Problem eller gave?

Vi kan se spændvidden som et problem eller som en gave.

Hvis vi ønsker en BaptistKirke præget af enighed og fælles værdier, bliver spændvidden i synspunkter et problem. Uenigheden skaber barrierer imellem os, og vi bliver begrænsede i vores mission. Kun mennesker med de samme værdier som os vil føle sig velkomne og accepterede i vores fællesskab.

Hvis vi accepterer, at Helligånden taler til os alle, men mennesker drager forskellige konsekvenser af evangeliet, bliver spændvidden en gave. Vores forskellige teologiske holdninger bevirker, at vi kan nå et bredere udsnit af danskerne med evangeliet.

Selvom der er stor spændvidde i vores teologiske synspunkter, er der vel ikke noget i vejen for, at vi kan være kirke sammen?

Så længe vi har respekt for, at også ’de andre’ er kaldet af Gud.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Lyt til artiklen:

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere

Per Becks tale kan også ses på YouTube her

2020 blev jo et helt anderledes år end vi havde forventet ved sidste årsskifte, og mange af de forhold, der ramte os som borgere, kom jo også til at have indflydelse på kirken og menighedernes virke.

Vi var i flere perioder ramt af nedlukning af kirkerne – både som følge af regler og som følge af myndighedernes anbefaling. En række menigheder var kreative og sikrede, at vi kunne komme til gudstjeneste via elektroniske medier, og flere end normalt har faktisk ”besøgt” andre menigheder. Jeg håber, at denne kreativitet, der har givet flere mulighed for at følge gudstjenester, ikke bliver begrænset til Corona pandemien, men vil fortsætte. Øvrige aktiviteter i menighederne har været ramt af aflysninger, hvilket har udfordret fællesskabet. Når dette er sagt, oplevede vi også, at fællesskabet i situationer blev stærkere, og vi havde mere opmærksomhed på hinanden end i en normal travl hverdag.

Første gang siden 1865

For BaptistKirkens vedkommende har vi jo også været underlagt restriktioner og ramt af aflysninger. Sommerstævnet 2020 blev aflyst, og – tror jeg – for første gang siden 1865 har vi ikke været samlet til landskonference, selv under besættelsen samledes man hvert år til årsmøde (som landskonferencen tidligere blev kaldt).

De mest nødvendige beslutninger – godkendelse af beretning, regnskab og budget, samt valgene – blev afviklet elektronisk. Tak til menighederne og landsorganisationerne for at bakke op, og deltage i det elektroniske ”møde”. Ud over afstemninger elektronisk, har vi i nyhedsbreve og menighedsforsendelser løbende orienteret om en række af de punkter, der var på landskonferencens dagsorden i november.

En række af de initiativer, vi planlagde at arbejde med i 2020, måtte neddrosles – både generalsekretær Torben Andersen og menighedskonsulent Jan Kornholt blev ramt af, at planlagte aktiviteter og besøg måtte udskydes.

Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Økonomisk tegner 2020 til et ”normalt” år for BaptistKirken. De seneste økonomiske oversigter fra 30. november viser, at menighedernes bidrag er lidt højere end på samme tid i 2019, så i modsætning til hvad vi frygtede, har Coronaen ikke generelt svækket menighedernes og BaptistKirkens økonomi. Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Glæd jer til lederkonferencen

Jeg håber – som jeg tror, alle er enige i – at vi 2021 kan genoptage en række af de aktiviteter, der hører til menighedernes liv og virke.

På samme måde håber jeg, at vi kan realisere en del af de planer, vi gerne ville have udrullet, f.eks. at vi kan komme videre med arbejdet med menighedsplantning, bedre muligheder for menighedskonsulentens og generalsekretærens besøg i menighederne, og at vi kan påbegynde ledelsens besøg i menighederne, som vi vil gennemføre over de næste par år. I samarbejde med ungdomsorganisationerne vil vi arbejde på at formidle evangeliet til kommende generationer, og her tror jeg, at lederkonferencen i april om fler-generationelt menighedsliv kan blive en inspiration. Jeg håber, vi kan mødes til sommerstævne og landskonference, men vi må se i øjnene at planlægningen af sommerstævnet kræver, at vi hurtigt i 2021 tager stilling til om stævnet kan gennemføres, som vi kender dette. Skulle det ikke lykkes at mødes til sommerstævne, tror jeg, det er vigtigt, at vi kan afholde en fysisk landskonference, og fra ledelsens side vil vi gøre alt for, at dette kan lykkes for os.

Håb om udsendelse til Afrika

Jeg håber, at vi i 2021 kan vende tilbage til stærkere kontakter til vores samarbejdspartnere i Burundi, Rwanda og Myanmar. I den forbindelse er det et stærkt ønske, at vi kan udsende medarbejdere til Burundi og Rwanda til at fortsætte det store arbejde som Jonas Norgaard Mortensen og familien har udført de seneste 2 ½ år. I aftaler med det nationale baptistsamfund i Myanmar er der åbnet for, at de danske chinmenigheder mere direkte kan etablere projekter i samarbejde med Chin baptistsamfundet i Myanmar.

Endelig håber jeg at vi løbende bliver endnu bedre til at kommunikere med og informere hinanden, så vi følger med i liv og virke i menigheder og kirkesamfund, og kan være fælles om glæden. Er du ikke allerede abonnent, så tilmeld dig gratis nyhedsbrevet på BaptistKirkens hjemmeside

Religionsforskrækkelse

Jeg vil dele vores udfordringer i det kommende år i to: udefrakommende og interne udfordringer.

Vi oplever en periode, hvor der i det omgivende samfund opleves en form for religionsforskrækkelse eller manglende forståelse for religionens betydning i samfundet.

Vi ser det i form af lovgivning mod at kunne modtage bidrag fra udlandet – hvilket ikke rammer os, men rammer andre kirker.

Der er ideer om at kræve prædikener oversat til dansk, hvilket væsentligt vil besværliggøre vore etniske menigheders arbejde

Gud har aldrig vigepligt

Man vil oprette en liste over personer og organisationer, der modarbejder danske værdier. For nogle politikere omfatter det opfattelser, som af andre vil blive defineret som klassiske kristne værdier. I det mindste må det være helt legitimt at have forskellige holdninger uden at blive beskyldt for at undsige danske værdier. Jeg er helt klar over, at formålet er især at ramme rabiate muslimske menigheder, men det kan virke som om nogle politikere gerne tager nogle kristne med i slipstrømmen. Jeg tror, det var udlændinge- og integrationsmisteren, der først formulerede sætningen, som andre i regeringen senere har gentaget: ”at i forhold til lovgivningen har Gud vigepligt”. Selv om vi godt forstår intentionen, så er udtalelsen uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle, for Gud har aldrig vigepligt.

…udtalelsen er uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle.

Vi kan glæde os over, at såvel frikirkerne som Danske Kirkers Råd løbende har kontakt til politikere og meningsdannere for at modvirke begrænsninger og besværliggørelse af kirkernes arbejde. Jeg tror også, vi kan bidrage ved at blive bedre til at gøre opmærksom på de mange gode historier, der er om kirkernes virksomhed i civilsamfundet – julehjælp, ensomhedsbekæmpelse med meget mere.

Forskellighed er en styrke

BaptistKirken består af selvstændige menigheder, der samarbejder om at løse det kald, som Kristus har mødt os med. Der er i vores kirkesamfund en række forskelle i udtryksmåder, teologiske tolkninger og etniske baggrunde. Det kan føles som en udfordring, at det er meget svært at svare i detaljer på, hvad baptister mener, og hvordan baptistmenigheder udtrykker sig. Men det er en endnu større styrke, at de forskellige udtryksmåder taler til forskellige mennesker, så evangeliet får frit løb. Udfordringen for os er, at vi kan være en enhed – det vi også har kaldt at have sammenhængskraft – uden at vi er ens.

Engagement og ejerskab

Selvstændigheden, og muligheden for at menighederne vælger den udtryksmåde for evangeliet, der netop passer i deres situation, er med til at skabe engagement og medejerskab i arbejdet – og vi kan jo glæde os over det liv, der udfolder sig i alle vore menigheder, fordi mennesket har følt kaldet til at være med og bakke op om menighedens virke.

Økonomi spiller jo en rolle i praktisk taget alle forhold. Vi har i BaptistKirken modtaget gave- og arvebeløb, der muliggør, at vi kan realisere forskellige tiltag. Men det er jo i sagens natur engangsbeløb. Skal BaptistKirken på længere sigt kunne varetage de opgaver, vi løser i dag, og med trofaste medarbejdere, må vi arbejde på, at der er balance mellem vores grundlæggende udgifter og indtægter – det vi kalder basisregnskabet – så vi ikke skal trække på opsparede midler til underskudsdækning. Dette kan vi nå, hvis alle menigheder lever op til at bidrage med 7½ procent af de indsamlede midler til basisbudgettet. Der er glædeligt at menigheder, der har mulighed for det, også yder ekstrabidrag, der jo giver nye muligheder for arbejdet i BaptistKirken.

Det mest betydningsfulde budskab

Vi har fået lov til at være med til at formidle det mest betydningsfulde budskab i verden, at den opstandne Jesus Kristus er verdens frelser.

Vi skal stå på to ben i arbejdet. Vi skal styrke fællesskabet og hinanden i troen, og vi skal bringe budskabet om Jesus Kristus til vores omgivelser.

Vi skal tage ansvar for den verden, der blev os betroet, tage ansvar som forvaltere af skabelsen, og møde vores næste nær og fjern.

Det er mit håb,

• at Baptistkirkens ledelse, ansatte og frivillige kan være med til at støtte inspirere menighederne i tjenesten.
• at vi må stå sammen om vores opgave som baptister, og hver især finde veje i løsningen af kaldet fra Gud.
• at vi ser forskelligheden som en rigdom, og med Paulus får helt ind under huden, at vi ” ikke er herrer over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde”.
• at vi skal ikke være ens, men at vi vil være enige om at styrke fællesskabet for at kunne arbejde bedst muligt på at virkeliggøre vort kald.

Med ønsket om at Guds velsignelse må følge os i 2021 ønskes et godt nytår til alle.

Per Beck
Formand for BaptistKirken

Se og hør Per Becks formandshilsen

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere