Christoffer Wilki:

• 29 år, cand.mag. i Kulturmøder & Pædagogik (RUC)
• fra Kristuskirken/Regen

Faros:

Faros hjælper uledsagede mindreårige flygtningebørn og -unge samt sårbare flygtningefamilier i Athen, Grækenland. Faros er startet med støtte af International Aid Services (IAS DK) og flere danske kirker. Læs mere på http://www.faros.org.gr og støt arbejdet via MobilePay: 7534 5855 (mærk Athen).

Min dag veksler mellem at være på vores kontor og besøge de forskellige aktiviteter, som vi tilbyder i Athen. I Faros har vi tre arbejdsgrene:

– Faros Day Center, som indeholder vores drop-in center og shelter for uledsagede mindreårige flygtninge
– et familiecenter, Hope Center, for kvinder med børn
– et aktivitetstilbud for børn, der bor i en af de større flygtningelejre

Størstedelen af min arbejdstid går med rekruttering, træning og koordinering af frivillige. Vi har korttidsfrivillige fra hele verden, men vi er i gang med at engagere flere langtidsfrivillige fra vores græske partnerskabskirker for at skabe et bæredygtigt miljø, der er genkendeligt og trygt for de mennesker, vi hjælper. Udover dette bruger jeg min tid på engelskundervisning for drengene på drop-in centeret samt sportsaktiviteter som fodbold og beachvolley, der er et stort hit blandt dem!

Jeg vil bryde mure ned

Jeg færdiggjorde mit studium i februar og har længe haft en drøm om at komme til udlandet og arbejde. Gennem Roskilde Baptistkirke, som er engageret i Faros, kom jeg i kontakt med Dan og Patricia Kirk Biswas, der startede organisationen, og jeg mærkede virkelig, at deres hjerte for de flygtende børn og organisationens vision tiltalte mig.

Det er givende, om end til tider hårdt.

De seneste par år har jeg haft en voksende længsel efter at ’bryde mure ned’ mellem folk. Vi lader tit vores frygt adskille os fra mennesker, der ligner os mere, end vi tror. Når jeg lærer en flygtende person fra Afghanistan, Syrien eller et andet sted at kende over et spil skak eller en fodboldkamp, oplever jeg en stor følelse af mening, genkendelighed og medmenneskelighed på tværs af grænser og virkeligheder.

Det er normale børn og unge i en meget unormal og udfordrende situation, som har forårsaget nogle reaktionsmønstre, der til tider er fremmede for os. Trods traumatiske oplevelser, som er svære at sætte sig ind i, bærer disse børn og unge dog stadig på store håb for fremtiden og en evne til at smile. Det giver mening, at børnene udvikler sig og lærer engelsk og græsk, får nye venskaber eller bliver bedre til at passe på sig selv. At de for en kort tid får lov til at opleve den barndom og ungdom, som blev taget fra dem. Det er givende, om end til tider hårdt. Jeg får lov til at være en lille del af deres rejse mod en bedre fremtid.

Udover de personlige årsager motiverede det mig også fagligt at være med til at opbygge en frivilligkultur i et land, som ikke har den store tradition for frivilligt arbejde. Hvordan kunne jeg være med til at motivere almindelige grækere til at engagere sig i at gøre en forskel for alle de mennesker, som er kommet til deres land?

Guds hjerte for den lidende

Jeg oplever både lyse og mørke øjeblikke hernede. Når en dreng kommer og siger, at jeg har betydet noget for ham i en svær tid, og jeg ser, at den dreng har åbnet sig og udviklet sig, siden han kom. Det er en stor glæde. Samtidig føler jeg mig også magtesløs og nedslået, når jeg får indsigt i, hvad børnene går igennem og har gået igennem, og at man kun kan hjælpe dem delvis.

Med lukningen af grænserne er tusindvis af mennesker strandet i Grækenland.

For mig repræsenterer sådanne oplevelser to sider af, hvad det vil sige at forsøge at have Guds hjerte for de lidende. At tage del i genoprettelsen af det brudte og glæde sig, når forandring sker, men samtidig også være til stede i de undertryktes smerte og opleve den sammen med dem – håbe for dem. Jeg bliver mere afhængig af Kristus for at finde styrken, når alt udtrykker håbløshed, men også klar over, at er jeg fuldt udrustet i Ham til at være lys for mennesker omkring mig.

Konstant forandring

På nuværende tidspunkt er Grækenland den primære indgang til Europa for flygtninge, der kommer over Tyrkiet. Ændringer i konflikterne i Mellemøsten eller EU’s politik på området mærker vi derfor hurtigt i det daglige arbejde. Antallet af personer, der kommer over vandet, er faldet drastisk siden efteråret, men der ankommer stadig folk hver dag.

Da jeg kom i starten af året, var de græske grænser mod nord stadig åbne, og det medførte, at mange flygtninge kun brugte to-tre dage i Athen. Med lukningen af grænserne er tusindvis af mennesker strandet i Grækenland. Det medfører, at vi har uledsagede mindreårige flygtninge, som har brugt drop-in centeret i op til seks måneder, og som nu overvejer at søge asyl her i Grækenland. Det giver os muligheden for at skabe en anden, længevarende relation til barnet og få indblik i, hvordan vi bedst kan hjælpe. Vi må hele tiden tilpasse vores indsats til en situation i konstant forandring.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere

Tidligere kom tusindvis at flygtninge hver uge til Chios, hvor de var en kort tid for at drage videre mod Nordeuropa. Nu er det blevet et trøstesløst foreløbigt hjem for et par tusinde flygtninge med en ukendt fremtid. De har to muligheder; at søge asyl i Grækenland eller tage tilbage til Tyrkiet.

De fleste organisationer har trukket sig ud, og tilbage står bl.a. en norsk nødhjælpsorganisation, Dråben i havet, som Bente sluttede sig til.

Hun skulle i de 12 dage bl.a. hjælpe med uddeling af mad i to af de tre meget forskellige flygtningelejre, en af dem fængselslignende. Dråben i Havet stod for morgenmad til 1250 personer i de to åbne lejre. Pengene til maden er udelukkende samlet ind bladet organisationens ca. 30.000 medlemmer i Norge. Det blev til noget hvidt brød, en croissant eller bolle, og et stykke frugt, æble, appelsin eller banan til morgenmad pr. person. Til at drikke var der vand fra vandhanerne.

Overlevelsesinstinktet

”I køerne oplevede jeg menneskets inderste drifter. Hvordan nogle snød sig foran for at få en ekstra ration – med undskyldningen om et sygt barn i teltet, mens de flinke stod bagerst i køen og måske måtte gå med uforettet sag,” beretter Bente. ”Hvordan mon jeg selv ville have reageret, hvis det var mit barn, der gik sulten i seng om aftenen?”

Hvordan mon jeg selv ville have reageret, hvis det var mit barn, der gik sulten i seng om aftenen?

”Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg bliver vred over det problem, som EU har pålagt Grækenland. De magter det ikke. Det var tydeligt i den lejr, grækerne havde ansvar for. Læger uden Grænser havde trukket sig ud af lejren i protest mod forholdene. Børnene sultede. Babyerne fik kun én sutteflaske om dagen. Så måtte mødrene give børnene opløst franskbrød,” fortæller Bente.

Tolken blev tilbage

Bente fortæller om en kvinde, som har gjort indtryk på hende: Abeer var kommet som bådflygtning 3-4 mdr. før. Hun kunne lidt engelsk og blev brugt som tolk, også af Dråben i Havet. Hun nåede ikke at komme ud af Grækenland inden EU-aftalen trådte i kraft. Hun er derfor strandet i Grækenland, fordi hun var tolk. Hun har børn i Syrien. Bl.a. tvillingepiger på seks år. Hendes håb var bare at få et liv sammen med sine børn i et sikkert land.

Bente var imponeret af denne kvinde, som på trods af, at hun havde så mange problemer selv, var en utrolig hjælp. Hun kunne skabe ro i lejren, fortælle om kulturen og dilemmaerne, så der kunne tages hensyn. Som tak blev hun gjort til medarbejder og fik mad. Men da Bente sagde farvel, græd hun.
”Hver uge får jeg nye venner, og hver uge sender jeg dem hjem, mens jeg er nødt til at blive,” forklarede hun.

Født ”farveblind”

Bentes drivkraft er hendes tro – og så er hun født ”farveblind” – i forhold til hudfarver, som datter af et missionærpar.

Hun betalte selv alle udgifter til rejse og ophold, sågar leje af den bil, de brugte til at transportere maden. Flere af de ti frivillige, hun samarbejdede med, havde penge med til lidt ekstra, f.eks. et æg til alle. De blev kogt hos bageren og udleveret som supplement til brødet.
”Jeg vil gerne gøre det igen – og gerne i længere tid.”

Hjemme i Sæby har hun i mange år haft et tæt forhold til bl.a. en stor gruppe flygtninge fra Burma.
Har det så påvirket hendes syn på flygtningekrisen i Danmark?

”Det er jo en kompleks situation. Vi afviser mennesker, der har brug for et sted at leve i frihed og fred. Det er svært at skelne, hvem der virkelig har brug for det og hvem der bare vil møve sig ind i køen igen… De mange, mange virkelige flygtninge sætter livet på spil. Men menneskesmuglerne har bildt dem noget ind. Europa er ikke noget overflødighedshorn, og det avler utaknemmelighed.”

Relateret

• 11. jul. 2024 - Det ku’ være mig
• 06. mar. 2024 - Når baptister gør en forskel
• 05. feb. 2024 - Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram
• 01. feb. 2024 - Flygtninge fra Chin Staten
• 24. dec. 2023 - Jul i murbrokkerne

Find flere