Lyt til artiklen:

Jorden er gjort klar. I landsbyerne i Gasabo District uden for Kigali er småbønderne klar til at så. Nu venter de på regnen.

De tør ikke plante for tidligt. Hvis regnen udebliver, går såsæden måske tabt. Bønderne er vant til, at høsten afhænger af vejret. Alligevel ser de mod himlen og håber.

De ventende småbønder var noget af det, Morten Kjær Kofoed, missionssekretær i BaptistKirken, mødte, da han i slutningen af september besøgte TEKANA-projektet i Rwanda. Morten var i Rwanda for at føre tilsyn med det nye projekt, der skal styrke fødevaresikkerhed, forbedre klimatilpasningen og øge den økonomiske tryghed for 600 småbondefamilier.

Bønderne venter på regnen (Foto: Morten Kjær Kofoed)

“Begejstringen for at komme i gang med projektet gjorde størst indtryk,” fortæller Morten. “De lokale har store forventninger til, at de kan udvikle deres landbrug og dermed få sig et bedre liv. Det var tydeligt at se, at der var gode relationer i grupperne – og at de gerne ville løfte i flok.”

TEKANA betyder “føl dig sikker” eller “vær tryg” på kinyarwanda. Ordet kommer af udsagnsordet ”gutekana”, der handler om sikkerhed, stabilitet, tryghed og fred. Det er også projektets kerne. Mennesker, der lever af små landbrug i et område præget af klimaforandringer, udpint jord og usikre høstudbytter, skal have bedre mulighed for at skabe et tryggere liv for deres familier.

Projektet har fået en bevilling på 1.408.728 kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, CKU, som administrerer en pulje fra Udenrigsministeriets udviklingssamarbejde, Danida.

Nye metoder på gamle marker

TEKANA er både et landbrugsprojekt og et fødevaresikkerhedsprojekt. Det skal hjælpe 600 småbønder i Bumbogo og Rutunga, to administrative sektorer i Gasabo District i provinsen Kigali.

Metoden hedder RIPAT, der står for ”Rural Initiatives for Participatory Agricultural Transformation”. RIPAT-metoden bygger på praktisk læring – en metode, som BaptistKirkens partnere med stor succes har benyttet sig af de senere år. Bønderne arbejder sammen i grupper. Her afprøver de nye dyrkningsmetoder og sammenligner dem med de traditionelle metoder, de kender i forvejen.

Inspektion af de tørre marker (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Morten beskriver det sådan: På den ene halvdel af demonstrationsmarken dyrker bønderne afgrøder på traditionel vis. På den anden halvdel bliver de samme afgrøder dyrket med nye metoder. Så kan deltagerne selv se forskellen: Hvor meget udbytte giver markerne? Hvor meget såsæd skal bruges? Hvor meget arbejdskraft kræver det? Hvad betyder kompost, afstand mellem planterne og bedre jordforberedelse?

I projektets sprog hedder metoderne “teknologier”. Der er ikke tale om højteknologi. Det kan være så enkelt som at plante majs i rækker på skråningerne, bruge den rette afstand mellem planterne, forbedre jorden med kompost eller dosere gødning mere præcist. Enkelt – men alligevel afgørende for udbyttet.

Erfaringerne fra lignende projekter viser, at udbyttet kan stige markant. I projektet er målet, at høstudbyttet for udvalgte afgrøder som majs, bønner, kassava og søde kartofler skal stige med mindst 25 procent. Samtidig skal tab efter høst reduceres med mindst 15 procent.

Undervisning i mere moderne og effektive metoder (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Superfarmere skal lære fra sig

Projektet arbejder med lokale nøglepersoner, såkaldte “superfarmere”. Det er dygtige lokale bønder, der får en særlig rolle i at støtte og undervise andre.

En af dem er Jean-Marie Vianney. Morten beskriver ham som en meget dygtig lokal bonde. Han er en af dem, der skal hjælpe med at samle og dele erfaringer, så projektet ikke bliver ved undervisningen, men slår rod i landsbyernes hverdag.

Målet er at etablere 32 landbrugsgrupper og demonstrationsmarker. 96 lokale superfarmere skal trænes, så læringen kan gå fra bonde til bonde. Der kommer ikke eksperter udefra med færdige instruktioner. Bønderne skal selv se, prøve, vurdere og tage metoderne i brug.

Det er vigtigt i et område, hvor mange stadig dyrker jorden med traditionelle metoder, og hvor adgangen til kvalitetsfrø, plantemateriale og rådgivning ofte er meget begrænset.

Undervisningen er flyttet ud på marken (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end mad på bordet

TEKANA-projektet handler også om at styrke familiernes økonomi.

Deltagerne i projektet er med i lokale spare- og lånegrupper, de såkaldte ”VSLA-grupper” (Village Savings and Loan Association). Her sparer medlemmerne op sammen. De enkelte medlemmer kan låne mindre beløb til landbrug, husdyr, små investeringer eller andre aktiviteter, der kan styrke familiens indkomst.

Senere er planen at samle grupperne i større enheder, såkaldte ”føderationer”. Det gør dem mere robuste og giver adgang til større økonomiske muligheder. Samtidig skal grupperne lære at gå i dialog med lokale myndigheder om de problemer, der påvirker deres liv: adgang til landbrugsrådgivning, markeder, klimatilpasning og lokale offentlige tilbud.

På den måde bliver projektet også en øvelse i fællesskab og lokal handlekraft. Bønderne får ikke kun bedre udbytter. De får også en stærkere stemme.

Projektområderne i Gasabo District ved Kigali

Baptistisk mission i ny form

BaptistKirken har været engageret i Rwanda og Burundi siden 1928. I mange år var de to lande BaptistKirkens primære missionsmarker. I dag ser virkeligheden anderledes ud.

“De lokale kirker klarer selv missionen,” siger Morten. “ Vi hjælper via forskellige projekter til at forbedre deres livssituation og styrke deres mulighed for selv at være kirke i mission.”

TEKANA er et samarbejde mellem Association of Baptist Churches in Rwanda, AEBR, og BaptistKirken. Et samarbejde, der begyndte i 2007. Partnerskabet bygger på mange års fælles erfaringer med fødevaresikkerhed, spare- og lånegrupper, socialt arbejde, bedre muligheder for kvinder og støtte til sårbare grupper.

For Morten er sammenhængen enkel:
“Landbrugsudvikling i Rwanda er den billigste og mest sikre måde at hjælpe rwanderne i det rurale Rwanda til bedre livskvalitet.”

Det er mission i en jordnær form. Et partnerskab med den lokale kirke, der er en del af det lokale samfund og derfor kender behovene.

Markerne er klar til at blive tilsået – men bønderne venter fortsat på regnen (Foto: Morten Kjær Kofoed)

De venter stadig på regnen

Da Morten besøgte bønderne i Gasabo District, var projektet lige begyndt. Alligevel var der allerede sat meget i gang. Grupperne var samlet. Superfarmerne var udpeget. Demonstrationsmarkerne var ved at tage form.

Men regnen manglede.

Derfor stod deltagerne midt i et paradoks: De kan lære nye metoder. De kan organisere sig. De kan forbedre jorden, spare op og løfte i flok. Men de lever stadig med en sårbarhed, ingen kan planlægge sig helt ud af. Det er et af projektets mål, at bønderne via fælles indsats og opsparing bliver mindre sårbare i kritiske situationer.

Måske er det netop derfor, projektet hedder TEKANA.

Føl dig sikker. Vær tryg.

Ikke fordi livet som bonde i Rwanda bliver uden risiko. Men fordi bønderne står stærkere sammen, når regnen lader vente på sig.

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Steen Jep Emming:

• ’deltidsudsendt’ til Burundi fra 2021-2022 og arbejdede kvart tid i DESITEK.
• arbejder som drift- og økonomidirektør i DESITEK A/S
• siden 2007 hjulpet med vandprojekter i Burundi
• maskiningeniør fra Odense Teknikum
• 2½ år på værkstedet i Musema, Burundi, sammen med Erna og Ole Emming
• 1.-9. klasse på Odense Friskole, 10. klasse på Missionærbørneskolen i Nyantanga, Rwanda

Burundi har fire årstider – to regntider og to tørtider – og det er altafgørende, at markerne på højene bliver tilsået samtidig med, at regntiden starter, og at regnen derefter kommer i passende mængder. Burundi er på størrelse med Jylland, og befolkningen dyrker de fleste fødevarer selv. En tørke som dem, man har set i Etiopien og andre steder, vil være katastrofal for landets 12 millioner indbyggere og øjeblikkelig skabe en fødevarekrise.

Regnen er essentiel

Den livsvigtige regn dannes blandt andet ved fordampning fra urskoven, der oprindeligt strakte sig fra Rusizisletten nord for Tanganyikasøen op til vulkanerne mellem Congo og Rwanda. En del af urskoven blev på et tidspunkt ryddet for at skabe landbrugsjord, men det standsede man for 40-50 år siden, og resten er nu fredet og udlagt som nationalparker.

Større klimaforandringer, som vi ser på vores breddegrader med højere temperaturer og hyppigere voldsomme vejrfænomener, oplever vi ikke i Burundi. Regnmønstret og temperaturerne er stort set uforandrede i forhold til det, jeg husker fra 1980’erne. Dog er vandet i Tanganyikasøen steget næsten en meter over normalen de seneste år. Det er dog set før. I 1964 var vandstanden faktisk højere end nu. Til gengæld var vandstanden en meter under normalen, da vi besøgte Burundi i 2007. Så der er variation i regnmængderne over årene i nogle af de områder, som Tanganyikasøen afvander i Burundi, Tanzania, Congo og Zambia.

Den livsvigtige regn dannes blandt andet ved fordampning fra urskoven.

Tanganyika-søen er vokset.

Stigende vandstand

Den stigende vandstand er et stort problem for de mange mennesker, der har bosat sig tæt på søen de senere år. Byområder og marker oversvømmes, og søens dyr – flodheste, krokodiller og slanger – kommer pludselig meget tæt på beboelserne. Her ønsker man, at regeringen bygger diger, der kan beskytte mod den stigende sø og de svulmende floder. Men Burundi er et af verdens fattigste lande, så det er der ikke plads til i statsbudgettet, og derfor må folk i de berørte områder enten flytte eller selv tage affære.

Manglende regn

Men hvor for meget vand er et problem ét sted, kan manglende regn være det et andet sted. I de østlige egne, hvor landet flader ud mod Tanzanias savannelandskab, er regnen mere ustabil. Men da Burundis befolkningstal er fordoblet på 30 år, er man nødt til at bosætte sig og dyrke jorden i de mere ugunstige egne.

Burundis befolkningstal er fordoblet på 30 år, så man er nødt til at bosætte sig og dyrke jorden i de mere ugunstige egne.

Klimadebat og -aftryk

Klimadebatten fylder ikke meget i Burundi. Med næsten 1.000 km til nærmeste ocean og en laveste højde på 773 meter over havet er en stigning på en meter i verdenshavene ikke en direkte trussel. Landets klimaaftryk er begrænset, for el-forsyningen kommer fra vandkraft, og der er ingen boligopvarmning. CO2-udledningen kommer fra bilerne i det omfang, man kan skaffe diesel og benzin til dem, så en reduktion af et i forvejen meget lille klimaaftryk er ikke på dagsordenen.

Burundi har andre problemer

Brændebesparende ildsteder.

Til gengæld kæmper Burundi med fødevaresikkerhed, økonomi og befolkningstilvækst, og befolkningstilvæksten er måske det vigtigste at tage fat på. Vores samarbejdskirke – UEBB – har familieplanlægning med i de undervisningsprojekter, de gennemfører i landområderne, og selvom emnet traditionelt ikke er noget, man taler om, kan flere og flere se nødvendigheden af, at befolkningen ikke bliver ved med at vokse, som den har gjort hidtil.

Vi ser også brændebesparende initiativer. Det meste madlavning sker på bål, så man laver ’ildsteder’ i ler eller stål, der koncentrerer varmen fra bålet op imod gryden, så den ikke spildes på omgivelserne, for selv om træerne vokser hurtigt, kniber det ofte med at skaffe brænde.

Relateret

• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 30. okt. 2025 - Åndelig udrustning
• 20. feb. 2025 - Oversvømmelser i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden

Find flere

Kigali skyline 2016

Nye hoteller, cafeer med europæisk look og store indkøbscentre ændrer heller ikke på, at der fortsat er rigtigt mange, der sulter periodisk.

Derfor er fødevaresikkerhed et meget vigtigt emne for kirkerne, og i samarbejde med AEBR – Baptistkirken i Rwanda, Østervrå Frikirke og Bethelkirken i Aalborg har BaptistKirken fået Danida-midler til et treårigt projekt med fokus på fødevaresikkerhed og mikrofinans.

Ny viden

Projektet, som begyndte i januar 2016, baserer sig på den såkaldte ’Conservation Agriculture’-metode (CA), der handler om at dyrke jorden uden at udpine næringsstofferne og uden brug af gødning, der både er dyr og ofte ikke nær så god som den gødning, bønderne selv kan lave. En af de væsentlige nye ’teknologier’ er, at bønderne varierer sædskifte og lærer, hvilke afgrøder der skaber det bedste udbytte, når de dyrkes sammen. Det er ofte enkle ting, der gør en stor forskel.

Nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder præsenteres, men man benytter sig også af kendte afgrøder og metoder. En stor opgave er at motivere deltagerne til at få og bruge ny viden. AEBR har stor erfaring med både CA og mikrofinans (VSLA) i form af spare- og lånegrupper, der også er en vigtig del af projektet.

Et projekt som dette kan i den grad støtte den lokale udvikling.

I projektet er ansat en projektleder og tre feltarbejdere. Projektlederen Jacqueline var i Danmark som ungdomsleder i Yego-projektet. Hun er meget motiveret og fortæller gerne om projektet: ”En vigtig komponent er også etableringen af køkkenhaver, hvor der kan produceres afgrøder, som familierne kan leve af, mens de venter på høsten”.

Demonstrationsmark

Lokalt engagement

Projektet involverer også de lokale myndigheder. På statsligt niveau fastlægges strategier og planer for landbrugsproduktionen og lokalt er der ansat agronomer, som skal implementere strategierne og dermed hjælpe lokalbefolkningen med at forbedre deres dyrkningsmetoder. Men oftest er de pressede af begrænsede ressourcer og forældet viden, så et projekt som dette kan i den grad støtte den lokale udvikling. I projektet er der allerede etableret god kontakt med de lokale ledere. Projektet arbejder ud fra den lokale baptistkirke, men – som det altid gælder for vores udviklingsprojekter – alle er inviteret til at deltage. Kirken har sammen med de lokale myndigheder udvalgt deltagerne. Nogle steder stiller kirken demonstrationsmarker til rådighed, andre steder er det kommunen. I alt involveres ca. 10.000 personer i projektet, og mere end 30.000 personer vil opleve færre eller ingen perioder med sult og bedre ernæring, når projektet slutter.

Her lærer vi at udnytte de muligheder, der ligger lige for.

Det lærer vi

Den lokale præst Eslon Ndagijimana er meget involveret og deltager selv i projektet. Han fortæller: ”Folk er meget interesserede i at lære mere om bæredygtigt landbrug og nye dyrkningsmetoder. Der er brug for at hæve fødevareproduktionen for at bekæmpe sult og fattigdom. Generelt er fejlernæring og ensidig kost et problem. Og det går især ud over børnene.” Der er også mangel på viden om, hvordan jorden behandles, så man undgår at udpine den ellers frodige jord.

Hus på landet

Pastor Eslon har selv en ko, nogle geder, får og grise. Men det er langt fra alle i området, der har så mange dyr. Så en del håber også, at de via projektet vil være i stand til at anskaffe husdyr – eller skifte gederne ud med en ko, der både kan producere mælk og mere gødning. Og netop gødning er vigtig. ”I projektet lærer vi at lave kompost og udnytte vores gødning bedre. Kunstgødning er dyrt, så det er de færreste, der har råd til det. Men her lærer vi at udnytte de muligheder, der ligger lige for”, slutter Eslon af.

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere