Lyt til artiklen:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere

Lyt til artiklen:

Nyhederne fylder os med bekymringer, men hvor efterlader det os, som tror?

Har vi ikke et valg? Et kraftfuldt valg!

Jesus siger: “Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, tro, at I har fået det, så skal det blive jeres.”[1] Essensen er enkel: Det, vi beder om i tro, er allerede givet os. Vi må bede i TRO og ikke i frygt. Bøn må komme fra, hvem Jesus er, og ikke fra bekymring og vores egen forståelse af verden.

Hver dag – et trosskridt

Et af mine store trosforbilleder er George Müller. Han levede i en tid med stor fattigdom og drev et børnehjem i England uden faste indtægter. Hver dag var et tros-skridt. En morgen var der intet brød og ingen mælk. Alligevel bad Müller: ”Kære Fader, vi takker dig for det, du vil give os at spise.” Kort efter bankede en bager på døren. Han havde følt sig kaldet til at bage brød til børnehjemmet. Lige efter kom en mælkemand – hans vogn var gået i stykker udenfor, så han måtte give sin mælk væk. Gud svarede på bønnen.

Vi mestrer ikke Jesus

Vi må stå i troen, ikke i frygten. Vi må stå i, hvem Jesus er, ikke i verdens bekymringer. Verden vil altid give os grunde til at tvivle, men Jesus giver os grund til at tro.

Jesus siger: ’Bed i mit navn!’ Vi må bede i hans vilje og magt. For at gøre det må vi kende Jesus. Er din Jesus den, der skabte verden og satte stjernerne på plads, eller er han en begrænset gud, der ikke kan noget? Hvis vi ikke vil ledes af frygt, må vi hvile i Helligånden – en ånd af fred, kærlighed og sund fornuft.

Vi må kende Guds ord – også det, som vi har svært ved at forstå eller forholde os til. Jesus siger om sig selv, at han er ’vejen, sandheden og livet’. Altså må vi sætte os ved Jesus’ fødder og lade ham være vores mester. Det er ikke os, der mestrer ham.

Jeg må sætte mig ved morgenbordet og sige tak for morgenmaden, fordi jeg véd, at Jesus er med mig under alle omstændigheder. For mig må bøn starte i, hvem Gud er. Derfra kvæler Jesus frygten i mig.

[1] Markusevangeliet kap. 11, vers 24. Bibelen på hverdagsdansk 1992.

Relateret

• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Krigen i Ukraine er en frygtelig lidelse for de mennesker, som lever med den. Vi tænker og beder alle for, at den snart får en retfærdig afslutning, så det ukrainske folk igen kan leve i fred og frihed. Konflikten har været årsag til en stærk militærisk oprustning i både Danmark og andre europæiske lande. Det er sikkert en klog beslutning, men det er også destruktivt og deprimerende, fordi penge brugt på krig altid vidner om menneskeligt svigt.

Krigen i Mellemøsten er forfærdelig. Selvfølgelig særligt for de mennesker, som lever i den. Den har givet store tab og ødelæggelser på alle sider. Den har også givet en stærk polarisering i vores samfund. Det er svært at tale om krigen uden først at tilkendegive, hvem man holder med, og det er ganske svært at holde med begge parter eller måske mere korrekt – ikke at holde med nogen af dem. Denne polarisering har endda splittet familier, vennekredse og hele samfundet. Derfor er der mange mennesker, som har en stor angst for udviklingen og fremtiden, som de ikke kan tale med nogen om.  Som kirke er det vores opgave at skabe plads til samtale og fremme forsoning i en splittet tid.

Når der er nogle store brændpunkter i verden, som vi oplever truende også for os selv, så har vores medier en tendens til kun at fokusere på disse steder og konflikter. Det gør, at vi kan glemme, at der også er andre steder i verden, som har brug for vores forbøn og hjælp. BaptistKirken skal særligt være opmærksomme på den store nød, som findes i Myanmar, hvor der er borgerkrig. Mange mennesker lever i lejre i Indien, og inde i Myanmar – særlig i Chin-staten – er det svært både at leve og få mad og medicin. Selv om vi i øjeblikket ikke hører så meget om det, så lad os huske det både i vores forbøn og når vi overvejer vores bidrag til hjælpeprogrammer – både hos den enkelte og i menighederne.

Selv i Danmark er der mennesker, som mangler tryghed, nærhed og hjertevarme. Vi skal som menigheder overveje, hvordan vi åbner vores døre for mennesker, som har brug for det fællesskab, som vi kan give med højt til loftet og vidt til væggene, hvor alle uanset udfordringer kan finde plads i Guds lys og kærlighed.

Englen sagde julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Jesus’ komme til jord og Guds lys og kærlighed er for alle. Alle jorden rundt og alle her hos os lokalt.

Kirken spiller en stor rolle i en mørk verden eller kan i hvert fald gøre det, hvis vi vil. Vi er helt klar over, at i Danmark og den vestlige verden svinder kirkens indflydelse ind, men denne tendens forstærkes kun, hvis vi forholder os passive.

BaptistKirkens ledelse juli 2024. Fra venstre: Pia Duebjerg Andersen, Lasse Åbom, Tine Kragh, Christian Bylund, nuv. generalsekretær Bodil Højbak Møller, tidl. generalsekretær Torben Andersen og Vibeke Dalsgaard. Moses Peng mangler på billedet.

Kirken skal være en aktiv medspiller i det samfund, som omgiver os. Kirken skal være en aktiv modspiller, når vi oplever, at det verdslige samfund træffer dårlige beslutninger, især hvis det rammer de svageste i vores samfund.

BaptistKirken har en særlig rolle i både forkyndelsen af Jesus’ ord om frelse, men også i den samfundsdebat, som desværre i disse år drejer sig meget om perfekthed, succes og ”jeg er min egen lykkes smed”.  Med vores særlige kongregationalistiske opbygning har vi ved Helligånden besluttet, at alle betyder noget og alle har lige indflydelse. Vi taler med hinanden om både tro og liv og alle har ret til både at ytre sig og blive hørt. Vi har også mennesker i vores kirke med en særlig indsigt både teologisk og inden for andre områder. Dem lytter vi til med stor glæde, men i sidste ende er det enhver troendes både ret og pligt under Helligåndens vejledning at tage stilling til spørgsmål i både verden og kirke. Det er både en udfordring og en stor gave, som vi kan give videre.

Denne gave kan vi kun brede ud til vores medmennesker sammen. BaptistKirkens medlemmer og menigheder har mange udtryksformer og mange holdninger til både tro og verdens spørgsmål. Sådan har det altid været og vil forhåbentlig fortsætte. Vi har aldrig været og skal aldrig være ens, men skal leve i enhed og i et respektfuldt samarbejde med hinanden. Når vi gør det, kan vi være Kristi lys i verden for hele folket.

Vi går nu ind i et spændende år. BaptistKirken skal finde nye spor at gå. Det skal vi gøre ved at tale sammen, bede sammen og derigennem finde vores vej. Vi håber, at alle menigheder vil bruge tid på forberedelse både til lederdage og til synode. Samtalerne kan holdes i grupper, i menighedsrådene og i menighederne, men det er vigtigt, at de holdes. Vi har som ledelse ikke noget problem i hverken uenighed eller i det, at vi ikke er ens. Vi frygter derimod, hvad der sker, hvis menighederne mister deres engagement. Vi håber alle menigheder vil engagere sig i ”spor at gå” og spørgsmålene til lederdagene.

Vi håber derfor også, at I vil møde op til årets møder nysgerrige, åbne og velforberedte.

Vi kan kun være en aktiv, udadvendt og missionerende kirke sammen – og sammen betyder, at vi både taler sammen og arbejder sammen.

Husk at englen sagde: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er for alle. Det er os, som skal bringe den videre.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Kærlig hilsen
Baptistkirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard                Christian Peter Heldgaard Bylund
Formand                              Næstformand

Bodil Højbak Møller
Generalsekretær

Pia Duebjerg Andersen       Tine Kragh

Moses Lal Bawi Peng          Lasse Åbom

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Baptistkirken i Danmark vil gerne benytte denne nytårshilsen til at sende en hjertevarm hilsen og tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. for at have været vores monark gennem to generationer. Dronningen har røgtet dette hverv med værdighed og visdom, og vi ønsker hende alt godt fremover. Samtidig byder Baptistkirken velkommen til vores nye kongepar og ønsker dem Guds velsignelse i deres hverv fremover.

Trods krig og ufred – frygt ikke

De kan, ligesom alle vi andre, trygt lytte til Guds ord fra juleaften: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” Det kan vi både som kirkesamfund, menigheder og enkelte kristne have brug for at høre. Ikke kun i julen, men i den helt almindelige hverdag, som vi alle skal leve med hinanden.

Der er nemlig nok at frygte. Der er stadig krig i Ukraine med store lidelser for det ukrainske folk. Der er krig mellem Israel og Hamas, som sender frygtelige billeder ind i vores stuer hver aften.

BaptistKirkens ledelse (Pia Duebjerg Andersen og Moses Lal Bawi Peng mangler) (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Der er stadig store eftervirkninger efter militærkuppet i Myanmar. Der er også adskillige krige i Afrika, som vi måske ikke hører så meget om, og alle steder, hvor krigen hærger, er det civilbefolkningen som lider og flygter. Man skønner, at mere end 100 millioner mennesker i dag er flygtninge verden over. Et tal, som er helt uden for et almindeligt menneskes fatteevne. Vi skal have det ukrainske folk, gidslerne og lokalbefolkningen i Gaza og mennesker i Myanmar og alle andre steder med krig og ufred med i vores forbøn.

Trods klimakrise – frygt ikke

Ved siden af, at vi ikke kan finde ud af at bo fredeligt sammen, så kan vi heller ikke finde ud af at bevare den smukke jord, som Gud har givet os at leve på. Klimakrisen ved vi alle, hvad der skal til for at afhjælpe. Vi gør det bare ikke. Nationerne gør det ikke og hånden på hjertet, så gør vi det heller ikke som enkeltpersoner. Det er både skamfuldt og foruroligende, men midt i det, som kan virke håbløst og gøre os ængstelige, så siger Gud –  “Frygt ikke!”

Tag ansvar – vær lys i mørket

Det siger Gud ikke for, at vi skal være ligeglade. Vi er som Baptister i verden og for verden. Vi skal være lys i en mørk verden. Vi skal både globalt, nationalt og lokalt arbejde for, at mennesker ser dette lys og derigennem får del i den store gave, som det er at kende Jesus Kristus. Vi skal også arbejde for, at denne verden, som Gud har givet os, bliver et godt sted at være. Vi er Jesus’ hænder og derigennem lys i verden.

Frygt ikke – men bring budskabet om Kristus

At være i verden for verden og være kirke i vores tid er en stor udfordring. Vi oplever, at kirkens indflydelse er vigende. Det gælder alle kirkesamfund i Danmark, og betydningen af, hvad kirken siger, er blevet mindre. Kirkefolket står svagere, når det drejer sig om at finde både svar på de store spørgsmål og samhørighed mellem mennesker. Vi er som baptister blevet en minoritet i en minoritet. Det kan godt gøre os modløse, for vi har den mission at bringe mennesker til Kristus. Vi skal huske igen, at Gud har sagt: “Frygt ikke!”

Tag imod mennesker

At være kirke i den virkelighed gør, at vi skal både tale og arbejde, så vi er relevante for mennesker i vores tid. Der er nok at tage fat på. Selv om vi er et af verdens rigeste lande, har vi et stigende antal fattige. Selv om vi er et af verdens lykkeligste folk, har vi et stigende antal ensomme, og mistrivslen blandt vores unge er ikke til at komme udenom. Vi kan som kirke og menigheder have åbne hjerter og døre for mennesker, som har brug for fællesskab, accept og hjertevarme. Vi tænker ofte, at mennesker skal have tro for at komme til os, og så får de fællesskab. Sådan er det ikke mere. Mennesker kommer til os, når de søger hjertevarmen og fællesskabet, og så får de forhåbentlig tro.

Vores vigtige kerneværdier

BaptistKirken er et mangfoldigt fællesskab både i etnicitet og i holdninger. Det er en gave, men også en opgave. Det kan være svært at leve sammen, når vi har meget forskellige holdninger til, hvad der er vigtigt og essentielt for vores sameksistens. BaptistKirken vedtog i sommer otte teser som vores kerneværdier. De er måske ikke revolutionerende, men de er vigtige. Vi kan som baptister have mange andre holdninger til livet, til samfundets udvikling og til alle mulige andre spørgsmål, men vi står som kirke trygt på troen på Jesus Kristus som vores personlige frelser og Herre.

BaptistKirken møder udfordringerne

BaptistKirken står i disse år, som mange andre kirkesamfund, overfor store udfordringer. Ledelsen har taget disse udfordringer op og drøfter gennem fire møder præstesituationen, arbejdet med børn og unge, menighedsudvikling og organisationen. Vi håber at kunne fremlægge en ny vej for vores kirkesamfund på en synode i pinsen 2025. Vi skal i denne proces – sammen med jer – turde tænke nyt og samtidigt ikke glemme at medtage den arv, vi har modtaget fra tidligere generationer.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Vi er aldrig alene så – “Frygt ikke!”

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard, Formand	Christian Peter Heldgaard Bylund, Næstformand
Torben Andersen, Generalsekretær	Lasse Åbom
Bodil Højbak Møller	Moses Lal Bawi Peng
Tine Kragh	Pia Duebjerg Andersen

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere