Mikael Tellbe: ”Hvad mener vi med at Bibelen er Guds ord?”, 2019, ProRex Forlag
ISBN: 978-87-7068-158-2.
Pris: 199,95 kr.

Mikael Tellbe har skrevet flere bøger. Hans seneste bog er ”Hvad mener vi med, at Bibelen er Guds ord?” Her tager Tellbe fat på de store spørgsmål omkring både bibelsyn og bibelbrug. Han stiller bl.a. spørgsmålet: Hvis vi siger, at Bibelen er Guds ord, hvad indebærer det så at læse og leve Bibelen ud som ord fra Gud til os?

Bogen, som er oversat til dansk af Anette Broberg Knudsen, er gennemsyret af Tellbes store erfaring og viden indenfor kirkeliv, ledelse og teologisk uddannelse. Og samtidig bærer den præg af, at disse store spørgsmål omkring synet på og brugen af Bibelen er et område, som han har taget livtag med gennem det meste af sit liv – og nok aldrig bliver færdig med.

Tro, læse og fortolke

Tellbe tager fat på emnet ved at arbejde ud fra tre store områder: At tro på Bibelen som Guds ord, at læse Bibelen som Guds ord, og at fortolke og bruge Bibelen som Guds ord. Denne opdeling gør bogen læseværdig, overskuelig og forholdsvis let at gå til. I den første del betoner Tellbe det tros- og bekendelsesmæssige aspekt. Vi kan ikke bevise i den forstand, at Bibelen er Guds ord. Det handler – til syvende og sidst – om troen. Som Tellbe siger: ”Derfor vælger jeg at bekende Bibelen som Gud ord.” (s.26)

Når vi videre læser Bibelen som Guds ord, stiller vi os ind i Guds store fortælling, under Kristi herredømme og indenfor hørevidde af Helligånden. Og endelig, når vi vælger at bruge og fortolke Bibelen som Guds ord, så sker vores tolkning og brug med udgangspunkt i Kristi kærlighed, kors og legeme (menigheden).

Bogen er ikke først og fremmest skrevet til teologer men derimod til lægfolk, som ønsker at lade sig udfordre af og kæmpe med dette store og spændende emne. For disse og til dette formål er Tellbes bog et glimrende og særdeles anbefalelsesværdigt bidrag!

Bogen kan købes i bogteltet på sommerstævnet eller hos din lokale boghandler.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

I begyndelsen var Ordet
og Ordet var hos Gud,
og Ordet var Gud.
Han var i begyndelsen hos Gud.
Alt blev til ved ham,
og uden ham blev intet til
af det, som er.
I ham var liv,
og livet var menneskers lys.
Og lyset skinner i mørket,
og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske,
udsendt af Gud,
hans navn var Johannes.
Han kom for at aflægge vidnesbyrd,
han skulle vidne om lyset,
for at alle skulle komme til tro på ham.
Selv var han ikke lyset,
men han skulle vidne om lyset.

Lyset,
det sande lys,
som oplyser ethvert menneske,
var ved at komme til verden.
Han var i verden,
og verden var blevet til ved ham,
og verden kendte ham ikke.
Han kom til sit eget,
og hans egne tog ikke imod ham.
Men alle dem,
der tog imod ham,
gav han ret til at blive Guds børn,
dem, der tror på hans navn;
de er ikke født af blod,
ikke af køds vilje,
ikke af mands vilje,
men af Gud.

Og Ordet blev kød
og tog bolig iblandt os,
og vi så hans herlighed,
en herlighed,
som den Enbårne har fra Faderen,
fuld af nåde og sandhed.[1]

I begyndelsen var Ordet. Der er system i tingene. Vi mærker en henvisning til den fysiske verdens skabelse: ’Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er’. Og derefter det næste store guddommelige nedslag: ’Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os’. Efter at have læst de ord kan vi ikke længere opfatte Guds ord som et rent følelsesmæssigt anliggende. Ordet bliver konkret. Det bliver til kød og blod. Forbindelsen mellem ordet og kødet hedder tro. Når vi hører Guds ord, forandres vi, og ordet inkarneres gennem tro.

Ordet er Guds inderste væsens første inkarnation. Ordet er tanken på fysisk form. Først var Gud. Gud havde en drøm, en tanke, og derved begyndte alting. Men i det skabte er der både lys og mørke, det ved vi godt. Med Jesus Kristus kommer lyset til verden, fuld af nåde og sandhed.

Ordet er tanken på fysisk form.

Tre trin

Der er altså tre trin: Ordet, skabelsen og den aktive modtagelse af lyset. Vi er skabt af Ordet; men det er helt frivilligt, om vi vil modtage det sande lys, som er kommet til verden. Og ja, hvor er det sandt, at vi ind imellem har svært ved at kende lys fra mørke, at skelne og vælge klogt.

Som mennesker har vi også ‘ordet i vores magt’, vi kan bruge eller misbruge ordet til at forme hinandens liv og lykke. Et ord fra et andet menneske, som vi tillægger betydning, kan give mod på livet eller kan gøre os dybt ulykkelige. Vi er medskabere på hinandens liv gennem vores ord og handlinger.

Det Nye Testamente er ikke en hyggebog.

Betydning for hinanden

Moderne hjerneforskning har vist, at man kan påvise fysiske forandringer i hjernen på mennesker, der har gennemgået et psykoterapeutisk forløb. Vores tanker og følelser er ikke adskilt fra kroppen, men er en del af kroppen og et produkt af kropslige processer. På samme måde påvirker vi hinanden, når vi taler sammen. Når den anden siger: ’Jeg elsker dig!’, så stiger pulsen, og vi rødmer og oplives eller genoplives. Samtale er motion for hjernen og hjertet. Ordet sætter gang i hjernecellerne og skaber handling og forandring.

Samtale er motion for hjernen og hjertet.

Guds ord er fyldt med drama

Vores Bibel er fuld af ord. Ord som vil forandre. Den er et poetisk værk med breve, lovsange, hymner og evangelier. Guds rige beskrives og udlægges i kraftfulde poetiske billeder. Poesi opstår, når ordene er sat rigtigt sammen, så de åbner fantasien og rækker ud over det konkret skrevne ord.  Poesi skaber sprækker i vores forsvar, sprækker i det fasttømrede verdensbillede. Digterpræsten Jacob Knudsen skriver: ’Poesien stryger duggen af sjælens rude’.

Men Bibelen er jo sandt at sige ikke det moderne menneskes eneste kilde til ord. Vi fyldes med ord fra aviser, blade, romaner, fjernsyn, og ikke mindst fra sociale medier og andre internet-tjenester. Inde i os gror ordene sammen og kommer ud i en sammenhæng. Der finder en kamp sted; men hvor er skellet i den kamp?

Raymond Jensen:

• præst i Østhimmerlands Baptistmenighed
• medarbejder på ‘Den Nye Aftale’. Det Nye Testamente på nudansk.
• cand. theol. fra Århus Universitet

Det Nye Testamente er ikke en hyggebog, der klapper læseren på hovedet og opfordrer ham til at lade stå til. Skriften er fyldt med drama. Skaberen kæmper for sine børn, en kamp mellem lys og mørke. Der er forskel på godt og ondt, det gode er lyset eller kærligheden, det onde er mørket. Og mærkeligt nok har vi nogen gange svært ved at skelne mellem de to.

Gud er en rejsende

Gud lader sig ikke nøje med en selvtilfreds tilstedeværelse i det hinsidige. Han sender sin søn ud i verden i kød og blod. Han slår sit telt op som en nomade midt i vores verden. Han slår sig ikke ned og skaber en behagelig tilværelse i en bekvem oase. Han er en rejsende. Han er sendt, som lys, det sande lys, som belyser ethvert menneske, for at vore liv kan få betydning.

[1] Johannesevangeliet kap. 1, vers 1-14

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!

Find flere

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud – og Ordet var Gud

Gud var der. Komponisten var der med sin vision og sin skaberevne – noget skulle blive til.

Jorden var der. Alt var tomhed og øde. Komponisten sad med sine farver, sin pen og med sit blanke, ubeskrevne papir. Komponistens Ånd var der, lysten og viljen til at skabe! Der skal være lys. Der skal være en hvælving, der skiller vandets dyb fra en himmel. Der skal være levende organismer – træer, dyr, fisk, fugle – der skal være nat og dag!

Komponisten skabte mange forskellige toner, skalaer, lyse toner i dur, mørke toner i mol – og komponisten satte tonerne på papiret. Guds jord – levende med døgnets og årets tider – blev til. Eller vi kan sige: Komponistens partitur med stemmer og nodesystem blev til. Komponisten så, at det var godt.[1]

Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede

Gud sagde til menneskene: Nu giver jeg jer det hele, underlæg jer jorden og hersk over det alt sammen. Komponisten gav os de fine instrumenter, de skønne toner, de rigtige skalaer – ja hele partituret. Vi var udvalgt til at være musikere, der sammen skulle skabe en harmonisk himmelsk melodi, en symfoni på jorden.

Komponisten ønskede, at de første musikere skulle spille i en koncertsal med perfekt akustik – Edens Have. Men musikerne var selviske. De lyttede ikke, de indså ikke betydningen af komponistens ønske om samspil, og de brugte ikke komponistens partitur efter hensigten. De måtte forlade koncertsalen. De ville selv bestemme, ville selv komponere det ultimative – de ville selv bygge en symfoni op – et babelstårn. Kun få lyttede efter de ‘læremestre og musikprofeter’, som komponisten havde sendt ud.

Komponisten blev vred – og var på nippet til at ødelægge partituret, fyre alle musikere og udslette hele orkestret. Men hans kærlighed til det skabte og de få trofaste og lydhøre orkestermedlemmer fik ham til at overveje situationen. Så fik komponisten en idé, en ny tanke, en ny vision!

Der kom et menneske udsendt af Gud

Hans navn var Johannes. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Komponisten lod således en særlig udsending – en forsanger – annoncere, at han ville sende os, orkesterets medlemmer, en dirigent – Jesus. En dirigent, der havde komponistens velbehag og komponistens ånd. En dirigent, der ser hver af os som den musiker, vi nu er – ser den tonedøve, den der spiller falsk, den der spiller for højt, den der slår på pauken på det forkerte tidspunkt. En dirigent, der utrætteligt vil undervise os i, hvordan vi som orkestermedlemmer skal spille. En dirigent, der dæmper os eller løfter os op med en fast, blid hånd. En der siger: Forstår du ikke? Lyt efter – prøv igen, når du spiller forkert. En der siger, du har stadig din plads i orkestret.

Sikken en chefdirigent – vi har fået! Så lad os spille!

Som orkestermedlemmer må vi lytte efter dirigenten og forsøge at finde den livsmelodi, der giver en harmonisk symfoni i vores sind. Er tonen ikke helt ren, så må vi lytte efter og forsøge igen.

Når vi skal spille sammen, må vi hver især læse i vores nodehefte – Bibelen – og vi må rette opmærksomheden mod og lytte til dirigenten. Se efter, hvornår jeg skal dæmpe tonen fra det instrument, som jeg har – eller hvornår jeg skal falde ind i musikken med min klang. Måske skal den dybe bas vente på trianglens sprøde lyd. Måske må celloen stille lytte til, hvad harpen ovre fra hjørnet har at sige. Og skulle du spille 2. violin et stykke tid, har du fortsat en uundværlig stemme i orkestret.

Lad os spille og synge med på sange, der fortæller os om livet: Skove der falmer, sorgen der river i os, morgenstund med guld i mund, dåbens vande, livet der koster livet – og vidundertro, der slår gyngende bro over dybet.

Du og jeg må efter bedste evne spille og synge med på livets symfoni, når komponisten har valgt dig og mig til at være med i orkestret. For dirigenten siger: Jeg kan ikke undvære din klang!

1 Prædikenen er inspireret af Johannes-evangeliet kap. 1, vers 1-18 og 1. Mosebog kap. 1

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere