Der er en debat i Folkekirken lige nu om barnedåben. Den er også relevant for baptister. (Læs ’Det handler også om baptister’).

Diskussionen handler i bund og grund om frelsesbegrebet. Er et nyfødt barn fortabt, hvis det ikke bliver døbt?

Man kunne mene, at diskussionen om de lutherske bekendelser var et ”indre anliggende” for folkekirken uden interesse for kirkesamfund udenfor. Imidlertid berører diskussionen også baptister, i hvert fald indirekte. Store dele af den omdiskuterede teologi i folkekirkens bekendelser er nemlig formuleret i polemik mod baptisternes forfædre, reformationstidens døberbevægelser eller ”gendøberne”, som de kaldes i den augsburgske bekendelse.

For eksempel fordømmer den augsburgske bekendelse ”gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”[1] og ”gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.[2]

De fordømtes straffe

Det er langt fra klart, hvem det er, der henvises til i den augsburgske bekendelse, men nogle af døberne har altså tilsyneladende ment, at der skulle være ende på ”de fordømtes straffe”.

Én mulighed er den sydtyske døber Hans Denck, der døde i 1527 efter at være blevet forvist af de lutherske myndigheder i Nürnberg. Inspireret af middelalderens mystiske teologi, beskrev Denck, hvordan oplevelsen af fortabelse og helvede er en station på vejen til frelse, snarere end et endemål.

Lignende tanker findes efter reformationen, fx hos tyske baptister i det 17. århundrede, der også inspirerede engelske og amerikanske baptister. Det indebar en ny forståelse af udvælgelseslæren, altså den opfattelse, som findes i protestantisk teologi, at Gud har udvalgt nogle få til frelse, mens resten af menneskeheden er forudbestemt til fortabelse.

Fx gjorde den amerikansk-engelske baptistprædikant Elhanan Winchester (1751-1797) det klart, at de kristne rigtig nok er særligt udvalgt af Gud, men det skyldes at kirken har en særlig opgave. Jesus er død for de kristne, men kun for at kirken skal forkynde evangeliet for resten af menneskeheden, som Jesus også er død for.

Deri lå altså en opgave for kirken. Håbet om alles frelse måtte ikke blive en sovepude, men var tværtimod et kald til mission.

Ikke at elske er helvede

Hvis vi virkelig elsker Kristus, skrev den engelske baptist og teolog Samuel Cox (1826-1893), må vi også ønske at være noget for andre. Ikke at være i stand til at elske, er det sande helvede, mens det at være i stand til at tjene andre, er den sande himmel.[3]

Den amerikanske baptist og teolog Walter Rauschenbusch (1861-1918), der er kendt for sit ”social gospel”, kunne på samme måde tale om, hvordan Guds rige til sidst må omslutte alle menneskelige relationer.[4] Intet menneske kan derfor i sidste ende falde udenfor Guds rige. Tanken inspirerede blandt andre baptister som Martin Luther King i kampen for sorte amerikaneres borgerrettigheder, som altså også har rødder i den tradition.[5]

I Sverige fandtes i det 20. århundrede de såkaldte ”fribaptister”, der med stifteren Helge Åkeson afviste ”de evige straffe” samt traditionel forsoningslære, hvor Jesus’ død siges at formilde Guds vrede. I sin bibeloversættelse fulgte Åkeson oldkirkelige teologer som Origenes og oversatte det ord, der siden middelalderen var blevet oversat ”evig” med ”tidsalderlig” istedet.

Håb er ikke en ”læresætning”!

Det hører selvfølgelig med til historien, at håbet om alles frelse kun har været et minoritetssynspunkt blandt baptister. Men det har altså været med fra begyndelsen og er derfor også en del af baptisternes historie – ligesom det i øvrigt også var en del af oldkirkens teologiske tradition.

Det er ikke, fordi baptister så skal til at gøre ”alles frelse” til en baptistisk specialitet, som man kan bryste sig af mod folkekirkens forstokkede lutherdom. Evangeliet er aldrig et abstrakt budskab, men angår altid konkrete menneskers forhold til Gud.

Julius Købner (1806-1884), den dansk-tyske baptistpionér, gjorde det af samme grund klart i et af sine småskrifter, at det var udtryk for ”rationalisme” at spekulere over, hvor mange der bliver frelst eller går fortabt.[6] Og det var altså kritisk ment, for man kan med bibelen i hånden argumentere for hvad som helst. Men derved har man gjort troen til et rationelt anliggende. Og så er troen ikke længere tro, og håbet ikke længere håb.

Relationen til Gud

Opgaven er ikke i kirken at forkynde den ene eller den anden ”lære” om menneskers evige skæbne, for det må ligge i Guds hånd, men opgaven er at bringe mennesker ind i en relation til Gud.

Frelse er at følge Kristus, som Klemens af Alexandria udtrykte det i det andet århundrede. Netop det har baptister som regel været gode til at fremhæve som kirkens opgave. Kristen tro handler ikke om bestemte overbevisninger og læresætninger, men troens indhold er en person, nemlig Jesus selv.

Troen er derfor også ”personlig”, som man har sagt det. Men af samme grund kan vi ikke afgrænse evangeliet, for så har vi slugt Gud og sat os på det, som teologer udtrykte det i det tyvende århundrede.

[1] Den augsburgske bekendelse, artikel 9.

[2] Den augsburgske bekendelse, artikel 17.

[3] Samuel Cox, Salvator Mundi (1877).

[4] Walter Rauschenbusch, A Theology for the Social Gospel (1917).

[5] Martin Luther King, ”The Christian Pertinence of Eschatological Hope”, https://kinginstitute.stanford.edu/king-papers/documents/christian-pertinence-eschatological-hope.

[6] Julius Købner, Rationalismus unter den Gläubigen (1878).

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Frelse og fortabelse, arvesynd, udøbte børns skæbne, himmel og helvede. Så vægtige teologiske emner har indenfor det seneste års tid været genstand for intens debat i Kristeligt Dagblad samt de sociale medier. Anledningen var i første omgang en eventuel fornyelse af dåbsliturgien i folkekirken. Debatten er dog hurtigt blevet mere end et spørgsmål om form, for hvad er det egentlig for en teologi, der ligger til grund for den folkekirkelige praksis?

Folkekirkelige kritikere af den lutherske teologi påpeger, at mange af udsagnene i folkekirkens bekendelsesskrifter – især den augsburgske bekendelse – passer dårligt til den tro, der faktisk findes i kirken. Næppe mange præster og medlemmer af folkekirken mener fx i dag, at dåben er ”nødvendig til frelse” eller at børn går fortabt til evig pine uden dåb. Er det virkelig Guds vilje at ”alle mennesker skal frelses”,[1] som det hedder i Ny Testamente, eller vil Gud kun frelse nogle få udvalgte? Er det rigtigt, som Jesus siger, at Guds rige hører børnene til, eller skal de på grund af arvesynden først døbes for at Gud vil kendes ved dem?[2]

Diskussionen handler – indirekte – om baptister!

Man kunne mene, at diskussionen om de lutherske bekendelser var et ”indre anliggende” for folkekirken uden interesse for kirkesamfund udenfor. Imidlertid berører diskussionen også baptister, i hvert fald indirekte. Store dele af den omdiskuterede teologi i folkekirkens bekendelser er nemlig formuleret i polemik mod baptisternes forfædre, reformationstidens døberbevægelser eller ”gendøberne”, som de kaldes i den augsburgske bekendelse. For eksempel fordømmer den augsburgske bekendelse ”gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”[3] og ”gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.[4]

Når det i folkekirken diskuteres om børn kan frelses uden dåb, handler det altså også indirekte om baptisterne, eller i hvert fald om folkekirkens relation til baptisterne.[5] Reformationstidens døbere mente som regel, at børn kunne blive frelst uden dåb. Der findes måske nok en ”arvesynd”, men Jesus har jo med sin død på korset sat os fri af den synd. Korset er nok. Vi er fra fødslen af omsluttet af nåden. Gud har derfor et ”forspring” i menneskers liv, som nogle baptister i dag udtrykker det.

Gud har derfor et ”forspring” i menneskers liv, som nogle baptister i dag udtrykker det.

Det handler også indirekte om baptister, når det diskuteres om Guds vilje til at frelse gælder alle eller kun nogle få udvalgte. Kritikerne af luthersk teologi afviser i mange tilfælde læren om den dobbelte udgang, altså populært sagt troen på ”himmel og helvede”. I stedet peger flere på, at der i oldkirken fandtes alternative opfattelser, hvor håbet om ”altings genoprettelse” betød, at Gud til sidst ville blive ”alt i alle”, som Paulus skriver.[6]

Det håb synes også at have være til stede blandt nogle af reformationstidens døbere. Hos senere baptister findes eksempler på lignende tanker, der altså langtfra er fremmede, omend de dog ofte har været marginale. Uanset hvad man i dag måtte mene om diskussionen om den lutherske teologi, kan man som baptist glæde sig over ikke at have en tilsvarende hovedpine med at få troen til at gå op med bekendelsesskrifterne!

Læs også artiklen ‘Lang tradition for frelsesuniversalisme‘.

[1] Første Timotheusbrev 2,4.

[2] Lukasevangeliet 18,16.

[3] Den augsburgske bekendelse, artikel 9.

[4] Den augsburgske bekendelse, artikel 17.

[5] Ikke mindst fordi præsteløftet faktisk forpligter præster i folkekirken på at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Se https://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6stel%C3%B8ftet

[6] Apostlenes Gerninger 3,21. Første Korintherbrev 15,28.

Relateret

• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 09. feb. 2022 - Hvorfor døber vi ingen?
• 28. jan. 2022 - En lang tradition for frelsesuniversalisme
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 21. feb. 2019 - Guds kald – til hvad og hvorfor?

Find flere