Lyt til artiklen:

Anne-Mette Bredahl var ikke glad for fysisk aktivitet som barn. Med hendes egne ord var hun ”klassens klodsmajor”.

Derfor havde hun glædet sig længe til sin tiårs fødselsdag. Når hun blev ti, måtte hun cykle de fem kilometer til spejdermøde i Korskirken i Herlev. Spejder var drømmen. Her vidste Anne-Mette, at der var plads til hende.

Men det første spejdermøde gik slet ikke, som hun havde håbet.

Anne-Mette Bredahl (Foto: Thale Hartmann)

”Da vi næsten var færdige, sagde de, at her til sidst skal vi spille rundbold. Jeg blev så skuffet. Jeg troede, jeg havde fundet en aktivitet, hvor jeg kunne være med, uden at nogen opdagede, hvor dårlig jeg var til fysisk aktivitet. Vi kom ud, og førerne skulle vælge hold. Der var nogle store drenge på 15 år og mange, der var meget bedre end mig. Men den spejderfører, der skulle vælge, valgte mig. Hun valgte mig allerførst. Je g fik et  chok. Det gjorde simpelthen sådan et indtryk: Tænk engang, at hun vælger mig først i stedet for alle de andre. Her vil jeg gerne være!”

”Det er nogle gange de små ting, der gør den store forskel for børn, der er usikre eller ikke trives,” siger Anne-Mette og fortsætter:
”… som at blive valgt først til en rundboldkamp, alle andre har glemt.”

Senere i livet blev Anne-Mette Bredahl kendt som guldvinder ved de paralympiske lege, Danmarks første blinde psykolog og hædret for sin forskning. Men til det første spejdermøde var hun et barn, der havde brug for at blive set. Ikke for det, hun præsterede, men for den, hun var.

”Det gjorde, at jeg blev i spejde rne i mange år. Min spejderfører kommer jo også i Korskirken. Og vi er stadigvæk gode venner.”

Korskirken blev Anne-Mettes sted: Her som Luciabrud med koret fra Korskirken (Foto: Preben Scott)

Korskirken blev Anne-Mettes sted

Her kom hun sammen med sin familie. Hun gik til spejder, spillede musik og sang i kor, og kirken blev et sted, hvor hun oplevede fællesskab.

”Selv om jeg følte mig lidt anderledes, var det et fint sted at være,” siger hun.

Barnet, der følte sig forkert

Som barn følte Anne-Mette tit, at hun var anderledes. Fysisk aktivitet mistede hun hurtigt lysten til, og som teenager blev livet kun mere kompliceret:
”Jeg var jo sådan en, der ikke kunne gribe bolden, før den ramte mig på næsen. Jeg faldt over alting. Hvad ingen vidste dengang var, at mit syn allerede var dårligt. Jeg havde dårlig selvtillid, når det handlede om min krop. Som ung turde jeg ikke danse til festerne: Når det er lidt mørkt for andre, gør min sygdom, at det er helt sort for mig.”

Anne-Mette følte sig anderledes, og hun tænkte tit over, hvorfor hun ikke var som de andre unge.

Da forklaringen kom

Først som 18-årig fik Anne-Mette Bredahl forklaringen: Hendes syn var dårligt og det ville kun blive værre. Diagnosen lød på Retinitis Pigmentosa, en genetisk betinget sygdom, der gradvist ødelægger nethinden. Senere mistede Anne-Mette synet fuldstændigt.

”Det var vældig hårdt, men det var på en måde også lidt godt at få diagnosen. Jeg fik en forklaring. De mange mærkelige situationer, jeg havde været i, gav mening. Det var derfor, at jeg var dårlig til at være med på natløb med spejderne. Pludselig stod det klart, hvorfor bolden var så svær at gribe. Hvorfor orienteringen svigtede.”

Diagnosen gav ny forståelse af det liv, hun allerede havde levet. For mange ville diagnosen betyde tab af fremtid. For Anne-Mette blev den et incitament til at finde ny retning i livet.

Anne-Mette finder retning i livet

”Jeg brugte de næste år på at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, så jeg rejste rundt i verden, indtil jeg mistede synet, da jeg var 22. Min tanke var, at jeg skulle skynde mig at opleve så meget som muligt, inden jeg mistede synet,” fortæller Anne-Mette.

Hjemme igen gik hun på kursus på Blindeinstituttet og tog senere på højskole. Et valg, der kom til at betyde alt, fortæller hun:

”Jeg havde mange lange tandemcykelture med forstanderen, som flere gange spurgte: Anne-Mette, hvad vil du med dit liv? Det ved jeg ikke rigtigt… Ja, men hvad ville du være, hvis du kunne se?… Så vil jeg være læge! Men det dur jo ikke, når man ikke kan se…. Nej, det var rigtigt… H vad kan du så være i stedet for?”

Samtalerne med højskoleforstanderen arbejdede videre i Anne-Mette. Langsomt tog en ny retning form. Måske kunne hun blive en slags læge, der ikke behøvede at  kunne se patienterne, men kun lytte til dem. Refleksionerne blev konkrete og senere blev hun optaget på psykologistudiet som den første blinde dansker.

Studiet var hårdt: Underviserne havde aldrig haft en blind studerende, der var ingen hjælpemidler til blinde studerende og Anne-Mette måtte selv finde sin egen vej gennem studiet. Alligevel elskede hun studiet og fik hurtig mange gode studiekammerater.

Hun understreger familiens betydning:
”Den støtte, jeg har fået af mine forældre og søster, har betydet utrolig meget. Jeg skulle gøre det, som gjorde mig glad. Uanset om det handlede om skiløb eller uddannelse. Alt det har de støttet mig i. De har hjulpet med at renskrive opgaver og alle de praktiske ting. Penge havde vi ikke så mange af, men der var meget kærlighed og støtte. Uanset om det gik godt eller skidt: Så længe jeg gjorde mit bedste, så var det fint.”

Anne-Mette fremhæver, at selvom det kræver meget mod og styrke at kaste sig noget nyt, så har det  været afgørende at have gode støtter:
”Jeg var heldig at have en god familie, gode venner, møde en forstående forstander og en fantastisk socialrådgiver – uden dem var det ikke gået”

Anne-Mette op ad bratte bakker med guiden Monica (Foto: Privat)

Da skiene ændrede fortællingen

Det mærkelige er, at den pige, der frygtede rundbold til spejdermødet, senere blev Danmarks største vintersportsparaatlet.

Vejen ind i skisporten begyndte ved et tilfælde. Som fattig studerende fik hun mulighed for en gratis ferie:
”Jeg så en annonce for en gratis rejse for to unge blinde danskere. Jeg elsker gratis rejser! Jeg læste den på punktskrift, og det gik nok lidt hurtigt, for jeg havde ikke lige fået med, hvad det var for en type rejse.”

Det var først senere, Anne-Mette opdagede, at det var en skirejse!

”Jeg havde hørt, at alle danskere, som tog på skiferie, brækkede et ben. Hvis man putter den største danske klodsmajor, som ovenikøbet er blind, på ski, så må hun mindst brække halsen. Jeg skulle ikke på nogen ski!”

Den korte version er, at Anne-Mette tog med til Norge. Hun kom også ud på ski. Og det viste sig, at noget helt nyt ventede hende dér.

På ski oplevede hun for første gang tryghed ved fysisk aktivitet. Kroppen svigtede hende ikke længere. Den kunne bære hende til nye oplevelser.

”Jeg havde fundet mig til rette med, at jeg var dårlig til idræt. Og så oplevelsen af, jamen, måske er jeg ikke så dårlig til i dræt alligevel. Måske er det fordi, at jeg har prøvet at gøre ting på en måde, som jeg ikke havde forudsætninger for at klare.  Der er mange måder at håndtere kriser på. For nogen er det godt at finde en ny måde at gøre noget på. For mig blev idrætten en helt ny arena. Det havde jeg altid været dårlig til, og nu var jeg faktisk bedre til det, end jeg nogensinde havde været.”

Anne-Mette blev grebet af skiløb. Biathlon (langrend og skydning) blev hendes idræt, og her viste det sig at hendes mangeårige interesse for musik og korsang var vældig nyttig. Når Anne-Mette skyder, lytter hun sig nemlig frem til centrum af målskiven. Hendes skitalent blev bemærket og hun kom på landsholdet. Hun blev støttet af Team Danmark og som forberedelse til sit tredje PL i Nagano i 1998, rejste hun til Norge for at få optimale betingelser til sin forberedelse.

Anne-Mette Bredahls PL og VM-medaljer

År	Turnering	Disciplin
1992	PL i Barcelona, Spanien	Sølv i goalball
1994	PL i Lillehammer, Norge	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 5 km klassisk teknik Bronze i 15 km klassisk teknik.
1998	PL i Nagano, Japan	Bronze i 7,5 km biathlon Guld i 5 km fri teknik.
1996	VM i Sverige	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 15 km langrend
2000	VM i Schweiz	Guld i 7,5 km skiskydning Guld i 15 km langrend

Guld, VM-titler og World Cup-sejre

Det, der begyndte som et frirum, udviklede sig til en usædvanlig karriere.

Anne-Mette Bredahl vandt sølv i goalball ved de paralympiske lege i Barcelona i 1992. Ved vinterlegene i Lillehammer i 1994 vandt hun guld i skiskydning og to bronzemedaljer i langrend. I Nagano i 1998 fulgte endnu et guld og endnu en bronze. Dertil kom fire VM-guld og tre samlede World Cup-sejre i biathlon.

Det er resultater, som i sig selv er bemærkelsesværdige. Men for Anne-Mette Bredahl blev medaljerne symbol på meget mere end sportslig triumf. Medaljerne blev det ydre tegn på en omvæltning i hendes liv:
”Det, at lykkes på et felt, hvor jeg troede, jeg var verdens dårligste, det gjorde noget ved min selvtillid. Jeg begyndte at vokse som person. Min familie sagde også, at jeg fik et helt andet kropssprog. I stedet for at være sådan en, der gik i ét med tapetet, så blev jeg en, der viftede med arme og hænder, når jeg snakkede. Jeg fik endda selvtillid nok til at danse. Jeg er ikke god til at danse, men nu er jeg jo lidt ligeglad. Jeg synes bare, det er dejligt. Jeg fik sådan en kropslig robusthed, der hjælper til at tackle livet.”

Bryllup i klitterne i Sæby (Foto: Privat)

Erfaringerne blev til et kald

For Anne-Mette Bredahl blev sporten ikke en afsluttet karrierehistorie. Den blev en del af hendes faglige kald.

Som psykolog arbejdede hun først med kræftramte mennesker og deres familier. Efter flytningen til Norge arbejdede hun som psykolog på Beitostølen Helsesportsenter. Siden kom forskning og et langt fagligt virke med fokus på psykologi, handicap, fysisk aktivitet, rehabilitering og sjældne diagnoser.

Anne-Mette har forsket i, hvad fysisk træning kan betyde for livskvaliteten for mennesker med handicap:
”Nogle gange tager vi kun udgangspunkt i diagnosen. Og tænker, at har personen den diagnose, så er det nok den her aktivitet, som er rigtig for vedkommende. Men det er vigtigt at undersøge hvad er det for mennesker? Hvor er de på vej hen i deres liv? Hvis den ene vil på landsholdet i kørestolsrace og den anden vil have gangtræning, og man kun har en løsningsmodel? Så kommer man i hvert fald til at fejle i mindst det ene tilfælde.”

Anne-Mette er også optaget af, at fysisk træning gør os mere robuste – uanset om vi er handicappede eller ej. ”Jeg har mødt mennesker, der siger: ’Det er nemt for dig, du har vundet så meget.’ Det er rigtigt, siger jeg så. Men ved du hvad? Jeg har tabt mindst ti gange så meget. Man taber en masse. Der er ingen, der altid vinder. Det kan lige så godt handle om at få gode karakterer i matematik eller i engelsk eller blive god til at spille på trommer. Det giver en robusthed at arbejde fokuseret med noget, man vil være bedre til.”

Anne-Mette med sønnen Marcus på et år på deres første skitur ( Foto: Paul Bowen)

Psykisk og fysisk robusthed er et emne, der optager Anne-Mette. Interviewet er næsten slut – men der er lige en ting mere:
”For fem år siden var jeg meget alvorligt syg af kræft. Jeg gik med rollator. Jeg plejer jo at løbe og træne hver dag, så jeg tænkte: ’Jeg kan ikke lade folk se mig med rollator!’. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen – ligesom efter en idrætsskade. Man kan ikke hvile sig i form! Så det blev intervaltræning: 100 meter hen til en bom på vejen, hvile på rollatoren og tilbage igen. Tre runder! Det var ikke på medaljeniveau! Men jeg ville have parkeret rollatoren hurtigst muligt!” Heldigvis er hun tilbage i skisporet igen.

Korskirken er stadig Anne-Mettes sted

I dag bor Anne-Mette med sin mand Paul i Oslo. Sammen har de sønnen Marcus, der er flyttet til Danmark, hvor han går på internationalt gymnasium på Viborg Katedralskole.

Gennem egen erfaring og sin forskning har Anne-Mette lært, at det ikke kun er behandling, diagnoser og viljestyrke, der former menneskers liv. Det er også familie, venner, kolleger – mennesker omkring dig, der giver livet glæde, mening og fællesskab. Det handler ikke om at overvinde alle odds og stå alene på toppen. Det handler om at lade sig bære af familie, fællesskab og tro – og finde en vej, hvor både sårbarhed og styrke kan få plads:
”At arbejde som psykolog er utrolig givende og jeg oplever, at folk som står i vanskelige situationer lettere får tillid til mig. Måske fordi de tænker, at jeg, med mit handicap, også selv har erfaring med at have det vanskeligt i perioder. Måske er det også med til at give lidt håb”.

Selv om Anne-Mettes liv i mange år har været forankret i Norge, er Danmark, og alle de mennesker hun holder af her, stadig vigtige i hendes liv.

Korskirken.

Og de mennesker, hun mødte i sin barndom og ungdom. Mennesker, der så mere på, hvem hun var, end hvad hun kunne. Anne-Mette er fortsat en del af menigheden. Når hun er i Danmark hos sine forældre, kommer hun stadig i Korskirken.

”Det er mit sted. Det er der, jeg har rod, og det er der, jeg føler mig hjemme,” siger hun.

Familien samlet til jul – Anne-Mette, hendes forældre, Paul og Marcus (Foto: Privat)

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

”Der er vigtigere ting her i verden, end at du kan gå på dine ben!” udbrød en frustreret mand til kvinden, som sad i kørestol med spastiske træk – efter en mislykket helbredelsesforbøn. Tænker vi over, hvad kun delvis helbredelse betyder, når vi beder for helbredelse? Anerkender vi det, vi opnår?

Et barn er født

Lægen vidste ikke, at der var to, da mine enæggede tvillingebrødre, Curtis og Douglas, blev født flere måneder for tidligt. De klippede Curtis’ navlestreng, og tre minutter senere stak Douglas sit hoved frem, helt blå. Lægerne mente, at han kun ville leve et par dage eller uger, og formentlig som blind, døv og stum. Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

”Dougie” overlevede og var hverken blind, døv eller stum, men fejlede til gengæld alt muligt andet, herunder spasticitet, og han var voldsomt udviklingshæmmet. Megen tid blev tilbragt på hospitaler og hos forskellige læger. Mine forældre blev skilt halvandet år senere.

Tro flytter bjerge

Teenageren Dougie elskede at køre bil – jo flere bump og huller jo bedre.

Kort efter skilsmissen deltog vi i adskillige kristne helbredelsesmøder for min bror. Min mor tog ham endda til dæmonuddrivelse hos en katolsk præst. Jeg fik påpeget, at min tro var afgørende for, at Dougie ville kunne lære at tale og gå, fordi tro kunne flytte bjerge!

Som barn hørte jeg ofte i de kredse, at helbredelsen nok udeblev, fordi vi ikke bad ofte nok eller ikke troede nok på det. Jeg levede med den skam i mange år – men ikke længere. Jesus gjorde også op med den overtro og indoktrinering, som de ”urene” blev behandlet med på hans tid. For ægte helbredelse sætter fri.

Hvorfor udebliver helbredelsen?

Hvorfor oplever nogle overnaturlige helbredelser, mens andre må lide? Det har jeg søgt svar på i mange år. Jeg lever nemlig med en livsvarig rygmarvsskade, konstante smerter og kronisk træthed, som har efterladt mig med en stor, usynlig funktionsnedsættelse. Jeg følte, at den livsbevarende operation, jeg var igennem, efterlod mig ude af stand til at leve det liv, jeg ønskede at leve, som gymnasielærer og fysisk aktiv kvinde sammen med min datter.

Desuden gør usynligheden af mine skånehensyn mig til et ufrivilligt offer for diskrimination og fordømmelser fra både ”systemet” og omverdenen. Jeg følte, at jeg var tilbage dér, hvor jeg startede og havde kæmpet for at komme væk fra – sygdom og handicap!

Jeg har mange gange ønsket, at Gud havde taget mig hjem til sig i stedet. Accept af mit vedvarende behov for vedligeholdende træning, smertestillende medicin og førtidspension for at sikre, at min hjerne, krop og psyke ikke brænder fuldstændigt sammen, var ikke planen. Og det startede forfra: ”Du skal tro på, at du bliver rask, ellers bliver du ikke rask!”

Hvad er ”rask”?

Jeg lærte mig selv at gå igen uden hjælpemidler, men jeg har fået at vide, at jeg mindst burde være lammet fra livet og nedad. Mine hænder er værst ramt, og det er teknisk set mere invaliderende end uduelige ben, selvom de færreste er klar over det. På et tidspunkt gik det op for mig, hvad specialisterne mente med udtrykket ”en videnskabelig uforklarlig sag”.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter. Men mange kristne mener stadig, at jeg fortsat bør gå til forbøn for at blive helbredt fuldstændigt. Men – hallo?! Hørte du mig ikke? Jeg burde være lammet! Jeg kan gå! Uden hjælpemidler! Gud har vist gjort sit!

Ingen i lægeverdenen kunne forklare, hvorfor min bror levede så længe, som han gjorde. Og på trods af smerter, medicin, fysioterapeuter og talepædagoger igennem 37 år var Dougie som udgangspunkt glad. Han havde en helt særlig indvirkning på mange med sine vilde lyde, klaskende armbevægelser og kæmpe smil. Mit liv som storesøster til ham lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, og til at se, hvor samfundet udelukker folk.

Lidelsen er altid meningsløs og upersonlig, men det er Gud ikke

Det var ikke en dans på roser, især ikke for Dougie, og min familie har lidt meget. Efter Dougies død i oktober 2019 talte mange om, at nu var han hel i Himlen, hvor han kunne gå og tale. Det gjorde mig vred. For min lillebror var et helt menneske hele sit liv. Han var allerede et mirakel, den dag han kom levende hjem fra hospitalet. Hvorfor havde alle så travlt med at diskvalificere hans eksistens, endda efter hans død?

Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar.

Lidelse og død er garanteret i det øjeblik, et barn bliver født. Men Gud, Kærligheden, Livet er større end dem. Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar. Vi kan også stå frem med vores ar og fysiske og psykiske smerter og blot være i denne verden. For uanset hvilket funktionsniveau, andre har vurderet os til, er vores eksistens et mirakel.

Når vi indser, at vi allerede er et helt Guds barn, som er elsket og værdsat, som vi er, indser vi samtidig, at Guds nåde var begyndelsen på vores helbredelse og genoprettelse, inden vi bad om det. Bjerge kan flyttes igennem millioner af år, sten for sten, uden at vi iagttager processen. Vi må have håb og tillid til, at Skaberen kan tage de værste byrder og forvandle, helbrede og genoprette igennem flere generationer og folkeslag – både fysisk, psykisk og relationelt – for at opnå sit mål.

Relateret

• 15. sep. 2025 - At leve paradokset – en profetisk vej for kirken?
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 27. feb. 2025 - Hvem skal du kæmpe for?
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”

Find flere

Christopher Aagaard, cand. theol. og præst i Græsted Frikirke – Mosteriet

En samtale mellem to betydningsfulde teologer i det 20. århundrede belyser et meget centralt område af handicapteologien. Samtalen er mellem Karl Barth og Heinrich Vogel, hvor de taler om Heinrichs datter med et multihandicap. I samtalen udtrykker Vogel sin lykkelige forventning om at se sin multihandicappede datter uden handicap i evigheden. Hertil svarer Barth: ”Er det ikke et smukkere og mere kraftfuldt håb, at dér bliver det åbenbart, hvad vi nu slet ikke forstår – nemlig at dette liv ikke var forgæves, idet Gud ikke omsonst har talt til mennesket: Netop dig har jeg elsket!?” – Dét beskriver, hvor forskelligt vi kan tænke om mennesket, handicap og evigheden.

Vi kender nok alle til Vogels tilgang, at det, som falder uden for normalen, vil blive fixet i evigheden. Det er et håb, vi kan holde fast i på denne side af forhænget; at på den anden side skal alt blive godt igen. Men Barths refleksion åbner op for nye tanker om dette liv og livet efter døden: Hvad nu, hvis det er vores forestilling om, hvad der er normalt og unormalt, der er handicappet? 

Det vækker lysten til at dykke længere ned i, hvordan teologien, verden og vi selv ser på handicap. Om det er mennesket med handicap, der bliver helbredt på den anden side, eller det er dit og mit syn på mennesker med handicap, der bliver helbredt? Det er godt at tale om og reflektere over. Og det er dét, handicapteologien gør.

Hvem er de ”raske”?

Vores opfattelse af, hvem der er raske og hvem der er syge, er meget styret af, hvad denne verdens krav til mennesket beror på. Fordi vi lever i et individualistisk, effektiviseret og profitorienteret samfund, bliver mennesket også set på med det blik. De mennesker, som ikke kan klare sig på de parametre – oftest mennesker med særlige behov og handicap – bliver ikke regnet for bidragsydere, men samfundsbyrder. Det er et problem!

Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for.

Samfundet er bygget op omkring best case antropologi, hvor det perfekte menneske er i centrum, og alle andre ender i periferien eller uden for kategori. Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for: Vi har alle en iboende værdi, fordi vi er mennesker, og som sådan er vi elsket af Gud. Det skal vi slå på tromme for, for ellers værdsætter vi kun præstationer, effektivitet og fart. Og før eller senere falder alle mennesker igennem på de parametre.

Jean Vanier, som var handicapteolog, fik sat disse refleksioner på det teologiske landkort. Han sagde mange gange, at vi alle i bund og grund er ens. Vi er alle mennesker med sårbare hjerter og længes efter at blive elsket og værdsat. Mennesker med særlige behov har ikke særlige behov, de har de samme behov som alle andre mennesker. De har bare brug for hjælp til at nå dem.

Kristi legeme er handicappet

Kirkens fællesskab er kaldet til ikke at gøre forskel på jøder og grækere, mænd og kvinder, mennesker med handicap og uden. Alle er vi lige i kirken og ind for Gud. Derfor er der en sandhed i at sige, at en kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke. Mennesker med handicap tvinger kirken til at tænke over, hvilken syn vi har på mennesket og på kirken – ja, på Jesus Kristus, der sætter tonen i fællesskabet.

En kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke.

Hvordan ser vi generelt på menneskes kommen til kort, begrænsninger, skrøbeligheder og svagheder – og ikke kun på mennesker med handicap? Mennesker med handicap kan være en trædesten til at tænke over skabelse, helbredelse og Guds design, men det skulle gerne ende med at inkludere alle menneskers svagheder – altså vores menneskelighed.

Når vi tager Paulus’ ord alvorligt om, at ’Kristi legeme’ – kirken – består af mange lemmer, så er ’Kristi legeme’ ikke fuldt funktionsdygtigt, før mennesker med handicap får deres plads på legemet.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Dét, alle kristne har til fælles
• 03. maj. 2024 - Gudsbillede – og menneskesyn
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone

Find flere

Vi kan glemme, at mange af de centrale personer i de bibelske fortællinger har skavanker, som Gud ikke helbreder. Tænk fx på Moses, der stammede; Timotheus, der havde noget med maven; og Paulus, der havde sin ”torn i kødet” at kæmpe med. Det glemmer vi måske i vores perfekthedskultur, hvor vi efterstræber lykke og perfektion, og hvor sygdom og svaghed ofte er noget, der pakkes væk.

Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme.

Men kirken skal være et sted, hvor der er plads til mennesker i alle livsvilkår – også selvom de mirakuløse oplevelser med helbredelser udebliver. Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme. Kirken er ikke primært et fællesskab om succesoplevelser og positivt livsindhold, men et fællesskab, der har erfaringen af forgængelighed, død og lidelse som forudsætning. Gud møder os netop, hvor der kun er håb på trods.

Sandheden er jo, at Gud ofte ikke svarer på vores bønner, som vi kunne have tænkt os. Kirkehistorien er fuld af mennesker, der har bedt om helbredelse uden at blive hørt, som de kunne have ønsket sig. Tænk blot på Julian af Norwich, Simone Weil, William Stringfellow, der lærte Gud at kende i sygdom og lidelse. Og Jesus, der selv var Gud, måtte erfare, at Gud ikke altid skåner os for lidelse, selvom vi beder om det.

”Min nåde er dig nok”

Korset er ikke bare et bump på vejen, der skal overstås, så Jesus kan komme videre med sin succesfulde karriere som mirakelmager og helbreder. Korset er kulminationen på Guds åbenbaring af sig selv i Jesus. Det er i lidelsen, vi kender Gud, for Guds kærlighed virker paradoksalt nok i afmagt, ikke i magt.

Det var dét, Paulus måtte erfare, da han fik en ”torn i kødet”, for at han ikke skulle blive hovmodig. Hvad det betyder, fremgår ikke af teksten. Det væsentlige er Guds svar på Paulus’ bøn om at blive befriet fra sin plage: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”[1]

Guds magt virker i afmagt.

Vi skal ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser.

Guds svaghed er stærkere end mennesker, som Paulus også skriver, og netop derfor har Gud kaldet det, som er svagt i verden, det uperfekte, som verden ser ned på. Derfor skal vi ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser. I bibelen er mirakuløse helbredelser tegn på, at Guds rige er nær, men netop kun tegn. Jesus advarer derfor sine disciple mod at snakke for meget om hans mirakler. Det er ikke miraklerne, det handler om, men ham selv.

Det er afgudsdyrkelse at gøre nådegaverne, fx helbredelse, til troens genstand, snarere end Gud, der giver. Det er vantro at ville have tegn og beviser. Måske er Guds barmhjertighed, at vi nogle gange alligevel får de tegn, vi kræver, netop fordi vi har så svært ved at tro. Men målet må være, at vi skal tro og håbe på Gud selv.

Et nødråb

Ordet ”Gud” er i sidste ende et nødråb, som tidehvervsteologen K. Olesen Larsen i sin tid udtrykte det. Guds nåde er ikke et mirakelmiddel, der med et snuptag befrier os fra vores problemer, men Guds nåde findes der, hvor Gud virker allermest fraværende, der hvor alt håb slipper op. Guds nåde er, at vi overhovedet har lov at have en Gud. Gud giver os ikke nødvendigvis perfekt helbred og succes i livet, men i Jesus giver Gud sig selv – og dermed alt.

Vores håb skal rette sig mod Gud selv.

At følge Jesus ind i lidelse og død trods perfekthedskultur må betyde at tro og håbe på Gud, trods den lidelse vi erfarer. Vores håb skal ikke rette sig mod helbredelser, for de kan udeblive, men håbet skal rette sig mod Gud selv. Det håb kan vi samle os om i kirken trods alle bristede idealer om perfektion og succes.

[1] Paulus’ 2. brev til Korintherne kap. 12 vers 9.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Spejderhjælpen

• i uge 38 vil spejdere i hele landet samle penge ind til Spejderhjælpen
• pengene går direkte videre til projektet i Rwanda
• se mere på http://www.spejderhjaelpen.dk – her findes bl.a. aktivitetsmateriale, som kan bruges af spejdere eller andre
• Følg også Spejderhjælpen på Facebook. Der kommer nyt i løbet af efteråret som optakt til spejderhjælpsugen.

Spejderhjælpen har siden 2016 haft et projekt i Rwanda kaldet ‘Uddannelse for alle’. Projektets formål er at hjælpe børn med handicap til at gå i skole og få en uddannelse på lige fod med andre børn i Rwanda. Projektet er et samarbejde mellem Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer. Projektet arbejder med at udvikle såkaldte ‘modelskoler’, som kan vise – helt konkret – hvordan man kan integrere børn med handicap i undervisningen, og hvordan man kan gøre skolerne rummelige for alle børn. Projektet skal sikre læring og sociale fællesskaber, der også omfatter børn med handicap.

Projektet er et samarbejde mellem Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer.

Emmanuel fortæller, at efter han er begyndt i skole igen, er det hele blevet meget bedre. De andre børn driller ham ikke længere, og han har mange gode venner i skolen. Faktisk er han også en af de bedste i sin klasse.

Med Spejderhjælpen i Rwanda

Mit navn er Axel Duebjerg Andersen. Jeg er 16 år gammel, og jeg er baptistspejder i Aalborg 1. I maj rejste jeg og tre andre unge spejdere med Spejderhjælpen til Rwanda, netop for at besøge projektet ‘Uddannelse for alle’. Vi så nogle af projektets modelskoler, og det, der på de enkelte skoler er blevet gjort, for at alle børn kan få en chance for at gå i skole og uddanne sig.

På mange af skolerne er der blevet lavet ramper og stier, så børn med kørestole kan komme omkring på skolen.

Bedre fysiske rammer

På mange af skolerne er der blevet lavet ramper og stier, så børn med kørestole kan komme omkring på skolen. Flere steder endda med tag over, så de også kan komme tørre frem og tilbage. Derudover er der også på de fleste af skolerne blevet lavet handicaptoiletter, så alle har en chance for at komme på toilettet i løbet af dagen. Endelig er tavlerne i klasselokalerne kommet længere ned mod gulvet, så man kan nå dem fra en kørestol.

Videreuddannelse af lærere

Udover alle de fysiske forbedringer på skolerne er lærere blevet uddannet i, hvordan de bedre kan integrere børn med fysiske og psykiske handicap i undervisningen. Nogle er fx blevet uddannet i tegnsprog og kan dermed undervise døve børn. Andre er blevet uddannet i, hvordan børn med psykiske lidelser opfører sig i forskellige situationer, og de har derfor bedre mulighed for at tilpasse undervisningen efter børnenes forskellige behov.

Det fedeste på turen

For mig var det vildt fedt at se, hvad projektet har gjort for rigtig mange børn. Jeg fik lov til at snakke med flere af dem og deres familier.

Den oplevelse, der ramte mig mest, var en eftermiddag, hvor vi var så heldige at få lov at besøge nogle af børnene derhjemme. Vi gik op og ned, gennem bjerge og dale, for at komme hjem til Theofilus, som har et fysisk handicap, og derfor har svært ved at gå langt – skulle man tro. Vi gik i rigtig lang tid. Det var varmt, og det var hårdt. Den vej går Theofilus hver eneste dag for at komme frem og tilbage til skole – og han har endda et handicap. Det, synes jeg, er mega sejt, og det var vildt fedt at se og opleve! 

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere