Johannes Aakjær Steenbuch:

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand.mag. i filosofi
• tilhører Baptistkirken Bornholm

I klassisk kristen skabelsesteologi i oldkirken blev det efterhånden en udbredt tanke, at verden er skabt god ’ud af intet’ for at modtage sin tilværelse som gave fra Gud.

Gud skaber, fordi han er god!

Athanasius af Alexandria (ca. 298-373) forklarede, at Gud skabte verden simpelthen, fordi han er god. Derfor misundte han ikke noget at være til. Gud er treenig og i sig selv en relation af fuldendt godhed og kærlighed. Gud er ikke tvunget til at skabe, men fordi Gud er god, giver Gud sig til at dele ud af sin overflod.

Skaberværkets mangfoldighed vidner om, at det er skabt af en personlig Gud, forklarede Athanasius, for hvis det hele kom af et upersonligt princip, ville der ikke være nogen mangfoldighed. Der er ikke noget ‘formål’ med skabelsen, for skabelsen er i grunden sit eget formål. Hvis der er et formål med skabelsen, er det, at verden skal glæde sig over Guds godhed.

Hvis der er et formål med skabelsen, er det, at verden skal glæde sig over Guds godhed.

Skabt ud af intet

Den kristne skabelsesteologi har på mange punkter ligheder med tidligere opfattelser, der også talte om, hvordan skaberguden glædede sig over skabelsen. Det nye ved kristendommen er tanken om ‘skabelse ud af intet’. I modsætning til andre skabelsesmyter skal Gud ikke overvinde noget for at skabe, men Gud skaber simpelthen verden ud af intet, da han skaber den ved sit Ord, som vi fx hører det i de første vers i Johannes-evangeliet.

Irenæus af Lyon (ca. 130-200) forklarede det sådan, at Gud ikke havde brug for noget uden for sig selv for at kunne skabe verden. Ordet og Ånden er Guds ‘hænder’, som han bruger til at skabe verden ‘ud af intet’.

Skaberværket tager del i Gud

Da Paulus holdt sin berømte tale på Areopagos i Athen, sagde han, at vi lever, ånder og er i Gud.1 Det forstod mange tidlige teologer sådan, at skaberværket tager del i Guds virkelighed. Origenes af Alexandria (ca. 184-253) forklarede, at hvis det skabte kunne være til af egen kraft, ville det være guddommeligt på linje med Gud. Men skaberværket kan ikke undvære Gud, og det skabte kan derfor kun være til, når det hviler i Gud.

Skaberværket er forskelligt fra Gud, for det er skabt, men det tager samtidig del i alt det gode, som det modtager fra Gud. Alt er godt, såfremt det hviler i Gud.

Tilværelsen er med andre ord en gave fra Gud, som vi aldrig kan gøre til vores ejendom, men som vi hele tiden må modtage og give videre i taknemlighed.

Skabt til at tage del i Guds Ord

Også Gregor af Nyssa (ca. 335-395) forklarede, at Gud skabte mennesket, alene fordi Gud er god. Guds Ord er, forklarede Gregor, ‘livet selv’, som giver liv til alt levende. Alt skabt tager del i Guds væren, men mennesket tager i særlig grad del i Guds Ord.

Mennesket er, som det hedder i skabelsesberetningen, skabt i Guds billede.2 Det kommer til udtryk ved, at vi kan tænke og tale og relatere til hinanden. En anden måde at sige det på er måske, at vi er skabt til at fortælle med på Guds fortælling om vores liv.

At mennesket er skabt i Guds billede ligger til grund for det klassiske kristne menneskesyn, hvor ethvert menneske har uendelig og ukrænkelig værdi – ikke fordi vi har værdi i os selv, men fordi vi er skabt til at tage del i Guds kærlighed.

Ethvert menneske har uendelig og ukrænkelig værdi – ikke fordi vi har værdi i os selv, men fordi vi er skabt til at tage del i Guds kærlighed.

Håb om genoprettelse

At verden er skabt ved Guds Ord betyder, at Jesus, som jo er Guds Ord, ikke bare er en biperson i Guds fortælling. Guds Ord er med fra første færd. Verden er skabt ved det samme Guds Ord, som vil føre hele skaberværket til genoprettelse igen, skrev Athanasius. Jesus er verdens frelser, fordi verden er skabt ved ham.

Konkurrerende bevægelser hævdede i oldkirken, at verden var skabt ond. Overfor dem insisterede kristne teologer på, at verden er skabt god. Kroppens opstandelse er ikke skidt, som kristendommens kritikere hævdede, men et led i genoprettelsen af skaberværkets oprindelige godhed. Frelse handler ikke om at flygte fra verden til ‘himlen’, men om udfrielse fra dødens magt over menneskelivet.

Frelse handler ikke om at flygte fra verden til ‘himlen’, men om udfrielse fra dødens magt over menneskelivet.

Men hvor kommer det onde så fra?

Det er naturligt at spørge, hvor det onde kommer fra, hvis verden er skabt god. Kristne teologer insisterede på, at det onde ikke har nogen selvstændig eksistens, for alt, der er til, er skabt godt. Det onde må betragtes som fraværet af det gode, et brud på verdens oprindelige godhed.

Det onde opstår, fordi menneskeheden har vendt sig væk fra livets kilde. Det onde er ikke en del af Guds skaberværk, og intet menneske er skabt til at gå fortabt. De første kristne teologer afviste, at der var mennesker, der var forudbestemt til fortabelse – en opfattelse, der alligevel blev almindelig i senere teologi, herunder den protestantiske.

Det onde må betragtes som fraværet af det gode, et brud på verdens oprindelige godhed.

Hvad gik der galt?

I protestantisk teologi har det været en udbredt opfattelse, at Gud skabte de fleste mennesker til fortabelse for at demonstrere sin magt og strenghed, men ellers uden nærmere grund. Sådan et gudsbillede har givetvis bidraget til den moderne oplevelse af verden som meningsløs og uden formål.

Her er der meget at lære af oldkirkens teologer: Gud er ikke en fjern, utilregnelig magt, men kilden til alt godt, som arbejder på hele skaberværkets genoprettelse.

1 Apostlenes Gerninger kap. 17, vers 28
2 1. Mosebog kap. 1, vers 26

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 09. feb. 2023 - Forvalter af skaberværket
• 20. dec. 2022 - Et bæredygtigt liv i praksis

Find flere

Fakta:

Gunni Bjørsted, præst i Missionsforbundets menigheder i Osted og Vanløse.

Han har skrevet:
”Skabersmilet” 1997
”I virkelighedens lys” 2006
”Elsket nok til at tale sandt” 2010
”Derfor kan vi ånde frit” 2013
”Sandheden lever” 2015

”På vej mod genoprettelse – en tro med håb”
Gunni Bjørsted
Udkommer på Skriveforlaget 19.3.20
199,95 kr.

Skabt godt.
Skadet dybt!
Elsket højt!

Den kirke, det menneskesyn og den tro, Gunni beskriver, er det godt at være en del af. Det er en kirke og en kristendom med fokus på Guds nåde og fællesskabets kraft – en teologi, som jeg kan genkende fra min undervisning på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse.

Bogen er en moderne og forholdsvis letlæst dogmatik, som man alligevel kan tygge på længe. En bog, der gør rede for, hvad der for Gunni er troens grundsandheder.

Hvordan skal man opfatte den treenige Gud? Gunnis svar er: Som den gode og kærlige skaber, og ikke f.eks. som en dommer, man skal tilfredsstille. Jesus Kristus kommer for at genoprette den kærlighedsfulde relation. Og Helligånden er den kraft, vi er afhængige af.

Frelse og fortabelse handler ikke kun om os mennesker personligt, men hele skaberværket skal frelses, for det er skadet. Og det er den virkelighed, vi lever i.

Vil jeg den ”frelse”?

Han skriver med humor, f.eks. denne sætning:
”Skabelsen var næsten blevet helt udmanøvreret af syndefaldet. Og frelsen var så desværre en nødvendighed for at undgå evig straf og pine. Ikke at den var særlig tiltrækkende, den ”frelse”, for selvom man vidste, man var en forfærdelig én, ville man alligevel nødig af med sig selv.”

Gunni gør op med falsk religiøsitet og negativ forkyndelse, som har til formål at skræmme mennesker ind i Guds rige, til at tro på Jesus. Og hans forkyndelse har hele tiden nyskabelse, genoprettelse og befrielse som Guds formål med både menneske og skaberværk.

Han gør sig dermed til talsmand for en positiv kristendom, som har til formål at gøre den enkelte ansvarlig, men også bevidst om at være både elsket og uperfekt.

Digte, der kan blive salmer

Gunni er også lyriker og har flere digte undervejs i bogen, og han er tilmed musikalsk, så mon ikke det bliver til salmer. Flere af dem fortjener det.

Netop i disse dage og uger, hvor bogen udkommer, taler han ind i en ny virkelighed – hvor Corona-krisen har lukket samfundet ned og frygten hærger. Og her taler han faktisk også med en varm stemme om håb – også i vores aktuelle situation:

En dag er tiden inde
til gennembrud af fred,
hvor godheden vil vinde,
så ingen gør fortræd.
Når kærligheden sejrer
og får den fulde magt.
Og skaberværket fejrer:
Alt ondt er ødelagt.

Den dag skal ingen græde
af tab og sorg og skræk.
For lyset skal tiltræde
og sende mørket væk.
Så kan vi se og mærke,
hvad livets mening er:
At leve som Guds stærke
og skønne skabninger.

En dag er tiden inde
til mørkets endeligt.
For nu skal lyset skinne
og fjerne mareridt.
I stedet får vi drømme,
der fylder os med håb.
Og liv i stride strømme
og lyd af glade råb.

En dag er tiden ude
for syndens rå system;
med trang til at forgude
os selv – og ”pyt med dem!”
En dag bli’r alle favnet
af hænder, der har sår,
som gi’r alt, vi har savnet;
vi det af Jesus får.

I dag er tiden inde
til glimt af sol og lys.
Så vi, der før var blinde,
ser nu, vort liv fornys.
For Jesus allerede
er kommet til os ned.
Vor Frelser er til stede,
og han har lyset med!

Så midt i nattens mørke
er lyset blevet tændt.
Og ind i sjælens tørke
bli’r livets vand nu sendt.
I tro kan vi begynde
at skimte solens skær,
og trøstigt at forkynde:
Nyskaberen er nær!

Den dag må gerne komme
så hurtigt, som den kan.
Så nødens tid er omme
i hvert et liv og land.
Vi spejder efter morgen.
Det er så åbenbart.
Så: ”Du, som slukker sorgen!
Kom, Jesus, kom, kom snart!”

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch, født 1982:

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Troen på reinkarnation er stigende, mens troen på traditionelle kristne forestillinger om opstandelsen er på retur. Og selvom præster og teologer som regel afviser troen på reinkarnation som uforenelig med kristendommen, synes tanken også at have indpas i kirken[1].

Centralt i kristendommen er troen på, at vi er skabt som hele mennesker med krop, sjæl og ånd, og at vi skal genopstå sådan – kroppen er ikke bare et hylster, der skal udskiftes, men en uundværlig del af vores identitet. De fleste kristne teologer afviser derfor reinkarnation.

Kroppen er ikke bare et hylster, der skal udskiftes, men en uundværlig del af vores identitet.

Langt ældre end kristendom

Om kristendommen kan forenes med troen på reinkarnation er imidlertid ikke nogen ny diskussion. Forestillingen om reinkarnation – eller sjælevandring, som det også kaldes – fandtes længe før kristendommen i mange forskellige former. Tanken er bedst kendt fra indisk religion, men den findes også i antik græsk filosofi.

Den græske filosof Platon (ca. 429-347 f.Kr.) fremlagde i nogle af sine dialoger den opfattelse, at sjælen er udødelig. Efter kroppens død blev sjælen ifølge Platon dømt efter, hvordan den har levet, men den vandrer derefter videre til en ny krop, mente han.

De første kristne tænkere

Selvom tanken om sjælevandring er fraværende i Bibelen, kom den til at spille en rolle hos nogle af de første kristne tænkere, som forsøgte at formulere en kristen teologi ved hjælp af græsk filosofi. En af dem var Origenes af Alexandria (ca. 180-253 e.Kr.). Vi har kun hans værker i redigeret udgave, men noget tyder på, at Origenes mente, at mennesket får en ny krop i den kommende verden – Paulus havde jo også skrevet om, hvordan vi skal modtage et nyt, himmelsk opstandelseslegeme[2].

Målet er ikke at undslippe verden for at slippe for reinkarnation, men at forenes med Gud.

Når det i Det Nye Testamente også hedder, at der er flere kommende verdener forude[3], kunne man jo tænke sig, at mennesker i hver ny verden modtager et stadigt mere åndeligt legeme, for til sidst at modtage et legeme, der ikke kan dø. Selvom det kan lyde som traditionelle forestillinger om reinkarnation, er der dog den forskel hos Origenes, at det hele kulminerer i ‘altings genoprettelse’, hvor alt forsones med Gud i Kristus – målet er ikke at undslippe verden for at slippe for reinkarnation, men at forenes med Gud.

Kristne teologer lagde efterhånden tanken om sjælevandring på hylden, men flere udviklede i stedet – til dels med inspiration fra Origenes – den opfattelse, at vi også efter opstandelsen skal vedblive med at vokse åndeligt og blive mere som Gud. Den tanke lyder nok fremmed for dansk protestantisme, men den kunne være et oplagt alternativ til troen på reinkarnation.

En ny chance?

Reinkarnation synes måske at give mennesker en ny ‘chance’ for at leve et nyt og bedre liv. Men der er noget nådesløst over manglen på en barmhjertig Gud, der griber ind og ændrer menneskets skæbne. Ifølge kristendommen er verden skabt god af Gud, som derfor også arbejder på at genoprette det faldne skaberværk. Menneskets sjæl er ikke udødelig i sig selv, men den hører sammen med kroppen – vi har derfor kun håb om liv efter døden, fordi Gud har lovet os en opstandelse fra de døde.

Tallene i manchetten er fra en YouGov-undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad i 2016.

[1] Se ”Troen på reinkarnation er et tegn på samtidens feel good-mentalitet” i Kristeligt Dagblad, d. 22. marts 2016

[2] Se 1. Korintherbrev kap. 15, vers 35-58

[3] Se fx Efeserbrevet kap. 2, vers 7

Relateret

• 18. mar. 2020 - På vej mod genoprettelse
• 27. mar. 2015 - Livet efter livet – længsel og fuldendelse

Find flere

Fordi jeg er af jord, er jeg knyttet til livet hernede,
men jeg bærer også et stykke af guddommeligheden,
og derfor gør en længsel efter den kommende verden mit hjerte uroligt.
Gregor af Nazians (ca. 330-390).

Gennem længslen udhuler Gud sjælene.
Ved at udhule dem gør han dem bedre i stand til at modtage ham.
Augustin (354-430)

’Vi skal alle forvandles’[1], skriver Paulus og redegør for det evighedshåb, der har sit grundlag i Jesus’ opstandelse. Forvandlingen i opstandelsen hænger sammen med, at der er et højere mål for os, end nogen af os når i det jordiske liv. Vi kommer uundgåeligt til kort, svigter, går fejl. Men vores livsvej er ikke slut med døden. I opstandelsens møde med Kristus klarlægges det, hvad der mangler. Det sker i dommen.

Vores skyld kan blive smertelig at se i øjnene, men det store håb er da at kunne tage imod det helbredende, rensende og fuldendende lys, der strømmer os i møde fra Kristus. Så vi i en lægende proces efter døden befries til det, vores dybeste længsel peger på: Et liv uden forvridninger, direkte forbundet med livskilden i et nyt, forløst fællesskab med hinanden – virkeliggørelsen af vores bestemmelse som skabt i Guds billede. En fuldendelse, hvor vi bliver ét med Sønnen og Faderen[2], hvor Gud bliver alt i alle[3], og vi skal ’bære det himmelske menneskes billede’[4], dvs. ligedannes med Kristus, Guds levende billede.

Maleri af Arne Haugen Sørensen

Det helbredende, forvandlende lys

En skelsættende begivenhed i fortællingerne om Jesus er forklarelsen på bjerget[5] – hvordan Jesus med ét blev forvandlet og blev lysende, som ingen jordiske midler kan få noget til at lyse, og han talte med for længst afdøde skikkelser, Moses og Elias – en forbindelse tværs gennem tid og rum. Tilsammen er det udtryk for, at der i Jesus er en lysfyldt virkelighed af en anden verden på færde.

Det er det lys, som i beretningerne om Jesus helbreder syge, sætter lamme i bevægelse, kalder håb frem i stivnede og fortabte og overvinder døden. Kalder på vores dybeste længsel efter forløst liv. Det er dét forvandlende lys, vi på særlig måde vil møde i døden, i mødet med Kristus.

’Lys’ er et afgørende billede på det, som nyskabende – i livet og i døden – udgår fra Gud og Kristus. Skabelsen begynder med lys, vi udgår fra lysets hjem, og alt ender i Guds lys. ’Lys i dit lys skal vi skue’, som vi synger med Ingemann[6]. Dér er den begrænsede erkendelse og det stykkevise overvundet, så vi skal ’kende fuldt ud’[7], se det samlede billede, nå vores bestemmelse som lysets børn – forvandlede, befriede, dvs. rensede for det, der har forvansket Guds mening med hver enkelt af os. Dér samles alle mit livs tråde.

Gud selv er lys, og vi er skabt i Guds billede med den bestemmelse, som disciplene så lyse i Jesus i forklarelsen på bjerget. I dåben og troen tager vi allerede nu hul på at blive forvandlede på samme måde, blive lys. I nadveren styrkes dét indre menneske, som skal lyse, hvor Gud er blevet alt i alle. Allerede nu kan vi altså øve os i at tage det, der er grundlaget for det evige liv, til os: Det, der lyser i Kristus, kærligheds og sandheds forløsende ånd.

Det himmelske liv og det jordiske

Om overgangen til opstandelseslivet hos Gud bruger Paulus[8] billedet af sædekornet, der opløses i jorden og kommer op som en plante, med klar forbindelse til det, der er lagt i jorden, men forandret i skikkelse. ’Vi skal alle forvandles’ – fra jordisk til himmelsk legemlighed. I det hele taget er det himmelske en anderledes indrettet virkelighed end den jordiske. Himlen i denne forstand er ikke en lokalitet og ikke det samme som den astronomiske himmel, som vi kan udforske med instrumenter. Himlen med stort H er en virkelighed, vi ikke har adgang til med menneskelige midler, kun med Guds, en virkelighed i andre dimensioner og på andre betingelser.

Og dog gælder det, at der dybest set kun er ét liv. Det himmelske, evige liv er fuldendelsen af det jordiske liv, befriet fra dødens og mørkets magt. Martin Luther bruger den formulering, at hele vores jordiske liv er det materiale, som Gud bruger til at nyskabe os i opstandelsen.

Johannes Værge er pensioneret sognepræst og forfatter til bl.a. ’Efter døden. En bog om det evige liv’, ’Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom’ og senest ’Guds skrøbelige arvinger. En bog om menneskets fald og fuldendelse’.

Der er altså en sammenhæng fra det jordiske ind i det himmelske – og den anden vej: Opstandelsetroen viser sammen med skabelsestroen, at der hviler en høj bestemmelse over mennesket. Vi er Guds arvinger, som Paulus skriver[9], modtagere af al den forvandlingskraft, Kristus har sat ind i verden. Bevidstheden om denne høje status er som en nådig, varmende lysåbning over vores jordiske liv, så vi ranker ryggen og bliver båret af tro og håb og af den kærlighed, der er forskud på arven.

1 1. Korintherbrev kap. 15

2 Johannes-evangeliet kap. 17, vers 22

3 1. Korintherbrev kap. 15, vers 28

4 1. Korintherbrev kap. 15, vers 49

5 Matthæus-evangeliet kap. 17, vers 1-8, Markus-evangeliet kap. 9, vers 1-8, Lukas-evangeliet kap. 9, vers 28-36

6 B. S. Ingemann: Til himlene rækker din miskundhed, Gud

7 1. Korintherbrev kap. 13, vers 9-13

8 1. Korintherbrev kap. 15, vers 35ff.

9 Romerbrevet kap. 8, vers 17

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte

Find flere