Der er intet galt med den måde, menighederne skaber fællesskab med Gud og hinanden, ifølge John McGinley. Men ”høsten er stor”, og der er brug for flere arbejdere til at høste![1] Vi skal blive bedre til at bede over høsten og dens arbejdere.

Har jeg selv kraft og autoritet?

Der er ingen tvivl om, at John McGinley og hans team har store visioner. Den engelske stifter af Myriad, et projekt med målet om at re-evangelisere Church of England med 10.000 nye menigheder indenfor ti år, underviste over to dage på Sommerstævne ’23 på Lindenborg Efterskole.[2] Den vision har de i fællesskab bedt rigtig meget over, og en lignende vision mener de, Gud har for Danmark – en vækkelse er på vej.

Men med de historisk lave medlemstal i kirkerne over hele Europa ”er arbejderne få”.[3] Hos McGinley og hans team er håbet dog stort. For med afsæt i blandt andet Lukasevangeliets kapitel 10, mener John McGinley, at der er bibelsk belæg for, at noget er gået tabt gennem kirkens historie siden de oprindelige disciple døde. Beretningen om de 72, der blev klædt på alene i Jesus’ navn, i hans kraft og autoritet, og sendt ud to og to, gemmer på et vigtigt budskab:

Gud bruger helt almindelige mennesker til at vise på en overnaturlig måde, at hans rige allerede er iblandt os. Og ifølge den stilfærdige engelske sognepræst, der har vakt stor opsigt iblandt de anglikanske biskopper,[4] har vi samme evner og samme kald som både de 12 og de 72 havde dengang. Men vi skal træne i menighedens fællesskab.

John McGinley, teamet og tolk Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ligesom et barn lærer at gå

De fleste kristne, som har bekendt deres tro personligt, er godt klar over, at vi alle har en iboende evne til at kommunikere med Gud. Vi kan vise andre Guds kærlighed og Guds rige via vores ord og handlinger. Vi har jo trænet det i en eller anden grad, som regel igennem bøn, tjeneste og relationerne i menigheden.

John McGinley mener, at den evne skal trænes og udvikles på samme måde, som et barn lærer at gå. Evnen er barnet født med, men den skal trænes for at evnen bliver stærk og holdbar. Således også med bøn og deling af, hvordan vejen med Jesus Kristus forvandler vores liv.

Lederne har glemt, at kirken er en træningsbane

Men McGinley oplever i Church of England, at mange kirkeledere har overset eller glemt, at menigheden og kirken ER en træningsbane for Jesus’ disciple, nye som erfarne. Kirken må gerne ligne en træningsbane med plads til lidt kaos. McGinley oplever, at medlemmerne overlader al åndelig kraft og autoritet til præsten som en slags stedfortræder, når der skal bedes for de fortabte eller handles i forhold til de svage.

Traditionen og organisationen, ja selve det religiøse sprog og liturgien, har gjort det sværere for mange i det post-sekulære samfund at nærme sig deres medfødte forbindelse til Gud. De har mistet lysten til at træne i det tilsyneladende passive fællesskab, de møder om søndagen. Ifølge McGinley viser statistik, at mennesker, der endnu ikke har mødt Jesus eller er aktivt tilknyttet et trossamfund, søger åndelighed! Høsten er stor!

I Jesus’ kraft og autoritet

Lignende statistik og tendens ses også i Danmark. Og man kunne være fristet til at tro, at John McGinleys forslag til en re-evangelisering af de skrumpende og aldrende menigheder, der drømmer om flere medlemmer, er at gøre kirken smartere og oprette nye aktiviteter for at lokke folk til.

Det er det IKKE!

Ifølge McGinley ligger løsningen hos dig og mig. Mennesket har et basalt behov for at opleve samhørighed og fællesskab med Gud og med hinanden – det som vi blev skabt til. Fællesskab og samhørighed behøver ikke at foregå i en kirke eller efter et bestemt format! Faktisk er bøn og mad i små grupper i højsædet, når Myriad planter nye menigheder med 20-30 personer. Små menigheder tilknyttet modermenigheden og tildelt en kvalificeret tilsynsperson.

Kirken er en træningsbane… (Foto: Tim Gouw / Pexels)

Vi er ude af træning

McGinley mener, at vores nuværende menigheder spiller en afgørende rolle uanset ressourceniveau. Men både vores ledere og vi selv er ude af træning i forhold til at bede konkret sammen og dele vidnesbyrd om Guds riges nærvær i vores liv. Vi skal først trænes op i fællesskab med Gud og med hinanden, før vi forsøger at høste eller plante nye enheder.

Men både vores ledere og vi selv er ude af træning…

Myriads team underviste fra Sommerstævnets Store Scene i nogle helt basale, bibelsk baserede øvelser i bøn. Det udfordrede sandsynligvis den del af salen, der havde en mere konservativ opfattelse af begrebet undervisning. Det var dog mit klare indtryk, at de omsorgsfulde og enkle øvelser med nedslag flere steder i Evangeliet overvandt selv de mest skeptiske tilhørere.

Bed, men hvordan?

Den kompetente John McGinley vejledte salens tilhørere i tre konkrete slags bøn. Den første øvelse var en konkret bøn om, hvor Gud vil sende dig hen og til hvem. For ifølge Efeserbrevet, kapitel 2, vers 10 har Gud forberedt et konkret kald og en vej til dig i netop din by.

Den anden øvelse handlede om at befale sygdom eller smerter at forsvinde fra en anden person. For både sygdom og dæmoner adlød Jesus og disciplene.

Den sidste øvelse handlede om at smide facaden og turde bede i ægte desperation, helst højlydt, for dem vi kender eller for vores by, som ikke har opdaget Guds kærlighed og Guds ønske om fællesskab med dem.

Tre konkrete øvelser

Øvelse 1: Hvor og hvem er jeg sendt til?
Sig: ”Gud, vis mig hvor i byen og hvem jeg skal øse din fred over ved at bede over det område og de personer. Jesus, hvem kalder du mig til for at forbinde mig med, som endnu ikke kender dig? Og hvordan kalder du mig til at forbinde mig med denne person?”
Der er mange eksempler på, at Jesus drager ud til folk, møder dem, der hvor de er og har måltidsfællesskab med dem. Derfor foreslog teamet på scenen at starte med en kop kaffe eller noget mad.

Øvelse 2: Befal sygdom forsvind!
Som forbeder skal du først sikre dig accept fra den, du vil bede for: Må jeg bede for dig? Må jeg lægge hånden på din skulder skulder? Sig derefter med overbevisning: ”Hvad hedder du, og hvad ønsker du, at jeg skal bede for?… Tak Jesus, fordi du elsker [navn]. Tak fordi hendes smerter betyder noget for dig. Jeg befaler smerterne at forsvinde! Kom Helligånd og fyld dette menneske med din fred.” Teamet foreslog kønsopdelt forbøn for at tage højde for eventuelle traumer eller tidligere oplevelser af overgreb.

Øvelse 3: Bed i desperation.
Der er ingen format for denne type bøn. Tanken er, at Herren ønsker, at vi overgiver hele vores person til ham, også smerter og svigt. Guds følelser dækker hele følelsesregisteret. Det kan vi se ved, at Jesus græd, blev vred, viste mildhed, venlighed og kærlighed. Og fordi vi kæmper (man råber i kamp) og skal dele hele Guds hjerte, må bøn også gerne være spontan, larmende, uhøflig, forstyrrende og insisterende! Jesus blev på sin vej ofte forstyrret af desperate mennesker, fx den blinde tigger, Bartimæus, i Markusevangeliets kapitel 10. Det var netop deres vedholdenhed og insisterende forstyrrelse, der forvandlede deres situation totalt.

Referencer

[1] Lukasevangeliet kp. 10, vers 2

[2] The Gregory Center for Church Multiplication, Myriad. Fundet den 24-07-2023 på https://ccx.org.uk/myriad/.

[3] Lukasevangeliet kp. 10, vers 2

[4] Anglican.ink, dateret 13. juli 2021: “Do the Church of England’s bishops want 10,000 new churches or not?”. Fundet den 24-07-2023 på https://anglican.ink/2021/07/13/do-the-church-of-englands-bishops-want-10000-new-churches-or-not.

Læs mere om John McGinley på Sommerstævne ’23

“Sendt ud af vores komfortzone” af Hanne Kiel
“Kald til at plante” af Hanne Kiel
Lyt eller se Hanne Kiels interview om “Kald til at plante” med John McGinley på Youtube. Interviewet er på engelsk uden undertekster.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

John McGinley tog i sin undervisning udgangspunkt Lukasevangeliet kap. 10, hvor Jesus sender 72 andre i forvejen til de byer, han planlægger at gå til. Vi får ikke at vide, hvem de er, men Jesus sender dem på samme måde, som han udsendte disciplene: Med sin kraft og autoritet! Det vil sige med både evnen og retten til at handle. To og to får de til opgave at gå til de nærliggende byer, helbrede de syge og forkynde, at Guds rige er kommet nær!

Sådan er vi også sendt til vores omgivelser – med evne og ret til at handle på Guds vegne!

En ny reformation af kirken

John McGinley er overbevist om, at Gud arbejder på en reformation af kirken i vores samtid.

Den kirke, vi kender til, er skabt til en anden tid og et andet samfund. Den har skabt meget godt, men samfundet og tiden – og dermed mennesker – har ændret sig, og vi har brug for at genskabe kirken.

Vi må finde en måde at være kirke på i vores tid. I den forandringsproces må vi give slip på vestens tillærte evne til at planlægge strategisk, fokusere på det finansielle og bygge strukturer op. Det er fristende at gøre, som vi plejer, men i stedet må vi (gen)lære at forlade os på Jesus Kristus og den kraft og autoritet, han har udrustet os med – på samme måde, som han udrustede disciplene og 72 andre.

Denne undervisning blev fulgt op af opfordring til at gå frem til forbøn. Selv er jeg ikke meget for denne sammenblanding af undervisning og evangelisk møde, men det blev gennemført fint og sobert – og rigtig mange gik frem til forbøn, som konsekvens af en undervisning, der oplevedes vedkommende.

David Vincent underviser (Tolk: Lars Midtgaard) (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Menighedsplantning

Enhver kirke er blevet plantet – engang! Nogle er flere hundrede år gamle, andre er måske 10 år, men de er alle blevet plantet på et tidspunkt. Danmark har tusindvis af kirker, så hvorfor plante nye?

Tre gode grunde til at plante en ny kirke:

• Gud elsker alle – også din nabo
• kirken skal være så tæt på, at man kan gå dertil
• en nyplantet menighed ejer en friskhed

Gud elsker alle – også din nabo
Det behøver ingen uddybning.

Kirken skal være tæt på
Kirken skal være så tæt på, at mennesker kan opleve et autentisk fællesskab, hvor medlemmerne elsker hinanden. Det gælder både geografisk og kulturelt. Ingen kører 50 kilometer for at opleve, at andre har et nært fællesskab, men der er heller ingen, der kan få øje på den indbyrdes kærlighed, når de først skal overkomme en fremmed og uforståelig kultur.

En nyplantet menighed ejer en friskhed
Det er langt lettere at skabe en ny kirkekultur i en nydannet menighed. Vi forsøger ofte at trække i mennesker for at få dem ind i den eksisterende kirke ved at tilpasse den kirkes eksisterende kultur. Det kommer der kun modstand ud af.

Dem, der elsker den eksisterende menigheds kultur, mister en væsentlig værdi, og dem, der er fremmede for den menigheds kultur, får heller ikke deres behov dækket. Derfor skal vi etablere nye kristne parallelsamfund til den eksisterende kirke. Vi skal plante noget nyt ved siden af.

John McGinley, teamet og tolk Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvem mangler du?

Spørg dig selv: Hvem er her ikke? Vi kan ikke blive ved med at være kirke uden at række ud til dem, der ikke kommer. I stedet for at trække i dem skal vi gå ud og være kirke på deres præmisser.

Vi skal etablere kristne fællesskaber i deres komfortzone. Kirken skal være, som kirkens kontekst fordrer det. Vi skal være autentisk kirke og dække moderne menneskers behov.

Trin-for-trin træning

John McGinley påpegede, at Jesus i Lukasevangeliet kap. 10 giver de 72, han sender ud, en trin-for-trin træning i at bringe Guds rige til mennesker. Først skal de finde ’fredens barn’, bo hos dem og spise sammen med dem. Dernæst skal de helbrede de syge og endelig skal de sige til folk: Guds rige er kommet nær til jer!

Et menneske at knytte sammen med dig

Vi er sendt ud med den samme opgave, påpegede John McGinley, og dernæst begyndte han at træne deltagerne i at løse opgaven. Udgangspunktet er, at vi bærer Jesus Kristus´ nærvær med os og kan forløse det nærvær for et andet menneske.

Første trin er at finde frem til det menneske, Gud ønsker, at du skal forbinde dig med. Begynd med at bede om fred for din familie, din menighed og dine omgivelser. Bed dernæst Gud om at vise dig, hvem du er kaldet til at knytte til dig: ’Jesus, hvem vil du knytte til mig?’ Guds svar vil komme til dig i al stilfærdighed som et navn eller billedet af pågældende.

Dernæst skal du kontakte vedkommende. Det kan forekomme en uoverstigelig forhindring, men du kan også gøre det helt enkelt. Send en SMS! Hvis du tør, kan du skrive: ’Guds rige er kommet dig nær!’ Men du kan også holde dig til: ’Jeg kom til at tænke på dig – skal vi drikke en kop kaffe sammen?’ Eller måske: ’Skal jeg bede for dig?’ Din SMS vil fortælle modtageren, at du har lagt mærke til ham/hende og har omsorg for vedkommende.

Vi fik ikke kun anvisningen på, hvordan vi kunne gøre det. Vi blev opfordret til at gøre det her og nu – og alle, der deltog, oplevede det som givende.

Vi fik ikke kun anvisningen på, hvordan vi kunne gøre det. Vi blev opfordret til at gøre det her og nu…

Fortæl at Guds rige er kommet nær

Meningen er ikke, at vi skal holde teologisk velforberedte, gennemtænkte prædikener, hver gang vi er sammen med andre mennesker. Det drejer sig om det simple, at vi skal fortælle, hvad vi selv har oplevet. Vi skal have modet til at dele med andre, hvad troen betyder i vores eget liv.

Igen blev vi opfordret til at deltage i en øvelse. Vi fik til opgave at henvende os til en tilstedeværende, som vi ikke kendte på forhånd, og fortælle om en god oplevelse på stævnet. Også i denne øvelse deltog mange og vi fik en god oplevelse af at samle mod til at dele noget personligt med en fremmed.

Helbred de syge

Indledningsvis gav John McGinley os en model for konkret bøn for helbredelse:

• spørg den syge, hvad vedkommende hedder, og hvad problemet er

Her vil jeg bruge navnet Anne for nemheds skyld.

• læg hånden på skulderen – og kun på skulderen – af den syge (Anne) og bed:
  • tak Jesus, fordi du elsker Anne
  • tak, fordi du har omsorg for Anne
  • i Jesus´ navn befaler jeg, at sygdommen skal forlade Anne
  • kom, Gud Helligånd, og udvirk, at det sker.
  • Amen
  • bliv ved med at bede
• tag imod helbredelsen med glæde eller accepter, at helbredelsen ikke sker.

John McGinley påpegede, at det er de kristne, der oplever det som et problem, når helbredelsen udebliver. De syge har derimod ofte den holdning, at de jo ikke kan miste noget ved det. Ofte er de også overvældede over, at vi tror på, at det er en mulighed.

En personlig refleksion

Selve undervisningen var givende, og bøn om helbredelse er en rigdom for den kristne menighed, men den skal praktiseres personligt og i et mindre forum. Andre deltagere oplevede det berigende og rigtigt, men er det i orden at ’træne’ det, ved at lade uerfarne deltagere bede for tilstedeværende syge? Kan vi tillade os at udstille andre menneskers sygdom og skrøbelighed og gøre dem til genstand for offentlige forsøg? Vi ved erfaringsmæssigt, at ikke alle bliver helbredt – hvem skal samle de skuffede op bagefter, når forbederen er ’i lære’ i en træningssession?

Mere inspiration

“Kald til at plante” – Hanne Kiels interview med John McGinley før Sommerstævne ’23
Læs mere om “The Gregory Centre for Church Multiplication”

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere

”Der er vigtigere ting her i verden, end at du kan gå på dine ben!” udbrød en frustreret mand til kvinden, som sad i kørestol med spastiske træk – efter en mislykket helbredelsesforbøn. Tænker vi over, hvad kun delvis helbredelse betyder, når vi beder for helbredelse? Anerkender vi det, vi opnår?

Et barn er født

Lægen vidste ikke, at der var to, da mine enæggede tvillingebrødre, Curtis og Douglas, blev født flere måneder for tidligt. De klippede Curtis’ navlestreng, og tre minutter senere stak Douglas sit hoved frem, helt blå. Lægerne mente, at han kun ville leve et par dage eller uger, og formentlig som blind, døv og stum. Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

”Dougie” overlevede og var hverken blind, døv eller stum, men fejlede til gengæld alt muligt andet, herunder spasticitet, og han var voldsomt udviklingshæmmet. Megen tid blev tilbragt på hospitaler og hos forskellige læger. Mine forældre blev skilt halvandet år senere.

Tro flytter bjerge

Teenageren Dougie elskede at køre bil – jo flere bump og huller jo bedre.

Kort efter skilsmissen deltog vi i adskillige kristne helbredelsesmøder for min bror. Min mor tog ham endda til dæmonuddrivelse hos en katolsk præst. Jeg fik påpeget, at min tro var afgørende for, at Dougie ville kunne lære at tale og gå, fordi tro kunne flytte bjerge!

Som barn hørte jeg ofte i de kredse, at helbredelsen nok udeblev, fordi vi ikke bad ofte nok eller ikke troede nok på det. Jeg levede med den skam i mange år – men ikke længere. Jesus gjorde også op med den overtro og indoktrinering, som de ”urene” blev behandlet med på hans tid. For ægte helbredelse sætter fri.

Hvorfor udebliver helbredelsen?

Hvorfor oplever nogle overnaturlige helbredelser, mens andre må lide? Det har jeg søgt svar på i mange år. Jeg lever nemlig med en livsvarig rygmarvsskade, konstante smerter og kronisk træthed, som har efterladt mig med en stor, usynlig funktionsnedsættelse. Jeg følte, at den livsbevarende operation, jeg var igennem, efterlod mig ude af stand til at leve det liv, jeg ønskede at leve, som gymnasielærer og fysisk aktiv kvinde sammen med min datter.

Desuden gør usynligheden af mine skånehensyn mig til et ufrivilligt offer for diskrimination og fordømmelser fra både ”systemet” og omverdenen. Jeg følte, at jeg var tilbage dér, hvor jeg startede og havde kæmpet for at komme væk fra – sygdom og handicap!

Jeg har mange gange ønsket, at Gud havde taget mig hjem til sig i stedet. Accept af mit vedvarende behov for vedligeholdende træning, smertestillende medicin og førtidspension for at sikre, at min hjerne, krop og psyke ikke brænder fuldstændigt sammen, var ikke planen. Og det startede forfra: ”Du skal tro på, at du bliver rask, ellers bliver du ikke rask!”

Hvad er ”rask”?

Jeg lærte mig selv at gå igen uden hjælpemidler, men jeg har fået at vide, at jeg mindst burde være lammet fra livet og nedad. Mine hænder er værst ramt, og det er teknisk set mere invaliderende end uduelige ben, selvom de færreste er klar over det. På et tidspunkt gik det op for mig, hvad specialisterne mente med udtrykket ”en videnskabelig uforklarlig sag”.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter. Men mange kristne mener stadig, at jeg fortsat bør gå til forbøn for at blive helbredt fuldstændigt. Men – hallo?! Hørte du mig ikke? Jeg burde være lammet! Jeg kan gå! Uden hjælpemidler! Gud har vist gjort sit!

Ingen i lægeverdenen kunne forklare, hvorfor min bror levede så længe, som han gjorde. Og på trods af smerter, medicin, fysioterapeuter og talepædagoger igennem 37 år var Dougie som udgangspunkt glad. Han havde en helt særlig indvirkning på mange med sine vilde lyde, klaskende armbevægelser og kæmpe smil. Mit liv som storesøster til ham lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, og til at se, hvor samfundet udelukker folk.

Lidelsen er altid meningsløs og upersonlig, men det er Gud ikke

Det var ikke en dans på roser, især ikke for Dougie, og min familie har lidt meget. Efter Dougies død i oktober 2019 talte mange om, at nu var han hel i Himlen, hvor han kunne gå og tale. Det gjorde mig vred. For min lillebror var et helt menneske hele sit liv. Han var allerede et mirakel, den dag han kom levende hjem fra hospitalet. Hvorfor havde alle så travlt med at diskvalificere hans eksistens, endda efter hans død?

Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar.

Lidelse og død er garanteret i det øjeblik, et barn bliver født. Men Gud, Kærligheden, Livet er større end dem. Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar. Vi kan også stå frem med vores ar og fysiske og psykiske smerter og blot være i denne verden. For uanset hvilket funktionsniveau, andre har vurderet os til, er vores eksistens et mirakel.

Når vi indser, at vi allerede er et helt Guds barn, som er elsket og værdsat, som vi er, indser vi samtidig, at Guds nåde var begyndelsen på vores helbredelse og genoprettelse, inden vi bad om det. Bjerge kan flyttes igennem millioner af år, sten for sten, uden at vi iagttager processen. Vi må have håb og tillid til, at Skaberen kan tage de værste byrder og forvandle, helbrede og genoprette igennem flere generationer og folkeslag – både fysisk, psykisk og relationelt – for at opnå sit mål.

Relateret

• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 27. feb. 2025 - Hvem skal du kæmpe for?
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone

Find flere

Professor Niels Christian Hvidt

Der er stadig mennesker, der mener, at guddommelige helbredelser kun foregik på Bibelens tid. Til gengæld er der ikke meget af evangelierne i Det Nye Testamente tilbage, hvis man fjerner alle undere og helbredelser. Professor i eksistentiel og åndelig omsorg ved Syddansk Universitet Niels Christian Hvidt er overbevist om, at Gud stadig helbreder: ”Kristendommen i sit væsen er til helbredelse og genoprettelse af det syge menneske, og i alle fald til trøst og lindring. Det at tro har en positiv effekt på helbred og livslængde.”

Niels Christian Hvidt forsker i tro og helbred og var en af personerne bag en undersøgelse, hvor bl.a. 3.720 baptister og en større gruppe adventister indgik med data omkring sygdomme og død. Undersøgelsen viste, at baptister har en mindre risiko for en lang række sygdomme end andre danskere og lever længere.

Det vil sige, at baptister er mindre syge og dør sjældnere af disse sygdomme.

”På samtlige parametre: kræftforekomst, hjertekarsygdomme, diabetes, demens og Alzheimer var der en reduceret dødelighed. Det vil sige, at baptister – og adventister – er mindre syge og dør sjældnere af disse sygdomme.” Der er også en markant mindre rate af selvmord og – uforklarligt nok – trafikuheld. ”Måske troende mennesker kører mere forsvarligt,” er Niels Christian Hvidts bud på en forklaring.

Tro og helbred

”Vi har igennem forskningen fået overvældende evidens for, at troen og troens virkelighed i praksis er forbundet med vores helbred. Den internationale The Handbook of Religion and Health dokumenterer på 1900 sider masser af sammenhænge.

I Danmark er der foreløbig ikke så meget fokus på troen i læge- og sygeplejerskeuddannelserne, men på Syddansk Universitet har vi det med i uddannelsen ”Sundhedspsykologi”. Der er en reel frygt for at blive beskyldt for at missionere, for alt godt kan misbruges. Men det er patientens verden, der skal være i fokus. Det er vigtigt at vide, hvad patienterne tror på, for det kan have betydning for, hvilken behandling de vælger eller fravælger. På den måde er tro ikke bare ’en privatsag’. Tro kan have direkte betydning for, hvordan man har det mentalt.”

Hvile-religiøsitet

”Vi har kunnet påvise, at der er forskel på tro. Det, vi kalder hvile-religiøsitet, er bedst for helbredet. Det vil sige, at man hviler i sin tro, typisk har gjort det længe, oftest med en trospraksis, fx at man går i kirke og beder. Så troen er vokset og modnet. Det er denne velintegrerede religiøsitet, der er forbundet med godt helbred.”

Tro kan have direkte betydning for, hvordan man har det mentalt.

”Overfor dem står de, der ikke er vokset op med troen og ikke går i kirke – men beder. De har typisk et dårligere helbred, og de beder for et konkret anliggende, nemlig deres dårlige helbred. Det er det, vi kalder krise-religiøsitet. Her er det sygdommen, der har frembragt et behov for bøn og tro. På den måde kan det heller ikke undre, at de i vores undersøgelser har et dårligere helbred end dem med hvile-religiøsitet.”

”De, der på denne måde først begynder at bede og være mere aktive om deres tro, når de får en sygdom, vil ofte være åndeligt ret uforberedte og have mangelfulde eksistentielle og åndelige ressourcer. Vores undersøgelser viser ikke overraskende, at krise-religiøse især har brug for åndelig omsorg fra bl.a. sundhedspersonalet. Vores anbefaling er, at man på hospice og i palliativ behandling spørger ind til religiøse forestillinger for at finde ud af, om de har brug for åndelig omsorg.”

To af mange eksempler

Niels Christian Hvidt tror personligt på, at der stadig sker mirakler, som Gud står bag. I Medjugorie var han vidne til, at en kvinde rejste sig fra sin rullestol og kunne gå derfra: ”Hun strålede fra sit blik”, fortæller han.

I sin bog Mirakler skriver han om Robert Gutherman fra USA, der som 14-årig i 1974 blev opereret for en meget pinefuld infektion i det indre øre. Infektionen nedbrød knoglerne i øret, så de blev som sand. For at forhindre infektionen i at angribe hjernen måtte lægerne fjerne alt i det indre øre. Nogle begyndte at bede for Robert. Efter nogen tid måtte en læge måbende sige: ”Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser!” Roberts indre øre var retableret og han har haft perfekt hørelse lige siden. ”Det er svært at tro på den slags undere uden en Gud, der kan gribe ind”, konstaterer Niels Christian Hvidt.

Tre kendetegn

For at noget skal kunne kaldes et mirakel, skal det indeholde tre perspektiver. For det første er miraklet i sit væsen kendetegnet ved at bryde med de love, vi mener, normalt styrer naturen.

Tro og videnskab er ikke modsætninger, men kan berige hinanden.

For det andet er miraklet i stand til at vække stor opmærksomhed hos dem, der er vidner til det. Det har en stor psykologisk effekt. For det tredje er miraklet kendetegnet ved at have betydning som tegn eller symbol. Mirakler er altid blevet betragtet som et budskab fra Gud. I katolsk sammenhæng indgår mirakler som tegn fra Gud, når man overvejer at helgenkåre en person som fx Moder Teresa, og disse mirakler skal være verificeret lægevidenskabeligt.

Det er ikke denne slags undersøgelser, Niels Christian Hvidt og hans kolleger arbejder med; det er i højere grad interview- og spørgeskema-baserede undersøgelser: ”Vi søger altid at være transparente i vores forskning”, understreger han – og tilføjer, ”at tro og videnskab ikke er modsætninger, men kan berige hinanden”.

Relateret

• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 25. sep. 2023 - Religiøst aktive danskere lever længere og sundere
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone
• 05. okt. 2022 - Gå på dine ben!

Find flere

Lone Valbak:
62 år og blev uddannet som læge i 1987. Har de seneste 30 år primært arbejdet med mennesker med psykiske lidelser. Gift med Raymond Jensen, som har fungeret som baptistpræst i 35 år.

Da jeg var 19 år, begyndte jeg at læse medicin på Aarhus Universitet, og dengang anså jeg lægevidenskab for at være et naturvidenskabeligt felt.

Nu mere end 40 år efter ser jeg længselsfuldt på mine gamle vellæste og slidte bøger. Det var tider, dengang jeg troede, at rationel og evidensbaseret viden kunne løse de sundhedsmæssige problemstillinger, som patienterne præsenterede mig for. Patienterne er jo mennesker og ikke en samling celler i en petriskål. Patienternes helbred er drevet af biologien – ja, men også af deres sociale vilkår, deres personlighed, deres erfaringer, holdninger og overbevisninger.

Medicin virker bedst med tillid

Som ung læge gjorde jeg hurtigt den erfaring, at medicinen, som jeg ordinerede, virkede bedre, hvis patienten havde tillid til mig. Med stor interesse læste jeg i midten af 1980´erne bogen: ”At blive rask igen”. Den er skrevet af to psykologer, Carl og Stehpani Simonton. Kort fortalt handler den om, at kræftpatienter får bedre effekt af behandlingen og færre bivirkninger, hvis de tænker godt om medicinen, imens den løber ind i deres blodårer.

Medicinen, som jeg ordinerede, virkede bedre, hvis patienten havde tillid til mig.

Den bog inspirerede mig og har for mig været en opmuntring i forhold til min egen måde at være læge på. Hvis min behandling skal virke, skal patienten føle, at jeg vil ham det godt, har empati med ham, og jeg skal kunne formidle til ham, at den kur, jeg foreskriver, er virksom, og det skal jeg gøre på en overbevisende måde. Derudover skal patienten opleve, at kuren er skræddersyet til hans krop og hans liv.

At finde sin egen vej til helbredelse

Gennem de sidste 30 år har jeg hovedsagelig arbejdet med mennesker med psykiske lidelser. Da jeg var ung, anså man flere af de svære sindslidelser som for eksempel skizofreni for at være uhelbredelige. Det gør man ikke mere. Dels er der kommet gode behandlingsmuligheder, dels er der opstået en bevægelse blandt mennesker med psykiske vanskeligheder, der er fortaler for, at hvert enkelt menneske skal finde sin egen unikke vej til helbredelse. Det primære begreb i den bevægelse er begrebet ’Recovery’. Det henviser til, at den enkelte skal finde ny mening og nye mål i livet med de begrænsninger, en sygdom kan give, i stedet for at gå og vente på at blive fuldstændig rask.

Livet går fra fødsel til død

Jo ældre jeg bliver, jo mere ubetydelig oplever jeg, at min egen rolle er og skal være i mine patienters liv. Vejen gennem livet går fra fødsel til død. Den vej er i sin natur snoet og til tider stenet. I en sommerartikel i dagbladet Politiken læste jeg et citat af den 91årige forfatter Niels Barfod. Han udtalte, at han holder af ”den store uforlignelige oplevelse af at komme sig. Over et tab, en smerte, en skyld, en sygdom eller en svaghedsperiode”. Det er skønt, når hovedpinen letter, når feberen falder, når depressionen bedres; men en dag giver sygdommen sig ikke, og vi skal forlade livet. Det er et vilkår, og det er i orden.

Den enkelte skal finde ny mening og nye mål i livet med de begrænsninger, en sygdom kan give.

Som læge inviteres jeg med på menneskers vej, når sygdom melder sig. Ofte kan jeg lindre sygdommen, og indimellem kan jeg helbrede, men lægevidenskaben kan ikke klare opgaven alene.

Helbredelse ved tro?

Er helbredelse ved tro en mulighed? Ja, Vorherre og troen arbejder ad mange kanaler. Når vi samler alle gode kræfter til at ledsage det lidende, syge menneske på vejen, så er heling og forsoning mulig. For mig er troen tillid til, at kærligheden vinder til sidst. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere

Christopher Aagaard, cand. theol. og præst i Græsted Frikirke – Mosteriet

En samtale mellem to betydningsfulde teologer i det 20. århundrede belyser et meget centralt område af handicapteologien. Samtalen er mellem Karl Barth og Heinrich Vogel, hvor de taler om Heinrichs datter med et multihandicap. I samtalen udtrykker Vogel sin lykkelige forventning om at se sin multihandicappede datter uden handicap i evigheden. Hertil svarer Barth: ”Er det ikke et smukkere og mere kraftfuldt håb, at dér bliver det åbenbart, hvad vi nu slet ikke forstår – nemlig at dette liv ikke var forgæves, idet Gud ikke omsonst har talt til mennesket: Netop dig har jeg elsket!?” – Dét beskriver, hvor forskelligt vi kan tænke om mennesket, handicap og evigheden.

Vi kender nok alle til Vogels tilgang, at det, som falder uden for normalen, vil blive fixet i evigheden. Det er et håb, vi kan holde fast i på denne side af forhænget; at på den anden side skal alt blive godt igen. Men Barths refleksion åbner op for nye tanker om dette liv og livet efter døden: Hvad nu, hvis det er vores forestilling om, hvad der er normalt og unormalt, der er handicappet? 

Det vækker lysten til at dykke længere ned i, hvordan teologien, verden og vi selv ser på handicap. Om det er mennesket med handicap, der bliver helbredt på den anden side, eller det er dit og mit syn på mennesker med handicap, der bliver helbredt? Det er godt at tale om og reflektere over. Og det er dét, handicapteologien gør.

Hvem er de ”raske”?

Vores opfattelse af, hvem der er raske og hvem der er syge, er meget styret af, hvad denne verdens krav til mennesket beror på. Fordi vi lever i et individualistisk, effektiviseret og profitorienteret samfund, bliver mennesket også set på med det blik. De mennesker, som ikke kan klare sig på de parametre – oftest mennesker med særlige behov og handicap – bliver ikke regnet for bidragsydere, men samfundsbyrder. Det er et problem!

Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for.

Samfundet er bygget op omkring best case antropologi, hvor det perfekte menneske er i centrum, og alle andre ender i periferien eller uden for kategori. Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for: Vi har alle en iboende værdi, fordi vi er mennesker, og som sådan er vi elsket af Gud. Det skal vi slå på tromme for, for ellers værdsætter vi kun præstationer, effektivitet og fart. Og før eller senere falder alle mennesker igennem på de parametre.

Jean Vanier, som var handicapteolog, fik sat disse refleksioner på det teologiske landkort. Han sagde mange gange, at vi alle i bund og grund er ens. Vi er alle mennesker med sårbare hjerter og længes efter at blive elsket og værdsat. Mennesker med særlige behov har ikke særlige behov, de har de samme behov som alle andre mennesker. De har bare brug for hjælp til at nå dem.

Kristi legeme er handicappet

Kirkens fællesskab er kaldet til ikke at gøre forskel på jøder og grækere, mænd og kvinder, mennesker med handicap og uden. Alle er vi lige i kirken og ind for Gud. Derfor er der en sandhed i at sige, at en kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke. Mennesker med handicap tvinger kirken til at tænke over, hvilken syn vi har på mennesket og på kirken – ja, på Jesus Kristus, der sætter tonen i fællesskabet.

En kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke.

Hvordan ser vi generelt på menneskes kommen til kort, begrænsninger, skrøbeligheder og svagheder – og ikke kun på mennesker med handicap? Mennesker med handicap kan være en trædesten til at tænke over skabelse, helbredelse og Guds design, men det skulle gerne ende med at inkludere alle menneskers svagheder – altså vores menneskelighed.

Når vi tager Paulus’ ord alvorligt om, at ’Kristi legeme’ – kirken – består af mange lemmer, så er ’Kristi legeme’ ikke fuldt funktionsdygtigt, før mennesker med handicap får deres plads på legemet.

Relateret

• 03. maj. 2024 - Gudsbillede – og menneskesyn
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone
• 05. okt. 2022 - Gå på dine ben!

Find flere

Vi kan glemme, at mange af de centrale personer i de bibelske fortællinger har skavanker, som Gud ikke helbreder. Tænk fx på Moses, der stammede; Timotheus, der havde noget med maven; og Paulus, der havde sin ”torn i kødet” at kæmpe med. Det glemmer vi måske i vores perfekthedskultur, hvor vi efterstræber lykke og perfektion, og hvor sygdom og svaghed ofte er noget, der pakkes væk.

Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme.

Men kirken skal være et sted, hvor der er plads til mennesker i alle livsvilkår – også selvom de mirakuløse oplevelser med helbredelser udebliver. Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme. Kirken er ikke primært et fællesskab om succesoplevelser og positivt livsindhold, men et fællesskab, der har erfaringen af forgængelighed, død og lidelse som forudsætning. Gud møder os netop, hvor der kun er håb på trods.

Sandheden er jo, at Gud ofte ikke svarer på vores bønner, som vi kunne have tænkt os. Kirkehistorien er fuld af mennesker, der har bedt om helbredelse uden at blive hørt, som de kunne have ønsket sig. Tænk blot på Julian af Norwich, Simone Weil, William Stringfellow, der lærte Gud at kende i sygdom og lidelse. Og Jesus, der selv var Gud, måtte erfare, at Gud ikke altid skåner os for lidelse, selvom vi beder om det.

”Min nåde er dig nok”

Korset er ikke bare et bump på vejen, der skal overstås, så Jesus kan komme videre med sin succesfulde karriere som mirakelmager og helbreder. Korset er kulminationen på Guds åbenbaring af sig selv i Jesus. Det er i lidelsen, vi kender Gud, for Guds kærlighed virker paradoksalt nok i afmagt, ikke i magt.

Det var dét, Paulus måtte erfare, da han fik en ”torn i kødet”, for at han ikke skulle blive hovmodig. Hvad det betyder, fremgår ikke af teksten. Det væsentlige er Guds svar på Paulus’ bøn om at blive befriet fra sin plage: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”[1]

Guds magt virker i afmagt.

Vi skal ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser.

Guds svaghed er stærkere end mennesker, som Paulus også skriver, og netop derfor har Gud kaldet det, som er svagt i verden, det uperfekte, som verden ser ned på. Derfor skal vi ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser. I bibelen er mirakuløse helbredelser tegn på, at Guds rige er nær, men netop kun tegn. Jesus advarer derfor sine disciple mod at snakke for meget om hans mirakler. Det er ikke miraklerne, det handler om, men ham selv.

Det er afgudsdyrkelse at gøre nådegaverne, fx helbredelse, til troens genstand, snarere end Gud, der giver. Det er vantro at ville have tegn og beviser. Måske er Guds barmhjertighed, at vi nogle gange alligevel får de tegn, vi kræver, netop fordi vi har så svært ved at tro. Men målet må være, at vi skal tro og håbe på Gud selv.

Et nødråb

Ordet ”Gud” er i sidste ende et nødråb, som tidehvervsteologen K. Olesen Larsen i sin tid udtrykte det. Guds nåde er ikke et mirakelmiddel, der med et snuptag befrier os fra vores problemer, men Guds nåde findes der, hvor Gud virker allermest fraværende, der hvor alt håb slipper op. Guds nåde er, at vi overhovedet har lov at have en Gud. Gud giver os ikke nødvendigvis perfekt helbred og succes i livet, men i Jesus giver Gud sig selv – og dermed alt.

Vores håb skal rette sig mod Gud selv.

At følge Jesus ind i lidelse og død trods perfekthedskultur må betyde at tro og håbe på Gud, trods den lidelse vi erfarer. Vores håb skal ikke rette sig mod helbredelser, for de kan udeblive, men håbet skal rette sig mod Gud selv. Det håb kan vi samle os om i kirken trods alle bristede idealer om perfektion og succes.

[1] Paulus’ 2. brev til Korintherne kap. 12 vers 9.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere

Niels Vestergaard var som ung en hårdkogt type. Som ung landmand blev han en kristen, og han oplevede, at han kunne begynde at mærke andre menneskers nød. Efter han i en årrække havde tjent mennesker fra samfundets udkant på hjemmet Bethesda ved Blåhøj nær Brande – sammen med hustruen Hansa og en voksende familie – fik Niels et nyt livkald. I 1990 startede de Specialefterskolen Sdr. Bork i Sydvestjylland.

Info:
Om Specialefterskolen i Sdr. Bork, se https://www.sdrborkefterskole.dk/
Om Sdr. Bork Nødhjælp, se https://godcares.dk/

I julen 1995 mistede ægteparret to af deres syv børn i en brand på deres gård. Gennem kamp, bøn og mange venners hjælp kom familien videre, og startede herefter Sdr. Bork Nødhjælp. Da de gik på pension fra Efterskolen, førte Niels’ store passion for Frederiksborghesten til at have stutteri. Niels er evangelist, en flittig prædikant og ægteparret er kendt viden om.

Få dage at leve i

I oktober 2020 blev Niels træt og sløj. Han tabte sig hurtigt og gik til lægen, der bad ham se tiden an. På sin fødselsdag 24. november blev Niels akut indlagt i Herning. Lægens besked lød: ”Det ser rigtigt skidt ud, Niels. Du har tre knuder i bugspytkirtlen og så høje levertal, at du kun kan regne med få dage at leve i”. Niels valgte at komme hjem til Hansa.

Gud siger til dig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv.

En kvinde, der lå på akutmodtagelsen, sagde til ham: ”Undskyld, men jeg hørte lægens besked til dig, Niels. Jeg gik i panik og råbte til Gud. Og Gud sagde til mig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv”. Der kom en dyb fred over Niels. Han tænkte, at enten griber Gud ind, jeg bliver rask eller dør snart, så nu må jeg forberede mig.

Forberedte sin død

Hjemme hos Hansa forberedte ægteparret sig på, at Niels’ liv kunne blive meget kort. Hansa sagde: ”Hvis du ikke er her i morgen, så hils Levi og Tikva!” – deres døde børn. De forberedte begravelsen, og Niels bad Gud om, at Hansa kunne sidde i uskiftet bo, at gården og hestene måtte blive solgt og hans firma afhændet.

Hansa spurgte, om det var i orden at lægge Niels’ sygdom ud på Facebook og bede om forbøn. I den efterfølgende tid væltede det ind med tilkendegivelser fra mennesker, der bad for Niels. Mange ringede til Hansa og spurgte, hvad forbøn er, bl.a. en del hestefolk i parrets bekendtskabskreds. Og Hansa vejledte mange i, hvordan man helt enkelt fortæller sine ønsker til Gud og beder om hans hjælp.

Drømmen

En nat fik Niels en voldsom drøm. Han så sig selv ligge i sengen, og han så forfærdelig ud. Han tænkte: ”Er jeg mon død?” Han var i en åndelig verden og hørte stemmer, der sagde: ”Hvordan lukker vi munden på ham?”. Andre stemmer fortsatte: ”Slå ham ihjel!”. Han var også på et stort stadion: ”Er det mon himlen?”. Der lød et råb: ”Bed for ham nu!”. Mange bedende mennesker fik fakler i hænderne, og de mørke kræfter fortrak.

Niels vågnede helt forkomment, og han var i tvivl om, hvorvidt han var i live. Klokken var ca. tre om natten. Niels fik en stærk tilskyndelse til at læse Salme 118, vers 17 i sin Bibel. Her står: ”Herren vil, at du skal leve og ikke dø.” Hansa sagde resolut: ”Så har Gud grebet ind. Du kan godt lægge dig til at sove, Niels!” Senere fortalte en ven, at han samme nat kl. tre fik en stærk tilskyndelse til at bede for Niels, og at han skulle bede ham læse Salme 118, vers 17.

Vi havde opgivet dig

Fire dage efter var Niels tilbage på sygehuset, hvor hans levertal var forbedrede, hvilket ellers ville tage seks-otte måneder. Niels kom på operationsbordet i Skejby. Hans indvolde var så angrebne, at en stor del af dem skulle fjernes. Derfor lukkede lægen ham igen. En ung læge valgte dog at lægge dræn i Niels’ bughule for at aflaste galdeblæren. Efter operationen sagde lægen, at han fik en tilskyndelse til dette. Niels svarede: ”Man skal følge sine indskydelser, de kan være fra Gud. Han vejleder os til at gøre det rigtige”. Lægen svarede: ”Vi havde faktisk opgivet dig, Niels, men hvor var det godt, vi ikke gjorde det!”

Hjemme igen bristede Niels’ bughinde. Han blev akut indlagt, nu i Herning og opereret. Her tog de prøver, der viste, at Niels ikke mere havde kræft. Da han kom hjem til Hansa, viste det sig, at han havde blodforgiftning. Ny operation – og lægen sagde til ham: ”Jeg troede kun, det var katte, der havde ni liv!”.

Min lidelse betyder ingenting

Niels Vestergaard fik det efterhånden bedre på mirakuløs vis. Gården blev solgt godt og den sidste avlshingst afhændet. Hansa og Niels flyttede til det hus, de selv havde sat i stand gennem nogle år. Og det aktive liv blev genoptaget – bl.a. til gavn for ukrainske flygtninge i nærområdet.

Niels siger i dag: ”Al min lidelse betyder ingenting, blot mennesker kommer til tro!”. Og folk, der tidligere stak til Niels for hans gudstro, fortæller nu, at Jesus har helbredt Niels. Hestefolk, som før har haft et helt perifert forhold til tro, fortæller begejstrede om, hvad Jesus kan. Og en af lægerne siger: ”Jeg ville ønske mange flere havde det som dig, Niels. Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre”.

Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre.

Niels har været nedslået og forvirret under det hårde sygdomsforløb, men ”Gud bruger, hvem han vil. Han bruger almindelige mennesker som dig og mig til at bede for andre. Når mange beder, bliver mange også velsignet af Guds svar på bøn. Husk på, at Gud siger: Den, der beder, han eller hun får”, slutter han samtalen.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere

I lørdags holdt den nye burmesiske menighed, Myanmar Christian Fellowship, en taksigelsesgudstjeneste og -fest på Bøgballe Friskole nær Vejle. Taksigelsen gjaldt bl.a. Salai Ran Lian Thong, der overlevede Covid-19 mod alle odds. Han var indlagt i tre måneder, heraf 46 dage i koma. Nu er han så rask, at han er begyndt at arbejde på fuld tid igen.

Torsten Wendel-Hansen, der er formand for BaptistKirkens Integrationsudvalg og medlem af Odense Baptistmenighed, fortæller:

”Jeg er lige kommet hjem fra en taksigelsesgudstjeneste/-fest, hvor Salai fortalte om, hvordan han havde et endog meget alvorligt sygdomsforløb med Corona i foråret 2020. Han blev i bevidstløs tilstand bragt til hospitalet, hvor han herefter lå i koma i 46 dage – opholdet på sygehuset varede ca. tre måneder.

Lægerne gav ham kun to procent chance for at overleve, men alle medlemmerne i MCF har bedt for ham, at han dog måtte komme igennem.

Hans kone, Ma Ah Du, frygtede samtidig at være alene hjemme i lejligheden, men også her var Gud til stede, så hun overvandt angsten.

Efter han kom hjem, har han døjet meget med at få den fulde lungekapacitet tilbage igen. Lægerne målte 70-80% kapacitet på den ene lunge. De overvejede operation, men turde ikke, da de mente risikoen var for stor. Medlemmerne fortsatte i bøn til Gud om fuld helbredelse.  Næste gang lægerne indkaldte ham til undersøgelse, kunne de konstatere, at han nu havde en kapacitet på 90%. Alle håber naturligvis på, at han opnår den fulde kapacitet igen.

I starten mente man, at han skulle på førtidspension eller i flexjob, men nu arbejder han igen som buschauffør, i denne uge forsøger han med fuld tid efter en periode på deltid.

Det var en dejlig trosstyrkende oplevelse at lytte til Salais beretning. Dejligt at opleve en sådan anledning, hvor vi alle kunne prise Gud i taknemmelig for bønhørelse”, slutter Torsten.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 17. okt. 2024 - Splid eller enhed?

Find flere

Vi mødes i Bendts halvtomme hus i Vindinge. Bendt og hans hustru Winnie har nemlig solgt huset, og følger nu et kald til at flytte til Slagelse for at etablere et arbejde med at uddanne og undervise andre, der ønsker at være med i ‘bønnemissionen’. Bendt er lige nu det, man kan kalde ‘imellem kirkesamfund’, men har de seneste 16 år været medlem af Roskilde Baptistkirke. Sin kirkelige opvækst har Bendt haft i pinsekirken.

Kald til at bede for mennesker

“Det er Gud, der rører dig”, fortæller han de unge.

Bendt har igennem de sidste fire år været på gaden flere gange om måneden for at bede for mennesker – både for helbredelse og bare give en velsignelse, hvis det er det, der er behov for.
Faktisk var det hans hustru Winnie, der i første omgang følte, at det var en opgave for dem. Bendt var noget skeptisk, men efter møder i Københavns Kristne Kulturcenter med Randy Clark, stifter af Netværket Global Awakening, følte de begge et stort kald til at gå ud blandt folk for at bede for dem. Men det er ikke bare noget, man lige gør, og Bendt og Winnie modtog undervisning af Michael Bobjerg fra Apostolsk kirke i Middelfart.

En oplevelse med Gud

Bendt forsøger at komme ud og bede for folk et par gange om måneden. Som regel er de to, tre stykker, der går sammen – ikke kun baptister, også medlemmer af Apostolsk kirke og Vinyard er gademissionærer. Tilgangen er meget direkte. Bendt går lige til sagen og siger: ”Hej, må jeg bede for dig? Har du ikke ondt et eller andet sted?”

I starten var det lidt grænseoverskridende, men hurtigt falder det Bendt meget naturligt. Og langt de fleste tager vel imod tilbuddet. Selvfølgelig er der indimellem nogen, der godt kan blive verbalt aggressive. Dem skynder Bendt sig at ønske en god dag, for han har ikke noget behov for at indgå i en større debat. For Bendt handler det om, at mennesker skal have en oplevelse med Gud.

Indimellem kan der selvfølgelig godt opstå lidt pinlige situationer. Bendt fortæller om engang, han havde bedt for et ungt menneske, der stod i kø hos Paradis Is. Rundt om i køen blev der en fnisen, og det var tydeligt, at flere tilskuere syntes, det var lidt pinligt. Men da den unge mand kunne fortælle, at smerterne i hans skinneben forsvandt, så var der pludselig flere i køen, der også godt lige ville bedes for. Og Bendt fortæller begejstret: ”Det er altså helt vildt at opleve, hvordan unge får en oplevelse med Gud.”

Også om natten

Indimellem er Bendt også på gaden om natten – dog helst relativt tidligt, mens de unge stadig er forholdsvis fornuftige. Og her har han oplevet, hvordan en ung kvinde blev så forundret over, hvad hun oplevede, at hun hidkaldte flere unge, som hun også syntes skulle bedes for.

Bendt og de andre missionærer har ikke noget synligt kendetegn på sig. De oplever det som en klar fordel, at de fremtræder neutrale. Til gengæld har de altid visitkort og nye testamenter med, som de udleverer.

På Roskilde Festival

Sidste sommer var Bendt forbi Roskilde Festival hver dag. Det blev også en kæmpe oplevelse. Forinden havde han fået foræret 250 ‘Metal’-bibler, som blev delt ud. Flere unge oplevede helbredelse eller bare en følelse af varme, der bredte sig, når Bendt bad for dem. ”Det er Gud, der rører dig”, fortæller han de unge.

Langt de fleste tager vel imod tilbuddet.

I det hele taget har Bendt et væld af historier om mennesker, der er blevet rørt af Gud, og han har svært ved at vælge en oplevelse, der har været mere speciel end andre, men Bendt fortæller om en muslimsk kvinde, de har mødt flere gange, og som selv har bedt om forbøn.

Grænseoverskridende

I starten var det lidt grænseoverskridende, men nu falder det Bendt helt naturligt at stoppe mennesker på gaden. Da han første gang blev spurgt af en kollega, om han ikke også ville bede for ham, kom det pludselig lidt tæt på, men det kunne han selvfølgelig ikke sige nej til.
Bendt lægger vægt på, at han jo selvfølgelig ikke kan udstede garantier om helbredelse, men han oplever, at nærmest alle alligevel oplever en form for lettelse, når de er blevet bedt for.

Kald til at gå på gaden

På spørgsmålet om hvad han egentlig kalder sig, så griner Bendt lidt, for det har han aldrig tænkt over. Hans præst i Roskilde, Claus Bækgaard, kalder ham evangelist, og som Bendt siger, så kunne det måske også passe meget godt. Han føler sig i hvert fald nogen gange som sædemanden, der med meget store armbevægelser sår frø, hvor han er fuldstændig klar over, at en hel del frø falder i meget fattig jord, men hvis bare der er nogle frø, der falder i god jord, så er målet nået.

Bendt var næstformand i menighedsrådet, da han følte kaldet til at gå på gaden. Heldigvis er menigheden i Roskilde en meget udadvendt menighed, som tog vel i mod initiativet. For Bendt har det dog været vigtigt, at det ikke nødvendigvis skulle været knyttet sammen med baptistkirken, og at der kan være mange måde at gribe opgaven an på. Bendt føler ikke, at hans måde er den eneste rigtige.

For Bendt handler det om, at mennesker skal have en oplevelse med Gud.

For Bendt er det heller ikke vigtigt, at de mennesker, han møder, tilknytter sig et bestemt kirkesamfund. Det allervigtigste er at lade mennesker blive rørt af Gud og på egen krop føle alt det gode, Gud gør.
Til gengæld har Bendt en opfordring til os alle, nemlig selv at kaste os ud i samme opgave, og hvis man er skeptisk, er man velkommen til at komme med Bendt en tur på gaden og selv opleve alt det gode, Gud gør igennem bøn.

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere