Lyt til artiklen:

Den nikænske trosbekendelse, år 325:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, alle synlige og usynlige tings skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen, enbåren og det vil sige: af Faderens væsen, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, samme væsen som Faderen, ved hvem alt blev til, både i himlen og på jorden, som for os mennesker og for vores frelses skyld steg ned og blev kød og blev menneske, led og opstod på den tredje dag, og opfor til himlen, hvorfra han kommer for at dømme levende og døde.

Og på Helligånden.

I den tidlige kristne teologi blev Jesus Kristus, Guds Søn, ofte opfattet som en slags kosmisk mellemleder. Det ændrede sig, da kirkelederne fra store dele af den kristne kirke mødtes i Nikæa år 325 og forfattede en trosbekendelse. Man var ikke enige om, hvad og hvem Jesus var. Den første trosbekendelse havde én sætning om Gud som skaber, og et langt afsnit om Jesus som Guds Søn. Og så kom de i tanke om Helligånden, som også lige fik én sætning. 56 år senere samlede kejser Theodosius igen kirkelederne – denne gang i Konstantinopel, og de blev bl.a. enige om, at Helligånden er Herre og Levendegører.

Man var ikke enige om, hvad og hvem Jesus var.

I de protestantiske kirker bruger vi mest Den Apostolske Trosbekendelse, hvis vi overhovedet bruger én. ”Men Nikænum er mest udbredt – dét, som stort set alle kirker har til fælles”, siger Johannes Aakjær Steenbuch. Bogen ”Lys af lys” rummer mange af de gode citater, Johannes har samlet i sin notesbog, når han har skrevet de andre bøger om oldkirken: ”Min tanke var, at i anledning af Nikænums 1700 års jubilæum i 2025 ville jeg skrive en kort indledning om treenighedslæren. Andre bøger om emnet fylder op mod 900 sider. Min blev så 160 sider…”, forklarer han.

Lys af lys

”Teologisk set er kernen i evangeliet, at Jesus er Gud, samme væsen som Faderen”, forklarer Johannes.

Jesus er Gud, samme væsen som Faderen.

Han valgte titlen ”Lys af lys” – hentet fra Nikænum – fordi det er en metafor for forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn. Hvis man tænder et stearinlys med et andet stearinlys, er begge stadig lys. Det kan jo lyde ret poetisk.”

For Johannes Steenbuch er en masse brikker faldet på plads: ”Jeg har arbejdet med det i mange år, og det er komplekst at formulere forholdet mellem de tre personer i Gud. Tænk, at det tog så lang tid at nå frem til treenighedslæren. Man kan ikke bare uden videre hente det ud fra Bibelen.”

Hvad er frelse?

”Frelsen er det vigtigste spørgsmål. At frelsen allerede er realiseret, fordi menneske og Gud er blevet ét i Kristus. Det, vi skal frelses fra, er den brudte relation til Gud. Vi har vendt os væk. Den relation er genoprettet i og med, at Gud blev menneske. Derfor begynder frelsen i inkarnationen. Men det kan ikke adskilles fra fuldendelsen. Jesus tager vores død på sig langfredag, og i opstandelsen opstår vi med ham.” Jul, påske og pinse hænger sammen, og intet af det kan undværes.

At frelsen allerede er realiseret, fordi menneske og Gud er blevet ét i Kristus.

En anden pointe i trosbekendelsen fra Nikæa er, at Jesus ikke skal gøre noget for at blive Gud Søn. Det er han fra evighed af. Når han bliver døbt, gør han det ikke for sin egen skyld, men for os. Alt, hvad der sker med ham, sker for vores skyld: ”Som mennesker har vi en tendens til at miste, hvad vi modtager, men skal Guds nåde være umistelig, må Gud selv modtage den på menneskers vegne, som menneske.”[1]

Et ligeværdigt menneskesyn

Endelig er en tredje pointe, at Gud er tre ligeværdige personer. Som skabt i Guds billede er vi også ligeværdige. Det slår en af kirkefædrene, Gregor af Nyssa, fast i slutningen af 4. århundrede, hvor han er kritisk overfor magt og slaveri: ”Når et menneske gør sig til herre over et andet menneske, ødelægges enheden i menneskeheden. Den indsigt kommer fra treenighedslæren. At Guds tre personer er ligeværdige”, fortæller Johannes og nævner endnu en indsigt, der handler om Guds omsorg for os: ”Gud blev moder, da han ’fødte’ sin Søn for vores skyld.”[2]

Et amerikansk forlag udgiver i øvrigt hans bog. Johannes Steenbuch er ved at lægge sidste hånd på oversættelsen, da jeg besøger ham i Nylars.

[1] Johannes Aakjær Steenbuch: ”Lys af lys”, side 61

[2] ”Lys af lys”, side 37

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Fokus var på forandringsledelse, bibelbrug og baptisters opfattelse af frelse igennem tiden.
Altså til dels praktiske tilgange til det at være præst. Og det var helsebringende og befriende at være sammen om disse emner.
Desværre var der en del af kirkesamfundets præster, der på forhånd havde meldt ud, at de ikke magtede eller havde lyst til at være en del af fællesskabet. Det skyldes givetvis, at det de seneste år har været et meget splittet præstefællesskab, og det har været svært for nogle at være en del af. Og for andre har det ikke givet mening. Det er trist. Men dette års præstekonvent var anderledes. Der var ikke fokus på vores forskelle, men en lyst til at være sammen, tale sammen, bede sammen, synge sammen, læse i Bibelen sammen. Vores forskelle er der selvfølgelig stadig. Men det var ikke dem, der var vigtige. Og skuldrene sænkedes.

Maria Bjørsted fra Vrå og Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg i samtale over kaffen (Foto: Lone Møller-Hansen)

Tak for BaptistKirken

Det var befriende den første eftermiddag at stifte bekendtskab med Carsten Lind fra Vineyard. Han er konsulent i forandringsledelse, og førte os erfarent igennem de første samtaler, som blandt andet handlede om, hvordan vi har det med konflikter. Kan vi leve på kanten af kaos uden at gå i panik? Kan vi overleve, når vi bliver ”beskudt”. Kan vi tænke klart under pres? Er vi i stand til at se tingene fra den andens perspektiv? Og så havde han en sætning, som bed sig fast: ”Byd angsten velkommen. Gør den til din ven.” Det er vi nok mange, der har brug for at lære, hvordan man gør…

Men det var især hans hjertelige hilsen til os præster, der varmede. Han lagde vægt på, at han havde en stor kærlighed til BaptistKirken, virkelig gerne ville hjælpe os og sagde: ”Alle vi andre frikirker står jo på jeres skuldre. Det er vigtigt, at I kommer igennem den krise, I er i.”

Sådan en mand helt udefra, der ser værdien i vores kirkesamfund. Det var stort.

Kærlighed til Biblen

Andendagen blev brugt sammen med Bent Bjerring-Nielsen fra Apostolsk Kirke. Han kendte flere af deltagerne, fordi han har undervist dem på SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, som lukkede for 15 år siden (virkelig?).

Han er nu ansat i missionsorganisationen Areopagos.

Han underviste ud fra sin bog ”Indblæst af Gud” om bibelbrug. Årsagen til vores uenigheder i BaptistKirken og baptistkirkerne er ikke nødvendigvis vores bibelsyn, men vores bibelbrug. Hvad gør vi med det, vi læser? Og hvordan forholder vi os til dem, der får noget andet ud af det end os?

Bent Bjerring-Nielsen slog fast, at vi skal sige nej til fundamentalismen:
”Vi skal genfinde kærligheden til Bibelen. Alt for ofte bliver vores bibellæsning til pligt, glædesløs, fantasiløs og åndløs.

”Det er også en udfordring, at rigtig mange – især unge – ikke længere læser i Biblen. Det er bevist, at man husker bedst det, man læser på papir i stedet for på en skærm,” kunne han fortælle.

Han slog til lyd for en ”generøs ortodoksi”, hvor vi erkender, at vi ikke forstår det hele og derfor ikke kan gøre os til dommere over hinandens forståelse af de bibelske sandheder. Men at vi kan være nysgerrige på, hvad den anden har forstået.

Læs Biblen sammen

Han talte om den ”anden naivitet”. Den første naivitet er sikkert det, vi kalder barnetro. Men selvom vi har læst mere i Biblen og fået nye indsigter, skal vi stadig være åbne for at læse og forstå med et åbent sind. Så Helligånden kan tale til os og give os nye, måske endda banale, indsigter.

Endelig opfordrede han til, at vi revitaliserer vores menigheder som et sted, hvor vi sammen fortolker skriften. At vi ikke overlader det til en eventuel præst, men at det er vores allesammens gave og opgave. Især os, der hylder det almene præstedømme – at vi alle er en form for præster.

Johannes Aakjær Steenbuch i samtale med Anne-Marie Winther fra Brande. Bente Højris fra Brovst i baggrunden (Foto: Lone Møller-Hansen.

Baptister og frelse

Torsdag, sidste dag, kom Johannes Steenbuch, medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum. Han er filosof med speciale i tidlig kristendom – og et utroligt vidende menneske.

Han beskrev de mange forskellige opfattelser af frelse, der har været baptisternes igennem de sidste 500 år. Nogle af de tidlige europæiske baptister mente, at Gud havde frelst alle de udvalgte på forhånd, man kunne hverken gøre fra eller til. Andre mente, at man skal være medarbejder på sin frelse. Internationalt har baptisterne været delt i generalbaptister, der har ment, at frelsen tilbydes alle. Det afgørende er, om man modtager frelsen. Og partikulærbaptisterne, der mente, at kun nogle var udvalgt til frelse. Så var der dem, der mente, at Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet var opfyldt af apostlene, så det angik ikke os. Først i 1800-tallet opstod missionstanken – og at troen var et resultat af Helligånden og en genfødsel i det enkelte menneske. Men stadig Guds værk. I 1900-tallet opstod splittelsen med pinsevækkelsen og her slog førende baptister på, at det ikke kom an på personlige erfaringer. Det er Jesu død og opstandelse, der frelser. Ikke vores tro.

I de seneste årtier har fokus været på Guds rige og troens liv, mere end hvordan man bliver frelst.

Johannes’ konklusion var, at vores kirkesamfund altid har rummet alle de forskellige teologier, der findes i frikirkedanmark.

15 ud af 37

Der er 37 ansatte præster i BaptistKirken – heraf er ca. en tredjedel præster i en af vores menigheder med en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi var 15 baptistpræster, der mødtes til dette års præstekonvent fra 9.-11. september i Højby på Sjællands Odde. Sambuh Langle var den nye i ”klassen” og den eneste med en anden etnisk baggrund. Og han er præst i Odense Baptistmenighed. Der var desværre ingen repræsentation fra alle vores andre etniske menigheder.

På det møde undervejs, som peger fremad, blev der lagt vægt på den gensidige omsorg. Hanne Kiel og Lone Møller-Hansen sidder som præsternes repræsentanter i Personaleudvalget. Og Bodil Højbak Møller, Christian Sofussen og Ulrick Refsager Dam står for programmet til næste præstekonvent, der bliver 12.-14. marts 2026. Torsdag aften til lørdag, så de deltidsansatte har større chance for at deltage.

Deltagerne – fra venstre. Bodil Højbak Møller (generalsekretær), Bente Højris Pedersen (Brovst), Anne-Marie Winther (Brande), Bagerst: Christian Sofussen (Østhimmerland), Forrest: Lone Møller-Hansen (Bornholm), Hanne Kiel (magasinet baptist.dk), Ole Lundegaard (Herlev), Bagerst: Ulrick Refsager Dam (Holbæk), Forrest: Sambuh Langle (Odense), Lars Midtgaard (Bethelkirken, Aalborg), Anders Hyldgaard (Hjørring), Rune Funch (Lyngby), Christian Bylund (Tølløse), Gert Bjørsted (Vrå) – Maria Bjørsted (Vrå) var fraværende, da billedet blev taget (Foto: Johannes Aakjær Steenbuch)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Der er en debat i Folkekirken lige nu om barnedåben. Den er også relevant for baptister. (Læs ’Det handler også om baptister’).

Diskussionen handler i bund og grund om frelsesbegrebet. Er et nyfødt barn fortabt, hvis det ikke bliver døbt?

Man kunne mene, at diskussionen om de lutherske bekendelser var et ”indre anliggende” for folkekirken uden interesse for kirkesamfund udenfor. Imidlertid berører diskussionen også baptister, i hvert fald indirekte. Store dele af den omdiskuterede teologi i folkekirkens bekendelser er nemlig formuleret i polemik mod baptisternes forfædre, reformationstidens døberbevægelser eller ”gendøberne”, som de kaldes i den augsburgske bekendelse.

For eksempel fordømmer den augsburgske bekendelse ”gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”[1] og ”gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.[2]

De fordømtes straffe

Det er langt fra klart, hvem det er, der henvises til i den augsburgske bekendelse, men nogle af døberne har altså tilsyneladende ment, at der skulle være ende på ”de fordømtes straffe”.

Én mulighed er den sydtyske døber Hans Denck, der døde i 1527 efter at være blevet forvist af de lutherske myndigheder i Nürnberg. Inspireret af middelalderens mystiske teologi, beskrev Denck, hvordan oplevelsen af fortabelse og helvede er en station på vejen til frelse, snarere end et endemål.

Lignende tanker findes efter reformationen, fx hos tyske baptister i det 17. århundrede, der også inspirerede engelske og amerikanske baptister. Det indebar en ny forståelse af udvælgelseslæren, altså den opfattelse, som findes i protestantisk teologi, at Gud har udvalgt nogle få til frelse, mens resten af menneskeheden er forudbestemt til fortabelse.

Fx gjorde den amerikansk-engelske baptistprædikant Elhanan Winchester (1751-1797) det klart, at de kristne rigtig nok er særligt udvalgt af Gud, men det skyldes at kirken har en særlig opgave. Jesus er død for de kristne, men kun for at kirken skal forkynde evangeliet for resten af menneskeheden, som Jesus også er død for.

Deri lå altså en opgave for kirken. Håbet om alles frelse måtte ikke blive en sovepude, men var tværtimod et kald til mission.

Ikke at elske er helvede

Hvis vi virkelig elsker Kristus, skrev den engelske baptist og teolog Samuel Cox (1826-1893), må vi også ønske at være noget for andre. Ikke at være i stand til at elske, er det sande helvede, mens det at være i stand til at tjene andre, er den sande himmel.[3]

Den amerikanske baptist og teolog Walter Rauschenbusch (1861-1918), der er kendt for sit ”social gospel”, kunne på samme måde tale om, hvordan Guds rige til sidst må omslutte alle menneskelige relationer.[4] Intet menneske kan derfor i sidste ende falde udenfor Guds rige. Tanken inspirerede blandt andre baptister som Martin Luther King i kampen for sorte amerikaneres borgerrettigheder, som altså også har rødder i den tradition.[5]

I Sverige fandtes i det 20. århundrede de såkaldte ”fribaptister”, der med stifteren Helge Åkeson afviste ”de evige straffe” samt traditionel forsoningslære, hvor Jesus’ død siges at formilde Guds vrede. I sin bibeloversættelse fulgte Åkeson oldkirkelige teologer som Origenes og oversatte det ord, der siden middelalderen var blevet oversat ”evig” med ”tidsalderlig” istedet.

Håb er ikke en ”læresætning”!

Det hører selvfølgelig med til historien, at håbet om alles frelse kun har været et minoritetssynspunkt blandt baptister. Men det har altså været med fra begyndelsen og er derfor også en del af baptisternes historie – ligesom det i øvrigt også var en del af oldkirkens teologiske tradition.

Det er ikke, fordi baptister så skal til at gøre ”alles frelse” til en baptistisk specialitet, som man kan bryste sig af mod folkekirkens forstokkede lutherdom. Evangeliet er aldrig et abstrakt budskab, men angår altid konkrete menneskers forhold til Gud.

Julius Købner (1806-1884), den dansk-tyske baptistpionér, gjorde det af samme grund klart i et af sine småskrifter, at det var udtryk for ”rationalisme” at spekulere over, hvor mange der bliver frelst eller går fortabt.[6] Og det var altså kritisk ment, for man kan med bibelen i hånden argumentere for hvad som helst. Men derved har man gjort troen til et rationelt anliggende. Og så er troen ikke længere tro, og håbet ikke længere håb.

Relationen til Gud

Opgaven er ikke i kirken at forkynde den ene eller den anden ”lære” om menneskers evige skæbne, for det må ligge i Guds hånd, men opgaven er at bringe mennesker ind i en relation til Gud.

Frelse er at følge Kristus, som Klemens af Alexandria udtrykte det i det andet århundrede. Netop det har baptister som regel været gode til at fremhæve som kirkens opgave. Kristen tro handler ikke om bestemte overbevisninger og læresætninger, men troens indhold er en person, nemlig Jesus selv.

Troen er derfor også ”personlig”, som man har sagt det. Men af samme grund kan vi ikke afgrænse evangeliet, for så har vi slugt Gud og sat os på det, som teologer udtrykte det i det tyvende århundrede.

[1] Den augsburgske bekendelse, artikel 9.

[2] Den augsburgske bekendelse, artikel 17.

[3] Samuel Cox, Salvator Mundi (1877).

[4] Walter Rauschenbusch, A Theology for the Social Gospel (1917).

[5] Martin Luther King, ”The Christian Pertinence of Eschatological Hope”, https://kinginstitute.stanford.edu/king-papers/documents/christian-pertinence-eschatological-hope.

[6] Julius Købner, Rationalismus unter den Gläubigen (1878).

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Flertallet af mennesker, vi møder i dag, mener ikke noget andet end os. De mener slet ikke noget. De har aldrig valgt eller taget stilling til noget som helst. Hvor mennesker tidligere overvejede, om de mente det kristne budskab var sandt eller falsk, så tænker mennesker i dag, om det har en nytteværdi – eller ‘hvad er der i det for mig?’

Det var en grænseoverskridende tanke, at frelsen og det evige liv sammen med Guds store kærlighed til sin skabning er komplet uforståelige tanker for mange mennesker – og hvordan skulle vi kristne dog kunne ‘sælge’ vores Herre på en form for nytteværdi?

Erkendelsen kom efterhånden

Det var måske den samme situation, som vores Herre stod i, da han skulle prædike Guds rige på jorden for 2000 år siden. Jesus talte meget om Gud, og det skal vi også gøre, men han samlede også folk omkring sig, han helbredte deres sygdomme, og han var nærværende i den enkeltes liv.

Kampen om at ’frelse sjæle’ drejer sig i vores tid ikke så meget om andre religioner eller menneskesyn, men mere om at bekæmpe egoisme og holdningsløshed, dels fordi det drejer sig om den enkeltes frelse, og dels fordi sådanne holdninger ofte giver stor ensomhed og smerte i livet. Så Ordet skal formidles også gennem handling.

Vores mission skal være at åbne vores menigheder for mennesker, som har brug for et meningsfyldt fællesskab, støtte og hjælp. Hvis vi formår det, og tålmodigt lader troen komme bagefter, når vi mennesket i dag, og så forandrer vi verden.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere