Det er en kilde til evig taknemmelighed, at Gud tilsyneladende aldrig bliver træt af at kalde på nogle af de gode og stærke indre ressourcer, som jeg oplever, at Gud har lagt ned i den enkelte – dels i skabelsen, og dels i forløsningen gennem troen på og overgivelsen af vores liv til Kristus.

Jeg forundres og glædes over, hvorledes Gud tilsyneladende orkestrerer vores liv. Og hvordan vi endog ret sent i livet kan opleve, hvordan han bliver ved med at kalde på noget af det, som han har lagt ned i os for længe siden – og som han har planlagt for længe siden. Og det sker jo, uden at han sætter vores egen frie vilje ud af spil. Han samarbejder med den. Også selvom jeg ofte oplever, at jeg med min frie vilje modarbejder hans gode vilje. Men utrætteligt arbejder han i og med mig. For at forløse det, han har lagt ned i mig og planlagt med mig for længe siden!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter

Find flere

Foran supermarkedernes bugnende hylder er det meget let at komme til at tage maden for givet. Maden ligger der jo i overflod, og vi skal bare vælge.

Tegn på Guds kærlighed

Varerne i supermarkedet og brødet på vores bord kommer ikke af sig selv. Mennesker har arbejdet for at frembringe det, og vi har selv arbejdet for at betale det. Vi har altså medvirket, men det blev kun til noget, fordi Gud skaber og giver vækst.  Det gror kun, fordi Gud skaber. Hvert eneste korn, der sætter aks, og hvert træ, der bugner af frugt, er resultatet af Guds skaberevne og -vilje.

Maden på tallerkenen er tegn på Guds kærlighed. Dagligt strømmer Guds kærlighed til os, og vi oplever, at Gud har omsorg for os og sørger for os. Vi er ikke ladt i stikken midt i skaberværket, men Gud sørger for os.

Der er god grund til at takke for høsten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Debatten afslører, at vi nemt glemmer mytens funktion. Pointen med en myte er nemlig ikke dens historiske korrekthed, men det historien gør ved os, når vi genfortæller, fortolker, kæmper med og prøver at forstå den. En myte fortæller nemlig ikke, hvad der har været sandt engang, men hvad der altid er sandt. På samme måde er det med Bibelens myter og de lignelser, Jesus fortæller. Det giver ingen mening at søge efter den historisk korrekte barmhjertige samaritaner eller opspore Edens Have. Historierne lever, fordi de stadig taler sandt om Gud og hvad det er at være menneske – og der findes andre former for sandhed end den bogstavelige.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Alting forandrer sig. Det, der blomstrer i dag, kan visne i morgen. Også vores liv rummer forskellige årstider – glæde og sorg, begyndelser og afslutninger.

Men midt i alt det, der forandrer sig, er der noget, som ikke forandrer sig: Guds kærlighed.

Solen kan gå tidligere ned, og natten kan blive længere, men Guds omsorg ændrer sig ikke!

Derfor er efteråret ikke kun en tid til at sige farvel. Det kan også være en tid til at håbe. For julens lys fra Betlehem forsvinder aldrig, og korset på Golgata blev ikke afslutningen. Jesus brød gennem døden og åbnede vejen til livet.

Så når meget omkring os visner og falder, må vi holde fast i troen. For Gud lover os en evig vår.

Livet er stærkere end døden, og håbet er stærkere end mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge

Find flere

Lyt til artiklen:

Retræten var målrettet kirkeansatte, og retrætens fokus var gudsbilleder og selvbilleder. Med i bagagen havde jeg en hel del tanker om og oplevelser af mindreværd og utilstrækkelighed.

Vigtige ingredienser i en uges retræte i stilhed er bl.a. at sove, lytte og gå lange ture. Jeg havde delt nogle indtryk og tanker med Magnus Malm i de første samtaler, vi havde, bl.a. om at jeg havde set en grønspætte komme flyvende tæt forbi, at Gud umuligt kunne elske mig, som den jeg var og havde været – og så om alt muligt andet. Noget jeg bed særligt mærke i, var Magnus’ opfordring til at lade Gud elske mig gennem naturen.

Gud rørte mit hjerte

På en af mine gåture på retræten – til en sø et stykke derfra – så jeg i en lysning i skoven en stor flad sten beklædt med mos. Skovens stemmer berørte mig den dag på en særlig måde, og jeg fik lyst til at lægge mig lidt på ryggen på den flade sten. Der lå jeg så med næsen i sky og missede med øjnene mod solen i trætoppene. Lige dér, på den sten, i den skov, rørte Gud ved mit hjerte i en lydløs tiltale: ”Du er mit elskede barn…”.

Igen og igen har jeg haft lignende erfaringer, når jeg har bøvlet med mine selvbilleder og gudsbilleder. At fugle sætter sig i et træ tæt på mig, at hunden mærker mit mismod, at aftenhimlen kaster trøstende stjernestøv på mit hoved, at en hest kommer hen til hegnet og stiller sin silkebløde mule til rådighed for en naturlig sjælesorgssamtale.

Guds stemme

Nogen hører Guds tiltale med forstanden og intellektet, nogle gennem bønnen og Bibelens ord, andre bliver særlig berørt af sang og musik, under nadveren, eller i en samtale med naboen. Guds røst høres og erfares på mange modersmål. Stilheden og ordløsheden er ofte et godt sted at øve sig i at høre Guds stemme.

”Hellige treenige Gud, hjælp mig og lær mig at åbne mit hjerte for dig – rens ud i mine falske selvbilleder og gudsbilleder – og fyld så mit hjerte helt op med din kærlighed.”

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg har altid følt mig velsignet. Jeg er opvokset i et kærligt hjem med en glad gudstro og kirkens fællesskab som fundament i tilværelsen. Selvfølgelig har jeg mødt modgang, men altid er jeg blevet vist en anden vej og har oplevet, at Gud var med mig igennem alt. Jeg fik hjælp til at finde glæden og optimismen igen.

En særlig velsignelse som barn

Mine forældre var pedelpar i kirken, hvor jeg som 7-årig kastede min kærlighed på klaveret. Når mor gjorde rent, sad jeg og øvede mig i at spille melodier efter gehør. En dag kom et medlem af menigheden, Marie Petersen, ind og lyttede. Hun var en midaldrende pebermø, som tjente lidt ved at være spillelærerinde i Danmarksgade tæt på kirken. Jeg blev inviteret til undervisning to gange ugentligt og kom til at elske Marie, som lærte mig noder og at spille klassisk musik.

Desværre blev hun syg af kræft, og til sidst – da jeg var 10 år, og hun stadig underviste fra sengen – slap hendes kræfter op. Hun holdt mig i hånden, mens hun fortalte, at nu kunne hun ikke mere, og jeg skulle derfor afløse hende som pianist i søndagsskolen i Ferslev. Jeg fik hendes nodebog til Søndagsskolesangbogen. Få dage efter døde hun, og jeg græd, men huskede, hvad jeg havde lovet Marie, så jeg gik i gang med noderne til de sange, der skulle synges om søndagen.

Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder.

Nodebogen var tæt trykt med 4-stemmige satser

Jeg græd over min afmagt, men så foldede jeg mine hænder, bad Gud hjælpe, og jeg gik i gang med at finde melodierne pr. gehør. Jeg øvede og øvede, og efter de første famlende forsøg kunne jeg lægge harmonier under melodierne. Ingen teori, ingen node. Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder. Først 12 år senere lærte jeg musikteorien på lærerstudiet.

Guds særlige gave er stadig en velsignelse for mig i kirke, skole, hospice med mere. At bruge den giver mig glæde.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Velsignelsen er afslutningen på vores gudstjeneste, og ikke kun fordi den ligger sidst. Den giver styrke og ro, som kan hjælpe én igennem den kommende hverdag.

Dog er det ikke kun ved gudstjenesten, jeg føler mig velsignet, for jeg er så heldig, at jeg ret ofte føler mig velsignet. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over, at jeg har tag over hovedet og en familie at stå op til. Når jeg tager på arbejde som pædagogmedhjælper, føler jeg mig velsignet, når de sødeste og mest ærlige små børn kommer og giver mig kærlighed. Når jeg har det svært, føler jeg mig velsignet, for jeg har mange venner og en familie, som kan hjælpe, og som jeg kan snakke med. Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Ikke en garanti

Alle de ting, jeg nævner, er ikke garantier, men jeg tror, at hvis man lader Gud ”lyse sit ansigt over dig og være dig nådig”, så vil Gud velsigne alle sine børn på hver deres måde. Ikke alle kan relatere til dette, men nogle kan.

At forstå sit forhold til Gud

Jeg skriver fra mit eget perspektiv som 21-årig, men jeg mener ikke, at velsignelsen har noget med alder eller andet at gøre. Det handler i stedet om at forstå sit eget personlige forhold til Gud. Jeg tror ikke, man mærker velsignelsen ved at måle sig med andre, men ved at være glad for alle de små ting i hverdagen, som ikke er selvfølgelige. Ved at lægge mærke til og værdsætte de små ting, kan man ikke alene opleve sig velsignet, men man bliver også mere positiv over det liv, vi allerede har.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Når jeg lander i lærerjobbet igen efter sådan en tur, kan det være svært at skifte gear og tage alvorligt, når et barn bryder sammen, fordi det var de forkerte sko, der kom på i morges, eller at man ikke er så vild med det, der er med i madpakken.  Men når man kigger ind i øjnene på sådan et barn, er der også et behov her; et helt konkret behov om en nærværende voksen, et kram eller bare en, der gider lige at lytte. Det øver jeg mig i – det med at se de helt ægte, men ofte skjulte behov, der gemmer sig bag noget, der ved første øjekast kan virke forkælet eller utaknemmeligt. Og jeg takker Gud for, at jeg er i stand til at hjælpe både her i hverdagen – og i arbejdet i Burundi.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Før Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450 var det forbeholdt gejstlige og fornemme at læse de bibelske manuskripter, som regel på latin, oversat fra hebraisk og græsk. Bogtrykkerkunsten var en vigtig brik i de begivenheder, der førte til Reformationen tidligt i 1500-tallet. Siden tog det fart. Bibelen blev oversat til de enkelte modersmål, og som århundrederne gik, blev det almindeligt at eje en bibel, først en pr. hjem og i vores tid en pr. person.

Bibelens vigtighed

Bibelen er de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Bibelens vigtighed er åbenlys. Bibelen er ’Den hellige Skrifts kanoniske bøger’ – altså de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Det tog næsten 400 år for de første generationer af kristne at nå frem til den samling af skrifter, vi i dag kalder Bibelen. Den blev endeligt kanoniseret på et kirkemøde i år 393 i Hippo (i vore dages Algeriet) og stadfæstet på endnu et kirkemøde i 397 i Karthago (i vore dages Tunesien).

Senere, efter protestantismens fremkomst og de mange kirkesplittelser, der fulgte i kølvandet, kan man endda sige, at Bibelen blev mere og mere central – fordi den efterhånden blev kilde til mere og mere diskussion, ja, ligefrem kamp.

Bærer det, vi læser, frugt?

Men her skal det ikke handle om bibelsyn og kampen om, hvem der ’har ret’. Hvis vi tænker på Jesus´ lignelse om den store verdensdom[1], er det afgørende spørgsmål ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste – altså om Jesus´ forkyndelse har båret frugt i vores liv til gavn for vores næste.

Det afgørende spørgsmål er ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste.

Kanon

Det vigtige er, hvordan vi bruger Bibelen som vores retningsviser, når vi skal leve vores liv. ’Kanon’ betyder ’rettesnor’, ’retningsviser’. Ved siden af Bibelen udviklede den katolske kirke i middelalderen ’De kanoniske love’, som var bestemmelser om en lang række spørgsmål, som Bibelen ikke sagde noget præcist om, og som man derfor havde brug for at finde svar på. Det var spørgsmål som: Hvordan organiseres kirken? Hvordan fejres der gudstjeneste? Hvordan udnævnes biskopper? Hvordan forholder man sig i forbindelse med skilsmisse? osv. osv.

Bibelen som retningsviser

I protestantisk tradition har vi ikke sådanne nedskrevne love, men vi foretager naturligvis vurderingerne alligevel, bare på mindre formelle måder. Vi foretager dem igen og igen alt efter den tid og kontekst, vi befinder os i. Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Når vi finder vej i nye spørgsmål eller finder andre svar end dem, vi fandt tidligere, bruger vi Bibelen som retningsviser, for den er god at pejle efter. Vi bruger den ikke kun ved at finde sætninger og vers i Bibelen, der svarer på alt – for det moderne liv indeholder flere spørgsmål og dilemmaer end dem, Bibelen tager op. Vi bruger den ved at søge den ånd, der ligger bag ordene, når vi sætter os grundigt ind i den kontekst ordene hørte hjemme i og læser dem under bøn om Guds hjælp.

Ydmyghed

Vi må altid gå til Bibelen med stor ydmyghed. Bibelens skrifter har vi fået overdraget fra de første kristne, der – som nævnt – gennem flere hundrede år vejede skrifter mod hinanden og til sidst besluttede sig for de 39, vi har i Gamle Testamente, og de 27 i Ny Testamente. Det kalder på respekt og ydmyghed.

Inden vi i overmod fælder dom over det, vi læser – fordi vi mener, vi har udtømt betydningen, og der ikke er mere at snakke om – bør vi altid lytte endnu en gang i ydmyghed og med et åbent sind både til teksterne og til hinanden, når vi sammen søger at tolke og finde vej i vores tid og verden. Bibelens skrifter taler Guds ord til os, så vi sammen kan finde vej – også i nye tider. De er ikke tænkt som slagvåben, vi skal bruge mod dem, vi er uenige med.

Læs også ‘Men på hver sin måde’

[1] Matthæusevangeliet kap.25, vers 31-46

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Foto: Carsten Laursen, Bibelselskabet og Arseny Togulev – Unsplash

Lyt til artiklen:

Vejledning til tro og efterfølgelse af Jesus findes i Bibelen, men desværre er teksterne også blevet misbrugt til at legitimere magtovergreb og til at male misvisende karikaturer af en krigerisk stammegud, som man for alt i verden skal ’holde sig på god fod med’.

Hvad er Bibelen for en bog?

Mens jeg skrev: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus”, tumlede jeg konstant med at forme et så kort og dækkende svar som muligt på spørgsmålet: ’Hvad er Bibelen for en bog?’ Jeg landede på følgende: ”Bibelen er den samling af grundlæggende tekster om Gud og verden, som den kristne kirke ved en Jesus-belyst læsning genkender som inspireret af Helligånden til at lede til tro på og efterfølgelse af Jesus Kristus.” Lad mig sætte lidt flere ord på nogle af aspekterne:

For det første: Bibelen er ’en samling af vidt forskellige tekster’

Den er en varieret antologi, hvor mange forskellige stemmer og tankegange kommer til orde. Undertiden modsiger de hinanden. Et af mange eksempler er den store forskel på Nahums Bog og Jonas’ Bog. Hos Nahum skal assyrerne bare nedværdiges og ned med nakken – menneskeligt set for øvrigt helt forståeligt. Jonas’ Bog munder derimod ud i et budskab om Guds medfølelse med indbyggerne i Nineve, assyrernes hovedstad – forresten til Jonas’ ærgrelse.

For det andet: ’Ved en Jesus-belyst læsning’

En selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus.

Umiddelbart kunne man tro, at forskellene i teksterne kunne lede til forvirring og den rene vilkårlighed. Sådan så de første århundreders kristne, som samlede og blåstemplede netop disse tekster, ikke på det. For dem var det en selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus. De udelod ikke forskellighederne og modsigelserne, men de fortolkede alle historierne ud fra deres erfaringer med og kendskab til Jesus’ fødsel, liv, død og opstandelse. Så når de fx læste historier om ’Gud-villet’ barbarisk udryddelse af folkeslag, læste de det ikke som bogstavelig, faktuel historie, men fortolkede det i lys af Jesus – der tilgav ’fjender’, rørte ved ’urene’, opsøgte og frelste det fortabte og gav sit liv for verden – som budskaber om Guds radikale kærligheds sejr over alt ondt.

For det tredje: ’Inspireret af Helligånden’ eller ’indblæst af Gud’

Formuleringen er hentet fra 2. Timotheus Brev kap. 3, vers 15-17, som jeg ser som en central sammenfatning af, hvordan de første århundreders kristne forholdt sig til ’De hellige Skrifter’, som jo i denne sammenhæng var tekster fra Det Gamle Testamente. Her har jeg ikke plads til at gå nærmere ind på, hvad ’inspireret’ – som jeg forstår det – vil sige.[1] Men bare kort: Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud – også selvom ’hørelsen’ af det, Gud sagde, undertiden var upræcis og naturligvis præget af den givne tids kultur og af personlige erfaringer. Men tværs igennem det hele gør Helligånden det sådan, at Skrifterne kan ”give visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus”. Og ethvert skrift er ”nyttigt til undervisning, … så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud.

Bibelen er vel da ’Guds Ord’?

I min tradition er vi vant til at kalde Bibelen for ’Guds ord’, men vi har brug for at præcisere, hvad vi mener med det. Ellers står vi i fare for at gøre Bibelen til noget, som jeg tror, hverken Helligånden eller den første kirke, som samlede og gav os teksterne, havde tænkt, den skulle være. Vi risikerer at forkludre dens vigtige funktion: At guide os hen til Jesus.

Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord!

Så vidt jeg kan se, lægger teksterne ikke selv op til at identificere Bibelen med Guds ord. Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord![2] Brorson skrev det smukt: ”Men ak, hvad skal jeg sige/når jeg vil tænke på/at Gud af Himmerige/i stalden ligge må/at Himlens pryd og ære/det levende Guds ord /skal så foragtet være/på denne onde jord.”

Guds ord blev ikke til bogstaver, men til kød. Det var ikke skriftruller, der lå i krybben i Betlehem, men Gud, der var blevet menneske. C.S. Lewis skriver i ét af sine breve: ”Det er Kristus selv, ikke Bibelen, som er det sande Guds ord. Bibelen, læst i den rette ånd og under vejledning af gode lærere, vil bringe os til ham.” Bibelen er ikke selv den kilde, der giver liv, men den forsyner os med skilte, der leder os hen til kilden, til Jesus Kristus. Og til at få øje på disse skilte har vi brug for Helligånden.

Og relevansen?

Derfor kan vi slet ikke undvære nærkontakt med de bibelske tekster, og vi må med Helligåndens hjælp finde deres røde tråd, der leder hen til Jesus Kristus. Det var hensigten, da den tidlige kristne kirke for ca. 1700 år siden definerede de tekster som ”kanoniske”, dvs. rettesnors-tekster, altså pålidelige skilte. Det er gennem dem, vi kommer tættest på øjenvidnernes beretninger om Jesus og deres måde at fortolke de forskellige tekster på. At droppe den nærkontakt med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’. Og vi går glip af glæden og styrken ved gang på gang at blive mindet om evangeliet, som fortsat er Guds kraft til frelse.

At droppe nærkontakten med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’.

Læs også ‘Bibelens relevans’.

[1] Læs mere i Gunni Bjørsted: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus” fra side 110
[2] Fx: Johannesevangeliet kap. 1, vers 1ff; 1. Johannesbrev kap.1, vers 1; Johannes’ Åbenbaring kap. 19, vers 13; Hebræerbrevet kap. 4, vers 12-16

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere