Lyt til artiklen:

En stille efterårsaften blev Kløvermarkskirken fyldt til sidste plads af toner, der talte direkte til hjertet. Udenfor faldt mørket tungt, men indenfor glødede lyset varmt på væggene. Det var søndagen inden Allehelgen, dagen, hvor vi mindes dem, vi har mistet – og søger håbet i det, der stadig lever.

straylight.band spiller i Kløvermarkskirken i Holbæk (Foto: Ulrick Refsager Dam)

Straylight.band vendte tilbage til Kløvermarkskirken med multi-showet “Døden er ikke at elske.” En titel, der i sig selv rummer en teologi: at døden ikke er kærlighedens modsætning, men dens forudsætning. Når vi elsker, gør vi os sårbare. Når vi mister, mærker vi kærlighedens pris – og dens styrke.

Straylight.band – seks musikere med rødder i Amager Gospelkor – leverede en koncert, der både bevægede og begejstrede. Med sange af Bob Dylan, Johnny Cash og Leonard Cohen blev aftenen en musikalsk rejse gennem liv, død, sorg og kærlighed – men altid med et glimt af håb i øjet.

Et fællesskab af stemmer og fortællinger

Det, der gjorde koncerten så stærk, var ikke kun musikken, men måden, den blev delt på. Mellem numrene fortalte bandet små historier om sangenes tilblivelse, om tro og tvivl, tab og taknemmelighed. Det skabte en nærhed i rummet – en fornemmelse af, at vi alle sammen sad i samme båd.

“Der var noget særligt over at opleve det hele i Kløvermarkskirken.” (Foto: Ulrick Refsager Dam)

Bob Dylan mindede os om kampen for retfærdighed. Johnny Cash viste troens udholdenhed. Og Leonard Cohen lod os ane skønheden midt i skrøbeligheden.

Aftenens stærkeste øjeblik kom, da Straylight tog fat på Leonard Cohens “You Want It Darker.” Den dybe, rytmiske puls og de sagte ord fyldte rummet som en bøn.

“Hineni, I’m ready, my Lord.”

Ordene, som på hebraisk betyder “Her er jeg,” blev i bandets fortolkning et svar til livets uundgåelige mørke. Ikke resignation, men overgivelse. Ikke frygt, men tillid.

Da den sidste tone ebbede ud, blev der stille. En tung, smuk stilhed. Som om alle i rummet holdt vejret et øjeblik og mærkede, at vi stod midt i noget helligt.

Der var noget særligt over at opleve det hele i Kløvermarkskirken. Lyset, de projicerede billeder og de store musikalske flader skabte en stemning, hvor kirkerummet virkelig kom til sin ret – et sted, hvor tro, kunst og liv mødes.

Koncerten fyldte Kløvermarkskirken (Foto: Ulrick refsager Dam)

Efter koncerten blev der skænket kaffe og te, og samtalerne summede længe. Folk blev hængende, talte sammen, delte smil og minder. Man forlod ikke bare en koncert – man forlod et fællesskab, der havde løftet sig.

Kærligheden fik det sidste ord

Koncertens titel blev stående som en sætning, man tager med sig ud i natten: Døden er ikke at elske. For at elske er netop at nægte døden det sidste ord.

Straylight.band

– mødte hinanden i Amager Gospelkor i Købnerkirken på Amager og har siden 2013 optrådt med deres egne musikshows.

Kontakt: Jan Kornholt, tlf. 4283 1280
E-mail: booking@straylight.band
Web: https://straylight.band

Musikken denne aften gjorde det, som ord alene sjældent formår: den trøstede. Den mindede os om, at tro, kunst og fællesskab kan bære sorgen sammen – og at kærligheden stadig synger, også når alt andet tier.

Måske er det netop det, vi gør til Allehelgen: Vi synger, fordi vi savner. Og i sangen mærker vi, at kærligheden endnu lever.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Det er også sjovere at synge gospel end at være tilhører. For når man igen-igen har hørt ‘Oh happy day’ fremført af et middelmådigt, men velmenende gospelkor, kan man godt blive lidt træt i øregangen. Og det kan jeg godt tillade mig at sige, fordi jeg netop selv er et middelmådigt, men velmenende gospelkormedlem.

Det kravler ind under huden

Jeg var så heldig at flytte ind i en kirke, hvor der var et gospelkor. De første par år var jeg en form for ‘passivt medlem’, fordi vores lejlighed støder lige op til kirkesalen. Efter at have hørt dem hver torsdag aften kunne jeg de fleste sange og kunne lige så godt gå ned og synge med. Og gospel kravler ind under huden – specielt når man synger med. For det ligger i gospelmusikkens væsen, at man ikke skal være tilskuer. Gospel er noget, man deltager i.

Lyt med åbne sanser

Og faktisk gælder princippet alle former for musik i gudstjenesten. Salmer er til for at blive sunget sammen med andre. Lovsange er til for at blive sunget sammen med andre. Måske skal du holde lidt igen med at synge med på et avanceret orgelpræludium, men alligevel: En åben og nysgerrig tilgang kan man godt udvise!

Det betyder alverden for de mennesker, der lægger liv og sjæl i at gøre netop denne salme, lovsang eller gospelsang særlig god og berigende, hvis vi på kirkebænkene kan svinge os op til at kvittere med mere end ‘det baptistisk nik’ – du kender det: Korslagte arme, let tilbagelænet i stolen, en skeptisk mine og et diskret nik!

Hvis vi i stedet lukker op og tager imod – så kan hele gudstjenesten blive noget, vi giver til hinanden. Så vær med! Syng med! Det er sjovere end at se på.

Relateret

• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 19. mar. 2025 - ”De ældre skal føle sig genkendt og på hjemmebane…”
• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 21. jul. 2023 - Dåbsfest på Lindenborg
• 16. jul. 2023 -  Vi klipper hul i hækken!

Find flere

Gospel og glæde

Ordet gospel kommer fra et oldengelsk ord, der betyder ’gode nyheder’. Bagved ligger et kendt græsk ord: Evangelium. I antikkens politiske verden betød det annoncering af en god nyhed for alle. Herfra kom det ind i Ny Testamente. Paulus bruger det som betegnelse for ’det gode budskab om Jesus som Herre og Frelser’. Og Markus indleder sin Jesus-historie sådan: ’Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn’.

Den store fare for mange af os i dag er den ensomhed og tristhed, der stammer fra et velbjerget og småligt hjerte – ofte forbundet med et sygt løb efter forlystelser og forbrug. Er det på den baggrund, at gospelsang i dag er blevet så populær? Midt i alt det triste spreder den glæde, og budskabet sætter os fri! Genren stammer fra 1800-tallet, hvor gospel blev anvendt om ’de sorte kirkers’ sange, der handler om befrielse fra slaveriet. Glæde og håb er grundtonen i det evangelium, der knytter sig til gospel.

Gospel og dåb

Jeg lytter ofte til gospel – bl.a. sunget af Liberty fra Tølløse. Et pæredansk kor, hvis navn betyder ’Frihed’! Flere af korets sange handler om dåb. Det glæder en baptist! En af dem begynder sådan: Take me to the water to be baptized. Teksten er enkel: ‘Tag mig med til floden for at blive døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn! Jeg er blevet genfødt af Helligånd, renset i Lammets blod, frikøbt af Jesus – ja, jeg er blevet sat fri! Tag mig med til floden!’

Der er visse kristne, der ser ud i hovedet som en fastetid uden påske.

Sangen handler naturligvis om den kristne dåb og det liv, der følger efter. Men floden er også symbol på Ohio-floden, der var grænsen mellem de stater, hvor slaveri var tilladt, og stater, hvor negrene var frie. Her i floden blev alle fodspor bogstaveligt talt skyllet bort – et liv i frihed ventede efter neddykkelse i dåbens vand. Dåben blev altså et synonym for frihed fra slaveriet. Et Gudsfolk, der fulgte i Jesu fodspor, opstod her. At gå gennem dåbens vand ud i frihed til tjeneste for andre – dét blev budskabet i sådanne gospelsange.

Dåb og glæde

Det er ikke nyt, at dåb og glæde hører sammen. Sådan var det hos de første kristne, hvor der fortælles om en nydøbt, at ’han fortsatte sin rejse med glæde!’[1] Paulus begrunder det således: I dåben bliver vi begravet sammen med Kristus. Og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi – fra dåbens øjeblik – også begyndt at leve et nyt liv.[2]

Glæden er rodfæstet i Jesu opstandelse – og fra dåbens øjeblik er vi allerede nu på vej mod vores egen opstandelse. Derfor skriver apostlen Peter også til de nydøbte: ’Glæd jer over at få lov at lide på samme måde som Kristus led, for så kan I også glæde og fryde jer over at møde ham, når han kommer i sin herlighed’.[3] Det er noget af en sådan glæde, der allerede nu stråler fra mange ansigter, der synger gospel!

Dobbelt undren

Først undrer jeg mig over, at gospelsangere år efter år kan synge om den glæde, der hører til dåbens liv med Kristus – uden selv at lade sig døbe! Hvorfor får fx bønnen ‘Take me to the water to be baptized’ sjældent den konsekvens, at gospelsangerne bliver døbt?

Dernæst undrer det mig, hvorfor så mange af os, der engang blev døbt, lever vores liv uden at udtrykke dåbens glæde! I sin seneste bog konstaterer pave Frans følgende: ’Der er visse kristne, der ser ud i hovedet som en fastetid uden påske’.[4] Hvorfor kan det ikke ses på os, hvis vi er blevet døbt? Hvorfor rejser vi ikke videre med glæde?

1 Apostlenes Gerninger kap. 8, vers 39

2 Romerbrevet kap. 6, vers 4.

3 1. Peters brev kap. 4, vers13.

4 Pave Frans: Evangeliets glæde, Ansgarstiftelsens Forlag 2014, s.17.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Gospelkoret Nardus har gennemført en medlemstilfredshedsundersøgelse. Det var en kvantitativ undersøgelse, der blev ledt af et bestyrelsesmedlem med erfaring fra et landsdækkende markedsanalysebureau. Undersøgelsen blev udført efter bureauets standarder. Blandt andet indgår en pilotundersøgelse med interviews af en tilfældigt udvalgt prøvegruppe, før spørgeskemaet sendes ud.

Medlemstilfredshedsundersøgelsen

Når vi spørger til sangernes tro, så siger:

• ca. 61 % at de tror på Gud
• 10 % angiver, at de ikke tror
• 20 % er i tvivl, om de tror på Gud
• ca. 10 % er uafklarede eller ikke ønsker at svare på spørgsmålet

Men 61 % af sangerne siger altså, at de tror.

Hvad sker der med deres tro, mens de synger gospel?

Af sangerne angiver:

• ca. 62 % at det forstærker deres forhold til tro
• 33 % at det ikke gør nogen forskel
• ca. 5 % at de ikke ønsker eller kan svare

At synge gospel forstærker altså forholdet til tro på Gud for 62 % af sangerne.

Hvad er det, der sker?

Gospelkorene er åndelige fællesskaber med stor åbenhed, hvor der ud af mangfoldighed kan skabes stor enhed og tro. I Danmark er mængden af akademisk arbejde omkring gospelkorene ikke stor, men blandt de få arbejder, som findes, skriver Mark Lewis: ’At der kan skabes enhed ud af en sådan mangfoldighed viser, at gospelkorene generelt fremkalder de kendetegn på menighed, som mange kirker kun kan drømme om”.[1]

At synge gospel forstærker forholdet til tro på Gud for 62 % af sangerne.

Med andre ord sker der ofte det i kormiljøer, hvor hovedparten af deltagerne er fremmede for eller ligefrem lægger afstand til de traditionelle kristne dogmer og den kirkelige tradition, at der dannes et menighedslignende fællesskab, hvor kristne værdier og handlemåder ligger lige under overfladen.

I gospelmiljøet skjuler man ikke sine følelser. Det er fuldt ud accepteret at dukke op og proklamere, at man har glædet sig til at synge, for i dag er en lortedag. Man kan tale åbent om tro, tvivl, sorger og glæder. Man følger med i hinandens liv. Og i gospelkoret er det ikke spor underligt at komme til mig og anmode om, at vi i andagten under øvelsen kan bede for vedkommendes problemer eller udfordringer. Min påstand er, at det ikke sker ret ofte forud for gudstjenesterne søndag formiddag.

Vi har oplevet flere dødsfald i vores kor. Også helt unge mennesker, som døde af cancer. Ligesom vi flere gange har oplevet, at korsangere har mistet børn sent i graviditeten. I et gospelkor håndteres den slags med stor åbenhed, mens man i mange kirker vil tackle det med større blufærdighed. Personligt tror jeg, den store åbenhed er sundere.

… der dannes et menighedslignende fællesskab …

Et godt eksempel på åbenheden er en kvinde midt i fyrrerne, som fik brystkræft og skulle opereres. Som den naturligste ting i verden kom hun og bad om, at koret skulle bede for hende. Det gjorde vi naturligvis. Min glæde var stor, da jeg samme aften hørte en samtale, hvor en af sangerne, som er frisør, sagde til den kræftramte: ’Når du i behandlingerne begynder at tabe håret, så ringer du bare. Om så det er kl. 3 om natten. Så kommer jeg, og så skal vi nok få dig fin!’ I mine øjne er det en fantastisk omsorg, som viser, at man hverken er bange for at være til besvær eller at træde andre over tæerne. Selvfølgelig udfordres fællesskaberne i korene af mennesker, som ’fylder meget’ eller har mange problemer, men helt generelt er rummeligheden i korene usædvanlig stor. På mange måder har det også skubbet til rummeligheden i Metodistkirken i Odense.

Sangtekster giver troen sprog – og dermed liv

Mange af teksterne i gospelmusikken er udsprunget af digternes personlige liv og kriser, eller de er direkte bibelcitater. Derfor er de også fyldt med drama og følelser. Mange af teksterne er holdt i første persons form. På den måde havner bibelteksterne og de dybt personlige udtryk direkte på sangernes læber, og man flyttes fra at være tilskuer til at være deltager. Samtidig er gospelmusikken i høj grad kropslig. Man bevæger sig og danser. Som sanger lever man sig med krop og sjæl ind i sangens univers.

De samme mekanismer var på spil i den tidlige metodistkirke, hvor Charles Wesleys salmer med nutidigt sprog på moderne melodier satte ord på troen og gav liv til vækkelsen i en sådan grad, at metodisterne blev kaldt det syngende folk.

Thomas Risager

• præst ved Odense Metodistkirke
• tilknyttet gospelkorene Nardus og Emmaus
• 2008-2012: Doctor of Ministry. Wesley Theological Seminary, Washington DC. Afhandling: Sing Unto the Lord.
• gift med Mette, far til 2 piger
• http://www.thomasrisager.com

Korets øvelser bliver gudstjeneste. Forkyndelsen sker i sangen. Budskabet kommer ind under huden, og man er følelsesmæssigt, intellektuelt og kropsligt engageret. Sangerne giver udtryk for, at øvelserne er ren katarsis, dvs. renselse for sjælen.

Korets øvelser bliver gudstjeneste. Forkyndelsen sker i sangen.

Gospelmusikken giver større tro, fordi Bibelens univers og de dybt personlige tekster med smerte, glæde, håb og tro går dybt i hjertet. Der er stor accept af, at man er, som man er. Dermed er der også tryghed i, at man tør give udtryk for sine følelser, tro og tvivl. Endelig ser vi i korene en høj grad af næstekærlighed udlevet. Man tør engagere sig i hinanden, for overfladerne er alligevel skrællet af.

1 Mark Lewis: The diffusion of Black Gospel Music in Postmodern Denmark – How Mission and Music are combining to affect Christian Renewal. Lexington, Kentucky. Emeth Press, 2010, s. 49. (Spredningen af sort gospelmusik i det postmoderne Danmark – Hvorledes mission og musik samvirker til at skabe kristen fornyelse).

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere