Tidens svar på uoverensstemmelser synes at være at eskalere uoverensstemmelserne til konflikt og krig.

Jeg tror ikke, jeg er pacifist, selvom jeg gerne ville være det. Det skyldes, at jeg ikke er sikker på, at jeg selv kan agere udelukkende fredeligt, hvis jeg – eller mine kære – bliver truet. Men man behøver heller ikke være pacifist for at tro, at der i forhold til konflikter findes en anden vej end oprustning og gengældelse. Nu bruger vi milliarder og atter milliarder på at opruste militært i Danmark og Europa, og automat-reaktionen på trussel og aggression er gengældelse.

Tænk, hvis de samme ressourcer blev anvendt til at fremme mellemfolkelig forståelse og bygge gode, retfærdige relationer mellem folk og nationer! Men er det ren enfoldighed – eller hvem er de reelt enfoldige?

Den mennonitiske teolog, John Howard Yoder, har engang sagt:
“Kristne, der i loyalitet mod Fredsfyrsten ikke vil følge vor tids nationalistiske tendenser, fordi de nok er villige til at elske deres lands venner, men nægter at hade dets fjender, er ikke tåbelige drømmere, som regner med, at deres modstand vil føre til slutningen på alle verdens krige. Tværtimod er drømmerne dem, der tror, at de kan afslutte alle krige ved at forberede en ny.”

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Dette billede kunne vi måske også bruge om den kirke, vi er en del af.

Jeg ser ikke det, du ser! Og så kan vi så stå der og være uenige om, hvad vi ser, og hvad vi skal bruge det til som lokale menigheder. Men uden samtale og uden at lytte til hinanden kommer vi ikke videre. Uenighed bør ses som en mulighed – en chance for at lære, at forstå hinanden og finde fælles grund. Men det kræver, at alle er villige til at lytte og bevæge sig. Ellers falder ”elefanten” fra hinanden!

Og lad mig så minde om ordene fra 2. Peters brev 1,7: ”Tjenesten for Gud skal udføres i kærlighed til de andre kristne, og den indbyrdes kærlighed skal suppleres med kærlighed over for alle mennesker”.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Kære Brødre og Søstre. Jeg hilser alle i Jesu navn. Jeg hedder Beiene Ghebrai Weldegiorgis og er gift med Ainalem Syoum, og vi har fire børn.” Sådan indleder Beiene sin hilsen til læserne af baptist.dk

Deporteret til Eritrea

Jeg kan ikke udtrykke, hvor pinefuldt det var, dengang at blive adskilt fra min familie.

Beiene er født i 1941 og levede i Etiopien, indtil han på grund af konflikten mellem Etiopien og Eritrea i 1998 blev deporteret til Eritrea. ”Jeg kan ikke udtrykke, hvor pinefuldt det var, dengang at blive adskilt fra min familie.”

I Eritrea arbejdede han ved de eritreanske jernbaner som tekniker. I 2010 kom Beiene til Danmark sammen med direktøren for jernbanerne og en kollega for at se på spor og togvogne, som DSB ville forære Eritrea. Det blev muligheden for Beiene til at slippe ud af Eritrea. Mens de havde en sidste fridag inden tilbagerejsen, valgte Beiene at flyve til Norge, så han ikke kunne findes, og dermed tvinges med tilbage. Her blev han i fem måneder, hvor han blev godt behandlet, inden han vendte tilbage til Danmark, hvor han nu har boet de seneste tretten år.

”Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg har overlevet de 25 år uden min familie, men Herren Jesus har styrket mig og bevaret mig igennem årene, og jeg priser Herren. I alle årene har jeg tjent Herren i den udstrækning, jeg i Guds nåde er blevet udrustet til”.

Kristendom fylder for lidt

Beiene har haft en tålmodig og accepterende tilgang til mange forskelle på kulturen og har følt sig meget godt behandlet i Danmark, men det bekymrer ham, at kristendommen ikke fylder i sproget og samtalen, hverken i hjem, i børneinstitutioner eller i skoler. Det savner Beiene, og han mener, det har en negativ betydning for udviklingen i Danmark og hele Europa.

Det bekymrer ham, at kristendommen ikke fylder i sproget og samtalen, hverken i hjem, i børneinstitutioner eller i skoler.

Dansk børneopdragelse

Til gengæld oplever han, at de danske børn generelt lytter til og har respekt for lærerne, hvorimod det er anderledes i forhold til forældrene. Men Beiene synes, at forældre i Danmark behandler børnene godt. Der er en noget mere restriktiv opdragelse og måske også mere korporlig opdragelse i Etiopien, og Beiene mener, at etiopiske familier kunne lære noget af danske familier.

Det mest udfordrende i det danske samfund er for Beiene de utallige mails på dansk. Beiene taler og læser kun en anelse dansk, så han har brug for hjælp til at forstå sin post og til at besvare den. Han kommunikerer fint på engelsk.

Det mest udfordrende i det danske samfund er for Beiene de utallige mails på dansk.

Frivillig indsats

Nu er han folkepensionist og er så taknemmelig for den hjælp, han har modtaget i Danmark, at han føler sig forpligtet til at yde en indsats for den indkomst, han får. Det betyder, at han yder en praktisk frivillig indsats fire dage om ugen i Netværkshuset i Gentofte. Det er et værested for indvandrere under Dansk Flygtningehjælp, hvor der ydes hjælp til at etablere sig i det danske samfund, når man kommer hertil som flygtning og indvandrer.

Trofast menighedsmedlem

Beiene er tidligere kommet i en lille eritreansk gruppe, som havde lejet sig ind hos Korskirken I Herlev. Gruppen er nu nedlagt, og han har tilsluttet sig Korskirken, hvor han er en trofast kirkegænger – på trods af, at han ikke kan følge med sprogligt, når der ikke tolkes for ham. Inden gudstjenesten får han udleveret en seddel med søndagens skriftsteder, og han finder glæde ved at være med og følge med i sin Bibel.

”Jeg ønsker at takke den norske regering og det norske folk, den danske regering og det danske folk samt Netværkshuset i Gentofte for al den hjælp, jeg har modtaget. Tak!” – slutter Beiene samtalen.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

De tanker jeg sidder tilbage med efter at have set de tre afsnit, er tanker om smerte; om svigt. I dokumentaren om Roald og hans liv, møder man svigt fra begge sider.

Jeg tænker for mig selv, om jeg har såret mennesker i mit liv, på samme måde som henholdsvis kirken har såret Roald, og Roald har såret kirken, som han var en del af?

I mit indre lyder et ”ja”.

Jeg har været så heldig, at jeg, de gange jeg har svigtet eller såret andre, er blevet mødt med tolerance og forståelse. Når livet har gjort ondt, har jeg mødt mildhed.

Jeg kan forstå, at det ikke er alle, der er så heldige. Og det er vi nødt til at lave om på.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere