baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Tue, 07 Apr 2026 15:00:13 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Hvad kommer den nye Trossamfundslov til at betyde? https://baptist.dk/hvad-kommer-den-nye-trossamfundslov-til-at-betyde/ Thu, 30 Nov 2017 09:12:39 +0000 https://baptist.dk/?p=3260 For første gang siden 1849 er der i Folketinget fremsat en Trossamfundslov for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Den skal omhandle trossamfund, der ønsker at være anerkendte med tilhørende rettigheder og pligter.


Vi har gennem hele året skrevet om lovarbejdet. Denne gang har vi bedt tre eksperter om at kommentere loven. De har svaret på de samme to spørgsmål.

Hvordan vurderer du den nye Trossamfundslov? Havde du ventet andet – og i så fald: Hvad kunne du ønske?  

Lisbeth Christoffersen:

Lisbet Christoffersen, professor i religionsret, Roskilde og Københavns Universiteter

Det er et fagligt særdeles velunderbygget og godt gennemarbejdet forslag. Jeg er lidt usikker på den aktuelle tolkning af grundloven. Men alle andre ser ud til at være enige, så derfor har jeg ikke tidligere udtalt mig om lovforslaget.

Lovforslaget rammer ganske fint, rent politisk, ved at fastholde en skelnen mellem anerkendelse af trossamfund og så forholdet til øvrig lovgivning (om fx skat).

Den store fordel er, at der lovfæstes krav om gennemsigtighed, klarhed og organisatorisk ansvarlighed som forudsætning for at modtage samfundets anerkendelse og få adgang til vielsesbemyndigelse og – efter yderligere krav – til (indirekte) finansiel støtte. Det har jeg længe syntes var en nødvendighed.

Afvejningen af kollektiv religionsfrihed overfor krav om ligebehandling af kvinder og mænd i trossamfundene – udenfor det direkte gejstlige embede – er en næsten uløselig konflikt. Jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den sag.

Hans Raun Iversen:

Loven bliver til på det hidtil værst tænkelige tidspunkt. Den nationalistiske flertalspolitik har ingen sans for vigtigheden af at behandle mindretallene godt.

Folkekirkekristne og ærlige ateister må græmmes over, at de ikke tog kampen for en religionssamfundslov op i tide. I dag handler det i bedste fald om at regulere, men i det politiske flertals verden om at kontrollere de religiøse mindretal.

Ofte går er uskøn blanding af islamismefrygt sammen med en bedrevidende sekularisme, så man helt negligerer, hvad de små trossamfund står for og bidrager med i Danmark.

Peter Lodberg:

Peter Lodberg, professor i teologi, Aarhus Universitet. Medlem af Trossamfundsudvalget.

Jeg betragter loven som et positivt skridt i retning af, at Folketinget og dermed den danske befolkning bekræfter og fornyer sit tilsagn om, at trossamfund spiller en vigtig rolle i det danske samfund, og at der skal være vide rammer for religionsfriheden.

Jeg synes, det er bedre, at vi får en sådan lov i stedet for, at der slet ikke skal være lovgivning på området. Danmark er nok et sekulært samfund med en dominerende trosretning og en række mindre trossamfund, men ikke et sekularistisk samfund.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at loven havde åbnet for muligheden for en religionskat opkrævet til trossamfundene via skattevæsenet, men en sådan mulighed var på forhånd udelukket fra udvalgets kommissorium.

Bliver loven en ’vinder’ i den forstand, at trossamfundene søger om ’anerkendelse’ med rettigheder og pligter?

Lisbeth Christoffersen:

Jeg tror, trossamfund kommer til at benytte denne vej til at få adgang – via yderligere krav – ikke alene til vielsesbemyndigelse, som jo er en tabersag af helt andre årsager, men især til økonomiske og organisatoriske rettigheder.

Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi, Københavns Universitet, dr. theol. h.c.

Hans Raun Iversen:

De dominerende politiske kommentarer til lovforslaget går på, om der nu er kontrol nok. Problemet er øjensynligt alene, om loven er restriktiv nok. Derfor tror jeg ikke, at loven bliver en succes. Det er jeg meget ked af.
Min drøm har i mange år været, at de små trossamfund kunne få en position og et samvirke med staten, så folkekirken efterhånden kunne gå i deres spor og få en lignende placering. Det håb er det svært at holde fast ved, som situationen er nu.

Peter Lodberg:

Det håber jeg, men det er ikke sikkert. Loven gælder kun for de trossamfund, der søger om anerkendelse, og staten kan ikke tvinge trossamfund, der ikke ønsker det, til at søge om anerkendelse. Det er vigtigt at betone, at det ikke er kontrol, der er i centrum, men hensynet til at opfatte trossamfund som en naturlig del af det danske samfund.
Jeg håber, at elementet af ’officialisering’ af trossamfundene vil virke så inspirerende, at det vil få trossamfund til at søge om anerkendelse.

Læs mere

Lisbet Christoffersen uddyber i sit svar til redaktionen, hvorfor hun ikke tidligere har deltaget i debatten om trossamfundsloven. Se hele hendes svar i artiklen Trossamfundsloven og religionsfrihed.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> For første gang siden 1849 er der i Folketinget fremsat en Trossamfundslov for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Den skal omhandle trossamfund, der ønsker at være anerkendte med tilhørende rettigheder og pligter.


Vi har gennem hele året skrevet om lovarbejdet. Denne gang har vi bedt tre eksperter om at kommentere loven. De har svaret på de samme to spørgsmål.

Hvordan vurderer du den nye Trossamfundslov? Havde du ventet andet – og i så fald: Hvad kunne du ønske?  

Lisbeth Christoffersen:

Lisbet Christoffersen, professor i religionsret, Roskilde og Københavns Universiteter

Det er et fagligt særdeles velunderbygget og godt gennemarbejdet forslag. Jeg er lidt usikker på den aktuelle tolkning af grundloven. Men alle andre ser ud til at være enige, så derfor har jeg ikke tidligere udtalt mig om lovforslaget.

Lovforslaget rammer ganske fint, rent politisk, ved at fastholde en skelnen mellem anerkendelse af trossamfund og så forholdet til øvrig lovgivning (om fx skat).

Den store fordel er, at der lovfæstes krav om gennemsigtighed, klarhed og organisatorisk ansvarlighed som forudsætning for at modtage samfundets anerkendelse og få adgang til vielsesbemyndigelse og – efter yderligere krav – til (indirekte) finansiel støtte. Det har jeg længe syntes var en nødvendighed.

Afvejningen af kollektiv religionsfrihed overfor krav om ligebehandling af kvinder og mænd i trossamfundene – udenfor det direkte gejstlige embede – er en næsten uløselig konflikt. Jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den sag.

Hans Raun Iversen:

Loven bliver til på det hidtil værst tænkelige tidspunkt. Den nationalistiske flertalspolitik har ingen sans for vigtigheden af at behandle mindretallene godt.

Folkekirkekristne og ærlige ateister må græmmes over, at de ikke tog kampen for en religionssamfundslov op i tide. I dag handler det i bedste fald om at regulere, men i det politiske flertals verden om at kontrollere de religiøse mindretal.

Ofte går er uskøn blanding af islamismefrygt sammen med en bedrevidende sekularisme, så man helt negligerer, hvad de små trossamfund står for og bidrager med i Danmark.

Peter Lodberg:

Peter Lodberg, professor i teologi, Aarhus Universitet. Medlem af Trossamfundsudvalget.

Jeg betragter loven som et positivt skridt i retning af, at Folketinget og dermed den danske befolkning bekræfter og fornyer sit tilsagn om, at trossamfund spiller en vigtig rolle i det danske samfund, og at der skal være vide rammer for religionsfriheden.

Jeg synes, det er bedre, at vi får en sådan lov i stedet for, at der slet ikke skal være lovgivning på området. Danmark er nok et sekulært samfund med en dominerende trosretning og en række mindre trossamfund, men ikke et sekularistisk samfund.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at loven havde åbnet for muligheden for en religionskat opkrævet til trossamfundene via skattevæsenet, men en sådan mulighed var på forhånd udelukket fra udvalgets kommissorium.

Bliver loven en ’vinder’ i den forstand, at trossamfundene søger om ’anerkendelse’ med rettigheder og pligter?

Lisbeth Christoffersen:

Jeg tror, trossamfund kommer til at benytte denne vej til at få adgang – via yderligere krav – ikke alene til vielsesbemyndigelse, som jo er en tabersag af helt andre årsager, men især til økonomiske og organisatoriske rettigheder.

Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi, Københavns Universitet, dr. theol. h.c.

Hans Raun Iversen:

De dominerende politiske kommentarer til lovforslaget går på, om der nu er kontrol nok. Problemet er øjensynligt alene, om loven er restriktiv nok. Derfor tror jeg ikke, at loven bliver en succes. Det er jeg meget ked af.
Min drøm har i mange år været, at de små trossamfund kunne få en position og et samvirke med staten, så folkekirken efterhånden kunne gå i deres spor og få en lignende placering. Det håb er det svært at holde fast ved, som situationen er nu.

Peter Lodberg:

Det håber jeg, men det er ikke sikkert. Loven gælder kun for de trossamfund, der søger om anerkendelse, og staten kan ikke tvinge trossamfund, der ikke ønsker det, til at søge om anerkendelse. Det er vigtigt at betone, at det ikke er kontrol, der er i centrum, men hensynet til at opfatte trossamfund som en naturlig del af det danske samfund.
Jeg håber, at elementet af ’officialisering’ af trossamfundene vil virke så inspirerende, at det vil få trossamfund til at søge om anerkendelse.

Læs mere

Lisbet Christoffersen uddyber i sit svar til redaktionen, hvorfor hun ikke tidligere har deltaget i debatten om trossamfundsloven. Se hele hendes svar i artiklen Trossamfundsloven og religionsfrihed.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvad-kommer-den-nye-trossamfundslov-til-at-betyde/feed/ Mission som Kristusvidnesbyrd https://baptist.dk/mission-som-kristusvidnesbyrd/ Wed, 06 Jul 2016 09:59:21 +0000 https://baptist.dk/?p=1631 Paulus, der kæmper med sit og dermed kristendommens forhold til det jødefolk, som han selv kommer fra, siger det mest centrale, der er at sige om kristen mission: Mennesker kan ikke tro på noget, de ikke har hørt om![1]


Hans Raun Iversen

Lektor ved Københavns Universitet, Teologi

Aktuel forskning:

  • grundforskning som baggrund for ny lærebog i Praktisk teologi
  • det folkekirkelige i folkekirken – dansk kirkesyns-historie
  • afrikansk kristendom – folkelighed, menighedsliv og mission i Tanzania

Paulus siger ikke, at troen springer automatisk ud af prædikenen. Det modsiges af såvel Paulus’ som enhver senere kirkes erfaring. Han siger heller ikke, at det alene er prædikenen, der kan åbne vejen til tro, som det ofte er hævdet i luthersk teologi. Paulus ved udmærket, at den kristne tros mulighed kan fremmes såvel ved handling og holdning som ved forkyndelse[2]. Kristne er enten med- eller modarbejdere på troens mulighed – de udsender enten en god eller en dårlig ‘duft’ af budskabet om Kristus[3]. Budskabet forkynder ikke sig selv, det kræver både en afsender og en tolkningshorisont.

Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde.

Troværdig præsentation

Paulus siger[4], at troen forudsætter, at Kristusvidnesbyrdet er blevet præsenteret for mennesker – og det på en troværdig måde. Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde. Den kristne tro kan ikke leve, hvis den ikke gøres troværdigt gældende. Den kan ikke gøres troværdigt gældende, hvis der ikke er mennesker, for hvem troen er gældende på en måde, så det er umagen værd for dem – og måske endda en glædelig nødvendighed – at præsentere Kristustroen for andre mennesker. Og det forudsætter igen, at den kristne, der skal præsentere kristendommen, synes, at andre mennesker er gode nok til at få fortalt det gode budskab.

Vidner til livet

Alle gode ord kan misbruges, fx kan ‘vidnesbyrd’ bruges i et rigidt skudsmålssystem eller om en ubærlig selvudkrængning. Men grundlæggende betyder det blot at bevidne noget vigtigt om en anden. Da Plinius den Yngre[5] mistede en god ven, skrev han: ’Jeg har mistet vidnet til mit liv … jeg er bange for, at jeg fra nu af vil komme til at leve mere skødesløst’. Det er elementært, at vi har brug for vidner til vore liv – et eller flere mennesker, som også når vi ikke selv er til stede kan bevidne, hvem vi er. Det er det – hverken mere eller mindre – Kristusvidnesbyrdet handler om: At bevidne, hvem Jesus Kristus er. Det er et udtryk for Jesus Kristus’ dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner om sit liv.

Det er et udtryk for Jesus Kristus’ dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner om sit liv.

At gøre kristendommen gældende

Det centrale spørgsmål for kristen mission er, om kristendommen gøres gældende. Hvad det vil sige at gøre kristendommen gældende, kan udtrykkes på mange måde: At præsentere og repræsentere kristendommen blandt mennesker. Således Viggo Mortensen. Eller mere fokuseret: At gøre Jesus Kristus kendt, troet [og efterlevet], så vidt det nu står til mennesker at gøre det. Således Danmission 2003. At skabe mulighed for, at Jesus Kristus kan bo ved troen i menneskers hjerter. Således Efeserbrevet[6]. Eller sagt mere pompøst og samtidig mere uforpligtende: At forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser. Således i flere nyere folkekirkelige betænkninger.

At ’gå imellem’

I dansk sammenhæng er der vanskeligheder ved den internationale brug af ordet mission, som ofte knyttes sammen med bedreviden, imperialisme eller anmassende adfærd, når det anvendes om kirkens arbejde i Danmark. Det er ekstra ærgerligt, da ordet mission ikke har nogen direkte brug i Det Nye Testamente (NT), selv om sagen selvfølgelig i høj grad er til stede.

Det samlende græske ord i NT for det, vi i kirken i dag kalder mission, er diakonia. Det forekommer 100 gange i forskellige sammenhænge. Diakonia betyder at gå-imellem og således at være sendt af én, nemlig af Gud, for at gøre Guds gerning over for en anden, nemlig medmennesket. Derfor bruges diakonia i NT om enhver form for kristen tjeneste, altså nogenlunde på samme måde som mission bruges i kirken i dag.

Paulus skriver:
Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for ’enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses’. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: ’Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!’ Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: ’Herre, hvem troede på det, de hørte af os?’. Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.
Romerbrevet kap. 10, vers 12-17

Den afgørende sendelse eller mission er altid Guds.

Da diakoni i daglig kirkelig tale i dag bruges om ‘kirkeligt socialt arbejde’, kan diakonia dog vanskeligt samtidig bruges om hele bredden i kristne menneskers tjeneste. Derimod kan man tale om ‘den kristne mission’ eller ‘kirkens mission’ som et inklusivt og omfattende begreb i dag. Den afgørende sendelse eller mission er altid Guds, men kristne og kirker kan slutte sig til og søge at arbejde med på Guds mission.

At være i mission er at være døbt og sendt som en ‘go-between’[7], der skal gøre Guds gerning blandt mennesker. Diakonia er NT’s samlende ord om enhver tjeneste i Guds navn. Kristus er én, men diakonia’erne er mange.

[1] Se Romerbrevet kap. 9-11; især kap. 10, vers 12-17 i tekstboksen
[2] Se fx Romerbrevet kap. 15, vers 18-19
[3] 2. Korintherbrev kap. 2, vers 14-16
[4] Romerbrevet kap. 10, vers 17
[5] Romersk politiker og forfatter, født år 61
[6] Efeserbrevet kap. 3, vers 17
[7] Oversat: En, der går imellem

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Paulus, der kæmper med sit og dermed kristendommens forhold til det jødefolk, som han selv kommer fra, siger det mest centrale, der er at sige om kristen mission: Mennesker kan ikke tro på noget, de ikke har hørt om![1]


Hans Raun Iversen

Lektor ved Københavns Universitet, Teologi

Aktuel forskning:

  • grundforskning som baggrund for ny lærebog i Praktisk teologi
  • det folkekirkelige i folkekirken – dansk kirkesyns-historie
  • afrikansk kristendom – folkelighed, menighedsliv og mission i Tanzania

Paulus siger ikke, at troen springer automatisk ud af prædikenen. Det modsiges af såvel Paulus’ som enhver senere kirkes erfaring. Han siger heller ikke, at det alene er prædikenen, der kan åbne vejen til tro, som det ofte er hævdet i luthersk teologi. Paulus ved udmærket, at den kristne tros mulighed kan fremmes såvel ved handling og holdning som ved forkyndelse[2]. Kristne er enten med- eller modarbejdere på troens mulighed – de udsender enten en god eller en dårlig ‘duft’ af budskabet om Kristus[3]. Budskabet forkynder ikke sig selv, det kræver både en afsender og en tolkningshorisont.

Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde.

Troværdig præsentation

Paulus siger[4], at troen forudsætter, at Kristusvidnesbyrdet er blevet præsenteret for mennesker – og det på en troværdig måde. Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde. Den kristne tro kan ikke leve, hvis den ikke gøres troværdigt gældende. Den kan ikke gøres troværdigt gældende, hvis der ikke er mennesker, for hvem troen er gældende på en måde, så det er umagen værd for dem – og måske endda en glædelig nødvendighed – at præsentere Kristustroen for andre mennesker. Og det forudsætter igen, at den kristne, der skal præsentere kristendommen, synes, at andre mennesker er gode nok til at få fortalt det gode budskab.

Vidner til livet

Alle gode ord kan misbruges, fx kan ‘vidnesbyrd’ bruges i et rigidt skudsmålssystem eller om en ubærlig selvudkrængning. Men grundlæggende betyder det blot at bevidne noget vigtigt om en anden. Da Plinius den Yngre[5] mistede en god ven, skrev han: ’Jeg har mistet vidnet til mit liv … jeg er bange for, at jeg fra nu af vil komme til at leve mere skødesløst’. Det er elementært, at vi har brug for vidner til vore liv – et eller flere mennesker, som også når vi ikke selv er til stede kan bevidne, hvem vi er. Det er det – hverken mere eller mindre – Kristusvidnesbyrdet handler om: At bevidne, hvem Jesus Kristus er. Det er et udtryk for Jesus Kristus’ dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner om sit liv.

Det er et udtryk for Jesus Kristus’ dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner om sit liv.

At gøre kristendommen gældende

Det centrale spørgsmål for kristen mission er, om kristendommen gøres gældende. Hvad det vil sige at gøre kristendommen gældende, kan udtrykkes på mange måde: At præsentere og repræsentere kristendommen blandt mennesker. Således Viggo Mortensen. Eller mere fokuseret: At gøre Jesus Kristus kendt, troet [og efterlevet], så vidt det nu står til mennesker at gøre det. Således Danmission 2003. At skabe mulighed for, at Jesus Kristus kan bo ved troen i menneskers hjerter. Således Efeserbrevet[6]. Eller sagt mere pompøst og samtidig mere uforpligtende: At forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser. Således i flere nyere folkekirkelige betænkninger.

At ’gå imellem’

I dansk sammenhæng er der vanskeligheder ved den internationale brug af ordet mission, som ofte knyttes sammen med bedreviden, imperialisme eller anmassende adfærd, når det anvendes om kirkens arbejde i Danmark. Det er ekstra ærgerligt, da ordet mission ikke har nogen direkte brug i Det Nye Testamente (NT), selv om sagen selvfølgelig i høj grad er til stede.

Det samlende græske ord i NT for det, vi i kirken i dag kalder mission, er diakonia. Det forekommer 100 gange i forskellige sammenhænge. Diakonia betyder at gå-imellem og således at være sendt af én, nemlig af Gud, for at gøre Guds gerning over for en anden, nemlig medmennesket. Derfor bruges diakonia i NT om enhver form for kristen tjeneste, altså nogenlunde på samme måde som mission bruges i kirken i dag.

Paulus skriver:
Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for ’enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses’. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: ’Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!’ Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: ’Herre, hvem troede på det, de hørte af os?’. Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.
Romerbrevet kap. 10, vers 12-17

Den afgørende sendelse eller mission er altid Guds.

Da diakoni i daglig kirkelig tale i dag bruges om ‘kirkeligt socialt arbejde’, kan diakonia dog vanskeligt samtidig bruges om hele bredden i kristne menneskers tjeneste. Derimod kan man tale om ‘den kristne mission’ eller ‘kirkens mission’ som et inklusivt og omfattende begreb i dag. Den afgørende sendelse eller mission er altid Guds, men kristne og kirker kan slutte sig til og søge at arbejde med på Guds mission.

At være i mission er at være døbt og sendt som en ‘go-between’[7], der skal gøre Guds gerning blandt mennesker. Diakonia er NT’s samlende ord om enhver tjeneste i Guds navn. Kristus er én, men diakonia’erne er mange.

[1] Se Romerbrevet kap. 9-11; især kap. 10, vers 12-17 i tekstboksen
[2] Se fx Romerbrevet kap. 15, vers 18-19
[3] 2. Korintherbrev kap. 2, vers 14-16
[4] Romerbrevet kap. 10, vers 17
[5] Romersk politiker og forfatter, født år 61
[6] Efeserbrevet kap. 3, vers 17
[7] Oversat: En, der går imellem

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/mission-som-kristusvidnesbyrd/feed/