Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til artiklen:

Klokken er næsten 19, da Richard Cung går på scenen i Åbenkirke i Herning. Vi er til Awake Worship, og stemningen blandt de næsten 300 teenagere og unge er forventningsfuld. De er klar.

Bandet (Foto: Brendan Van)

Richard inviterer de unge til at forlade stolesæderne og komme frem foran scenen, hvor stolerækkerne er flyttet væk, så alle kan være der:
”Du skal hilse på tre personer, du aldrig tidligere har mødt! Ønsk dem en god aften. Vi er i Guds hus: Her skader det ikke at hilse på hinanden! Kom frem – Vi skal synge, vi skal danse for Herren i aften. I kommer alligevel ikke til at sidde ned de næste 20 minutter!”

Publikum jubler. Alle er med på at have en fest med hinanden og med Herren i aften. Da Richard fortsætter med strækøvelser, er der ikke flere tilbage på stolerækkerne.

Lovsang (Foto: Brendan Van)

Drømmen lever – endnu mere

Det begyndte sidste år med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. De fire unge mænd var inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple  …”

Richard fortalte sidste år:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund, og vores udgangspunkt for drømmen var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Derfor var det naturligt for de fire initiativtagere at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra. I 2026 er endnu mere af drømmen gået i opfyldelse: Over 200 har bestilt billet på forhånd og publikum er i ordets bedste betydning multietnisk og ”multi-kirkeligt.”

AWAKE WORSHIP NIGHT II

– blev støttet økonomisk af Nordjylland Chin Church (Sæby), Lai Baptist Church (Ringe), Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 28. marts 2026.

Awake  – en del af en bevægelse blandt unge?

Inden lovsangen overtog lydbilledet, fortalte Awakes SoMe-ansvarlige Isabella Izette Tychsen, at budskabet om Awake Worship anno 2026 er nået langt ud:
”Jeg kommer selv fra Kolding og har apostolsk baggrund, flere i bandet er fra pinsekirken i Aalborg. Og vi kan se på billetbestillingerne, at der er mange etnisk danske deltagere i år.”

For Isabella er Awake ikke bare en enkeltstående aften. Hun ser arrangementet som del af en bredere bevægelse blandt unge kristne:
”Der er faktisk en del lignende initiativer rundt omkring i ’Kirke-Danmark’. I Kolding har vi lige haft et ’Lad os tale om tro’-arrangement målrettet unge mennesker, ’Praise’ – hvor unge bare dukker op og synger gospel – ser ud til at brede sig til flere byer. Der er også udsendelser i tv, hvor unge står frem og fortæller om deres tro. Der sker noget blandt de unge – og det er Awake med til!”

Aftenens setliste (Foto: Brendan Van)

Lovsangen er kommet op i gear. Bandet og sangerne har alle med. Vi har alle sammen haft mulighed for at forberede os: Allerede i slutningen af januar lagde Awake-teamet set-listen på musiktjenesten Spotify. Stemningen i salen og lovsangsbandets engagement er helt på højde med de polerede musikvideoer på Spotify. Alle kender sangene og synger med.

En ung mand med en mission

Aftenens taler var Daniel Malan, ungdomspræst i Åbenkirke i Herning. En ung mand med et kald til at arbejde blandt unge. Han møder unge mennesker dér, hvor de er. Med blik for den usikkerhed, overtænkning og identitetskamp, mange bærer på. Det afspejler sig også i hans foredrag og øvrige formidling uden for kirken. Her har han fokus på selvværd, socialt pres og friheden til at leve uden hele tiden at være styret af, hvad andre tænker. I Åbenkirke forener han den tilgang med sin præstetjeneste: en nærværende omsorg for det enkelte menneske og en tydelig forkyndelse af Jesus som den, der møder mennesker med nåde, sandhed og en ny begyndelse.

Aftenens taler, Daniel Malan fra Åbenkirke i Herning (Foto: Brendan Van)

I sin prædiken foldede Daniel korsets budskab ud for de unge. Med udgangspunkt i temaet om Jesu blod vendte han igen og igen tilbage til, at evangeliet ikke først og fremmest handler om at tage sig sammen eller blive et lidt bedre menneske, men om frihed, tilgivelse og en ny begyndelse. De unge fik at vide, at de ikke behøver bevise deres værdi, for i Jesus er de allerede elsket, set og gode nok. Og da Jesus døde på korset, bar han også det, de selv slæber rundt på af skyld, skam og nederlag. Derfor, lød Daniels pointe, er ingen færdige eller fortabte: I Kristus er der fra død til liv, fra nederlag til håb og fra fordømmelse til tilgivelse.

Forbøn og refleksion

Daniel slutter sin prædiken med bøn og med en opfordring til at bede for og med hinanden. Efter prædikenen er musikken i et lidt lavere gear. Vi synger den gode gamle ”Løfte vore hænder” og de unge følger opfordringen til at bede for og med hinanden – lige der på gulvet foran scenen. Mange søger også mod forbønsst ationerne ude i kanten af salen. Fra scenen bliver opfordringen til bøn og forbøn gentaget flere gange. Vi synger ’Make Room’:

Bandet (Foto: Brendan Van)

Here is where I lay it down
Every burden, every crown
This is my surrender
Here is where I lay it down
Every lie and every doubt
This is my surrender

Og det er præcis, hvad der sker: De unge lytter, overgiver sig og lægger deres byrder, løgne og tvivl om livet frem i bøn. I salen får påskebudskabet om frihed i Kristus et konkret udtryk.

Samme budskab på mange måder

Budskabet om at blodet har sat dig fri kommer i mange varianter aftenen igennem: I en gammel video med Billy Graham, lyder det: ”Du vil blive tilgivet, som om du aldrig har syndet – ved blodet!”. Og sammen synger vi Grundtvigs ’Hil dig, Frelser og forsoner’ i moderne tempo. Selv om ordene er fra 1837, synger alle med. Der er våde øjne, da vi når til ’Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! ”

Pastor Khon Mong sender de unge ud i verden (Foto: Brendan Van)

Aftenen nærmer sig afslutningen, da pastor Khin Mong går på scenen med budskabet til de unge om, at de er en udvalgt generation:
”Måske tænker du: ’Jeg er ikke værdig’. Men du tager fejl. Du er speciel. Gud skabte dig helt specielt. Du er en del af en udvalgt generation. Udvalgt til at bringe evangeliet ud: I din skole, på dit arbejde og blandt de mennesker, du møder. ”

Lovsang! (Foto: Brendan Van)

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads og fimrehårene i det indre øre rejser sig igen, er der socialt samvær – og kage! De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og visionen om Awake sidste år, gjorde det igen. Sidste år lovede Richard, at de ville forsøge at vende tilbage med:
”… en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Awake kom tilbage i 2026. Det blev en aften præcis som Richard lovede. Det var den svære to’er. De unge glæder sig til fortsættelsen!

(Foto: Brendan Van)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

Han ser meget ung ud, som han står der foran Baptist World Alliances ledelse i Washington. Han præsenterer sig som Dr. Sasa.

Han kan ikke fortælle, hvor gammel han er, for når han spurgte sin mor, hvornår han var født, var svaret: ”Du er født en morgen, hvor det regnede.” Langt ude i bjergene i Chin-regionen i Burma. Når jeg kommer nærmere, ser jeg grå hår i tindingen. Han må være over 40 år, gætter jeg.

Dr. Sasa taler engageret til BWA’s ledelse under mødet i Washington (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

En bondedreng?

Den altså knapt så unge Dr. Sasa er på gæstevisit. Han har påtaget sig at tale med verdens ledere om situationen i Burma, ikke mindst for hans folk chin’erne, men ikke kun dem. Hans livshistorie er fængslende. Han kalder sig selv en bondedreng, ukendt med ritualerne på de bonede gulve, men han har på mystisk vis fået adgang til verdens ledere. Han har mødtes med politikere og embedsfolk i EU, Paris, London – sågar kong Charles, og nu er turen kommet til USA. Han har aftaler både i senatet og kongressen – og de er lydhøre, fortæller han og siger undskyldende, at engelsk er hans sjette sprog. Han virker som en venlig mand. Måske en bondedreng, der har fået jakkesæt og slips på, men han kan åbenbart begå sig i denne fremmede verden.

Valgt til parlamentet

Hans mål er intet mindre end at få sat en stopper for borgerkrigen i Burma. Få demokrati igen, som skal styre militæret – og en økonomisk forvandling. ”Burma er det smukkeste land i verden. Vi var rige, men bliver udnyttet af Kina. Rusland og Kina stod bag militærkuppet i 2021,” siger han og fortæller, at han selv var valgt til at indtræde i parlamentet den dag, militærkuppet fandt sted. Flere af hans venner og kolleger blev henrettet. Selv lykkedes det ham at flygte i en taxa. Siden har han været på flugt.

Dr. Sasa taler og Tomás Mackey, BWA’s præsident lytter (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Liv og død

Hans familie levede af deres lille landbrug langt fra nærmeste by. Som barn var han vidne til, hvordan en nabokone døde i fødsel og hans skolekammerater døde af diarré. Forældrene ville, at han skulle have en uddannelse. Sasa blev sendt på gåben afsted mod Yangon som stor dreng. Alene over bjergene og igennem dalene.

Inde i Yangon var alt overvældende. Han havde aldrig set en bil eller et trafiklys. Han talte ikke burmesisk, men kun sit stammesprog. Han boede i en bambusafskærmning sammen med nogle, der var på arbejde om natten. Så de delte sovested. Han var tæt på selvmord, men hans tro fik ham til at vælge at lære burmesisk. Han fik en uddannelse og vendte tilbage til sin landsby. Han blev lærer, for han var den eneste, der kunne burmesisk. Eleverne kom langvejs fra, gående i flere dage for at komme i skole.

Burma eller Myanmar?

I denne artikel bruger både Lone Møller-Hansen og Dr. Sasa navnet Burma, når de omtaler Dr. Sasas hjemland. På baptist.dk plejer vi at skrive Myanmar. De Forenede Nationer anerkender Myanmar som navnet på det lille land, mens flere lande, bl.a. Storbritannien og landets tidligere kolonier som USA og Australien, kalder landet for Burma. Bruge du Myanmar, kan du blive anklaget for indirekte støtte til militærregimet. Danmarks Radio bruger Burma, mens TV 2 bruger Myanmar.

Forvirret? Find flere oplysninger her.

Blev læge som flygtning

Buddhisterne forfulgte de kristne, og det endte med, at han flygtede syv dage igennem junglen og kom til Indien. Her lærte han engelsk og begyndt at læse medicin. Senere kom han til Armenien, hvor han blev uddannet læge, og kom til England, hvor han fik en engelsk ”familie”.

Han tog tilbage til Burma for at arbejde som læge. Den eneste læge i miles omkreds. Han knoklede, havde somme tider 500 patienter på en dag. Han underviste andre i alt det, han havde lært, fra børnefødsler til malaria. Han vidste jo, hvordan det kunne tage liv.

Han havde politisk tæft og det lykkedes sammen med andre at opbygge den første lufthavn i Chin-regionen. Der var pludseligt håb.

I skjul i junglen

Andre havde fået øje på ham og han blev politiker og skulle i parlamentet. Heldigvis blev han advaret om kuppet og slap væk.

Han fortæller, at ”mere end 6.000 er slået ihjel, flest kristne. Byer er blev udslettet og mere end fire mio. er gjort hjemløse.”

Indtil for fire måneder siden levede han i skjul i junglen tæt på den burmesiske grænse, men slap igen væk og mener nu, at han har en rolle, en historie at fortælle verden.

Forbøn for Burma, Chin-folket og Dr. Sasa. Fra venstre: BWA’s præsident Tomás Mackey, Dr. Sasa og tidligere præsident Paul Msiza (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

”Det er det, Gud kan gøre”

”Mine forældre gik aldrig i skole. I dag er jeg her. Det er det, Gud kan gøre,” siger han. ”Vi skal være lys i mørket. Jeg beder om visdom, Guds styrke, vejledning af Helligånden – og tålmodighed.”

Han siger med fast stemme: ”Jeg har håb i dag.”

Han fortæller om en russisk bombe, der sprængte en kirke i stykker. Resterne af bomben blev gjort til kirkeklokke.

”Gud har kaldt os til at gøre en forskel. Guds rige, håb, fred, kærlighed og frihed vil komme til Burma. Mange af mine kolleger (jeg går ud fra, at det er politikerne, der lever udenfor Burma) er ikke kristne, men der er kommet en ny enhed mellem de kristne i bjergene i Burma og burmeserne i lavlandet.”

Hans korte budskab er: ”Hjælp os. Vores naboer er verdens største nationer, Indien og Kina. Burma skal være lys i verden. Selvstændig og fri.”

Efter hans rørende tale, tager den tidligere præsident for BWA, Paul Mzisa fra Sydafrika, ordet og kommer med en opmuntring til Dr. Sasa: ”Jeg er vokset op i 80’erne. Det så umuligt ud at kæmpe mod apartheid. Gud kan ændre det umulige. Han vil bringe frihed og fred til dit folk, for Gud elsker jer.”

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Vi har erfaret, at krisen ikke kun har en mørk side. Den har måske lært os at sætte farten ned og være mere nærværende – over for både os selv og vores nære.

Genåbningen giver os ganske vist frihed, men denne frihed er ikke uforpligtende. Det gælder stadig, at vi skal handle etisk i de mange valg, vi dagligt foretager os i mødet med vores medmennesker.

Vores sårbare, gensidige afhængighed stiller til stadighed krav, for man har altid en del af et andet menneskes skæbne i sin hånd.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Erik Tornøe:

• ingeniør, ansat i hhv. Brovst og Hvidebæk, Vamdrup og Glamsbjerg, flyttede tilbage til Brovst som pensionist 2007. Opvokset på Fyn
• spejder i DDS, projektansvarlig DDS´ Sudanprojekt 1976-78 og formand for fællesrådet for spejderne i Brovst 1976-79
• arbejdskraft ved byggeriet af BÆKKEN og ved moderniseringen af Brovst Baptistkirke
• aktiv i Rotary siden 1992 – siden 2008 i Han Herred Rotary Klub. Har forestået hjælpeprojekter i Danmark, Letland, Litauen, Sudan og Burundi

Jeg voksede op i et grundtvigsk miljø uden tradition for kirkegang og med vagtsomhed overfor mission. Det var fuldstændig uvant og nyt at møde aktive baptister.

Vi blev taget godt imod

Jeg og min familie flyttede til en ny egn med adskillige aktive frikirke-menigheder, herunder en veletableret baptistmenighed.

Åbenhed, venlighed og hjælpsomhed medførte, at vi hurtigt følte os velkomne. Som aktive spejderforældre fik vi også flere baptister som private venner.

To baptistspejdere fra Brovst deltog i Det Danske Spejderkorps’ SUDANMARK PROJEKT i 1978. Den ene af dem døde i Sudan. Det medførte en særlig kontakt til enkeltpersoner fra baptistmenigheden og har dannet baggrund for stærke, holdbare venskaber med de direkte involverede og en stor del af baptistmenigheden.

Frihed til at vælge

Vores tre børn fik deres livs skoleophold på Baptisternes Efterskole i Tølløse med det kristne budskab som en del af opdragelsen.

Jeg og hele min familie har bemærket, at friheden til at tage – og undlade at tage – sine egne beslutninger er uantastet. Og tak for det!

Missionsarbejde er naturligt for en fri kirke, der styrkes økonomisk af større tilslutning, men jeg og min familie har bemærket, at friheden til at tage – og undlade at tage – sine egne beslutninger er uantastet. Og tak for det!

Summen af familiens oplevelser af baptistkirken er, at vi stadigvæk ser den udefra, selvom vi deltager i særlige anledninger. Vi har mødt åbenhed og fordomsfrihed; venlig interesse, naturlig hjælpsomhed og støtte i pressede situationer. En åbenhed, som også ses i en massiv hjælp til integrering af kvoteflygtninge.

Fælles engagement

Flytning fra egnen betød mange år på fysisk afstand fra den kendte baptistmenighed. Men for otte-ni år siden blev det igen aktuelt at samarbejde om konkrete projekter i et fælles engagement i frivilligt arbejde for mennesker i nød.

Vi har mødt åbenhed og fordomsfrihed; venlig interesse, naturlig hjælpsomhed og støtte i pressede situationer.

BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi og den lokale Rotary-klubs ønske om at gennemføre et vandforsyningsprojekt medførte konkret samarbejde. Med Solveig og Niels Chr. Nielsens eksemplariske indsats som udgangspunkt er der siden 2013 gennemført projektsamarbejder om vandforsyninger, uddannelse, ambulance og udvikling for Batwa[1], som i alt har haft et budget på 1.355.000 kr. Hovedsagelig finansieret af Rotary og hovedsagelig udført under ledelse af danske og lokale baptister med mangeårigt kendskab til de lokale forhold og beslutningsmønstre.

Set udefra – men også set indefra – kunne de projekter ikke gennemføres uden administrativ hjælp og praktisk bistand fra baptistkirkerne i såvel Danmark som Burundi.

Set udefra skal der knyttes en forbindelse til artiklens indledning ved at understrege, at det at indtage måltider hos Solveig og Niels Christian i Musema gav anledning til at fokusere på, at mad og det at spise sig mæt ikke altid er en selvfølge. Vi, der ikke er opvokset med bordbøn, fik ved naturmetoden lært at sætte pris på den omtanke, der fulgte af at vente med at spise de få sekunder.

Tak for det samarbejde og tak for den lejlighed, der i den forbindelse opstod for en kulturkristen til ikke kun at se fysiske resultater og fremskridt som de vigtigste mål i et godt liv!

[1] Undertrykt befolkningsgruppe i Rwanda og Burundi

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 10. jul. 2024 - Unges engagement i internationalt missionsarbejde
• 17. feb. 2024 - Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes
• 17. jun. 2021 - Genåbning

Find flere

Hensigten var at give eksempler på, hvad vi siger i vores kirker om baptistisk identitet. Et par præster tog udfordringen op og sendte os en prædiken, som så er klippet til og beskåret.

Ikke i en prædiken

Flere præster takkede nej til opgaven at prædike over temaet: ’Hvad står vi som baptister?’ Deres begrundelse var dels, at det ikke ville være relevant for de deltagere i gudstjenesten, der ikke er baptister; og dels at prædikenen altid tager sit udgangspunkt i en konkret bibeltekst. Enkelte svarede: ’Beklager, vi har allerede planlagt temaer for alle efterårets gudstjenester.

Flere af dem påtog sig til gengæld at give deres bud på baptistisk identitet i en kort artikel.

Hvad er en baptistkirke?

Michael Frost, præst i Roskilde Baptistkirke

Roskilde baptistmenighed tilbyder alle ’nye’ et introduktionskursus til menigheden, hvor man fortæller om baptistkirken.

Vi fortæller kort om anabaptisternes historie og placerer anabaptisterne som den oversete ‘gren’ i reformationen, hvor man normalt kun fokuserer på katolicismen og Luther.

Anabaptisterne blev forfulgt i Tyskland og flygtede derfor til Holland og England. Da de også blev forfulgt i England, flygtede mange til USA.

De troendes fællesskab

De fleste fokuserer på anabaptisternes dåbssyn, men deres opfattelse af dåben er resultat af deres fokus på det forpligtende fællesskab og discipelskab. Anabaptisterne anså menigheden for at være helt central i den kristnes liv, og menigheden skal bestå af mennesker, der har valgt Jesus til og i fællesskab forsøger at følge ham. Derfor optages medlemmer ved dåb på et tidspunkt i livet, hvor de kan træffe en selvstændig beslutning.

Deres opfattelse af dåben er resultat af deres fokus på det forpligtende fællesskab og discipelskab.

Demokrati

Dernæst nævner vi, at i dag adskiller baptistkirker i Danmark sig meget fra hinanden i stil, men baptistkirken adskiller sig fra de fleste andre frikirkeretninger i Danmark ved vores menighedsdemokrati. På menighedsmøder træffer menighedens medlemmer beslutning om budgetter og andre store afgørelser, herunder ansættelser, mens mindre beslutninger foretages i menighedsrådet.

At lytte til Guds stemme

Bente Højris, præst i Brovst Baptistmenighed

”Hvad vi står for som baptister – det spørgsmål findes der rundt regnet 5.000 svar på; ligeså mange som der er baptister i Danmark”, siger Bente Højris.

Bente Højris er en af de præster, der tog udfordringen op og behandlede spørgsmålet i en prædiken, som redaktionen har klippet i.

”Jeg har grædt”, fortsætter Bente Højris, ”når baptisters holdninger til forskellige spørgsmål forekom mig uforenelige. Tænk bare på debatterne om homofile ægteskaber, vores holdning til Kirkernes Verdensråd, om abort, om at flytte sammen inden man er gift, om overført eller åbent medlemskab, om gudstjenestefejring, om Cross-Yoga og meget andet.

Derfor må jeg spørge mig selv: ’Hvad er det vigtigste for mig at få formidlet, når jeg stilles spørgsmålet om min baptistiske holdning?’”

Det vigtigste er at lytte!

At lytte til Guds stemme, som jeg hører den i Bibelen, men også som den kan komme til mig i form af tanker og indskydelser. Og når jeg lytter til Guds stemme, så taler den ofte til mig om at tage et socialt ansvar. Gud beder mig om at elske min næste og tage mig af den svage. Når jeg læser i min Bibel, ser jeg, at det var sådan, Jesus var. Han tog de svages parti og kæmpede for retfærdighed.

Bibelen er vores ståsted

Det har den været igennem hele baptistkirkens eksistens. Vi har fx ikke nogen fast trosbekendelse. Vi har Bibelens ord, som vi må læse med ansvarlighed og tage til os at handle efter.

Lederskab og demokrati

Når bølgerne er gået højt nationalt i Baptistkirkens liv, har nogle efterlyst en stærkere ledelse, der turde sætte stolen for døren, hvis menigheder bevægede sig uden for den norm, som andre mente var den rigtige. Men et af Baptistkirkens kendetegn er netop, at vi ikke er en kirke med et lederskab, der bestemmer over menighedernes liv og levned. Vi er demokratiske, og alles stemme har vægt.

Et af Baptistkirkens kendetegn er netop, at vi ikke er en kirke med et lederskab, der bestemmer over menighedernes liv og levned. Vi er demokratiske, og alles stemme har vægt.

Så kan man jo spørge, om dét så er godt. Mit svar er: ”Ja, det er det, hvis den enkelte lader sig lede af Guds stemme, spørger Gud til råds, og så vel at mærke ikke kommer tilbage og siger: ”Så siger Herren!” – som om denne person er den eneste, der har forbindelserne i orden. Demokrati er godt, hvis vi er parate til også at lytte til det, den anden part er kommet frem til i eftertanke og bøn.

Vær beredt

Det gælder livet igennem, at vi må være parate. Parate til de opgaver og udfordringer, som livet stiller os. Jeg tror, det er det, Gud ønsker af os: At vi er parate og hele tiden sørger for, at vores skat er i himlene. At vi lytter efter Guds stemme, og ikke bare har vores egne forudindtagede meninger. Hvad vi så hører og konkluderer og handler efter, kan ikke dikteres af et kirkesamfund. Dér står vi hver især til ansvar overfor Gud.

Hvad står vi for som baptister?

Henrik Krak Søndergaard, præst i Baptistkirken Odense

Jeg har valgt at fremhæve to kendetegn: Bibelen og det personlige valg.

Baptister har ikke en grundlægger eller nogle bekendelsesskrifter, som definerer vores tro. Vi har alene Bibelen. Som 17-årig blev jeg selv omvendt ved at læse i Bibelen. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvad en baptist var. De kristne, jeg kendte var primært lutherske. I teologiske diskussioner fik jeg ofte at vide, at ’Luther sagde’, eller ’I kirkens ritual står der’ …

Det var en enorm befrielse for mig, da jeg mødte Baptistkirken, hvor alle de tillægsskrifter er skåret væk. Vi går tilbage til kilden og de første kristne. Efter 30 år fandt jeg ud af, at jeg uden at vide det, havde været baptist siden min omvendelse.

Bibelen – en bog for alle

I Baptistkirken giver vi plads til uenighed. Vi har Bibelen som eneste rettesnor, men vi tolker teksten hver især. Vi tolker den i enrum, og vi tolker den i fællesskab. Begge dele er vigtige. Vi tror, at Bibelen er inspireret af Gud. Det vil sige, at den er skrevet af mennesker, men det er Guds tanker, der afspejles i teksterne. Når vi læser skrifterne, finder vi sammen ud af, hvad det betyder for vores tro og vores måde at leve på. Baptister har altid lagt særlig vægt på at praktisere Jesus’ og apostlenes lære.

Bibelen er inspireret af Gud. Det vil sige, at den er skrevet af mennesker, men det er Guds tanker, der afspejles i teksterne.

Baptistkirken er en lægmandskirke. Præsten har ikke pga. sin stilling et større ord at skulle have sagt i teologiske diskussioner. Hver baptist har sin Bibel, og sammen erkender vi mere og mere af dens budskab.

Bibelen kan læses og forstås umiddelbart.

De første baptister blev ikke overbevist af en dygtig læremester. De studerede Bibelen sammen, og lod det ord, de læste, forme deres tanker og liv. Det har siden været baptisters kendetegn. Selvfølgelig kan det kaste lys over teksten at vide lidt om den tid, teksten blev skrevet i, og de menneskers situation, som var de første modtagere af teksterne. Men vores udgangspunkt er, at alle kan læse og forstå teksten umiddelbart – uanset baggrund, uddannelse og viden.

Det personlige valg

Vi vælger ikke for hinanden og er ikke dommere over hinandens tro. Vi giver hinanden frihed til at tage de valg i livet, vi er overbevist om, er de rigtige. Det betyder også, at vi ikke tager valget på vores børns vegne. Derfor døber vi ikke børn, før de selv vælger at ville tro på Jesus og følge ham.

Vi giver hinanden frihed til at tage de valg i livet, vi er overbevist om, er de rigtige.

Ved dåb i en baptistkirke lyder det ofte: ’På Jesu Kristi befaling, og på din egen bekendelse, døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn’. Enhver må selv vælge Jesus og troen til i sit liv. Troen kan ikke arves eller læres. Det betyder ikke, at vi lader andre sejle deres egen sø. Vi betragter os som en familie, og i en familie støtter, vejleder og opmuntrer vi hinanden, for vi ønsker hinanden det bedste.

Det hele sker i frihedens navn. Frihed er et vigtigt begreb sammen med det personlige valg. Baptister har igennem historien været forfulgt alene pga. vores ønske om at give den enkelte frihed – især til selv at vælge dåb. Derfor har frihed altid været vigtigt for baptister sammen med det personlige valg. Ud af de to grundprincipper springer de fleste kendetegn, som har fulgt baptister overalt og til alle tider.

En lysende vej

Anne-Marie Winther, præst i Vrå Baptistkirke

Anne-Marie Winther er en af de præster, der i en prædiken har givet sit bud på, hvad baptister står for.

Anne-Marie Winther skildrer i sin prædiken den tidlige kirkes liv og mission og bruger apostlene som eksempler på kristne handlingsmønstre. Samtidig belyser hun tre væsentlige kendetegn ved baptisterne.

Frihed til dialog

Debatten om omskæring har huseret længe her i landet og er blusset op. Politikere har en tendens til at glemme, hvad religion betyder for mennesket, at ritualer betyder mere for sammenhængskraften end den frie vilje.

Vi baptister nyder godt af religionsfriheden og har gjort det i 170 år. Skulle vi ikke forsvare andre menneskers ret til at holde deres gudsdyrkelse og ritualer i hævd? Vi skal altid være foran med at forsvare religionsfriheden! Både for jøder, muslimer, hinduer og andre kristne. Ellers hopper vi nemt på den vogn, der kører jøder ud af vores land og stigmatiserer muslimer. Det er vi ikke kaldet til. Vi har frihed til at indgå i dialog.

Vi skal altid være foran med at forsvare religionsfriheden!

Noget af det fineste, der foregår i Danmark i dag, er Özlem Cekic og den gamle rabbiner Bent Melchior, der indgår i dialog og fælles fodslaw. De viser en indbyrdes forsonende forståelse og kærlighed, som er bemærkelsesværdig.

Den vigtige samtale

Vores menighed ledes helt demokratisk – hvert medlem, én stemme. Menighedsrådet er en teamledelse. Det har både fordele og ulemper. En kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led.

Peter og Paulus er troværdige som mennesker og ledere. De leder gennem handling og forhandling, ved at gå foran og gennem undervisning. Apostlenes Gerninger viser os en lysende vej, en Kristus-vej, som vi kan gå på også i dag. Apostlene er med deres sammenhold og stridigheder helt menneskelige. Deres liv var hårdt, men de brændte for at fortælle om Jesus Kristus, død og opstanden, levende og almægtig. Deres ærlige fortælling – om kursskifte, omvendelse og Kairos-øjeblikke – fik dem til at se verden med Frelserens øjne: Kærlighed og nåde. Paulus’ ønske – om med hele sit liv at følge sin mester og Herre, at ville følge Frelseren med ALLE sine evner og ALT i sig – er lysende.

Apostlenes Gerninger viser os en lysende vej, en Kristus-vej, som vi kan gå på også i dag.

Jeg var lykkelig for at blive døbt!

Det er min dåbsdag i dag. Jeg blev døbt som knap 11-årig i Bethelkirken i Aalborg. Ved menighedsmødet blev jeg interviewet af fru Vidmar, som spurgte, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. ”Jeg vil være missionær”, sagde jeg.

Jeg var lykkelig for at blive døbt! Og jeg er stadig lykkelig for det! Jeg er lykkelig for at være baptist. Jeg synes, det er det frieste i verden. Og jeg blev sendt ud i mission, som hver eneste kristen er. Jeg er ingen Paulus, men jeg er apostel. Jeg har bestemt ikke altid været et godt eksempel med min livsførelse, men Jesus elsker mig, og han tager mine synder på sig.

Frihed

Lars Midtgaard, præst i Bethelkirkens Baptistmenighed

Hvad står baptister for? Det kan ikke beskrives udtømmende på den plads, jeg har fået stillet til rådighed.

Jeg vælger at tage udgangspunkt i ét enkelt ord: Frihed! Frihed fra, frihed til …

Frihed til selv at relatere til Gud i tanke, ord og handling. Det er troen og overbevisningen om, at jeg selv er i stand til at høre fra Gud, lytte til Ham, tage imod fra Ham. Uden at der skal være en gejstlig eller kirkelig ’overbygning’, som skal tage sig af det. At Ordet er mig nær, og at jeg selv er i stand til at tolke og forstå Guds ords tale til mig.

Frihed fra en statslig styring af min tro og mit kirkelige engagement. Jeg glæder mig over, at det ikke er den til enhver tid siddende ledelse af mit land, som samtidig skal bestemme, hvordan jeg udfolder min tro. Men forankringen er placeret i den lokale kirke, hvor jeg sammen med brødre og søstre i troen finder rammerne. Og hvor vi sammen tolker på Evangeliets betydning for tro, lære og liv.

Frihed til at tjene. Men også ansvaret – ja, måske endda forpligtelsen – til at tjene. Ud fra overbevisningen om, at vi alle er blevet noget givet af Gud. Gud har velsignet den enkelte med gaver, evner, talenter. Dem er jeg samtidig også kaldet til at bruge i tjenesten for Gud og for andre. Det indebærer for mig at se kaldet til at give sig selv til et forpligtende, kristent fællesskab, til menigheden. At være baptist er at gå imod en hvilken som helst tidsånd, der frister til individualiseret privatreligiøsitet, som føler sig hævet over det forpligtende menighedsfællesskab.

Frihed, som ikke underlægges Kristus’ autoritet og herrevælde, kan køre af sporet.

Heri ligger også advarslen for enhver kristen, som så stærkt betoner frihedsbegrebet: At enhver styrke kan blive en svaghed! Forstået på den måde, at frihed, som ikke underlægges Kristus’ autoritet og herrevælde, kan køre af sporet. Frihed er ikke det samme som at frasige sig behovet for afhængighed – af Gud og af andre mennesker og relationer. Frihed er ikke ’jeg alene vide!’ Frihed er ikke fritagelse fra at underordne sig autoriteter, endsige at bede for dem!

Punktopstilling skrevet af Henrik Søndergaard, brugt i Baptistkirken Odense:

Bibelen

Baptister tillægger Bibelen afgørende værdi. Bibelen er vores rettesnor, som vi læser og tolker i lyset af  Jesus. Vi har ingen trosbekendelser eller stifter, som tillæg til Bibelen.

Autonomi i den lokale kirke

Den enkelte menighed er selvstyrende. Landsledelsen og andre menigheder har ingen beslutningsmyndighed over den enkelte menighed. Alle beslutninger tages lokalt.

Personligt bibelstudie

Alle kan studere og udlægge Bibelen, prædike, bede for andre og tilbede Gud.

Tro og efterfølgelse

Baptister tror på den samme Gud som alle andre kristne. Vi lægger særligt vægt på, at troen skal leves ud i hverdagen. Jesus skal både tros og efterfølges.

Individuel trosfrihed

Baptister kæmper for den enkeltes trosfrihed. Alle skal have lov at tro og mene, hvad de vil, så længe det ikke krænker andres rettigheder.

Skel mellem stat og kirke

En af baptisternes mærkesager er ånds- og trosfrihed. Vi går derfor ind for adskillelse af kirke og stat.

To praksisser – dåb og nadver

Baptister praktiserer som de fleste andre kristne dåb og nadver, som vi opfatter som Guds forkyndte ord i fast og synlig form.

En menighed af troende

Man bliver medlem af en baptistmenighed ved selv aktivt at vælge det. Efter at have aflagt sin bekendelse af Jesus som frelser og herre – normalt i forbindelse med dåb – bliver man optaget og budt velkommen.

Reelt medlemsdemokrati

I baptistmenigheder tages de fleste større beslutninger på menighedsmøder, hvor alle medlemmer har stemmeret.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Bent Hylleberg, cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for BaptistKirken.

Meningen med at være ‘menighed’ – eller ’kirke’ – er at blive ’et fællesskab, som i vores verden spejler, hvem Gud er’.[1] Derfor er det godt at tænke over, hvad der kendetegner ’en flok folk’, så de kan blive en mødeplads for Guds kærlighed på jorden. Her kommer nogle kendetegn, der hører til de fleste baptisters kirkesyn.

’Kirke’ bliver altid til, hvor Helligånden blandt mennesker skaber en levende relation til Jesus Kristus. Det græske ord for sådan en ’forsamling’ betyder ’dem, der er kaldt ud’. Guds Folk bliver altid kaldt sammen for at fremhæve evangeliet om Guds Rige for andre – for naboer og venner, der også bør kende Guds store tanke med livet.

Når Ånden virker i mennesker, føres vi til Jesus Kristus, der omformer og forvandler os. Der er store variationer, men det indebærer en personlig erfaring, der har med tro og dåb at gøre. Pinsedag blev den menighed, som Gud ønsker, døbt med den samme Ånd, som virkede i Jesus. Og siden er enhver dåb udtryk for det samme. Her indvies vi til at tjene Gud – blandt mennesker.

Ånd tager form

Helligånden, der er Guds kærlighedsfulde nærvær hos os, skaber fællesskab mellem Gud og mennesker. Fællesskab er kropsligt og socialt. Da Guds søn kom til verden, skete det i en krop. Jesus skabte derpå et socialt fællesskab af mennesker, der skal kanalisere hans fortsatte nærvær til andre. Ingen kan gøre det alene. Det kræver et socialt fællesskab at være ’menighed’. Dét fællesskab bliver vi en del af, når vi bliver døbt.

Det kræver et socialt fællesskab at være ’menighed’.

Fordi det er Helligånden, der skaber kirken, bør der herske frihed for alle, hvor Guds folk er på spil. Menigheden skal bidrage til ’det fælles gode’ i folket. Derfor bør alt ske ved Åndens magt, ikke ved magtens ånd. Kunsten består i at sammenholde form og frihed, struktur og spontanitet, som udtryk for Guds ene og samme virke.

Større end kirken

Kirken som fællesskab er tegn på det Guds Rige, der kommer. Samtidig er den et redskab, der virker for, at Riget må komme. Kirkens forankring i Guds kærlighed understreger, at Guds fremtid for alle er langt rigere end kirken selv. Vi er nemlig bundet til dens Herre, der er opstået fra de døde, og som fuldender alt i sit rige. Som kirke skal vi altid holde os det mål for øje.

De kendetegn er ikke hentet ud af den blå luft. Det er ’fælles gods’ for baptister, fordi de springer ud af Jesus’ forkyndelse, som vi kender den fra Det Nye Testamente.

Vi går kun i kirke, når det passer os. Individualismen har sejret.

Menighedssynet nedsmelter

Tidligere fortalte baptister ofte om deres omvendelse. Deres troshistorier levede og blev fortalt. Gamle fotos viser tydeligt, at menigheden også betød meget. Det sociale fællesskab var i høj kurs. Menighed og andet godtfolk flokkedes til hus- og teltmøder – og til søndagens gudstjenester, der fortsatte i hverdagen med omsorg for nødlidende hjemme og ude. Kan vi hævde det samme i dag?

Arkivfoto fra indvielse af den nye Korskirken. Foto: Karin Carlsen

Hvis vores kirkesyn nedsmelter i disse år, har det flere grunde. I dag reducerer vi alt for ofte menigheden til en ’fritidsforening’ for folk med åndelige interesser. Eller vi opfatter den som en ’højtidstradition’, hvor vi går i kirke til jul, påske og (måske) pinse. Vi går kun i kirke, når det passer os. Lavpraktisk betyder det vel også, at (fri)kirken som bygning forfalder, hvis vi kun vil bruge den til fx barnevelsignelse og begravelse? Fordi vi ikke opbygger et gudstjeneste-fællesskab bliver centrum borte. Og uden centrum ingen periferi.

Tabet kan også skyldes den lutherske tradition, vi lever i. Folkekirkens bekendelse definerer kirken som ’de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret’. I dag siger man oftest, at kirken er ’dér, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes’. Fællesskabet – ’de helliges forsamling’ – er faldet ud. Individualismen har sejret. ’Kirke’ forstås som ’betjening’ af en præst i livets marginaler (fødsel og død) og ved højtider (konfirmation og bryllup). Har den forståelse også ramt vores menigheder?

Kristendomskulturen på retur

Den kristne kultur, som vi lever i, har gjort noget ved os. Vi er blevet mere ’kulturkristne’ end ’kirkekristne’. Vi vælger kristendomskulturen uden kirkens fællesskab. I den vestlige verden er vi omsluttet af kristen kultur som en guldfisk af vand, siger Tom Holland og fortsætter: “Hvis kristendommen er det vand, vi svømmer rundt i, må man som fisk bekymres, hvis der ikke er mere vand i bowlen”.[2] I dag går kun få i kirke. Bibelens historier er ikke alment kendte. Tabet af kundskab er stort. Er vi også ramt af kristendomskulturens åndenød uden at vide det? Mangler vi også et myndigt Gudsfolk, der tilegner sig evangeliet på en sådan måde, at det ændrer kulturen?

Er overskriften sand?

Overskriften blev formuleret af Niels Højlund, kendt fra Forsamlingshuset i TV2 for en generation siden: ’Kirke vil de have, menighed vil de ikke være’. Han sagde det om danskerne, primært vel om Folkekirken. Men gælder det også traditionelle danske baptister anno 2020?

[1] Roland Spjuth: Om Gud och allt annat, Spricka 2020. Første del af min artikel bygger på Roland Spjuths nye dogmatik.

[2] Tom Holland: Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed, Kristeligt Dagblads Forlag 2020.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Den iagttagelse giver Magnus Malm, kendt svensk retræteleder og forfatter, videre i sin bog: Fri til at tjene, udkommet i 2019. Vi har fået tilladelse til at bringe et uddrag deraf:

Det største behov i et kristent fællesskab er mennesker, der véd, at de er elsket af Gud. Hvordan ved man det?
Her lever vi vesterlændinge i spændingsfeltet mellem to magneter. Den ene er en stærk kognitiv tradition, hvor ikke mindst den akademiske indflydelse gennem århundreder har givet os forestillingen om, at vi indlærer både kundskab og adfærd gennem tanker, der formidles til vores intellekt via bøger, foredrag og andre verbale budskaber. Hvis et budskab gentages ofte nok, så vil vi tage det til hjertet og begynde at praktisere det i vores daglige liv.

Stemmer det? I så fald burde store dele af skandinavisk kristenhed på det her tidspunkt være grundigt overbevist om, at vi er elsket af Gud og leve ud fra den tryghed. Det er nemlig i særklasse det mest almindelige budskab fra prædikestole og i sange i de seneste måske halvtreds år: ”Gud elsker os, i hans øjne er ethvert menneske værdifuldt!” Problemet med det budskab er ikke, at det ikke er sandt. Problemet er, at vi ikke kan tage sådan et budskab til os på den måde.

Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer.

”Accepterer de mig?”

Når et barn i børnehaveklassen er uroligt og udadreagerende mod de andre børn og ikke lytter til lærerens vejledning, skyldes det ikke, at det var fraværende den dag, der blev talt om konfliktløsning i klassen, og derfor ikke véd, hvordan man agerer i en konflikt. Årsagen er snarere, at der er sket nogle ting i barnets liv, som har skabt en indre usikkerhed og får barnet til hele tiden at teste omgivelserne: ”Accepterer de mig? Er der nogen her, der forstår mig?”

Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer. En erfaring, påvirket meget lidt af tanker og ord. Noget af det mest naive og virkningsløse, en prædikant kan sige, er noget i stil med: ”Det er så enkelt med Guds kærlighed. Den er en gave til hver enkelt af os, som vi blot kan tage imod!” Ordene preller af mod årtiers erfaringer, der har uendelig meget mere vægt.

Følelsesmæssige kicks

Den anden magnet i vores samfund er jagten på følelsesmæssige kicks. Forbrug, medier, underholdning, reklame, parforhold og i stadig højere grad også politik drives af følelsernes stimuli-respons. Her bliver budskabet om Guds kærlighed til en indbydelse eller snarere et krav: Åbn dit indre og mærk med hele dit væsen, at Gud elsker dig. Lovsang og anden musik er nøje kalibreret sammen med visuelle effekter og stemmeføring for at give optimale forudsætninger for, at netop du i aften må kunne mærke, hvor elsket du er.

Med to mulige resultater:

1. Jeg får en aften med en følelse af feelgood, men den er som blæst væk i morgen på arbejdet.
2. Følelsen indfinder sig ikke, og jeg fyldes i stedet af frustration over (i varierende grad) Gud, kirkefællesskabet og mig selv.

Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring.

Erfaring mere end oplevelser

Dybtgående erfaring påvirkes meget lidt af ord og tanker. En midlertidig følelse gør heller ikke nogen større forskel. Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring. Og da er det vigtigt at skelne mellem oplevelse og erfaring. Oplevelsen er kortvarig, søges mest i det positive og berører kun følelseslivet. Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.

Når Ignatius af Loyola i sine Åndelige øvelser leder os ind i en meditation over Guds kærlighed, er det ikke som i næsten alle andre øvelser bibeltekster, vi mediterer over. Det havde jo med vores kognitive overtro været naturligt: En række bibelvers, hvor der står, at Gud elsker os, og så vil det sidde fast. Han begynder i stedet med en refleksion som ved nærmere eftertanke stemmer med vores erfaring: ”Kærligheden bør udtrykkes mere i handlinger end i ord.”

Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.

Guds kærlighed i praksis

Med det udgangspunkt opfordres vi til at meditere over, hvordan Gud har vist sin kærlighed i praksis: I alle skabelsens undere, i historien, i Jesus Kristus, i mit eget livs historie.

En irsk jesuit, Brendan Comerforth, fortalte engang om, hvordan han havde vejledt en mand gennem denne meditation. Manden havde haft en hård opvækst, men han fik den samme opgave som alle andre. Gå tilbage i din historie og forsøg at finde sporene af, hvordan Gud har givet sig til kende for dig og vist, at han elsker dig.

Dagen efter kom manden tilbage og forklarede meget irriteret, at han sandelig ikke havde set det mindste spor af Guds kærlighed i sin opvækst. Brendan vidste, hvad han gjorde, og gav han den samme opgave til næste dag.

Mødet i sandheden

Det gentog sig dagen efter. Meget modvilligt gik han med til ikke at opgive øvelsen. Han kom tilbage næste dag med tårer i øjnene. Han havde fået øje på noget, som han aldrig tidligere havde set: Hvordan Gud gang på gang havde berørt hans liv, når det var allermest svært. Og det havde han aldrig fået øje på, hvis ikke han med åbne øjne var gået lige ind i det dybeste mørke.

Sandheden er vores eneste mulige kontaktflade mod Gud. Det var i mandens egen erfaring, Guds kærlighed lå og ventede på ham.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

Bertel Haarder:

• har bestridt adskillige ministerposter, sidst som kultur- og kirkeminister 2015-16
• initiativtager til Danmarkskanonen i 2015
• medlem af Folketinget for Venstre siden 2005 og i perioden 1975-1999
• yderligere oplysninger http://www.ft.dk[/facts%5D

De, der er ligeglade, behøver ikke frihed. Som højskoleforstanderen i Henrik Pontoppidans ‘Det forjættede land’, der var som en ‘åben ladeport’, hvor alting kan blæse igennem. Dem er der mange af.

Friheden er nødvendig

Friheden var nødvendig for dem, der i 16-1700-tallet forlod Europa og drog til USA for der at dyrke Gud efter deres overbevisning. De skabte verdens frieste stat, hvor respekten for andres tro er fundamental og grundlovsbeskyttet.

Derfor er det forvrøvlet at tale om, at stærk tro og ‘religiøs fundamentalisme’ er frihedens modsætning. Tværtimod. Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret, end den, der er tolerant og ligeglad.

Frisind er netop det at have en stærk overbevisning og samtidig respektere, at andre har samme ret. Deraf kommer det, at jeg ofte har mødt religiøst forankrede mennesker med langt større rummelighed over for andre end de selvretfærdige humanister, der ikke tror på noget – ud over sig selv og deres egen fornuft.

Frihed til at tro

At sekularismen tager over, er på ingen måde ensbetydende med, at der bliver større frihed. Det oplevede jeg i Europa-Parlamentet, hvor også danske centrumvenstre-politikere i flok stemte imod en italiensk katolik og forhindrede ham i at blive EU-kommissær. Hans brøde var, at han havde helt almindelige katolske synspunkter på skilsmisse, abort m.v.

Jeg var og er uenig med ham, men respekterede hans ret til at være troende katolik. Jeg kunne slet ikke affinde mig med, at han ikke kunne blive kommissær, når han tilmed lovede at overholde alle vedtagne EU-regler.

Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret.

Her viste det sig, at de frihedsdyrkende humanister og sekularister i virkeligheden var intolerante og totalitære. Én af dem elskede at kalde præsterne i Dansk Folkeparti for ’mulla’er’ og antydede derved, at de manglede frisind. Men det var jo hende selv, der manglede frisind, når hun ikke kunne tolerere en katolik som kommissær.

Frihed – vigtigere end demokrati

Ingen har som Grundtvig talt åndsfrihedens sag: Han anså friheden for at være vigtigere end demokratiet. Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

I bogen ’Den danske statskirke upartisk betragtet’ taler han for ubegrænset ytringsfrihed, også i kirken, men ”ikke ret til at krumme et hår på nogen kætters hoved”. Den frihed bryder de ’dorske’ og ’herskesyge’ sig ikke om. Men det skal just være det fine i folkets kirke, at både de dorske og herskesyge befinder sig ilde deri, skrev han. De dorske er de dovne, der ikke gider bruge åndens våben. De herskesyge er de intolerante, der vil bruge statens arm mod deres modstandere.

Munden fri, men hænderne bundet

Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

Sådan skrev Grundtvig. Det har jeg ofte citeret på ministermøder, når trangen blev for stor til at bruge statens arm imod dem, vi er uenige med.

Det er svært, når vores frihed bruges til at etablere parallelsamfund og modarbejde vores demokrati og vores borgerrettigheder. Så skal der sættes grænser for, hvad vi vil yde støtte til (fx friskoler og folkeoplysning), ligesom der naturligvis ikke skal udbetales kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse til dem, der ikke vil give hånd eller insisterer på at gå skjult for deres medmennesker.

Tilsvarende er vi i vores gode ret til at kræve respekt for vores grundlov, demokrati, ligestilling og fundamentale rettigheder – og kræve underskrift på det – når der ansøges om statsborgerskab.
Men at forbyde troen, meningen, opfattelsen, kommer der ikke noget godt ud af.

Det er åndsfrihed, og det skal vi holde fast ved i Grundtvigs fædreland.

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 06. feb. 2025 - Trossamfundsloven til revision: Balance mellem kontrol og frihed
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut

Find flere

Britta Schall Holberg:

• medlem af Folketinget for Venstre 1984-88 og 2005-11
• sundheds- og indenrigsminister 1982-86
• landbrugsminister 1986-87

Måske er det på tide, vi eftertænker, om det virkelig er velfærd, vi skaber. Vi har en lang tradition for en frihedskultur, som bygger på den kristne tankegang: Hvert enkelt menneske har fået livet givet som en gave og en forpligtelse. Det enkelte menneske er noget, betyder noget og er sat ind i fællesskab med andre.

Nogle tror, at frihed betyder, at jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, men jeg begrænses af, at jeg ikke kun er mig selv. Friheden, styrken, men også trygheden ligger netop i, at jeg ikke er overladt til mig selv. Det tankesæt genfinder vi i arbejderbevægelsens og bondefrigørelsens oprør mod at være almue, men også i andelsbevægelsen, hvis grundholdning er én mand én stemme, uanset rang og stand.

Frihed fra – eller til

I vores traditionelle velfærdsmodel har vi defineret frihed som frihed FRA. Friheden blev at slippe for forpligtelsen. Frihed blev at kunne realisere sit eget jeg uden snærende bånd. Vi begyndte at lægge vægten på, at vi er kunder, forbrugere, snarere end på, at vi er borgere. Og hvem er købmanden med varerne? Politikerne? Vi kaldte denne form for velfærd for tryghed. Men tryghed er ikke, at andre agerer for en, men at man selv er i stand til at agere.

Vi burde definere frihed, som friheden TIL – til at skabe og bruge alle de mangfoldige muligheder, friheden giver. Tryghed er, at vi føler, at vi kan og tør agere selv. At vi tør tage vare på hver vores liv, og at vi erkender, at de valg, vi foretager, har en konsekvens. Hvis vi skærmer os mod tilværelsens vilkår, bliver vi alt for bange og usikre og dermed alt for sårbare.

Det enkelte menneske er noget, betyder noget og er sat ind i fællesskab med andre.

Krav og forventninger

Til grund for det velfærdstankesæt, som vi har udformet, har netop ligget, at vi har opereret med begreberne de stærke og de svage. Vi har betragtet krav og forventning som noget direkte asocialt. Det var simpelthen synd at stille forventninger og krav til hver enkelt. Kravene kunne adresseres til samfundet: Om lykken, om at levere ydelserne, og det selv om vi vist alle sammen ved, at det netop er af forventningerne og kravene til os – vores egne eller andres – at vi vokser, glæder os, oplever livets fylde, fordi vi oplever, at andre har brug for vores indsats. Det har de svage måske endnu mere brug for end mange andre.

Frihedsidealet er overtaget af mistillid i stedet for tillid: Jeg tror, du kan, er blevet til: Jeg tror ikke, du kan.

Vi har gjort noget andet. Vi har nurset og omsorget mennesker – i den bedste mening. Vi har rubriceret flere og flere som svage, og årsagen skal søges i, at politikernes genvalg betinges af den idé, at der er nogle, de kan gøre noget for. Den personlige selv-usikkerhed, som den omsorg giver, kommer let til at betyde, at forandring opfattes som en trussel, samt at vi ikke får stillet de nødvendige spørgsmål til dét, der sker, og vi sætter ikke andre mål for vores tilværelse, end dem vi får vist i TV og bladene – eller får anvist af socialforvaltningen eller det politiske system – som det rigtige liv.

Detaillovgivning

I et samfund, som i lutter velvilje og omsorg har misforstået begrebet tryghed og gjort mennesker selvusikre, kan det ikke undre, at man for at holde sammen på det hele, griber til at lovgive mere og mere minutiøst. Dermed bliver politik mere og mere moralsk og mere og mere indgribende i det enkelte menneskes tilværelse. Vi stoler ikke på, at de/vi kan/vil stå til ansvar selv. Det liv bliver imidlertid uudholdeligt for mennesker. Det føles som en indblanding og et diktat og som en umyndiggørelse, at jeg hele tiden skal flyttes rundt af andres meninger og kontrol, i stedet for at jeg lytter til min egne signaler og handler efter det, jeg synes er rigtigt.

Friheden blev at slippe for forpligtelsen.

Det afføder en folkelig apati, som kalder på endnu mere regereri og kontrol, som – hvis det fortsætter – fuldstændig stækker menneskers kræfter og lyst til at trække med. Mistroen, misundelsen, men også ligegyldigheden stiger, fordi appellen til selvansvarlighed helt forsvinder. Min næste, det andet menneske, den fremmede, bliver min fjende. Ikke en, jeg er forpligtet overfor, men en, der vil tage noget fra mig. Det er der ikke megen glæde og livskraft i. Vi er efterhånden nået til det punkt, hvor frihedsidealet er overtaget af mistillid i stedet for tillid: Jeg tror, du kan, er blevet til: Jeg tror ikke, du kan.

Den værdige, ansvarlige borger

Samfundets opgave skal være at tage sig af dem, der ikke magter at klare sig selv, så også de kan opleve, at de er med til at tilføre samfundet værdi, men også at sikre, at rammerne for menneskelig udfoldelse og kreativitet bliver så vide, at så mange som muligt føler sig inspireret og tilskyndet til at yde til det fælles.

Den originale kronik fra 3. oktober 2018 kan læses her: https://stiften.dk/debat/Tror-vi-stadig-paa-folks-doemmekraft-eller-lader-vi-os-styre-af-teknokraternes-systemer/artikel/536782

For mig er der tale om to alvorlige samtaler, vi må tage: Vil vi folkestyret? Tror vi på det almindelige menneskes almindelige dømmekraft, eller vil vi lade os styre af enkeltsager og et stadig stærkere teknokratisk præget system uden idé? Og: Er det rimeligt, hvis det system, vi har troet på, skal gå i knæ, fordi vi har overbebyrdet det med opgaver, som i virkeligheden fører durk bort fra det menneskesyn, vi engang lagde vægt på, var målet: Den værdige, ansvarlige borger?

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 06. feb. 2025 - Trossamfundsloven til revision: Balance mellem kontrol og frihed
• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”

Find flere