Simon Nielsen Ørregaard

Ateistisk menneskesyn

Hvor kommer moral fra?

Som ateist får jeg ofte stillet det spørgsmål. Troende hævder typisk, at en moralsk standard må komme fra en autoritet, der står over mennesket. Ellers ville vi være ladt tilbage med jungleloven.

Nu findes ateister i mange forskellige udgaver, men jeg hører til dem, der sætter deres lid til videnskab og evidens (dvs. det, der er indlysende). Op igennem menneskets historie har det faktisk vist sig også at være en god metode til at udvikle en humanistisk etik. Et samfund kan simpelt hen ikke fungere, hvis ikke man overholder visse regler. Mord og tyveri er kontraproduktivt i forhold til et frit samfund med plads til alle.

Som ateist mener jeg, at alle mennesker er lige

Religionsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed. Den inkluderer retten til ikke at tro. I de lande, hvor religion har mest politisk magt, ser man typisk, at forskellige menneskerettigheder undertrykkes. Mennesket nedprioriteres i forhold til kollektivet. I et sekulært samfund er der inden for visse rammer plads til alle uanset deres overbevisning. I de tilfælde, hvor rammerne påvirker udøvelsen af religion, er det religionen, der må vige, da den ellers vil undertrykke andres friheder. I Danmark er det fx forbudt at omskære piger. Det skal ses som en beskyttelse af individet, der altid må komme før et kollektivs eventuelle krav.

Folk må tro, hvad de vil, men samfundet må indrettes efter virkeligheden.

Alle mennesker har lige værdi, men det har idéer ikke

Enhver påstand må tåle at blive hånet og direkte modsagt. Det indlysende er det civiliserede samfunds fundament. Traditioner kan aldrig vinde hævd på sandheden. Folk må tro, hvad de vil, men samfundet må indrettes efter virkeligheden. Her tæller fakta mere end følelser. Det kan lyde goldt, men det giver netop plads til værdier som kærlighed, glæde og kreativitet. Ligesom universet består mennesket mest af brint, ilt, kulstof og nitrat. Vi lever i kosmos, og kosmos lever i os. Dét er den chance, vi har fået til at yde vores bedste for fællesskabet.

Islams menneskesyn

Lydighed

Imam Abdul Wahid Petersen

Som muslimer ser vi grundlæggende, at verden består af to ‘dimensioner’. Der er Skaberen, og der er det skabte. Alt, som ikke er Skaberen selv, er skabt. Mennesket er en del af skabelsen, og da vi er skabt af Skaberen, skylder vi Ham alt. Vores liv, vores velstand, vores helbred og alt andet. Og vi skylder Ham først og fremmest lydighed. Så alt, Han befaler os, må vi efter bedste evne forsøge at leve op til.

Alle mennesker er skabt af samme Skaber, og alle er Adams børn. Skaberen har ved Sin vilje valgt at lade mennesker være opdelt i folkeslag og stammer, som det siges i Koranen. Ligeledes har Han valgt at give os forskellige tungemål og tilgange til Ham. Han kunne have skabt os alle med samme kulør, nationalitet, sprog, tro og så videre, men Han har valgt at gøre det anderledes. Profeten Muhammad, fred være med ham, sagde en gang, at ingen er oprigtigt troende, før han ønsker for sin bror, hvad han ønsker for sig selv. Nogle tolker det meget snævert til at betyde ‘bror i tro’, mens andre tolker det bredere til at betyde ‘bror i slægtskabet fra Adam’.

Forstår man det på den bredeste måde, betyder det jo, at vores forpligtelser er universelle. Altid at ønske det bedste for alle andre, og altid bestræbe sig på selv at være et ordentligt menneske, uagtet hvordan andre måtte opføre sig.

Forstår man det på den bredeste måde, betyder det jo, at vores forpligtelser er universelle.

En meget høj standard

Profeten Muhammad, fred være med ham, var kendt for altid at holde en meget høj standard. Han sagde selv, at hans mission – ud over at overbringe budskabet – var at forbedre menneskers karakter og adfærd. Derfor holdt han altid selv en meget høj standard, også når andre opførte sig skidt.
I Koranen står der, at mennesker alene er skabt for at tilbede Allah. Og der står, at vi skal tilbede vores Herre, for på den måde at opnå større inderlighed i vores forhold til Ham. Opnå større ydmyghed og dybere spiritualitet. Islam bygger mennesker. Mennesker bygger en bedre verden.

Kristent menneskesyn

Håb

Biskop Peter Fischer-Møller

Hvad er et menneske? Forfatteren til Salme 8 fandt svaret i skabelsesberetningerne. Mennesker er, som alt andet her i verden, skabt af Gud. Af jord fortælles det. Gud kaldte mennesket Adam – jordmennesket. Vi består af samme molekyler, som naturen omkring os. Den bibelske beretning og naturvidenskaben er enige om det. Men mennesket er mere end jord. Gud pustede livsånde i Adams næsebor, og han blev et levende væsen. Gennem sit åndedræt i vekselvirkning med alt andet levende. I gensidig afhængighed. Et organisk økosystem.

Men vi er mere end det. For mennesket er – som mand og kvinde – skabt i Guds billede. Vi har fået fantasi, følelser og forstand, så vi kan forholde os reflekteret til den verden, vi er en del af. Gennem sproget kan vi kommunikere og sammen i frihed påtage os et ansvar for hinanden og for skaberværket.

Mennesket på vrangen

Det lyder rigtig smukt. Men historien har også en bagside. I Bibelen hedder det syndefaldet. Mennesket er en synder. Det handler ikke bare om, at vi kommer til at gøre andre mennesker ondt. Det stikker dybere. Arvesynd er det blevet kaldt. At vi ikke kan lade være med at ramme ved siden af livets dybeste mening: At elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind og vores næste som os selv.

Synd er ikke noget populært begreb. Heller ikke i kristne kirker. Vi vil hellere tale og synge om Guds kærlighed og menneskers udviklingsmuligheder. Men hver gang, mennesker prøver at se bort fra synden og kun tænke positivt, går noget alligevel galt. Og hvem fik det til at gå galt? Det var jo nok nogle af de andre. De anderledes. Som vi så kan gøre til syndebukke.

Godt og ondt kæmper stadig i sind og hjerte på os alle.

At bryde den onde cirkel

Det er kernen i et kristent menneskesyn: At den onde cirkel kan vi ikke selv slippe ud af. Én måtte bryde den for os. Det gjorde Jesus Kristus. Han afslørede os som syndere og brød med sin grænseløse kærlighed syndens magt. Han brugte sit liv på det. Han gav sit liv for at få os til at fatte det.
Godt og ondt kæmper stadig i sind og hjerte på os alle. Vi er på en gang retfærdige og syndere, siger Martin Luther. Det kan vi leve med, fordi vi har mulighed for at bede om tilgivelse og tilgive andre, hvad de har gjort mod os. Vi tør tro på Guds tilgivelse også dér, hvor dét, vi gjorde galt, ikke står til at rette op.

Derfor er overskriften over et menneskeliv i lyset af evangeliet: Håb. Håbet har sin grund i, at livet og verden ikke kun er i vores skrøbelige hænder, men også i Guds hånd.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Også staten ønskede at kontrollere borgerne ned i mindste detalje. Alexander fortæller: ”Hvis vi ønskede at gå en tur i byen, var det forbudt. Vi skulle altid have ledsagere med, og når unge mennesker havde lyst til at træffes og have lidt sjov, var det helt forbudt, og det kunne slet ikke lade sig gøre – vi var overvåget konstant.”

Flygtet, fri, men ensom

Den store ufrihed fik i 2011 Alexander til at flygte først til Tyrkiet og senere til Grækenland, Italien, Frankrig og Tyskland. I Grækenland blev han udsat for menneskesmuglere, der snød og bedrog ham, men en dag fortalte en smugler ham, at Danmark var et godt, venligt og frit land, som han syntes, Alexander skulle rejse til.

En dag fortalte en smugler ham, at Danmark var et godt, venligt og frit land, som han syntes, Alexander skulle rejse til.

Sådan oplevede Alexander også Danmark, hvor han indenfor kort tid fik asyl. Han var meget ensom, men fik via sin socialrådgiver forbindelse med Tage og Else Marie Nielsen i Pandrup. Her fik han en dansk familie, som tog hånd om ham. Alexander blev inviteret til en lovsangs-aften i Saltum Baptistkirke: ”Jeg blev meget berørt den aften, men havde brug for at finde ud af, om det bare var musikken og stemningen, så jeg begyndte at gå regelmæssigt i kirke.” Efter fire måneder var Alexander sikker. Han ville give sit liv til Jesus. Han blev døbt i Pandrup Baptistkirke i 2012.

Stemmeret og demokrati

November 2017 havde Alexander været så længe i Danmark, at han kunne stemme til kommunalvalget for første gang. Det var en stor glæde. ”Jeg har stemt før, tilbage i Iran”, fortæller Alexander. ”I Iran var der stemmepligt, og det var grotesk, for de øverste ledere bestemte alt – Iran er reelt et diktatur.” Men Alexander stemte, for det stod på ens ID, om man havde stemt. Igen var der tæt kontrol fra magthaverne.

Egentlig politisk aktiv er Alexander ikke her i Danmark – mest fordi han udover sit arbejde som tolkekoordinator lægger meget arbejde i Bethelkirken i Aalborg som børnekirkeleder, og samtidig har han siden 2012 været frivillig i ‘DFUNK’, Dansk Flygtningehjælps ungdoms-netværk.

Alexander er så sikker på, hvor hans fremtid ligger, at han for nogle år siden besluttede at skifte navn til det danske Alexander Nielsen.

Alexander har brugt megen tid på at sætte sig ind i den danske styreform og det politiske system, så han føler sig godt klædt på til at stemme for første gang. Han siger: ”Når der er noget, jeg gerne vil vide om både dansk kultur og det politiske system, er mine venner altid parate til at give mig grundig information. Jeg oplever, at det er nemt at blive integreret, hvis man selv vil.” Når der opstår nye partier, som fx Liberal Alliance, er Alexander også hurtigt ude med spørgsmål: ”Hvad står de for?”

Et tilvalgt fædreland

Alexander og hans danske mor, Else-Marie Nielsen

Alexander har selvfølgelig en del med sig fra Iran, og han oplever, at man skal være bevidst om sin kulturelle baggrund. Han savner sin familie, som han forhåbentlig skal møde næste sommer for første gang i syv år. Alligevel er Alexander så sikker på, hvor hans fremtid ligger, at han for nogle år siden besluttede at skifte navn til det danske Alexander Nielsen. Han siger med stor overbevisning: ”Danmark er mit fædreland nu, og det er her, jeg vil have min rod og lægge mit arbejde.”

”Gud havde en plan for mig”, fortæller Alexander. ”Jeg søgte friheden og fandt den i Danmark. I tilgift fik jeg det vigtigste. Jeg fandt Jesus og blev kristen. Jeg er meget taknemmelig for Danmarks modtagelse og især for Tage og Else Marie, som blev min danske familie.”

Det er svært at opfatte menneskesmuglere som led i Guds planer, men her er der trods alt en, som har en part både i oplevelsen af frihed og i overgivelse til Kristus.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Britta Kornholt

• er lektor på UCC Professionshøjskolen, arbejder med praktikledelse på læreruddannelsen og underviser i kristendomskundskab/religion
• var præst i Lyngby Baptistmenighed 1995-2002
• cand.theol. fra Københavns Universitet

At navigere i et farverigt samfund med en befolkning, der har mange forskellige kulturelle og religiøse rødder, kræver mere end bare empati, vilje og omsorg – det kræver viden. Derfor et par bud på bøger, der kan være en hjælp til at forstå både de mekanismer, der er på spil, når vi møder det fremmede, og én af de religioner, som især flygtninge fra Syrien tilhører, nemlig islam.

Mette Buchardt: Kulturforklaring. Uddannelseshistorier om muslimskhed,

Tiderne Skifter, København 2016.

Bogen tager sit afsæt i skoleverdenen, men kan med fordel give aktører udenfor skolen et indblik i de mekanismer, der er på spil i mødet med det fremmede. Mette Buchardt skitserer et halvt århundredes syn på elever med udenlandsk baggrund i skolen, hvor betegnelsen er gået fra fremmedarbejderbarn til ‘muslimsk elev’.

Fremmedarbejderbarn eller muslimsk elev

I starten af 1970’erne blev det, man kaldte fremmedsprogede elever, primært betragtet som anderledes end danske elever i kraft af deres manglende kendskab til det danske sprog… På den måde var der ingen forskel på børn af fx tyrkiske gæstearbejdere og børn af flygtninge fra Latinamerika.

I takt med, at islam som politisk fænomen overtog kommunismens rolle som den vestlige verdens hovedmodsætning, blev kultur i både den pædagogiske verden og i den offentlige debat lig med islam. Elever, der havde rødder i fx mellemøstlige lande, blev ikke længere betragtet som fremmedsprogede elever, men fik prædikatet muslim klistret på sig – også de børn, der egentlig ikke havde muslimske rødder.

Andre undersøgelser i skolen viser, at små børn, der starter i børnehaveklassen, er en ganske ensartet gruppe, som godt nok ser lidt forskellige ud og har forskellig mad med i madpakken. I løbet af skoletiden udvikler de ‘muslimskhed’, fordi de bliver kategoriseret som muslimer af deres lærere. Laver de ballade, så bliver det forklaret med, at de er muslimer, som da en fynsk skoleleder tilbage i 2012 sagde til en gruppe elever: ’Jeg er så skidetræt af jer muslimer, der ødelægger undervisningen!’

At begynde at betegne grupper af elever i skolen som muslimer betyder, at der langsomt sker en ændring i betydningen af den betegnelse. Mette Buchardt uddyber: ”I dag kan man sige at ordet ‘muslim’ ikke længere kun, måske ikke engang primært, bliver brugt til at beskrive personens religion, og hvordan den praktiseres”. Mette Buchardt viser i sin historiske gennemgang, hvordan betegnelsen ‘muslim’ bliver brugt til at kategorisere det, der er anderledes end det, der antages for at være dansk normalitet.

I Mette Buchardts optik kan lærerne simpelthen ikke komme udenom at forholde sig til, at der sidder en gruppe, som et helt samfund opfatter som anderledes, i deres klasselokale.

Ekstra lektier til lærerne

I Mette Buchardts optik kan lærerne simpelthen ikke komme udenom at forholde sig til, at der sidder en gruppe, som et helt samfund opfatter som anderledes, i deres klasselokale. Det kræver stor indsigt og en udvidet bevidsthed om egne forestillinger om de såkaldte fremmede i klassen, når undervisningen skal planlægges. Jeg vil påstå, at det ikke kun er lærerne, der har fået ekstra lektier for, men alle velfærdsprofessionelle og på sin vis også den danske præstestand. Alle har et ansvar for at gøre sig umage med at løsne de negative kategoriseringer, som er blevet hæftet på begrebet ‘muslim’.

Alle har et ansvar for at gøre sig umage med at løsne de negative kategoriseringer, som er blevet hæftet på begrebet ‘muslim’.

Mette Muchardts bog er mest en historisk gennemgang af, hvordan synet på ‘fremmede’ i Danmark har ændret sig over de seneste 40 år. Mette Buchardt fremviser flere eksempler på, hvordan den løsningsorienterede tilgang, som samfund og skole benyttede sig af i 70´erne, er blevet afløst af en mere symbolorienteret tilgang, hvor assimilation bliver forklaret som integration. Det har ført til voldsomme modreaktioner hos de unge flygtninge og indvandrere, og det har farvet den almindelige danskers syn på islam.

Vil man gerne have lidt baggrundsviden om, hvorfor problemer i indvandrer- og flygtningegrupper forklares med deres kulturelle traditioner, og hvorfor begrebet muslim i dag er blevet lig med fejlintegreret, så er denne bog en god indføring.

Lene Kühle: Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder

Forlaget Univers, Højbjerg 2016

Lene Kühles undersøgelse: ‘Moskeer i Danmark II’ har dokumenteret, at i 2017 er der 170 moskeer i DK – 40% af dem er godkendt som trossamfund i DK. Definitionen på en moske er i hendes undersøgelse, at der afholdes arrangeret fællesbøn én gang om ugen.
Vil man gerne vide noget om den religion, som majoriteten af de syriske flygtninge er vokset op med, så er denne bog af Lene Kühle et godt bud. Alt for ofte generaliseres der om religionen islam og muslimer – men islam og muslimer er en ligeså broget flok som kristendom og kristne.

Lene Kühles bog er et resultat af Det Danske Pluralismeprojekt, som havde til formål at beskrive det religiøse landskab i Danmark lokalt og nationalt. I projektet samarbejdede forskere fra teologi og religionsvidenskab om at fremstille de største religioner i Danmark ud fra empiriske undersøgelser. Denne bog om islam er således ikke kun baseret på den religiøse elites udlægning af religionens dogmer, men Lene Kühle har været ude i felten og undersøgt, hvem der besøger hvilke moskeer og bedesteder, og hvad de tror på og finder vigtigt.

Feltarbejde peger på, at sharia, for den praktiserende muslim i Danmark, er en etisk rettesnor.

Kernebegreber i islam

I bogen introducerer hun forskellige kernebegreber i religionen islam. Blandt andet har hun undersøgt sharia, som jo oftest i den offentlige debat forbindes med håndafhugning og stening, men hendes feltarbejde peger på, at sharia – for den praktiserende muslim i Danmark – er en etisk rettesnor på linje med de ti bud eller den apostolske trosbekendelse. Altså en individuel ledetråd fremfor et lovsystem. Hovedparten af de praktiserende muslimer i Danmark kan altså ikke kende det billede af sharia, som tegnes i de islamkritiske publikationer, der de seneste mange år løbende er blevet udgivet.

Moskeer i Danmark

Ligesom den kristne kirke består af mange forskellige kirkeretninger, så finder man også indenfor islam forskellige slags ‘islam’er’.

Lene Kühles anliggende er at undersøge det muslimske moskemiljø, og derudfra tegner hun et mangfoldigt billede af muslimer. Ligesom den kristne kirke består af mange forskellige kirkeretninger, så finder man også indenfor islam forskellige slags ‘islam´er’. Lene Kühle har først og fremmest katalogiseret moskeerne i sunni-muslimske og shia-muslimske, da det er de to hovedretninger indenfor islam. De kan så brydes ned i mindre grupperinger. Her har Lene Kühle delt moskeerne op i

• organisationsmoskeer (moskeer med rødder i en international forankret organisation, som fx det tyrkiske Diyanet)
• lægmoskeer (moskeer, hvor man mødes med andre med samme etniske baggrund og sprog, fx arabisk eller somalisk)
• sheikmoskeer (ofte grundlagt og ledet af en karismatisk personlighed – fx Islamisk Trossamfund)

Indenfor de forskellige kategorier finder man alt fra kulturmuslimer, som ikke har et aktivt forhold til deres religion men fejrer de store islamiske højtider, til politisk-ideologiske muslimer, som opfatter islam som en politisk ideologi og ofte antager en fundamentalistisk tilgang til Koranen. Grimhøj-moskeen i Århus er et eksempel på en moske, der tæller denne sidste gruppe af muslimer.

Vil man gerne have en kort introduktion til islam og til den praktiserede islam i Danmark, så er denne bog et rigtigt godt afsæt. Siden bogen blev udgivet, er der kommet andre grupperinger til indenfor islam – bl.a. Mirjam Moskeen i Købmagergade, som har en kvindelig imam. Det underbygger én af Lene Kühles pointer, at Islam ikke er en statisk religion – den er ligesom kristendom i evig udvikling.

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 26. dec. 2023 - Aktive lemmer i Lyngby

Find flere