Lyt til artiklen:

I 1700-tallet nægtede flere forældre at lade deres nyfødte børn døbe, som loven krævede indenfor otte dage. Kongen befalede, at præsterne i København – hemmeligt – skulle finde ud af, hvor mange det drejede sig om. Der var ’snesevis af forældre’.

Simon og Maren Bølle

Blandt dem var Simon og Maren, der fra 1739 ledte en husgruppe. Han brød også loven på to andre punkter: Han holdt nadver og foretog en vielse. Det viser, at han ville skabe en ’fri kirke’, der intet fællesskab skulle have med den lutherske – ’frafaldne’ – kulturkirke.

Kongen udstedte tre love, der skulle styre det vakte lægfolk. Den første tillod, at dåben kunne udskydes seks uger. Blev loven overtrådt, skulle familierne rejse til fristaden Fredericia – eller landsforvises. Den anden påbød, at husmøderne skulle kontrolleres af præsterne. Den tredje handlede direkte om døbere: ’Reskriptet af 5. Marts 1745 mod Separatister og Anabaptister’.

Fra nu af måtte ingen ’bo og opholde sig her i landet, som er henfalden til den anabaptistiske vildfarelse og ikke vil lade sine børn døbe efter loven inden 8 dage, efter de er fødte’. Hvis døberne overtrådte loven, blev de forvist til fristæderne, hvortil ’de inden påske 1746 skal forføje sig’. Hvis de nægtede, ’hensættes de i tugthuset’.

Simon Bølle og den lille københavnske menigheds skæbne med ca. 20 deltagere fortaber sig i mørket.

Anniken og Søren Bølle

I Norge gik det anderledes med Søren Bølle og hans store menighed. Han blev teologisk kandidat i København i 1740. To år efter lod han sig døbe sammen med otte andre i Drammen, hvor de stiftede en døbermenighed. Hans tre brud på loven ligner til forveksling Simon Bølles.

Døbermenighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’.

Det førte til en forgæves ’omskoling’ i fængslet i Oslo. I 1743 døbte han 25 voksne i elven ved Drammen. En af de unge kvinder døde, og han begravede hende i haven. Følgerne blev himmelråbende. Menighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’, hvorpå de søgte ophold i fristæderne. De blev sejlet til Fredericia, hvorfra de blev forvist. Det samme skete i Frederiksstad: ’En mand førte os straks ud af byen og lod os gå, hvorhen vi selv kunne, fremmede og fattige’.

Beslutsomt rejste de til Drammen igen for at bringe menigheden til Altona på et skib, som de selv lejede. Listen over emigranter, som de afleverede i Drammen, talte 101 døbte og 27 børn – men nu nægtede bystyret dem at rejse.

Hvem var ’bøllerne’?

Med list adskilte myndighederne derpå menighedens medlemmer. De udviste syv ledere med familier, mens resten skulle forblive i Drammen, hvor ’de nok med tiden ved fornuftige læreres opbyggelige opførsel kan blive førte på den rette vej igen’. Døberne tog sagen i egen hånd.

Med list adskilte myndighederne nu menighedens medlemmer.

Midt om natten gik de fra Drammen ’vestpå for at sejle efter de andre’. To uger senere opholdt der sig 60 døbere i Altona, inkl. ’kvinder og børn’. Heller ikke her fik de fred. Efter endnu en vielse i menigheden påbød kong Christian VI alle baptister at forlade ’Fristaden’ (!).

Byens præsident ændrede kongens ordre efter døbernes ønske, hvis de ville fjerne alle særpræg: Langt skæg, rem om livet og deres hvide dragter. Deres ydre identitet blev dem berøvet. Menigheden gik efter 1744 i opløsning.

I 1747 gav kong Frederik V en lov, der ændrede Altonas status. Døberne fik indrømmelser, der gav dem nogle af de rettigheder, som brødrene Bølle havde kæmpet for at indføre i København og Drammen. Men da var det for sent. Nogle tog til Drammen, hvor de efter omskoling gik ind i statskirken. Andre flyttede rundt i Slesvig. Søren Bølle døde i Altona i 1780’erne, hvor ’nogle barmhjertige familier årligt gav ham noget bistand’.

Styrker fromhed riget?

Statsledere har ofte forsøgt at beholde magten ved at stække andres frihed – under dække af kristen fromhed. Sker det også i Europa i dag, hvor ’kristne lande’ forsøger at udøve sindelagskontrol? Kan åndsliv reguleres med tvang?

Læs også “Never again – heller ikke i Danmark”.

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark

Find flere

Lyt til artiklen:

Her skildrer vi nogle af de første danske døberes kamp i en læresag blandt præster og i en håndfuld frie byer, der sikrede, at de anabaptistiske tanker aldrig helt forsvandt fra Danmark.

Odense-sagen 1551-54

Kirkeordinansen fra 1537 fortalte om, hvordan gudstjenesten skulle afholdes i kongerigerne Danmark og Norge samt i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Med Kirkeordinansen blev folkekirkepræster pålagt at prædike imod anabaptister én gang årligt – nemlig Skt. Hansaften.

Efter reformationen blev den nye lutherske kirkes grundlov beskrevet i Kirkeordinansen fra 1537. Men i Skt. Knuds Kloster i Odense lød bønnerne stadig som i den katolske tid. Det fik sognepræst Laurits Hellisen og lektor Christoffer Mikkelsen, begge teologer, til at se rødt. Fra prædikestolen kaldte de biskop Jørgen Sadolin for vranglærer.

Kirkens disciplinære maskineri reagerede prompte. Provsteretten fyrede begge teologer, men sagen voksede. Et tykt anklageskrift blev sendt til Christian III, der bad universitetets professorer undersøge, om de to kritikere var ’sværmere’ – datidens samlebetegnelse for alle, der rokkede ved dogmerne eller ved kirkens hierarki.

Hellisen og Mikkelsen stod fast, og de nægtede at trække deres kritik af biskop Sadolin tilbage. Først fik de en dødsdom for majestætsfornærmelse. Senere blev dommen mildnet til livsvarigt fængsel. I januar 1554 blev de begge fængslet for at stå fast på deres tro.

Senere kilder fortæller, at de lod Hellisens voksne søn døbe ved kongens slot i København for at provokere. Om den dåb styrkede sagen mod Hellisen og Mikkelsen er usikkert, men Christian III skrev i samme periode tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!

Da de to præster fra Odense lod den enes næsten voksne søn døbe ved stranden nær Københavns Slot, var det tydeligt at se, at dåben med stor sikkerhed ikke kun var en religiøs handling, men også en direkte provokation over for kongen.

At staten havde vundet, var tydeligt nok. Men idéerne levede videre sammen med historien om de to gejstlige fra Odense, der hellere ville miste friheden end gå på kompromis med deres tro.

Christian III skrev tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!

Fristæderne – når penge vejer tungere end dogmer

Efter Fremmedartiklerne fra 1569 blev enhver fremmed teolog forhørt ved ankomsten til riget: Hvad mener du om dåben og nadveren? Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.

Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.

Byen Altona blev det første vendepunkt. Allerede fra 1580 var døbere, calvinister[1] og andre ’sværmere’ tålt i byen. I begyndelsen af 1600-tallet gjorde grev Ernst af Schauenburg byen til handelsfristad. Det betød ingen told på varer, og ingen indblanding i samvittigheden, så længe de ikke lavede ballade. Friheden gjaldt ikke alle, men især de fredelige døbere og calvinister fra Nederlandene, som tidligere var blevet fordrevet, fik lov til at slå sig ned i byen. Få år senere blev der også plads til katolikker og jøder, og fra 1664 var der religions- og handelsfrihed i Altona.

Omkring 1621 grundlagde hertug Frederik III af Gottorp kanalbyen Friedrichstadt på marsken mellem Ejderen og Trenen. Han indskrev religionsfrihed direkte i byens identitet med Altona som forbillede. Til gengæld skulle indvandrerne, især remonstranter og enkelte mennonitter[2], investere kapital, holde handelen i gang og naturligvis betale skatter til hertugen. Det var en lille pris for at kunne udleve deres tro. I årene efter voksede antallet af fristæder, og i flere af dem blomstrede mennonitkirker i en periode. Enkelte steder i kongeriger stod en lille port altså på klem for døberne, men der skulle gå mange år, før de kunne leve frit.

Har vi lært noget siden da?

Når nye religiøse strømninger banker på i dag, spørger vi stadigvæk først: Hvilken uddannelse har de, og hvad bidrager de med til samfundet? Er vi blevet mere åbne, eller tager vi kun imod dem, der har de uddannelser, vi mangler, så vi sikrer vækst og velstand, mens vi skubber resten af de fremmede fra os?

Læs også “Desperat hetz mod døbere på pietismens tid”.

[1] Calvinister: Reformerte kristne, der fremhæver Guds suveræne forudbestemmelse (prædestination) og et enketl gudstjenesteliv.

[2] Mennonitter: Anabaptister, der voksendøber og er kendt for pacifisme og et stærkt menighedsliv.
Remonstranter: Hollandsk modreaktion mod calvinismen; betoner menneskets frie vilje og frelse for alle.

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark

Find flere