Vi har altid haft en holdning til seksualitet. I 1921 var man – i menighederne og udenfor – enige om, at seksuelt samliv hørte ægteskabet til. Og fandt det sted udenfor, var det syndigt. Det førte til sociale katastrofer – især for kvinder – og massiv fordømmelse, ofte også udstødelse af menigheden. Derved svigtede fællesskabet sårbare mennesker.

I 2021 har det sekulære samfunds syn på køn, krop og seksualitet flyttet sig. Det har holdningerne i menighederne også, men vi taler ikke om det. I årtier har vi tiet, for det var det nemmeste, men vi er nødt til at tale med hinanden om seksualitetens plads i et moderne menneskes liv, for vi lever alle i menigheden – men også i det sekulære samfund.

Er der grænser?

Hvad to voksne, ligeværdige mennesker frivilligt gør med hinanden, kan aldrig blive andres – heller ikke menighedens – anliggende. Men efterårets afsløringer af grænseoverskridende seksualiseret adfærd i arbejds- og magtrelationer viser et himmelråbende behov for respektfulde, ansvarsbevidste normer, der giver plads for gensidig tiltrækning, men også sætter grænser for den enkeltes opførsel.

Som kristne er vi kaldet til at være en mod-kultur i verden. Vi er kaldet til at gøre Guds riges normer til virkelighed i et moderne samfund – også i forholdet mellem kønnene og på det seksuelle område. For at kunne det, må vi udfordre hinanden til at definere Guds riges normer for seksualitet, kærlighed og køn.  Vi må tale med hinanden for at komme til klarhed over, hvordan vi udlever vores seksualitet med udgangspunkt i et næstekærligt værdigrundlag.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 09. okt. 2025 - Vælg side – eller?
• 21. jul. 2025 - En midlertidig løsning til at leve med
• 22. maj. 2025 - Fællesskab

Find flere

Henrik List:

• psykoterapeut MPF
• aktiv i Fredens-Nazaret Kirke på Østerbro i København
• skriver også for ’Parvis’, der er en del af Agapes diakonale arbejde. https://www.agape.dk
• på sin hjemmeside henriklist.com lægger han ofte svar ud fra Agape som blogs.

”God dav, Henrik!” Jeg får straks ondt i maven. Jeg hører Bentes stemme bag mig ved kaffebordet i pausen til et foredrag. Jeg vender mig langsomt om og siger: ”Hej, Bente”. Samtidig tænker jeg på en måde at slippe væk på. Jeg ser for mig mit tilbagetog til salens fjerneste hjørne, imens hun ihærdigt fastholder kontakten. Den ældre kvinde kan ikke holde en passende fysisk afstand. Jeg føler mig klaustrofobisk og forsøger at skyde en stol ind imellem os på vejen mod et forløsende helle. En stol er ingen hindring for Bente, der næsten står på mine sko og billedligt talt er på vej ind i min krop, så jeg vælger at sige, at jeg skal på toilettet.

Grænseoverskridende

Hvad har det at gøre med seksuel grænseoverskridende adfærd? På den ene side absolut ingenting. Bente er hverken seksualiserende eller krænkende, som vi normalt forstår det. På den anden side viser eksemplet, at vores krop er langt mere end et hylster. Med den sanser vi, hvad der opleves rart, og hvad der er truende. Her mærker vi også, om der er overensstemmelse mellem vores værdier og vores valg – vores ja’er og nej’er.

Vores krop er langt mere end et hylster.

Det er vigtigt, for vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende. Det er dét, der sker i historien ovenfor, hvor jeg – uden held – først forsøger at flytte mig og bagefter skærmer mig mod Bentes indtrængen i min intimsfære. Jeg håndterer det ved at gå på toilettet, da jeg véd, at hun ikke vil kunne forstå en verbal grænsesætning. Historien tager også udgangspunkt i, at jeg er et voksent og frit menneske, som råder over egen krop og har mulighed for at sætte nødvendige grænser op om den.

Positiv magt

I en ideel verden er det ikke særlig svært, men verden er mere kompleks. Vores værdier og vores kropssansninger er private og harmonerer ikke altid med andres. Når vi er meget tæt på et andet menneske fysisk – især i en magtrelation – skal vi italesætte det, når normale grænser af gode grunde bliver overskredet. Det kan fx være som patient og sygeplejerske[1], som terapeut og klient, som svend og lærling. Samtidig er det min erfaring, at åbenheden om den fysiske kontakt næsten altid bliver modtaget med ”Selvfølgelig, det kan ikke være anderledes – det er helt ok”. Man kan sige, at det at være bevidst om asymmetrien bør tvinge os til at anvende magten positivt. Vi har et medansvar for et andet menneskes trivsel.

Destruktiv magt

Siden 2017 har der været stort fokus på, hvordan magten i stedet har været anvendt meget destruktivt. I efteråret 2020 er eksemplerne kun tiltaget i antal og konkretisering. I næsten alle tilfælde er krænkeren pr. definition en mand og offeret en kvinde. Men kvinder krænker også, viser bl.a. undersøgelser blandt norske sygeplejersker[2] og danske læger[3].

Vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende.

Uanset chikanens art og krænkerens køn er det godt, at der sættes fokus på, at vores krop er vores egen, og at det er OK at sige fra. Man kan altid spørge, hvor grænsen går, og enkelte eksempler virker patetiske og selvhøjtidelige. Samtidig er der ingen tvivl om, at alt for mange ledere har nydt at udnytte medarbejdernes manglende mod, evne eller muligheder til at sige fra. Skal kulturen på arbejdspladserne for alvor ændres, er det ikke nok med hensigtserklæringer eller retningslinjer. Medarbejderne bliver også nødt til at stå op for sig selv og stå ved deres kropsfornemmelser og værdier – også selv om det kan være svært.

Alkohol og fester

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur. Alkohol er eminent til ’det lille svæv’. Den gør os sjove og uovervindelige; og så ’hjælper’ den os til at undertrykke vores sansninger. Vores ja’er og nej’er bliver knapt så tydelige – hverken for os selv eller andre. Det sker i alle miljøer. Prisen kan være høj, fordi alkoholen medvirker til at forplumre og sløre invitationer og afvisninger, og fordi alkoholen bedøver eller forstærker kroppens signaler.

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur.

Den typiske historie er mænd og drenge, der er mere insisterende end normalt, og kvinder og piger, der ikke får sagt fra, som de ville. Derfor ser vi så mange eksempler på forskellige opfattelser af, om det var voldtægt eller ej. Den nye samtykkebaserede voldtægtslov, hvor begge parter aktivt skal give samtykke, er en konsekvens af det. Uden at forholde mig til det juridiske eller forståelsen af samtykket ser jeg loven som en konsekvens af alkoholkulturen.

Hvor det burde være oplevelsen af lyst eller ulyst, der styrer, hvem vi har sex med og hvornår, er loven sat ind som en ekstra nødbremse for at kompensere for overgreb og uklare signaler. Det kan man glæde sig over eller begræde. Allerbedst vil det være, hvis vi selv tager ansvar for eget liv og alkoholindtag, så vi kan vælge selv. Det skylder vi både os selv og vores medmennesker.

[1] Sygeplejersken årgang 2018 nr. 2: ”Du har taget vare på min blufærdighed”

[2] Sygeplejen årgang 2018 nr. 2: ”Mannlige sygepleiere mer utsatt for trakassering”

[3] Sundhedspolitisk tidsskrift 30/10 2020: ”Mænd i hospitalssektoren også udsat for sexchikane”

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 23. dec. 2024 - Kærlighedens magt over kærlighed til magten
• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 18. feb. 2023 - Krigens stemme

Find flere

Hvordan sætter menigheden grænser om fællesskabet, der er vide nok – og på den anden side alligevel markerer, at der er grænser for, hvad kristen tro er? De spørgsmål er ikke nye, men de er igen aktuelle i menighederne.

Hvad vi hver især tror, og hvordan vi hver især lever – det er ikke afgørende, så længe vi ikke skal stå til regnskab overfor hinanden for ‘den tro, der bor i os’ og ‘den etik, vi praktiserer’. Men når vi bliver en del af ‘en kristen menighed’, bliver vi udfordret. Kan jeg så formulere min tro, som jeg vil? Og kan jeg leve mit liv, efter min egen opskrift?

Hvis vi er en del af en dansk baptistmenighed, hører vi til i et fællesskab, der ‘bekender Jesus Kristus som Herre og Frelser i overensstemmelse med Bibelen og derfor søger vi sammen at opfylde vores fælles kald til Faderens, Sønnens og Helligåndens ære’.[i] Her er normen for troens ‘hvad’ og livets ‘hvordan’.

Kan jeg så formulere min tro, som jeg vil? Og kan jeg leve mit liv, efter min egen opskrift?

Grænsen

Vores forgængere var meget optaget af grænsen mellem menigheden og det omliggende samfund. Kirken bestod af ‘troende døbte’ og skulle være ‘et helligt samfund’. Hvis nogle overskred ‘normen’, sådan som den blev fastlagt på menighedsmødet, endte det med udelukkelse af fællesskabet. I mange år figurerede store tal i statistikkerne over ‘udelukkede’. ‘Menighedstugten’ medførte naturligvis tragedier for dem, der blev ramt af den. Oftest blev den begrundet med udsagn fra Det Nye Testamente om livet i de første menigheder.

Centrum

Mange spurgte efterhånden: Hvor blev kærligheden af? Langsomt skete der et skred, og til sidst forsvandt udelukkelserne. Man begyndte at fokusere på fællesskabets centrum snarere end på dets grænse. ‘Centrum’ kom nu til at handle om dét, Jesus forkyndte om Guds Rige – ‘det glade budskab’. Jesus’ ord til disciplene om ikke at dømme blev centrale: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med”[ii] – et ord, som også Paulus kendte til: ”Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer!”[iii]

Jesus havde også brugt billedet om ‘ukrudt og hvede’ på Guds folk. Da nogle ville luge ukrudtet væk, svarede Jesus: ”Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I også til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro indtil høsten.”[iv] Den samme belæring fik hans disciple, da de ville gøre et par healere til fjender. Da svarede Jesus: ”Den, der ikke er imod jer, er for jer!”[v]

Horisonten

Jesus var ikke blot optaget af, hvad der var centrum i budskabet. Han ville også have det gjort kendt. Det folk, der tjener Guds Rige, får derfor en opgave: At forkynde og undervise nær og fjern. Guds folk skal hæve blikket og se ud mod alle folkeslag.[vi] Og Guds folk sendes til enhver, der lider nød[vii] – dér er opgaverne.

Den opgave forstod de første kristne så godt, at andre kaldte dem ‘Vejen’.[viii] De var i bevægelse – på vej. Optaget af andre. De havde målet for øje: Guds rige kommer – og det kommer, når vi bliver optaget af det som ‘sagen’. Derfor synger vi: ”Din rigssag, Jesus, være skal min største herlighed”.[ix]

Hvordan definerer vi os som kirke i dag?

Kirkesynet

Hvordan definerer vi os som kirke i dag? Det har vi forsøgt i Tølløse på vej i et nyt årtusind. Vi kalder os for ‘Rejsefølget’, og vi beskriver os selv som et åbent, rummeligt og dynamisk fællesskab, der er mere optaget af centrum og horisont end af grænsen.

For mig skete det også ud fra en familiær erfaring: Min moster blev som 23-årig udelukket af én af vores menigheder, fordi hun blev gravid. Da hun efter få år døde fra mand og fire mindreårige børn, sagde hun til min mor: ”De udelukkede os af menigheden, men Jesus kunne de ikke tage fra os”.

Historie og erfaring hører også med til et brugbart kirkesyn i dag.

Rejsefølget – et brugbart kirkesyn?

En kristen menighed er et fællesskab af store og små, der er undervejs mod Guds rige.

Alle er med i Rejsefølget, og vi har forskellige tilhørsforhold alt efter, hvem vi er, og hvor længe vi har været med på rejsen. Vi hører til blandt dem, der søger dybere ind i fællesskabet, indtil vi bevidst tilslutter os den del af rejsefølget, der er sendt med evangeliet til den kultur, vi lever i.

Vi tager ansvar for fællesskabets opbygning i gensidig omsorg for hinanden, og vi tager del i udbredelsen af evangeliet om Jesus som herre ved at medvirke i forskellige former for arbejdende fællesskaber. Vi udvikler forskellige nådegaver, der virker til gavn og glæde for helheden, ligesom vi præges af giverglæde, når det gælder økonomi, tid og andre ressourcer. Nogle vælges af fællesskabet til forskellige ledende tjenester, så menigheden kan opbygges til at blive et redskab for og et tegn på Guds herredømme så langt, som rejsefølgets indsats rækker. Som lokalt rejsefølge står vi sammen med alle andre kristne både lokalt, nationalt og globalt, idet vi tjener Jesus Kristus i forventning om, at Guds rige må komme med kraft midt iblandt os.

Tølløse menighed har formuleret Rejsefølget som gerne må deles. 

[i]    BaptistKirkens vedtægter, 2011

[ii]   Matthæus evangeliet kap. 7, vers 1-2

[iii]  Korintherbrev kap. 4, vers 5

[iv]  Matthæus evangeliet kap. 13, vers 24-30

[v]   Lukas evangeliet, kap. 9, vers 49-50

[vi]  Matthæus evangeliet, kap. 28, vers 16-20

[vii] Matthæus evangeliet, kap. 25, vers 31-46

[viii] Apostlenes Gerninger, kap. 9, vers 2

[ix]  Baptisternes Salmebog 492. Den danske Salmebog 361

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Her i landet er der religionsfrihed. Det står enhver frit for at sammensætte sin egen tro. Først i det øjeblik man indgår i en menighed, der definerer sig som et kristent fællesskab, bliver trosfriheden begrænset. Fællesskabet forpligter. Der er frit valg på alle hylder, men der er grænser for, hvor meget vingummi man kan blande i chokoladen og stadig fastholde, at det er ren chokolade.

Hvad er ægte kristen tro, og hvad er ikke?

Hvor går grænsen mellem at tale tidens sprog og at optage elementer, der er væsensforskellige, fremmede og definitivt ukristelige i forkyndelsen? Kristne har altid diskuteret troens grænser, men kristne har også altid formidlet troen på Jesus Kristus i tidens sprog og ind i tidens kultur.

Det væsentlige er ikke, hvor grænsen går, men hvor centrum er. Kristen tro defineres ved ‘at det driver på Kristus’. Sådan udtrykte Martin Luther sig. Kristen tro er tro på Jesus Kristus som Guds Søn og verdens frelser. Uanset sprogdragt, ritualer og etik.

Grænselandet

Grænselandet mellem forskellige trosudtryk og overvejelser om, hvad centrum er, har altid optaget kristne, og kan også i dag føre til en ophedet diskussion og stor uenighed.

‘Hvor går grænsen?’ er titlen på et blad, der søger at tegne et kort over grænselandet mellem den kristne tro og de mange forskellige religiøse tilbud. Vi søger at vise skellet mellem sand kristen tro og synkretisme – eller religionsblanderi – på almindeligt dansk. baptist.dk har bedt mennesker med kendskab til grænselandet om at beskrive det og markere grænsen, hvor de ser den. Men grænsen er ikke altid let at få øje på, og undertiden krydser vi den måske uden at registrere det.

Hensigten med dette blad er at rejse spørgsmålet og få os til at se nøjere på vores egen praksis, mens vi overvejer, hvor meget det omgivende samfunds kultur har smittet af på vores tro.

Har du hældt for meget vingummi i din chokolade? Eller er det stadig ren chokolade?

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Kurt Christensen:

• dr.theol.
• professor tilknyttet Menighedsfakultetet i Århus
• har især koncentreret sig om etik

Kristendommen er grænseløs og dermed grænsesprængende, for evangeliet er fra Guds side tiltænkt alle. Alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.[i] Derfor bliver vi også i missionsbefalingen opfordret til at gøre ‘alle folkeslagene’ til Jesus´ disciple ved dåb og tro.[ii]
Men samtidig er kristendommen også provokerende eksklusivistisk og dermed grænsesættende. Jesus proklamerer, at han er ’vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig’.[iii] Og apostlen Peter slog fast, at ’der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan frelses ved’.[iv]

Evangeliet sprænger grænser

Det møder vi fx i Apostlenes Gerninger, der beskriver, hvordan evangeliet baner sig vej fra den første jødekristne menighed i Jerusalem til samaritanerne og hedningerne og ender i Rom, den daværende verdens centrum. Og Paulus lovpriser Kristus, fordi han har nedrevet den mur af fjendskab, som adskilte jøder og hedninger.[v] I dag findes der på trods af politiske, kulturelle og etniske grænser formentlig kristne i alle klodens 195 lande. Jo, det kristne budskab er i sandhed grænsesprængende.[vi]

Hvis vi kristne nu blot kunne medgive, at alle religioner dybest set kommer ud på ét, så ville der være langt færre religiøst motiverede konflikter.

Evangeliet sætter grænser

Men kristendommen med sit fokus på frelse ved Jesus alene har også altid været provokerende grænsesættende i forhold til andre religioner og trosforestillinger. Derfor blev de kristne i kirkens første tid forfulgte af samtidens jøder.[vii] Og fordi de kristne afslog at tilbede kejseren, kom de også på kollisionskurs med romermagten.

Vi genfinder det i nutiden, hvor kristendommen ofte af andre religioner anklages for at have et eksklusivistisk præg. Og fra politisk side er tanken hyppigt, at hvis vi kristne nu blot kunne medgive, at alle religioner dybest set kommer ud på ét, så ville der være langt færre religiøst motiverede konflikter på vores klode.

Hvad er sand kristendom?

Der har også altid været en intern debat om, hvad der er sand kristendom. I Det nye Testamente argumenterer Paulus fx både imod galater-menighedens tendens til lov-fokusering og imod korinther-menighedens tendens til lovløshed. Kort tid senere opstod der en alvorlig trussel imod kristendommen i form af den religiøst-filosofiske bevægelse gnosticismen. I den forbindelse trængte spørgsmålet sig på: Hvad er genuin kristendom? Hvor går grænsen mellem kristendom og ikke-kristendom?

Normalt betragter vi vel de oldkirkelige bekendelsesskrifter som nogle temmelig støvede dokumenter. Men de er resultatet af de første århundreders kamp for at slå fast, hvad der er sand kristendom. Og de har lige siden været med til at udstikke grænserne for, hvad der er sand kristendom.

Også i dag er det både vigtigt og vanskeligt at forsøge at afgrænse kristendom fra ikke-kristendom.

Hvor går grænsen – i dag?

Også i dag er det både vigtigt og vanskeligt at forsøge at afgrænse kristendom fra ikke-kristendom, selv om Bibelen – ikke mindst Det Nye Testamente – rummer helt afgørende udsagn i den forbindelse. Vi kan også hente hjælp i tidligere tiders bestræbelser på at fastlægge grænserne for genuin kristendom, fx i de tre klassiske trosbekendelser.

Men alligevel er det ikke altid helt let at afgøre, om en forkyndelse eller en trosposition befinder sig indenfor eller udenfor kristendommens grænser. Det hænger blandt andet sammen med, at vi som kristne nødvendigvis må forkynde ind i den samtid og den religiøse og kulturelle sammenhæng, som mennesker befinder sig i. Derfor må forkyndelsen sprogligt set være kreativ. Lidt på samme måde som når en missionær skal forkynde evangeliet i en fremmed kultur. Og vældig ofte køber nutidens mennesker slet ikke ‘hele pakken’, men forsøger at konstruere deres egen tro, hvor kristendommen blandes med andre komponenter og ingredienser.

Vældig ofte køber nutidens mennesker slet ikke ‘hele pakken’, men forsøger at konstruere deres egen tro.

Vær vis og varsom

Det er vigtigt, at menighedens ledere og ‘faste kerne’ optræder vist og varsomt. I sidste ende er det selvfølgelig ikke op til nogen menneskelig instans at afgøre, hvem der er kristen, og hvem der ikke er det, men det kan alene Gud/Jesus selv. Men menighedens ledere har ikke desto mindre til opgave at vejlede og beskytte menigheden mod vranglære, og således være ‘grænsebetjente’.

Samtidig skal menigheden være så rummelig, at det er muligt at stille kritiske spørgsmål til den traditionelle kristendomsforståelse – og måske også være uenig i et og andet – og det skal være muligt for nye i troen at ‘være på vej’. Den kombination af mere eller mindre modsatrettede hensyn kræver åbenlyst en god portion visdom og varsomhed hos lederne. Også af den årsag er der god grund til at bede for menighedens ledere.

Kristendommen har et bestemt indhold

Kristendommen er altså grænseløs og grænsesprængende, for ethvert menneske er hjerteligt indbudt til at blive en del af den kristne menighed.

Men samtidig er kristendommen også grænsesættende, for kristendommen har et bestemt indhold, som ikke må forrådes, hvis der skal være tale om kristendom.

[i]     1. Timotheus-brev kap. 2, vers 4

[ii]    Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 19

[iii]   Johannes-evangeliet kap. 14, vers 6

[iv]   Apostlenes Gerninger kap. 4, vers 12

[v]    Efeser-brevet kap. 2

[vi]   Apostlenes Gerninger kap. 8, 10 og 28

[vii]  Apostlenes Gerninger kap. 8

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere

Ole Skjerbæk Madsen, 72 år

• præst ved dialog- og retrætecentret Tao Fong Shan i Hong Kong fra 2017
• præst, ansat i missionsselskabet Areopagos 2000-2017
• teolog, sognepræst i København 1976-2000
• stifter i 1995 ‘I Mesterens Lys’

Også kristendommen er synkretistisk, selvom vi har et tydeligt budskab om Gud, som i Jesus Kristus er blevet en af os for at befri os fra alle livsødelæggende kræfter. Gud måtte møde os som et menneske, hvis vi skulle kunne se Gud og få fællesskab med Gud. Gud er Gud, og mennesket er menneske og ikke Gud, men i Jesus Kristus forenes Gud og Menneske. Det er en gud-menneskelig synkretisme.

Evangeliet på sin plads i kulturen

Vi må forkynde evangeliet på en måde, som passer ind i den sammenhæng, hvor vi bringer det. Derfor taler vi ikke dansk til en afrikaner, når vi forkynder evangeliet, men vi må lære hans eller hendes sprog. Vi må tilpasse kirkens udtryksformer til kulturen. Vi kalder ofte den proces for kontekstuel forkyndelse, og vi taler om, at kirken ’inkultureres’ i den nye sammenhæng. Det er synkretisme.

Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest.

Synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest

Ser vi på kirkens historie, forenes forskellige kulturer hele tiden. Former blandes, for at den enkeltes kristnes tro kan være autentisk i enhver given sammenhæng. Mens jeg skriver, er vi i december måned. Men Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest. Det, at lyset vender tilbage, og dagen tager til, bringer håb. Det gjorde det for de gamle hedninger, og det blev fejret med lys og festligt lag. Det var naturligt for kirken at knytte til ved den fest og give den en ny tolkning. Håbet knytter sig ikke kun til solhverv, men til Jesus Kristus, som fødes ’som solopgangen fra det høje’ med lægedom under sine vinger.

Autentisk kristen tro

Problemet er ikke synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest. Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham. Her handler det ikke om grænsesætning – men om orientering. Guds Søn blev født ind i en verden, hvor vi var optaget af os selv. Vi havde glemt Gud og skabt os guder i vores eget billede. Vi havde stirret os blinde på os selv, vores lykke eller ulykke, det vi begærede, og det vi frygtede. Guds Søn blev menneske for at møde os, hvor vores opmærksomhed var bundet. Vi følger i hans fodspor, når vi forkynder evangeliet, og derfor sætter vi ikke grænser mellem os og det menneske, vi møder. Vi kommer ikke som en fremmed, men som en ven.

Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham.

OK med religionsblanderi?

Er det så ligegyldigt, hvad mennesker tror, og hvad de blander sammen i deres selvforståelse og i deres åndelige liv? Nej, selvfølgelig ikke, men vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Et helt nyt tros-værk

Et andet ord for synkretisme er bricolage. Ordet kommer af bricoller = at sammenflikke, og det bruges bl.a. om kunstværker, hvor kunstneren skaber et helt nyt værk af forhåndenværende materiale uanset dets oprindelige formål. Det ord foretrækker jeg, når jeg taler om synkretisme i spørgsmålet om livssyns og tro. Her handler det om en ny syntese af gamle ideer og forestillinger og af de praksisser, historier og metaforer, som knytter sig dertil.

Men også tros-bricolagen er som et nyt, helt kunstværk, som er med til at give den enkelte en ide om mening eller i det mindste en bevarelse af personlig identitet i en kulturel situation præget af fremmedgørelse, usikkerhed, multireligiøsitet, pluralisme, globalisering. Meningen i bricolagen ligger ikke i elementerne, men i det, som den enkelte får ud af dem i den nye komposition. Bricolagen er trods elementernes forskellighed og tilsyneladende uforligelighed for den enkelte selv et helt og sammenhængende ‘kunstværk’.

Selvom iagttageren ser det som et udtryk for ‘indkøb’ på det åndelige forbrugsmarked, så er det for det menneske selv et spørgsmål om at skabe mening i sit liv.

Vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Åbenhed overfor andres tro

Så hvordan møder vi det andet menneske og dets synkretisme? Vi glæder os med det menneske over det åndelige kunstværk, som giver dets liv mening. Vi lytter efter: ‘Hvad er det for en livshistorie, det vidner om? Hvad er det for spørgsmål, den anden har tumlet med?’ Vi spørger nysgerrigt ind til nogle af elementerne i bricolagen. Måske indgår bøn i den andens trosliv. Vi spørger: ‘Hvad betyder bøn for dig? Hvordan beder du? Hvilke erfaringer har du gjort dig? Hvem beder du til?’ Og når vi har lyttet, kan vi dele erfaringer med den anden fra vores eget bønsliv. Og måske når vi dertil, hvor vi kan bede sammen – og på den måde har vi inviteret den anden ind i vores egen relation til Jesus Kristus. Det kan blive et frelsende møde med Gud-i-Kristus, fordi det har givet rum for Helligåndens virke.

Altså ikke grænsesætning, men Jesus’ nærvær i mødet med mennesker!

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Højt mod nord i Norge, hvor landet laver et lille buk mod øst ud mod Varangerfjorden, ligger en bebyggelse ved navn Grense Jakobselv. Stedet markerer grænsen mod Rusland og huser i vore dage ikke meget andet end en grænsestation og et kapel. Kapellet ligger smukt på en bjergtop, og inde fra kirkerummet har man udsigt både til Barentshavet og bevæbnede russiske vagttårne. Det blev bygget i 1869 som et resultat af norsk-russiske stridigheder angående fiskeriet ved rigsgrænsen. Det skulle være den indiskutable markering af grænsen mellem det evangelisk lutherske Sverige-Norge og det russisk-ortodokse Rusland.

Der går grænsen

Hertil, men ikke længere, går det evangelisk lutherske rige. Hertil, men ikke længere, går det norske Guds rige. Og jeg kan ikke lade være med at tænke to ting.

Det ene: Minder det ikke lidt om en tendens i vores eget land? En tendens til at holde Guds navn op som en gyldig – sådan da, hvis man lige tager de rette briller på – afgrænsning over for fremmedfolk.

Det andet: Mon Gud var med på råd, da de besluttede at bygge et grænseskel i hans navn? Synes han mon, det var en super idé?

“Ja, lad os afgrænse og opdele i mit navn!”

“Lad os bruge mit navn til at dømme mennesker indenfor og udenfor!”

“Brug endelig mit navn til – politisk – at indhegne jeres egne interesser!”
Nok ikke.

Uden grænse

For er der noget, Gud ikke gør, er det at begrænse sit rige. Vi begrænser vores riger, men Gud begrænser ikke sit. Han gør netop det stik modsatte, når Jesus sender sine disciple ud med beskeden om at gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen.

Alle skel blev smadret lige der – politiske, geografiske, kulturelle, religiøse skel – blev opløst af Jesus’ ord. Vi er stadig forskellige som mennesker, men for Guds kærlighed er vi alle lige. Den er nemlig grænseløs, og den forskanser sig ikke i et kapel ved den russiske grænse.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere