, hvor livet var nøjsomt og arbejdet fysisk hårdt, over lærerige ungdomsår, arbejde, kærlighed, tab og familieliv til mange års tjeneste i Roskilde Baptistkirke.

Andreas har lyttet, spurgt, optaget, redigeret og skrevet for at bevare en stemme, før den forsvinder. Måske er det et af bogens vigtigste budskaber: Mange af dem, der har båret menigheder, efterlader sig ikke store arkiver. De efterlader sig spor i andre mennesker.

Plads til både alvor og humor

Carl Otto hedder egentlig Karl Otto. Men han begyndte selv at skrive sit fornavn med C, ‘fordi K’et var lidt for omstændeligt’. En detalje, der siger noget om bogens tone. Der er plads til både alvor og humor i fortællingen.

Der er også brylluppet med Inga i 1954, hvor de tre rum i Ingas barndomshjem på Lundergårdsmark i Pandrup blev ryddet for møbler, så der kunne dækkes langbord gennem døråbningerne. Det må, som Carl Otto selv bemærker, have været svært at komme rundt med serveringen, når bordet gik gennem døråbningerne. Men det gik.

Det er her bogen er bedst: Når den fortæller i billeder. Langbordet til brylluppet. Søjlen i kirkens café. De små praktiske besværligheder. Navnet med C. Vi får lov at forestille os, hvordan det var.

Humoren i fortællingen er som et lunt blik på livet: Sådan fandt man ud af det.

Bryllup, 1954 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Trofast – også når livet gør ondt

I bogen er der en tidslinje over Carl Ottos liv. Her står nogle af de tunge begivenheder helt nøgternt: Datteren Lena blev født i 1958, hun blev ramt af sygdom og døde, inden hun fyldte et år. I 1962 var Carl Otto plaget af stress forårsaget af et alt for stort ansvar på arbejdet på støberiet Maglekilde. Året efter investerede han i et støbegodsfirma, der gik konkurs. I 2025 døde Inga efter mere end 71 års ægteskab.

Det er store og livsomvæltende begivenheder, men bogen bruger ikke store ord for at gøre dem større. Det er en styrke. Sorgen får lov at stå, og tabet bliver ikke forklaret væk. Troen er med hele vejen – ikke som en let forklaring på det svære, men som det sted, Carl Otto og Inga igen og igen vender tilbage til.

Carl Otto var menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke i en periode med uenighed og diskussioner. På et menighedsmøde blev der ligefrem krævet en afstemning om, hvorvidt Carl Otto kunne fortsætte som formand. I forordet beskriver Jakob Vagner ham som en samlende figur, der med sit rolige gemyt var med til at holde sammen på fællesskabet.

“Min morfar og jeg omkring 1995. Jeg så op til ham dengang – og det gør jeg stadig” (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Menigheder kan blive rystet af spørgsmål, der udefra ser små ud, men indefra handler om identitet, tilhørsforhold og troens sprog. Her blev Carl Ottos trofasthed mere end et fromt ideal: Han blev stående, da fællesskabet kom under pres.

Med beretningerne om Carl Ottos tjeneste i menigheden bliver ’Trofast’ også et bidrag til baptistisk menighedshistorie: om mennesker, der passer økonomi, bygger kirke, holder møder, tager konflikter, beder, besøger, trøster og bliver ved med at møde op.

Bestil ‘Trofast’

Efter Carl-Ottos ønske går hele overskuddet fra salget af ‘Trofast’ til Roskilde Baptistkirkes internationale arbejde. Første oplag er udsolgt: Bestil bogen ved at skrive til andreas.daugaard@hotmail.com. Nyt oplag går i trykken, hvis der modtages tilstrækkelig mange bestillinger.

Bogen koster 150 kr. Betaling sker ved overførsel til kirkens MobilePay-nummer (20788 – markér overførslen “Bog om Carl Otto”). Bogen skal afhentes på kirkens kontor i Roskilde.

Et stille liv bliver synligt

Som bog er ’Trofast’ stærkest, når den stoler på Carl Ottos erindringer. Når han fortæller om gården på Bornholm, arbejdet, Inga, familien og menigheden, mærker man både tiden og mennesket. Her behøver bogen ikke forklare, hvad trofasthed betyder. Det viser fortællingen selv.

Enkelte steder er bogens pointe om trofasthed forklaret lidt for tydeligt. Læseren har allerede forstået den, når Carl Otto støtter sig til søjlen, når han bliver stående i menighedens konflikt, og når sorgen får lov at være en del af fortællingen.

Men det ændrer ikke ved bogens grundlæggende kvalitet: Den gør et stille liv synligt.

Andreas skriver med tydelig kærlighed til sin morfar, men bogen er ikke kun en privat hyldest. Den løfter et helt almindeligt menneskeliv frem som noget, vi kan lære af.

Carl Otto og Andreas ved udgivelsen af ‘Trofast’ (Foto: Privat).

I bogens forord fortæller Jakob Vagner om Carl Otto, der har brug for at støtte sig til søjlen i kirkens café. Efterhånden som bogen folder Carl Ottos liv ud, vender billedet langsomt: Carl Otto blev selv den søjle, mange støttede sig til.

“Det er en glæde at sende en hilsen i anledning af udgivelsen af Trofast – Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år.

Carl Ottos livshistorie er ikke blot en personlig fortælling, men også et stykke lokal- og Danmarkshistorie. Gennem årtier har han og Inga været en del af det levende fællesskab i Roskilde og har sat spor i både kirkeliv og lokalsamfund.

Bogen minder os om værdien af trofasthed, ansvar og engagement – kvaliteter, som også er fundamentet for et stærkt fællesskab.

Stort tillykke med udgivelsen.”

Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune

Relateret

• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Lyt til artiklen:

Lørdag den 25. oktober havde Kairos, et nyt frikirkeligt evangelisk-karismatisk netværk, en slags premiere. I nogle år har udvalgte præster fra en række baptistkirker mødtes og delt liv, men nu inviterede de alle præster og menigheder til en lederdag. Det blev taget imod af cirka 100 deltagere fra 12 baptistmenigheder plus et par fra andre frikirker. Til stor glæde var der cirka 20 unge under 30 år blandt deltagerne. Der var store grupper deltagere fra især Roskilde Baptistkirke og Bethelkirken i Aalborg, men også pæn deltagelse fra blandt andet Frikirken i Sæby og Vejle Baptistkirke.

To glade tovholdere i Kairos-netværket; Lars Midtgaard (th) og Jakob Vagner. (Foto: Lone Møller-Hansen)

Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken i Aalborg og Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, er de to tovholdere på netværket, og de præsenterede på dagen, hvad formålet med netværket er:

”Vi ønsker at støtte og velsigne hinanden, og vil samarbejde med alle, der vil arbejde for åndelig fornyelse.”

Overvældede

Både Jakob og Lars var meget glade og tilfredse efter lederdagen. De havde ikke turdet håbe på 110 tilmeldte på forhånd.

”Jeg er meget glad og overvældet over deltagertallet. Men det var næsten, da vi sang lovsangen, at jeg blev mest berørt. Der var en længsel efter at synge og tilbede Gud sammen,” sagde Lars efter dagen.

Jakob var på forhånd lidt bekymret for, om der skulle opstå en negativ dagsorden, men blev positivt overrasket. Der var ingen negative udtalelser om BaptistKirken i løbet af dagen. Han startede også selv med at slå fast: ”Vi vil definere os positivt, samles om en fælles drøm og vision.”

Lars og Jakob brugte en times tid før frokosten på at fortælle, hvad de lægger i ordene evangelisk, karismatisk og frikirkelig.

”Evangelisk fordi vi tror på, at evangeliet har en forvandlede kraft, både for den enkelte men også for vores samfund. Karismatisk, fordi Gud manifesterer sig, taler til os og igennem os og giver os gaver.”

Artiklens forfatter Lone Møller-Hansen i samtale med Anders Hyldgård, præst i Hjørring Baptistmenighed. (Foto: Privat)

Imod usund karismatik

Her faldt også forklaringen på, hvorfor netværket har defineret sig som tilhænger af ”sund karismatik”.

”Fordi der findes usund karismatik. Cirka hvert femte år opstår en usund karismatisk menighed som blandt andet faderhuset. Vi ønsker at bevare det med Helligånden sundt,” forklarede Jakob Vagner.

Og så slog de på, at Helligånden er udgydt over alle mennesker.

Endelig forklarede de det frikirkelige aspekt med, at man har fundet ud af, at den kristne tro i Danmark udviklede sig nedefra. Igennem arkæologiske undersøgelser i Ribe og Hedeby har man fundet ud af, at de første kristne kirker opstod cirka 200 år før, Harald Blåtand ’gjorde danerne kristne’.

”Vækkelse kommer nedefra”, sagde de.

Netværket ønsker at arbejde organisk og ikke organisatorisk. Der er ingen vedtægter, økonomi og bestyrelse. Der er lagt op til tre fokusområder: præstesamlinger, ledertræning – bl.a. af unge og børnemedarbejdere, samt et sommerstævne, eventuelt i samarbejde med Evangelisk Frikirke Danmark.

Et organisk netværk

Lederdagen, som fandt sted i Saralystkirken i Aarhus, en kirke under Evangelisk Frikirke Danmark, var gratis og velorganiseret.

Der var tre seminarer, som deltagerne næsten ligeligt valgte sig ind på: ”Lederens åndelige liv”, ”Sundt karismatisk lederskab” samt ”At lede generation Z”. Det var præster fra netværket, der underviste i de tre seminarer.

Dagen sluttede med en fælles samling med David Viftrup, der er daglig leder af Aarhus Valgmenighed og ansat som projektleder i ”Lad os tale om tro”.

Han fortalte om udviklingen i projektet ”Lad os tale om tro”. Fra en idé til, hvordan man kunne få danskerne til at tale sammen om tro ud fra videoer på de sociale medier, til at det har været på både radio og tv, og hvordan kendte mennesker fortæller, at de er begyndt at tro på Jesus.

David Viftrup sluttede dagen af med opmuntringen til at droppe krigsretorikken. ”Vi skal ikke forsvare vores tro, men skabe rammen for samtalen om tro.” (Foto: Lone Møller-Hansen)

En naturlig samtale om tro

”Det interessante er, at det er dér, det starter. Ikke med at mennesker møder en kristen, som fortæller om sin tro. Jesus og Helligånden møder mennesker og kalder dem til kirke. Folk læser i Bibelen,” fortalte David med flere eksempler. ”Det er os kristne, der frygter ikke at blive modtaget. Det, vi som kirker og kirkeledere skal øve os på, er at tappe ind i det, Gud gør.”

”Vi skal tro på, at vi ikke længere er i 80’erne, hvor vi var de mærkelige. Vi skal ikke længere forsvare os og vores tro. Vi skal skabe rum til samtalen: altså gøre samtalen om tro til en del af gudstjenesten og fællesskaberne.”

David citerede Anne Mie Skaks Ph.d.-bog ”Bankede Gud på”. Hendes konklusioner er: Kirkerne skal have en tilgængelig spiritualitet. Der skal være en ramme, hvor folk kan sætte ord på det, de har oplevet. Der skal være en indføring i kristendommen og et åbent og trygt trosfællesskab.

”Fællesskab er det sidste, der sker. Det er virkelig svært at få folk videre, selvom de er begyndt at komme i kirken,” var David Viftrups erfaring.

Relateret

• 10. maj. 2025 - Hvordan finder vi fælles fodslag, når vi står langt fra hinanden?
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 12. jun. 2024 - SCMT lukker: Seks års økumenisk samarbejde om præsteuddannelse slutter
• 17. nov. 2023 - Velkommen i Strikkeklubben
• 16. okt. 2023 - Europæisk netværk giver inspiration til arbejdet blandt flygtninge

Find flere

”I løbet af det sidste år har vi drukket velkomstkaffe med ca. 95 personer. Inden for de sidste 18 måneder har vi optaget ca. 45 nye medlemmer. Vores gudstjeneste besøgstal svinger konstant på ca. 150-200 personer og har gjort det siden sommerferien. Dvs. vi har en menighed i bevægelse og forandring.

Da vi var på menighedsrådsweekend i september, brugte vi meget tid på bøn og samtale om, hvad vores behov i en evt. ansættelse var.  Det har nu ændret sig – i takt med den strøm af mennesker, der kommer til menigheden. Når selv vi som ledelse synes, det går stærkt for tiden, så synes vores medlemmer gennem mange år det også. Derfor er det måske ikke klogt at lægge op til en snak på menighedsmødet om, hvad samtlige medlemmer synes, vi skal ansætte. Det vil blive ukontrollerbart.

Vi vil skabe ro

Der er fordele og ulemper ved at lægge alt ud til drøftelse i menigheden. Vi har valgt at vente med at fremlægge, hvad vi arbejder med, til vi har noget at kunne indvie menigheden lidt mere konkret i. Vi har valgt at gøre det på den måde for ikke at skabe uro og splid – men ro. Vi har valgt at indvie menighedens mellemledere i vores tanker, ideer og mål i begyndelsen af det nye år, når vi forhåbentlig har lidt mere konkret at dele med dem og så derefter tage det op på et menighedsmøde. Det, tror vi, kan give ro.

Ja, Claus stopper men Jakob Vagner bliver. Vi er så heldige at have op til flere præster og lægprædikanter i menigheden. Vi har sat penge af til en giv-et-år medarbejder og en person i en halvtids stilling til næste år. Om denne person bliver en præst, ungdomspræst eller børne-ungdomsleder er endnu ikke afgjort. Vi ved det, når Gud sender den rette.

Derudover skal vi også lige have bygget en ny kirkefløj :-) Det er ikke kedeligt at være menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke”, slutter Gitte Prøhl.

Relateret

• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 17. feb. 2025 - ”Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred…”
• 27. sep. 2024 - Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske
• 20. dec. 2023 - Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul

Find flere