Når mennesker fra hele baptistkirken mødes i morgen, er jeg ikke med. Ikke fordi jeg ikke synes det er vigtigt, men fordi jeg ikke kan. Fordi samtalerne er for hårde. Fordi det gør for ondt.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der sidder med den mavepine. At vi er flere, der håber på en vej frem for det fællesskab, vi elsker, men som det også kan gøre rigtigt ondt, at være en del af lige nu. Flere, som samtidig bliver nødt til at passe på os selv, for ikke at slå os for hårdt.

Derfor er jeg taknemmelig for de mennesker, der tager afsted med håbet om, at det gør en forskel. Og jeg beder om, at synoden såvel som Baptistkirken må være kendetegnet ved nådige, næstekærlige og nærværende samtaler fyldt med ånd og mod.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen her:

Thomas Willer:

• præst i menighedsplantningen Aalborg Vineyard
• uddannet sociolog
• arbejder med træning af unge ledere i Youth for Christ
• har bidraget til en lang række studier med særligt fokus på unges tro og kirkelige tilhørsforhold

“Hvis man fx ser på DUF’s[1] Ungeundersøgelse 2023, så kan man se, at størstedelen af de unge, 80%, siger, at de trives og har det godt”, uddyber Thomas Willer den lidt overraskende indledning. “Men det er stadig tankevækkende, at hver femte unge bl.a. kæmper med ensomhed, stress eller angst. Det bliver vi nødt til at forholde os til – også i vores kirker – for billedet er præcis det samme i vores egen undersøgelse af de unges trivsel i kirkerne. Vi er altså ikke ’et særligt folk’ i den sammenhæng. De unge i kirkerne er mere involverede i frivilligt arbejde end gennemsnittet og generelt mindre bekymrede for klimaet, men hvad angår fx ensomhed, er tallene meget ens.”

Godt er ikke godt nok

For at få en forståelse af, hvad der er på spil hos de unge, fortæller Christian Hjortkjær i sin bog ’Utilstrækkelig’ fx om en pige, der på sit spejl har en post-it med teksten: ”Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok!”

De opfatter præstationer som identitetsskabende.

Hertil siger Thomas Willer: ”Det er udtryk for det pres, som de unge oplever. De stræber efter at præstere det bedste hver eneste gang, fordi de opfatter præstationer som identitetsskabende. Det er i deres præstationer, de finder deres berettigelse og mening.”

”Vi kan spore, at den udvikling i den grad accelererer med indtoget af smartphones og sociale medier tilbage i 2007. Men i virkeligheden er det en udvikling, der allerede ses med den øgede individualisering op gennem 1900-tallet. Vi kan ikke længere læne os op ad vores familiehåndværk og gå videre i vores forældres fodspor. Vi må bevise vores værd på egen hånd. Og her kommer internettet og senere de sociale medier til at virke som en forstærker på godt og ondt. Det skaber helt nye muligheder, men også helt nye faldgruber, som ingen i voksengenerationerne rigtig har kunnet gennemskue og dermed foregribe betydningen af.”

Det krav-frie rum

”De unge tager deres opfattelse af præstationer som identitetsmarkør med sig ind i kirkerne, og ofte oplever de heller ikke her et kravfrit rum. Alt efter hvilket gudsbillede, der er dominerende, kan Gud have toner af fx at være en coach, der giver gode råd til din selvudvikling, eller den, der holder øje med din pointtavle, eller en far med åbne arme. Det er jo ikke sådan, at de unge ikke kan eller vil udfordres, men mange længes efter at finde identitet et andet sted end i sig selv og i egne præstationer.”

Mange længes efter at finde identitet et andet sted end i sig selv og i egne præstationer.

”Her er det vigtigt, at kirken tager udgangspunkt i, at vi først og fremmest er elskede og favnede. Derfra kan vi så føle os tilskyndede til at bruge det gode, vi er skabt med, til glæde og gavn for andre, så det bliver en glæde at arbejde med på Guds Rige i stedet for et forsøg på at fortjene Guds kærlighed og støtte. Det har de unge rigtig meget brug for at høre. Det er min overbevisning, at det sprog, vi bruger i kirkerne, har stor betydning for de unge.”

Thomas Willer

Følelserne udenpå tøjet

”Man taler om en psykologisering af vores sprog. Det er fx blevet en udbredt talemåde, at ’Jeg føler, at det, du siger, er…’. Når de unge skal forholde sig til noget, bliver det først og fremmest vurderet på baggrund af den unges subjektive mavefornemmelse. Selv i samtaler om emner baseret på fakta, kan sådanne fakta blive mødt med udtalelse: ’Det føles bare ikke sådan for mig’. Hvis jeg får en følelse, er det dét, jeg lader mig styre af. Det er igen en udvikling, som er med til at gøre virkeligheden subjektiv og flydende. Følelsen af usikkerhed øges, for der er ingen faste holdepunkter udenfor mig selv. Men faktisk ved vi, at mange af de unge har en længsel efter samtaler om tro og eksistens, og her skal vi finde nogle af de gode tiltag i forhold til at hjælpe unge på vej.”

Følelsen af usikkerhed øges, for der er ingen faste holdepunkter udenfor mig selv.

Der er brug for en voksen

”Mange af de danske kirkelige børne- og ungdomsorganisationer og Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi har for nylig afholdt et seminar om kirkens muligheder for at støtte de unge i at finde fodfæste og åndelig dannelse i en tid præget af rodløshed. Konklusionerne fra en af vores talere, Kara Powell, var meget klare: ’De unge har brug for en voksen, der vil bruge tid sammen med dem, og som kan skabe samtalerum, hvor der er plads til spørgsmål og tvivl’.”

De unge har brug for en voksen, der vil bruge tid sammen med dem.

Læs mere:

• ”Ungeundersøgelse 2023”, Dansk Ungdoms Fællesråd
• ”Kan jeg overhovedet finde ud af at være kristen?”, CUR[2]
• ”Utilstrækkelig”, Christian Hjortkjær
• ”Præstationssamfundet”, Anders Petersen

”Hvis vi som voksne kan møde det unge menneske med nysgerrighed og tid til at lytte, så er vi kommet langt. Derfor er der brug for, at vi hver især spørger os selv, hvilket ungt menneske vi kender, som vi kan invitere på aftensmad og nærvær? Det er det første og vigtigste skridt, vi kan tage.”

[1] DUF: Dansk Ungdoms Fællesråd

[2] CUR: Center for Ungdomsstudier

Relateret

• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 05. jun. 2025 - Kan man slå sig på samtaler?

Find flere

Lyt til artiklen her:

Spejderchef David Måge (30 år):

• spejder i Herlev fra 2003
• medlem af Skovlunde Frikirke
• udviklingsingeniør på Novo Nordisk
• far til Alma 3 år og gift med Louise

Vicespejderchef Tue Sandbæk (44 år):

• spejder i Lyngby fra 1987 – Hollufgårdspejderne siden 2017
• opvokset i Lyngby menighed, nu tilknyttet Odense menighed
• TV-producer og -tekniker på TV Syd
• far til Anna Kathrine 22 år, Christian 19 år, og gift med Gitte Malene, der er mor til Gry 13 år.

I foråret 2023 blev David Måge (30 år) valgt som ny spejderchef. Han har været spejder i Herlev kreds siden 2003. På førerstævnet ringede han hjem til sin kone Louise og forelagde ledelseskrisen – det var en lettelse, at hun bakkede hans opstilling op.

Samtidig blev Tue Sandbæk (44 år) valgt som vicespejderchef. Som dreng var han spejder i Lyngby. Han flyttede, men da børnene voksede til, blev de spejdere i Odense – og det gjorde Tue også: ”Det var som at komme hjem!”  Siden har Tue været med til at etablere Hollufgårdspejderne i 2017. Tue drøftede ikke valget med sin kone: ”Jeg var sikker på Gitte Malenes opbakning.” Det holdt stik.

Den bedste spejderoplevelse

”Jeg deltog som teenager i korpsets specialførertræning”, fortæller David. ”En forårsweekend på Øksedal sov vi på en tømmerflåde, vi selv byggede. Samarbejdet byggede vores fællesskab op og de andres holdninger og præferencer formede os.”

Tue fremhæver rolandweekends og rolandlejrene[1]: ”De venskaber, der blev bygget op dengang (i 1994), bærer stadig.”

Ballast i livet

”Jeg har min lederuddannelse fra spejderarbejdet”, fortæller Tue. Han er TV-producer på TV Syd, og på en produktion er han teamleder. Som spejder bliver man oplært i at have fokus på opgaven og på gruppens interne fællesskab, for netop fællesskabet om arbejdet er ofte forudsætningen for at nå i mål.

Jeg har min lederuddannelse fra spejderarbejdet.

”Som spejder har jeg lært at tage ansvar”, siger David og fortsætter: ”Man kan vide lidt om meget, og man kan vide meget om lidt. Det bedste resultat opnår man ved at have en basis i viden og så få lov til at prøve sin viden af i praksis. Det giver spejderarbejdet mulighed for.”

Spejderarbejdets patruljestruktur bygger på konsensus-baserede beslutninger, og at alle bliver bedt om at bidrage. Det opfattes som en værdi, at vi ikke tænker ens, men forskelligt. Det skal udnyttes og bruges – ikke ses som en hæmsko for samarbejdet. Den grundholdning er værdifuld på en arbejdsplads.

Gennem spejderarbejdet får min tro ben at gå på.

”Tro har rigtig meget at tilbyde mennesker. Gennem spejderarbejdet får min tro ben at gå på”, slår David fast. ”Spejdere er fokuseret på at gøre en forskel for os selv og andre – også globalt og politisk. Det giver troen konkret indhold og praktiske konsekvenser. Så bliver der tale om en bevægelse. Det står i kontrast til den globale kirke, som jeg oplever som uvillig til at byde sig til …”.

At give det videre

”Der ligger megen identitet i at være spejder,” pointerer Tue, ”men også i at være baptistspejder.” Det giver mening at bruge tid og kræfter på spejderarbejde, fordi man oplever, at det man prøver at give fra sig, bliver modtaget med glæde.

Og endelig er der venskaberne – netop de forpligtende fællesskaber tæller for både David og Tue. ”Det får mig til at stille op, når andre siger: ’Jeg har brug for din hjælp til …”, bemærker David. Tue genoptog spejderarbejdet sammen med sine børn, og nu nyder David at dele det med sin treårige datter, der siger: ”Ih, hvor er det hyggeligt!” Tue og David er enige om, at familiens accept og opbakning er utrolig vigtig – men det gælder i enhver sammenhæng.

Og endelig er der venskaberne – netop de forpligtende fællesskaber tæller for både David og Tue.

Spejderarbejdets værdier

Som spejderarbejdets væsentligste værdi udpeger Tue patruljens fællesskab, hvor der skal være plads til alle og plads til at være forskellige. Det er ægte inklusion.

David peger på to forhold: viden og ansvar. Samfundets udfordringer bliver stadig mere komplekse, og vi har fokus på kriser. Kriser kan man imødegå, hvis man ikke lader sig skræmme af kompleksiteten og ved at udnytte fællesskabets mange forskellige kompetencer. Når man så har dannet sig et overblik, kan man også tage ansvar.

Ansvar skal ikke pålægges oppefra, men tilvælges nedefra. Vi kæmper for at få folk til at påtage sig et ansvar – og regner dernæst med, at de skal løse opgaven, som vi plejer. Vi må regne med, at den, der har påtaget sig ansvaret, løser den på sin egen måde. Vi skal finde ud af, hvad vi kan tilbyde, for fortsat at være attraktive. Det gælder både spejderarbejdet og kirken.

Spejder og menighed

Tue: ”Spejderne kan være et frisk pust i menigheden, hvis de får lov. De kan tilføre ny energi ved at udvide deltagerkredsen.”

”For mig har spejder og menighed altid været parallelle”, siger David. ”Kirkeligt ungdomsarbejde bliver ofte en spejling af de voksnes aktiviteter, men spejderarbejdet giver friere rammer og vildere aktiviteter.”

Når menigheden opfatter spejderarbejdet som en del af menighedslivet, er det en uvurderlig støtte. Jo stærkere tilknytning menigheden har til spejderne, jo mere plads kan andagt og refleksion få.

[1] Spejdernes uddannelse af teenagere i ledelse

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

I år faldt sommeren lidt sent i ungdomsgruppen i Chin Bethel Church, Skjern. Årets weekend-sommerlejr var flyttet fra sommerferien til den 7. – 10. september for at få den unge chinprædikant fra Indiana, USA, Sailo Thangs kalender til at passe med sommerlejren.

En ung mand med en mission

100 unge fra hele landet deltog i Chin Bethel Churchs sommerlejr i Skjern (Foto: CBC)

Sailo Thang blev født i Indien og kom til USA som 5-årig i 1998 sammen med sine forældre og to små søstre. De var en af de første chinfamilier, der kom til USA. Både Sailo Thang og hans forældre oplevede et stærkt kald til tjeneste.

De holdt fast i kaldet, selv om de oplevede konkurs og i en periode var tæt på hjemløshed. Venner tog sig af familien, selv om det betød, at de to familier på ni personer delte en fire-værelses lejlighed i mere end to år. Sailo Thang fortalte, at familien trods modgangen fortsat oplever det som en velsignelse at tjene Gud.

Gennem deres liv og fortælling har Gud ændret mange menneskers liv. I dag er Sailo Thang ungdomspræst i en chinkirke i Indiana.

100 deltagere fra hele landet

Sommerlejren begyndte på en fredag. Omkring 30 deltagere havde valgt at tage en dag fri fra skole og gymnasium for at være med fra starten. Fredag aften dukkede endnu flere op fra chinmenighederne i hele Danmark. I alt deltog 100 unge og voksne i resten af weekenden.

Sproglige udfordringer

Fredag aften talte Sailo Thang på hakha (det vi kender som chin-sprog, navngivet efter hovedstaden Hakha i chinprovinsen i Myanmar). Men allerede næste dag blev der lavet om på det: Mange af de unge taler ikke hakha, og de kunne ikke følge undervisningen. Resten af weekenden underviste og prædikede Sailo Thang på engelsk for de unge, mens de voksne fik tolket budskabet til hakha.

Sommerlejren bød på masser af lovsang (Foto: CBC)

Et budskab, de unge forstod

Ungdomsleder Zo Lian Mang fra Chin Bethel Church, Skjern var meget begejstret for, at de unge fik lov til at høre evangeliet fortalt på et sprog, de forstår.

Det vakte også begejstring hos Zo Lian Mang, at budskabet kom fra en ung, der selv er opvokset udenfor Myanmar – et såkaldt ”tredje-kultur barn.” Sailo Thang havde selv erfaret mange af de oplevelser, udfordringer, dilemmaer, kriser og tvivl som unge chin’er oplever. Og han formåede at omfavne alle med sit budskab.

Identitetskrisen

Sailo Thang delte også oplevelsen af sin egen identitetskrise. Den opstod i en periode, hvor han ikke havde mulighed for at være sammen med chin-folk og ikke oplevede forståelse hos omgivelserne. Han fortalte, at det var helt almindeligt at havne i en identitetskrise, når man ser anderledes ud, har andre værdier, anderledes kultur og anden opdragelse end i det omgivende samfund. Når man så også oplever racisme og mobning, får man hurtigt følelsen af ikke at høre til nogen steder.

Lev troen ud i hverdagen

Der var også plads til leg og underholdning på sommerlejren (Foto: CBC)

De unge blev opfordret til at leve deres tro ud i hverdagen. Selv om det at være kristen ikke medfører en bestemt livsstil eller er knyttet til en bestemt kultur, accepterer kristne heller ikke en hvilken som helst livsstil.

Evangeliets sandhed er kærlighed, men kærligheden har en grænse: Den accepterer ikke synden. Derfor indeholdt undervisningen også formaning om og vejledning i at tage afstand fra en syndig livsstil.

Forældrene har også et ansvar

Ved det afsluttende møde søndag opfordrede Sailo Thang forældre med ”tredje-kultur børn” til at holde fast i sandheden og skabe et sundt og kærligt ægteskab, hvor børnene trives.

Gode relationer kræver, at man bruger tid sammen, og Sailo Thang opfordrede forældrene til at bruge tid med hinanden i familien. Han opfordrede også forældrene til at bede sammen med deres børn og til at være åndelige forældre for børnene.

Det var Sailo Thangs bekymring, at alt for mange forældre var med til ”dræbe” børnenes åndelige vækst i stedet for at udvikle den. Sailo Thang glædede sig til at komme igen om et par år og opleve weekendens unge deltage i tjeneste i menigheden.

Weekenden sluttede med besøg fra Højskolen Acts Academy fra Kolding, hvor de unge hørte om mulighederne for at tage på en kristen højskole.

Links

Du har mulighed for at lytte til noget af Sailo Thangs forkyndelse under sommerlejren på Facebook her

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende

Find flere

Lise var første gang i Afrika som teenager, da hendes forældre var udsendt i 1980 – 1983. Hun er rejst tilbage mange gange. Senest sammen med sin mand Jep som udsendt af BaptistKirken til Rubura i det nordlige Burundi fra 2021 til 2022. Lise har forældre, mand, børn og børnebørn og et godt job som lærer i Danmark. Så hvorfor ikke vælge det sikre og lade livet gå i sin gang i Odense N? Hvorfor rejse igen?

Lise Emming Weber-Hansen

”Jeg savner det simpelthen så meget”

”Jamen, jeg tager afsted igen… fordi jeg savner det simpelthen så meget! Dengang vi rejste hjem, følte jeg, at jeg slet ikke var færdig. Der var mange flere ting, der skulle gøres. Det var den fornemmelse, jeg rejste hjem med,” fortæller Lise.

Det ligger dybt i de fleste af os, at vi vil gøre vores arbejde, så godt vi kan. Måske gnaver det lidt i samvittigheden, når man forlader en opgave med en fornemmelse af, at den ikke er afsluttet ordentligt.

Det var også tilfældet for Lise, der fortsætter:
”Jeg ved ikke om det var fornemmelsen af, at jeg ikke var færdig, der gjorde, at jeg ikke rigtig landede i mit lærerjob igen. Måske havde jeg i virkeligheden sagt farvel inden vi tog afsted i ’21? Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde mine fødder som lærer igen. Tankerne har hele tiden søgt mod Burundi…”

Efter at være vendt hjem i sommeren 2022 fortalte Lise i september til baptist.dk:
”Vi har fortsat kaldet. Den ’lille insisterende stemme’ gør, at arbejdet med Burundi og Rwanda altid er i bevidstheden. Så er omstændighederne med til at afgøre, hvordan kaldet leves ud.”

I dag siger Lise om kaldet til at rejse ud igen:
”… den lille insisterende stemme, den er blevet ved. Den holdt ikke op!”

Ubetinget støtte fra familien

Lise rejser den 2. februar og hun skal være udsendt i et halvt år. Når man har familie og alle mulige andre forpligtelser, river man ikke bare et halvt år ud af kalenderen. Det gjorde Lise heller ikke:

”Vi har selvfølgelig talt om, hvordan det kunne lade sig gøre. Vi landede på halvårsmodellen, men det krævede da lige lidt samtaler herhjemme. Det er jo også noget andet at være afsted på egen hånd end at være afsted sammen. Men jeg har så meget netværk i både Burundi og Rwanda, at det hverken føles ukendt eller utrygt at tage af sted på egen hånd.”

“… jeg har så meget netværk i både Burundi og Rwanda, at det hverken føles ukendt eller utrygt at tage af sted på egen hånd.”

I forhold til at rejse ud igen var det især familien, der fyldte hos Lise. Men da hun spurgte, blev hun måske en smule overrasket over svarene:
”Mine forældre sagde: ”Det skal du bare gøre!”. Og det sagde mine børn faktisk også: ”Det er bare så sejt, at du gør det, du har lyst til og ikke bare gør det, alle forventer!” Deres holdning var ”… hvis det er det, du brænder for, så skal du bare kaste dig ud i det.” Så har jeg nogle børnebørn, der sagde: ”Det er godt, det ikke er helt år, mormor.”

Lise kommer hjem på en kort påskeferie til kursus og forskellige møder. Med egne ord håber hun også, ”at der bliver tid til at kramme familien lidt.” 

”Jeg har også noget at bidrage med”

Kvindenetværket fylder meget for Lise. Og det er da også mange af Kvindenetværkets projekter, hun skal arbejde med i Burundi og Rwanda. Der er engagement i stemmen, da Lise fortsætter:
”Jeg glæder mig jo! Afrika har været en stor del af os i mange år. Men det er faktisk Kvindenetværket, der har sparket mig i gang for alvor. Det at jeg også kunne gøre en forskel i Burundi. Jep har jo nogle tekniske kompetencer og sproglige færdigheder, der gør, at han er oplagt at bruge til en masse ting. Det er gennem Kvindenetværket, jeg har set, at jeg også har noget at bidrage med. Og så er det jo dejligt, at BaptistKirkens ledelse deler min opfattelse og vil sende mig ud alene.”

“Det er gennem Kvindenetværket, jeg har set, at jeg også har noget at bidrage med.”

Lise fortæller, at Kvindenetværket de senere år er begyndt at koordinere indsatsen meget mere med BaptistKirken og Sekretær for International Mission, Morten Kofoed. Lise fortæller:
”Vi skal ikke træde ind over hinanden, og vi får også rigtig meget hjælp af Morten, fx til ansøgninger. Det kvalificerer arbejdet temmelig meget, at både DBSU og Kvindenetværket så vidt muligt koordinerer med BaptistKirkens indsatser. Det er er til gavn for alle:”

FAKTA
Lise Emming Weber-Hansen, 55 år, gift med Steen Jep Emming, mor til tre børn og mormor til to børnebørn. Lise er uddannet lærer fra Hjørring Seminarium i 1991 og har arbejdet på Spurvelundsskolen i Odense de seneste 24 år. Lise er bestyrelsesmedlem i Kvindenetværket og formand for Danske Baptister for Sundhed og Udvikling (DBSU). Datter af Hanne og Hartvig Weber-Hansen, der var udsendt til Rwanda i 1980 – 1983. Lise har været i Rwanda og Burundi mange gange, senest i perioden 2021 – 2022, hvor hun var udsendt til Rubura i det nordlige Burundi sammen med Jep.

Der mangler ikke opgaver

Der er meget at tage fat på, når Lise kommer til Rwanda og Burundi. Hun forklarer:
”Det er en bred palette af opgaver, der venter. Men det er især Kvindenetværket i Burundi, der presser sig på. De har fået ny formand, så der skal jeg arbejde på at skabe nogle nye gode relationer. De har en dejlig bestyrelse og de er bare nogle energiske kvinder.”

Lise fortæller videre, at hun skal arbejde med to projekter for Kvindenetværket:
”Det ene projekt, ”Terimbere”, støtter ”Small Business”-kvindegrupper, hvor kvinderne kan få en lille indtægt. Det andet projekt, som Kvindenetværkets årsindsamling støtter, har til formål at hjælpe familierne til dem, der studerer til præst i Rubura. Kvinderne har brug for små husdyr og køkkenhaver og den slags, så de har det lidt lettere, når mændene er væk.”

Helt uden for BaptistKirken og Kvindenetværkets rammer er Lise også engageret i ”Coffee Beanies”: Aimée Kjær Kofoeds socialøkonomiske virksomhed, der producerer og sælger strikkede huer (”Beanies”). Huerne er strikket i Burundi og Lise fortæller, at det er præstefruen i Rubura, der er leder af ”strikkerne”:
”Det kan jeg slet ikke lade være med at engagere mig i, når jeg nu er derude,” siger Lise.

Lise og Jep bringer en hilsen ved indvielse af en ny kirke i Tenga udenfor Bujumbura.

En af de første opgaver bliver at rejse rundt med Kvindenetværket i 10 dage for blandt andet at besøge det seneste projekt, ”Tinyuka”: Et ledertræningsprojekt for kvinder i den østlige del af Rwanda. Kvindenetværket skal også besøge ”Young Single Mothers” projektet i Butare: Et projekt, som Lise også forventer at skulle arbejde med.

Ud over de konkrete opgaver gælder det om at pleje partnerskaber og følge op på BaptistKirkens projekter sammen med de lokale projektmedarbejdere.

Om at gøre en forskel

Interviewet er ved at være slut. Lise fortæller, at hun får besøg af Jep et par gange: I marts og igen i maj, hvor han skal arbejde med etablering af vand til sundhedscenteret i Nyantore, som BaptistKirken har sendt en container frem til i efteråret 2022. Men så er tiden ved at være gået: Lise har travlt med mange ting inden afrejsen. Det giver sig selv, at artiklen skal handle om Lise og den forskel, hun kommer til at gøre. Det tænker hun lidt over, inden hun siger:

”Og så er det i virkeligheden nok dem, der gør den største forskel – det er slet ikke mig.”

Læs også interview med Jep og Lise Emming om deres ophold i Rwanda og Burundi 2021-2022:
“Den lille insisterende stemme – om kaldet til Afrika”

Kaldet til Afrika – Jep Emming underviser en lydhør flok

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

De to unge mennesker forlod Danmark på den første snevejrsdag i december med minus 15 grader i rygsækken. Senere stod de i lufthavnen i Rwandas hovedstad Kigali, hvor de blev mødt af strålende sol og 25 grader.  For Oline var det som at vende hjem. Hun boede i Rwanda sammen med sin familie fra 2018 til 2020, hvor hendes far, Jonas Norgaard Mortensen, arbejdede for BaptistKirken. Ligesom mange før hende, kan Oline ikke slippe Afrika igen.

Tilbage til Rwanda

Oline fortæller: ”Jeg er bare blevet mega forelsket i det her land. Siden vi rejste hjem, har jeg haft lyst til at vende tilbage. Jeg var her i mit sabbatår, men det var nærmest ferie. Nu kan vi være her i længere tid, få lov til at være en del af arbejdet hernede og komme tættere på de mennesker, der arbejder i kirken.”

“Jeg er bare blevet mega forelsket i det her land. Siden vi rejste hjem, har jeg haft lyst til at vende tilbage.”

Jakob supplerer: ”Jeg er ret teologisk interesseret og pønser lidt på en dag at blive præst gennem ”Paragraf 2-ordningen”, når jeg har læst filosofi. Så jeg er interesseret i, hvordan rwanderne bedriver teologi, og hvordan kirkens plads er i samfundet. Jeg har fået den helt grundlæggende interesse for Rwanda fra Oline, men efterhånden er min egen interesse og nysgerrighed vokset.”

Begge fremhæver, at interessen for Rwanda også hænger sammen med det politiske fokus, der er kommet på landet de senere år.

”Folk begynder også at interessere sig for andet end folkemordet i ’94. Det er spændende at komme hertil og blive klogere på Rwanda i dag og kunne fortælle historier herfra, som handler om andet end, at der bare er et forfærdeligt diktatur eller Rwanda er et sted, man kan sende flygtninge hen. Den generelle interesse har også gjort os mere interesserede,” fortæller Oline.

Volontør – hvorfor det?

Oline Norgaard Mortensen
21 år
Bor i Aarhus
Havde et toårigt ophold i Rwanda, mellem 2018 og 2020
Student fra Green Hills Academy, Kigali, i 2020
Har siden rejst i Europa og Afrika
Arbejdet som lærervikar på Mølleskolen i Ry
Suppleret naturfag på GSK, med henblik på at studere medicin fra sommeren 2023
Begge har en kirkelig baggrund i folkekirken og OASE-fællesskabet

Jakob Sandahl Ørskou
22 år
Bor i Aarhus
Student fra Skanderborg Gymnasium 2020
Har siden rejst i Europa og USA
Arbejdet som lærervikar på Mølleskolen i Ry
Har været elev på Testrup Højskoles filosofilinje
Planlægger at studere filosofi på Aarhus Universitet fra sommeren 2023, med mulighed for senere at uddanne sig til præst.

Der findes mange måder at rejse ud i verden på. Både Oline og Jakob har rejst med rygsæk rundt i verden, men det var ikke nok denne gang.

”Der er noget i den her måde at rejse på, som i sig selv er vildt spændende og fascinerende. At være volontør er at blive sat i forbindelse med både personer og steder. Det er ligesom at slå rod her i Butare og en helt anden måde at komme ud i verden på, end at ”back-pack’e”. Det er en meget appellerende måde at komme ud i verden på,” svarer Jakob på spørgsmålet om, hvorfor de valgte at blive volontører.

Oline nikker på TEAMS-forbindelsen, mens Jakob fortsætter:
”Det er netop for at få en funktion. Det er ikke fordi, vi skal ud og redde verden. Vi er begge to er lidt trætte af den måde at se på arbejdet i udlandet på. Vi redder ikke nogen ved at være her. Jeg tror i virkeligheden, at vi tager mere, end vi giver…”

Oline tager ordet:
”Ja, vi tager nok mere herfra, end vi giver, men så tror jeg, vi giver det i Danmark. Vi vil begge to gerne give noget til alle dem i Danmark, der interesserer sig for forholdene i Rwanda.”

Oline og Jakob er enige om, at de ikke kan redde ret meget i Rwanda, men de er også enige om, at Rwanda ikke trænger ret meget til at blive reddet! De rwandere, de har mødt, er dejlige og kærlige mennesker, der omfavner fremmede med varme.

Opgaverne venter

Oline og Jakob skal arbejde ud fra Butare i det sydlige Rwanda. Her bor de til leje hos Edouard Ntakirutimana, som mange Rwanda-rejsende kender. Det overordnede formål med volontørarbejdet er at formidle de gode historier om BaptistKirkens mange aktiviteter til en yngre målgruppe. Der vil være særligt fokus på projektet: ”YSM – Young Single Mothers”, der hjælper unge enlige mødre til et bedre liv. Historierne kan vi finde fx på BaptistKirkens platforme og på volontørernes blog, der er ”live” om få dage.

”Vi engagerer os…”

Oline og Jakob er to unge mennesker, der finder mening i de opgaver, de kaster sig over. Da interviewet er slut, falder samtalen på psykisk mistrivsel blandt unge i Danmark. Unge, der har svært ved at finde en mening med livet. Efter lidt betænkningstid siger Jakob:
”Den mistrivsel, vi hører om, tilskrives ofte en accelererende kultur, der foreskriver et konstant pres og en konstant udviklingstvang. Det oplever vi i hvert fald ikke her, hvor vi er nu. Der er en mere afslappet tilgang til det meste, og vi oplever intet pres. Det betyder ikke, at vi er flygtet fra en hverdag. Det er også en krævende beslutning at rejse væk fra Danmark i et halvt års tid. Men det er måske vores opgør med udviklingstvangen: Vi engagerer os et andet sted i verden!”

Følg Oline og Jakob

Instagram: https://www.instagram.com/bidirwanda/

Web (blog): https://bidirwanda.wixsite.com/baptistkirken

Facebook (gruppe): https://www.facebook.com/groups/1308595555932675
(BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda)

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Der har været “vagtskifte” på posten som BaptistKirkens webredaktør. Lone Møller-Hansen har afsluttet sin ansættelse som kommunikations-medarbejder og tiltræder som præst på deltid i Gospel Fellowship i København, ud over ansættelsen i Baptistkirken på Bornholm. En stor tak til Lone for hendes tid i webredaktionen.

Henrik Andersen fra Aalborg afløser Lone med opgaven at gøre BaptistKirken mere aktuel på de sociale medier og dermed nå længere ud i den digitale verden. Vi glæder os til samarbejdet i redaktionen og spørger: Hvilke tanker og visioner har du med til opgaven, Henrik?

Vi skal også færdes i den digitale verden.

Vi skal skabe et webmedie med interessante ting, omtaler og artikler, der kan understøtte det liv, der udfolder sig i menighederne og i vores organisationer.

Vi skal arbejde mod en mere integreret brug af internettets muligheder for at blive skarpere i vores kommunikation.

Vi har meget at byde ind med i en verden, hvor mennesker søger svar på spørgsmål om tro og mening med livet – men vi må møde dem, hvor de er – altså skal vi også færdes i den digitale verden og udnytte vores webmedier.

Vi skal se mere på de sociale medier og på deres målgrupper i fremtiden. Sociale medier når i dag allerede mennesker uden for den snævre kreds omkring BaptistKirken. Det giver interessante “samtaler”, som vi skal arbejde videre med.

Vi vil prioritere ungdomsarbejdet højt og også vores migrant-menigheder, så de oplever at blive inkluderet i det større fællesskab.

Verden har forandret sig de senere år, men evangeliet handler stadig om kommunikation mellem Gud og mennesker – og den vil jeg give mit bidrag til.

Hvem er den nye webredaktør? 

Henrik har en tillægsuddannelse som fagjournalist fra Journalisthøjskolen i 2019-2021. Det er en diplomuddannelse, beregnet på mennesker, der har job ved siden af studiet, De færdige studier giver mulighed for at skrive med større klarhed om sit fag – men Henrik vil hellere skrive om mennesker og fortælle deres historier.

Henrik har altid brændt for at skrive og vil gerne gøre det i en større sags tjeneste – ja, den “kriblen” har været vedholdende og en vigtig del af hans liv, siden han skrev de første danske stile.

Kommunikationen gennem det skrevne ord har altid fascineret Henrik, der i det “civile” liv arbejder med noget så anderledes, som drift af bygas og fjernvarme.

Henrik er vokset op i Holbæk og fik her sine første spejderoplevelser og fandt ind i fællesskabet i “Familiekoret” i kirken. Som teenager var det spejderkammerater fra Nyrup, der trak ham ind i et fællesskab, der stadig holder. Her mødte han Ulla, som han blev gift med og de har sammen døtrene Astrid og Lise.

Det blev til en tid i Broholmkirken i Hvidovre med et engagement i gospelkoret IKTHYS, inden familien rykkede til Aalborg i 2000, da Ulla blev ansat på baptistspejdernes kontor og Henrik kunne arbejde hjemmefra – og i hele landet – for Dansk Gasteknisk Center A/S. Ulla blev senere regnskabsfører for BaptistKirken og Henrik blev ansat i Aalborg Kommunes Bygasforsyning. De fandt ind i fællesskabet omkring Bethelkirken – fordi kirkens præst var hurtig til at invitere på middag.

BaptistKirkens webredaktion

Her samlet foran sekretariatet i Lærdalsgade – med plads til flere frivillige medarbejdere:
Bente Christa Hansen, Astrid Melkær Andersen, Gitte Elleby, Henrik Andersen og Bent Hansen.

Vi har 1.150 artikler på baptist.dk, der fortæller om baptister, vores tro og værdier, om vores engagement i verden og overvejelser om svære spørgsmål. Dem vil vi gerne bringe i spil og supplere med aktuelle, korte artikler med kommentarer på de sociale medier.

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser

Find flere

Hvorfor er det baptister bliver ved med at ville snakke om identitet? Det slog mig, at måske er det netop kernen i det at være baptist. At det er noget vi bliver nødt til hele tiden at tale med hinanden om, dele vores forståelse af og lytte til de andres mening om.

For vi er ikke enige – og det er måske en stor del af pointen.

Jeg er glad for at være en del af en kirke, hvor det hele ikke er givet på forhånd. Hvor troen ikke er en fasttømret størrelse, der ikke er til diskussion. Men hvor vi respekterer hinandens perspektiver nok til at vide, at vi ikke kan være kirke uden at give plads til hinanden – også dem vi ikke forstår.

For det er når vi holder op med at tale sammen, at vi holder op med at være kirke sammen – og måske også holder op med at være baptister?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning. 

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 27. sep. 2025 - Formandstalen 2025

Find flere

Hvis nogen spørger dig, hvad baptister tror på, hvad svarer du så?

Tidligere – og måske stadig – er mange tilbøjelige til at fortælle, hvordan vi adskiller os fra Folkekirken. Om vores dåbssyn – at vi kun døber ”voksne”, eller bedre troende, eller endnu bedre bekendelsesdåb. Og måske nævner du menighedssynet; at menighederne er uafhængige af staten og vi betaler alting selv.

Men det skal være slut. Vi skal have nogle positive udsagn ind på rygraden, så vi ikke formulerer os negativt, men siger klart, hvad vi står for.

Lørdag d. 26. marts var 26 baptister fra 15 forskellige menigheder samlet i Odense til en temadag om baptistisk identitet.

BaptistKirken var vært og Teologisk Forum (TF) stod for indholdet. Der var god tid til samtalen – men der er aldrig tid nok, når baptister er samlet.

Der var to etaper i samtalen. Dels talte vi om det forord til vedtægterne, der skal nyformuleres.

Her genså vi Bent Hyllebergs ”timeglas” fra de regionale møder i efteråret. Først formuleres hvad vi er enige med alverdens kristne om. Dernæst hvad der er unikt for baptisterne og til sidst, hvordan denne tro udmøntes i handling.

Forslaget lød sådan her:

“Baptistkirken i Danmark er et kristent trossamfund bestående af selvstændige menigheder, der i fællesskab med alle verdens kristne bekender troen på Gud som Far, Søn og Helligånd i overensstemmelse med Bibelen. Som baptistmenigheder praktiserer vi troendes dåb til Jesu Kristi kirke. BaptistKirken består af de til enhver tid tilsluttede menigheder, der sammen søger at opfylde kirkens kald ved at forkynde evangeliet i ord og handling.”

Ordene blev vendt og drejet. Hvad med de kristne, der ikke bekender sig til den treenige Gud (det er der et lille mindretal, der ikke gør)? Er det kun dåben, der er vores særkende. Hvad med vores nadversyn og menighedssyn?

Teologisk Forum fik noget at arbejde videre med.

Mere liv i sproget

Dernæst var samtalen om syv teser, som skulle uddybe, hvad baptister i Danmark tror på. TF havde lavet et forslag (læs her).

Den første er næsten lig første del af forordet. Der blev pillet i det, og et nyt forslag lød derefter:

”Vi er en kirke, der sammen med verdens kristne bekender troen på Gud som Far, Søn og Helligånd; skaber, frelser og livgiver. Vi tror, at Gud har åbenbaret sig i Jesus Kristus og stadig igennem Helligånden åbenbarer sig.”

Argumenterne var, at sproget skal være mindre teologisk og mere livligt.

Anden tese handler om bibelforståelsen. Her var debatten mest om, at det er samtalen om Bibelen i fællesskab, som er typisk baptistisk. Og om hvorvidt Bibelen er vores rettesnor, pejlemærke eller noget andet.

Frelse og Guds Rige

I tredje tese kommer debatten om de besværlige begreber Frelse og Guds Rige. Her var det vigtigt for deltagerne at pointere, at Guds Rige ikke kun er noget, der kommer efter døden, men også er nu og her.

Fjerde tese kom en af grupperne igen med en helt ny formulering, der inkluderede nadveren. Det viste sig, at flere andre grupper var glade for det:

”Som en del af Guds Kirke har vi fælleskab med alle kristne. Menigheden er en lokal forsamling af mennesker, der som følge af evangeliets forkyndelse og i nadverens fællesskab bekender Jesus Kristus som Herre og Frelser.”

Dåbssynet

Femte tese er for nogen baptister den allervigtigste, for den handler om dåben. Den lød i TFs forslag sådan her:

”Dåben sker på baggrund af en personlig bekendelse af Jesus Kristus som Herre og Frelser. Dåben er samtidig indvielse til tjeneste.”

Her var der et ønske om at få noget ind om efterfølgelse.

Sjette tese handler om diakoni og mission. Den lød sådan her:

”Kirken er sat i verden for at tage del i Guds omsorg for verden. Det sker på flere måder gennem diakoni og mission.”

Et forslag undervejs lød sådan her:

”Kirken er sat i verden for at være håbets tegn gennem vores forkyndelse, omsorg, gudstjeneste-fejring og vores fælles liv. På den måde tager vi del i Guds mission i verden.”

Indvendingen var, at diakoni var blevet til omsorg – og er det dækkende?

Noget om uenighed

Sidste tese handler om religionsfrihed og dét, at vi alle er skabt lige og frie.

”Evangeliet gør os lige og sætter os fri til leve, tro og tænke frit i tillid til Jesus Kristus.

Alle mennesker har lige ret til at tro og handle i overensstemmelse med deres samvittighed og i respekt for medmennesket.”

Heri ligger baptisters kamp for andre menneskers rettigheder – også dem, vi ikke er enige med.

Og heri ligger også accepten af, at vi ikke selv er enige om alting, og heller ikke skal være det.

De 26 ordmennesker syntes det var umagen værd at tage til Odense. Og de kan ikke forstå, at andre ikke synes, det er vigtigt. Men samtalen er ikke slut. Der kommer flere chancer for at sætte sit præg på beskrivelsen af danske baptisters trosforståelse.

Læs også ”Ord er vigtige”, en kommentar til det at være i dialog om det vigtige. Hvad er sammenhængskraften i BaptistKirken? Syv teser og et forord – eller selve samtalen?

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark

Find flere

Somme tider skal der én udefra til at sige et par sandheder. Sådan må Teologisk Forum have tænkt, da de inviterede Kristian Bonde-Nielsen til at afslutte lørdagens temadag med et bud på fremtidens kirkesamfund.

Han blev præst i Købnerkirken på Amager sidste år og kommer fra det, der dengang hed Missionsforbundet.

”BaptistKirken er et ekstremt bredt kirkesamfund. Det er nærmest dømt til at gå galt. I tror, at det vigtigste for baptister, er dåbssynet. Men det er altså menighedernes selvstændighed. Og i den demokratiske ånd tager eventuelt på menighedsmødet ikke ti minutter men en time…”

Sådan indledte han sit indlæg. Han sagde, at så vidt han kan se, roder sammenhængen mellem dåb, tro og medlemskab mere end tidligere. ”Men hvis vi tror, vi er uenige, så skal vi læse om de første danske baptister, f.eks. Julius Købner. ’Det har gjort ondt’. Men hvor der er mennesker, er der altid bøvl og ballade. Men det kommer der også gode ting ud af.”

Autopilot på hospice

Han havde to bud på fremtiden.

”Vi kan vælge at køre på autopilot. Selv med vores ekstreme bredde og stærke tro på, at den enkelte menighed må være selvstyrende, drejer vi ikke nøglen om foreløbig. Kirker kan være på hospice i 20-30 år. Men det er ikke frugtbart, at vi tror vores vigtigste kamp er intern.”

Den anden vej frem handler om at omfavne forskelligheden.

Tænkt hvis det blev kendt ude i byen: ”De er godt nok uenige, men de elsker hinanden.”

Kristian har også læst Keld Kyrø Rasmussen, som har skrevet, at ”menigheden med alle de irriterende mennesker er en træningslejr, hvor vi øver os i at elske vores næste og vores fjender. Vi lærer at elske dem, der er radikalt anderledes end os selv.”

Bøn og tilbedelse

Kristian fortsatte: ”Når Jesus taler om, at vi skal kendes på vores indbyrdes kærlighed, har han sikkert tænkt: ”Det bliver et problem. Det er jeg nødt til at gøre meget tydeligt for dem.” Paulus tænkte, at det er vigtigt, at de ikke skærer i hinanden. De skal være ét. Men mon ikke han indimellem har sagt: ”Jesus, den her opgave kan jeg ikke løse…”

Kristian sluttede med at sige: ”Hvis vi vil det her (BaptistKirken), så skal der skabes en ny kultur. Vi har brug for at mødes og se hinanden i øjnene og tale om det, der kunne splitte os ad. Vi skal bede sammen. Tilbede sammen. Det handler ikke om vores yndlingssange.

Vi skal tale sammen, indtil vi ikke kan tale mere. Vi bliver ikke nødvendigvis enige, men vi skal nå frem til at respektere hinanden.”

Læs også ‘Inkluderende – og skarpe teser‘.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere