Det er bestemt ikke nyt. I Bjergprædikenen taler Jesus om bekymringer, specifikt om penge og materialisme. ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon…”.

Jesus udfordrer sine efterfølgere til ikke at blive opslugt af hverdagens bekymringer. Bjergprædikenen indeholder en relevant påmindelse om, at livet er mere end penge og ting.

Jesus’ udfordring til disciplene er at være gavmilde, selv når de er bekymrede og i nød. Den spænding, lever vi stadig i. Hver dag har nok i sin plage, og bekymringer er der nok af. Men tør vi tro på, at det hele nok skal gå?

Tør vi tro på, at selv hvis vi har mindre, så har vi alt, vi behøver (og mere til)? Bjergprædikenen udfordrer os til at møde en verden, som lever i trængsel og knaphed, med generøsitet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

At have penge er direkte forbundet med muligheden for at realisere de fleste af vores ønsker i livet. Samtidig bliver andres opfattelse af os ofte farvet af vores økonomiske status. Penge fungerer altså både som adgangen til ’det gode liv’ og som statussymbol. Derfor bliver målet med livet let at være godt stillet økonomisk.

Det rammer hjertet

Vi er først og fremmest kaldet til at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste, som os selv.[1] Det kald kommer før de mål og længsler, vi ellers måtte have i livet. Når vi elsker vores næste, så får andre mennesker en plads i vores hjerter, og når de lider, lider vi med dem. Derved bliver andres ønsker lige så meget værd som vores egne, så hver gang vi møder reelle behov, rammer det vores hjerte. Men at elske Gud og vores næste, som os selv, vil altid være svært for os.

Tre problemer kendetegner os i dag

• manglende villighed til at hjælpe, når der er reelle behov!
• manglende villighed til at se, hvornår vi ikke skal bede om hjælp, men derimod hjælpe!
• trang til at sammenligne vores gavmildhed med andres!

Det kalder på nyt liv

Jesus talte om, at Guds Rige var nær.[2] For at leve i overensstemmelse med den virkelighed skulle disciplene frimodigt dele deres håb, omsorg og ressourcer uden at kræve noget igen.[3] Ét er at give, hvor der er behov; noget andet er at give, hvor man oplever sig kaldet til det.

Guds Rige, der kommer nær, kalder på mere end bevarelsen af det eksisterende.

Hvis vi kun giver ud fra tanken om behov, fokuserer vi på problemerne, og det kommer alene til at handle om at slukke ildebrande – og blot opretholde status quo i tilværelsen. Men Guds Rige, der kommer nær, kalder på mere end bevarelsen af det eksisterende. Nyt liv må og skal spire frem.

Gavmildhed binder os sammen

Jesus giver os et fint billede i lignelsen om sædemanden, hvor alle typer jordbund (dvs. mennesker) får muligheden for at blive en del af Guds Rige. Vi fornemmer tydeligt, at vi selv er kaldet til at være med i sædemandens arbejde.[4] Det handler ikke kun om at dele evangeliet, for Jesus udpensler, hvad det vil sige at stole på Gud, og forklarer, at i tillid til Gud skal vi ikke holde på det, vi er blevet givet, men skaffe os punge, der ikke kan slides op.[5]

Jeg har opdaget, at det faktisk er sundt at give.

Med henvisning til den samme lignelse kalder Paulus menighederne til gavmildhed i deres indsamling og siger, at gavmildhed hænger tæt sammen med at adlyde Gud, for gavmildhed binder mennesker sammen.[6] Det kalder mig til at mærke efter, om Gud vil lægge på mit hjerte at give til noget – også selvom jeg ikke kender til et behov (endnu). Et kald til at give i tillid til, at tilskyndelsen kom fra Gud.

Råderet over økonomien

Jeg har opdaget, at det faktisk er sundt at give. Jeg har en tendens til nærighed. Jeg elsker at skrabe til mig, og jeg opbygger nemt en stærk fornemmelse af, at jeg har fortjent det, jeg ejer. Hvis jeg ikke passer på, gør det tankemønster mig kynisk, og jeg kan mærke, at denne beskrivelse kunne komme til at passe på mig:

At give vedligeholder min bevidsthed om, at alt det, jeg ejer, er en gave fra Gud.

Hvis en kristen, der har rigeligt med penge, ser en anden kristen lide nød, men nægter at hjælpe, hvordan kan Guds kærlighed så være i sådan en person?[7]

Når det ind imellem lykkes mig at adlyde kaldet til at give, vedligeholder det min bevidsthed om, at alt det, jeg ejer, er en gave fra Gud. Mit liv tilhører Kristus. Derfor bør Kristus have råderetten – også over min økonomi.

På Guds vilkår

Jeg bør acceptere det liv, Gud har kaldet mig til at leve, og de vilkår, Herren har givet mig i livet. Jeg skal med evigheden for øje erkende, at det ikke gør den store forskel, hvilken status jeg har i livet, om jeg har penge eller ej. Ikke fordi Gud ønsker, at vi skal leve på en sten, men Gud kalder os til at tjene ham godt og helhjertet med det, vi har. Når vi er optaget af Kristus, er det nemmere at give alt det andet fra os. Selv vores penge.[8]

Det er ufatteligt vigtigt, at vi er gavmilde med vores penge. Det samme gælder vores tid og vores tilgivelse!

[1] Matthæus-evangeliet kap. 22, vers 37-40

[2] Matthæus-evangeliet kap. 3, vers 2 og 17; kap. 6, vers 33

[3] Matthæus-evangeliet kap. 10, vers 5-10; kap. 6, vers 38

[4] Matthæus-evangeliet kap. 13, vers 1-23

[5] Lukas-evangeliet kap. 12, vers 22-34

[6] 2. Korintherbrev kap. 9, vers 6-15

[7] 1. Johannesbrev kap. 3, vers 17-18

[8] 1. Korintherbrev kap. 7, vers 17a. 29-31. 35

Relateret

• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå

Find flere