Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/besoegimizoram2023.mp3

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I december 2023 rejste Moses Lal Bawi Peng fra BaptistKirkens ledelse, Zung Lian Mang Hlawn Ceu og Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed til grænsestaten Mizoram i det østlige Indien. Her findes måske mere end 60 flygtningelejre med 60.000 – 70.000 Chin-folk, der lever under primitive forhold. BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene og i Chin-staten i Myanmar.

Livet i flygtningelejrene

På besøg i en hytte i “Camp 3” (Foto: Morten Kofoed)

Morten Kofoed fortæller, at situationen i Mizoram er meget kompleks. Der er meget stor forskel på flygtningenes muligheder: Nogle har familie i USA eller Europa, der kan sende penge. Andre har kun nødhjælp og måske en køkkenhave at leve af. Nødhjælpen leveres af forskellige organisationer (NGO’er), af de lokale kirker og i begrænset omfang af de Forenede Nationer (FN).

Det er FN-organisationen UNOPS, der opererer i området. UNOPS har kun mandat til at hjælpe i Myanmar, forklarer Morten:
”Som jeg har forstået det, vil Indien helst ikke blandes ind i konflikten i Myanmar. Man anerkender ikke officielt Chin’ernes flygtningestatus. Derfor er det svært for FN-organisationerne at komme på banen i Mizoram.”

Morten fortæller videre, at flygtningelejrene består af hytter af flettet bambus, dækket med presenninger. ”Det er bedre end telte,” siger Morten og tilføjer: ”Men de sanitære forhold er elendige og når det regner, er det hele mudder.”

Lærerværelset i flygtningelejren Sihmui Camp 1, hvor der lever 124 flygtninge i 27 familier (Foto: Privat)

På trods af de elendige vilkår har Chin’erne fokus på, at børnene skal i skole. Selv om der er mangel på alt fra blyanter til tavler, skal børnene i det mindste lære at regne, læse og skrive.
”Det er som om, forældrene tænker, at vi måske ender her, men vores børn skal i det mindste have chancen for at komme videre,” siger Morten.

Brilleuddeling i Camp 3 (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization (CHO)

CHO forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene, men også blandt de internt fordrevne Chin’er i Chin-staten på den anden side af grænsen i Myanmar.

Morten forklarer:
”CHO opererer i såkaldte ”Health Teams” – ”sundhedshold”: En læge og en sygeplejerske. De rejser rundt mellem flygtningelejrene. Måske får hver lejr besøg to eller tre gange om året.”

Det virker yderst begrænset, hvad CHO’s ”Health Teams” kan udrette i den store sammenhæng. Alligevel lykkedes det i efteråret 2023 at vaccinere 12.000 børn mod de mest almindelige børnesygdomme: Sygdomme, som børn dør af i flygtningelejre.

Vej i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization samarbejder med FN’s UNOPS-organisation om hjælp til de ramte områder i Chin-staten. Forholdene er vanskelige: Der er krigshandlinger og terrænet er svært at færdes i.
””Health Teams” krydser grænsen ad dårlige veje og mudrede stier for at hjælpe inde i Chin-staten. Selv om man fristes til at tænke, at vores hjælp er en dråbe i havet, oplever man lige her, at den gør en stor forskel,” siger Morten.

Kort over området – Mizoram og Chin-staten

Situationen i det vestlige Myanmar

Chin-staten er placeret i det vestlige Myanmar ved grænsen til Indien og delstaten Mizoram. Grænsen er måske tydelig på kortet, men virkeligheden er meget anderledes. Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Man har handlet og man har giftet sig på tværs af grænsen. Og som ved andre grænser, har smuglergods krydset grænsen. I dag flyder betydelige mængder narkotika over grænsen fra Myanmar til Indien.

I Myanmar er Chin’erne en del af oprøret mod militærdiktaturet. Det har medført voldsomme kampe og overgreb på civile i Chin-staten. Mange er flygtet til Mizoram i Indien og mange lever som internt fordrevne.

Morten tilføjer:
”Som flygtning i sit eget land – internt fordrevet – er man ikke rigtig flygtning. Man er ikke omfattet af FN’s konventioner. Da der samtidig er kampe i området, er hjælpen ofte langt væk.”

Besøget i Lawngtlai

Missionshospitalet i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Morten, Moses og Zung besøgte også baptistmenigheden i Lawngtlai i Mizoram. Menigheden driver et velfungerende missionshospital, der bl.a. er ved at blive udbygget med CT-scanner. Under rundvisningen fik de tre gæster oplyst, at hospitalet et par timer tidligere var blevet underrettet om, at der var krigsofre på vej. Krigsofre, der var blevet ramt inde i Chin-staten, men nu blev bragt over grænsen til behandling.
”Der var tale om otte til ti timers transport efter de var blevet skudt eller ramt af et eller andet. Men det er den mulighed, der er for hjælp. Chancerne for at overleve er givetvis ikke store,” siger Morten.

Missionshospitalet i Lawngtlai er sponsoreret af amerikanske donationer. Det betyder, at krigsofre og flygtninge fra Chin-staten kan behandles gratis.

På besøg i flygtningelejr (Foto: Privat)

Hvorfor bruge penge på besøg?

Morten fortæller, at BaptistKirken har støttet arbejdet i grænseregionen med 300.000 kroner. Det lyder ikke af meget, når fx UNOPS’ budget i Chin-staten tælles i millioner kroner. På spørgsmålene om vores hjælp overhovedet gør en forskel og hvorfor vi bruger penge på at rejse ud – fortæller Morten om turens bedste oplevelse:
”Det lyder måske utrolig banalt, men vores hjælp og vores besøg bliver helt klart opfattet som et signal om, at Chin’erne ikke er glemt. Selv om vi hverken kan løse konflikterne eller give alle et bedre liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen i et land meget langt væk, der kerer sig om dem. Det betyder noget, at vi rejser ud og besøger dem, vi hjælper. ”

Samarbejdet

Efter besøgene i Mizoram rejste Morten videre til Yangon i Myanmar, mens Moses og Zung fortsatte arbejdet i Mizoram.

Formålet med besøget i Yangon var at styrke relationerne til baptistkirkerne og andre samarbejdspartnere i Myanmar. Morten fik blandt andet mulighed for at mødes med udenrigsministeriets Head of Mission og eneste medarbejder i Myanmar.
”Det er meget lavpraktisk,” siger Morten, ”og vi kender det alle sammen: Det er bare nemmere at samarbejde med mennesker, man har mødt i virkeligheden. Relationer betyder om ikke alt, så rigtig meget.”

Hovedvejen(!) mellem Aizawl og Lawnghtlai (Foto: Morten Kofoed)

Turen har blandt resulteret i et spirende samarbejde om fælles projekter med de to danske organisationer The Chin Christian Association in Denmark (CCADK) og Chin Community in Denmark, CCDK. Morten peger på, at der, specielt i CCDK, er en del unge, der har projekterfaring fra Dansk Ungdoms Fællesråds projekter.
”Et bredere samarbejde giver også bredere mulighed for finansiering. Vi kan bevæge os fra kun at lave nødhjælp til at lave udviklingsprojekter. Præcis som det er sket i Rwanda og Burundi,” siger Morten.

Krigens absurditet

”Når man kommer til Mandalay eller Yangon, ser det fint ud på overfladen og så fungerer alt. Hotellerne er åbne, man kan spise på restaurant, busserne kører og butikkerne har varer. Krigen er langt væk. Lige indtil man får at vide, at der natten før var granatnedslag og kamphandlinger kun 50 kilometer væk,” beretter Morten.

Han fremdrager endnu et eksempel på krigens absurditet:
”Efter at have spist suppe i næsten 14 dage var det meget mærkeligt at blive inviteret på middag på en restaurant i Yangon. I et par timer var der pludselig meget langt til virkeligheden i Mizoram.”

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Peter Olesen, 77 år:

• er aktiv i Frederikshavn Baptistmenighed og har været spejder hele sit liv
• uddannet politiassistent i 1971 og har arbejdet inden for næsten alle sektorer i politiet
• officer af reserven i hæren, tilknyttet militærpolitiet
• gift med Annette, sammen har de børnene Inge og Søren

I 1991 brød Slovenien og Kroatien ud af den jugoslaviske føderation og erklærede sig selvstændige. Det førte til en brutal borgerkrig i området. I 1992 besluttede FN at indsætte en fredsbevarende styrke i landet. Folketinget besluttede i 1992, at Danmark skulle deltage i FN-styrken.

Fredsbevarende styrke

Hvilken betydning fik det for dig, Peter?
– Som tilknyttet forsvarsreserven bliver man spurgt om at deltage i et vist antal operationer. Fordi mine kompetencer var efterspurgte, sagde jeg ja.

FN-styrken i Jugoslavien var på ca. 40.000 mand, og vi var 900 danskere. Det danske ansvarsområde var på størrelse med Sjælland og Fyn i området omkring Kostajnica. Vores personel var spredt ud i området med fem kompagnier, mens jeg sad i hovedkvarteret i Kostajnica.

Hvad var jeres opgave?
– Opgaven var at være fredsbevarende. De jævnlige konflikter blev meldt til os, og vi skulle så gå i dialog med de kommanderende officerer i konflikten. Mange uenigheder bundede i, at kroaterne var katolikker, serberne ortodokse og bosnierne muslimer – og de søgte at ødelægge hinandens identitet ved at angribe kirker, klostre og moskeer. Den observation vandt ikke gehør hjemme i København. Religion skulle vi holde os fra.

– Vores mulighed var dialog, men som en amerikansk præsident engang sagde: ”Speak softly and carry a big stick”.[1] Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog. Derfor fik vi tunge våben og kampvogne, så vi kunne lægge vægt bag det, vi sagde.

Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog.

Var du i åben kamp?
– Kun en enkelt gang. Jeg var i Sarajevo i en kort periode for at hjælpe franskmændene, der havde ansvaret der. Byen var fyldt med snigskytter, der lå på tagene og skød på forbipasserende, gamle mennesker og børn. Da var vi nødt til at skyde igen.

Et voldsomt mentalt pres

Hvordan klarer man det mentalt?
– Som officer er man uddannet til at klare pressede situationer, men du er ikke forberedt på, at du konstant lever under et mentalt pres. En af mine opgaver var også at efterforske krigsforbrydelser.

– Vi så mennesker blive pint, lemlæstet og dræbt. Vi så gårde, landsbyer, ja hele byer blive jævnet med jorden. Vi så uerstattelige kulturværdier blive ødelagt. Vi så koldblodige overgreb mod egen befolkning bare for at kunne beskylde modstanderen for at begå krigsforbrydelse og dermed retfærdiggøre sine egne nedrigheder. Vi oplevede skinhellighed og hyklet forargelse ved forhandlinger og konferencer, og at aftaler blev brudt fem minutter efter, de var indgået.

– Det kan man ikke klare, hvis ikke ens bagland er i orden. Og jeg er privilegeret. Annette klarede livet derhjemme med to børn og var altid parat til at lade mig læsse af, når noget var svært. Man skal ikke glemme, at også børnene er præget af den usikkerhed, deres far lever under.

Kunne I bruge hinanden?
– Ja, det er simpelthen nødvendigt. En klog mand sammenlignede det med et krus, der hele tiden løber noget ned i. Hvis du ikke af og til får noget hældt ud, så løber det over på et tidspunkt.  Vi havde også en psykolog og en feltpræst, vi kunne tale med.  Feltpræsten holdt gudstjenester hver søndag. Her var der mange, der deltog.

Blev du brugt som kristen?
– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror mere, det var cheffunktionen, der gjorde, at folk gerne ville have en snak. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg tror på Gud, og har også tit i samtalerne brugt Bibelen og citater derfra til at løse et problem. Det ligger helt naturligt for mig.

Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer.

Principiel holdning til krig som kristen

Kan man som kristen deltage i krig?
– Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer. Sådan har det været, så længe menneskeheden har eksisteret. Vi har et sørgeligt eksempel i dag med Ukraine. Nogle er nødt til at mestre den opgave. Derfor har jeg ikke som kristen haft problemer med, at jeg blev soldat. Jeg plejer at sammenligne forsvaret med brandvæsenet: Ingen ønsker, de skal træde i funktion, men når huset brænder, er det godt, at de er der.

Hvem er min næste i en krig og er tilgivelse mulig?
– For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne. Rent menneskeligt kan man ikke tilgive de bestialske ting, vi så, men professionelt er man nødt til at forholde sig til det. Fangede vi krigsforbrydere, måtte de retsforfølges.

For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne.

– Danske soldater har et vældig godt ry, fordi de er uddannet til at tage initiativ og løse problemer, og de behøver ikke at have en masse faste regler. Faste regler, langt fra virkeligheden, gav problemer. Samlede vi fx flygtninge op, skulle vi aflevere dem til de lokale myndigheder på stedet. Men vi vidste jo, hvad der skete med dem, så det var ufatteligt, så mange der flygtede fra os. Der sad nogle meget fornuftige ledere i høje stillinger, der helt præcist vidste, hvornår de skulle lukke øjnene.

– Jeg vendte tilbage til mit job og min hverdag uden problemer, men mit perspektiv på menneskelivet har ændret sig for altid. Livet er for kostbart til at gå op i småting!

Læs også artiklen ‘Vi må altid stå på de svages side’.

[1] Oversat: ´Tal roligt og hav en stor stok med´.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lidt historie

1. Verdenskrig 1914-1918

Versaillestraktaten 1919

Folkeforbundet 1919-1946

2. Verdenskrig, Asien 1937-august 1945

2. Verdenskrig, Europa 1939-maj 1945

De Forenede Nationer, FN 1945-

Formålet med Folkeforbundet var at sikre freden ved at sanktionere aggressive stater og arbejde for nedrustning.

Fredsbestemmelserne efter 1. verdenskrig blev af sejrsmagterne: Frankrig, England og USA dikteret Tyskland, som blev pålagt store krigsskadeerstatninger. Tyskland underskrev under protest. Hermed var kimen lagt til en fortsættelse af ‘Den Europæiske Borgerkrig’ kun 20 år senere.

USA’s præsident Vilson var idémand til Folkeforbundet. Det blev oprettet af sejrherrerne, der udgjorde 29 lande, samt 13 neutrale lande heriblandt Danmark. USA blev ikke medlem, men førte en isolationspolitik i mellemkrigstiden.

Danmark fik del i bestemmelserne om folkenes selvbestemmelsesret. I 1920 stemte den nordlige del af Slesvig, Sønderjylland, sig hjem til Danmark.

Asger Hylleberg:

• folkeskolelærer med linjefag i historie og samfundsfag
• tidligere viceskoleinspektør
• medlem af Brovst Baptistmenighed

FN, De forenede Nationer

De allierede, der udgjorde 50 lande, vedtog FN-pagten den 26. juni 1945. Danmark, der ikke var anerkendt som allieret, blev dog medlem den 24. oktober 1945, FN-dagen.

Først i 2014 ved fejringen af 70 årsdagen for landgangen i Normandiet den 6. juni 1944 fik Danmark plads blandt de allierede. Dronning Margrethe deltog, og Dannebrog gik til tops. Historieskrivning med tilbagevirkende kraft – eller historieforfalskning?

FNs formål er ‘at frelse kommende generationer fra krigens svøbe’. Menneskerettighederne er formuleret i FN, som nu har 193 medlemslande.

Erfaringerne fra Folkeforbundet har betydet meget for FN’s opbygning og organisering. Fem stormagter har veto-ret, og yderligere ti lande kan på skift være medlem af sikkerhedsrådet.

Men der er skabt et forum for samtale om fred.

Danmarks krigsdeltagelse efter 1864:

1864. Slesvig-Holsten afstås til Prøjsen (Tyskland)
1. Verdenskrig – neutral
2. Verdenskrig – besat af, men ikke i krig med, Tyskland
1991-1999 Balkankrigene
2001-2014 Afganistan
2003-2007 Iraq
2011 Libyen

Har der været fred – fravær af krig – de seneste 100 år?

Nej, desværre har verden været præget af stormagtskonflikter og regionale krige ofte med stormagtsindblanding; men der er skabt et forum for samtale om fred.

Danmark opgav sin neutralitetspolitik i 1949 og har deltaget i fredsbevarende operationer i flere konfliktområder. Men Danmark har også med en aktivistisk udenrigspolitik deltaget i krige – langt hjemme fra.

Versaillestraktaten blev til i 1919. Er det længe siden? 100 år.

Tja … min mor blev to år i 1919.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset

Find flere