Henrik Holmgaard:

• Leder af Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi
• theol. og ph.d.-studerende ved International Baptist Study Centre (IBTS) og Vrije Universiteit, Amsterdam
• Tidligere præst i Bethelkirken, Aalborg

Ikke desto mindre findes der en kraft, som gør genopretning af brudte relationer mulig. Forsoning er centrum i Jesus’ budskab om Guds rige, og løftet er, at det nedbrudte, opbrugte og misbrugte kan forvandles. Den anglikanske teolog, Russ Parker, skriver om det: “Det er ofte blevet sagt, at helbredelse ikke er en begivenhed, men en bevægelse. Det er fordi, at kristen helbredelse ikke primært er et fysisk under eller en mental genoprejsning, hvor overraskende det end kan være. Det er ultimativt en genforening og udvikling af relationen med Gud, med andre, med os selv og med verden og det samfund, hvori vi lever.”

Tilgivelse kan være utrolig svært

Det kan føles helt umuligt, at tilgivelse er noget, vi som ‘krænkede’ skal give til ‘krænkeren’. Længslen efter retfærdighed, hævn eller bare helt at glemme kan være stærkere. De gode nyheder er, at tilgivelse og forsoning ikke begynder med en opgave eller et ansvar hos mennesket. Tilgivelse og forsoning er først og fremmest Guds gave til os. Det skrev Paulus om til menigheden i Korinth: “Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.”[1]

Længslen efter retfærdighed, hævn eller bare helt at glemme kan være stærkere.

Forsoning er både kirkens budskab og opgave, fordi vidnesbyrdet om forsoning skaber troen på, at Gud genopretter. Kristen forsoning begynder altid ved korset og fortsætter ind i de liv, vi lever, og de relationer, vi har. Forsoning handler ikke om at bagatellisere en krænkelse eller søge nemme løsninger på svære konflikter.

Forsoningens byggeklodser

Russ Parker beskriver i bogen ’Healing Wounded History’ de centrale elementer i forsoning, som her er gengivet i forkortet udgave:

• Det begynder med ihukommelse

Forsoning begynder ikke med, at vi enes og kommer videre. Vores historier skal fortælles, rummes og accepteres – og ikke trivialiseres eller ignoreres. Ihukommelse afmaskerer mørket, der hvor vi har levet i fornægtelse af, hvad vi og andre har pådraget hinanden.

• Ihukommelse fører til sorg over det, som er sket

Sorg er lidelsens sprog, og det appellerer til barmhjertighed. Udfordringen er, at vi lever i en kultur, som har glemt, hvordan man sørger, og som ønsker at komme hurtigt videre og ikke vise svaghed.

• Sorgen leder os til bekendelse

At tage ejerskab og ansvar for vores handlinger er ikke kun at sige undskyld. Det kan være svært, fordi vi skal bære konsekvensen af vores handling.

• Bekendelse er vejen til omvendelse

Bekendelse leder til omvendelse og en beslutning om at forandre den retning, vores liv har taget, og vende os bort fra de gamle mønstre, som krænker både andre og os selv.

• Omvendelse åbner for at modtage tilgivelse

Tilgivelse er en handling, hvor vi giver slip på det, som vi har imod hinanden. Tilgivelse handler ikke om at glemme eller fornægte, men at se det, som er sket, i lyset af nåden. At blive benådet forudsætter, at vi anerkender, at vi er skyldige.

Gud er den første, som tilgiver, og venter ikke med at tilbyde os forsoning, indtil vi har omvendt os. Det er tilbuddet og invitationen, som kalder os til at vende om og tage imod. 

Læs også artiklen: “Forsoning og tilgivelse i medierne”.

[1] 2. Korinther-brev kap. 5, vers 17f.

Relateret

• 13. okt. 2017 - Gud kalder – men hvad kalder Gud til?
• 27. maj. 2016 - Hvordan genopbygger man tillid?

Find flere

Henrik Holmgaard er rundet af Apostolsk Kirke. Her blev troen født og modnet. Senere gjorde det teologiske studium og gode venner og medvandrere fra forskellige kirkesamfund hans udvikling til tjeneste bredt farvet kirkeligt set: ”Nogle vil måske spørge, om forskellige strømninger ikke bringer rodløshed med sig? Men det er ikke min erfaring. Jeg er en pilgrim med rødder i en generøs frikirkelig jord og med spor fra den radikale del af reformationen i synet på Bibelens centralitet, trosfrihed, fællesskabet med andre disciple, mission og masser af Ånd.”

Jeg er en pilgrim med rødder i en generøs frikirkelig jord og med spor fra den radikale del af reformationen.

Ikke naturvidenskabsmand, men præst

Som barn havde jeg aldrig forestillet mig at blive præst. ”Min far var ingeniør, og min morfar underviste i fysik og kemi. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle være naturvidenskabsmand og måske forsker. Jeg var nysgerrig for at undersøge og forstå den verden vi lever i”, fortæller Henrik. ”Men på gymnasiet fik jeg en kaldsoplevelse, og det ændrede min retning.”
”Præstekaldet var ikke en del af den proces”, fortsætter Henrik. ”Da jeg begyndte på teologistudiet, havde jeg faktisk ikke nogen ide om at skulle være præst. Teolog ja! Men præst?” Han fortsætter: ”Mit engagement i en lokal menighed førte til udviklingen af kaldet til at være præst og menighedsplanter. Mit teologiske studium pegede ikke på en tjeneste som præst. Det kom ved at følges med andre præster og få lov til at prøve kræfter med forskellige tjenester”.

Drøm om at forske

Henriks ønske om at forske og bidrage med ny viden er en drøm fra barndommen. ”Da jeg studerede teologi, blev det trængt i baggrunden”, beretter Henrik, ”fordi det var meget svært at få lov til at forske, og frikirketeologi er ikke et område, der forskes i i Danmark”. Efter 20 år stødte han på IBTSC[1] i Amsterdam og døren åbnede sig igen: ”Som præst og menighedsplanter har jeg altid beskæftiget mig med at støtte og udfordre menneskers forestilling om Gud. Netop det har jeg sat mig for at undersøge i mit ph.d.-studium.”

For tiden arbejder man på at samle frikirkesamfund omkring udrustning af næste generation af teologistuderende.

Studiecenter for frikirketeologi

Henrik Holmgaards engagement som ph.d.-studerende hænger sammen med et igangværende projekt. ”I Bethelkirken og Apostolsk Kirke i Aalborg arbejder vi med at udruste en håndfuld teologistuderende og præsteaspiranter til tjeneste. Det skal gerne udvides, for pt. studerer ca. 30 unge med frikirkebaggrund teologi: ”Men der er desværre en tendens til, at studerende med frikirkebaggrund stiller deres egen ‘kirkelige bagage’ ved døren til det teologiske fakultet – måske pga. tvivl om, om den frikirkelige tradition er robust nok som akademisk disciplin. Ærgerligt, fordi vi som frikirker går glip af, at de studerende arbejder videre med frikirketeologien.”

For tiden arbejder man på at samle frikirkesamfund omkring udrustning af næste generation af teologistuderende. Man ønsker at styrke tilhørsforholdet til en lokal menighed, oprette regionale læringsnetværk og udvikle et netværk af ‘frikirke-forskere’, som kan undervise og deltage i et netværk med frikirkelig teologi i Skandinavien.

Henrik Holmgaard:

• præst i Bethelkirken Aalborg
• formand for ‘Tjeneste og uddannelsesudvalget’ i BaptistKirken
• ph.d.-studerende ved de europæiske baptisters studiecenter, IBTSC, i Amsterdam

”Jeg tror ikke, tiden er til at lave en ny frikirkelig teologisk uddannelse, men måske kan vi udvikle et studiecenter for frikirketeologi som en ressource for fremtidens studerende. Det vil også kunne bidrage med en teologi, så danskerne forstår, hvad frikirker er. Håbet er, at vi derigennem kan se nye menigheder blive etableret.”

[1] IBTSC: International Baptist Theological Study Centre

Relateret

• 02. maj. 2018 - Menighedsplantning i praksis
• 13. okt. 2017 - Gud kalder – men hvad kalder Gud til?
• 27. maj. 2016 - Hvordan genopbygger man tillid?

Find flere

Henrik Holmgaard:

• præst i Bethelkirken, Aalborg
• tidligere ansat i Apostolsk Kirke i Aalborg
• medlem af Tjeneste og Uddannelsesudvalget
• cand.theol., læser ph.d. på de europæiske baptisters seminarium i Amsterdam

Identiteten som frikirke er imidlertid langt dybere og mere omfattende. At være frikirke er at tilhøre en særlig gruppering af kirken, der har en række fælles kendetegn. Fordi frikirkerne først og fremmest er kirke i betydningen lokale kristne fællesskaber, har den frikirkelige teologi fokus på, at teologien skal kunne leves, snarere end tænkes. Teologien skal hjælpe mennesker til at opleve, at Gud giver mening.
Den anglikanske missionsteolog Newbegin kalder den gruppe af kirker ’pinsekirker med lille p’, mens den amerikanske teolog McClendon taler om ’baptister med lille b’. Begge betegnelser henviser til en bevægelse i kirken, hvor teologien i menighedens levende fællesskab er primær i forhold til dogmatiske overvejelser.

Læs også artiklen:

Vi tjener – men hvordan tjener vi?

Frikirkernes teologiske særpræg

De kendetegn for frikirkerne, som McClendon peger på, dannede udgangspunkt for Henrik Holmgaards overvejelser om Guds kald til menigheder og præster på BaptistKirkens temadag.

Bibelen er en grundlæggende retningslinje for både tro og livsførelse, og kun kirken kan forbinde de bibelske fortællinger direkte med dagens samfund, så den bibelske historie bliver det enkelte menneskes egen historie. Når vi taler om Guds kald til menigheder og præster, må vi derfor se på de fortællinger om Guds kald, som Bibelen rummer. I Matthæus-evangeliet kap. 3 fortælles, at Jesus reagerer på Guds kald med at lade sig døbe. I dåben bekræfter Gud handlingen med ordene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Ordene gentages i kap. 17. Her er de rettet til disciplene og følges af en opfordring til efterfølgelse. Paulus skildrer i Efeserbrevet kap. 4 forholdet mellem Gud og menigheden med et billede. Kirken er den opstandnes krop i verden: de kristne er lemmerne, mens Kristus er hovedet.

Friheden til at tænke, tro og mene er Guds gave til den troende, mens Guds gave til fællesskabet af troende er, at det er frivilligt at samles. Mennesket har ret til at forholde sig til Gud uden indblanding fra hverken stat, institutioner eller andre magtstrukturer.

Efterfølgelse er også en kerneværdi. Livet som kristen indebærer, at mennesket søger at leve som Jesus, lære af Jesus og blive discipel af Jesus.

De troende danner bevidst fællesskaber, der er gensidigt afhængige og som sætter de bibelske fortællinger i sammenhæng med hverdagen. I sammenhængen mellem menigheder og præster må vi altså i fællesskab lytte til kaldet, kalde og bede om kaldet.

Mission er et fælles ansvar, og det er væsentligt at give videre, hvad det betyder at leve i Kristus for både individer og stater.

De fem kerneværdier udgør til sammen den frikirkelige vision.

Det er den vision, der er på spil i kaldet til at blive eller være præst.

Personlig oplevelse af Guds kald

Kombinationen af forældrenes skilsmisse og en teenagetilværelse med masser af gang i den, førte væk fra menighedens fællesskab i Bethelkirken i Aalborg, fortalte Rasmus Jonstrup Hansen, men en ven fra menigheden holdt fast i ham og bragte ham ind i fællesskabet igen. Netop fællesskabet kom til fastholde ham i menigheden. På den baggrund har Rasmus oplevet at blive kaldet af Gud og sendt af Kristus. Han blev kaldet til at tage sit kors op og følge Jesus, og konsekvensen heraf er overbevisningen om, at han er kaldet til at blive præst. Blot er han langt fra overbevist om, at han skal være præst i en baptistmenighed. Her savner han nemlig en radikal udfordring til at leve i efterfølgelse og en vilje til at være tro overfor Bibelens bud, som han opfatter som entydige.

Læs også artiklen:

Er det muligt at få og holde på præsterne?

Ikke præste-kald, men kald til Kristus

Det begynder altid med et kald til Kristus, ikke med et kald til at blive præst. Sådan fortsatte Henrik Holmgaard sit oplæg til samtale og påpegede, at det er menighedens opgave at tale om Guds nærvær og at støtte op om kaldet.

Kaldet har en skabelsesdimension, der bl.a. består af personlighedstype og evner. Der er givet noget til ethvert menneske i skabelsen, som Gud vil, at vi skal genkende og tjene med. Samtidig har kaldet også en forløsningsdimension, der bl.a. består af gaver og passion, hvor Gud virker gennem sin nåde i dig med henblik på andre.

At være kirke er at arbejde med sammenhængen derimellem.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 04. sep. 2025 - Værdier

Find flere

Min første erfaring af at være på Landskonference i BaptistKirken var, da jeg dumpede lige ned i den afsluttende del af debatten om vielse af to af samme køn.

Jeg vil sammenligne det med første gang, man er med kæresten hjemme ved familien – og lige pludselig ser man noget andet end det billede, man havde fået fra fotografier.

Fornemmelsen af at komme ind i en dysfunktionel familie og opleve den dårlige stemning rundt om bordet. Der bliver sagt ting på en måde, hvor bolden skal samles op igen, for at den relation ikke skal brydes.

Jeg var overrasket over tonen og diskussionen.

Nogle talte sammen – men det værste er, at nogle var holdt op med at tale sammen.

Jeg var overrasket over tonen og diskussionen om, hvorvidt man skulle tage offentligt afstand fra hinanden. Både menigheder, præster og kolleger i stedet for et fællesskab i enhed.

Formålet med kirke

Paulus siger, at formålet med kirke ikke er alle vores dagsordener, men at opbygge hinanden. Det er vigtigt, at Jesus Kristus er menighedens hoved.

Jeg tror, at det demokratiske kirkesyn gør, at vi tager afstand fra hinanden. Så ender vi med at gå fra en demokratisk kultur til at have et legeme med mange hoveder, der strækker hals for at blive fri af hinanden

Udfordringen er forsoning

Udfordringen for BaptistKirken er stadig at blive forsonet. Den eneste kapital, vi har at bygge med, er tillid – den skrøbeligste af alle kapitaler.

Jeg kommer fra Apostolsk Kirke, hvor vi har været igennem en forsoningsproces. Det begyndte med et profetisk ord til bevægelsen under en ledersamling.

For dem, som oplever, at forsoning er svært eller uopnåeligt – så er vi ikke længere fra hinanden end en tur forbi korset.

Hvad tænker du om dette? Giv din mening til kende herunder!

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere