Problemet var, at jeg havde min hund, Mille, med; og den har ikke meget til fælles med hverken rottedræber eller muskelhund. I sammenhængen havde den mere til fælles med rotte end med hund. Og i forhold til muskelhunden var den at sammenligne med en jordnød til en elefant.

Man siger, at hund og ejer kommer til at ligne hinanden. Det tror jeg på. Manden var stor som en blokvogn. Han var iført en stram T-shirt, som fremhævede hans svulmende muskelmasser, og hans skaldede isse tydede på et vist testosteron-overskud af den slags, man køber sig til. Drabelige tatoveringer snoede sig op ad armene, og om halsen havde han en kæmpe guldkæde.

Vi kunne ikke slippe væk

Der var godt nok et stykke vej ned til muskelmanden med dræberhundene. Men vi kunne ikke slippe væk. Stien var smal med tæt brombærkrat på begge sider, og dræberhundene var ikke i snor. Enhver, der er vokset op med grønspættebogen, ved, at flugtforsøg blot virker skærpende på vilde dyrs appetit. Flugt var udelukket. Vores eneste chance var kamp – kamp til døden.

Som du måske allerede nu aner, slap både Mille og jeg godt fra mødet. Der skete nemlig noget helt uventet: Da de nåede os, stoppede ’dræberbanden’ pludselig op. Rottedræberen lagde sig med alle fire i vejret klar til at blive kløet på maven. Muskelhunden satte sig, hvilket ikke forhindrede den i at fortsætte sin ivrige logren; og testosteron-bomben standsede, lagde hovedet på skrå og slog sine håndflader mod hinanden, mens han udbrød: ”Guuuud, hvor er den sød!” Det var Mille, han hentydede til.

De tre hunde hilste begejstret på hinanden, og Mille blev kløet mere bag ørerne den dag end nogensinde både før og siden. Det var den dag, jeg lærte ikke at skue hunden på hårene.

Find flere

Niels Henrik Gregersen

• professor i teologi på Københavns Universitet
• forsker i samtidsteologi samt ‘religion og naturvidenskab’
• har netop udgivet ’Den generøse ortodoksi’, 2015
• ulønnet hjælpepræst i Trinitatis Kirke, København

Videnskaben bruger vi til at få noget at vide om verden og om os selv. Visdom og religiøs indsigt bruger vi til overveje, hvordan vi skal leve, og hvad vi skal tro. Sådan var det også i middelalderen. Allerede i 400-tallet skelnede Augustin mellem viden og visdom.

Tro og viden er konkurrenter

En anden vaneforestilling er, at tro og viden i moderne tid er blevet hinandens konkurrenter. Hvor videnskaben går ind, dér går troen ud. Og omvendt: Hvor troen går ind, dér går fornuften ud. Igen kan der være noget om snakken. For hvis man tror, at man kan bruge Bibelen som udgangspunkt for geologi og naturhistorie, så har man selv bedt om konflikten. Og hvis videnskabsfolk siger, at et menneske ikke er andet end dets kemi (som man sagde i 1870’erne) eller ikke andet end dets gener (som man sagde i 1970’erne) – ja, så opstår der ligeledes en konflikt.

Også det ressourcesvage menneske er skabt i Guds billede.

Men det er i så fald ikke en strid mellem tro og viden, men med en videnskabelig ideologi der siger: ’Du er ikke andet end…’. Her kan troen have både almindelig fornuft og humanismen på sin side. For du og jeg er ikke illusioner, men hører faktisk med til virkeligheden. Nogle gange kan vi endda være ganske virkekraftige!

Religion er farlig

En tredje vaneforestilling er, at religion er farlig for samfundet. Og sandelig, der findes eksempler på religiøs fanatisme. Kig bare på Taleban og IS. Men hvor ville samfundet være henne, hvis vi ikke havde religiøse forestillinger om det enkelte menneskes uendelige værdi? Også det ressourcesvage menneske er skabt i Guds billede. Tabte vi den indsigt, ville vi få et bundløst tyranni, som vi så det i det 20. århundredes ateistiske statsdannelser.

I øvrigt har vi siden 1849 haft religionsfrihed. Mener nogen virkelig, at man ikke må sidde i folketinget eller være minister, fordi man er luthersk missionsk, grundtvigsk, baptist eller muslim? Ateismens tyranni lurede lige neden under debatten om, hvorvidt en folketingsmand, der tror, at verden er skabt, også kan være videnskabsminister. Den tro deler Esben Lunde Larsen i øvrigt med Newton og Darwin og mange andre videnskabsfolk. Fri os fra tanketyranniet!

Hvad med at prøve nye billeder?

Her er et alternativ: Hvad med at forestille os videnskaben og viden som en ballon, der til stadighed udvider sig? For det første bygger videnskaben på hypoteser. Den mest kreative del af videnskaben sender balloner op i luften for at se, om de kan skydes ned af virkeligheden selv. For det andet: Det mest fantastiske ved naturvidenskaben er, at den trods alle nedskydninger har oparbejdet en stadigt større viden om verden og dens forunderligheder. Det er faktisk godt gået!

Min pointe er altså ikke, at videnskabens ballon nu er ved at nå bristepunktet og derfor snart vil punktere. Jo, mange videnskabelige teorier er blevet punkteret undervejs i videnskabens udvikling. Men som regel kun for at give plads for mere præcise teorier. Min pointe er, at videnskabens balloner til stadighed udvider sig, når vor viden afdækker endnu mere af virkelighedens komplekse natur.

Ateismens tyranni lurede lige neden under debatten om videnskabsministerens tro på, at verden er skabt.

En ballon, der er vokset

Tag fx den genetiske revolution, der blev påbegyndt med opdagelsen af DNA i 1953. 20 år senere begyndte man at ideologisere DNA: Alt er bestemt af gener, og du er ikke andet end dit genom. I dag véd biologer, at miljøet som regel er med til at tænde eller slukke for genernes aktivitet. Vi har fået epi-genetikken – læren om alt det, der sker med generne gennem organismernes historie. Det vil som bekendt få stor betydning for forebyggelsen af genetisk disponerede sygdomme. I den forstand er vi tilbage ved samspillet mellem teoretisk viden og praktisk visdom, nu blot på et højere informationsniveau.

Videre horisonter

Men når ballonens rumfang efterhånden bliver større, bliver også ballonens radius større – og dermed horisonten for alt det, som vi endnu ikke forstår. Set på den måde producerer videnskab både viden og en ny sans for vores ikke-viden. Frit efter salmedigteren Thomas Kingo: ‘Viden og uvidenhed, de vandre til hobe’.

Virkeligheden har en større båndbredde, end vi kan indfange og kontrollere gennem naturvidenskaben alene.

Nødt til at tro

Ballon-billedet fortæller, at virkeligheden har en større båndbredde, end vi kan indfange og kontrollere gennem naturvidenskaben alene. Tor Nørretranders har sagt det på den måde, at vi i et informationsbåret univers er ‘nødt til at tro’. Det kan vi så kalde for tro, religion, religiøsitet, spiritualitet eller visdom.  Her begynder de ægte diskussioner mellem religiøse og ikke-religiøse tydninger af tilværelsen – både vedrørende det, vi véd, og alt det, som vi ikke véd.

Vi kommer i øvrigt ikke uden om den kendsgerning, at vi som mennesker er blivende konfronteret med det, vi godt véd, at vi ikke véd noget om – alt det, der er uden for ballonens radius. Oven i det hele har vi alt dét, som vi ikke engang véd, at vi ikke véd noget om. Men det er en anden historie. For nu begynder det at svimle!

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere