Lyt til artiklen:

Open Doors er en international missionsorganisation:

• Open Doors’ arbejde startede i 1955 med bibelsmugling fra Holland til Østeuropa
• I dag arbejder Open Doors i flere end 60 lande
• Open Doors arbejder blandt andet gennem bibeldistribution, discipelskabskurser, nødhjælp og traumebehandling
• Læs flere vidnesbyrd og lær mere på http://www.opendoors.dk og i podcasten ’Modlys’, eller følg med på Open Doors Danmarks Facebook og Instagram

Barnabas viser sit hjem frem. Det er bygget af pap og grove plastikposer. Gulvet består af et tæppe, som man oftest ser på børneværelser. Tæppets røde og blå bogstaver skulle egentlig hjælpe Barnabas’ børn med at lære at læse, men i stedet er tæppet nu det, der gør, at familien ikke sover direkte på den hårde jord.

Teltet, som Barnabas og hans familie bor i, er mindre end 2 m2 og ikke højt nok til, at Barnabas kan stå oprejst. Det står i en flygtningelejr i delstaten Benue i Nigeria, hvor familien bor sammen med tusindvis af andre kristne, der er blevet fordrevet fra deres hjem af militante fulaniers vold. Fulanierne er en befolkningsgruppe, der traditionelt har levet som nomadiske hyrder.

Tusindvis af andre kristne, der er blevet fordrevet fra deres hjem.

Barnabas’ historie er desværre ikke enestående. Nigeria er det land i verden, hvor flest kristne dræbes for deres tro, men det er langt fra det eneste sted i verden, hvor kristne oplever forfølgelse eller diskrimination, fordi de er kristne.

En missionsorganisation

Open Doors er en international missionsorganisation, som tjener forfulgte kristne som Barnabas i hele verden. Arbejdet tager udgangspunkt i deres behov og er derfor meget alsidigt – fra discipelskabskurser og levering af Bibler til traumebehandling og uddeling af nødhjælpspakker efter voldelige overfald og angreb.

En international missionsorganisation, som tjener forfulgte kristne.

Et af Open Doors’ længst varende initiativer er kurset ’Stå stærkt i stormen’, hvor kristne undervises i, hvad forfølgelse er, og hvordan de kan reagere, når forfølgelsen rammer.

Forfølgelsen har mange ansigter

Hjælpen ser ud på mange måder, fordi forfølgelsen af kristne har mange ansigter. For Barnabas i Nigeria består forfølgelsen af hård vold. For Ming i Kina er overvågningen massiv, og han er i konstant risiko for at blive arresteret. I Laos har Vanxays tro betydet, at han er blevet smidt ud af sin landsby. Og i Marokko troede Omar, at han var den eneste kristne i verden, fordi kristne må mødes i hemmelighed.[1]

Forfølgelse – en del af livet som kristen

Fælles for Open Doors’ initiativer er, at målet ikke er at stoppe forfølgelserne. Bibelen er fuld af eksempler på, hvordan kristne bliver forfulgt for deres tro, og derfor er det Open Doors’ overbevisning, at forfølgelse er en del af livet som kristen. I stedet hjælper Open Doors kristne, så de så vidt muligt kan blive i deres lokalområde og være i mission blandt deres nærmeste.

Arbejdet i Danmark

I Danmark er Open Doors’ rolle at forbinde kristne med verdens forfulgte kristne.

I Danmark er Open Doors’ rolle at forbinde kristne med verdens forfulgte kristne. Det handler både om at rejse forbøn og økonomisk støtte til forfulgte kristne, men også om at dele deres vidnesbyrd, som er enormt trosstyrkende og inspirerende.

Hjælp til Benue

Støtten fra Open Doors har også nået Barnabas og den flygtningelejr, han bor i. De kristne har fået nødhjælpspakker med mad. En gruppe kvinder, blandt andre Barnabas’ kone, har fået støtte til at starte små virksomheder, så de kan være med til at forsørge deres familier, og børnene i lejren er blevet hjulpet tilbage i skole.

Midt i håbløsheden forsøger Barnabas at bevare håbet. Han var præst i sin landsby før angrebet, og i dag er han præst for sin menighed i flygtningelejren.

“Gud har været med os, og jeg vil ikke miste min tillid til ham”, fastslår Barnabas. “Vores øjne og vores håb er rettet mod ham. Hvis Gud vil kæmpe denne kamp for os, vil der komme en dag, hvor vi igen kan leve et godt liv.”

[1] Navnene er ændret af sikkerhedshensyn

Relateret

• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Lyt til artiklen:

På Agerø i Limfjorden mødte jeg en smuk og tankevækkende fortælling. Den begynder sådan: I begyndelsen af 1900-tallet boede der på Agerø to ugifte søstre på en stor gård, som de havde arvet. En dag var de to søstre gået over dæmningen til Mors på besøg. På vejen hjem blev der meget tåget, og søstrene blev bekymrede for, om de kunne finde vej over dæmningen i tågen.

Fanget i tågen

De lagde sig på knæ på dæmningen og bad til vor Herre om hjælp til at finde vejen gennem tågen. I deres bøn lovede de Gud, at hvis de med hans hjælp kom hjem, ville de give alt, hvad de ejede til ham! Søstrene fandt vej gennem tågen, og efterfølgende skænkede de deres store gård til kirken. For de midler blev der bygget den smukkeste lille kirke på Agerø. Den blev indviet i 1908.

Bønnens magt

På kirkegården omkring kirken fandt jeg en noget nyere gravsten med følgende indskrift: ’Bønnens magt er stor’! – Lad os huske på det i vores personlige forhold, men også i den aktuelle verdenssituation og vores fælles fremtid i menighederne.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til artiklen:

Støt

Du kan være med til at støtte MBCs fortsatte arbejde med jordskælvsofre ved at sende et beløb til MobilePay 330 048 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Epicentret for jordskælvene i marts 2025 lå i Sagaing- og Mandalay-regionerne i det centrale Myanmar. Omkring 4.000 mennesker mistede livet, mere end 5.000 blev såret, og hundredvis er stadig meldt savnet. Myanmar er i forvejen præget af konflikt og ustabilitet, og næsten 20 millioner ud af landets 55 millioner mennesker har nu brug for hjælp. Midt i denne tragedie rykkede Myanmar Baptist Convention (MBC) ud med nødhjælp i samarbejde med både lokale menigheder og internationale partnere – herunder Baptistkirken i Danmark.

Dansk støtte når langt ud

Baptistkirken i Danmark har dels bidraget med egne indsamlede midler og dels med cirka 1 mio. kr. fra Danish Emergency Relief Fund, som administreres af Civilsamfund i Udvikling. Støtten har finansieret mad, vand, tøj, midlertidige shelters, hygiejnesæt og kontant hjælp til familier, så de selv kan købe fornødenheder. Lederen af MBCs nødhjælpsindsats, Maung Khan Sum, fortæller: ”Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder. Mange har mistet alt, og hjælpen fra Danmark har været uvurderlig.”

Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder.

Mad, tag over hovedet og håb

Fra 20 lokale baptistkirker i området er der blevet uddelt mad, vand, tøj, presenninger, myggenet, madrasser og andre fornødenheder til tusindvis af familier. Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder. I alt er mere end 10.000 familier blevet hjulpet i perioden april til juni. MBC har arbejdet tæt sammen med andre organisationer for at identificere de mest trængende for at sikre, at hjælpen gik til de rigtige personer.

Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder.

Igen har kirken vist sit værd. De lokale kirker har fungeret som nødhjælpscentre, hvor både præster og menighedsmedlemmer har koordineret uddelingen af nødhjælpen og tilbudt samtaler og sjælesorg til de ofte traumatiserede overlevende. Maung Khan Sum fremhæver netop traumehjælpen som vigtig: ”De mange samtaler og støtte er vigtige for at give håbet tilbage, genskabe værdigheden og løfte modet hos dem, der har mistet så meget.”

Registrering af nødhjælpsmodtagere.

Samarbejde trodser forhindringer

Militæret har ofte besværliggjort hjælpearbejdet, som også har været udfordret af ødelagt infrastruktur og politiske spændinger. Da landet i forvejen er i borgerkrig, er der også sikkerhedsrisici at tage hensyn til. Alligevel er det lykkedes MBC at få hjælpen frem. I hele forløbet har der været et godt samarbejde med bl.a. Baptist World Alliance, Asia Pacific Baptist Federation, World Vision, ligesom de ungarske baptister har sendt flere nødhjælpsteams afsted til Myanmar for at assistere MBC med arbejdet.

En kærlighed, der varer ved

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig.

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig – udtrykt i mottoet ”From MBC with love”.[1] Når sikkerheden tillader det, er planen at åbne mobile sundhedsklinikker i landet, hvor sundhedssystemet i forvejen er i knæ efter militærkuppet i februar 2021. Mange steder er infrastrukturen ødelagt pga. borgerkrigen, og efter jordskælvet er der også et stort genopbygningsarbejde.

Uddeling af tandbørster.

Taknemligheden over støtten fra hele verden er stor. Maung Khan Sum slutter med at sige: “Jeres generøsitet bringer håb, glæde og opmuntring – og den gør det muligt for os at vidne om Kristus’ kærlighed i ord og handling og bringe håb til de mange, der lige nu oplever håbløshed.”

[1] Inspireret af 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust

Find flere

Lyt til artiklen:

Før 1992 læste jeg også i Bibelen, men ikke så disciplineret. I min barndom var jeg vant til, at vi sluttede dagen med en bibeltekst og en bøn, så det var ikke nyt for mig at beskæftige mig med Bibelen.

Daglig vane

Den daglige bibellæsning begyndte på Nordisk Baptistspejderlejr 1992 på Øksedal. Der var et bedetelt, som jeg gik og kiggede på, og det talte til mig om, at der var noget, jeg skulle. Et stærkt møde med Gud umiddelbart efter, fik mig til at læse kontinuerligt, og siden har jeg holdt fast i den vane.

Jeg læser hver dag den tekst, der er foreslået af Bibelselskabet i Bibellæseplanen. På den måde kommer jeg i løbet af tre år igennem alle Bibelens læsestykker. Mosebøgerne er dog en tung omgang!

Jeg oplever tit, at bibelteksterne hjælper mig i min hverdag. De er trosstyrkende og gør ofte mine bekymringer for dagen til skamme.
Et af mine mange yndlingsstykker lyder: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd”.[1] Lignelsen om vintræet og grenene siger mig meget om livet med Gud.[2]

Livsnødvendighed

Læsningen hjælper mig med livet, så det er ikke svært at læse i Bibelen.

For mig er bibellæsningen lige så vigtig som det daglige brød, og det er nemt for mig at have disciplinen i dagligdagen, men lidt vanskeligt, når dagligdagen forandres fx i ferien. Men læsningen hjælper mig med livet, så det er ikke svært at læse i Bibelen. Det er en livslang nødvendighed for mig, og jeg håber at kunne inspirere andre til at gøre det samme.

”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”[3] Det har været mit livsmål gennem hele livet, og det har hjulpet mig også i svære tider. Med den aktive handling, som bibellæsningen og bønnen er, følger oplevelsen af, at Gud er nærværende og leder mig skridt for skridt, dag efter dag.

[1] Zakarias’ Bog kap. 4, vers 6
[2] Johannesevangeliet kap. 15, vers 1-8
[3] Matthæusevangeliet kap. 6, vers 33

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Men hvor er jeg taknemmelig for at have Gud som hjælp, når ordene slipper op og magtesløsheden sætter ind. At kunne lægge de svære situationer over til Gud sammen med barnet. Eller kunne trøste ved at fortælle, at Gud har en mening med, at barnet er skabt som det er, og at hans kærlighed aldrig slipper op. Der er så meget håb og opmuntring, man som forældre kan sige og give videre til sine børn, når man er kristen.

Gad vide hvad forældre, der ikke tror, siger i de situationer, hvor jeg som forælder ikke længere føler, jeg slår til? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden troen, og jeg mener, at troen er noget af det bedste, vi kan give videre til vores børn.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Der kommer sjældent noget godt ud af katastrofetænkning. Vi skal måske nok være realistiske, men også om vores evner til at gøre det gode.

Alle kan gøre en forskel. Vi kan i fællesskab råbe de magthavere op, der har mest travlt med at skændes med hinanden, men hvor vi virkelig kan gøre en forskel, er i det nære.

Når jeg møder et menneske, der bliver behandlet uretfærdigt, kan jeg vælge at behandle netop det menneske med ekstra respekt; og når jeg ser et medmenneske falde på grund af for høje forventninger til sig selv, kan jeg se det og hjælpe det med at rejse sig igen.

Det er en måde at skabe en bedre verden på, skridt for skridt og fra hjerte til hjerte, og hvor følelsen af mening næres.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

“Du skal tære på din samvittighed
Du skal kæmpe andres kamp hvor de går ned
Du skal ud og mærke efter:
Hvem har brug for mine kræfter?”

Et vers, der ikke kun kalder os som kristne til at gøre vores bedste, men som særligt i disse tider kalder på vores næstekærlighed.

De højreradikale bevægelser er i foruroligende fremgang i vores del af verden. I USA tilbagerulles kvinderettigheder, fri forskning, støtte til udvikling mm. Vi går en urolig tid i møde. Og hvad er vores rolle så? Hvor står vi som kirke? Som kristne? Som medmennesker?

Had og hadtale tilhører ikke nogen bestemt religion, etnicitet eller køn. Det tilhører mennesker. Og hvis du spørger mig, så har vi, ikke kun som kristne men som medmennesker, en ufattelig vigtig opgave i at kæmpe andres kamp, hvor de går ned, som vi synger i Ibens Krogsdals salme. Vi må tale for dem, der ikke selv kan. Så jeg udfordrer dig: Hvem har brug for dine kræfter?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Jeanette Munksbøl:

• har arbejdet som specialklaselærer, integrationskonsulent, pædagog og lærer i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling
• digter, billedkunstner, foredragsholder og projektmager

Jeg ser dem hele tiden, mange steder. Når jeg kører forbi, og ser drengen med kasketskyggen i nakken og tasken på ryggen, ensom bag flokken, som vender sig, hvisker, peger og håner. Manden udenfor Kvickly med sine aviser. Et sted i livet mistede han grebet, noget gik i stykker, og han gik fra hus og hjem og rudekuverter til et liv på gaden.

Fyren i parken med sit skræmte blik og den hullede plastsæk med tomme dåser i én hånd, mens den anden roder i affaldsspanden. Teenagepigen med vagtsomme, allerede livstrætte øjne på Vesterbros Torv, som tigger en smøg og ryger med rystende hænder.

Kvinden foran mig i køen i Netto, iført våde, lasede bukser, efterladende et spor af stram ammoniak i sit kølvand. Et kølvand, som får os velbjergede til at rynke bryn og næser, holde vejret og trække væk.

Lorteliv

Jeg lærte allerede i mit første skoleår, at livet ikke er retfærdigt, og at ingen er sin egen lykkes smed.

At den forhutlede og tilbagetrukne dreng på bagerste række, ham med de alt registrerende øjne og nærmest sorte blik, ikke selv havde valgt at komme i skole grå af snavs på halsen og med hullede bukser og bøger, der aldrig blev bundet ind. Allerede dengang i 1. klasse mærkede jeg indignationen og vreden i maven over den slags – og magtesløsheden over, at det var sådan, det var.

Et lorteliv helt derude på kanten er sjældent noget, nogen har drømt om. Ingen vælger selv psykisk sygdom og invaliderende angst eller sætter kryds ved at bo under et regnslag i årevis. Selv de, som vender ryggen til en opvækst med misbrug og traumer, får sjældent dét med sig i livet, som giver frit valg på samfundsreolen.

Ingen drøm

Siden jeg var ganske lille, har jeg vidst, at det også kunne være mig. At det ofte kun var et spørgsmål om, hvor man var født, og hvem, man blev født af.

Enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det.

At ingen har ønsket at fødes eller føde de steder på kloden, hvor krig, klima og katastrofer regerer, og at hverken de handlede kvinder i København eller nogen flygtning eller migrant nogen sinde har haft en drøm og et håb om at ende på gaden, at flakke illegalt rundt på gader og stræder, langt fra samfundets og fællesskabets nederste trin.

Når jeg var hos min dejlige mormor, fascineredes jeg af historierne fra hendes absurd fattige og ensomme barndom på den yderste kant af 1900-tallets København. Et ’uægte’ barn og en ’horeunge’.

Måske blev den skamfortælling, som fulgte hende livet igennem, kimen til min forståelse af, at kanten aldrig er langt væk fra nogen af os. At enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det. At livet groft sagt er et korthus, og at uanset hvor gode kort vi måtte have på hånden, findes der ikke det livsbyggeri, som en uforudsigelig kastevind ikke kan vælte.

Tynd tråd

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden. På det helt personlige plan måtte jeg erkende, hvor tynd den er, den tråd, vi alle sammen hænger i.

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden.

Som jeg stod dér og vippede, indså jeg betydningen af, at nogen griber os. At vi gribes, når vi er dér på kanten, hvor det kan gå begge veje. Gribes, både af nåden fra Gud og af kærligheden fra næsten. At vi falder i levende hænder, som Møllehave skriver. Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til. Og følgeskab af bare én stabil og levende sjæl kan være den afgørende faktor.

Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til.

Jeg indså, at også jeg ville kunne falde fra mig selv, gå i stykker og i hundene. Mærkede, hvor lidt uforudsigelighed der skal til, før læsset kan vælte, og man står derude, hvor man aldrig har troet, man skulle se sig selv. Så tæt på kanten – det sted, hvor magtesløshed og kontroltab hersker.

Ahmed var øjenvidne til to flygtninge, der sloges, og hvor den ene blev stukket i maven med 35 knivstik.

Midt i min egen rystelse blev jeg kontraktansat i Røde Kors, i Asylafdelingens børne-og unge-afdeling. Uanset om de var flygtet på egen hånd eller i følgeskab med voksne, havde de fleste oplevet så voldsomme ting på vejen, at det var næsten umuligt for dem at sige det højt. 14-årige, som var selvmordstruede, 10-årige, som var holdt op med at tale, unge med sår og ar fra granatsplinter, børn, som havde været tæt på at drukne under flugten – og så var der dem, som på en særlig måde krøb ind under huden med deres historie.

Vi kan kalde ham Ahmed

Han plejede at vågne, når Afghanistans morgenlys trængte ind mellem skoddernes lameller og faldt på husets kalkede vægge. Han husker at være fem år og ligge i sengen og lytte til finkernes kvidren i volieren, lyden af den smukke hvide kakadues morgenhilsen og hans lille søsters morgenpludren.

Helvede i et asylcenter. Her er en afghaner blevet hængt op i et træ af nogle iranere og han bliver slået med knive.

Han husker også at være seks år og finde en død talebaner begravet i sandet tæt på huset – og ikke at fortælle det til nogen, for at mor ikke skal græde. Han husker at være otte år og flygte om natten med mor i hånden og far, som bærer lillesøster. Skuddene i krydsilden i passet, og at være blandt de få, som overlever og går videre – hen over ligene af døde venner og naboer.

Flugten over bjergene, hvor der bliver skudt efter dem. Forrest går ”Ahmed” og hans familie, der overlever som nogle af de få.

Han husker at sidde på kanten af den overfyldte gummibåd, og han husker fars ansigt i bølgerne, da han redder lillesøster. Husker skrigene, råbene og angsten. Og derefter seks års barndom yderst på kanten i asylhelvede Danmark.

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel. Derude på kanten, hvor vi bli’r hinandens næste!

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Klaus Abildgaard:

• opvokset i præstehjem på Bornholm med rigelig plads til udsathed
• baptistpræst i Nørresundby i fem år: ”Jeg oplevede, at jeg ofte brugte tid på og faktisk befandt mig bedst sammen med sårbare mennesker”
• i 12 år ansat som projektmedarbejder og leder i socialt arbejde
• har nu været bedemand i fem år

 ”Der findes forskellige definitioner på udsathed, men ud fra min erfaring og læsning vil jeg sige: Det er mennesker, som kan være bundet, afhængige, ramt, eller har mistet noget/nogen”, siger Klaus Abildgaard. “En del er misbrugere eller er blevet misbrugt. Mange har ondt i fortiden og/eller nutiden, og derfor også i fremtiden. Ofte er det mennesker med særlige behov, som har svært ved at opfylde samfundets krav og forventninger.”

Er de udsatte midaldrende hjemløse mænd? Eller er det vores fordom?

”Statistikken underbygger fordommen. De midaldrende mænd er i overtal. Jeg vil helst undgå at tale om dem som hjemløse. Ikke alle udsatte er hjemløse. Man kan være udsat på mange forskellige niveauer. Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt. Hjemløshed er bare en del af det.

Nogle kommuner arbejder ud fra princippet ’housing first’: Før andre problemer kan løses, skal man skaffe den hjemløse en bolig. Men egen bolig kan også være et problem. Har man fx gæld til kriminelle, er man let at finde i sit hjem. Først banker de på døren, så banker de personen. Gæstfrihed kan føre til, at andres fest flytter ind, så man må forlade sit eget hjem. Klaustrofobi kan betyde, at man ikke kan holde ud at være i sit hjem. Man bliver ’funktionel hjemløs’.”

Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt.

Gør noget særligt sig gældende i mødet med de udsatte?

”Der er flere niveauer i relationerne til de udsatte:

• relationen menneske til menneske: Her baseres mødet på den rene frivillighed.
• gennem de filantropiske foreninger som fx Blå Kors og Kirkens Korshær: Her er det som regel en blanding af ansatte og frivillige, og dermed både professionelle og amatører.
• det institutionelle niveau med sagsbehandlere, psykiatrien, misbrugscentre osv.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering – et stempel i panden – og det medfører, at vi taler til dem eller om dem, mens vi holder os selv lidt på afstand og undgår at tale med dem.

Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16.

Det er givetvis en konsekvens af behandlersamfundet. Hjælpen er blevet institutionaliseret: Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16. Der er sket en professionalisering og specialisering af hjælpen. Det er udmærket, at hjælperen er godt klædt på til opgaven, men forholdet mellem den professionelle og den udsatte er ikke ligeværdigt. Det er asymmetrisk, og det giver ofte et modsætningsforhold. Det fører til en stigmatisering, der igen bevirker, at man ingen forventning har om udvikling: ’Det er alligevel håbløst!’ Det fører til omsorgstræthed.”

Rejser mødet med de udsatte særlige krav til den, der vil være sammen med dem?

”Det er vigtigt, at man kan se mennesket bag udsatheden. Hjælperen må hverken sætte sig selv højere eller lavere end den anden. Man må heller ikke stille højere krav til den anden end til sig selv – eller end den anden kan honorere.

En del organisationer arbejder med at etablere ’peer-to-peer relationer’: Et menneske, der har mærket udsatheden på egen krop, men er kommet ud af den, bliver koblet sammen med en udsat. Det giver en særlig styrke, fordi man taler samme sprog og har de samme erfaringer. Man mødes på lige fod. Det kan kun blive en succes, hvis den robuste i relationen har overblik over sit liv, kender smertepunkterne og har forholdt sig til dem.”

Hvad er et værdigt liv?

”Værdigt i forhold til hvad? – Jeg har mødt nogle fattige og udsatte, der udstrålede større værdighed end andre velbjærgede. Skønt de selv havde behov for hjælp, magtede de at række ud for at hjælpe andre. Det gav dem værdighed.

Et liv kan fx være værdigt, hvis man har fred, har føde og har formål:

• fred med sig selv, med andre og med Gud
• føde, at man har de helt basale behov dækket
• formål i livet giver identitet, energi, livsmod og håb. Hvis det er formålsløst, at jeg er her, kan det hele være lige meget.

Undertiden har jeg oplevet, at ressourcestærke mennesker kommer ud for et brud i deres tilværelse, som medfører en hurtig social deroute. De famler efter at få deres tidligere liv og position tilbage, men de tager ikke imod tilbud om hjælp til at komme på benene. Den systematiserede og professionaliserede relation mellem behandler og den udsatte kan medvirke til, at de kommer til at se sig selv som ofre. Det sker især i langvarige forløb, og de er meget svære at hjælpe.”

Det bibelske perspektiv

”Omsorgen for de udsatte går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Det Gamle Testamente ligestiller i reglerne for livet i det forjættede land omsorgen for de fremmede, de faderløse og enkerne med omsorgen for børnene og de nærmeste. De har krav på det samme.[1] Også profeterne har fokus på, at omsorgen for de udsatte er Guds vilje.[2] Et retfærdigt og ordentligt liv indebærer at møde de udsatte med værdighed og tage hånd om deres behov.[3] I lignelsen om arbejderne i vingården[4] i Det Nye Testamente, vender Jesus retfærdighed og værdighed på hovedet: De arbejdere, der har stået ledige på torvet hele dagen, har om nogen oplevet uværdighed – ingen har brug for dem. Først hen under aften bliver de antaget, men de får samme løn som de andre. Når vi taler om værdighed, asymmetrisk hjælp, retfærdighed og udsathed, er det en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.” At de udsattes behov mødes, er netop tegnet på, at Jesus er Guds udvalgte[5].”

Det er en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.

Kan man overhovedet tillade sig at tale om de udsatte som en særlig gruppe?

”Man må altid møde ét menneske ad gangen. Udsathed er som en virus: Det rammer bredt og spredes let, og skal det afhjælpes, må man ’vaccinere’ én for én. De filantropiske foreninger søger midler til at etablere tiltag og initiativer målrettet segmenter og grupper. Ofte må man gå på kompromis med egne idealer for at få del i pengene. Det gode kan findes i, at tiltag rettet mod en gruppe giver mulighed for at møde det enkelte menneske.”

De har gjort stort indtryk på mig

”Mens jeg arbejdede for Frelsens Hær, havde vi et aktiveringstilbud. Jeg kaldte det en ’skov-voksenhave’. Man mødtes til morgenmad i den sociale café i byen og kunne så derefter tage med derud. En ung mand med et misbrugsproblem tog en gang med. Han fandt fællesskab og mening. Han blev en ven og kom i vores hjem, og jeg knyttede kontakt mellem ham og nogle unge i Bethelkirken, og han kom i behandling på Bornholm. I dag er han clean, i arbejde og har familie på Sjælland. Jeg ser ham en gang imellem.

På samme måde mødte jeg en mand fra Grønland. Et ualmindelig talentfuldt menneske, tidligere elitesportsudøver og en anerkendt kunstner indenfor sit felt. Han har oplevet mange tab. Jeg fik lov til at følges med ham, lytte til ham, lære af ham og bede med ham. Han har stadigvæk et massivt alkoholmisbrug og har nok besluttet at drikke sig ihjel. Det virker som totalt spild af liv. Det kan man vælge. Det ligner et uværdigt liv.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer. Man kan være der sammen med dem, når de vil, men man kan ikke beslutte sig for, at de skal ændre deres liv. Det er deres valg.”

Status

”Når jeg ser tilbage på min seneste halve levetid, har jeg haft i baghovedet, at forbilledet er Jesus, og jeg har forsøgt at møde og forstå menneskers udsathed. Møderne har været mange, frugterne har nok været få. Jeg har haft mulighed for at møde udsatheden som professionel. Derfor må jeg også med skam erkende, at jeg mange gange har stillet mig selv spørgsmålet: Hvad var det blevet til, hvis jeg ikke havde modtaget en overenskomstmæssig og bæredygtig løn?”

[1] 5. Mosebog kap. 16, vers 14

[2] Esajas kap. 58, vers 6-7 og Zakarias kap. 7, vers 9-10

[3] Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46

[4] Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 1-16

[5] Matthæus-evangeliet kap. 11, vers 2-5 og Lukas-evangeliet kap. 4, vers 16-21

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Birgitte Kjær Grønbech:

• psykoterapeut MPF og cand.merc
• psyko- og parterapeut i Rødovre Terapicenter
• tidligere gymnasielærer, underviser i International Økonomi
• managementkonsulent inden for miljø- og velfærdsøkonomi

Lighed i sundhed, sociale forhold, uddannelse mm. bliver år for år mindre for den gruppe, der lever på kanten. Samtidig bruges velfærdsressourcer til at dække middelklassens behov for fx sundhedsudgifter til småproblemer.[1]

Arven og industrialiseringsmantraet fra før velfærdsstatens udvikling

Siden 1960’erne er vores omsorg for dem på kanten blevet mere institutionaliseret. Da var det stadig mere almindeligt at tage sig af medmennesket. Vores familie husede således også ensomme Ejnar, som for mad, lommepenge, husly, og i ny og næ nogle cigarer og et par øller, gik til hånde på ejendommen. Og han var selvskrevet til at deltage i familiens anledninger.

I og efter industrialiseringen fik produktivitet og effektivitet et mantra: ”System over menneske” frem for ”menneske over system”.[2] Mere, større, hurtigere! Det blev i stort omfang anset for berettiget, at forbrugeren og kapitalisten havde behov for at konsumere og besidde mere, større og hurtigere!

Det behovsstyrede samfund

Vores forbruger- og velfærdssamfund er også et behovsstyret samfund, som kan beskrives med Maslows behovspyramide. I bunden af pyramiden: de livsnødvendige og fysiologiske behov og i toppen behovene for at realisere sig selv. De sidste fylder mest for middelklassen i dag. Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier, imens ’dem på kanten’ knap får dækket deres basale behov.

Man kan endda gøre sine selvrealiserende handlinger synlige 24-7 på sociale medier.

Kan vi lukke ned for medfølelsen?

Som mennesker er vi født med evnen til at vise empati og medfølelse. Følelser og emotioner er ”kropslige informationer, der giver meningsfulde handlingsmotiver”, som spontant kan lede os til kontakt, empati og handling.[3]

Men generel søvnmangel i befolkningen, det høje stressniveau og mistrivslen blandt børn og unge indikerer, at tempoet er for højt.[4] Et sådant overforbrug af egne ressourcer kan lukke af for omsorg og dermed medfølelsen og interessen for ’dem på kanten’.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati.

Rigdom kan også lukke ned for menneskers empati i følge en amerikansk forsker i samfundspsykologiske spørgsmål, Paul Piff. Han har påvist en markant tilbøjelighed til mere egoistisk og selvberettiget adfærd hos velhavende mennesker. Hans forsøg viste også, at mennesker i alle samfundslag potentielt kan udvikle den adfærd, når de får mange midler.[5]

Er middelklassen da helt afkoblet fra at vise omsorg?

Nej, mange middelklasseborgere giver et bidrag via frivillighed eller økonomisk støtte. Men vi mennesker spejler os i hinanden, og vi engagerer os naturligt i problemstillinger, som vi genkender fra eget liv. I et følelsesmæssigt fokus kan ’dem på kanten’ vække ubevidste følelser som afsky, frygt eller foragt. Det kan få os til at lammes, fortrænge virkeligheden eller blive frustrerede, så vi lukker ned for kontakten.

Den barmhjertige samaritaner

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt. Her udgør Jesus’ lignelse om den barmhjertige samaritaner et eksempel.[vi] Samaritaneren mødte en nødstedt på sin rejse. Han var følelsesmæssigt i balance og reagerede observant og med medynk. Præsten og levitten observerede. Men de gik begge forbi det blødende og halvdøde medmenneske. Måske havde de for travlt eller fortrængte synet?

Derfor har vores ego og egeninteresse brug for bevidst etisk modvægt.

Vi er nok mange i middelklassen, der genkender præstens og levittens adfærd, når vi møder en på kanten. Spørgsmålet er, om det er vores travlhed, fortrængning eller selvrealiseringsbehov, der vejer tungt på vægtskålen? Derfor kan gudstjenesten give vores travle middelklasseliv en passende modvægt! Når vi synkroniserer vores indre GPS med Kristus’ kærlighedsbudskab, må vi bevidst forholde os til næsten – også den, der er kommet ud på kanten.

[1] Ugebrevet Mandag Morgen: https://www.mm.dk/artikel/professor-sundhedsvaesenet-drukner-i-middelklassens-smaa-problemer

[2] Hildebrandt, Steen og Stubberup Hendrik: ”Bæredygtig Ledelse – ledelse med hjertet” Gyldendal Business, 2014

[3] Greenberg, Lesley: ”What is an emotion?” Emotion Focused Podcast, #1, 2023 https://open.spotify.com/episode/16HgKLq45iKaDMFmkPl85D?si=IJH6QE0hTweM5AoDIPBccQ

[4] Den Nationale Sundhedsprofil, https://www.danskernessundhed.dk/

[5] Miller, Lisa: ”The Money-Empathy Gap”, New York Magazine, June 2012 og “The Why, Money Power and the American Dream” – why poverty, YouTube https://www.youtube.com/watch?v=6niWzomA_So&t=186s

[6] Lukasevangeliet kap. 10, vers 25-37

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 21. jul. 2025 - Bibellæsning – en daglig glæde

Find flere