Da mine børn var små, var det en lille trædims, hvor der skulle puttes brikker af forskellige former i en kasse. Stor jubel, når alle brikkerne var puttet ind, og barnet kunne tage dem ud og starte forfra. For mine børnebørn blev det lidt mere avanceret. Et lille lokomotiv, og når alle brikker var på plads, spillede toget en melodi. Men samme koncept – al ting på rette plads, og alt skal passe sammen.

Sådan kan vi også tænke om livet. Vi vil, hvis vi skal være ærlige, også gerne have, at vores børn og børnebørn passer i puttekassen til det, som vi synes, er det gode liv. Hvad sker der, hvis de er en brik, der ikke er et hul til? Hvordan agerer vi, hvis de er anderledes end os, og måske ender med værdier, som vi enten ikke kan forstå eller måske tager afstand fra?

Hvordan er det for os som kristne, hvis de ender som agnostikere eller i en anden religion? Hvordan reagerer vi som forældre, hvis vores politiske holdninger afviger væsentligt fra vores børns? Og hvis vores børn er homoseksuelle? Kan vi så modtage deres kærester med glæde?

Vi véd det reelt kun, når vi har prøvet det.

En mangfoldighed af modeller

Jeg tror ikke, det er noget, vi kan forberede os på. Men jeg tror alligevel, vi kan vælge som voksne modne mennesker at lade puttekassen være et børnelegetøj og acceptere, at mennesket ikke er skabt i en bestemt støbeske. Gud skabte os med mange former, og kan vi se hans storhed i mangfoldigheden, så kan vi også glædes over alle de arter og afarter, som mennesker findes i.

Når vi hjælper hinanden til at anskue Guds skabelse af mangfoldighed som en gave til os og ikke som noget, der er besværligt, eller noget, som vi skal tage afstand fra, så er det min erfaring, at vi får utallige gaver tilbage.

Det betyder ikke, at alting er lige godt. Det betyder blot, at vi alle er skabt af Gud – og dermed er vi også alle omfattet af hans kærlighed.

Relateret

• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner
• 18. mar. 2023 - Rwandas kvinder rejser sig
• 11. feb. 2023 - Min tid i Danmark
• 11. feb. 2022 - 19 forskellige nationaliteter
• 09. feb. 2022 - Inspireret til fremtidens kirke

Find flere

Birk Christensen:

• forstander på Tølløse Privat- og Efterskole indtil juli 2018
• sekretariatschef for Børns Vilkår 1989-2005
• uddannet lærer og baptistpræst

I 1960’erne og 1970’erne var frisindede mennesker dem, der udfordrede holdningen til, hvad der var anstændigt, sådan som det store flertal af befolkningen tolkede det. Frisind blev opfattet som et noget tvivlsomt begreb og ikke noget, ’pæne’ mennesker tilstræbte at være.

Et nødvendigt opgør

Dengang var frisind forbundet med et nødvendigt opgør med tidens noget stramme regler for seksualitet, samliv, seksuel orientering, påklædning og censur for publicering af tekster og billeder. Det var fx bestemt ikke tilladt at være mere eller mindre afklædt i det offentlige rum.
I 2018 har vi så igen indført regler for påklædning i det offentlige rum. Nu et forbud mod at være tildækket, hvor vi har set billeder på TV af en politibetjent, der – ganske vist i Frankrig – anholder en muslimsk kvinde på stranden, fordi hun ikke er anstændigt påklædt i badetøj, men har valgt at beholde tøjet på. Så meget for frisindet!

Dengang var frisind forbundet med et nødvendigt opgør med tidens stramme opfattelse af definitionen på en familie. Kun kernefamilien var acceptabel. Nu er stort set alle familiemønstre heldigvis acceptable med undtagelse af familier, hvor moren er hjemmegående, og helt galt er det, såfremt familien er muslimer. Så meget for frisindet!

Værdier, der er tilstrækkeligt grundfæstede til ikke at begrænse andre.

De, som nu er tilhængere af burkaforbud eller har set sig sure på store (muslimske) børnefamilier, opfatter sig muligvis som frisindede, fordi de engang var tilhængere af ophævelse af censur, sex før ægteskabet og lempelse af abortreglerne, men det er en tvivlsom form for frisind. I bund og grund er de tilhængere af flertallets tyranni, selvom de kalder det demokrati.

Ret til at vælge sin egen vej

Danmarkskanonen definerer frisind således: ”Frisind betyder, at man anerkender det andet menneskes ret til frit at tænke, tro og tale – og til frit at vælge livsform. Men frisind betyder ikke, at man skal acceptere alle livsværdier og livsmønstre som lige gode. Frisind er ikke det samme som holdningsløshed…”.

Frisind handler altså om, hvorvidt vi vil tillade, at mennesker har andre styrende værdier for deres liv, end vi selv har. Vi beholder vores ret til vores livsværdier og til at søge at udbrede de livsværdier i respekt for, at enhver har ret til at vælge sin egen vej.

De … opfatter sig selv som frisindede, …. men det er en tvivlsom form for frisind.

 Forpligtelse til kamp for frisind

Som mindretal har baptister nydt godt af det religiøse frisind, der siden Grundtvig har været den herskende grundopfattelse. Derfor har vi en særlig forpligtigelse til at fastholde frisind hos os selv og i Danmark. ’Frihed for Loke såvel som for Thor’ kan vel oversættes således til nudansk: ’Frihed for kristne såvel som for muslimer’, ’frihed for heteroseksuelle såvel som for homoseksuelle’ og ’frihed for Indre Mission såvel som for ateister’?

 Rodfæstet?

En forudsætning er, at såvel flertal som mindretal er ægte frisindede og tillader andre at have andre livsværdier, end de selv har. Det sker kun, hvis det enkelte menneske, kirkesamfund eller det borgerlige samfund har værdier, der er tilstrækkeligt grundfæstede til ikke at begrænse andre, fordi de mener noget andet eller lever med andre værdier.

Måske er manglen på grundfæstede værdier den virkelige årsag til, at det berømmede danske frisind synes at være på retur?

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget

Find flere

Jeg begyndte at deltage i kristne teenagelejre. Det var her, jeg begyndte mit eget tros- og tvivlsliv. Og det var her, vi øvede os i at skille os ud. Vi lavede mange fjollede ting. Det, jeg husker bedst, var en flok teenagere på et torv i Hjørring med cocktailpølser i ørerne. Når man først har gjort det, er man nærmest uovervindelig!

I de år traf jeg beslutningen om, at jeg ville døbes, og lige så vigtigt besluttede jeg mig – mere ubevidst – for, at jeg ville føle mig ok, som jeg var. Jeg ville ikke bare forsøge at gå i et med tapetet eller alle de andre. Jeg ville være mig selv, også selvom det var anderledes.

At samle modet

Jeg kan godt nogle gange tænke, hvorfor det skal være så svært at være anderledes. Hvorfor kan vi danskere ikke være mere rummelige og åbensindede? Men det er hver enkelts lod at samle modet til at være sig selv, også selvom det ligger udenfor normen. Jeg er glad for, at jeg havde et fællesskab, som hjalp mig til at træffe den beslutning, da jeg var teenager.

Dét er det meget fine ved at være opvokset som en del af en minoritet: Jeg har aldrig været i tvivl om, hvordan det er at være ‘den anderledes’, og det giver mig en samhørighed med alle andre, der står op for dem, dé er – også selvom dé er anderledes end mig. I bund og grund er vi jo alle et sammensurium af holdninger, handlinger og hobbyer, der indimellem placerer os i majoriteten og indimellem placerer os i minoriteten. Kassetænkning kan ikke bruges her.

I virkeligheden var en fest mere på sin plads!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere