Gud velsigne det iranske folk; i Danmark, i Iran og til verdens ende.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Kære Brødre og Søstre. Jeg hilser alle i Jesu navn. Jeg hedder Beiene Ghebrai Weldegiorgis og er gift med Ainalem Syoum, og vi har fire børn.” Sådan indleder Beiene sin hilsen til læserne af baptist.dk

Deporteret til Eritrea

Jeg kan ikke udtrykke, hvor pinefuldt det var, dengang at blive adskilt fra min familie.

Beiene er født i 1941 og levede i Etiopien, indtil han på grund af konflikten mellem Etiopien og Eritrea i 1998 blev deporteret til Eritrea. ”Jeg kan ikke udtrykke, hvor pinefuldt det var, dengang at blive adskilt fra min familie.”

I Eritrea arbejdede han ved de eritreanske jernbaner som tekniker. I 2010 kom Beiene til Danmark sammen med direktøren for jernbanerne og en kollega for at se på spor og togvogne, som DSB ville forære Eritrea. Det blev muligheden for Beiene til at slippe ud af Eritrea. Mens de havde en sidste fridag inden tilbagerejsen, valgte Beiene at flyve til Norge, så han ikke kunne findes, og dermed tvinges med tilbage. Her blev han i fem måneder, hvor han blev godt behandlet, inden han vendte tilbage til Danmark, hvor han nu har boet de seneste tretten år.

”Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg har overlevet de 25 år uden min familie, men Herren Jesus har styrket mig og bevaret mig igennem årene, og jeg priser Herren. I alle årene har jeg tjent Herren i den udstrækning, jeg i Guds nåde er blevet udrustet til”.

Kristendom fylder for lidt

Beiene har haft en tålmodig og accepterende tilgang til mange forskelle på kulturen og har følt sig meget godt behandlet i Danmark, men det bekymrer ham, at kristendommen ikke fylder i sproget og samtalen, hverken i hjem, i børneinstitutioner eller i skoler. Det savner Beiene, og han mener, det har en negativ betydning for udviklingen i Danmark og hele Europa.

Det bekymrer ham, at kristendommen ikke fylder i sproget og samtalen, hverken i hjem, i børneinstitutioner eller i skoler.

Dansk børneopdragelse

Til gengæld oplever han, at de danske børn generelt lytter til og har respekt for lærerne, hvorimod det er anderledes i forhold til forældrene. Men Beiene synes, at forældre i Danmark behandler børnene godt. Der er en noget mere restriktiv opdragelse og måske også mere korporlig opdragelse i Etiopien, og Beiene mener, at etiopiske familier kunne lære noget af danske familier.

Det mest udfordrende i det danske samfund er for Beiene de utallige mails på dansk. Beiene taler og læser kun en anelse dansk, så han har brug for hjælp til at forstå sin post og til at besvare den. Han kommunikerer fint på engelsk.

Det mest udfordrende i det danske samfund er for Beiene de utallige mails på dansk.

Frivillig indsats

Nu er han folkepensionist og er så taknemmelig for den hjælp, han har modtaget i Danmark, at han føler sig forpligtet til at yde en indsats for den indkomst, han får. Det betyder, at han yder en praktisk frivillig indsats fire dage om ugen i Netværkshuset i Gentofte. Det er et værested for indvandrere under Dansk Flygtningehjælp, hvor der ydes hjælp til at etablere sig i det danske samfund, når man kommer hertil som flygtning og indvandrer.

Trofast menighedsmedlem

Beiene er tidligere kommet i en lille eritreansk gruppe, som havde lejet sig ind hos Korskirken I Herlev. Gruppen er nu nedlagt, og han har tilsluttet sig Korskirken, hvor han er en trofast kirkegænger – på trods af, at han ikke kan følge med sprogligt, når der ikke tolkes for ham. Inden gudstjenesten får han udleveret en seddel med søndagens skriftsteder, og han finder glæde ved at være med og følge med i sin Bibel.

”Jeg ønsker at takke den norske regering og det norske folk, den danske regering og det danske folk samt Netværkshuset i Gentofte for al den hjælp, jeg har modtaget. Tak!” – slutter Beiene samtalen.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Jeg var enormt privilegeret, fordi jeg kom til Hjørring, min mands hjemegn, hvor hans forældre stadig boede, og det betød, at jeg fra dag ét havde et netværk, som hjalp mig med at navigere i papirer, sagsbehandlere, kommune, stat, sundhedsvæsen osv.

Thomas’ venner og pårørende kom ofte forbi for at sige hej, og jeg følte mig aldrig ensom eller bange på trods af nyt land og nyt sprog.

Skal alle følge den samme vej?

’Hvorfor sender du hende ikke i dagpleje?’ Spørgsmålet var uforståeligt for mig, og jeg kunne ikke give et svar.

Men især én ting undrede mig. Mange fra mit danske netværk undrede sig over, at jeg ikke meldte Aya på to år ind i dagpleje eller vuggestue. Jeg blev målløs, når folk spurgt mig: ”Hvorfor sender du hende ikke i dagpleje?” Spørgsmålet var uforståeligt for mig, og jeg kunne ikke give et svar. Hvor jeg kommer fra, er det et privilegium at kunne passe sine egne børn og have kontrol over børnenes opdragelse. Man prioriterer, at en af forældrene bliver hjemmegående, indtil børnene skal i skole, og det at aflevere børn i en institution vælger man kun, hvis det er nødvendigt, at begge forældre arbejder.

Jeg kunne ikke se nogen fordele ved at sende Aya i institution, mens jeg var hjemme. En ven forklarede mig en gang, at jeg kunne have tid til mig selv. En anden i netværket forklarede, at det var nødvendigt for Ayas socialisering, og en tredje sagde, at hun kunne blive mere selvstændig. Men som toårig?? Nu arbejder jeg sjovt nok selv i en børnehave, hvor der er en vuggestue i samme bygning. Jeg har oplevet, at nogle pædagoger kan være lidt fordømmende over for forældre, der vælger at beholde deres børn hjemme i stedet for at sende dem i vuggestue eller dagpleje.

Jeg tror, at mange danskere føler sig usikre, når nogle familier vælger andre løsninger end dem, de fleste vælger.

Otte år i Danmark har givet mig nogle erfaringer og tanker om det, og jeg tror, at mange danskere føler sig usikre, når nogle familier vælger andre løsninger end dem, de fleste vælger. Hvilke konsekvenser får det mon, når alle ikke følger den samme vej? Jeg tror ikke, det er bevidst, og måske er det bare almenmenneskeligt med usikkerhed overfor det anderledes. Men det kan føre til en slags kassetænkning, hvor folk, som ikke følger normen, men følger sideveje, betragtes som en trussel. Sidevejene kan udløse følelser af usikkerhed eller mistanke, og den automatiske reaktion i de situationer er, at man kommer til at betragte sidevejen negativt.

Sproget som nøglen til integration

Sproget har for mig været nøglen til integration. Jeg har benyttet alt, som jeg havde til rådighed, for at tilegne mig sproget: Mit netværk, grammatikbøger, sprogskole, kursus, osv. Danskere har altid været enormt tilgivende for mine sproglige fejl, og det betød, at jeg kunne føle mig tryg nok til at øve mig med sproget i forskellige sammenhænge.

Elizabeth Andersen:

• født i USA, bor i Hjørring
• uddannet pædagog og arbejder i en børnehave
• formand for menighedsrådet i Hjørring Baptistmenighed

Demokratiske rammer

Danskere har også været meget støttende, når jeg meldte mig til forskellige udvalg eller tjenester. Jeg hører faktisk regelmæssigt i de grupper, at danskerne ønsker, at flere udlændinge vil deltage i forskellige råd og udvalg. Min oplevelse har jo netop været, at jeg herigennem har fået en mulighed for at integrere mig og lære mere om Danmarks demokratiske rødder.

Jeg har ikke fra min baggrund en forståelse for nødvendigheden af at have fx forældreråd og bestyrelser, og uden sproget og min uddannelse ville jeg slet ikke have forstået det. Nu kan jeg se, at de demokratiske rammer flytter en del af byrden fra organisationen til folket, hvilket kræver stor deltagelse fra mange. Derfor er jeg kun taknemmelig for den støtte, som jeg igennem årene har fået, for den er medvirkende til, at jeg i dag føler mig velintegreret i det danske samfund.

Relateret

• 26. dec. 2023 - Taknemlighed og tålmodighed
• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 15. jun. 2023 - Kan man vælge at være dansker?
• 16. maj. 2023 - ”Brave Chin Mentor” – Jesse hjælper unge i gang med uddannelse
• 21. apr. 2023 - Også på denne klippe

Find flere

Derek Acheampong, 35 år:

• lederstilling på Novo Nordisk
• uddannet ingeniør
• gift med Phyllis, sammen har de sønnen Aaron på 2½ år

Jeg kom til Danmark som 11-årig i sommeren 1999. Min fødselsdag er i september, og jeg glædede mig til at fejre fødselsdag i Danmark. Kæmpe fest med kage, slik, musik, gaver og masser af glæde.

Sommeren var lang, mens jeg kun tænkte på at tælle ned til min fødselsdag i september. I mellemtiden levede jeg som turist, og min begejstring og forventning voksede, hver gang jeg var på Strøget.

Endelig kom september. Jeg løb straks ind på mine forældres værelse og spurgte: ”Hvad skal vi lave til min fødselsdag? Hvad får jeg i fødselsdagsgave?” De kiggede på mig, smilede og sagde: ”Vi beder for dig, Derek. Det er din fødselsdagsgave!” Det troede jeg ikke på. I Ghana ville jeg have fået en stor fest med venner og masser af mad, sodavand, slik og gaver. Hvorfor kunne man ikke få det dobbelte i Danmark? Det hele skulle jo være bedre. “Jamen Derek, vi har ikke penge til en stor fest og masser af gaver. Vi elsker dig, og den bedste gave, du kan få, er, at vi beder for dig.” Den dag gik det op for mig, at alt ikke nødvendigvis var bedre i Danmark. Vi var førsteklasses borgere i Ghana, og i Danmark var vi andenklasses medborgere. Jeg begyndte lige pludselig at lægge mærke til forskellene.

Den dag gik det op for mig, at alt ikke nødvendigvis var bedre i Danmark.

Kulturforskelle

Den største forskel var kulturen. Jeg var vant til, at alle sagde hej til alle. Der var en generel varme og glæde hos folk i Ghana. Alle var familie, selvom vi ikke kendte hinanden. I Danmark kunne man ikke bare hilse på en fremmed – især ikke, hvis man er lidt brun i huden, som jeg er. Jeg oplevede, at det blev opfattet som farligt eller rettere uvant, selv når man hilste smilende. Det var meget mærkeligt for mig. Jeg var vant til, at det var uhøfligt ikke at hilse.

Folk i Ghana så på mig som ham fra Danmark, og danskerne så på mig som ham indvandreren.

I 7. klasse oplevede jeg en lærer, der gav op og forlod klassen grædende, fordi der ikke kunne skabes ro efter frokostpausen. Det havde været en wow-oplevelse at høre lærerne blive tiltalt ved deres fornavn, men dette var virkelig et kulturchok. Det var en svær tid for mig at være teenager i et nyt land. Jeg var gammel nok til at have minder fra Ghana, og der var en lang periode, hvor jeg ikke følte, at jeg havde et tilhørsforhold. Folk i Ghana så på mig som ham fra Danmark, og danskerne så på mig som ham indvandreren.

Livet i Danmark

Overordnet har tiden i Danmark været en velsignelse.

Jeg har prøvet lidt af hvert i Danmark. Overordnet har tiden i Danmark været en velsignelse. Da vi flyttede til Taastrup, boede vi i en etværelses lejlighed. Det var en svær tid. Men det var også på den tid, hvor jeg blev en del af CityKirkens ungdomsgruppe, og min danske kultur og mine danske vaner blev dannet. Det var her, jeg fx lærte, at man i Danmark skal vente med at spise, til der bliver sagt: Værsgo! Jeg lærte også, at mens man i Ghana bruger lang tid på at lave og anrette maden flot, men bruger få minutter på at spise den, er det i Danmark omvendt. Man bruger ikke så lang tid til at lave maden, men bruger til gengæld timer ved bordet. Det er vist dér, ordet hygge kommer fra 😊.

At høre til

I Guds rige er mangfoldighed en velsignelse og en gave til jorden. Men i Danmark oplevede jeg, at mangfoldighed var uønsket. Det medfører, at man altid føler sig uønsket eller har en følelse af, at man skal kæmpe for at blive accepteret som udlænding i Danmark. Jeg har kæmpet med min egen kultur og mine forestillinger om, hvordan verden hang sammen, og jeg har kæmpet med mine usikkerheder og mit behov for at blive anerkendt.

Men i Danmark oplevede jeg, at mangfoldighed var uønsket.

Der har igennem mine 23 år i Danmark været opture og nedture. Men jeg er også blevet hjulpet, og derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at sige tak til alle dem, der har bidraget til min vej til at blive voksen og finde min plads. Jeg ville nemlig ikke have haft succes hverken med min uddannelse eller mine jobs, hvis det ikke var for de dejlige og skønne mennesker, jeg har mødt igennem min tid i Danmark.

Relateret

• 26. dec. 2023 - Taknemlighed og tålmodighed
• 26. dec. 2023 - Aktive lemmer i Lyngby
• 15. jun. 2023 - Kan man vælge at være dansker?
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner
• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Find flere

En flygtning, en asylansøger, en internt fordreven. Begreberne er mange, og det kan være svært at skelne mellem, hvad der er hvad, når de bliver brugt i den offentlige debat. DRC Dansk Flygtningehjælp giver dig svaret her.

Flygtninge

En flygtning er et menneske, der har forladt sit hjemland på flugt fra forfølgelse på grund af race, religion, politiske holdninger eller lignende. En flygtning risikerer at miste livet, blive fængslet og tortureret eller få krænket sine menneskerettigheder på forskellige måder i hjemlandet.

Internt fordrevne

Mange flygter inden for grænserne af deres eget land – de betegnes som internt fordrevne. De kan være på flugt fra borgerkrige, væbnede konflikter, etnisk eller religiøs forfølgelse, naturkatastrofer eller problemer forbundet med klimaforandringer – og deres behov for hjælp og beskyttelse ligner ofte flygtningenes.

Begreberne er mange, og det kan være svært at skelne.

Klimaflygtninge

Klimaforandringer spiller en stadig stigende rolle i verden og tvinger mennesker på flugt på grund af oversvømmelser, tørke, storme, mangel på ressourcer etc. Flugt som følge heraf er ikke omfattet af internationale konventioner, og man kan derfor ikke blive anerkendt som klimaflygtning – heller ikke i Danmark.

Asylansøgere

Asylansøgere er personer, der søger om at blive anerkendt som flygtninge og få ophold i et land, de ikke er statsborgere i. Når en person får asyl, er det en anerkendelse af, at vedkommende er flygtning og risikerer forfølgelse i sit hjemland.

Indvandrere / immigranter

En indvandrer er det samme som en immigrant. Begreberne dækker over er en person, der har taget lovligt og varigt ophold i et andet land efter at have forladt sit hjemland.

Migranter

Begrebet migrant anvendes om både flygtninge og indvandrere. Det bruges oftest om mennesker, der er udvandret, og som endnu ikke har fået asyl eller ikke er berettiget til det ifølge Flygtningekonventionen.

Relateret

• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 26. dec. 2023 - Taknemlighed og tålmodighed
• 16. okt. 2023 - Fra ris med ske til smørrebrød med kniv og gaffel
• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner

Find flere