Lyt til artiklen:

På græsarealet mellem de to bosteder, Tåstrup Stræde og Tåstrup Have i Holbæk, er to unge kvinder fra Solsikkepatruljen ved at tænde bål. Snart varmer bålet på den råkolde aften og duften af brænderøg breder sig.

Det er Solsikkepatruljen hos Holbæk- og Regstrupspejderne: spejdermøder for mennesker med særlige behov. Frivilligt fællesskab midt mellem to bosteder. Den sidste mandag i måneden mødes spejderne om bål, kaffe og aktiviteter, der giver noget sjældent: rollen som én, der bidrager. For lederne Betina Murphy og Hans Christian Dahl er det Baden-Powells Duty to Others omsat til praksis.

En beboer låser skuret op og begynder at hente patruljegrej. Hun har ansvaret for nøglen og tager rollen alvorligt. Hun dirigerer lidt, holder øje med at det hele går rigtigt til: Hun er med i fællesskabet.

Snart begynder flere at komme. De fleste fra de to bosteder. En enkelt kommer helt fra Hillerød, men tager trofast tager turen hver gang. Der bliver hilst, grinet, hentet lidt mere brænde og vand til kaffen.

Solsikkespejderførerne Hans Christian Dahl og Betina Murphy (Foto: Hans Christian Dahl)

Klokken 18.30 kalder Betina Murphy og Hans Christian Dahl til samling og næsten alle synger med på “Ja, vi er danske spejdere.”

“Den store lakmusprøve var den dag, himmel og hav stod i et og det øsregnede,” fortæller Hans Christian. “Og de kom alligevel – næsten alle sammen. Der er noget eksotisk over bål. Så har vi jo kaffe eller kakao, og der er altid kage. Og så har vi det bare sjovt.”

Der bliver tændt op. Trangiaerne snurrer. Jetboileren hvæser. Snart er der kaffe, kakao og te. Kagen har sin egen historie: De to bosteder har en fast kageordning, der går på skift mellem afdelingerne. Den fungerer. Det ved alle.

Man kunne kalde det lejrbål, selv om der endnu ikke er underholdning og færdige ritualer. Men der er samtaler og latter. Den særlige ro, alle spejdere kender fra lejrbålet, sænker sig. Og alle får en oplevelse af at høre til i fællesskabet.

Fra Spejdernes Lejr til Solsikkepatruljen

For Hans Christian begyndte det på Spejdernes Lejr i 2022 ved Hedehusene. Her var han dybt involveret i Projekt Lejrhjælper. 100 mennesker med særlige behov blev inviteret ind i lejrfællesskabet. Et aktivitetscenter fra Høje Taastrup flyttede endda hele sin daglige drift ud på lejren i perioden.

Der skal arbejdes for kaffen! (Foto: Hans Christian Dahl)

Borgerne blev hentet og bragt hver dag. De havde arbejdsopgaver ligesom andre frivillige og de bød ind i aktivitetskataloget: danseaktiviteten begejstrede mange lejrdeltagere. De var ikke bare gæster på lejren. De var med til at skabe lejren ligesom alle andre deltagere.

“Det var dybt inspirerende, både for mig og rigtig mange andre,” siger Hans Christian.

Men erfaringerne var ikke kun, at samarbejdet havde været inspirerende. De afslørede også noget andet.

Der er en kløft mellem institutionslivet og det frivillige Danmark. En kløft man sjældent krydser alene, hvis man har særlige behov.

Mange mennesker med særlige behov har ikke overskud eller evner til selv at opsøge nye fællesskaber i det frivillige Danmark. Men overskud og evner er langt fra hele problemet, mener Hans Christian:
”Jeg ved ikke, hvor meget den her gruppe borgere reflekterer over, hvad man kan bruge det til, når solen skinner udenfor. Mange mennesker i institutionsverdenen har jo været vant til hele deres liv at få fortalt alt, hvad de skal foretage sig.”

De er vænnet til, at andre mennesker sætter rammerne for deres fritidsliv.

“Hvis ikke der er en pædagog eller et familiemedlem, der hiver dem ud og får dem til at prøve noget nyt, så sker det jo ikke,” siger Hans Christian. Han fortæller engageret om en enkelt sætning, der er blevet et mantra i hans eget spejderarbejde:

“Alle har ret til et godt udeliv.”

At bygge bro

Til daglig underviser Hans Christian mennesker med særlige behov i sang og musik. Det har han gjort i mange år, så han kendte allerede solsikkespejds målgruppe i Holbæk. Han kendte også bostederne. Og han vidste, at der mellem bygningerne ved to af bostederne lå et grønt område med to bålpladser.

“Der er jo aldrig nogen, der bruger dem,” fortæller han.

Ikke fordi nogen er imod det. Men fordi det kræver initiativ og overskud at rykke ved rammerne.

Bålhygge hos Solsikkepatruljen (Foto: Hans Christian Dahl)

Hans Christian holdt møde med ledelsen. De to bosteder har samme afdelingsleder. Hun havde selv været spejder, så ideen fængede med det samme. Da det viste sig, at souschefen havde været været baptistspejder i Herlev og stadig gemte sin spejderbibel med Finn Basnovs hilsen, var aftalen hurtigt på plads!

“De var vilde med ideen,” siger Hans Christian med et smil. “Selvfølgelig måtte vi lave spejderarbejde. Det var også helt i orden at invitere deltagere ude fra byen med til spejdermøderne.”

Det blev begyndelsen på Solsikkepatruljen for et par år siden. I dag møder 17–20 deltagere op hver gang. Nogle kommer længe før start og begynder på lejrbålet. Andre skal hjælpes lidt i gang eller have et kærligt skub ud ad døren. Roller opstår naturligt i fællesskabet: En er nøgleansvarlig, en anden tager spontant oprydningen, mens en tredje kaster sig over kaffebrygningen.

“De påtager sig roller og tager ansvar,” fortæller Hans Christian. “Uden at have fået besked af lederne. Jeg synes næsten, det er smukt. Det er i hvert fald meget spejderligt.”

Bål, suppe og juledekorationer

Aktiviteterne er bevidst enkle. I begyndelsen handlede det om at finde det rigtige niveau. Der blev forsøgt med arbejdsstof til flok og trop. Siden er der lavet fuglefoder, patruljesærpræg og juledekorationer i december.

Solsikkespejderne laver mad over bål (Foto: Hans Christian Dahl)

Spejderne har lavet suppe over bål:
“Det er ufatteligt, så mange mennesker med særlige behov, der aldrig har prøvet at tænde et bål,” siger Hans Christian, der forklarer, at der er kommet mere fokus på at give spejderne håndgribelige erfaringer: Tænde et bål, skære grøntsager, røre i en gryde over et bål.

Spejderne får håndgribelige færdigheder. Men de får meget mere end det.

De får erfaringer gennem et frivilligt fællesskab, hvor alle får lov til at deltage. Et fællesskab med struktur og rammer, men også masser af frihed til at være sig selv.

”Men det er altid med hyggen først,” siger Hans Christian, ”og så skal aktiviteterne give mening for dem.”

”Duty to Others”

Hans Christian har været spejder i over 50 år. Når han skal forklare, hvorfor han bruger alle sine mandage på spejdermøder, vender han tilbage til Baden-Powells klassiske tre pejlemærker:

Duty to God.
Duty to Others.
Duty to Self.

Hygge! – og kaffe. To vigtige elementer i Solsikkespejd (Foto: hans Christian Dahl)

“Vi er rigtig gode til selvudvikling,” siger han. “Vi dyrker, at spejderne udvikler sig: til diamantspejdere eller ledere. Vi er et kristent spejderkorps: vi dyrker også troen. Men Duty to Others… ”

Hans Christian lader sætningen hænge et øjeblik.

“Med Solsikkepatruljen synes jeg, vi rammer noget, hvor vi gør en indsats og en forskel for andre mennesker.”

Det klassiske billede af spejderen, der hjælper en gammel dame over vejen, kan virke som en irriterende karikatur. I Solsikkepatruljen får Baden-Powells ord om at være nyttig, hjælpsom og tjene samfundet konkret indhold.

Den frivillige verden er også for dig

Erfaringerne fra Spejdernes Lejr 2022 blev samlet i en rapport fra Socialt Udviklingscenter, SUS. Rapporten pegede på det samme, som Hans Christian oplever i Holbæk:

Den frivillige verden er ikke automatisk tilgængelig for mennesker, der bor på institution.

“Bare fordi du bor på institution, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er noget til dig i den frivillige verden,” siger han. “Den er for alle, også for dig.”

Grejet er klar til en hyggelig aften (Foto: Hans Christian Dahl)

Men det kræver nogen, der går foran og tager initiativ til at skabe tilbuddene. Hans Christian lægger ikke skjul på, at Solsikkespejderne ikke kan køre af sig selv. Der skal være en drivkraft. Et engagement. En vedholdenhed.

“Et stort hjerte, specielt for den her gruppe mennesker,” siger han, da han bliver spurgt, hvilke kompetencer det kræver for at være leder for solsikkespejdere. Det kræver ikke en specialpædagogisk uddannelse eller andre faglige kompetencer. Det kræver vilje og lyst til at indgå i relationer med mennesker, der ikke altid ligner dig selv!

Når regnskabet for den frivillige indsats er gjort op, er Hans Christian ikke et øjeblik i tvivl:
“Der er altid plus på bundlinjen.”

Drømmen om 2026

Flere af solsikkespejderne har allerede blikket rettet fremad mod Spejdernes Lejr 2026.

Som en del af den store lejr med cirka 30.000 deltagere og måske 50.000 gæster, skal der i år være en solsikkelejr for mennesker med særlige behov. Lejren bliver indrettet med særlige faciliteter: mulighed for at blive skærmet og for at trække sig lidt væk, hvis de mange indtryk bliver for voldsomme.

“Spejderlejr i den størrelse virker overvældende – på os alle sammen,” forklarer Hans Christian.

Men med de rigtige rammer kan mennesker med særlige behov få del i den store spejderoplevelse.

“De skal have oplevelsen af at være med i det store fællesskab,” siger han og gentager sit mantra:
”Alle har ret til et godt udeliv!”

Mad over bål – også til Solsikkespejd (Foto: Hans Christian Dahl)

Mere end et projekt

Spejdermødet nærmer sig afslutningen. Der er oprydning, mens bålet brænder ud. Enkelte går afsted mod bussen. Andre har kun få meter til deres bolig.

Solsikkepatruljen laver ikke vilde aktiviteter eller tager på spektakulære natløb. Den har ikke store armbevægelser. Den har kaffe, kage, bål og fællesskab.

Men den har også noget andet.

Solsikkepatruljen bærer et stille vidnesbyrd om, at Guds skaberværk ikke er forbeholdt de stærke eller de perfekte. Fællesskabet med Gud og andre mennesker er ikke forbeholdt dem, der selv kan finde vej ind i det. Der er plads til alle.

Solsikkepatruljen er spejderbevægelsens løfte om ”duty to others” i praksis.

Og en påmindelse om, at alle har ret til et godt udeliv.

Læs mere om Holbæk- og Regstrupspejderne her:

“Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal””
“Grønne Hjerte i Regstrup”
“Baptistspejdere får penge til bæredygtig renovering af spejderhuse”

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

En stille efterårsaften blev Kløvermarkskirken fyldt til sidste plads af toner, der talte direkte til hjertet. Udenfor faldt mørket tungt, men indenfor glødede lyset varmt på væggene. Det var søndagen inden Allehelgen, dagen, hvor vi mindes dem, vi har mistet – og søger håbet i det, der stadig lever.

straylight.band spiller i Kløvermarkskirken i Holbæk (Foto: Ulrick Refsager Dam)

Straylight.band vendte tilbage til Kløvermarkskirken med multi-showet “Døden er ikke at elske.” En titel, der i sig selv rummer en teologi: at døden ikke er kærlighedens modsætning, men dens forudsætning. Når vi elsker, gør vi os sårbare. Når vi mister, mærker vi kærlighedens pris – og dens styrke.

Straylight.band – seks musikere med rødder i Amager Gospelkor – leverede en koncert, der både bevægede og begejstrede. Med sange af Bob Dylan, Johnny Cash og Leonard Cohen blev aftenen en musikalsk rejse gennem liv, død, sorg og kærlighed – men altid med et glimt af håb i øjet.

Et fællesskab af stemmer og fortællinger

Det, der gjorde koncerten så stærk, var ikke kun musikken, men måden, den blev delt på. Mellem numrene fortalte bandet små historier om sangenes tilblivelse, om tro og tvivl, tab og taknemmelighed. Det skabte en nærhed i rummet – en fornemmelse af, at vi alle sammen sad i samme båd.

“Der var noget særligt over at opleve det hele i Kløvermarkskirken.” (Foto: Ulrick Refsager Dam)

Bob Dylan mindede os om kampen for retfærdighed. Johnny Cash viste troens udholdenhed. Og Leonard Cohen lod os ane skønheden midt i skrøbeligheden.

Aftenens stærkeste øjeblik kom, da Straylight tog fat på Leonard Cohens “You Want It Darker.” Den dybe, rytmiske puls og de sagte ord fyldte rummet som en bøn.

“Hineni, I’m ready, my Lord.”

Ordene, som på hebraisk betyder “Her er jeg,” blev i bandets fortolkning et svar til livets uundgåelige mørke. Ikke resignation, men overgivelse. Ikke frygt, men tillid.

Da den sidste tone ebbede ud, blev der stille. En tung, smuk stilhed. Som om alle i rummet holdt vejret et øjeblik og mærkede, at vi stod midt i noget helligt.

Der var noget særligt over at opleve det hele i Kløvermarkskirken. Lyset, de projicerede billeder og de store musikalske flader skabte en stemning, hvor kirkerummet virkelig kom til sin ret – et sted, hvor tro, kunst og liv mødes.

Koncerten fyldte Kløvermarkskirken (Foto: Ulrick refsager Dam)

Efter koncerten blev der skænket kaffe og te, og samtalerne summede længe. Folk blev hængende, talte sammen, delte smil og minder. Man forlod ikke bare en koncert – man forlod et fællesskab, der havde løftet sig.

Kærligheden fik det sidste ord

Koncertens titel blev stående som en sætning, man tager med sig ud i natten: Døden er ikke at elske. For at elske er netop at nægte døden det sidste ord.

Straylight.band

– mødte hinanden i Amager Gospelkor i Købnerkirken på Amager og har siden 2013 optrådt med deres egne musikshows.

Kontakt: Jan Kornholt, tlf. 4283 1280
E-mail: booking@straylight.band
Web: https://straylight.band

Musikken denne aften gjorde det, som ord alene sjældent formår: den trøstede. Den mindede os om, at tro, kunst og fællesskab kan bære sorgen sammen – og at kærligheden stadig synger, også når alt andet tier.

Måske er det netop det, vi gør til Allehelgen: Vi synger, fordi vi savner. Og i sangen mærker vi, at kærligheden endnu lever.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

En for brat afslutning på en mountainbiketur resulterede i to måneders sygemelding, og at Ulrick Refsager Dam trods ansættelse først rigtig kom i gang med tjenesten i Holbæk Baptistkirke ved årsskiftet. Menigheden har et fantastisk VITAL-forløb bag sig og er meget indstillet på, at der skal investeres i de unge. Menigheden har også et stort fokus på omsorgsarbejde og er en engageret multikulturel menighed.

Ulrick Refsager Dam:

Uddannelse:

• bachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K)
• master i Ledelse og Menighedsudvikling

Arbejde:

• præst i Kløvermarkskirken
• lederkonsulent for bl.a. Arbejdernes Landsbank, HedeDanmark og Messecenter Herning

Udgivelser:

• ‘Building the Basileia. Moving the Church into the 22nd century’ (2023)
• er pt ved at lægge sidste hånd på en ny bog om ledelse, der udkommer i efteråret.

Fra vordende civilingeniør til præst

Ulrick ville ikke være præst. Han er vokset op i Apostolsk Kirke med meget aktive forældre og begyndte at læse Fysik og Nanoteknologi på DTU, men trivedes ikke. Han kom i kontakt med Brorsons Kirke i København med mange unge mennesker, og Ulrick blev set og fik lov at udvikle sine lederevner, hvorefter han skiftede studie til ”Kristendom, Kultur og Kommunikation” med fokus på ledelse og organisationsudvikling.

Uddannelsen og det frivillige arbejde i et par ungdomskirker betød, at livet alligevel tog en drejning mod præstegerningen, og efter oplæring i Amagerbro Frikirke[1] i København og en ansættelse i Sjølundkirken[2] i Næstved er Ulrick nu præst i Holbæk Baptistkirke. Sideløbende har han hele tiden arbejdet som ledelseskonsulent, fordi han kan lide at udnytte fordelene ved kombinationen.

Konflikter kan hjælpe os til at åbne for det, der kommer bagefter.

Ulrick har aldrig følt sig knyttet til et bestemt kirkesamfund, men føler sig meget godt tilpas med den flade struktur i BaptistKirken, hvor præsten mere har en tjenende rolle og ikke står forrest som en person, man skal se op til. At BaptistKirken i øjeblikket også er i en genstartsproces, er for Ulrick kun motiverende: ”Jeg vil gerne være der, hvor der sker noget, og jeg véd fra min ledelseserfaring, at konflikter kan hjælpe os til at åbne for det, der kommer bagefter. Kirken kan lære af virksomhedernes vilkår, at de skal tænke udvikling for ikke at lukke. Hvis vi ikke udvikler, afvikler vi.”

Jeg vil gerne være der, hvor der sker noget.

Forskellige sider

På spørgsmålet om Ulricks stærke sider er svaret hans passion for relationer. Ulrick elsker at være sammen med mennesker, og det er naturligt for familien at have et åbent hjem og dele liv med mange mennesker. Det er også en styrke ikke at være bange for konflikter, men det har en bagside. Det sværeste for Ulrick at arbejde med er, at han er et positivt konfliktsøgende menneske: ”Jeg tror, vi udvikler os i det. Men det kan være vanskeligt at vide, hvornår man skal være varsomt afventende, inden døren sparkes ind. Jeg har lært, at jeg skal tænke lidt, før jeg træder ind i konflikten.”

Hvordan når vi de unge?

Ulrick brænder for at række ud og give plads til de unge. Tidligere vidste man tidligt, hvordan livet skulle forme sig, men i dag savner de unge holdepunkter og vil selv være med til at danne dem: ”Hvis vi fortæller de unge, hvordan de skal tro, mister de interessen.” Ulrick har i et tidligere interview nævnt, at nøglen til den nye generation er, at vi lærer at leve vores kristne liv mere autentisk. Han siger:

”Den unge generation er i stigende grad træt af, at kristendommen ikke afspejler det liv, Jesus kaldte os til at leve. Jesus kaldte os til ydmyghed, forsoning, radikal inklusion og fællesskab – ikke til splid, eksklusion og selvhævdelse, og alligevel ser vi ofte kristne fællesskaber skabe uenighed, hvor mindre forskelligheder i tro splitter familier og kirker. Det handler ikke om at være perfekt, men om at mødes som hele mennesker – med vores styrker og de dele af os, der stadig er i proces. Autenticitet betyder også at dele spørgsmål, tvivl og sårbarhed og finde styrke i fællesskabet. Det kristne liv bliver først autentisk, når vi lader Guds kærlighed forme vores hverdag der, hvor livet leves. Ved at mætte den sultne, klæde den nøgne, hele den brudte, løfte studiekammeraten, smile til kasseekspedienten, hjælpe den, vi møder, og være dem, der skaber en verden, der er en lille smule bedre i dag, end den var i går. Der tror jeg, at nøglen til et autentisk kristent liv findes.”

Fremtiden

Ulrick udfordrer tanken om, at vi skal skabe rammer, hvor alle føler sig godt tilpas: ”Jeg tror ikke på, at vi kan lave et arrangement, der favner alle. I stedet skal vi skabe fællesskaber for de forskellige grupper i menighederne, og så ophøje det store fællesskab ved særlige lejligheder, som påske, pinse, jul etc. Hvad er bedst: At vi hver uge går på kompromis, eller at vi hver uge har noget fantastisk for hver gruppe, og så mødes til fælles fest to-fire gange om året?”

Hvad er bedst: At vi hver uge går på kompromis, eller at vi hver uge har noget fantastisk for hver gruppe, og så mødes til fælles fest to-fire gange om året?

Ulrick har et højt energiniveau, og han fortæller, at samarbejdet med menighedsrådet omkring fokus og forventninger er vigtigt: ”Når forventningerne er klare, er det nemmere at sige nej til det mindst udviklingsgivende.”

Ulrick elsker at arbejde. Han begynder meget tidligt på dagen for at få ro og eftertanke, og det betyder, at han får god tid til familien og alle de andre gøremål i løbet af dagen.

[1] Amagerbro Frikirke er en del af Apostolsk Kirke

[2] Sjølundkirken er en forenet Apostolsk Kirke og Mosaik-kirke (tidligere: pinsemenighed)

Relateret

• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt

Find flere

Lyt til kronikken:

For nyligt sad jeg i sjælesorg med et ungt menneske, der havde svært ved at finde et kirkeligt fællesskab at være en del af. Som hun sagde, så kunne hun enten tage til et: ”X-Factor show, med røgmaskiner, spotlys og et lovsangshold, der leverede hits i en kvalitet, som kunne få Spotify til at skamme sig.” Eller hun kunne ”tage ind i oldgammel hvidkalket bygning, hvor alles hår havde samme farve som væggene, og hvor det hele virkede som en dårlig opsat farce.”

Kronikkens forfatter, Ulrick Refsager Dam. Ulrick er præst i Kløvermarkskirken i Holbæk, forfatter, ledelsescoach og -konsulent. Foto Bent L. Hansen

De unge gider ikke markedsføring i kirken

Hun er bestemt ikke den eneste, der har den oplevelse. Ifølge flere undersøgelser har de unge generationer (som jeg nok også selv er en del af lidt endnu) en nærmest indbygget ”bullshit-detektor”. Vi gider ikke mere glansbillede-markedsføring. Vi er født med en smartphone i hånden og kan navigere i alt fra AI-simulerede reklamer til polerede profiler på Instagram. Hvis vi fanger det mindste “fake” i en eller anden fancy video eller i et salmevers, der lyder hult, slukker vi.

Autenticitet er det nye sort

Netop derfor er autenticitet blevet det nye sort: Vi vil ikke bare have noget, der “ser flot ud på papiret” – vi vil mærke mennesker, der mener det, de siger, og som tør vise tvivlen, fejlen og den ”uforskønnede” sandhed om livet. Og netop hér er kirken i en særposition. For på papiret burde den jo være den mest autentiske arena af dem alle: Et fællesskab, hvor man kommer med alt, hvad man er – og ikke mindst alt det, man ikke er. Alligevel oplever mange unge, at kirken enten er blevet for opsat og “show-agtig” eller stivnet i en gammel liturgi, der føles mere som museumsbesøg end hjertevarmt fællesskab.

To ekstremer i den kirkelige verden

Når man ser på den kirkelige verden herhjemme, kan man få fornemmelsen af to ekstremer:

På den ene side har vi frikirkerne, der nogle steder går ‘all in’ på stroboskoplys, en lovsangssektion, der rivaliserer verdens dyreste koncertturnéer, og en karismatisk præst iført sneakers og en smart frisure. Man glemmer, at fokus skulle være på Gud og ikke på en sceneoptræden på professionelt niveau. Det kan nærmest virke som om, at der kun mangler en konfettikanon og en sponsor fra Red Bull for at fuldende koncertoplevelsen.

På den anden side har vi Folkekirken, som stadig kan lyde (og lugte) lidt af 1600-tallet i både sprog og form. Der er så meget historie, at man kan ende med at gentage de samme gamle salmevers (og den samme højstemte liturgi) på autopilot. Det kan blive svært at se, hvordan det relaterer sig til “virkeligheden” i 2025, når sproget føles som noget fra en støvet reol. Nogle steder føles det mere som et museumsbesøg end et levende fællesskab.

Den fælles udfordring

Den fælles udfordring står tilbage: I begge ender af skalaen risikerer man, at menneskene og det ægte møde ryger i baggrunden. For meget fokus på et bombastisk lysshow fjerner opmærksomheden fra samtalen om tro og tvivl. For meget fokus på den gamle liturgi kan gøre, at ordene føles fjernstyrede og uden personlig nærhed. Begge dele kan have svært ved at møde unge i øjenhøjde – og netop derfor er autenticitet så afgørende. I begge yderpunkter mangler vi at mærke, at dem, der står på prædikestolen eller sidder på kirkebænken, virkelig er til stede, tør vise deres egen tvivl og glæde, og faktisk mener, at fællesskab er vigtigere end facade.

Autenticitet kan være en stor udfordring

Autenticitet lyder måske, som om det bare kræver en ærlig snak og et par søde ord på en søndag. Men i praksis kan det være noget af det mest udfordrende at få ind i kirkelivet. For at turde være autentisk skal man også turde indrømme sin tvivl, sine fejl og sin sårbarhed. Og det er et ret stort skridt i en kultur – både i og uden for kirken – hvor vi er vant til at vise alt det perfekte frem og gemme rodet væk.

For at turde være autentisk skal man også turde indrømme sin tvivl, sine fejl og sin sårbarhed.

De sikre valg bremser mødet mellem mennesker

Mange i frikirkerne vil gerne vise den “rigtige” begejstring, mens folkekirkelige menigheder måske bliver bange for at pille ved traditioner, som man holder så meget af. Resultatet er, at begge parter let vælger de sikre løsninger: De store showelementer eller de velkendte ritualer. Men problemet er, at netop de sikre valg risikerer at bremse det ægte møde mellem mennesker. For det er langt lettere at præsentere en færdigpakket forestilling eller en museumsmoden højmesse, end det er at give plads til en håndfuld teenagere, der tør sige: “Jeg forstår altså ikke helt, hvad der foregår. Kan vi lige tale om det?”

Plads til det hele menneske?

Alligevel er autenticitet mere nødvendig end nogensinde. For når unge går ind i en kirke (uanset hvilken slags), har de brug for at mærke, at der er plads til hele mennesket – også når man stiller dumme spørgsmål eller kommer med alt sin bagage. Hvis unge ikke mærker den åbenhed, siger de farvel og tak, inden nogen når at tænde lysshowet eller slå akkorden an til “Den signede dag”. Kort sagt: Unge sukker efter en kirke, der tør række ud med ægte varme, hvor rummeligheden ikke bare er et plusord, men en realitet. Det er svært, ja, men netop derfor kan det også forandre alt.

Kort sagt: Unge sukker efter en kirke, der tør række ud med ægte varme, hvor rummeligheden ikke bare er et plusord, men en realitet.

Vi har chancen for at gøre en forskel

Så her står vi så, med en kirke, der risikerer at fremstå enten som en fancy event-venue eller et historisk museum – mens en hel generation sukker efter ægte fællesskab. Men det betyder ikke, at kirken er dømt til at ende som et kuriosum på Kulturministeriets liste over “truede traditioner”. Tværtimod er det lige nu, vi har chancen for at revitalisere alt det smukke, troen kan rumme, på en måde, der faktisk når hjertet hos nutidens (og fremtidens) unge. Jeg tror det kræver tre ting af os:

1. Sænk paraderne og giv plads til spørgsmål

Vi skal turde skabe rum, hvor de store (og små) spørgsmål kan stilles, uden at folk føler, de træder ved siden af. Det kan være ved at åbne søndagens gudstjeneste for dialog, lade konfirmanderne forme deres egen mini-gudstjeneste eller simpelthen invitere til en kop kaffe efter kirketid, hvor alt er tilladt at spørge om. Den autentiske samtale opstår, når vi tør sige: “Jeg ved faktisk ikke alt – men lad os finde ud af det sammen.”

2. Relation frem for performance

Selvfølgelig må kirken gerne have en ordentlig lydmand eller et smukt orgel. Men hvis underholdningsaspektet tager overhånd, mister vi formålet: At komme tættere på hinanden og på det, som er større end os selv. Det er i nærværet – i knirkende kirkebænke eller under discokuglen – at Gud kan røre noget dybt i os. Så lad os sætte fællesskabet over formerne.

3. Handling over salgstaler

Når snakken om tro aldrig munder ud i konkret handling, gennemskuer de unge det med det samme. At være kirke handler om at tage sig af hinanden, om næstekærlighed, og om at give noget videre. Det kan være alt fra maduddeling i lokalsamfundet til mentorskab for unge, der har det svært. Hvis folk ser, at kirken rent faktisk gør en forskel, bliver “vi elsker vores næste” ikke bare en slidt kliché, men noget levende man får lyst til at være en del af.

Mennesket skal i fokus

Hvis vi tør lade menneskene – ikke effekterne eller de stivnede former – komme i fokus, kan kirken blive en sand oase i en verden, der støjer af annoncer og tomme show-offs. Det er der virkelig brug for i en tid, hvor mange kæmper med ensomhed, meningsløshed og stress. Kirken har altid været et sted, hvor vi kan se hinanden i øjnene og sige: “Du er ikke alene.” Men den magi udfolder sig kun, hvis vi tør være mennesker på godt og ondt – hvis vi tør være autentiske.

Grib chancen og giv kirken liv

Så kære kirke, hvad end du hedder: Omfavn det sårbare, vær modig nok til at lade traditionen få nyt liv, og tro ikke, at stort show og glimmer kan skjule manglen på nærvær. Kirken har potentialet til at rumme det dybe møde, den ægte samtale og det mest autentiske fællesskab af alle. Hvis vi griber chancen nu, behøver kirken slet ikke at dø – men kan tværtimod blomstre som aldrig før.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til aritklen:

”Nøglen til at låse op for den nye generation er, at vi lærer at være langt mere autentiske i vores måde at leve vores kristne liv på. At vi tør tage det med ud i vores hverdagsliv og lade det forme os. Det kræver også, at vi har nogle fællesskaber, der giver mening for de unge. Det er ikke altid, at søndag formiddag med præludium, velkomst, salme og stram liturgi giver mening for unge mennesker. Det er ikke sikkert, at det er søndag formiddag, der bliver bærende fællesskab fremtiden. Det bliver de fællesskaber, vi har i resten af vores liv og i kirken resten af ugen, der gør, at unge mennesker har lyst til at være en del af kirkens fællesskab,” lyder det fra Ulrick.

Når Ulrick modtager en invitation til et interview, svarer han høfligt – med et link til et online bookingsystem. Så kan journalisten selv vælge tid. Stedet giver sig selv: Når mødet er booket, lander der få millisekunder senere et mødelink til ZOOM i indbakken. Så er forbindelsen etableret. Ulrick er en præst, der både tør følge udviklingen i samfundet og skubbe til den i kirken.

Familieselfie – Sara, Marius og Ulrick (Foto: Privat)

Vejen til præstegerningen

Ulrick bor sammen med hustruen Sara og sønnen Marius på en gård i Mulstrup, lidt syd for Ringsted. De seneste mange år har han arbejdet med kirke og ledelse på forskellige måder. Den kirkelige opvækst skete i Apostolsk Kirke.

Første skridt på den teologiske vej var en professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation fra Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Senere fulgte en master i ledelse og menighedsudvikling fra Ansgar høyskole i Kristiansand. Teori blev efterfulgt af praksis som ”præsteaspirant”: En ordning i Apostolsk Kirke hvor en nyuddannet præst er i en slags mesterlære hos en mere erfaren præst. Ulrick var ”føl” i Amagerbro Frikirke. Ulrick har også arbejdet i folkekirken i både Brorsonskirken og ungdomskirken uKirke på Vesterbro i København.

For fire år siden gik turen til Mulstrup og Sjølundkirken, en apostolsk menighed i Næstved.

Gennem en årrække har Ulrick arbejdet som ledelseskonsulent i det private erhvervsliv sideløbende med præstetjenesten.

Vejen til Holbæk

I begyndelsen af 2024 havde Ulrick besluttet sig for udelukkende at arbejde som ledelseskonsulent. Men partnerskabet i virksomheden fungerede ikke ordentligt:
”Det tog jeg som et vink med en vognstang om, at jeg skulle søge tilbage til kirken igen. Det er sådan en ”Jonas og hvalen-ting” for mig: Jeg skal ud og prøve noget andet og efter et stykke tid kommer jeg tilbage i kirken igen,” ler Ulrick.

Gode venner prikkede til Ulrick, da menigheden i Holbæk slog en præstestilling op. Forbindelsen blev etableret og Kløvermarkskirken fandt en ny præst.

“… I er bedre til at være i det, at vi faktisk er fejlbarlige mennesker, der alle sammen er på en vandring sammen.”

Hvorfor blive præst i BaptistKirken?

De senere år har flere baptistmenigheder ansat præster med baggrund i andre kirkesamfund. Ulrick kommer med en apostolsk baggrund, men han føler sig tiltrukket af flere ting i BaptistKirken:
”Jeg synes, vi ser en del dobbeltmoral i de mest konservative kirker. Ofte mangler der en ’practice what you preach’: De siger, at alle er velkomne. Men det gælder kun, hvis du passer helt ind i kirkens idealer og værdier. I nogle af ’megakirkerne’ ser vi gang på gang præster, der prædiker mådehold og renhed, mens de selv udnytter mennesker psykisk og seksuelt. Seneste eksempel er Robert Morris fra Gateway Church i Texas.”  Fra dem, jeg kender i BaptistKirken, oplever jeg, at I er bedre til at være i det, at vi faktisk er fejlbarlige mennesker, der alle sammen er på en vandring sammen.”

Ulrick peger også på, at den demokratiske ledelsesform i både BaptistKirken og de enkelte menigheder passer godt til ham. Ulrick siger:
”Baptistkirken er et kirkesamfund, hvor der er plads til refleksion, men hvor der også er plads til at være uenige og til at diskutere. Jeg oplever, at BaptistKirkens ledelse bl.a. i forhold til Genstart-processen har en enormt positiv indstilling til at ville dialogen. Det handler ikke om, at vi skal finde en måde, hvor vi alle sammen kan være enige, være ens. Det handler om, at vi skal finde enhed, selvom vi ikke er enige, selvom vi ikke er ens. Jeg synes, det er enormt smukt, at man vil arbejde for det, og jeg håber, at processen giver anledning til mange gode samtaler.”

Ulrick – både præst og ledelseskonsulent

Kan man både være præst og ledelseskonsulent?

Andre job end ledelseskonsulent i det private erhvervsliv virker mere relevante for en deltidsansat frikirkepræst. Det er Ulrick slet ikke enig i:
”Der er rigtig mange ledere ude i den kommercielle verden, i erhvervslivet, der hungrer efter dybere værdi, noget som giver mening i deres liv. Noget, der ikke bare handler om penge og økonomi. Hvordan kan vi lede allerbedst, så vi både skaber værdi for os selv og for de mennesker, vi leder?

Det bedste, vi kan lære som ledere er at se på andre mennesker med empati, danne relationen til dem og møde dem i næstekærlighed. Det er jo sandheder, som vi har kendt i 2.000 år i kristendommen. Og alligevel kan det være en helt wow-oplevelse, når man kommer ud i erhvervslivet. Når man begynder at fortælle, at vi kan bruge de her gode værdier også i erhvervslivet. Det giver faktisk mening.”

Det fremmer sikkert forståelsen for Ulricks værdisæt, at det ofte kan ses på virksomhedens nøgletal, at medarbejderne yder mere og bliver mere effektive, fordi de føler sig trygge på arbejdspladsen.

Kirken har brug for revitalisering

Ulrick fortæller, at det altid har været hans mission at fortælle, at vores kristne liv ikke kun er noget, der foregår søndag formiddag i en kirke. Det kristne liv er heller ikke, at vi bare går ud på gaderne og står og råber:
”Vores tro, det kristne liv, skal gennemsyre hele den måde, vi lever på, lige meget hvor vi er. Om det er nede i fodboldklubben, på vores arbejde som ledere eller medarbejdere: Det er der vi skal udleve det kristne liv, som vi bliver inspireret til og udfordret på i undervisningen om søndagen.”

Vores tro, det kristne liv, skal gennemsyre hele den måde, vi lever på, lige meget hvor vi er.

Det kræver en revitalisering af kirken, mener Ulrick:
”Vi har talt om det på vej ind i min præstegerning i Kløvermarkskirken. Menigheden har faktisk haft en længere proces for at sige, at vi vil gerne, at der sker noget nyt. Vi vil gerne, at der sker en forandring. For ellers ender vi i samme situation, som mange frikirker: Sidste mand lukker og slukker! Når man ikke længere kan samle et menighedsråd, så opløser man kirken og sælger bygningen. Alle kirkesamfund oplever det.”

Man kan ikke skabe nyt uden at forny

Ulrick peger på, at mange forsøger at skabe nyt uden fornyelse. De gamle systemer får blot en ny indpakning:
”De maler lige over, det hele får en ny farve. Men det er det samme. Vi laver den samme søndagsformiddagsgudstjeneste med det samme indhold og form, måske bare med noget ny musik.

Det, der motiverer mig til at være del af kirken, er, at vi kan være sammen, at vi kan have et fællesskab, som er unikt. Et fællesskab som er noget, vi ikke har nogen andre steder. At vi kan være en familie selv om vi ikke er i familie. Kirken som den udvidede familie, det er det, der gør os særlige.

De ønsker en følelse af at komme ind i et helligt rum, møde noget, der er større end dem selv…

Kirken har et unikt svar

Ulrick er akademiker. Det er svært at trække gætterier og ”synsninger” ud af ham. Der skal helst være forskning bag påstandene. Det gælder også spørgsmålet om, hvad der skal til for at revitalisere kirken. Ulrick svarer:

”Når man kigger på den forskning, der bliver lavet, så siger både min generation og dem, der er yngre, at det, de ønsker for kirken, det er ikke røgmaskiner og høj musik. De ønsker en følelse af at komme ind i et helligt rum, møde noget, der er større end dem selv, og finde en dybere mening med deres liv. I en evigt accelererende verden har vi brug for det sted, hvor vi kan fordybe os og for alvor være sammen.”

Ulrick er tavs et øjeblik og siger så:

”… og der tror jeg, at kirken – eller der ved jeg, at kirken har et helt unikt svar til de udfordringer, vi ser i samfundet lige nu.”

Relateret

• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 27. jun. 2025 - “Hvis ikke du mener det samme som mig, så…” – og andre måder at ødelægge fællesskabet på
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 14. mar. 2025 - Kirken dør, når autenticiteten udebliver
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken

Find flere

Enok, der egentlig hedder Arulthavaraj Arulamapalam, er vokset op med en stærk hinduistisk tro i Sri Lanka og måtte under borgerkrigen i 1985 flygte til Danmark. Krigen sluttede ikke efter de forventede to-tre år, men først i 2009. Det betød varigt ophold i Danmark.

På en af sine rejser til Thailand og Singapore fandt Enok sin kærlighed, blev gift og kom tilbage til Danmark. Efter 11 mdr. blev hans kone gravid, men desværre kom barnet tre måneder for tidligt, og Enoks kærlighed døde i forbindelse med fødslen: ”Herefter kunne jeg ikke tro, at Gud fandtes, og jeg mistede troen. Jeg begyndte at drikke og tage stoffer.”

Kaos – og fred

Enok havde lykkeligvis en kristen ven, som var vedholdende over for Enok, selvom Enok frabad sig det. Da Enok forsøgte at hænge sig, var han efter tilskyndelse ved Enoks dør: ”Jesus sendte en ven i sidste øjeblik. Han talte igen om Jesus Kristus, og denne gang fik jeg en lille tro på, at Jesus faktisk kunne findes i virkeligheden”.

Jesus sendte en ven i sidste øjeblik.

Enok begyndte at følge med til gudstjeneste, fik indre fred, stoppede med druk og stoffer og blev til sidst døbt i 1996: ”Sammen gik min ven og jeg ud for at fortælle om Jesus Kristus, og om hvad Gud har gjort i mit liv.”

Præst for tamilsk menighed

”Vi startede en menighed for tamilerne i Hillerød, men det var for langt at køre for de fleste. Der var flere tamilere omkring Holbæk, så vi lejede baptistkirken på Kløvermarksvej i Holbæk, og i 1999 blev jeg præst for Holy Spirit Missionary Church”.

Samtidig med at Enok blev præst for menigheden, har han også i alle årene haft lønnet arbejde – først på en plastikfabrik, siden med rengøring og nu som taxachauffør. Via Hans Henrik Lund og BaptistKirken fik Enok kontakt med en tamilsk præst og underviser fra Indien, pastor Selva, (Selvarkumar Prabhakar, som var med på Missionsstævnet i 2004). Han underviste pastor Bala (Balasubramaniam Sinnathural) fra Svendborg og Enok i teologi sammen med syv andre præster, der deltog sporadisk.

Diplom i bibelkundskab

Enok siger: ”Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg fik Bibel Theory Diplom, og at BaptistKirken tilbød os det, for vi bragte det videre til vores kirkemedlemmer. På et tidspunkt kunne BaptistKirken ikke længere få pastor Selva til Danmark, så jeg betalte selv, så jeg kunne færdiguddanne mig. Bagefter har Holy Spirit Missionary Church tilbudt uddannelsen til en flok af vores medlemmer, hvoraf ni blev færdige og fik diplom i 2015”.

Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg fik Bibel Theory Diplom.

Der er ca. 54 medlemmer i menigheden, som mødes hver uge til gudstjeneste, og der kommer også nye til. Der er fem småbørn, en del unge, en stor mellemgruppe og få ældre. Under Coronaen har der kun været ca. 25 til stede fysisk, mens rigtig mange har fulgt gudstjenesten på skype. Hver måned mødes menigheden til bibelundervisning, og en gang om måneden er der også fastegudstjeneste. Til jul og nytår er der altid særlige anledninger.

Samarbejde med Holbæk Baptistmenighed

Der er et tæt samarbejde med den danske menighed i Holbæk, hvor de to menigheder mødes en gang i kvartalet for at koordinere aktiviteterne og tale om, hvordan det går hos hinanden. Den tamilske menighed er selvkørende og har kun brug for den hjælp, som BaptistKirken tilbyder en del af de små menigheder med at registrere gaver samt indberetningen til Told og Skat.

Bosat i Frederiksværk

Om Sri Lanka:

Tamiler: 26% af befolkningen i Sri Lanka. Sproget hedder tamil.
Singaleser: 74 % af befolkningen i Sri Lanka. Sproget er singalesisk.

Enok bor i Frederiksværk, er gift på ny og har tre børn udover Kumariee, som har hjulpet med dette portræt af menigheden. Der er langt til kirke, men Enok fylder gerne bilen med medlemmer fra Hillerød og Roskilde.

Relateret

• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 14. mar. 2025 - Kirken dør, når autenticiteten udebliver
• 17. sep. 2024 - ”Når de unge søger rum for fordybelse i kirken, er svaret ikke lysshows og røgmaskiner”
• 10. sep. 2019 - Drømmen

Find flere