Bertel Haarder:

• har bestridt adskillige ministerposter, sidst som kultur- og kirkeminister 2015-16
• initiativtager til Danmarkskanonen i 2015
• medlem af Folketinget for Venstre siden 2005 og i perioden 1975-1999
• yderligere oplysninger http://www.ft.dk[/facts%5D

De, der er ligeglade, behøver ikke frihed. Som højskoleforstanderen i Henrik Pontoppidans ‘Det forjættede land’, der var som en ‘åben ladeport’, hvor alting kan blæse igennem. Dem er der mange af.

Friheden er nødvendig

Friheden var nødvendig for dem, der i 16-1700-tallet forlod Europa og drog til USA for der at dyrke Gud efter deres overbevisning. De skabte verdens frieste stat, hvor respekten for andres tro er fundamental og grundlovsbeskyttet.

Derfor er det forvrøvlet at tale om, at stærk tro og ‘religiøs fundamentalisme’ er frihedens modsætning. Tværtimod. Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret, end den, der er tolerant og ligeglad.

Frisind er netop det at have en stærk overbevisning og samtidig respektere, at andre har samme ret. Deraf kommer det, at jeg ofte har mødt religiøst forankrede mennesker med langt større rummelighed over for andre end de selvretfærdige humanister, der ikke tror på noget – ud over sig selv og deres egen fornuft.

Frihed til at tro

At sekularismen tager over, er på ingen måde ensbetydende med, at der bliver større frihed. Det oplevede jeg i Europa-Parlamentet, hvor også danske centrumvenstre-politikere i flok stemte imod en italiensk katolik og forhindrede ham i at blive EU-kommissær. Hans brøde var, at han havde helt almindelige katolske synspunkter på skilsmisse, abort m.v.

Jeg var og er uenig med ham, men respekterede hans ret til at være troende katolik. Jeg kunne slet ikke affinde mig med, at han ikke kunne blive kommissær, når han tilmed lovede at overholde alle vedtagne EU-regler.

Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret.

Her viste det sig, at de frihedsdyrkende humanister og sekularister i virkeligheden var intolerante og totalitære. Én af dem elskede at kalde præsterne i Dansk Folkeparti for ’mulla’er’ og antydede derved, at de manglede frisind. Men det var jo hende selv, der manglede frisind, når hun ikke kunne tolerere en katolik som kommissær.

Frihed – vigtigere end demokrati

Ingen har som Grundtvig talt åndsfrihedens sag: Han anså friheden for at være vigtigere end demokratiet. Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

I bogen ’Den danske statskirke upartisk betragtet’ taler han for ubegrænset ytringsfrihed, også i kirken, men ”ikke ret til at krumme et hår på nogen kætters hoved”. Den frihed bryder de ’dorske’ og ’herskesyge’ sig ikke om. Men det skal just være det fine i folkets kirke, at både de dorske og herskesyge befinder sig ilde deri, skrev han. De dorske er de dovne, der ikke gider bruge åndens våben. De herskesyge er de intolerante, der vil bruge statens arm mod deres modstandere.

Munden fri, men hænderne bundet

Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

Sådan skrev Grundtvig. Det har jeg ofte citeret på ministermøder, når trangen blev for stor til at bruge statens arm imod dem, vi er uenige med.

Det er svært, når vores frihed bruges til at etablere parallelsamfund og modarbejde vores demokrati og vores borgerrettigheder. Så skal der sættes grænser for, hvad vi vil yde støtte til (fx friskoler og folkeoplysning), ligesom der naturligvis ikke skal udbetales kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse til dem, der ikke vil give hånd eller insisterer på at gå skjult for deres medmennesker.

Tilsvarende er vi i vores gode ret til at kræve respekt for vores grundlov, demokrati, ligestilling og fundamentale rettigheder – og kræve underskrift på det – når der ansøges om statsborgerskab.
Men at forbyde troen, meningen, opfattelsen, kommer der ikke noget godt ud af.

Det er åndsfrihed, og det skal vi holde fast ved i Grundtvigs fædreland.

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 06. feb. 2025 - Trossamfundsloven til revision: Balance mellem kontrol og frihed
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut

Find flere

Birk Christensen:

• forstander på Tølløse Privat- og Efterskole indtil juli 2018
• sekretariatschef for Børns Vilkår 1989-2005
• uddannet lærer og baptistpræst

I 1960’erne og 1970’erne var frisindede mennesker dem, der udfordrede holdningen til, hvad der var anstændigt, sådan som det store flertal af befolkningen tolkede det. Frisind blev opfattet som et noget tvivlsomt begreb og ikke noget, ’pæne’ mennesker tilstræbte at være.

Et nødvendigt opgør

Dengang var frisind forbundet med et nødvendigt opgør med tidens noget stramme regler for seksualitet, samliv, seksuel orientering, påklædning og censur for publicering af tekster og billeder. Det var fx bestemt ikke tilladt at være mere eller mindre afklædt i det offentlige rum.
I 2018 har vi så igen indført regler for påklædning i det offentlige rum. Nu et forbud mod at være tildækket, hvor vi har set billeder på TV af en politibetjent, der – ganske vist i Frankrig – anholder en muslimsk kvinde på stranden, fordi hun ikke er anstændigt påklædt i badetøj, men har valgt at beholde tøjet på. Så meget for frisindet!

Dengang var frisind forbundet med et nødvendigt opgør med tidens stramme opfattelse af definitionen på en familie. Kun kernefamilien var acceptabel. Nu er stort set alle familiemønstre heldigvis acceptable med undtagelse af familier, hvor moren er hjemmegående, og helt galt er det, såfremt familien er muslimer. Så meget for frisindet!

Værdier, der er tilstrækkeligt grundfæstede til ikke at begrænse andre.

De, som nu er tilhængere af burkaforbud eller har set sig sure på store (muslimske) børnefamilier, opfatter sig muligvis som frisindede, fordi de engang var tilhængere af ophævelse af censur, sex før ægteskabet og lempelse af abortreglerne, men det er en tvivlsom form for frisind. I bund og grund er de tilhængere af flertallets tyranni, selvom de kalder det demokrati.

Ret til at vælge sin egen vej

Danmarkskanonen definerer frisind således: ”Frisind betyder, at man anerkender det andet menneskes ret til frit at tænke, tro og tale – og til frit at vælge livsform. Men frisind betyder ikke, at man skal acceptere alle livsværdier og livsmønstre som lige gode. Frisind er ikke det samme som holdningsløshed…”.

Frisind handler altså om, hvorvidt vi vil tillade, at mennesker har andre styrende værdier for deres liv, end vi selv har. Vi beholder vores ret til vores livsværdier og til at søge at udbrede de livsværdier i respekt for, at enhver har ret til at vælge sin egen vej.

De … opfatter sig selv som frisindede, …. men det er en tvivlsom form for frisind.

 Forpligtelse til kamp for frisind

Som mindretal har baptister nydt godt af det religiøse frisind, der siden Grundtvig har været den herskende grundopfattelse. Derfor har vi en særlig forpligtigelse til at fastholde frisind hos os selv og i Danmark. ’Frihed for Loke såvel som for Thor’ kan vel oversættes således til nudansk: ’Frihed for kristne såvel som for muslimer’, ’frihed for heteroseksuelle såvel som for homoseksuelle’ og ’frihed for Indre Mission såvel som for ateister’?

 Rodfæstet?

En forudsætning er, at såvel flertal som mindretal er ægte frisindede og tillader andre at have andre livsværdier, end de selv har. Det sker kun, hvis det enkelte menneske, kirkesamfund eller det borgerlige samfund har værdier, der er tilstrækkeligt grundfæstede til ikke at begrænse andre, fordi de mener noget andet eller lever med andre værdier.

Måske er manglen på grundfæstede værdier den virkelige årsag til, at det berømmede danske frisind synes at være på retur?

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget

Find flere