Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!

Find flere

Lyt til artiklen med lydklip fra dagen i Nyrup:

En stille, kold men også meget smuk solskinsmorgen mødte kirkegængerne i Nyrup den 1. december 2024. Udenfor kirken spillede hornorkestret som så mange gange før. Indenfor var der genkendelse og stille hilsner på tværs af generationer. Det skarpe vintersolskin ramte bænkene, mens de langsomt blev fyldt. En stille forventning bredte sig. Da præludiet begyndte, var det som om, følelserne sad helt uden på vinterfrakkerne.

“Det lille lys jeg har…” – Lars Thorndal går forrest og instruerer i fagterne (Foto: Jørgen Skovgård)

”Du er først død, når du er glemt”

Der var engang, da en fyldt kirke hver søndag begyndte gudstjenesten med at synge ”Pris Gud fra hvem al nåde kom.” Det gjorde vi også – for sidste gang. Lars Thorndal, der har været fast tilknyttet prædikant i Nyrup de seneste 12 år, talte om lyset og kærligheden. Lars citerede skuespilleren Erik Clausens ord: ”Du er først død, når du er glemt” og opfordrede menigheden til ikke at søge glemslen, men derimod ”tage lyset med og dele ødselt ud af kærligheden.”

Det faldt helt naturligt at skrue tiden tilbage og synge ”Det lille lys jeg har…” med alle fagterne fra dengang, vi gik i søndagsskole.

Ikke amen – men tak

To tidligere præster, Ole Jørgensen og Knud Rønne Hansen, fortalte om menighedens betydning i deres liv. Begge kendte menigheden fra deres ungdom og de to vidnesbyrd gav indtryk af, at netop i Nyrup havde de to præster set lyset. Ole Jørgensen sluttede med ordene: ”Her skal man ikke sige amen – men tak!”

120 gæster var på plads til kirkefrokosten i Pyramidesalen (Foto: Henrik Andersen)

Plads til minderne

120 gæster havde meldt sig til kirkefrokost i Pyramidesalen. Lydniveauet fastholdt indtrykket af, at gamle venskaber og løfter om at ses igen blev fornyet. ”Kan du huske dengang…” blev dagens mest brugte sætning ved bordene, hvor erindringerne flød i en lind strøm.

”Vi har altid en opgave”

I løbet af eftermiddagen var der tid til at fortælle om dengang. Der var både stort vemod forbundet med at opgive at være menighed og taknemmelighed over at have været menighed i så mange år. Men det blev ikke ved fortiden. Der var også optimisme og lyst til at bringe lyset videre hos talerne.

Marianne Christophersen satte meget præcist ord på følelserne: ”Jeg er taknemmelig for alt det, jeg har fået i min rygsæk… Hold fast i troen! Guds løfter står ved magt. Vi har altid en opgave, der hvor vi bliver sat.”

BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, opfordrede menighedens medlemmer til at tage et fjumreår! (Foto: Jørgen Skovgård)

BaptistKirkens formand opfordrede til at tage et fjumreår!

BaptistKirkens formand Vibeke Dalsgaard var meget konkret i sin opfordring til menigheden: ”Jeg opfordrer jer til at slutte med glæde! For mange er kommet til tro her, og meget er gået ud herfra. I har rakt ud i verden! Gå nu forskellige veje i respekt for hinandens valg. Vær åbne og lad jer berige i de nye fællesskaber I finder. Tag et fjumreår – og tag så fat igen.”

Fortsat en stor familie

”Selv om det er lidt vemodigt, skal vi alligevel glæde os over, at vi fortsat er en stor familie,” sluttede Bente Hansen efter at have fortalt, at hun nok var den i menigheden, der havde overnattet mest i kirken. Bente var tre måneder gammel, da hun flyttede ind i kirken sammen med sine forældre, der var blevet pedelpar. I øvrigt en tjeneste de påtog sig de følgende 35 år!

Margith Sprotte fortæller om familien Sofussens historie i menigheden (Foto: Jørgen Skovgård)

Familiens betydning

Bentes afslutning ledte tankerne hen på familiernes betydning i en stor landmenighed, der har eksisteret i mange generationer. Margith Sprotte ridsede kort sin egen historie op: ”Mine oldeforældre og tipoldeforældre stod i 1880erne registreret som medlemmer af Vandløse menighed. Min farmor blev døbt i Gyrstinge sø i 1906. Min far blev døbt i Nyrup kirke i 1933 og jeg og min mand Aage blev som ganske unge døbt i kirken i 1961. Sidenhen blev vi gift i kirken, vores børn blev døbt i henholdsvis Skee og Nyrup, og vores datter og svigersøn blev gift i Nyrup. Jeg er altså 5. generation i denne menighed.

Dette var milepæle i slægten i flere generationer. Men også i hverdagen var menigheden en del af livet. Jeg selv blev født i Nyrup i 1950. I min barndom i 1950erne og -60erne var menigheden, ’Kirken’, en del af hverdagen, en del af åndedraget. Det var her, jeg gik i søndagsskole, det var herfra jeg kom med på lejr, det var her, jeg oplevede spejderfællesskabet i mange år, det var her, jeg oplevede ungdomsår med rigtig mange venner, og det er her, jeg har oplevet mit voksne liv som en del af fællesskabet.”

Nyrup Hornorkester – fejrer 100 år i 2025 (Foto: Henrik Andersen)

100 års hornmusik

Margiths beretning fik senere på eftermiddagen en endnu finere ramme, da hun spillede i hornorkestret med sin mand og sine tre søskende. Et hornorkester, der har fulgt menigheden siden 1925 og været en vigtig del af kulturen. Siden 1925 er kirkegængerne blevet budt velkommen til juleaftensgudstjenesten af sprøde juletoner fra messinginstrumenterne.

Hans Bertelsens efterladte erindringsskrift blev læst op af sønnen Ole (Foto: Jørgen Skovgård)

Vækkelserne

Efter Hans Bertelsens død i 1996 fandt hans søn Ole et skrift, hvor Hans fortalte om menigheden og den vækkelse, der var på egnen i hans ungdom:
”Da jeg var 12-13 år, var A. Broholm hjemme fra Amerika, og der var en mindre vækkelse og nogle af mine kammerater blev døbt. Jeg snakkede med min far, men han syntes, det var for tidligt, så jeg gik tiden til jeg blev 16-17 år og Ingvar Josefsen var her og holdt nogle missionsuger. Der blev en stor vækkelse, hvor også jeg kom med. Søndag den 5. februar 1928 var vi 28 som blev døbt (tallet er måske forkert). Den yngste var 12 år og den ældste 74 år. Omkring den tid var den lille sal næsten for lille til bønnemøder og ungdomsmøder.”

Anna Grete Jørgensen kom til menigheden i 1959 (Foto: Henrik Andersen)

Mange kom til

Under frokosten fortæller Anna Grete Jørgensen ved bordet, at hun kom til menigheden fra Hals menighed i 1959. Men allerede under et højskoleophold i Tølløse i 1955 havde hun været forbi Nyrup:
”Det var jo den store kirke på Midtsjælland,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg er ked af, at vi lukker. Personligt ville jeg gerne have fortsat, men det nytter jo ikke, når kræfterne ikke er der. Men så er jeg glad for og lettet over, at en anden kirke vil overtage bygningerne.”

Anna Grete fortæller, at hendes mand døde for 1½ år siden. Selv om han tilhørte folkekirken, kom han trofast sammen med Anna Grete i kirken i Nyrup. En af de sidste dage han levede, spurgte han Anna Grete, om der stadig ikke var en fast præst i Nyrup. ”Jeg måtte desværre skuffe ham og sige nej. Det havde han savnet…” siger Anna Grete.

Ligesom Ole Jørgensen, Knud Rønne Hansen og Anna Grete Jørgensen er mange andre kommet til menigheden. Livets omstændigheder har bragt mennesker til Nyrup. Andre som Bente Hansen, Ole Bertelsen og Margith Sprotte er født ind i og opvokset i fællesskabet. Mange kom til – men endnu flere rejste væk.

Anne Bolvig takkede for livet som barn og teenager i menigheden (Foto: Jørgen Skovgård)

Og mange rejste væk

Anne Bolvig er barn af menigheden og en af dem, der er rejst – men vendt tilbage denne eftermiddag:
”Tak til alle jer, der var der for mig de første tyve år af mit liv. Tak til jer, der lavede søndagsskole, var spejderførere, arrangerede Reersølejre og de uforglemmelige søndagsskolejulefester. Tak til jer, der var lidt ældre teenagere og tog mig med i flokken.”
Anne hilste menigheden med det ord, Gud havde givet hende samme morgen – hele salme 143, hvor der i vers fem står: ”Forkynd mig din godhed hver morgen, for jeg stoler på dig. Vis mig den vej, jeg skal gå, for jeg længes efter dig.” En tekst, man som menighed kan spejle sig i, når man skal videre, foreslog Anne.

Skeespejderne fortsætter arbejdet i den gamle kirke i Skee. Søren Jensen bragte en hilsen, hvor han takkede for kirken, som spejderne har fået af menigheden. Søren fortalte også om projektet “Den grønne fælles spejdergrund i Skee” – Følg det på Facebook (Foto: Jørgen Skovgård)

En beslutning, der var længe undervejs

For ti år siden udgav BaptistKirken en video om Midtsjællands Baptistmenighed. Dengang sagde Margith Sprotte i videoen:
”…. vi har en gennemsnitsalder på 65 år. Meget af det, vi gør, er præget af, at familien har mange traditioner. Som i alle familier, hvor de gamle er blevet ladt tilbage, så tænker vi på fremtiden. Hvor længe kan vi være raske? Hvor længe kan vi bo i huset? Hvor mange år har vi tilbage? Engang var vi 300. Nu er vi 80, og af dem er cirka 40 hjemmeboende…”

I 2024 var det slut. Menighedens 48 medlemmer besluttede at lukke menigheden i god ro og orden. Kirken blev sat til salg med en salgsannonce, der trak overskrifter i medierne fra Sjællandske Nyheder til BT. Annoncen blev kommenteret på sociale medier og den udløste et indslag fra et ’Åbent Hus’-arrangement i den bedste sendetid i Nyhederne på TV2. Efter at have modtaget hele ni bud besluttede menigheden i begyndelsen af december at sælge til Frikirken Vestsjælland, der er en fusion mellem Pinsekirken Kalundborg, Pinsekirken Korsør og Stenlille Frikirke.

For næstsidste gang

Søndag den 1. december 2024 var næstsidste gang, menigheden var samlet. Juleaften er det slut og allerede den 5. januar 2025 holder Frikirken Vestsjælland den første gudstjeneste i Nyrup. Menighedsrådsformand Oluf Jensen sluttede dagen med at fortælle om sin ungdom i menigheden. Om at være en forvirret rod og finde alt det i menigheden, han behøvede for at komme videre i livet.
”Hvad er er det, der betyder mest for os i hverdagen?” spurgte Oluf og gav selv svaret: ”Tilgivelse, omsorg og så at komme videre.” En opfordring til menigheden, som alle tog til sig.

Se med på denne video fra dagen, hvor Margith og Aage Sprotte fortæller om menighedens betydning.

Et blik mod fremtiden

”Velsignet er det bånd” var den rigtige salme at slutte dagen med. Da menighed og gæster sang ”thi byrden bliver mindre svar, når brødre deler den” var det som om alle rettede sig en smule op og rettede blikket mod fremtiden.

Foto: Jørgen Skovgård

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt
• 16. jan. 2025 - Til salg?
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 12. jun. 2024 - SCMT lukker: Seks års økumenisk samarbejde om præsteuddannelse slutter

Find flere

Torsdag aften, den 20. juli ved halvsyv-tiden, begyndte en sand folkevandring mod den gamle gymnastikopvisningsplads ved fjorden. I den kølige danske sommeraften med frisk vestenvind i ansigtet og drivende lammeskyer, bredte der sig en stemning af glæde og forventning blandt deltagerne. Det er ikke hverdag i hverken BaptistKirken eller i Evangelisk Frikirke Danmark at døbe 12 mennesker – og slet ikke i Guds fri natur.

Omsluttet af Guds kærlighed

Christian Bylund, præst i baptistkirken i Tølløse, bød velkommen med beretningen om Jesu dåb fra Mattæus-evangeliet. Christian forklarede, at alle 12 dåbskandidater havde truffet en modig personlig beslutning:
”I har sagt ja til at være Guds forlængede arme og ben på jorden. Det er et stort skridt at tage. Et skridt, der kræver både mod og beslutsomhed.” Vi fik forklaret, at det, vi kender som dåb, på Jesu tid var en renselsesproces. Christian fortalte videre:
”Dåben er ikke en afslutning. Det er begyndelsen på en rejse med udfordringer. Men ligesom I i dåben omsluttes af vand, vil I også i fremtiden blive omsluttet af Guds kærlighed.”

Dåb i fjorden ved Lindenborg på Sommerstævne ’23 (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Omsluttet af mennesker

”Paulus skriver til Galaterne at alle, der er døbt, tilhører Kristus. Derfor er I heller ikke alene,” sagde Christian Bylund til de 12 dåbskandidater. For at illustrere dette blev først familierne, derefter vennerne, så menighederne og endelig alle opfordret til at rejse sig. Flere end 800 mennesker stod bogstaveligt talt sammen med dåbskandidaterne i aftenvinden.

Dåb i fjorden

Den congolesiske familie til en af dåbskandidaterne sang for os. Flere af dåbskandidaterne fortalte, hvorfor de ville døbes i dag på Lindenborg. Og mens alle sang ”Vi holder ikke igen, vi bær’ vort offer frem” gik de 12 dåbskandidater sammen med deres præster ned til fjorden og ud i vandet i samlet flok.

Inden Jacob Vagner, præst i Baptistkirken i Roskilde, døber den første dåbskandidat, råber han gennem vindens sus: ”Er I med derinde?”. Det var vi.

En efter en svarede alle 12 dåbskandidater med tydeligt ”ja” på spørgsmålet: ”Tror du på Jesus Kristus som din Herre og Frelser?”. Hver eneste dåb blev efterfulgt af jubelråb fra Sommerstævnets børn og unge, og lidt mere afdæmpede klapsalver fra de ældre deltagere.

Efter bøn og velsignelse var verdens fortrædeligheder for et øjeblik skubbet i baggrunden af en umiddelbar glæde over, at mennesker også i dag vælger at finde meningen med livet I troen på Jesus.

Tag med til ‘dåbsfesten’ på video

Bøn for de døbte på Sommerstævne ’23 (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Lindenborg i slutningen af uge 28: Energiske frivillige indretter campingplads med kridtstreger og pladsnumre, trækker elkabler og kobler vand til toiletvognene. Et enkelt skybrud trækker forbi og efterlader kridtstregerne en anelse udsplattede. Trods udfordringer er der klarmelding et døgn før deadline og allerede lørdag middag sniger de første campingvogne sig ind: Velkommen til Lindenborg og Sommerstævne ’23.

Vi er i gang med en fest

Søndag formiddag sætter vi i gang med en fest. ”O store Gud” i tempo får taget og stemningen til at løfte sig. Fra Store Scene byder Mette Sloth og Jakob Martens velkommen. Bager og konditor Jakob indvier os alle sammen i kransekagens mysterium: Af tre simple ingredienser – æggehvide, sukker og marcipan kan man skabe et overflødighedshorn af lækre sager:
”Se på Sommerstævnet: Det er også et overflødighedshorn skabt af Fader, Søn og Helligånd med hjælp fra en masse frivillige.”

”Generalerne” er klar til programmet

Fra stævneteamet fortæller generalsekretærerne John Nielsen (Evangelisk Frikirke Danmark), Torben Andersen (Baptistkirken i Danmark) og stævnekoordinator Pia Daugaard Rosendal om det, de glæder sig allermest til. Vi kommer hele vejen rundt, fra Late Night på Grønningen over John McGinleys undervisning til dåb i fjorden på torsdag.

Når en del af os har brugt morgenen på at tørre op og tørre telt efter nattens voldsomme regnvejr, er det en befrielse at synge i vilden sky med alle børnene, at ”Gud giver aldrig op – Gud bliver aldrig træt”. Det gjorde vi heller ikke, og lidt senere fejrede vi fællesskabet i sommersol.

Jakob og Heine taler om at være sendt til Afrika (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hullet i hækken

På scenen møder Jakob og Mette hinanden over hækken. Eller nej – de sidder i hver sin have og besværer sig over naboen. Jakobs matrikel kan næsten ikke rumme tre støjende drenge og Mette er rædselsslagen for at noget i kæmpehaven står forkert. Mette får besøg af Svend, der har prøvet at rykke sig selv og familien op med rode – eller rettere med klump. Svend fortæller om 40 års tilløb til at blive sendt. Om det vigtige i at lade sig sende og flytte og se det som en mulighed og ikke som en løsning på livets udfordringer.

I Jakobs lille have kommer Heine forbi med en opfordring fra Rwanda. Tag ud og hjælp unge enlige mødre til et bedre liv. Med tre små børn og en mere på vej er Jakob lidt overvældet af tilbuddet og mener nok, at rødderne stikker lidt for dybt til det store eventyr.

Svend fortæller Mette om at blive sendt – til Haderslev (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Klip hul i hækken!

Budskabet fra naboerne og deres gæster bundfælder sig mens vi synger ”Lær os at elske med mere end ord”. På scenen finder Mette og Jakob ud af, at man ikke behøver rejse til verdens ende for at være sendt: Klip hul i hækken! Og vær sendt til dem, der er lige ved siden af dig. Del din have, dit liv og bibelens budskab lige der, hvor du er. Lad dig inspirere og del dit liv, lyder opfordringen.

Mette og Jakob klipper hul i hækker og bliver sendt til hinanden (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

I sommeren 2022 besluttede Michael Frost fra Roskilde Baptistkirke at opsøge menigheder i forskellige kirkesamfund. Menighederne havde det fælles træk, at de arbejdede med prædikenserier. Til gengæld havde menighedernes præster vidt forskellige retoriske, teologiske, kommunikative og kreative kompetencer. Michael Frost spurgte i alt syv forskellige menigheder fra Mosaik, BaptistKirken og Evangelisk Frikirke Danmark. En enkelt menighed fra Folkekirken var også med i det indledende arbejde. Fire menigheder er endt med at være med lige nu.

Det hele kunne blive tyve procent bedre, hvis jeg bare havde lidt mere tid og inspiration.

Roskilde Baptistkirke har altid arbejdet med prædikenserier. Michael Frost har haft ansvaret for serierne i et par år. Arbejdet har budt på udfordringer: ”Jeg har været lidt ærgerlig over, at jeg ikke kunne få det op på det niveau, jeg gerne ville. Jeg havde en fornemmelse af, at det hele kunne blive tyve procent bedre, hvis jeg bare havde lidt mere tid og inspiration. Jeg kunne også godt tænke mig at være ude i bedre tid, så de kreative folk havde mere tid til at arbejde med materialet.”

Bygger et fly, mens vi flyver

Lars Midtgaard er præst i Bethelkirken i Aalborg. Han er med i samarbejdet og fortæller: ”Jeg blev kontaktet af Michael Frost under sommerstævnet ’22. Det lød som en vildt god idé. Lige nu er vi fire menigheder, der er med. Vi præster får inspiration til en række søndage, overskrifter og skriftsteder, vi kan arbejde med. Lige nu arbejdes der på at få nogle flere kreative kræfter i spil, der fx kan lave præsentationer. Det er ikke helt på plads endnu: Det er ligesom at bygge et fly, mens vi flyver.”

Lars Midtgaards begejstring for ideen er ikke til at tage fejl af: ”Indtil videre og med forbehold for, at det er helt nyt for os alle, så synes jeg, det er fedt! Jeg kunne godt forestille mig, at vi i Bethelkirken er med i en serie et par gange om året – mindst! Det har været godt at få nogle andre øjne på det, jeg laver. Og tale med nogle, der tænker anderledes end mig. Det kan jeg kun bifalde.”

Allerede nu får vi mere ud af det, end vi hver især bidrager med.

Lone Møller-Hansen fra Bornholm glæder sig over at være med i det nye samarbejde: ”Det kan blive endnu bedre, men allerede nu får vi mere ud af det, end vi hver især bidrager med.”

Casper Vestergaard, Bykirken i Odense; Michael Frost, Roskilde Baptistkirke; Lars Midtgaard, Bethelkirken i Aalborg og Lone Møller-Hansen, Baptistkirken Bornholm

Præster vil gerne samarbejde

Michael Frost fremhæver endnu et par detaljer, der har inspireret til samarbejdet: Samtalen i BaptistKirken om mangel på præster i fremtiden og mange præsters ønske om at indgå i arbejdsfællesskaber. Derfor er ideen også at etablere et interessefællesskab for præster. Michael udtrykker det sådan: ”Det er meget lettere at etablere et arbejdsfællesskab om noget, alle har behov for, end bare at være sammen for at være sammen eller mødes om et eller andet teoretisk emne.”

Michael Frost forklarer, at det helt overordnede formål med samarbejdet er delt i tre:

1. At lave bedre og mere gennemarbejdede prædikenserier
2. At frigive kreativitet og kreative ressourcer, fordi de kreative kræfter ofte er presset og bliver bedt om at lave tingene i sidste øjeblik
3. At styrke fællesskabet mellem de deltagende menigheder

’Pilgrim’ – den første prædikenserie i samarbejdet

Casper Vestergaard fra Bykirken i Odense kom med ideen til den første serie. Han fortæller:

”Baggrunden for valget af temaet ’Pilgrim’ til prædikenserien har egentlig rod i en etymologisk opdagelse. Nemlig at ordet pilgrim oprindelig har rødder i det latinske peregrinus, som betyder ’fremmed’ eller ’rejsende’ – en tematik ser jeg som en rød tråd gennem hele Bibelens fortælling. Den kan på kort formel siges at handle om, at mennesket er blevet fremmed for Gud, sig selv og sin næste og er på vej, rejsende, mod sit ’hjem’.”

”Tanken er derfor helt grundlæggende, at vi alle er på livets pilgrimsvandring – om den så er en fysisk, åndelig, indre eller ydre rejse. Pilgrimmen bevæger sig afsted på det ydre plan, flytter sine fødder, søger den rigtige rute og oplever kroppens behov og begrænsninger. Samtidig er det en rejse med nogle af livets mest påtrængende spørgsmål. Hvor er jeg på vej hen med mit liv? Hvor og hvordan møder Gud mig? Hvor er min plads i denne verden?”

… at gå fra at være flygtning til at blive pilgrim.

Casper Vestergaard bliver begejstret: ”De bibelske fortællinger er jo også fulde af vandringer, ydre opbrud såvel som indre trosvandringer. Og de første kristne blev interessant nok kaldt ’de, der følger Vejen’. En flok mennesker i bevægelse, for og med hinanden. Hvor det netop er tilværelsens dybeste relationer, der er på spil: relationen til Gud, mig selv, mit medmenneske og hele skaberværket. Med denne pilgrims-metafor er planen derfor, kronologisk – fire gammel- og fire nytestamentlige læsninger – at følge Bibelens store historie om at gå fra at være flygtning til at blive pilgrim.”

Test-runde

”Det er lidt en test-runde”, forklarer Michael Frost og fortsætter med at fortælle om arbejdsrytmen: ”Vi begynder med et indledende møde cirka et halvt år, før serien skal begynde. Her nedsætter vi et udvalg med to eller tre af præsterne. De vælger et tema og en vinkel, hvorefter vi mødes igen og får præsenteret oplægget. Menighederne kan vælge, om de er med i den aktuelle serie. Blandt dem, der er med, arbejder et par stykker videre med detaljerne. De uddyber tema og vinkel og finder relevante skriftsteder. Det hele præsenteres på et enkelt A4-ark. Så mødes vi igen og diskuterer, hvilke kreative indslag, vi ønsker os. Vi blev fx enige om at lave en bibellæseplan, og at der skal være noget grafik både til bibellæseplanen og til PowerPoint-præsentationer.”

Skriftsteder i ’Pilgrim’-serien

• Kainsmærket: 1. Mosebog kap. 3, vers 24 til kap. 4, vers 16
• Josef – Pilgrimsfærd for forsoning: 1. Mosebog kap. 50, vers 15-21
• Ørkenvandringen – Tilbage til Egyptens kødgryder: 2. Mosebog kap. 16, vers 1-8
• Eksilet – Bevar håbet i mørket: Ezekiels Bog kap. 36, vers 16-38
• Jesus som flygtning – Guds ‘pilgrimsfærd’: Mattæusevangeliet kap. 2, vers 13-15
• Pilgrimsfærd som ‘skole’: Lukasevangeliet kap. 9, vers 1-6
• Pilgrimsfærd som åndelig søgen: Johannesevangeliet kap. 3, vers 1-13
• Evighedshåb – Pilgrimsfærd mod evigheden: Hebræerbrevet kap. 11, vers 13-16

Det er også meningen, at menighederne skal bidrage med forskellige kreative kompetencer. Om det siger Michael Frost: ”I Odense har de en dygtig grafiker, og i Roskilde kan vi noget med ’Spoken Word’. Så er det tanken, at vi på sigt kan få de kreative folk til at mødes på tværs af kirkerne. Nogle gange er det bare sjovere at mødes med andre passionerede mennesker og udveksle ideer.”

Nu skal det vokse

Michael Frost er et begejstret og engageret menneske: ”Her ku’ det være sjovt at sætte nogle kreative folk fra Bornholm sammen med nogle kreative fra Roskilde og nogle fra Aalborg. Så ku’ det være, der er en dygtig fotograf det ene sted, en dygtig klipper det andet sted og en, der kan lave lyd det tredje sted.”

Michael Frost håber, at prædikenserierne engang i fremtiden kan offentliggøres i en form, så mindre menigheder, fx uden en fastansat præst, har mulighed for at ’genbruge’ materialet. De kan blive inspireret ved at læse oplæggene og måske høre prædikenerne fra de forskellige kirker. Eller de kan genbruge hele prædikener i gudstjenesten. – Samarbejdet er etableret, nu skal det have lov til at vokse!

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Korskirken i Herlev
• indtil 2004 underviser i Ny Testamente, græsk, homiletik og liturgik på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Den afgørende faktor i en gudstjeneste er fællessangen. Man kan fejre gudstjeneste uden en prædiken, men ikke uden fællessang. For i fællessangen bliver vi ét folk foran Gud, og lovprisningen af Gud er gudstjenestens egentlige formål. Når vi synger sammen, engageres vi følelsesmæssigt, fysisk og intellektuelt i lovprisningen af Gud. Vi kan læse en lovprisning fra Salmernes Bog, men der sker noget større, når vi i fællesskab synger den samme lovprisning.

I fællessangen bliver vi ét folk foran Gud.

Musik som fødselshjælper

Musikkens rolle i gudstjenesten er primært at hjælpe os med at synge sammen. At stimulere os til at åbne vores hjerter for Gud, hjælpe os med at udtrykke vores tak i fælles sang, tillære os de sandheder, som sangene taler om.

Vi bruger også musik til andet end fællessang. De fleste menigheder begynder og slutter deres gudstjeneste med musik, nogle steder fra et orgel, andre steder en sang eller musik spillet over et anlæg. Vi kan benytte meditativ musik under en tid med bøn, eller musik kan ledsage en solo. Det er alt sammen godt. Men den altovervejende funktion for musikken i gudstjenesten er at hjælpe os til i fællessangen at blive ét i lovprisningen af Gud.

Musik som pædagog

Samtidig er melodier et pædagogisk instrument. De fleste af os husker hele livet de sange, vi lærte som små. Og de fleste mennesker husker bedre den teologi, de lærer gennem sange, end den, de lytter til i prædikenen. Derfor bør den, der tilrettelægger gudstjenesten, gøre sig meget umage med at vælge gudstjenestens sange – lige så stor umage som med prædikenen.

Få – hvis noget – udtryk for menneskelig kreativitet har så stor indflydelse på os som musik.

Musik vækker stærke følelser

Musik kan gøre os glade, hjerter bliver rørt, fødder begynder at bevæge sig. Andre sange får tårerne frem hos os. Få – hvis noget – udtryk for menneskelig kreativitet har så stor indflydelse på os som musik. Af samme årsag har nogle af kirkehistoriens store skikkelser også beskæftiget sig med musikkens rolle. Det gælder fx kirkefædrene Basilios og Augustin samt reformatorerne Luther og Calvin. De både elskede musik og advarede mod, at den tog fokus fra ordet. De advarede mod manipulerende brug af musik, hvor musikken bliver mål i sig selv.

Musiksmag skifter med tiden og forbinder os også med fortiden

Efter min mening er det bedst, når musikken i en gudstjeneste er nutidig, samtidig med at der også er et element af forbindelse til fortiden. Det nytter ikke noget – i hvert fald ikke i en frikirketradition –udelukkende at bruge gammel musik i vores gudstjenester. Som frikirker er det vores opgave at forkynde og lovprise på nutidens sprog, også det musikalske sprog. Guds ord tales til os her og nu, og det er os, der her og nu lovpriser Gud.

Men samtidig er det vigtigt, at vi også bliver mindet om, at der er nogen, der er gået forud for os, at det ikke er os, der har opfundet kristendommen. Vi står på skuldrene af en lang kristen tradition, og derfor er det klogt også at bruge fortidens musikalske sprog (såvel som lyrik). Man kan på samme måde argumentere for, at gudstjenestens musik bør bære et vist præg af verdensmusik, så vi bliver mindet om, at vi er forbundet med troende i andre kulturer – at kristendommen ikke er en dansk eller vestlig opfindelse.

Derfor lyder min anbefaling: Brug nyt, brug gammelt. Brug dansk, brug udenlandsk. Brug mange instrumenter. Og hvis du er musiker – øv dig, så din musikalske ledsagelse af sangen hjælper menigheden i dens lovprisning.

Læs også på liturgi.dk under Artikler: Gudstjenestens sang og musik

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 15. apr. 2025 - Korsvejsstationerne illustreret af mænd på kanten af livet
• 19. mar. 2025 - ”De ældre skal føle sig genkendt og på hjemmebane…”
• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 09. sep. 2024 - Fra ”bikere” i Texas til Bethelkirken i Aalborg: Irene Bjerres liv er en lovsang til Gud

Find flere

Man kan lovgive om tvangsoversættelser og dermed ødelægge den motivation til integration, som vi ser i ikke-dansk talende menigheder. Her er der brug for både modersmål og dansk for at vokse i troen.

“Det tager tid at lære at grine, græde og glædes på dansk” skriver de præster, som har et andet sprog end dansk, i et åbent brev til statsministeren.

Vi skal støtte dem i deres ønske om at kunne bidrage med deres erfaringer. De vil Danmark – og vil gerne vokse tættere sammen med det danske samfund. Det tager tid.

Jeg er selv dobbeltsproget kristen, for jeg mødte troen på Gud blandt baptister i USA. Da jeg kom tilbage, måtte jeg lære et nyt sprog – men det blev aldrig helt mit, selv om jeg har været præst, på dansk, i mange år.

Mit kristne modersmål er stadig engelsk.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Det er ikke første gang i historien noget sådant sker. Gennem alle tider har mennesker kendt til at være i isolation. Det har afstedkommet angst og mismod, men også givet anledning til at tænke nye tanker og tiden er blevet fyldt med en ny opmærksomhed. Under alle omstændigheder har det været en sorg ikke at kunne være sammen med sine kære.

Men selv om vi ikke kan nå hinanden fysisk, kan vi stadig være inderligt forbundne. Og selv i isolation, kan vi stadig være del af et fællesskab i kærlighed og ånd. Det giver historien mange eksempler på.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning

Find flere

For mig er bestemt liturgi (selvom det kan give tryghed og ro til fordybelse) ikke = gudstjeneste.

Gudstjeneste er når Gud tilbedes, når vi samles i Hans navn (hvor Han selv vil være til stede) om fællesskabet og søgen efter Hans kald til os, så er den ydre form eller navngivningen ret ligegyldig.

Måske vigtigere end at diskutere liturgien, er det for kirken, at samtale om, hvordan vi med Paulus kan løse, at ”Den kristnes livsførelse skal være en gudstjeneste”, (Romerbrevet 12,1) – også det at tage sig af faderløse, ensomme og andre udsatte.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Teksten til Palmesøndag handler i år om et mærkeligt optrin i Simon den Spedalskes hus. Her sidder Jesus til bords, da en kvinde giver sig til at hælde kostbar Nardusolie over hans hoved for at ”salve” ham.1

Reaktionen fra Jesus’ disciple falder prompte: Hvorfor ødsle med sådan en kostbar olie, som kunne være solgt for mange penge til gavn for de fattige? Men Jesus forsvarede kvinden: Hun gjorde, hvad hun kunne – og de fattige har I jo alligevel altid hos jer, forklarer han disciplene. Det var måske ikke lige det mest rationelle og nyttige, sådan at hælde dyr olie ud over Jesus, men hendes gerning var nu alligevel god nok. ”Hun har på forhånd salvet mig til min begravelse”, uddyber Jesus.

Ofte kan vi, ligesom disciplene, gøre hensynet til det nyttige til det væsentligste, mens Jesus må vente. Når der er krise i samfundet, som nu på grund af virus-pandemi, lukker vi kirkerne og lader i stedet supermarkederne holde åbent påskedag. Det er sikkert ganske fornuftigt. Vi kan ikke som kirke tillade os at sætte menneskers liv og sundhed på spil, i hvert fald ikke, hvis det bare handler om at dyrke vores egen fromhed.

Alligevel bør vi måske lære noget af historien om kvinden, der salver Jesus. Det var ikke det nyttigste og mest fornuftige at gøre, men alligevel var hendes handling god, siger Jesus. Det betyder ikke, at vi skal blæse på fornuften, og holde normal gudstjeneste alligevel, trods smittefare – uanset om der åbnes for det eller ej. Men kan vi alligevel finde plads – midt i frygten – til at fejre påsken og mindes Jesus?

Det behøver ikke at foregå i kirkebygningerne, for kirken er heldigvis ikke bundet af mursten. Kirken er ikke lukket, så længe, der er kristne, der fejrer gudstjeneste! Ny Testamente beretter om, hvordan de første kristne mødtes i hjemmene, og holdt nadver sammen. Det kan vi også gøre – holde nadver sammen derhjemme i påsken (og er du alene, kan vi heldigvis også være sammen på afstand – Gud lader sig ikke begrænse af digitale medier).

Når vi holder nadver, forkynder vi Jesus og hans død, skriver Paulus. Når vi holder nadver sammen, gør vi på vores måde det, som kvinden gjorde, da hun salvede Jesus til hans begravelse – ikke på forhånd, som da hun gjorde det, men som generindring af det, som han én gang for alle har gjort for os med sin død og opstandelse.

Påsken afhænger heldigvis ikke af os – der er meget vi kan gøre, ligesom disciplene også kunne gøre meget for de fattige iblandt dem – men det afgørende kan vi ikke selv gøre. Påsken handler om, at Gud selv er gået vejen for os gennem lidelse og død.

Når vi har gjort hvad vi kan, er der i grunden intet andet at gøre, end at fejre påskens budskab: At det afgørende slet ikke afhænger af os, men af den konge, som palmesøndag ”kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”2 Det skal nok blive påske, trods alt.

1Markusevangeliet 14,3-9

2Zakarias’ Bog 9,9-10

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere