Tak for et fantastisk år. Det vil jeg gerne starte med at sige, for overordnet har det været intet mindre end fantastisk. Når jeg nu senere i min tale begynder at pille lidt i det, så kan det lyde anderledes og måske negativt: Så jeg vil gerne igen sige, at året har været fyldt med gode oplevelser og samtaler.

Det tidligere konferenceår var indadvendt. Ledelsen bad om forståelse for, at vi havde brug for mest at lytte og tale internt om den opgave, som vi havde påtaget os. Den forståelse fik vi fra menighederne, og det er vi stadig meget taknemmelige for.

Jeg vil alligevel i en parentes sige, at dette betød, at vi afbrød de kontinuerlige menighedsbesøg, som havde været kutyme tidligere. Ledelsen kommer gerne, når vi blev bedt om det, og det håber jeg, at vi har gjort: Men udmeldingen om behov for et ledelsesbesøg skal komme fra jer. Det nævner jeg kun fordi, jeg har hørt, at nogen har manglet os. Men husk – kald og vi kommer! Det behøver ikke være et eller andet alarmerende. Kald på os – parentes slut.

Henry synger for på lovsangen til åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

Det lyttende år fortalte ledelsen, at vi havde brug for at skabe fælles værdier for det fremtidige arbejde i vores kirkesamfund, og at de værdier senere skulle danne basis for, at vi i større grad handler sammen. BaptistKirken skal ikke være et holdningsfællesskab, hvor vi er enige om alting. Det har vi aldrig været, og det bliver vi aldrig i fremtiden. En god baptistisk ven sagde til mig, at ville jeg skabe enighed i BaptistKirken, skulle jeg have flere liv – og så ville det nok alligevel ikke lykkes. BaptistKirken skal være et handlingsfællesskab, som sammen er i mission for Jesus Kristus. Derfor har dette konferenceår været samtalens år. Jeg havde på et tidspunkt en meningsudveksling med et medlem af vores kirke, som sagde: ”Du kan da ikke mene, at samtalen er det vigtigste i vores kirke.” Det vigtigste er selvfølgelig vores fælles tro på den treenige Gud og Kristi opstandelse, men jeg vover alligevel at påstå, at samtalen om vores tro er meget vigtig – specielt i vores kirkesamfund.

Vi beskriver i værdierne: Alle har ansvar for at læse og lytte, og derfor er der frihed til fortolkning i fællesskab under Helligåndens vejledning og i lyset af den kristne tradition, vores fornuft og erfaring. Vi har ingen lærestole, dogmer eller mennesker med en særlig position, som udlægger sandheden for os. Vi har hinanden under Helligåndens vejledning. Så samtalen er vigtig i alle dele af vores kirke.

Vi har i indeværende år holdt præstesamlinger, møder med menighedernes ledere og i sidste ende synoden i pinsen. De fleste møder med stor deltagelse fra alle dele af vores kirkesamfund.

BaptistKirkens ledelse har aldrig været bange for uenighed. Uenighed, som bliver taklet konstruktivt og positivt, kan danne grobund for ny erkendelse og nye veje fremad. Ledelsen var mere bange for manglende interesse eller manglende overskud til at deltage. Vi har fuld forståelse for, at det at være både ledelse og engageret lokalt er en krævende opgave. For nogen fordi menigheden skranter lidt, og den lokale ledelse arbejder meget hårdt på at holde skuden i vandet – andre steder fordi menighedslivet blomstrer med mange aktiviteter, som der skal holdes styr på.

Det lokale arbejde og store engagement kan nogle gange få behovet for at samarbejde ud over menighedsgrænsen til at synes uvigtigt eller ressourcetungt. I ledelsen var vi derfor urolige for, om I havde kræfter til den samtale, som vi så som nødvendig for vores fremtid som et samlet kirkesamfund.

Den angst blev gjort grundigt til skamme. I havde både lyst og tid til at tale om vores fælles fremtid. Det er derfor jeg i starten har brugt et meget u-jysk ord: Fantastisk. For det var, hvad jeg følte.

Ledermøderne i Rebild og Tølløse havde deltagelse af så mange menigheder, at vi ikke har set lignende i mange, mange år.  Personligt blev jeg blæst lidt bagover ved at se jer alle, og jeg vil altid bringe jeres engagement med mig i mit fremtidige arbejde.

Baptistkirkens ledelse havde inden udsendt 4 emner med spørgsmål til menighederne:

1. Forpligtigelse
2. Præster
3. Inklusion
4. Bibelautoritet og -tolkning

Og igen var vi måske lidt nervøse. Ville I, i alt det andet arbejde I sidder i, finde tid til forberedelse?

Det havde I gjort. Tusind tak for det. Vi oplevede på lederdagene både engagement og at det havde været drøftet hjemme i menighederne. Ledelsen fik fra lederdagene et kæmpe materiale, som skulle bearbejdes til de kommende fælles værdier. Igen fik vi selvfølgelig også vores uenigheder stillet til skue, men vi kunne alligevel konkludere, at der er enighed vedrørende de centrale dele af vores kirke.

Igen vil jeg fremhæve de vedtagne 8 teser som vi vedtog for nogle år siden og som beskriver vores kerneværdier som kirkesamfund.

På synoden oplevede vi det samme. Her havde vi andre udfordringer. Vi holdt synoden et dejligt sted – tak til Sæsing for jeres kæmpe arbejde – men det fordrede, at I som deltagere skulle finde logi et andet sted. Vi, som har deltaget i Himmelske dage ved, at her skal vi selv finde et sted at bo. Det er fremmed for BaptistKirkens synodedeltagere, da vi enten mødes enkelte dage eller kan bo og campere, vhis vi mødes flere dage. Ledelsen vil gerne takke for, at I fandt ud af det. Der var repræsentation fra et bredt spektrum af BaptistKirkens menigheder.

Dirigenterne på arbejde (Foto: Henrik Andersen)

Selve synoden blev også et godt samtaleforum. Den lange forberedelsestid gjorde, at vi alle var velforberedte. Ledelsen oplevede, at vi via samtaleformen, som vi kalder ”lytte-grupper” – det hedder ”conversation in the spirit” – eller på dansk: ”samtaler under Helligåndens vejledning” har givet os mulighed for samtaler om svære spørgsmål. Det er en gave at kunne det, så det skal vi fortsætte med.

Synoden tilkendegav en stor tilslutning til værdierne. Det er derfor, vi i dag tør bede om, at de bliver vores nye fælleserklæring. Det vil Christian Bylund sige mere om senere på Landskonferencen.

Vi fik et enkelt punkt, som vi ikke blev enige om – det berømte pkt. 4c. ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet”. Ledelsen valgte at trække dette punkt helt, og derfor er der et tomt pkt. 4c i den foreslåede fælleserklæring.

Da der i vores vedtægter står, at fælleserklæringen skal revideres mindst hvert 5 år, er der ingen problemer i at revidere den næste år med tilføjelse af pkt. 4 c

Det vil I høre mere om, når ledelsen senere fremlægger sin procesplan.

Vibekes formandstale (Foto: Henrik Andersen)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige lidt om vores etniske eller migrantmenigheder – hvad vi nu kalder dem. Vi har en del menigheder, som har rod og sprog fra andre steder end etnisk dansk. De fleste kommer fra Myanmar. Vi holdt også møde med disse menigheders ledelser om Genstart-processen. De kom alle, og det var igen en gave. Ledelsen har gennem flere år brugt en del arbejde på at knytte disse menigheder tæt til kirkesamfundet. Vi må erkende, at det ikke altid er ligetil at bygge bro over både sproglige og kulturelle forskelle. Vi har haft Chin Chin ansat og vi vil gerne takke dig for din indsats. Vi hylder dig senere – jeg vil kun her meget personligt sige tak fra hele vores kirkesamfund.

Vi skal også huske, at vi har skiftet generalsekretær i perioden. Torben Andersen hyldede vi på Sommerstævnet i 2024 og Bodil Højbak Møller blev modtaget i oktober 2024. Bodil er ansat på fuld tid og jeg kan da roligt sige, at det er også hendes arbejdsindsats. Heltidsstillingen var med de ekstra timer rettet meget mod præsterne, og det tror jeg, en del af jer har fundet ud af. Jeg takker her på hele kirkesamfundets vegne for dit store arbejde.

I et menneskeliv og et kirkeliv kan året beskrives som givende og endog fantastisk, men der er altid knaster. Den største knast, BaptistKirken har haft i det forløbne år, har været Sommerstævnet.

Ved Sommerstævnet 2024 havde Købnerkirken regnbueflag med som markering af deres arbejde med lgbt+ personer i deres menighed. Det stødte en del af vores menigheder. Ledelsen har forståelse for begge holdninger. Vi sætter stor pris på Købnerkirkens arbejde, men vi ved også, at regnbueflaget støder nogen. Regnbueflagene blev brændt af, og der blev udøvet hærværk på Købnerkirkens menighedstelt. BaptistKirkens ledelse tog allerede under sommerstævnet afstand fra dette. Heldigvis viste det sig at være unge drenge, men det minder os voksne om ikke uforvarende at animere til ekstreme handlinger.

Efterfølgende har vi i ledelsen erkendt, at der skete en del fejl, da vi skulle håndtere den udfordring. Var det formændene, generalsekretærerne, ledelserne, stævneudvalget eller stævnekoordinatoren, der skulle håndtere det? Det var ikke defineret, og det faldt lidt i et ”hul”, hvor håndteringen nogle steder blev skidt. Jeg havde i hvert fald selv en stor fornemmelse af eget svigt, som mest kom af rent faktisk at være i tvivl om, hvor ansvaret hørte hjemme. Det vil vi aldrig stå i igen, og det betyder, at ledelsen i øjeblikket arbejder på en samtale- og samværspolitik, som også vil beskrive ansvaret i tvivlstilfælde. Igen – det gør ikke noget, at vi er uenige, men vi skal tale sammen uden at gribe til yderligheder. Sker der ting, som kræver handling, skal vi vide hvem, der har kompetencen og ansvaret.

Lovsang til Landskonferencens åbningsgudstjeneste (Foto: Henrik Andersen)

Nogen af jer tænker måske, at det blev enden på vores samarbejde med Evangelisk Frikirke Danmark (EFD) om Sommerstævne. Det er ikke korrekt – men ærligt, så var det måske den berømte dråbe. Baptistkirken og EFD havde forinden haft mange drøftelser om tilrettelæggelse og program. De to kirkesamfund var helt enige om, at det, som vi var fælles om om formiddagen skulle være samlende og ikke kontroversielt – hvad det så end betyder. BaptistKirken ville gerne, at der var events om eftermiddagen, som satte fokus på relevante emner af måske en mere samfundsrettet karakter eller spændende nye teologiske retninger og tolkninger. Vi blev aldrig helt enige om det.

Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) havde også udfordringer, da de ugen forinden holder deres teenagelejr Skyway. Der havde derfor gennem et par år været store udfordringer i at stille frivillige til ungdomssporene til Sommerstævnet. I det hele taget havde vi kæmpe udfordringer i forhold til frivillighed på alle hylder samtidig med, at vi kunne se, at deltagerantallet fra BaptistKirken faldt støt og havde gjort det gennem nogle år. Hvorfor kom folk ikke? Det ved vi ikke. Vi kan lave undersøgelser blandt mennesker, som har deltaget, men ikke spørge mennesker, som ikke deltager – selv om det ville være ganske interessant.

BaptistKirken ønskede ikke sommerstævnet stoppet, da det skete. Vi trak os ikke ud af samarbejdet – andre lukkede det. Vi havde ønsket, at de fire organisationer var fortsat og måske sammen havde fundet nye veje – men sådan skulle det ikke være. Vi er i ledelsen meget bevidst om, at der i vores kirkesamfund er mange, som er utrolig kede af, at der ikke længere er Sommerstævne – møde med gode venner, hygge, samtaler og fællesskab. Vi skal selvfølgelig også mødes i vores kirkesamfund nationalt i fremtiden.

Formans og generalsekretær arbejder koncentreret (Foto: Henrik Andersen)

Der er en gammel talemåde, som siger, at når en dør lukker sig, åbnes der andre. Vi vil gerne prøve i de kommende år at åbne nogle nye døre. Vi skal have en læredag sidst i januar om inklusion, som vi har lovet synoden. Vi får besøg af Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken som indledere og håber også, at der kommer gode indlæg fra vores eget kirkesamfund. Det vil I høre mere om senere. Ledelsen tror, at læredage bliver en fast aktivitet i årene fremover, hvor vi taler med hinanden om vitale dele af vores tro.

Vi vil også gerne lave andre mødesteder for os nationalt. Vi har i støbeskeen et forårsmøde med fokus på mission. Det er ikke helt færdigt – eller det var det ikke, da jeg skrev dette, men vi tror det bliver godt. Det vil der også blive sagt mere om senere på Landskonferencen.

Ledelsen vil gerne de kommende år lave andre arrangementer end Sommerstævne. Vi afviser ikke, at det kan komme på tale igen – men når vi gennem flere år har oplevet en faldende deltagelse, så er tiden måske til noget andet. Vi kan ikke gå disse nye veje uden jer. Vi beder jer derfor give gode ideer til, hvad vi kan arrangere og gerne konstruktiv respons på, hvad vi finder på. Som jeg har sagt: Det er vældig svært at tolke i, hvad I ikke deltager i, men meget bedre at høre fra jer med både stort og småt om det vi laver eller det I synes, vi skal lave.

Se jeg gør alting nyt – siger Gud i Johannes Åbenbaring. Vi vil også gerne her i vores tid gå nye veje, men vi gør det ikke uden jer. Menighederne er kirkens grundvold. I er vores faste fundament og ledelsen er jeres tjenere – det kan vi kun være med jeres hjælp. Vi har fået den til fulde i det forløbne år. Vi håber det fortsætter.

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Lyt til artiklen:

Ved en fejl er Emil Bredahl Lavsens navn skrevet forkert i portrættet, der er trykt i baptist.dk nr. 3, 2025. Lydfilen indeholder ligeledes det forkerte navn. Redaktionen beklager meget!

Emil Bredahl Lavsen er 40 år, har boet og stiftet familie i Korea, hvor han tog en bachelor og master i teologi, og han er nu trods anden kirkebaggrund blevet præst i Kristuskirken på Nørrebro i København.

Alvorlige sygdomsforløb

Efterskole, uddannelse til social- og sundhedshjælper og rejsen til Korea kom til at forme ham. Sygdommene fyldte meget, men Preben Kochs bog: ”Skæld ud på Gud” gav ham nye indsigter, og Emil forstod, at det var ok at være ked af det og være vred på Gud: ”Egentlig troede jeg, at kristendommen var en performance, at man skulle være en bestemt person. Men da jeg opdagede, at det ikke var sådan, oplevede jeg en enorm frihed. Glæden kom til at fylde, og det er ikke længere traumatisk at tænke tilbage.”

Korea – Danmark

Emil Lavsen kommer fra en ikkekirkelig diskussionslysten glad familie. Det har givet ham en fantastisk ballast, og den bekymring, forældrene bar, da Emil var så engageret i pinsekirken i Korea, er nu forsvundet: ”Alle forældre ønsker jo bare, at deres børn har det godt, og de kan se, at min familie og jeg er glade, at kirken er sund, og det er et godt sted at være.”

Fra en begyndelse i en metodistkirke i Korea, kom Emil til en kæmpestor pinsekirke, hvor han sammen med sine venner følte sig hjemme: ”Der skete altid noget – jeg elskede det, og det blev min familie.”  Emil var med til at udvikle menigheden, ”og det begejstrer jo”, og sprogstudierne blev konverteret til teologistudier. Undervejs blev han flydende på koreansk, og Emil arbejdede under studiet som gadepræst og som konsulent for danske firmaer, der ville etablere sig i Korea.

Emil fandt Yu-min Seo og blev gift med hende, da han afsluttede sin master. Efter studiet blev han en del af det pastorale team og var med til at etablere den udenlandske afdeling. Men det fik desværre en ende, da coronaen kom: ”Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede. Alt lukkede ned, og en lukket kirke betød intet arbejde, ingen indtægt og ingen muligheder. Vi besluttede at flytte til Danmark for at komme væk fra det kaos, der herskede.”

Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede.

I Korsør forsørgede Emil familien som lærervikar, som SOSU-hjælper og med en kvarttids ansættelse i Korsør Pinsekirke. Emil og Yu-min Suo, som er violinist, er gift på 13. år og har Lina på syv år, som er født i Korea, og Loa på fire år, der er født på Slagelse Sygehus.

Kristuskirken i København

Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces.

”Jeg elsker mennesker og dialogen”, er Emils hurtige svar på spørgsmålet om hans stærke sider. Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces. Vandringen involverer også menigheden, idet alt handler om, hvordan han og menigheden kommer fremad i forhold til drømmene og ambitionerne: ”Man må lytte, lære, indgå i relationerne og være ydmyg i forhold til, hvad Gud ønsker.”

Inden Emils ansættelse havde ledelsen været i en konstruktiv proces, og nu søger de sammen med Emil at finde Guds planer for menigheden. Der er en baptistisk historie, som ledelsen har stor respekt for og ønsker at tage ved lære af, og der er mange, der løfter forskellige opgaver: ”Ja, og så har Gud placeret denne kirke på dette fantastiske sted, fordi Han har en plan.”

Maduddeling, bibelundervisning, ungdoms- og seniorarbejde, børnekirke, og gospelkor med ca. 250 unge en gang om måneden er nye elementer, ligesom antallet af gudstjenester er øget til fire med to eftermiddagsgudstjenester.

Udfordring og styrke

Emil Lavsen har med sin uddannelse på et reformert universitet en traditionel tilgang til evangeliet: ”Det stimulerer mig og giver mig ro.” Emil arbejder på at blive mere organiseret, og han har mennesker omkring sig, der kan hjælpe og tale ind i hans liv: ”Det er godt for sådan en som mig, der har så meget energi og lyst til at deltage i alt, og det giver plads til, at jeg kan være mig selv og være hyrde.”

Menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle.

Emil bestræber sig på tilgængelighed og ægthed: ”Folk må gerne møde den trætte præst. Der er et behov for at møde det hele menneske, og jeg er meget taknemmelig for alle dem, der er med til at løfte de mange opgaver.” Emil har lige været på prædikantkursus, og oplever, at ”menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle. Vi ønsker at se fremad, og kun Gud kender vejen.”

Mange drømme

Emil har tidligere udtrykt sig om at turde tage ubehagelige beslutninger, og beskriver, at det handler om at turde stå ved, hvad Gud har lagt på ens hjerte: ”Her er en ledelse, der har respekt for hinanden, og en menighed, der slutter op om menighedsrådet. Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder. I Kristuskirken formår man, som i politik, hvor Emil også er involveret, at kunne debattere trods forskelligheder, og man respekterer og accepterer de beslutninger, der i fællesskab bliver taget.”

Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder.

Der er mange drømme for Kristuskirken, og Emil Lavsen ønsker at virkeliggøre sit kald til at gøre Kristuskirken til et sted, hvor mange mennesker ønsker at være. ”Historien æres, der er præstenetværk, sparringspartnere, aktive menighedsmedlemmer, og ”mange, der har investeret i os og beder for os”.” Og han tror, det bliver godt, trods de op- og nedture livet nu engang giver.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde

Find flere

Lyt til artiklen:

Under juleferieoprydningen på redaktionens hylder dukkede en prøvekuvert med flere årgange af ”Flammen” op. ”Flammen” var medlemsblad for Danske Baptisters Drengespejderkorps’ kreds i Aalborg. I januar 1947 bringer den ene af bladets to redaktører, Jens Erik Tranholm, en nytårshilsen til drengespejderne. Det er en tankevækkende hilsen, der sætter vore dages bekymringer for verdens fremtid i historisk perspektiv og viser, at mission ikke behøver at handle om mange og store ord.

Nytårshilsen

”Saa gik 1946, det Aar, som vi alle havde sat saa store Forhaabninger til. Og naar vi nu ved Slutningen af Aaret gør op, opdager vi, at vi er blevet skuffede paa mange, mange Omraader.

Vi havde ventet, at Verden vilde falde helt til Ro efter den store Styrkeprøve, men det ulmer stadig overalt. I Kina, i Spanien, i Tyrkiet, i Grækenland og sidst, men ikke mindst i Palæstina. Vi havde ventet, at de store Statsmænd vilde skaffe os Fred, men indtil for ganske nylig, da en fremtrædende engelsk Statsmand udtalte, at man nu har faaet et Grundlag at udarbejde Freden paa, har Freden kun været en Vaabenstilstand.

Rundt omkring i Verden sulter der daglig mange Mennesker ihjel, og Nøden er næsten lige saa stor, som under Krigen. Mange Hjælpeorganisationer er oprettet, men den Hjælp, de giver, er foreløbig kun Draaber i havet. Du havde sikkert ogsaa ventet, at det vilde være blevet bedre herhjemme med alting, naar Krigen var forbi, men ogsaa her har 1946 skuffet. Rationeringerne er ikke blevet lempet synderligt, og et godt Sæt Tøj og en god Skjorte, er stadig sjældne Ting. En anden Ulempe, som 1946 har bragt, er Valutapuklen[1], som vi kommer til at føle det næste Aar ogsaa.

Er der da slet intet opmuntrende sket i 1946? Jo, men det overskygges desværre næsten helt af de mange Skuffelser. Der er blevet aabnet for Grænserne, til Dels da, saa vi kan igen rejse ud, om end i begrænset Omfang. Og vi har jo heller ikke, trods Mangel på Luksusvarer, sultet, som de har maattet i mange Lande. Og mange andre smaa opmuntrende Hændelser er passeret. Du har faaet den længe ventede Cykle, og har smagt den første Banan i mange Aar. Du har faaet de Julegaver, du ønskede dig, eller har opnaaet et godt Resultat i Skolen, eller faaet Løntillæg paa Arbejdspladsen. Jo, der er skam ogsaa Ting at glæde sig over.

Men har du i det svundne Aar faaet Fred med Gud og oplevet ham som din Frelser?

Men har du i det svundne Aar faaet Fred med Gud og oplevet ham som din Frelser? Har du det, saa har du i hvert fald en stor Begivenhed at glæde dig over. Alle de Bekymringer, som Verden giver, kan du gaa til Gud med og faa Hjælp til at bære. Og du har, midt i denne underlige og urolige Verden, faaet et fast Holdepunkt, der ikke glipper – hvad der saa end sker. Du har Fred i dit Hjerte, selv om den urolige Verden larmer omkring dig. Hvis ikke du har faaet dit Forhold til Gud bragt i Orden i det forløbne Aar, saa lad det være den første Ting, du bringer i Orden i 1947.”

Få det bragt i orden

Det var Jens Erik Tranholms opfordring til spejderne i 1947. Men det er også en opfordring, som vi hver især kan reflektere over i dag. Fulgte jeg den vej Gud opfordrede mig til at følge i 2024? Har jeg tænkt mig at gøre det i 2025? Kan jeg være lige så direkte og ærlig i min mission som spejderførerne var det i Aalborg i 1947?  Eller lader jeg verdens begivenheder være en undskyldning for ikke at handle?

I 2025 udkommer webmediet baptist.dk fortsat med stort og småt om livet i BaptistKirken. Vi tømmer postkassen webredaktion@baptist.dk hver eneste dag, så hold dig ikke tilbage med at sende forslag til artikler, navne på ildsjæle, vi kan interviewe eller historier fra din menighed

Godt nytår.

[1] “Valutapuklen” er et økonomisk begreb, der blev brugt i Danmark efter Anden Verdenskrig til at beskrive den betydelige ophobning af udenlandsk valuta, som ikke kunne bruges på grund af internationale restriktioner og mangel på adgang til frie markeder.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

I de senere år, har jeg flere gange oplevet tegn på, at vi som kirkesamfund er kommet i splid med os selv. Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om unge, dygtige teologer, der føler sig presset væk fra vores kirkesamfund, blandt andet fordi de beskyldes for at være ”for konservative” eller ”for karismatiske”.

De første danske baptister gik imod lovgivningen på flere områder – og blev straffet for det. Det var jo ligefrem grundlaget for at stifte vores kirkesamfund! Nu føler jeg, det er, som om vi prøver at tækkes det verdslige samfund på bekostning af vores værdier. I den forbindelse kan vi let komme til at underkende andres gaver fra Gud.

Jeg synes, vi som baptister skal være stolte af og turde stå ved vores standpunkter, vi skal ikke nødvendigvis forsøge at tilpasse os verden omkring os. Hvis vi gør det, har jeg svært ved at se vores berettigelse.

Jeg må indrømme, at jeg til tider tvivler på fremtiden for vores kirkesamfund. Men en samtale med en viis, ældre mand i sommerferien har givet mig følgende læring med: Vi kender ikke fremtiden, men vi skylder vores forfædre at forsøge at nå til enhed!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen

Find flere

Jeg kender også Peter fra lederkurset Arrow, som jeg har været på. Også her blev det nævnt: øv jer i IKKE at sige “hvis bare…”; ”hvis bare jeg havde mere tid”, ”hvis bare jeg havde de evner” osv. I stedet for at sige “hvis bare” så sig i stedet “når nu…” siger Peter. Når nu omstændighederne er som de er, hvad vil du så gøre som modtræk.

I kirkerne tror jeg også, der er en tendens til, at vi siger “hvis bare…”

“Hvis bare vi havde flere penge”, “hvis bare vi havde flere medlemmer” osv. Jeg vil gerne give Peters opfordring videre: sig “når nu…” i stedet. Når nu vi har den flok tjenende mennesker, vi har, hvad kan vi så gøre sammen med dem eller for dem? Men husk også at sige “Når nu vi har Jesus og Gud med os…” Måske prøver vi ofte at gøre tingene i egen kraft. Men når nu vi har Gud med, hvad ændrer det så?

Når nu vi har de ressourcer, medlemmer, m.m., vi har, hvor og hvordan kan vi gøre en forskel sammen med Gud. Lad os være proaktive i drømmene om fremtiden i kirkerne.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Sidste år på vores Landskonference varslede den nyvalgte ledelse, at vi ville indlede en undersøgelsesproces vedrørende fremtiden for vores kirkesamfund. Ledelsen var tyvstartet lidt og havde identificeret fire bekymrings-punkter, som vi ville tage udgangspunkt i:

1. Støtte og forventning til menighedernes udvikling og mission
2. Udrustning af præster og lægfolk
3. Oprustning af børne- og ungdomsarbejdet – herunder K-klassen
4. Arbejdet med BaptistKirkens organisation og struktur

Vi vidste også, at vi sammen med disse punkter ville komme til at bruge tid på nogle mere overordnede drøftelser om kirkesamfundets kultur og sammenhængskraft. Vi oplever, at vi ikke kun har nogle praktiske og strukturelle udfordringer, men også driver fra hinanden som fællesskab.

I starten af arbejdet talte ledelsen meget proces. Hvordan kan vi inddrage hele kirkesamfundet? At drøfte proces kan godt for nogen af jer virke lidt langhåret – lad os da komme til substansen og løsningerne – men i en mere grundlæggende ændringsproces er det en meget vigtig drøftelse. Særligt i vores situation, hvor vi er spredt ud over hele landet i mange grupperinger, er det en stor udfordring, at alle føler sig både hørt og inddraget.

Dirigenterne Preben Andersen og Ole Broholm Andersen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ledelsen ville gerne undgå møder, hvor vi skriver alle dårligdommene på en tavle og alle løsningerne på en anden – og så går ledelsen hjem og koger noget sammen på det. Sådan en proces kan være velfungerende ved mindre og mere veldefinerede udfordringer end vores – det dur bare ikke her, fordi alt for meget aldrig vil komme til drøftelse på denne måde. Ledelsen vil gerne grave dybere og prøve at få skitseret nogle forskellige veje at betræde for os alle, for at være kirke i vores tid. Til gengæld skal vi heller ikke rulle en samlet plan ud for jer ligesom Egon Olsen – I ved timet og tilrettelagt. De har, som vi alle ved, sjældent virket, og der er ret mange ændringsprocesser, som er døde af, at ledelser af både organisationer og foreninger har troet, at de havde fundet de vises sten.

Så vi har som ledelse under Helligåndens vejledning ønsket at lægge os lidt midt imellem. Vi vil gerne anvise muligheder, værdier, retning og løsninger, men vi har ikke truffet nogle endelige beslutninger – de spor, vi skal følge ligger i samarbejdet med BaptistKirkens menigheder ved synoden i 25.

Det er ikke verdens nemmeste sted at befinde sig – så jeg håber, at I ikke oplever de manglende planer som frustrerende, men som en ledelse, som ønsker både inddragelse og medbestemmelse fra menighederne. Vi lægger rammerne og nogle guidelines, som kan styre drøftelserne. Beslutningerne, dem er vi fælles om.

Vi har i ledelsen gennem det forløbne år talt med rigtig mange mennesker både fra vores eget kirkesamfund og med nogen udenfor, og jeg vil, inden jeg går videre, gerne takke alle jer, som kom, da vi kaldte. Vi har oplevet en stor beredvillighed til at bidrage, og det er vi meget taknemmelige for.

Nu er det ikke, fordi vi kun har svævet over vandene, så nu vender jeg lige tilbage til de fire fokuspunkter, som jeg startede med:

Støtte og forventning til menighedernes udvikling og mission

Der er ingen tvivl om, at BaptistKirken har menigheder, som er nødlidende. Menigheder, som er små med stigende aldersgennemsnit og for få menneskelige ressourcer. Det er ikke lige et Quick-fix, at ordne det, men løsningen vil alligevel altid være samarbejde lokalt eller regionalt. Når vi taler om samarbejde, så ender det tit med en diskussion om fusion med en nabomenighed, og der er store følelser i sådan en beslutning. Det behøver ikke være en fusion – et lokalt samarbejde kan være struktureret på – ja 100 forskellige måder med både et fastere eller løsere samarbejde, hvor definerede opgaver løses i fællesskab. Ledelsen vil ikke her fra denne proces give hverken én eller flere faste modeller. Vi vil i stedet tilbyde at være med i processen om at skabe et lokalt samarbejde. Og vi vil altså gerne inddrages, mens det stadig er muligt. Det er lidt trist først at blive inddraget, når menigheden kun har lukning som mulighed. Kald derfor gerne på os før.

Vi vil til gengæld gerne introducere et nyt tiltag. Ledelsen vil håbe, at alle menigheder over en kort årrække laver aftale med en mentor eller vejleder. Vi ved, at nogle menigheder allerede har en mentor med stor succes. Mentoren kan udefra se ind i menigheden og give råd om arbejdet, som vi måske ikke kan se lokalt. Mentoren kan også sætte et spot på både udviklingspotentiale og usunde kulturer i menigheden. Ledelsen er gået foran og har fra august Jacob Viftrup fra Apostolsk Kirke og Charlotte Thaarup fra Metodistkirken med som vejledere i den fortløbende proces.

Formand Vibeke Dalsgaard taler (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Udrustning af præster og lægfolk

BaptistKirkens ledelse ønsker at knytte vores præster tættere til kirkesamfundet og være mere aktive i deres tjeneste og udrustning. Vi er en lægmandsbevægelse, men de præster, vi ansætter, bliver ofte kulturbærere i menigheden. Der er også andre kulturbærere i et kirkesamfund som vores, men præsterne er det også. Vi modtager i disse år præster, som er rundet af mange forskellige traditioner. De skal modtages med stor glæde, men det kræver et større arbejde fra både menigheder og kirkesamfund. Vi vil derfor gerne nationalt tilbyde en præstepakke til nyansatte præster. Ikke et færdigt koncept, for der er en verden til forskel på en præst med mange år i tjenesten i et andet kirkesamfund og en nyudsprungen teolog uden væsentlig præsteerfaring. Vi vil via generalsekretæren gerne møde nye præster med støtte og opbakning og sammen med dem og menigheden lægge en uddannelsesplan for de første år. Vi vil i øvrigt også gerne inddrages inden ansættelsen, hvis menighederne ønsker det.

Ledelsen finder også, at det er vigtigt at kunne anvise og rådgive om efteruddannelse af præster senere i deres ansættelse, da vi finder, at præstegerningen kræver en stadig udvikling og dygtiggørelse. Her vil vi også gerne være medspillere for både præst og menighedsråd.

Ledelsen har også talt ordination af vores præster. Ikke ordination i den traditionelle forstand, men en anerkendelse nationalt af, at de står i vores kirkesamfunds tjeneste. En national anerkendelse betyder, at BaptistKirken og præsterne gensidigt og indbyrdes har ansvar for hinanden.

Vi må med sorg konstatere, at SCMT – Studiecenter for menighedsbaseret teologi – som er et lærested for kommende præster, lukker. BaptistKirken var for seks år siden en af de Founding Fathers eller Mothers til det projekt, og vi har støttet det helhjertet siden, men flere af de andre baggrundskirker har nu trukket sig. Vi må derfor i vores eget kirkesamfund finde en måde at støtte studerende, som ønsker at blive præster.

Ledelsen har derfor ønsket, at vores nye generalsekretær i højere grad bliver præsternes præst. Det betyder ikke, at vedkommende ikke står til rådighed for menighederne, men fordi vi oplever, at et usammenhængende præstekollegium giver en splittet kirke. Vi har brug for en samlet kirke til mission i en splittet verden.

Vedrørende udrustning af lægfolk kan jeg kort sige, at her står vi med en kæmpe succes. BASIS, som Lasse Åbom har drevet, kan kun betegnes som en tordnende succes. Her bliver der efterspurgt mere, og vi vil fra kirkesamfundet kun støtte op om det – fuldtonet. Så vi overvejer nu overbygningskurser og undervisning af menighedsråd i deres arbejde – i BASIS-regi.

Oprustning af børne- og ungdomsarbejdet – herunder K-klassen

Der sker nogle gange noget, mens ledelsen drøfter udfordringerne. Vi startede med en udfordring om måske at lave et nationalt tiltag omkring K-klasser, men blev hurtigt klar over, at der faktisk foregår mange fine ting rundt omkring i vores kirkesamfund. Ledelsen er derfor overbevist om, at vi ikke skal gøre noget på dette felt men i stedet gøre det synligt, hvilke tilbud som eksisterer. Hvis menigheder har meget få unge teenagere, kan de herefter tilmeldes de eksisterende tilbud.

Derudover arbejder vi kontinuerligt på et godt samarbejde med BBU og spejderne. De unge er kirkens fremtid, så vi vil til stadighed arbejde på at støtte og hjælpe vores ungdomsorganisationer mest muligt.

Arbejdet med BaptistKirkens organisation og struktur har vi henlagt til efter synoden. Alt for mange ændringsforsøg kuldsejler, fordi man foregriber mulige løsninger. Administration og struktur skal derfor afvente, hvad vi i fællesskab beslutter i 2025. Det koster lidt, men det giver til gengæld ro til at tale og handle uden pres.

Dog er der et organisatorisk punkt, som vi har givet lidt ekstra opmærksomhed – samarbejdet med vores chin-menigheder. Fokus på dette arbejde startede mange år tilbage og vi forsøger en stadig udbygning. Chin Chin, som er ansat i en kvotestilling, yder en kæmpe hjælp, så også tak for det.

Igennem de nævnte tematiske drøftelser er vi ofte endt i en mere generel samtale om vores kirkesamfunds sammenhængskraft. BaptistKirkens menigheder er meget forskellige. Det kommer helt grundlæggende fra den arv, vi bærer med os om, at enhver kan og må tolke den hellige skrift – gerne sammen og under Helligåndens vejledning. Vi har ikke nogen, som har en særlig stilling her, selv om vi selvfølgelig må erkende, at et årelangt teologistudium gør, at vi andre ofte med stor glæde lytter og lærer, inden vi selv tager stilling til teologiske emner.

BaptistKirken har menigheder, som med stor glæde synger de gamle salmer og hvor orglet bruser hver søndag – og vi har menigheder, som finder dem totalt utidssvarende og har erstattet orglet med rytmiske instrumenter. BaptistKirken har menigheder, som praktiserer optagelse ved dåb og overført og åbent medlemskab. Vi har menigheder, som gennem moden beslutning vier homoseksuelle, og menigheder som gennem en lige så moden beslutning ikke gør.

Når jeg nævner det, så får jeg nogle gange spørgsmålet – kan alle være med i BaptistKirken? Har vi bare slået dørene op på vid gab for alt, der kan krybe og gå? Nej det har vi ikke! Jeg vil se med stor forståelse og glæde på mennesker og menigheder, som søger BaptistKirken, netop fordi vi har højt til loftet og vidt til væggene, men vi vedtog sidste år otte teser. Jeg har erfaret, at nogen synes, at den proces var spild af tid. Jeg er grundlæggende uenig! Lige der ligger det, som er kernepunkterne for vores trossamfund. Vi har derigennem en solid fundats, som vi står på i fællesskab. Hvis I tænker – hvad var det nu vi vedtog? – så gå hjem og læs dem. Bedre kan det ikke siges.

I denne fundats – denne klippegrund, som vi står på – står der også beskrevet:
Derfor lytter vi til hinanden og respekterer indbyrdes forskelle.

De europæiske baptister formulerede i 1993 et dokument – Hvad er Baptister? Som blev udgivet i et lille hæfte – Noget godt i ryggen – hvor samme tema beskrives sådan: Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vore egne rækker.

Landskonference 1 (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvis vi skal være et levende, attraktivt og godt sted for mennesker at finde Jesus Kristus – og det er vores formål – så skal vi gøre det sammen. Og hvis vi skal gøre det sammen, så skal vi både tale og arbejde langt mere sammen, end vi gør i dag. Vi skal tale sammen i menighederne, mellem menigheder lokalt og regionalt. Præsterne i vores kirkesamfund skal også både samtale og samarbejde langt mere, end vi oplever i dag, fordi de er bærere af både menighedens og kirkens kultur. Vi vil fra kirkesamfundet både give rammer og facilitere samtalerne, men de står og falder med, at I alle ønsker at deltage i dem.

Vi må gerne tale om det, vi er uenige om. Det er usundt at feje tingene ind under gulvtæppet og vi er i ledelsen helt opmærksomme på, at fx vielse af homoseksuelle er et meget omstridt emne – igen. Ikke kun i vores kirkesamfund men i alle. Det skal vi bestemt tale om. Vi skal også huske at tale om det, vi er enige om, og sammen finde veje til at være kirke for mennesker i vores tid.

Det vil ikke være sådan, at BaptistKirken udstikker én vej at gå for den fremtidige kirke. Vi finder ikke pludselig på, at man fx skal vie homoseksuelle par, eller at man ikke må vie dem. Det ligger hos den enkelte præst og menighed og er en samvittighedssag. Vi opfordrer til, at der tales om det og mange andre ting i åbenhed og kærlighed – og derigennem finder en løsning, som derefter skal respekteres af resten af kirkesamfundet. Vi hjælper gerne til, hvis der er brug for det.

Der, hvor kæden hopper af, er de tilfælde, hvor præster og menigheder holder op med at respektere indbyrdes forskelle. Der, hvor samtalen stopper, fordi dem på den anden side af hækken gør tingene anderledes end os eller mener noget andet end os. Når og hvis det sker, så har vi glemt vores egentlige formål. Så har vi glemt, at en kirke og menighed ikke er en lukket klub for de rigtige meninger, men et missionalt fællesskab, som gennem samarbejde med hinanden skal række ud til verden.

Vi går nu ind i en lytte- og samtale proces. Strukturen for det bliver gennemgået senere. Jeg håber, der vil blive god tilslutning, for mit skrækscenarium er ikke, at vi bliver uenige. Uenighed, hvor vi taler med hinanden med respekt, er både befordrende for udvikling og samarbejde. Jeg er langt mere bange for manglende engagement. Hvis enkeltpersoner og menigheder trækker sig ud af drøftelserne fordi ”det bliver nok alligevel noget, som jeg ikke kan lide”, eller ”de har nok bestemt det hele på forhånd”, så smuldrer processen, og så fortsætter BaptistKirken i den nedadgående rille, som vi har set gennem de sidste år. Så mit håb er, at vi tror på hinandens intentioner og ledelsens intentioner er, at det her laver vi i fællesskab.

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Lyt til artiklen her:

Den 31. december 2024 opløses en af baptisternes ældste menigheder officielt. Midtsjællands Baptistmenighed i Nyrup har på to på hinanden følgende ordinære menighedsmøder vedtaget at opløse menigheden ved årets udgang. De glæder sig dog over, at de handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen. De kan se hinanden i øjnene vel vidende, at de har samarbejdet i en god tone og haft omsorg for hinanden.

De handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen.

Samlingspunkt

Som så mange andre landmenigheder, der engang samlede mange børn og unge i søndagsskole, til spejdermøde og ungdomsforening, er også Midtsjællands menighed i dag stærkt forandret på grund af den almene demografiske udvikling. Menighedsfællesskabet består nu primært af ældre og har et vigende medlemstal.

Pyramidesalen er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft.

Kirkebygningens store udvidelse i 70’erne, Pyramidesalen, er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft, og lokalerne er områdets mest eftertragtede samlingssted. Derfor er det ikke uden vemod, menigheden forlader de lokaler, der betød så meget for fællesskabets sammenhold. De håber på, at bygningen fortsat kan blive brugt til kristne formål, men ”den må hellere blive revet ned fremfor at stå og forfalde”, siger fjerde-generations baptist, Anni Kofoed.

Alt det praktiske

Det er tydeligt under interviewene, at medlemmerne holder enormt meget af hinanden og har en stærk baptistisk tradition. Selv om de fleste er langt over pensionsalderen, så er de heldigvis mobile nok til at køre ca. 15-20 kilometer til andre menigheder i Tølløse, Holbæk, Ringsted, Osted[1] eller en folkekirke.

Medlemmernes generelle helbred har gjort omsorgstjenesten i menigheden lettere, da kun få har haft brug for besøg, men helbredet holder ikke for evigt, og der er for få unge kræfter til at bære de knap halvtreds medlemmer selvstændigt videre.

Flere har kunnet klare at besøge de syge i en præsteløs tid, men de praktiske opgaver med bygningens vedligehold fylder mere, end de fleste bryder sig om. Menigheden samles dog fortsat til gudstjeneste om søndagen med skiftende prædikanter. Nogle få synger morgensang sammen om onsdagen, og nogle, der normalt ikke kommer i kirken, nyder fællesskabsaftener. Derudover har menigheden en lille gruppe i Kvindenetværket samt to cellegrupper.

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at alle de forskellige forsamlinger stopper til januar, da opsætning af stole og bord, madlavning og oprydning er blevet for tungt. Men de længes stadig efter Gud og efter andre, de kan dele Gud med.

Ordentlighed

Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023.

Menighedens trofaste kerne fik i hast dannet et menighedsråd med fem medlemmer tilbage i 2017 efter flere turbulente år og overvejelser om at lukke allerede i 2016. Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023. I den svære erkendelse og processen frem mod en nedlæggelse af Midtsjællands Baptistmenighed har netop ordentlighed været en bærende værdi. Alle var enige om at holde fokus på en god tone og koncentrere sig om nedlukningen. Endelig ønskede de at holde en takkefest for menigheden, der gennem generationer har været et fast samlingssted og dannet udgangspunkt for andre sjællandske menigheder.

Det stærke sammenhold og den fælles forståelse for den svære situation betyder rigtig meget for dem, der har været en aktiv del af processen. De håber, at alle bliver velsignet i deres fremtidige menigheder og åndelige fællesskaber, og at menighedens penge kan blive til velsignelse for BaptistKirkens projekter og forvaltning. Der er også et underliggende håb om, at eventuelle gamle sår læges, når frøet lægges i Nyrups muld.

[1] Evangelisk Frikirke Danmark

Se video fra besøg i Midtsjællands menighed i 2014, hvor Aage og Margith Sprotte fortæller.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/05/haab-for-fremtiden.mp3

Baptistspejderne stod overfor svære beslutninger på årets Førerstævne den 13. og 14. april på Houens Odde Spejdercenter ved Kolding. Gennem flere år har spejderkorpset oplevet en ledelseskrise. I 2023 var det tæt på, at korpsets stod uden ledelse og flere udvalg har manglet medlemmer. Spejderkorpsets medlemstal har også været i tilbagegang i flere år. Med udsigt til færre end 500 medlemmer under 30 år er korpsets årlige driftstilskud (tipsmidlerne) fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i fare.

Konkrete forslag til fremtiden

På Førerstævnet havde korpsrådet fremsat tre forslag og Nordjyllands division et enkelt. Da der allerede inden Førerstævnet havde meldt sig kandidater til ledelsen til de to løsninger, der kunne bringe korpsets videre, trak korpsrådet et forslag om ”at lukke og slukke”. Nordjyllands division trak også sit forslag og tilbage havde Førerstævnet valget mellem

• Forslag 1 (F1) – ”Bæredygtigt korps” – gav Korpsrådet mandat til at iværksætte en række initiativer foreslået af en arbejdsgruppe. Ideen var at bevare et selvstændigt, men langt mere strømlinet korps. Korpsrådet skal arbejde langt mere strategisk, administrative opgaver kan løses af lønnet hjælp og korpsrådsarbejdet skal gøres attraktivt for yngre kræfter. Der skal fokus på kredsudvikling. Forslaget talte om ”livreddende førstehjælp” og ”vitamintilskud” i forhold til kredsene. Organisationen skal slankes, så færre personer deltager i udvalgsarbejde.
• Forslag 2 (F2) – Sammenlægning af DBS og KFUM-spejderne – gav Korpsrådet mandat til at udarbejde en aftale med KFUM-Spejderne om sammenlægning, så Danske Baptisters Spejderkorps i fremtiden blev et distrikt under KFUM-Spejdernes landsorganisation. Danske Baptisters Spejderkorps skulle opløses og ophøre med at være en selvstændig organisation.

Forslagene fremlægges (Foto: Jacob Pihl)

Dirigenterne, Niels Dam fra Lyngby og Søren Bøgh Vidmar fra Aalborg 1., forklarede Førerstævnet, at der skulle stemmes om forslag 2 før forslag 1. Dirigenterne betragtede forslag 2 – sammenlægning med KFUM-spejderne, som det mest vidtgående.

Spændende valg

Under hele Førerstævnet kunne pensionerede spejdere og andre nysgerrige følge Førerstævnets ”liveblog”. Sent lørdag eftermiddag kl. 17:57 kunne man læse: ”Optællingen af stemmerne til forslag F2 er slut. Resultatet blev 45 for, 45 imod og én blank. Forslaget blev ikke vedtaget. Vi går videre til afstemningen om forslag F1.”

(Foto: Jacob Pihl)

Dermed havde Førerstævnet med mindst mulig margin forkastet forslaget om en sammenlægning med KFUM-spejderne.

20 minutter senere var der stemt om forslag F1, ”Bæredygtigt korps”. Resultatet blev 70 stemmer for, 10 imod, 9 blanke og 2 ugyldige.

En krise, der fortsat sætter spor

Afstemningen endte med opbakning til korpsrådets forslag om at fortsætte som selvstændigt spejderkorps. Men afstemningen fortalte også om et korps, der var delt i to næsten lige store grupper i forhold til fremtidens organisation.

Den slags kan ikke undgå at sætte spor i et spejderkorps, der i forvejen er presset til det yderste.

Vicespejderchef Johnny Worum (Foto: Jacob Pihl)

Vicespejderchef Johnny Worum gik ind for Forslag 1, ”Bæredygtigt korps”. Han slår fast, at der var tale om en nervepirrende afstemning på Førerstævnet og fortsætter:
”Men vi havde en rigtig god dialog op til afstemningen og også på de fire Dialogdage inden Førerstævnet. Det er ikke min fornemmelse, at der er skabt nogle store kløfter. Det er klart, at halvdelen af de førere, der deltog, er skuffede. Men jeg føler ikke, det har skabt en kløft.”

I Aalborg 1. havde de håbet på en anden løsning

I Aalborg 1. er kredsfører Lise Melkær Svendsen ikke specielt begejstret for, at spejderkorpset fortsætter som selvstændigt spejderkorps:

”Alle spejderkorpsene oplever medlemstilbagegang. Når vi tror, vi kan få flere medlemmer, må det betyde, at vi vil gøre noget, der er helt anderledes end alle de andre korps. Jeg har svært ved at se, hvad det skulle være. Vi vil gerne være flere spejdere! Men en sammenlægning med KFUM-spejderne ville fjerne det økonomiske pres for at blive flere lige nu.”

Kredsfører Lise Melkær Svendsen, Aalborg 1. (Foto: Jacob Pihl)

Lise synes, at ansvaret som kredsfører bliver en del tungere, når nogle få medlemmer i fx Aalborg 1. kan være afgørende for hele korpsets økonomi:

”Jeg føler, at der er et større pres på mig nu, end hvis vi havde valgt ’KFUM-løsningen’. Jeg føler det lidt som et negativt ansvar og jeg håber, at korpsrådet kan gøre noget for, at det bliver en positiv oplevelse at skaffe flere spejdere.”

Førerkredsen hos AmagerbroSpejderne troede på Forslag 2

Hos AmagerbroSpejderne leder man også efter optimismen efter Førerstævnet. Kredsleder Johanne Kofoed Lundegaard forklarer, at førerkredsen troede på Forslag 2.

Kredsleder Johanne Kofoed Lundegaard, AmagerbroSpejderne (Foto: AmagerbroSpejderne)

”Vi har en del medlemmer som indenfor de sidste år har siddet i korpsrådet. Idet vi skulle tage stilling til, hvilken vej, vi tror på, er den rette, har vi kigget på de erfaringer, vi som korps har fået de seneste år. I de sidste tre år har det været meget svært at finde en ledelse. Vi kiggede også på de seneste 10 til 20 år, hvor vi ikke har oplevet nogen form for vækst. På Førerstævnet sidste år endte vi i en kriseløsning. Vi har virkelig haft svært ved at se, hvordan vi skulle komme videre. Hvor skulle kræfterne lige pludselig komme fra? Vi har brug for opbakning til kredsens arbejde på flere planer, og vi ønsker at være en del af en organisation og et fællesskab, hvor vi også på nationalt og internationalt plan kan levere god kvalitet til vores spejdere. Det har vi svært ved at se, kan ske i et selvstændigt korps,” siger Johanne.

Begge kredsførere fremhæver, at glæden ved det lokale spejderarbejde er alt for stor til, at det er påvirket af uenighed om korpsets struktur.

Hvad gør korpsrådet nu?

Johnny Worum fortæller, at det nyvalgte korpsråd allerede har fokus på tre udvalgte kredse, hvor man vil arbejde aktivt med menighed og kredsledelse om at blive flere spejdere. I forhold til medlemstallet vil korpsrådet i fremtiden blandt andet fokusere på, at alle aktive også bliver medlemmer. Der er fortsat eksempler på, at fx familiespejdere, der ikke mødes så ofte, ikke er medlemmer i kredsen. For at fremme medlemskab for denne gruppe vedtog Førerstævnet et lavere korpskontingent for familiespejdere.

Sanne “blogger” til verden udenfor Houens Odde (Foto: Jacob Pihl)

Nyt forsøg med Chin-menighederne

Ligeledes er korpsrådet klar til at gøre et nyt forsøg i forhold til chin-menighederne, fortæller Johnny Worum:

”Vi har været i dialog med chin-menighederne. Der har været en generel modstand mod uniformer. Vi har så gransket vedtægterne, og vi har faktisk ikke et uniformskrav. Vores kendemærke er tørklædet, og det har chin’erne ikke noget i mod at bære. Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) har allerede et velfungerende ungdomsarbejde i chin-menighederne, og vi vil samarbejde med BBU om også at få gang i spejderarbejde.”

Kredsstøtteudvalg

Kredsstøtteudvalget er et af flere nye initiativer, som korpsrådet har planer om at sætte i gang, fortæller Johnny:
”Det skal være meget lavpraktisk. Måske noget med at kredse tager fat i udvalget, hvis de mangler lederkræfter, mangler hjælp til at lave spejdermøder eller mangler hjælp til reklame i et område. Så kan kredsstøtteudvalget rykke ud og sige: ’Fint, hvad skal I bruge?’ Og så hjælper kredsstøtteudvalget med de konkrete opgaver.”

Hvad mangler kredsene støtte til?

Det ser ud som om, kredsstøtteudvalget er den løsning Lise og Johanne efterspørger. På spørgsmålet om, hvad AmagerbroSpejderne har brug for hjælp til, siger Johanne:

”Vi kunne godt bruge flere spejderledere, som har gejst og lyst til at lave spejderarbejde for de spejdere, vi allerede har, og for dem som ikke er spejdere endnu. Men det er en svær opgave at rekruttere flere ledere, og det er særligt en svær opgave, fordi der er langt mellem de frivillige, der i forvejen kender foreningslivet. Så derfor vil det med stor sandsynlighed kræve en god ”uddannelse” af nye frivillige, og det har vi daglige ledere ikke kapacitet til at varetage, fordi vi allerede lægger vores tid med spejderne. Vi har gjort os mange tanker om frivillighed, og vi har brug for helt konkret hjælp til at udføre det.” Johanne peger på, at mulighederne for kredsstøtte, uddannelse og træning af uddannede konsulenter var en af grundene til, at AmagerbroSpejderne støttede Forslag 2.

I Aalborg 1. er Lise spændt på, hvad det nye korpsråd vil tilbyde kredsene:

Øksedal (Foto: Henrik Andersen)

”Vi har brug for flere hænder – flere førere. Jeg tror, det er et generelt problem for storbykredsene, at vi måske nok kan finde flere børn, men vi mangler frivillige til at tage sig af dem. Hvis korpsrådet kan hjælpe med det, lytter vi gerne.”

Øksedal

Siden 1955 har Baptistspejderne ejet førertræningscentret Øksedal ti kilometer vest for Nibe. Langt ude i naturen på den himmerlandske hede, med lyng, bakker og træer. Her har mange unge fundet tro, kærester, ægtefæller og kammerater for livet. Et sted, der fortsat kan fremkalde stærke følelser. Økonomiske tilskud fra tipsmidlerne har i årenes løb været med til at skabe det Øksedal, man ser i dag. Men hvordan ser fremtiden ud for Øksedal i ”Bæredygtigt korps”-løsningen?

Johnny Worum forklarer:

”Vi er ikke så langt fra, at Øksedals økonomi er omkostningsneutral. Jeg mener, at vi mangler 80.000 kroner på årsbasis, for at Øksedals drift inklusive almindeligt vedligehold er i balance. Det er realistisk, at få driften til at balancere. Udfordringen er, at vi forsat gerne vil udvikle Øksedal. Uden driftstilskud fra DUF kan det blive en udfordring. Men her har korpsrådet planer om at tage fat i de kredse, der har været dygtige til at skaffe fondsmidler og lære af dem.”

Korpsrådet: Spejderchef, Amalie Søegaard (Herlevspejderne), Vicespejderchef, Johnny Worum (Aarhus kreds), Korpskasserer, Andreas Højmark Søndergaard (Aarhus kreds), Korpsrådsformand, Jakob Lyngs (Holbæk-Regstrupspejderne), Tue Sandbæk (Hollufgaardspejderne), Ole Broholm Andersen (Østervrå kreds), Rasmus Broholm Andersen (Herlevspejderne) (Foto; Jacob Pihl)

Korpsråd med kun en kvinde

Billedet af det nye korpsråd viser seks ikke helt unge mænd og en enkelt kvinde. Det rejser spørgsmålet om sammensætningen afspejler fortidens ønsker mere end fremtidens håb? Johnny er forberedt på spørgsmålet og forklarer, at støtten til ”Bæredygtigt korps” nok især kom fra dem, der ønsker at fastholde en tæt tilknytning til BaptistKirken og som fortsat ønsker, at korpset kan optræde selvstændigt i både nationale og internationale sammenhænge. Om korpsrådets sammensætning siger Johnny:

”Vi er meget bevidste om sammensætningen. Vi har allerede talt om, at nogle skal udskiftes efter to, andre efter fire og seks år. Og hvem, der skal gå hvornår for at få flere unge og flere kvinder ind. Men vi skal undgå den situation, der opstod i 2023, hvor vi pludselig stod uden korpsråd til Førerstævnet.”

Optimistisk vicespejderchef

Vicespejderchef Johnny Worum er optimistisk. Der er en særlig ting, der giver anledning til optimisme:

”Vi har fået henvendelse fra flere – også tidligere spejdere – der ønsker at være aktive og hjælpe til igen. Det er vi rigtig glade for.”

Spejderkorpset har de senere år gennemlevet den største krise i korpsets historie. På Førerstævnet 2024 fandt man en løsning for fremtiden. Men – som stemmetallene viste – også en løsning, der delte korpsets førere i to lige store grupper. Udfordringen for korpsrådet bliver at skabe tillid i alle kredse til ”Bæredygtigt korps”-løsningen og skabe den medlemsmæssige fremgang, der er forudsætningen for et ”Bæredygtigt korps”.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles

Find flere

Men en dag jeg var ude at gå tur, så jeg, at foråret er på vej. Det myldrede med forårsfarver i træer og buske, særlig under træer og buske. Det myldrede frem med gule, hvide og blå farver, erantis, vintergæk og krokus. Og jeg blev faktisk glad for, hvad jeg så.

Det var som om, de mørke tanker forsvandt, da jeg så lyset komme og fortælle mig, at foråret er på vej. Og det giver jeg mig lov til at glæde mig over. Hvad giver du dig lov til at glæde dig over?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mark efter snedækket mark ruller forbi i mørket. GPS’en er indstillet til sydøst for Aalborg, en landsby med 362 indbyggere. Der er aftensgudstjeneste og kirkekaffe i den tidligere stationsby, Vaarst, sidste søndag før advent. En renoveret kirke og menighedssal ligger tæt på den tidligere friskole, som drejede nøglen om i 2014.

Evangelium og legende lethed

Selv om de fleste af de 141 medlemmer i Østhimmerlands Baptistmenighed ikke længere har hjemmeboende børn, har de ikke opgivet håbet om at så evangeliet hos flere børn og unge lokalt. De lægger hus til ca. 25 spejdere, primært byens børn. Flere førere ønskes. De er meget glade for de fire teenagere, der blev døbt for nylig – søskende fra flygtningefamilier fra henholdsvis Rwanda og Myanmar. Menighedens unge havde i gamle dage et stærk bånd til Karmelkirken i Aalborg, og de gråhårede ’unge-i-sindet’ besøger stadig hinanden til fællesgudstjeneste.

Det er nemt at fornemme menighedens begejstring for leg, da gæsteprædikanten denne aften kaster et rollespil ud til dem her ved kirkeårets ellers teksttunge slutning. For når mange selv har været spejdere i kirken og fortsat er aktive i menighedsweekender, sommerhøjskole, seniortræf og kor, så kan otte Toms Guldbarrer, en 35-kilo sæk foder og en hjemmelavet sækkevogn snildt omdannes til mild latter, betroede talenter og liv, der investeres i fællesskabet.

Menighedens musikalske talenter på klaver, guitar og trommer formår alligevel at løfte stemningen med støtte fra en flerstemmig klang fra kirkesalen.

Hvilken klang?

Som i så mange andre baptistmenigheder kan valg af salmer og sange være en udfordring nu, hvor der ikke længere er en fast organist. Menighedens musikalske talenter på klaver, guitar og trommer formår alligevel at løfte stemningen med støtte fra en flerstemmig klang fra kirkesalen. Det er næppe kun kirkens kor, der kan synge igennem.

Nogle foretrækker dog mere konservative rammer, og andre foretrækker nyere lovsange – helst med et fokus på Gud i forhold til menighedens vi, fremfor det enkelte individ – og teamsamarbejde om gudstjenesten. Derfor har menighedens unge og forholdsvis nye præst, Christian Sofussen, bedt om støtte og et ’gudstjenesteudvalg’ til at hjælpe med at finde en balance i liturgi og sangvalg.

Det kræver mod og håb samt viljen til at reflektere og sætte ord på dét, der tidligere kom som en selvfølge.

Hvilke udfordringer?

Demografiske ændringer – de unge flytter til byerne, og børnefamilierne flytter derhen, hvor skolen ligger – sammen med en præst og en organist, der stoppede under Covid-pandemien, vil altid være en udfordring for en menighed. Det kræver mod og håb samt viljen til at reflektere og sætte ord på dét, der tidligere kom som en selvfølge. Spørgsmål som ’Hvem er vi nu?’ og ’Hvor er vi på vej hen?’ kan virke uoverskuelige. Flere udtrykker et savn af medlemmer, der ikke dukker op som tidligere. Derfor har menigheden også nedsat et VITAL-udvalg og er begyndt på den svære, men forhåbentlig også givende proces med Jan Kornholt som konsulent.

Flere udtrykker et savn af medlemmer, der ikke dukker op som tidligere.

Nye veje?

Menigheden i Vaarst har en stærk tradition for at tænke ud af boksen, men har for tiden behov for en gensidig forventningsafstemning. De fem faste grupper, der på skift står for menighedens særlige arrangementer, Kvindenetværket og Seniortræf er dog med til at holde traditionerne og fællesskabet sammen. Spændende aktiviteter og foredrag for både kvinder og mænd er velbesøgte.

Kirkekaffen trækker ud, fordi samtalen går. Her er også plads til at dele tanker om dagens tekst og livets byrder; en fortrolighed, der også findes i tre forskellige bibelgrupper og til en Taizé-inspireret bøn og andagt hver fredag aften. Menigheden er ’en kirke, der sår’, og derfor flyttede Christian Sofussen til byen og ønsker eget kontor i kirken. For det er primært ikke-kirkevante fra byen, der kommer til spejdermøderne. Håbet er at tiltrække flere fra byen til både aftenbøn og gudstjenester.

Mon ikke de finder vejen videre, som de har gjort mange gange før?

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere