Lyt til artiklen:

I forordet til ’Trofast’ fortæller Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, om en samtale med Carl Otto Hansen under en ombygning af kirken. Carl Otto ville gerne bevare søjlerne i caféen. Ikke af arkitektoniske grunde, men fordi han kunne støtte sig til dem, når bentøjet ikke helt makkede ret.

Hændelsen giver anledning til at trække på smilebåndet. Men den er et meget præcist billede på Carl Ottos liv. Gennem årtier har han og hans hustru Inga været mennesker, andre kunne støtte sig til. Mennesker, der har båret familie og menighed – ikke med store ord, men med et langt livs omsorg og trofasthed.

Bogen er skrevet af Andreas Ravnsborg Daugaard i anledning af Carl Ottos 100-års fødselsdag den 20. maj 2026. Andreas er Carl Ottos barnebarn, jurist og bosat i Honduras. ’Trofast’ bygger på Carl Ottos egne nedskrevne erindringer og dybe samtaler mellem morfar og barnebarn. Bogen er selvudgivet og bærer undertitlen: ’Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år’.

En bog for den nærmeste familie? Helt sikkert. Men den er meget mere end det.

Carl Otto i uniform som soldat. Omkring år 1947 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’)

Et liv uden rampelys

Andreas skriver om sin morfar, der aldrig har været berømt. Carl Otto Hansen har ikke stået på de store scener eller søgt opmærksomhed. Netop derfor bliver beretningen om hans almindelige liv i en nær, men ofte glemt, fortid interessant for andre end familien.

For ’Trofast’ fortæller danmarkshistorie gennem Carl Ottos liv. Fra barndommen på Bornholm, hvor livet var nøjsomt og arbejdet fysisk hårdt, over lærerige ungdomsår, arbejde, kærlighed, tab og familieliv til mange års tjeneste i Roskilde Baptistkirke.

Andreas har lyttet, spurgt, optaget, redigeret og skrevet for at bevare en stemme, før den forsvinder. Måske er det et af bogens vigtigste budskaber: Mange af dem, der har båret menigheder, efterlader sig ikke store arkiver. De efterlader sig spor i andre mennesker.

Plads til både alvor og humor

Carl Otto hedder egentlig Karl Otto. Men han begyndte selv at skrive sit fornavn med C, ‘fordi K’et var lidt for omstændeligt’. En detalje, der siger noget om bogens tone. Der er plads til både alvor og humor i fortællingen.

Der er også brylluppet med Inga i 1954, hvor de tre rum i Ingas barndomshjem på Lundergårdsmark i Pandrup blev ryddet for møbler, så der kunne dækkes langbord gennem døråbningerne. Det må, som Carl Otto selv bemærker, have været svært at komme rundt med serveringen, når bordet gik gennem døråbningerne. Men det gik.

Det er her bogen er bedst: Når den fortæller i billeder. Langbordet til brylluppet. Søjlen i kirkens café. De små praktiske besværligheder. Navnet med C. Vi får lov at forestille os, hvordan det var.

Humoren i fortællingen er som et lunt blik på livet: Sådan fandt man ud af det.

Bryllup, 1954 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Trofast – også når livet gør ondt

I bogen er der en tidslinje over Carl Ottos liv. Her står nogle af de tunge begivenheder helt nøgternt: Datteren Lena blev født i 1958, hun blev ramt af sygdom og døde, inden hun fyldte et år. I 1962 var Carl Otto plaget af stress forårsaget af et alt for stort ansvar på arbejdet på støberiet Maglekilde. Året efter investerede han i et støbegodsfirma, der gik konkurs. I 2025 døde Inga efter mere end 71 års ægteskab.

Det er store og livsomvæltende begivenheder, men bogen bruger ikke store ord for at gøre dem større. Det er en styrke. Sorgen får lov at stå, og tabet bliver ikke forklaret væk. Troen er med hele vejen – ikke som en let forklaring på det svære, men som det sted, Carl Otto og Inga igen og igen vender tilbage til.

Carl Otto var menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke i en periode med uenighed og diskussioner. På et menighedsmøde blev der ligefrem krævet en afstemning om, hvorvidt Carl Otto kunne fortsætte som formand. I forordet beskriver Jakob Vagner ham som en samlende figur, der med sit rolige gemyt var med til at holde sammen på fællesskabet.

“Min morfar og jeg omkring 1995. Jeg så op til ham dengang – og det gør jeg stadig” (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Menigheder kan blive rystet af spørgsmål, der udefra ser små ud, men indefra handler om identitet, tilhørsforhold og troens sprog. Her blev Carl Ottos trofasthed mere end et fromt ideal: Han blev stående, da fællesskabet kom under pres.

Med beretningerne om Carl Ottos tjeneste i menigheden bliver ’Trofast’ også et bidrag til baptistisk menighedshistorie: om mennesker, der passer økonomi, bygger kirke, holder møder, tager konflikter, beder, besøger, trøster og bliver ved med at møde op.

Bestil ‘Trofast’

Efter Carl-Ottos ønske går hele overskuddet fra salget af ‘Trofast’ til Roskilde Baptistkirkes internationale arbejde. Første oplag er udsolgt: Bestil bogen ved at skrive til andreas.daugaard@hotmail.com. Nyt oplag går i trykken, hvis der modtages tilstrækkelig mange bestillinger.

Bogen koster 150 kr. Betaling sker ved overførsel til kirkens MobilePay-nummer (20788 – markér overførslen “Bog om Carl Otto”). Bogen skal afhentes på kirkens kontor i Roskilde.

Et stille liv bliver synligt

Som bog er ’Trofast’ stærkest, når den stoler på Carl Ottos erindringer. Når han fortæller om gården på Bornholm, arbejdet, Inga, familien og menigheden, mærker man både tiden og mennesket. Her behøver bogen ikke forklare, hvad trofasthed betyder. Det viser fortællingen selv.

Enkelte steder er bogens pointe om trofasthed forklaret lidt for tydeligt. Læseren har allerede forstået den, når Carl Otto støtter sig til søjlen, når han bliver stående i menighedens konflikt, og når sorgen får lov at være en del af fortællingen.

Men det ændrer ikke ved bogens grundlæggende kvalitet: Den gør et stille liv synligt.

Andreas skriver med tydelig kærlighed til sin morfar, men bogen er ikke kun en privat hyldest. Den løfter et helt almindeligt menneskeliv frem som noget, vi kan lære af.

Carl Otto og Andreas ved udgivelsen af ‘Trofast’ (Foto: Privat).

I bogens forord fortæller Jakob Vagner om Carl Otto, der har brug for at støtte sig til søjlen i kirkens café. Efterhånden som bogen folder Carl Ottos liv ud, vender billedet langsomt: Carl Otto blev selv den søjle, mange støttede sig til.

“Det er en glæde at sende en hilsen i anledning af udgivelsen af Trofast – Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år.

Carl Ottos livshistorie er ikke blot en personlig fortælling, men også et stykke lokal- og Danmarkshistorie. Gennem årtier har han og Inga været en del af det levende fællesskab i Roskilde og har sat spor i både kirkeliv og lokalsamfund.

Bogen minder os om værdien af trofasthed, ansvar og engagement – kvaliteter, som også er fundamentet for et stærkt fællesskab.

Stort tillykke med udgivelsen.”

Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune

Relateret

• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Hos ASJ Honduras, en kristen organisation der arbejder for et mere retfærdigt samfund, bliver dette kald levet ud hver dag. Ordene fra Mikas Bog kapitel 6 vers 8 – ”handle retfærdigt… vandre med din Gud” – og Esajas’ Bog kapitel 1 vers 17 – ”stræb efter ret, hjælp den undertrykte” – er blevet et personligt kompas.

Retfærdighed sker ikke af sig selv. Den bæres af mennesker, der bruger deres stemme og ansvar. Derfor føltes det vigtigt og helt naturligt at støtte honduranernes demokratiske ret. Og selvom landet endnu ikke har en ny præsident, oplevede jeg en stille fred på valgdagen – et glimt af håb midt i kampen for retfærdighed i et ellers skrøbeligt samfund.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til kronikken her:

Det fik mig til at tænke: Hvis det kan lade sig gøre dér, hvad kan vi så i Baptistkirken i Danmark? Hvad sker der, hvis vi finder sammen om noget, der rækker ud over os selv og gør os relevante i samfundet?

Kirken som samfundets vagthund

I Honduras fungerer kirkerne som en slags vagthund, der holder politikerne ansvarlige og leder en national samtale om fred, ikke-vold og demokrati. De lægger pres på myndighederne – og myndighederne lytter. Hvorfor? Fordi kirkens stemme har en transformerende kraft, der ikke kan ignoreres.

Den slags kirke inspirerer mig: En kirke, som samfundet må forholde sig til, fordi den gør en forskel. Det får mig til at spørge: Hvad er Baptistkirken i Danmarks sag?

Andreas Daugaard taler på vegne af ASJ i Honduras (Foto: ASJ)

Mit eget afsæt – fra Danmark til Honduras

Som ung dansker, opvokset i en dansk baptistkirke, men i dag bosat og aktiv i Honduras, har jeg fulgt udviklingen i BaptistKirken nøje. Mit trosfundament blev grundlagt i børnekirken og styrket gennem årlige sommerstævner. Det arbejde, jeg i dag udfører i Honduras, er en forlængelse af min lokale kirkes globale engagement og af BBUs projekter her. Med andre ord: BaptistKirken betyder virkelig meget for mig.

Derfor gør det ondt at se en proces præget af splittelse, uenighed og en tilsyneladende mangel på vision og fælles retning.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at blande mig. Jeg var bange for at stikke hånden i en hvepserede. Men så hørte jeg Generalsekretær Bodil Højbak Møller bruge Mikas Bog kapitel 6, vers 8 som udgangspunkt for sin prædiken på synoden. Hun kaldte skriftstedet et “ord at gå på” i Genstartsprocessen. Det fik mig til tasterne. Jeg håber ikke, det er for sent.

Vil du vide mere om Andreas Daugaard?

Så tjek artiklerne “Andreas bekæmper organiseret kriminalitet i Honduras” og “Du er ingen” på baptist.dk.

At handle retfærdigt – eksemplet fra Honduras

Verset er vores nøglevers og kernen i arbejdet i den organisation, jeg arbejder for i Honduras: Association for a More Just Society (ASJ – på dansk: ”Foreningen for et mere retfærdigt samfund”). Vi forsøger at skabe et mere retfærdigt samfund, drevet af vores kristne tro. Vi handler retfærdigt ved at påpege uretfærdighed i samfundet og komme med løsninger, vi viser trofast kærlighed ved at stå med de mest udsatte – og vi vandrer med Gud gennem det hele.

Her ser jeg ikke splittelse og visionsmangel. Jeg ser modige kristne, der rejser sig og siger fra over for korruption og magtmisbrug. Som nu, hvor vi leder en alliance for at beskytte demokratiet op til det kommende valg i november – et valg, der kan blive destabiliserende for landet.

Landskab i Honduras (Foto: Andreas Daugaard)

Når forskellighed bliver styrke

Alliancen består af universiteter, menneskerettighedsgrupper, erhvervsorganisationer, frikirker – og den katolske kirke. Det er bemærkelsesværdigt. Evangeliske kalder ofte katolikkerne for afgudsdyrkere, og nogle katolikker omtaler evangeliske kirker som herlighedsteologiske personkulter, der udnytter de fattige med løfter om økonomisk velsignelse. Alligevel står de sammen – endda med grupper som erhvervs- og menneskerettighedsorganisationer, der heller ikke plejer at arbejde sammen i Honduras. Det inspirerer mig. Og jeg håber, det også kan inspirere i Danmark.

Når kirken handler – konkrete resultater

Jeg vil gerne dele et par eksempler på, hvad kristne har opnået sammen i Honduras og så vil jeg slutte af med et par tanker om, hvordan det kan inspirere Baptistkirken i Danmark:

Uddannelse:
For et årti siden mistede over to millioner børn i Honduras halvdelen af deres undervisning hvert år. Undervisning blev ofte aflyst uden god grund, og tusindvis af “spøgelseslærere” fik løn uden at møde op. En kirkelig koalition gik sammen med ASJ, sendte kristne ud på skoler for at føre tilsyn, dokumenterede svigt og lagde pres på myndighederne. To ministre blev fyret. Den tredje handlede: 10.000 spøgelseslærere blev afskediget, og antallet af undervisningsdage steg til lovens krav om 200. Resultatet? To millioner elevers niveau i matematik og spansk steg markant – fordi kristne valgte at handle.

Sikkerhed:
I 2012 var Honduras verdens farligste land. Over 7.000 mord årligt, 97 % uopklarede. Politiet var en del af problemet. Da det kom frem, at betjente havde planlagt mord på en række offentligt kendte personer, pressede en kristen-ledet gruppe med ASJ i spidsen regeringen til at oprette en uafhængig kommission til at rense politistyrken. Først røg alle ni politichefer – siden næsten 6.000 politifolk. Træningen blev gentænkt. Mordraten er siden faldet til 2.500 årligt. Mange faktorer spiller ind, men tusindvis af liv er blevet reddet, blandt andet fordi kristne identificerede en sag og turde handle.

Jeg kan blive ved med at dele historier: Fx fra dengang præsidenten blev presset til at give ASJ adgang til at se syv af de vigtigste ministerier over skuldrene for at afdække korruptionssager. Mange af historierne står nu i en bog om ASJ, som netop er blevet anmeldt i New York Times.

Fra Honduras (Foto; Andreas Daugaard)

Tilbage til Danmark – og spørgsmålet om vores sag

Vi skal tilbage til Danmark. Jeg har lært af honduranske kristne, at det stærkeste fællesskab opstår, når kirken har en sag. Set fra sidelinjen – det kan man vel godt kalde den anden side af Atlanten – virker det stadig uklart, hvad BaptistKirkens mål er. Hvem prøver vi at nå? Findes der en strategi?

Flere dokumenter og processer? Eller en sag?

Måske har vi ikke bare brug for flere dokumenter og processer, men for en sag, der samler og engagerer?

Hvad er BaptistKirkens sag i Danmark i dag?

At dele evangeliet – ja, naturligvis. Men for hvem, hvordan, og hvorfor? Hvordan bliver vi relevante for almindelige danskere? Det bliver tydeligere, når vi har en sag, der engagerer både kirkens medlemmer og mennesker udenfor: Dem, der længes efter mening og håb.

Hvor kan vi gøre en forskel

Det er måske ikke mordrater eller folkeskolereformer, BaptistKirken skal tage sig af. Men der er nok af andre udfordringer, der kalder på håb og nærvær – og hvor kirken kan gøre en forskel: Ensomhed, stress og psykisk mistrivsel blandt unge og ældre, eller frygten i en verden præget af krig og klimakrise – for bare at nævne nogle få.

Danmark længes – og venter på svar

Danskerne er nysgerrige på tro. Flere kendte erklærer sig kristne. “Lad os tale om tro”-kampagnen viser en længsel efter åbenhed. Selv statsministeren, Mette Frederiksen, sagde for nylig:
“Hvis jeg var folkekirken, ville jeg tænke: Hvordan kan vi være en åndelig og fysisk ramme for det, danskerne går igennem?“

Det spørgsmål synes jeg i den grad også BaptistKirken skal stille sig selv. Jeg har flere spørgsmål, hvis jeg drømmer stort: Skal vi ikke plante nye menigheder? Lave en plan for at hjælpe de eksisterende kirker, der er presset? Bruge vores erfaring fra migrantmenigheder til at udfordre regeringen på migranters vilkår? Skabe et projekt, så vigtigt og transformerende, at DR og New York Times fortæller om det? Meget er sikkert uden for skiven. Men måske den slags spørgsmål hjælper os til at finde ud af, hvad der så er indenfor?

En kirke med en sag

For mig er kirken allerbedst, når den har en sag. Jeg tænker på Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen. På Desmond Tutu og forsoningsarbejdet i Sydafrika. Og ja – på det kirken udretter i Honduras. Danskerne længes efter fællesskaber, der giver mening – har vi en strategi for at gøre BaptistKirken til det fællesskab?

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Selvfølgelig skal vi tale teologi og bibelsyn – om de ting vi er uenige om. Men hvis uenigheder bliver vores omdrejningspunkt i månedlange forhandlinger, uden et kald, uden en sag – så tror jeg, vi mister bolden.

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Der er håb – og en længsel

Der er nok behov for at finde en løsning på uenighederne om seksualitet og ledelse. Men selv hvis vi fandt den i morgen, har vi så løst problemerne? Næppe. Vi døber stadig få. Medlemstallet falder. Og danskerne kender os knap.

Det er synd. For der er en længsel i Danmark. Et hul, som BaptistKirken kan fylde. Ved at vise mennesker Jesus.

Der synes jeg, vores fokus bør ligge.

Lad os finde en vej til at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og vandre med Gud – Danmark har brug for os.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden

Find flere

Lyt til artiklen her

”Vær seriøs, mand! Du er bagefter med betalingerne!” SMS-beskeden tikkede ind på Carlos telefon, mens han sad i Andreas Daugaards bil. Carlos var gennemblødt af sved, selv om airconditionanlægget kørte på maksimal effekt. Han var endnu et offer for organiseret afpresning: Ofte udført af bander, der afpresser med trusler og vold. En forbrydelse, der rammer flere end 200.000 familier i Honduras hvert år.

Andreas Daugaard arbejder for den kristne menneskerettighedsorganisation The Association for a More Just Society (ASJ). Organisationen har som mål at skabe strukturelle ændringer i sikkerheds-, sundheds- og uddannelsessektorerne for at skabe et mere retfærdigt samfund for de svageste i Honduras.

Andreas Daugaard

”Jeg er opvokset I Roskilde Baptistkirke, hvor vi gennem hele min barndom har støttet børnehjemmet Emmanuel i Honduras. Vi hørte ofte i søndagsskolen og i kirken om børn, der led nød på grund af fattigdom, sygdom og manglende uddannelse. Det har altid gået mig på og udfordret min retfærdighedssans.

Da jeg var 21 (2014) fik jeg endelig mulighed for at rejse til Honduras, hvor jeg boede ni måneder på Emmanuel og efterfølgende to måneder hos gadepræsten Alvin Anderson, der arbejder i fængsler og i nogle af de mest udsatte områder i landet.

På børnehjemmet fik jeg gode venner og mødte Dulce, der senere skulle blive min kone. Jeg erfarede, at mange af de udfordringer børnene stod overfor, opstod på baggrund af uretfærdighed: Børn blev udsat for vold, fordi der ikke er et effektivt retssystem, familier har ikke adgang til medicin, fordi korrupte politikere stjæler sundhedsvæsenets penge osv.

Jeg tog derefter hjem til Danmark, hvor jeg læste jura. Men Honduras, min dengang forlovede, mine venner og den uretfærdighed, de var ofre for, var hele tiden i mine tanker. Jeg rejste til Honduras en eller flere gange om året og lærte The Association for a More Just Society (ASJ) at kende. Det virkede for mig som den eneste organisation i Honduras, der for alvor forsøgte at tackle de systematiske problemer som landet stod overfor og som mine venner (og nu også familie) i Honduras led under.

ASJ er en kristen organisation, der passer godt til mine værdier. I dag er jeg afdelingsleder for vores forskningsenhed, der forsker i alt fra adgang til skole, medicin på hospitalerne og organiseret kriminalitet. Min kone, Dulce, er direktør for en organisation, der giver støtte, uddannelse og juridisk hjælp til børn, der er vokset op på børnehjem.”

”Carlos” historie

Andreas fortæller om manden, som han af sikkerhedsmæssige årsager kalder Carlos:
”Et år før jeg interviewede Carlos i min bil havde han modtaget en SMS-besked om, at afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold. De kendte hendes træningstider i klubben og nu ville de bare fortælle, at de ikke ønskede, at der skulle ske hende noget. Carlos fortalte, at han planlagde at sælge sin forretning og flygte til USA. Han havde absolut ingen tillid til retssystemet i Honduras.”

Afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold.

Selv om trusler af denne karakter kan få selv de modigste kristne til at miste modet, besluttede ASJ at kæmpe videre.

Forskningsprojekt om organiseret afpresning

I efteråret 2022 fik de omfattende problemer med afpresning ASJ til at sætte gang i et forskningsprojekt. Andreas ledte arbejdet med at interviewe 47 ofre, politifolk, dommere og endda fængslede forbrydere. 149 retssager blev gennemgået minutiøst. Alt sammen for at forstå omfanget af forbrydelserne og kortlægge myndighedernes indsats.

Resultatet var værre end frygtet

Andreas fortæller, at resultatet var meget værre end frygtet:
”Vi anslår, at 206.623 honduranske familier (9 procent af befolkningen) betalte 737 millioner dollars til afpressere i 2020. Særligt transportsektoren var udsat: I perioden 2010 – 2019 blev 1.781 ansatte i sektoren myrdet i forbindelse med afpresning.

Vi opdagede også, at afpresserne var meget kreative: I stedet for blot at kræve betaling, blev buschauffører tvunget til at vaske deres busser på bandeejede vaskepladser eller købe mad fra bandernes restauranter. I stedet for kontant betaling krævede afpresserne fx betaling via lokale telefonapps. Vi konstaterede også, at regeringens reaktion var fuldstændig utilstrækkelig: Kun nogle få hundrede sager, og udelukkende med kontanter involveret, kom for retten hvert år.”

Andreas og to kollegaer fra hans team foran en domstolsbygning

Offentliggørelse var nødvendig

Andreas forklarer, at resultaterne var så alvorlige, at ASJ var nødt til at offentliggøre dem, uanset at myndighederne ikke ville bryde sig om det. Ved et privat arrangement den 15. november 2022 blev resultaterne offentliggjort for en kreds af busejere, forretningsfolk, politi, anklagere, dommere, repræsentanter for FN, den amerikanske ambassade og præster, der arbejder i udsatte områder.

Den nationale politienhed mod afpresning deltog også og efterlod indtryk af, at de ville handle på oplysningerne. Alle deltagerne håbede, at mødet var indledningen til at et opgør med bandernes afpresning af helt almindelige mennesker.

Historien gik viralt

En uge senere, den 22. november 2022, offentliggjorde ASJ forskningsresultaterne. Det honduranske erhvervsråd udsendte straks en offentlig erklæring om, at afpresning var “kommet ud af kontrol”. På dagen for offentliggørelsen blokerede en samlet transportsektor trafikken rundt om hovedstaden med deres køretøjer. Andreas fortæller om forløbet:
”Vi lancerede vores rapport, og den gik straks viralt: Nyhedsprogrammerne gjorde den til tophistorien, og næste dag var vores rapport på forsiden af alle større aviser. Vi blev inviteret til det mest sete tv-debatprogram i Honduras og fik 90 minutter til at præsentere vores resultater og anbefalinger.”

Honduras præsident Xiomara Castro fremlægger den nye strategi mod afpresning to dage efter ASJ offentliggjorde deres rapport (Foto: Privat)

Præsidenten tog initiativ

Som forventet var myndighederne ikke begejstrede. Politidirektøren beskyldte Andreas og hans kolleger for at lyve og overdrive problemets omfang. Men budskabet havde alligevel ramt regeringskontorerne. På en pressekonference få dage senere lancerede Honduras præsident Xiomara Castro en anti-afpresningsstrategi, der var næsten identisk med ASJ’s anbefalinger. Enkelte sætninger så endda ud til at være kopieret direkte fra ASJ’s rapport.

Elendigt resultat trods undtagelsestilstand

Desværre betød præsidentens ”krig mod afpresning”, at der blev indført en slags undtagelsestilstand med begrænsning i almindelige borgeres rettigheder. Blandt andet fik politiet adgang til at ransage boliger og anholde vilkårligt uden dommerkendelse. På trods af indførelsen af undtagelsestilstanden så præsidentens plan ikke ud til at virke. Efter seks måneder lancerede ASJ endnu en rapport. Denne gang med de dårlige resultater af politiets indsats. Kun 86 tilfælde af afpresning var blevet bragt for retten, og mindst 27 flere bus- og taxaejere var blevet dræbt.

Udsigt til det smukke Honduras i omegnen af hovedstaden Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Intet er sket

Rapporten nåede verden rundt. Den blev citeret i aviser fra Spanien til Japan og endda i New York Times. Honduras kongres kaldte politidirektøren i høring for at holde ham ansvarlig. På den baggrund kunne man forvente en forstærket indsats mod afpresning, men fire måneder senere er situationen ikke blevet bedre.

Honduras’ befolkning lever fortsat med undtagelsestilstand, mens ofrene for afpresning stadig ikke får hverken retfærdighed eller beskyttelse af myndighederne.

Andreas fortæller, at ASJ planlægger udgivelsen af endnu en rapport, der skal markere et-års-dagen den 6. december 2023 for vedtagelsen af præsidentens anti-afpresningsplan og undtagelsestilstanden.

Andreas’ refleksion

Andreas har gjort sig mange tanker om sit engagement i efterforskning af organiseret bandekriminalitet og politiets manglende indgriben. Det kan være virkelig skræmmende. Andreas fortæller:
”Jeg kommer til at tænke på Moses, som Gud befalede at gå til Farao og bede ham om at lade israelitterne gå. Moses protesterede og bønfaldt Gud om at sende en anden. ”Hvad hvis de ikke vil tro mig eller siger, at jeg lyver?” spurgte Moses Gud i 2. Mosebog, kapitel 4, vers 1.

Da Moses først var gået til Farao begyndte en forhandling om det israelske folks frihed. Når Moses argumenterede strammede Farao blot sit jerngreb, og Moses tvivlede på, om hans indsats hjalp eller gjorde situationen værre (2. Mosebog, kapitel 5, vers 22). Mellem de plager Gud sendte, skiftede Farao mellem at love at lade folket gå og fortryde igen. Til sidst blev Guds plan fuldført, men Moses må have tvivlet meget undervejs.”

Udsigt over Honduras’ hovedstad Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Hvad Moses lærte Andreas

Andreas fortæller, at han sammenligner ASJ’s kamp mod afpresning med Moses’ kamp for frihed for sit folk på flere punkter:

”For det første vil vi ofte blive udsat for modstand mod at sige sandheden. Faraoer, politidirektører og præsidenter kan beskylde os for at lyve. Men det bør ikke afholde os fra at tale sandt og fremme retfærdighed.

For det andet vil myndighederne ikke altid gøre det, vi vil have dem til. ASJ ønskede en stor plan mod afpresning i Honduras, men ønskede bestemt ikke at suspendere forfatningsmæssige rettigheder og sætte fx sårbare teenagere i fare for vilkårlig tilbageholdelse. Moses ønskede heller ikke, at Farao skulle stramme sit greb yderligere om Israels folk. Vi kan nogle gange frygte, at vi i stedet for at hjælpe forværrer situationen.

For det tredje gør myndighederne ikke altid, hvad de siger, de vil gøre. Den honduranske præsident lancerede en god plan mod afpresning, men ser ud til at have glemt den i de følgende måneder. Farao lovede flere gange at frigive slaverne, men fortrød hver gang.”

Hold fokus på det, du kan gøre

Andreas slutter med en opfordring til at holde fokus:
”Vi må identificere de sårbares behov, arbejde flittigt for at søge retfærdighed og fortælle sandheden til de mennesker, der har magten til at skabe forandring. Hvad magthaverne vælger at gøre med sandheden, er stort set ude af vores hænder. Alt, hvad vi kan gøre, er at bede Gud om, at de bringer retfærdighed.

Gud endte med at dele et hav for at lede hans folk ud af Egypten. Vi håber og tror på, at han kan gøre det samme i Honduras. Hos ASJ vil vi fortsætte med at forske og modigt råbe op. Men vi vil også bede og kæmpe for et mere retfærdigt Honduras. Vi håber, at du vil slutte dig til os.”

Læs mere om Dulce og Andreas

“Du er er ingen”

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 30. jun. 2026 - Når et stille liv bærer mere, end man tror
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere

”Jeg eksisterer” er en protest mod begrebet “invisible citizens”, som er et ukendt begreb for de fleste danskere, der nok kan blive “usynlige borgere” men mest på grund af it fejl hos myndighederne.

Andre steder i verden kan børn vokse op uden identitet, fordi de ikke blev registreret ved fødslen – men måske bare efterladt i håb om, at nogen ville tage sig af dem. Derfor har de ingen identitet og ingen dokumentation for deres eksistens.

“Du er ingen” – det var ordene, Dulces ven blev mobbet med, da de voksede op sammen på børnehjemmet Emmanuel i Honduras. Hun besluttede sig for at ville ændre ved det, når hun blev voksen. Nu er hun jurist og i gang med at indfri det løfte. Dulce fortæller:

Min ven blev efterladt som spæd. Myndighederne overgav ham efterfølgende til børnehjemmet, som gav ham et midlertidigt navn. Nu er han over 30 år gammel, men uden et officielt navn kan han ikke tage ud i landet og studere, arbejde eller leje en lejlighed.

Sammen med Andreas, hendes danske mand som også er jurist, har hun netop afleveret fødselsattester til 20 børn og unge mennesker, som aldrig før har haft et officielt navn. De får nu mulighed for at påberåbe sig deres borgerrettigheder med adgang til bl.a. sundhedsydelser, skolegang og uddannelse.

Andreas fortæller: ”Da vores søn blev født sidste år på et dansk hospital kunne vi se, hvor automatiseret det danske system er. Hospitalet indberettede fødslen til den lokale folkekirke, som startede registrering og endda kontaktede kommunen, som tilknyttede en sundhedsplejerske.

Den slags systemer findes slet ikke i store dele af verden. Forældre, der er fattige, har psykiske problemer eller på anden måde er sårbare, får desværre ikke sat processen i gang med at registrere deres børn. Hvis børnene så placeres på et børnehjem efterfølgende, kan det være en meget uoverskuelig proces for børnehjemmet at skulle samle den nødvendige information til at få barnet registreret.”

Dulce har valgt at hjælpe børn og unge voksne fra børnehjemmet, hvor hun selv har boet som ung og hvor nogle af hendes yngre søskende stadig bor.

Men Dulce og Andreas tænker videre og ønsker at nå ud til langt flere identitetsløse børn og unge på andre børnehjem i Honduras.

”Jeg har ringet til 30 børnehjem i Honduras, hvoraf halvdelen havde mindst én sag som min ven, der ikke har et officielt navn. Der er officielt registreret 179 børnehjemslignende institutioner i Honduras, og der findes mange flere, så det er potentielt hundredevis af børn, der ikke har en juridisk identitet. Dulce:

Vi drømmer om at løse det problem for dem alle sammen og lægge en plan for, hvordan myndighederne undgår at disse sager overhovedet opstår.

Her kan du høre Dulce fortælle om projekt “Yo Existo“, med danske undertekster.

Andreas har altid været en del af Roskilde Baptistkirke, som har støttet børnehjemmet “Emmanuel” i Honduras. En del unge har været på studieophold der gennem BBUs projekt “Timoteos”, der arbejder for at skabe beskæftigelse og netværk til de unge, når de skal forlade børnehjem som unge voksne.

Læs mere om “Projekt Timoteos”, der forsøger at bygge bro mellem unge, der bor på børnehjem og unge frivillige fra ungdomsorganisationen for unge baptister i Honduras. Projektets formål er at udsluse unge voksne fra børnehjemmet til en succesfuld integration, tilpasning og udvikling i det honduranske samfund.

“Yo Existo” er en proklamation af både eksistens, identitet og navn – som vi finder det i Biblen, hvor Gud  siger: “Jeg er Herren, Israels Gud, som kalder dig ved navn.” Esajas 45,3

Det er samtidig en konkret indsats for en bedre verden, som vi alle kan blive opmuntret af at høre om. Vi ønsker Guds velsignelse over det arbejde, Dulce og Andreas gør.

Relateret

• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 09. dec. 2023 - Andreas bekæmper organiseret kriminalitet i Honduras
• 22. sep. 2021 - Der er brug for os

Find flere