Bente Højris:

• præst ved Brovst Baptistkirke
• uddannet som bibliodrama-instruktør – se mere på http://www.bibliodrama.dk[/facts%5D

Jeg undrer mig ofte over det svar, for det er lige netop min hensigt at komme til dem, der ikke har det godt. Måske forventer folk selv, at de skal være selskabelige og kunne varte mig op, men det er absolut ikke derfor, jeg kommer. Jeg kommer for at følges med et andet menneske et lille stykke af livets vej; for at lægge øre – og hjerte – til den andens smerte, trykke en hånd, bede for vedkommende. Nogle gange fornemmer jeg, at jeg kan komme med et trøstende ord og en hilsen fra Gud. Andre gange er mit svar, at heller ikke jeg kan se meningen med det, der er sket eller er ved at ske.

Det er såre menneskeligt, at vi gerne vil fremstå som nogle, der har styr på livet. Måske har gæstfrihed været ens varemærke hele livet, og så føles det fattigt, hvis man ikke en gang kan byde på noget, når der kommer besøg.

Kommer vi ikke, når vi har det dårligt?

Artiklen her drejer sig ikke om at tage imod en anden i sit hjem, der måske roder lidt ekstra, men om at komme ud iblandt andre – komme og tage del i fællesskabet i kirken. Men den problematik, som jeg har indledt med, bliver ikke mindre, når det drejer sig om at være ude af huset.

Når man har det dårligt, kan det være fristende at lukke sig inde.

Når man har det dårligt, kan det være fristende at lukke sig inde, måske endda blive under dynen. Det bliver bestemt ikke lettere af, at man skal møde mange andre, og især ikke, hvis de fleste af dem har overskud og styr på deres liv. Ofte kan det med at have styr på livet i øvrigt være noget, man bare giver det udseende af, fordi alle de andre ser ud, som om de har overblik og kontrol.

Kirken er ikke et sted for superhelte

Den er en familie, og i familien derhjemme er det svært at skjule, hvis man har det dårligt. Ægtefællen lægger med det samme mærke til det, hvis den anden har haft en dårlig dag. Forældre oplever uden besvær, hvis der er noget, der tynger deres børn, og børn fornemmer, hvis mor eller far er kede af det eller ikke er enige indbyrdes. I en familie har vi lov til at være sårbare, når det er det, vi er, og så er der tidspunkter, hvor rollerne bytter, og den, der var svag for et halvt år siden, er nu den, der har overskud til at hjælpe de andre.

Når menighedsfællesskabet beskrives med billedet af en familie, er det netop for at understrege, at det samme gælder her: I menigheden har man lov til at være svag, når det er det, man er!

I menigheden har man lov til at være svag, når det er det, man er!

Men så længe vi holder facaden og ikke lader os mærke med, at vi har et problem, eller måske endda bliver hjemme, fordi alle andre ser ud til at have styr på deres liv, så snyder vi både os selv og de andre. Når vi vover at være sårbare, så giver vi andre lov til også at vise deres sårbarhed. Og så viser det sig, at vi slet ikke er alene om i perioder at have det svært.

Samtalen er betydningsfuld

Når nogle i menighedsfamilien vover at vise deres sårbarhed, er det vigtigt, at vi andre ikke kommer med billige løsningsforslag. At vi ikke siger: ‘Du skal se, det går snart over’, eller giver os til at fortælle om et eller andet tilsvarende, som vi har hørt om eller selv oplevet. Intet er så dræbende for at lukke op for sin smerte, som at få fornemmelsen af, at det, den anden har oplevet eller hørt om, overstiger ens egen smerte med flere længder, eller at vedkommende ikke regner det for noget.

Facaden ser vi kun udefra

Men i menigheden har vi lov til at komme og være en fuldgyldig del af fællesskabet – også de dage, hvor livet er svært. Lad os blive bedre til at omslutte hinanden, både når det er os selv, der er svage, og når den svage vover at lukke op for smerten.

Læs også “Kan vi rumme hinandens smerte?”

Relateret

• 01. okt. 2020 - Kan vi rumme hinandens smerte?
• 01. okt. 2020 - Kirken – glansbillede eller virkelighed?
• 01. okt. 2020 - Glansbilledet
• 05. dec. 2019 - Ka’ du lege?
• 31. jul. 2019 - Vellykket sommerstævne

Find flere

Bente Christa Hansen

• baptistpræst, men pensioneret pga. kronisk sygdom
• blogger her om livet med Gud, om autisme-børn og andre udfordringer: http://www.bentechristahansen.dk

At skjule smerten kan blive til en form for uærlighed og derved en form for glansbillede, når vi kun viser et billede af overfladen – og kun deler det svære med de mennesker, som forstår os.

“Hvordan går det?” spørger vi, når vi mødes. Og vi opdager måske, at et “Fint, tak” er lettere at sige end et mere ærligt svar som “Det er tungt, lige nu”. For så skal jeg bære både min egen livssmerte og den andens frustration over ikke at kunne handle min situation væk.

Vi er gode til at rumme nogle, der har det svært, så længe vi kan handle. Vise omsorg. Gøre noget. Bare det går fremad. Men vi er ikke gode til de situationer, hvor noget bliver ved med at være svært. Måske fordi det er en uløselig situation – eller et vilkår, der ikke kan ændres.

Vi er gode til at rumme nogle, der har det svært – så længe vi kan handle.

Det gør især ondt i menighedens fællesskab, hvor vi gerne vil vise andre Guds kærlighed. Vi tror på, at Gud er kærlighed. Vi vil gerne vise verden med vores liv, at Gud har omsorg for os. Men hvordan kan jeg vise det, når mit liv ligger i ruiner?

Når jeg oplever, at andre ikke kan rumme perspektivet for mit liv, så trækker jeg smilet op på plads og siger: “Fint, hvordan med dig?” og spørger interesseret til den andens liv.

Vi er Guds forlængede arme

Vi handler gerne for at få den gode følelse af, at vi er hjælperne, der gør noget godt for andre. Så er kategorierne på plads: Jeg er hjælper, og du er den, der skal hjælpes.

Men vi er jo begge dele, både hjælpere og dem, der har brug for hjælp. Vi vil ellers så gerne sætte folk i bås og fordele rollerne mellem den barmhjertige samaritaner og det forslåede offer, så de ligger i faste kategorier. Men hvad så, når ‘Du skal bare…’- mennesket selv får brug for hjælp?

Glansbilleder?

Vi betror os kun til andre, så langt som vi føler os mødt og forstået. Vi åbner os ikke for dem, der kun viser os en fin facade. “Det er tungt lige nu”, er måske alt, hvad jeg har behov for at sige. Men jeg behøver ikke noget svar – en god øjenkontakt er nok, selv om et knus ikke skader.

Lige der mødte Gud mig med den fred, der overgår al forstand, og rummer al smerte.

“Se mig!”

Det er nok, at nogen ser mig – og tør være med mig i smerten over et liv, der ikke ligner et sted, hvor Gud gerne sender sin Ånd for at hjælpe med oprydning og et drys af velsignelse.

Det er helt ok, at vi ikke magter andres smerte. Det er ok, at du ikke kan rumme vilkårene for mit liv – og lige så ok, at jeg ‘kun’ fortæller dig så meget – eller lidt – som jeg mærker, du kan rumme. Selv om det næste menneske, jeg møder, får en anden version. Alle versioner er sande – men de bliver formidlet forskelligt. Som når du fortæller børn en anderledes version end den, du deler med din læge, din præst eller din mest fortrolige ven.

Måske er det bedste, vi kan gøre ikke at blive bange for det, der sker, når Gud møder os og al vores livsbagage?

”Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.”
Profeten Esajas kap. 53, vers 3-4.

Bærbar smerte?

Når nogen tør se os, så kan vi bedre selv rumme det vanskelige i vores liv. Smerten bliver til at bære.

Det oplevede jeg på Rigshospitalet med mistanke om voksende tumor i hjernen. Her stod et menneske, som blev stående og så mig i øjnene, mens jeg hviskede: “Jeg vil ikke dø. Hvorfor griber Gud ikke ind? Jeg ved, Han kan!”

Måske sagde han nogle kloge ord, hospitalspræsten? De er glemt, men jeg husker nærværet af Guds nåde – og at det var nok. Gud mødte mig med den fred, der overgår al forstand og rummer al smerte.

Det tavse nærvær?

Jobs venner gjorde det rigtige. De sad sammen med ham – i tavs solidaritet.

Måske er det tavse nærvær det bedste, vi kan give hinanden? Men tør vi det? For i tavsheden giver vi afkald på at ‘fikse’ det andet menneske. Vi lader vores gode råd falde til jorden, usagte, for blot at være sammen.

Ofte gør vores velmenende ord mest ondt i situationen. “Du skal bare ..!” eller “Har du prøvet?” – og det har de fleste, men uden virkning.

“Kendt med lidelser”

Hvilken Gud møder mennesker i vores kirker? Møder vi den Jesus, som var kendt med det svære og smerten: ”En mand, kendt med lidelser. En, der var ramt, slået og plaget af Gud”?[1]

Hvilken Gud møder mennesker i vores kirker?

Mange møder billedet af en anden Jesus i menighedens fællesskab. En Jesus, der sørger for de rigtig fromme, og derfor oplever vi at være en endnu større fiasko. For så er jeg uduelig, både som menneske og som et Guds barn. For ellers ville Gud vel gribe ind?

“Må du mærke Guds nærvær og nåde!”

Det er min bøn for alle, der kæmper med livet og de svære dele af det. Jeg har brug for at mærke Guds nærvær – Hans stærke arme, der holder mig så tæt og fast, at jeg igen mærker Hans hjertebanken.

At rumme andre er også at glæde mig over deres glæde. Kan jeg det? – eller skubber jeg dem væk, fordi jeg kun kan se min egen situation? Så er der behov for at sige: “Herre, forbarm Dig over os! Og lad os alligevel mærke din nåde og dit nærvær, så vi kan rumme hinanden helt!”

Læs også “At holde på facaden”

“Kirke er kærlighed og fællesskab” siger vi gerne, men er det kun et ‘glansbillede’?

[1]     Esajas kap. 53, vers 3-4

Relateret

• 26. okt. 2023 - Sorg
• 01. okt. 2020 - At holde på facaden
• 01. okt. 2020 - Kirken – glansbillede eller virkelighed?
• 01. okt. 2020 - Glansbilledet

Find flere

Vi har drøftet menighedens betydning og forestillingen om den ideelle kirke med tre personer: Maria på 24, Anna Marie i 70’erne og Preben på 80. Hver for sig har de forskellig tilknytning til Baptistkirken.

Første opfattelse af kirken

Marie

Maria er hele sit liv kommet i Baptistkirken. Først i barndomslivet på Færøerne, og da familien siden flyttede til Danmark i samme Baptistkirke, som hun var vant til at besøge med sin farmor og farfar. Samværet med de andre unge til kristendomsundervisning gjorde, at hun også begyndte at komme til ungdomsgudstjenester.

”I folkeskolen var det ikke noget, jeg sådan reklamerede med, at jeg gik til gudstjeneste hver søndag, men jeg skjulte det heller ikke. Det var bare noget, jeg gjorde, og så nød jeg det, mens jeg var der, og tænkte ikke så meget mere over det.”

Anna Marie er vokset op i et indremissionsk hjem. Begge forældre var aktive i Folkekirken og Indre Mission, og bedstemoren var søndagsskolelærer. Som barn syntes hun, bedstemorens bibelhistorier med de klare moraler var spændende, men da Anna Marie nåede teenageårene, følte hun sig ikke tilpas i det, der blev forkyndt.

De kontakter, man skaber i menigheden, bliver samtidig nogle af de vigtigste, da samtaler om tro og liv binder os sammen på et dybere plan.

”Forkyndelsen i IM’s ungdomsforening handlede mest om synd og skyld. Jeg kan huske, jeg som ca. 14-årig tænkte: ’Hvad har jeg gjort, der er så forkert, siden jeg er så stor en synder?’. Så jeg var nok stået af som ung, hvis jeg ikke havde mødt baptisterne.”

Preben kommer fra et ikke-kristent hjem. Hans første reelle møde med kirken var, da han blev konfirmeret – det gjorde man bare, når man nåede den alder! Preben har som barn og ung ikke opfattet Gud som nærværende i sit liv, men da han som 22-årig fandt kærligheden, var han alligevel ikke i tvivl om, at ”en vielse var så vigtig en begivenhed, at den skulle foregå i Guds hus”.

Der sker en ændring

Preben og Anna Marie.

Preben møder Anna Marie i en sen alder. Anna Marie er baptist, og da hun en dag fortæller ham, at hun skal i kirke, får han lyst til at prøve at følges med hende: “Menigheden hilste venligt på mig. Der var liv, sang og musik, og præstens prædiken sagde mig noget. Derfor fik jeg lyst til at komme igen.” Nu er Preben kommet trofast i fire og et halvt år og har fået et fortroligt forhold til kirken:

“Jeg får fyldt på, hver gang jeg kommer og ser nu menigheden som mit nære netværk.”

“Som 18-årig mødte jeg en glad kristendom hos baptisterne”, fortæller Anna Marie, der valgte at blive døbt som 22-årig. Siden er hun kommet i baptistmenigheden, hvor hun fra tid til anden har været aktiv i gudstjenester og stået for meget kreativt arbejde i kirken. Men der har også været perioder i hendes liv, hvor hun kun har haft brug for at sidde ubemærket på den bagerste bænk og bare være der.

Siden teenageårene har Maria haft lettere ved at snakke åbent om sin tro og komme med små subtile bemærkninger i sin hverdag. Men den åbenhed kommer også med et ansvar, føler hun: “Man behøver ikke være på hele tiden, men det er alligevel vigtigt, at mit sprog, min attitude og væremåde stemmer overens med det indtryk, jeg gerne vil give. Man er ikke kun et lys om søndagen – man er et lys hver dag.”

Man er ikke kun et lys om søndagen – man er et lys hver dag”.

Syn på kirken i dag

Både hos Preben, Anna Marie og Maria er den gennemgående opfattelse af kirken i dag, at det er et åndeligt fællesskab. Det er et fællesskab, hvor man kan hente hjælp, inspiration og glæde. Kirken er et sted, hvor man kan udfolde sig og deltage aktivt – men der er også plads til, at man bare kan sidde og tage imod.

Der stilles ikke nogen krav til én, og man skal ikke præstere noget for at være en del af fællesskabet. Den tryghed er vigtig. De kontakter, man skaber i menigheden, bliver samtidig nogle af de vigtigste, da samtaler om tro og liv binder os sammen på et dybere plan.

Vigtigt er det ikke bare at tale tro, men at være tro, dele liv og skabe relationer.

Menighedens grundlag

De fleste menigheder har en målsætning med flere punkter. I samtalerne med Anna Marie, Preben og Maria blev det tydeligt, hvor vigtigt det er, at menigheden lever op til dette punkt: “At skabe et rummeligt fællesskab, hvor alle værdsættes, og hvor alle til enhver tid føler sig velkommen uanset politisk, religiøs, etnisk og seksuel orientering”. Vigtigt er det ikke bare at tale tro, men at være tro, dele liv og skabe relationer.

Kirken i fremtiden

Der er i dag mange forskellige tiltag i dansk kirkeliv for at få kirkefremmede i tale: Gospelkor, koncerter, babysalmesang, foredrag, spis-sammen-arrangementer mv.

Forårets corona-epidemi har vist os savnet af det vante menighedsfællesskab, men også muligheden for på nye måder at åbne kirken for kirkefremmede. Mange menigheder har lavet online gudstjenester og lagt dem ud på Facebook – et tilbud, hvor antallet af visninger langt overstiger antallet af menighedsmedlemmer. Der er tilbud om forbøn, hyppige omsorgs- og telefonopkald, nyhedsbreve, m.m.

Måske er det netop skabelsen af ’et kirkeligt rum’, der når ud over kirkens mure, vi i højere grad skal forfølge fremover?

Relateret

• 01. okt. 2020 - At holde på facaden
• 01. okt. 2020 - Kan vi rumme hinandens smerte?
• 01. okt. 2020 - Glansbilledet

Find flere

Gennem mit politiske liv som byrådsmedlem i Aalborg Kommune lærte jeg, at når vi var uenige, så meddelte vi vores statements, forhandlede og nåede et kompromis. Hvis vi ikke kunne det, så skiltes vi med respekt. Jeg skal ikke glorificere det politiske liv. Det var hårdt på mange måder, men der var alligevel en enkelhed omkring det. Vi var pr. definition modstandere, men der var meget respekt for og omkring den enkeltes holdninger.

Glansbilledet

Umiddelbart efter fik jeg en opfordring til at stille op til et menighedsråd i Folkekirken. Jeg blev valgt og havde nok en idé om, at det måtte da være en kærlig forsamling. Jeg blev hurtig klogere. Menighedsrådet var gennemsyret af intern splid, og det var utrolig svært at vide, hvem der holdt med hvem. Det holdt jeg så op med at prøve at finde ud af, men grundede meget over, hvorfor det var sådan.

Jeg tror, vi har et glansbillede af, at vi er enige om alting. Når vi så ikke er det – og det er vi jo ikke – så siger vi det sjældent direkte, men det kommer ud ‘mellem sidebenene’ og udenfor det egentlige møde. Det er ødelæggende for samarbejdet i et menighedsråd – eller ethvert andet styrende organ – hvis uenigheder forbliver udenfor rådet i stedet for at blive debatteret dér, hvor de hører hjemme.

Uenighed og tillid

Jeg har senere oplevet, at et menneske, som overvejede at opstille til et råd, hvor jeg var formand, spurgte: “Kan du samarbejde med mig?” Vi havde tidligere været meget uenige. Jeg kunne sige, at uenighed aldrig havde gjort, at jeg ikke kunne samarbejde. Derimod betyder det noget, om vedkommende er til at stole på – og det vidste jeg, han var.

Lad os rive glansbilledet om enighed itu og hjælpe hinanden med at være uenige på en konstruktiv og positiv måde.

Så kommer kirken videre.

Relateret

• 01. okt. 2020 - Kan vi rumme hinandens smerte?
• 01. okt. 2020 - Kirken – glansbillede eller virkelighed?

Find flere