Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Hver uge samles tusindvis af mennesker i spare- og lånegrupper i Burundis Ruyigi-provins. De sparer op, låner ud, investerer og bygger et stærkere lokalt fællesskab. Resultatet er ikke kun økonomisk vækst – men også ny tillid, mere ansvar og samarbejde. 

Samarbejdet 

Det var BaptistKirkens partner i Burundi, Dutabarane, der i perioden 2022–2024 etablerede 211 lokale spare- og lånegrupper (Village Savings and Loan Associations, VSLA) og 16 større fællesskaber, såkaldte føderationer (Village Savings and Loan Federations, VSLF). Projektet blev gennemført i Ruyigi-provinsen tæt på Tanzania i det østlige Burundi. Projektet er finansieret af FAHU Fonden: En fond, der arbejder for at forbedre levevilkårene for fattige mennesker gennem bæredygtige løsninger. 

Under besøg viser deltagerne skuespil om, hvordan projektet har ændret deres liv og hvad de har lært (Foto: Morten Kofoed)

En fond med global rækkevidde 

FAHU Fonden blev etableret i 2007 med det overordnede mål at støtte bæredygtig udvikling i marginaliserede områder verden over – uden politiske, økonomiske eller religiøse bindinger. Fonden opererer med et klart fokus på såkaldt finansiel inklusion. Det sker især gennem støtte til selvhjælps-initiativer som spare- og lånegrupper. FAHU finansierer blandt andet træning af lokale grupper, der arbejder for at løfte lokalsamfund økonomisk og socialt. 

Fra enkelte grupper til stærke føderationer 

Overordnet var formålet med projektet at fremme økonomisk selvstændighed og ansvarlighed især blandt kvinder og unge i landområder. Partnerskabet mellem Baptistkirken i Danmark og Dutabarane i Burundi gennemførte med økonomisk støtte fra FAHU-fonden det omfattende projekt 

I den indledende fase blev der etableret lokale VSLA-grupper, hvor medlemmer sparede sammen og ydede lån til hinanden. Træning i økonomistyring, landbrugspraksis, iværksætteri og social mobilisering gav deltagerne indsigt og ansvar i praksis. 

Samtidig blev VSLA-grupperne organiseret i såkaldte føderationer (VSLF) for at skabe større økonomisk gennemslagskraft – fx ved fælles investeringer i jordbrug og adgang til formelle finansielle ydelser fx gennem lokale banker. 

Besøg hos de lokale myndigheder er en vigtig del af projektets legitimitet og vigtigt for vores lokale partner – Dutabarane (Foto: Morten Kofoed)

Projektet har givet gode resultater 

I løbet af projektperioden blev der etableret 211 VSLA-grupper med 4.913 deltagere. 69 % af deltagerne var kvinder. Desuden blev der etableret 16 VSLF-føderationer, med i alt 3.160 medlemmer. Føderationerne giver mulighed for at få større lån til VSLA-grupperne – eller enkelte medlemmer af grupperne. Føderationerne fungerer også som lokale civilsamfundsorganisationer, der kan gå i dialog med myndigheder og banker om bedre forhold for lokalbefolkningen. 

Ved at deltage i projektet har deltagerne øget deres personlige opsparing. Det giver mulighed for lån, der kan investeres i lokale mikrovirksomheder. Mange af deltagerne driver nu små vellykkede landbrugsvirksomheder i form af køkkenhaver, agerbrug, opdræt af geder, kaniner og honningproduktion. 

VSLA-gruppernes investeringer i lokale mikrovirksomheder har ført til markant forbedring af husholdningernes økonomi: Familierne har fået råd til skolematerialer og til at betale skolepenge. 

Her er en VSLF gruppe gået sammen om at investere i dyrehold og har sammen bygget en stald og indkøbt grise (Foto: Morten Kofoed)

Familierne har også fået råd til en basal sundhedsforsikring, der giver mulighed for at betale sundhedsudgifter. En ændring der er med til at forbedre levevilkårene for de fattigste i Burundi. 

Udover bedre økonomi fortæller deltagerne også, at relationerne i lokalsamfundet er blevet mærkbart styrket: Folk tager større ansvar og samarbejdet i lokalsamfundet er blevet meget bedre. Konkret har VSLA- og VSLF-grupperne medvirket til at renovere veje og broer, ligesom man i fællesskab har bygget huse til særligt udsatte.  

Føderationerne har desuden skabt finansiel sikkerhed gennem tilslutning til lokale kooperativer, fx COOPEC, et lokalt pengeinstitut, som har specialiseret sig i finansielle tjenester til medlemmerne af VSLA- og VSLF’er i landområderne. 

Om Dutabarane 

Dutabarane er et netværk af protestantiske kirker i Burundi. Netværket blev etableret i 2007 af Baptistkirken i Danmark, World Relief Burundi og det burundiske kirkeråd. Oprindeligt var fokus HIV/AIDS-forebyggelse, men hurtigt blev fokus udvidet, da man erfarede den tætte sammenhæng mellem HIV, fattigdom og kønsbaseret vold. I dag arbejder Dutabarane bredt med:  

Økonomisk inklusion: Etablering og facilitering af VSLA-grupper, hvor deltagerne sparer op, låner og investerer sammen. VSLA er et godt redskab til fattigdomsbekæmpelse og lokal udvikling. Organisationen har siden 2009 trænet omkring 200.000 VSLA-medlemmer i Burundi. 

Fødevaresikkerhed, sundhed, social ansvarlighed og beskyttelse af børn, med en tilgang der sigter mod helhedsorienteret udvikling under navnet PILDA (Participatory Integrated Local Development Approach). 

Dutabarane arbejder i hele Burundi og støttes af lokale kirker, myndigheder og internationale partnere som World Relief, TearFund, FAHU Fonden og Baptistkirken i Danmark. 

Baggrunden: Hvorfor er dette vigtigt? 

VSLA-modellen har historisk vist rigtigt gode resultater i Østafrika, men den er ofte blevet begrænset til mindre grupper uden større økonomisk – eller lokalpolitisk – gennemslagskraft.  

Det har den FAHU-støttede indsats i projektet forsøgt at ændre gennem etablering af VSLF’er. Arbejdet har båret frugt i Ruyigi-provinsen, der er et område præget af fattigdom, mangel på adgang til formelle finansielle ydelser og lav økonomisk deltagelse blandt kvinder og unge. 

Projektet har haft fokus på fødevaresikkerhed, fattigdom og manglende lokal organisering – og anvendt netop de værktøjer, som FAHU støtter: Træning i finansiel inklusion, myndiggørelse og lokalt ejerskab. 

Selvom mange har oplevet forbedringer, er der fortsat udfordringer og områder, der kan forbedres. 

Nogle VSLA-grupper har endnu ikke tilsluttet sig føderationerne. Det handler både om manglende modenhed i arbejdet med VSLA og kendskab til føderationerne. Mange deltagere drømmer om en forbedret infrastruktur i form af faciliteter til dyreavl og forarbejdning af landbrugsprodukterne. Nogle af disse mål kan nås ved den lokale forankring og ejerskab. Det kræver dog en bedre adgang til flere finansielle muligheder i det formelle banksystem. 

Repræsentanter fra FAHU Fonden besøgte projektet i 2024. De blev hjerteligt modtaget ude i felten (Foto: Morten Kofoed)

Partnerskabet med FAHU Fonden 

Partnerskabet med FAHU Fonden har været uvurderligt for projektet. FAHU Fonden har – udover økonomisk støtte – bidraget med erfaring og ekspertise inden for mikrofinans. Blandt befolkningen har de kirkelige netværk og relationer været vigtige i forbindelse med mobilisering og træning af (frivillige) ressourcer i lokalsamfundene. 

Der skal tages flere skridt… 

Projektet er et godt eksempel på, hvordan finansiel inklusion og lokal mobilisering går hånd i hånd. FAHU Fondens støtte har ikke blot sikret bedre økonomi i projektet – den har styrket ansvar, ejerskab og social sammenhængskraft i udsatte landsbyer. Næste skridt bliver at udvide modellen, bygge på infrastrukturen og forankre føderationerne i formaliserede, bæredygtige systemer – til gavn for flere hjem, flere liv og flere generationer. 

 Læs mere 

• “Indkomstskabende aktiviteter og mikrofinans”: https://www.mikrofinans.dk/wp-content/uploads/2021/02/2019-Aarsrapport-2020-21-Handlingsplan-vedtaget-2.pdf
• FAHU Fondens webside: https://fahufonden.dk/ 

En VSLF-gruppe er gået sammen om at bygge et nyt hus til en værdigt trængende familie.(Foto: Morten Kofoed)

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen:

”Far i himlen, tak fordi vi må række ud og gøre en positiv forskel.” Det var Morten Kofoeds bøn ved indledningen af BaptistKirkens første online-seminar om international mission torsdag 24. april. Mødet samlede både unge og ældre om en fælles vision: At være lys og håb for mennesker, der har brug for os.

Vi mødes onlne

En ny måde at samles på

“Vi har brug for at holde gryden i kog,” lød det fra Morten Kofoed, Sekretær for International Mission, da han bød velkommen til webinaret. Ideen med mødet var at give et indblik i, hvordan BaptistKirkens internationale arbejde udvikler sig – i en tid, hvor der ikke er udsendte ”i marken”.

Efter den fælles bøn fortalte Morten om ideen med mødet: IM-udvalget (Udvalget for International Mission) vil fremover række ud til baglandet via korte online møder, så endnu flere får mulighed for at følge med i arbejdet.

Se hele webinaret

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

De unge viser vejen

Mødets højdepunkt var præsentationen fra YEGO: Et mangeårigt samarbejde mellem Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (DBS). Formand Iben Kragh Nørlund og tidligere ungdomsleder Julie Mikkelsen fortalte engageret om ungdomsarbejdet, der i partnerskab med AEBR Youth i Rwanda skaber livsforvandlende projekter for unge i udsatte positioner.

Arbejdet bygger på ligeværd og partnerskab, ikke på dansk overlegenhed. Gennem små, målrettede projekter – som hjælp til unge mødre, uddeling af symaskiner og støtte til forældreløse – vokser håbet konkret frem.

Danske uledere fra YEGO sammen AEBR Youths frivillige i juni 2024

”Vi driver projekterne sammen. De har hånden på pulsen lokalt – vi understøtter og lærer af hinanden,” forklarede Iben.

“Vi er unge i Danmark, der sammen med unge i Rwanda drømmer om at skabe håb,” sagde Iben, som fremhævede det nyligt afsluttede projekt for forældreløse børn. Med støtte fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, red.) er der udviklet netværk, givet kompetencer og muligheder til børn, som ellers ville være overladt til sig selv.

“Det største mirakel er at se, at en lille gruppe kan blive til 500, som hjælper hinanden videre,” fortalte hun og delte, hvordan tidligere projekter nu lever videre på børn og unges eget initiativ.

“Vi kan ingenting alene,” sagde Iben Kragh, “men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

“Vi kan ingenting alene… men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

Når kirker lukker – og håb alligevel lever

Morten Kofoed berettede om en alvorlig udfordring i Rwanda: Lukningen af hundredvis af kirker.

Det er lokale myndigheder, der lukker kirkerne med henvisning til regeringens nye, skærpede krav til kirkebygninger og uddannelse af præster og ledere.

“Det kan føles som at kæmpe i modvind. Det virker tilfældigt, hvem der får lov at åbne igen, men vi oplever samtidig en stærk vilje til at finde nye veje,” sagde Morten.

BaptistKirken samler nu midler ind til at støtte genåbningen af kirker, men venter på klare retningslinjer, før pengene frigives.

Rubura 1948 under Henry Gjerrilds besøg

100 år forankret i tro og fortælling

Henrik Andersen, der er tovholder på projektet “100 år i Afrika”, rundede mødet af med at løfte sløret for jubilæumsforberedelserne i anledning af at de første missionærer fra Danmark kom til Burundi i 1928.

“Vi har samlet et hold, der både kan finde de gode historier og sikre, at vi også får de glemte stemmer med,” fortalte Henrik.

Historiker Jens Wendel-Hansen har lovet at redigere en jubilæumsbog. Det er planen, at den udkommer i foråret 2028. I løbet af foråret 2025 regner udvalget med at have et hold af skribenter på plads.

Som en del af forberedelserne interviewer udvalgte både tidligere udsendte og deres børn.
“Det personlige vidnesbyrd har altid været et bærende element i vores mission. Det skal vi huske, når vi skriver historien,” understregede Henrik.

En tjeneste i forandring

Webinaret sluttede med en fælles bøn ved udvalgets formand Per Beck og med en påmindelse: ”Tak, Gud, fordi kaldet stadig lyder – og fordi vi får lov at tage det op.”

Mission er ikke forbeholdt dem, der rejser ud. Det er en fælles tjeneste, båret af bøn, fællesskab og tro – også hjemme fra Danmark.

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Lyt til artiklen her:

I en nybygget blå og rød kirke i Binh Long i det sydvestlige Vietnam er Erik Løvind Andersen gæst sammen med sin ven gennem mange år, Blung Dieu, fra den vietnamesiske menighed i Slagelse. Det er fredag den 3. maj. Den nye kirke på næsten 1.100 kvadratmeter skal indvies og kirken er fyldt til sidste plads: Flere end 1000 mennesker har fået plads i kirkesalen på første sal. 600 kirkegængere fylder stueetagen. Udenfor i seks telte i festivalstørrelse, venter flere end 2.000 gæster sammen med menighedens to store kor. Mændene sidder i kirkens højre side. De er uden undtagelse klædt i lyse skjorter og slips og mange har jakke på i varmen. Kvinderne sidder til venstre og foran dem sidder myndighedsrepræsentanterne: Politimesteren, viceborgmesteren og flere partifunktionærer. Flere af dem i storternede skjorter: Der må være grænser for, hvor meget respekt kommunister behøver vise religionen.

1000 mennesker samlet i kirkesalen til indvielse (Foto: Binh Long Association Church)

Erik kigger på Blung. Det er et højtideligt øjeblik for menigheden og de ved begge, at det her er en kirkeindvielse, de vil huske meget længe.

Invitationen

Erik fortæller om oplevelsen en sommerdag i hjemmet i Rødhus. Vi sidder på kontoret på første sal og ser billeder af begivenheden. På computerskærmen kører den PowerPoint-præsentation, Erik er ved at lave til sit foredrag om turen til Vietnam.

Eriks lange venskab med Blung Dieu og hans familie går tilbage til dengang Erik var ansat som præst i Midtsjællands Baptistmenighed i 1990’erne:
”Blung havde gennem længere tid sagt: ’Erik, du skal med til Vietnam’. Og så kom den her indbydelse til kirkeindvielsen med 2000 inviterede gæster i Binh Long. Så måtte vi afsted.”

Når staten bestemmer alt

Efter et par dages rejse når Erik sammen med Blung og hans familie til Binh Long. Det er tydeligt, hvem der har magten i landet. Overalt er der symboler med hammer og segl. Erik fortæller, at der er styr på tingene. Undervisning, sundhed og infrastruktur fungerer og det virker som om, befolkningen er tilfreds:
”Befolkningen virker ikke særlig kommunistisk. Så længe styret gør det, de skal og holder igen med korruptionen, så er det accepteret. Det virker som om kommunisterne er idealister. Noget der går helt tilbage til Ho Chi Min (premierminister 1945 – 1955 og præsident 1955 – 1969 i den kommunistiske ’Demokratiske republik Vietnam’, red.), der var en betydningsfuld personlighed, som stadig mindes med stor ærbødighed.”

I hverdagen fylder partiet dog en del. Erik beretter om en oplevelse på hotellet i Binh Long:
”Hver morgen klokken fem blev vi vækket af revolutionær musik udenfor efterfulgt af morgengymnastik. Det stod på i tre timer!”

Ordentligt klædt på i kirken!

Inden afrejsen havde Erik modtaget vejledning af sin ven Blung:
”Du skal have sort jakkesæt med, Erik! Og så skal du være forberedt på, at du bliver spurgt om at prædike og undervise – i lange baner.”

Erik undrede sig over den melding. De protestantiske menigheder i Vietnam er generelt i vækst. Det virker ikke som om, de har brug for vestlige undervisere. Men undervejs blev Erik gentagne gange opfordret til at prædike og undervise. Alle steder blev der lyttet og reflekteret med stort engagement.

Erik og Blung på talerstolen til søndagsgudstjenesten i Binh Long – dog uden jakker! (Foto: Privat)

Erik viser et billede af sig selv i sort jakkesæt på podiet i kirken i Binh Long:
”Det var varmt! Så jakkesættet er sendt til rensning. Jeg er ikke sikker på det lykkes, så jeg har købt et nyt sæt,” ler Erik og fortsætter: ”Men alle går op i at være ordentligt klædt på i kirken. Kvinderne er i festlige kjoler og mændene har jakker på – eller i det mindste skjorte og slips.”

Kirkeindvielsen i Binh Long

Allerede tre kvarter før gudstjenesten skal begynde er alle 4.000 gæster på plads i kirken og i teltene udenfor. Erik fortæller om festen: Menighedens to kor med hver 180 medlemmer sang, der var taler og hilsner og den lokale formand for Den Vietnamesiske Evangeliske Kirke prædikede over teksten om Kong Salomos tempel.

Ungdomskoret synger til indvielsen i Binh Long (Foto: Binh Long Association Church)

Det vigtigste element ved indvielsen var overdragelsen af kirken fra den bygningsansvarlige til menigheden. Erik fortæller:
”De lægger meget vægt på overdragelsen. Blandt andet for at fortælle myndighederne, der sidder nede i kirkesalen, at det her er et Guds hus. Ikke bare en bygning, som myndighederne kan få hånd- og halsret over. Der kørte virkelig et spil mellem kirke og myndigheder der.”

Baggrunden

Menigheden i denne historie finder vi i Binh Long-området cirka 120 kilometer nord for Ho Chi Minh City (tidligere Saigon). Her tilhører en stor del af befolkningen den etniske gruppe Stieng-folket.

Erik og Blung i plantagen, der er etableret med støtte fra BaptistKirken (Foto: Privat)

Menigheden har flere end 60.000 medlemmer og 100 mødesteder. Den er en del af Hội Thánh Tin Lành Việt Nam – frit oversat: Den Vietnamesiske Evangeliske Kirke. BaptistKirken havde et udviklingssamarbejde med menigheden i Binh Long fra 1997 til omkring 2004. Der blev samarbejdet om projekter på lokalhospitalet i Binh Long, en gummiplantage og en fælles præsteuddannelse, hvor præsten Huynh Dieu var en af lærerkræfterne igennem mange år.

I midten af ”nullerne” var Vietnams økonomi blevet så stærk, at Danida ikke længere støttede udviklingsprojekter. Den danske regering ønskede i stedet at bruge midlerne på at fremme demokratisering og god regeringsførelse i Vietnam. Samarbejdet mellem BaptistKirken og menigheden i Binh Long ebbede ud og i 2007 var der sidste gang besøg i Vietnam.

De danske relationer til den evangeliske kirke i Vietnam går tilbage til 1975, hvor den danske journalist Henning Becker bragte 214 forældreløse vietnamesiske børn til Danmark. Efter et kort ophold på Livø i Limfjorden kom 150 af børnene til Roskilde Højskole, hvorfra de flyttede ud til andre dele af Sjælland. Mange kom til Slagelse- og Sorø-området, hvor de kom i kontakt med lokale menigheder i Missionsforbundet og BaptistKirken. Den vietnamesiske baptistmenighed i Slagelse er grundlagt af ”Beckerbørn”.

Menigheden i Binh Long i dag

Huynh Dieu ved indvielsen af den nye kirke (Foto: Binh Long Association Church)

I dag er Huynh Dieu fortsat leder af menigheden. Han var fængslet af kommunisterne i 13 år frem til 1988. Under fængselsopholdet døde Huynh Dieus kone. Da han blev frigivet, var der ikke meget tilbage af menigheden. Men siden begyndelsen af 1990’erne har menigheden oplevet vækst, ligesom andre kirker i området.

Det virker som om de kristnes forhold i Vietnam er blevet forbedret siden BaptistKirkens engagement ophørte for snart 20 år siden. Ifølge Erik skyldes det også kirkernes evne til at ”spille med” og ikke provokere myndighederne. Huynh Dieu udtrykte det sådan, da Erik spurgte ham, hvordan han hele tiden fik myndighederne overbevist om kirkens ret til at eksistere: ”Jeg tænker bare som en kommunist!”

Hverdagen er ikke uden problemer

Generelt anerkender myndighederne i dag kirkens positive indflydelse i samfundet i Vietnam. Huynh Dieu har endda fået et fint diplom med anerkendelse. Alligevel er hverdagen ikke uden besværlige bump fortæller Erik:
”I forbindelse med kirkeindvielsen siger politiet pludselig: ’Det der med så mange mennesker, det går ikke. Der er risiko for optøjer.’ Hyunh Dieu fik afværget yderligere problemer ved at sige til politiet, at han havde ansvaret på kirkens område. Så kunne politiet tage sig af lov og orden på gader og veje.”

Myndighederne har udpræget respekt for præsten Huynh Dieu. Selv siger Huynh, at det skyldes, at han er gammel, allerede har været fængslet i lang tid – og så tilhører han minoriteten Stieng-folket. Men måske skyldes det også, at han de facto er leder af en større befolkningsgruppe. Så længe kirken holder folket i ro, giver det ikke myndighederne problemer.

Søndagen efter kirkeindvielsen i Binh Long står Erik på talerstolen i den nye kirke sammen med Blung Dieu. Igen er kirken fyldt til sidste plads. Ligesom i Danmark er myndighederne i Vietnam ikke begejstrede for udenlandske prædikanter, så Erik må kun bringe en hilsen. Men hilsner kan jo også være inspireret af Guds ord.

Den nye kirke i Binh Long med den imponerende trappe (Foto: Privat)

Om troen

Under sit besøg i menigheden i Binh Long oplevede Erik både troendes dåb og nadver:
”Det er stille og rolige mennesker. Men der er ingen tvivl om deres gudsforhold. De lægger virkelig vægt på deres tro, som er meget jævn og ligetil. I flere af kirkerne stod der ’Lovpris Herren’ i korbuen. Det virkede som om, det var et motto for de synger rigtig meget. Og de kan alle sangene udenad.”

Erik har reflekteret meget over oplevelserne i Vietnam:
”Det er ikke den dybe teologi, der præger menighederne. De glade for, at vi kommer fra vesten og måske giver budskabet lidt mere dybde. Men de har en missionsforkyndelse, som jeg synes, vi mangler.”

Netop vietnamesernes missionsengagement gjorde stort indtryk:
”Der var simpelthen ingen slinger i valsen. Det handler om at vinde mennesker for Jesus. Uden tvivl.”

Erik fortæller videre om det fællesskab, han oplevede og især sammenholdet mellem præsterne. Noget som Erik savner i BaptistKirken i dag, hvor han synes, menighederne lukker sig som sig selv:
”Måske skyldes det også kulturen i Vietnam, hvor man respekterer den gamle præst, der har en samlende rolle. Ikke som en slags dirigent, men mere en kultur, hvor man finder løsninger hen ad vejen. Man beder meget for hinanden og tager sig af hinanden.”

Erik sammenligner situationen i Vietnam med det, de første kristne oplevede i Romerriget: Langsomt blev de kristne og deres værdier accepteret og over tid kom det til at dominere samfundet. Som Erik siger: ”Myndighedspersonerne er også begyndt at læse i bibelen og komme i kirkerne.”

Meget flot dekoration af røde roser fra menigheden i Slagelse til kirkeindvielsen i Binh Long (Foto: Erik Løvind Andersen)

Hvad kan vi lære af vietnameserne?

Erik er ikke i tvivl om, at vi har meget at lære af vietnameserne:
”Vi tænker altid dybt over tingene og arbejder ofte med komplekse løsninger. Nu er det aktuelt med processen omkring at finde en generalsekretær. Vietnameserne synes at have en praktisk tilgang til tingene: Har vi en person, der kan holde sammen på det hele, fordele arbejdsopgaverne og finde løsninger? Og så er de fokuseret på kernen i evangeliet som Paulus fortæller om det i 1. Korintherbrev, kapitel 15. Her siger Paulus, at han overgav til os, hvad han selv modtog. Hvis vi kunne få den samme glæde og begejstring ind i vores fællesskab som vietnameserne oplever, så vil vi være nået langt. Det er fint med teologisk eftertanke, men den umiddelbare glæde over troen må ikke gå tabt.”

Kaffen er drukket, der blev ikke tid til at spise kagerne. Emnet fyldte alt for meget. Men inden vi skal på havevandring har Erik en sidste refleksion: ”Alle kristne drømmer om at have oplevet pinsebegivenheden den allerførste gang. Når man kommer til Vietnam og oplever de ting, jeg oplevede, så er det næsten ligesom den første pinse.”

Links til mere information om menigheden i Binh Long og samarbejdet med BaptistKirken

Læs mere om BaptistKirkens engagement i Vietnam i ”Otte foredrag om danske baptisters internationale mission 1965-2004 – Fortalt af Jørgen Krabbe-Sørensen i Tølløse baptistkirke 2018-2020.” (side 121 til 139). Dokumentet findes på websiden https://www.baptisthistorie.dk/.
Læs mere her.

Menigheden i Binh Long har en webside, der kan oversættes online fx i Googles Chrome-browser. Her kan du læse om og se billeder af kirkeindvielsen. Se websiden her.

Blung Dieu og Erik Løvind Andersen anbefaler tre videoer på Youtube fra kirkeindvielsen:

• THẦM TẠ ƠN CHÚA – NHẠC THÁNH TIN LÀNH (BAN HÁT CHI HỘI BÌNH LONG) (med ungdomskoret og dronebilleder af både kirken og teltene)
• NHẬT KÝ LỄ CUNG HIẾN NHÀ THỜ TIN LÀNH CHI HỘI BÌNH LONG-BÌNH PHƯỚC og
• LỄ CÔNG HIẾN NHÀ THỜ CHI HỘI BÌNH LONG

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse
• 21. jan. 2025 - Ny kirkebygning i Sæby – bygget af levende sten

Find flere

Lyt til artiklen her:

De første pionerer

Den 17. maj 1928 etablerede danske baptister en missionsstation i Musema i den daværende belgiske mandatstat Urundi. Missionærerne Johanne og Niels P. Andersen gik forrest gennem urskoven fra Congo til en nedlagt missionsstation – ”koncessionen”: Et område den belgiske regering havde udpeget som vores missionsområde. Den 19. juni gik missionærerne i gang med at bygge det første hus.

N.P. Andersen fortæller om det land, vi i dag kender som Burundi:
”Der er altid høje Bjergtoppe, som drager Øjet. Ofte gaar vejen langs saa bratte Skrænter og dybe dale, saa mange kalder det svimlende. Om Morgenen ligger Taagen dybt nede. Og paa Regnvejrsdage er det som om Skyerne lige netop fejer hen over Hovederne paa os for saa at tørne mod Bjergskrænterne.”

Jep Emming og Anne Marie Winther på arbejde i arkivet i Tølløse (Foto: Henrik Andersen)

Morten får en idé

I efteråret 2022 ringer Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, rundt til en flok særligt udvalgte. For Morten har fået en idé: Når BaptistKirken i 2028 har haft udsendte i Rwanda og Burundi i 100 år, skal det fejres. Selv om der er god tid til 2028, kender Morten sine søstre og brødre i BaptistKirken godt nok til at vide, at man skal begynde i god tid.

Mortens ”hemmelige udvalg” mødes første gang i november 2022. Man enes om at få arbejdet ud i lyset og Morten får skrevet et kommissorium, som BaptistKirkens ledelse godkender. Nu er det officielt, arbejdet er i gang.

Mange møder senere

Mere end 12 møder på TEAMS og et par fysiske møder er det blevet til. Efterhånden er udvalget faldet ind i vores faste roller: Lise og Jep Emming er begge ud af missionærfamilier. De er vokset op derude og kender både landene og menneskerne. Bent Hylleberg er den ordentlige historiker, der er garant for, at dokumentationen er på plads, Anne-Marie Winther rejste ud som stor pige sammen med sine forældre og har bevaret kærligheden til Afrika, Morten har tjek på alle de officielle relationer og en hel del uofficielle og Henrik Andersen forsøger at holde mødedisciplin. Det er svært, for historierne er mange og de vil gerne fortælles. Når der kræves mere viden og ekspertise ringer udvalget til Jørgen Krabbe-Sørensen – mangeårig udsendt og senere international sekretær i BaptistKirken.

Sort-hvide lysbilleder på glasplader (Foto: Henrik Andersen)

Her får man ”lektier for”

Mellem udvalgsmøderne får de fleste ”lektier for”. Det gælder om at få dokumenteret historien eller rettere: Skabe overblik over den dokumentation, der allerede findes i BaptistKirkens arkiv i Tølløse, på Rigsarkivet i Viborg eller i private hjem rundt omkring.

Udvalget forsøger også at indsamle lyd! Det er allerede blevet til en god håndfuld interviews med tidligere udsendte om deres oplevelser, kald og tjeneste. Men også om hverdagens udfordringer og om det at være på arbejde mange tusinde kilometer fra arbejdsgiveren – når det tog seks uger at få et brev frem og et svar tilbage.

En lørdag i april

En lørdag i april satte udvalget hinanden stævne i BaptistKirkens arkiv i kælderen under det gamle seminarium i Tølløse. Nu skulle der graves efter gamle billeder og lydoptagelser. Hvem skulle tro, at der var guld gemt i en kælder i Tølløse? Men udvalget fandt det: Lysbilleder fra dengang lysbilleder var sort-hvide på store glasplader. Og mere guld: Prøv at lytte til denne optagelse med sygeplejersken Ruth Melkjær fra 1940:

Hvad bliver det til?

I 2028 udkommer der (forhåbentlig) en historiebog om ”100 år i Rwanda og Burundi”. Udvalget arbejder med en masse gode ideer: Fra rejseudstillinger med lyd og billeder til forskellige former for kulturel udveksling.

BaptistKirkens arkivarer: Margith og Aage Sprotte på arbejde i arkivet (Foto: Henrik Andersen)

En vigtig ting i udvalgets arbejde er at få vores samarbejdspartnere i syd til at fortælle deres historie om os. Hvordan er fortællingen om vores arbejde set fra et lokalt perspektiv?

Kan du bidrage?

Hvis du har materiale fra arbejdet i Rwanda og Burundi – billeder, lyd, dagbøger, breve eller andet, der kan være med til at fortælle historien, så kontakt Morten Kofoed. Listen med tidligere udsendte interview-emner er fortsat lang, så giv os gerne et praj, hvis du vil fortælle din historie.

Kontakt Morten Kjær Kofoed, E-mail: morten@baptistkirken.dk, Tlf.: 3011 2904

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Samson blev arresteret den 5. december 2022 i Mandalay International Airport på vej til medicinsk behandling i Bangkok. Han har siddet fængslet i Myitkina-fængslet siden anholdelsen. Trods fængsling og dom rapporterer Samsons advokat, at han er ved godt helbred.

Anklagerne

I januar 2023 blev Samson anklaget for ”ulovligt tilhørsforhold”. Anklagen blev senere udvidet til at omfatte ”bagvaskelse af staten”.  Den 14. februar indgav juntaen en yderligere anklage i henhold til antiterrorloven: Dr. Samson blev nu anklaget for at møde et medlem af den politiske oppositions ”National Unity Government” (NUG). Dommen langfredag lyder ifølge advokaten på to års fængsel for ”ulovligt tilhørsforhold”, et år for ”bagvaskelse af staten” og tre år for terrorisme. Advokaten forventer at appellere dommen.

Hkalam Samson – præst og politiker

Hkalam Samson er baptistpræst. Han har tidligere været både generalsekretær (2010 – 2018) og præsident (2018 -2022) for Kachin Baptist Convention – baptisterne i Kachin-staten i det nordøstlige Myanmar. Samson er imidlertid også politisk aktiv, blandt andet som præsident for Kachin National Consultative Assembly, en gruppe af religiøse og politiske ledere i Kachin-staten, som forsøger at fremme kommunikationen mellem lokalsamfundene og oprørsbevægelserne.

BaptistKirkens samarbejder med Kachin’erne

Baptistkirken i Danmark har samarbejdet med Hkalam Samson i forbindelse med flere projekter i Kachin-staten. I 2015 deltog Samson på BaptistKirkens årlige sommerstævne. Her fortalte han om forfølgelserne og udfordringerne for de kristne i Myanmar og Kachin-staten. I 2017 besøgte Sekretær for International Mission, Morten Kofoed, Samson i forbindelse med projektopfølgning. Morten Kofoed fortæller:

”Hkalam Samson er et meget engageret menneske med et vindende væsen. Han har arbejdet hårdt for at skaffe midler og få gennemført udviklingsprojekter i Kachin-staten. Som følge af krigshandlingerne er der utallige internt fordrevne i Kachin-staten. Det var blandt andet dem, BaptistKirken forsøgte at hjælpe sammen med Hkalam Samson og Kachin Baptist Convention.”

Verdensomspændende protester

Allerede den 8. december 2022 rettede Elijah Brown, generalsekretær, Baptist World Alliance (BWA) og Vesekhoyi Tetseo, generalsekretær, Asia Pacific Baptist Federation (APBF) en skarp henvendelse til militærregimet med krav om løsladelse af Hkalam Samson. De to organisationer henviser til, at Samson er en religiøs personlighed, der uophørligt arbejder for fred på tværs af såvel religiøse som politiske skel. De opfordrer også til, at regimet behandler Hkalam Samson i overensstemmelse med menneskerettighederne.

Umiddelbart efter anholdelsen af Hkalam Samson – den 27. december 2022 – udsendte en række civilsamfundsorganisationer i Kachin-staten en fælles erklæring, hvori de opfordrede til øjeblikkelig løsladelse af Samson af humanitære årsager og for fredens skyld.

I februar i år fordømte USA militærregimets anholdelse og tilbageholdelse af Samson med henvisning til, at anklagerne er politisk motiverede.

Kirkernes Verdensråds, WCC, generalsekretær Rev. Prof. Dr Ioan Sauca er også meget præcis i sine krav til militærjuntaen i en meddelelse udsendt ultimo februar: “Vi gentager vores opfordringer til de militære myndigheder om at give den kontrol tilbage, som de illegitimt har taget. Løslad alle dem, der er blevet vilkårligt arresteret, blevet nægtet retfærdig rettergang, og som fortsat tilbageholdes.”

Humans Rights Watch’ Asien-direktør, Elaine Pearson udtaler på organisationens webside:
“Juntaens politisk motiverede sag mod pastor Hkalam Samson, som er internationalt kendt for sit humanitære og samfundsmæssige arbejde, viser, at ingen er sikre i Myanmar. Juntaen bør droppe de grundløse anklager mod pastor Samson og øjeblikkeligt og betingelsesløst løslade ham.

Forfølgelsen er ikke af ny dato

Det er ikke første gang militærregimet i Myanmar anklager Hkalam Samson. I 2019 forsøgte regimet at tage retslige skridt mod Samson for at have fortalt USA’s daværende præsident, Donald Trump, om militærets undertrykkelse af etniske minoriteter i Myanmar. Sagen blev dengang henlagt. Angiveligt efter ordre fra den daværende militærchef og regimets nuværende leder Min Aung Hlaing.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Topbilledet viser opstart af en spare- lånegruppe i en batwalandsby.

Mange menigheder og enkeltpersoner støtter og engagerer sig vores arbejde i Myanmar, Rwanda og Burundi. Roskilde Baptistmenighed er eksempelvis blevet venskabsmenighed med Rubura og Korskirken er blevet venskabsmenighed med Musema i det nordlige Burundi.

Området Musema er stedet, hvor BaptistKirkens mission begyndte tilbage i 1928. Siden da har BaptistKirken været aktive i Burundi med både udsendte missionærer, projekter støttet af offentlige midler og projekter, hvor pengene er indsamlet blandt private og menigheder i det danske.

Roskilde og Rubura

Under et tre-måneders ophold for familien Vagner i Rubura i 2017 blev kimen til Roskilde Baptistkirkes store engagement i den lille landsby Rubura sået. Rubura huser præsteskole, flere skoler, landsbrugsskole og en sundhedsklinik. Familien Vagners ophold har sat sig varige spor i familiens hjerter, og da Jakob Vagner senere blev kaldet til tjeneste i Roskilde, tog familien deres engagement og hjerte for Rubura med sig.

Jakob prædiker i en menighedsplantning i Rubura med Vianney, der er præst i Rubura, som oversætter.

Grupper fra Roskilde har siden årligt besøgt Rubura og engageret sig i sundhedsarbejde på byens klinik, træning af lærerne i landbyens skoler, undervist på præsteskolen, støttet et hønseprojekt og batwalandsbyen og evangelisation i området. Der er plantet to nye menigheder, bl.a. i en batwalandsby.

De seneste år er der foregået et stort arbejde netop blandt batwa’er i området. Batwa’erne er traditionelt marginaliseret og lever isoleret, hvilket betyder, at børnene sjældent kommer i skole. Lokale kræfter begyndte arbejdet, der siden er blevet forfinet og støttet af Roskilde, private givere, kvindenetværk m.fl.

Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd.

“Vi er involveret i mission, fordi Gud er i mission. Han er på færde i vores verden, og han har inviteret os med på rejsen. Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd. Gud er på det sted – og hvem skulle så ikke have lyst til være der også. Missionen i Rubura giver os perspektiv. Vi bringer viden ud og tager tro med hjem. Viden derud til præsteskolen, sundhedsklinikken og skolen – og tro på Gud, mennesker og fremtiden med hjem,” fortæller Jakob Vagner.

Korskirken og Musema

Alle familier i batwa-landsbyerne ved Musema har fået sundhedsforsikring og dermed adgang til lægehjælp og medicin.

Korskirken i Herlev har indenfor det seneste år også engageret sig stærkt i mission i Burundi, og der er kommet godt gang i aktiviteterne i Musema. I Danmark kommunikerer en meget engageret gruppe i menigheden direkte med folkene i Musema om aktiviteterne. Korskirken støtter dels udsatte børn og dels to små batwalandsbyer tæt på Musema.

Korskirken er med til at forbedre batwa’ernes levevilkår efter samme model som i Rubura. Der etableres spare- og lånegrupper, undervises i hygiejne og forbedrede landbrugsmetoder. Ligeledes købes der sundhedsforsikringer og der skaffes rent vand. På længere sigt, vil man også gerne i gang med husbyggeri, når basis er på plads.

Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have fingeren på pulsen.

Louise Hentze Jørgensen, tidligere ungdomsleder i Rwanda, fortæller: “I Korskirken har vi valgt at fokusere vores missionsarbejde i og omkring Musema. Det er fordi, vi gennem missionsarbejde i Rwanda og Burundi på nærmeste hold har oplevet den dybe fattigdom og de trange kår i Rwanda og Burundi og specifikt et stort behov for hjælp i Musema. Et samlet fokus i ét område har medført et større engagement gennem venskabet mellem to kirker. Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have en finger på pulsen og følge med i udviklingen.

Louise fortsætter: “For os giver det et samlingspunkt, på tværs af alder og interesser. Om det er til spejder, børnekirke, gudstjenesten eller i fællesskabsgruppen, så kan vi alle hjælpe i Musema. Gennem events, indsamlinger og beretninger øges engagementet for arbejdet i Musema, samtidig med at sammenholdet i Korskirken styrkes.”

Og det nytter

Støt BaptistKirkens missionsarbejde
ved at sende en gave til konto 3201 10042879 eller MobilePay 90519 mærket ’IM-mission’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

At den nære og konkrete måde at hjælpe på nytter og virker bakkes op af tidligere ambassadør og Danida-chef Ole Lønsmann Poulsen. I Kristeligt Dagblad den 13. maj 2020, siger han:

”…små, nære projekter, der gør direkte gavn blandt de fattigste. De små landeveje, sundhedsklinikker og butikker, vandbrønde…. De gør en direkte forskel for de fattiges hverdag og økonomi. De er også lettere at beskytte mod misbrug og korruption.”

Den tidligere ambassadørs vurdering rammer meget godt ind i BaptistKirkens måde at arbejde på. Vi har mange gode Danida-finansierede projekter, der også hjælper, men fælles for både Roskilde og Korskirkens engagementer og BaptistKirkens andre projekter er, at det er nære menighedsbaserede projekter, der dygtiggør, myndiggør og omfavner de udsatte i samfundet, samtidigt med at det giver sammenhængskraft i de danske menigheder og perspektiv for vores mission.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere