Lyt til artiklen

Kaldet bliver til virkelighed i Baptistkirken i Odense søndag den 7. september 2025. Ved en festlig indsættelsesgudstjeneste og efterfølgende fællesskab byder menigheden Sambuh og hustruen Bethlehem velkommen til tjenesten. Sambuh er blevet præst for en mangfoldig menighed. Vejen hertil har været lang og fyldt med udfordringer, men Sambuh har fulgt sit kald:
”Jeg kan huske, da jeg første gang tænkte på at blive præst: Jeg følte virkelig et kald fra Gud til tjeneste og jeg bad til Gud: ’Jeg vil gerne være præst for en dansk menighed.’ Det bad jeg altid. Og Gud hørte min bøn.”

Bethlehem og Sambuh ved indsættelsen i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Forfølgelse og flugt

I begyndelsen af ”nullerne” deltog Sambuhs far i politiske protester mod regimet i Myanmar. Han blev forfulgt og måtte flygte til Malaysia i 2003. Sambuh fortæller:
”Et år efter min far var flygtet, hørte vi i radioen, at han var blevet fanget og fængslet i Malaysia. Vi havde ikke talt med ham i et år og vi vidste ikke, hvor han var. Nogle sagde, at han måske var blevet dræbt. Men vi vidste ingenting.”

Hårde barndomsår

Årene inden farens flugt havde Sambuh tilbragt på en buddhistisk klosterskole:
”Første til fjerde klasse i Matupi i Chin-staten og senere fire år i hovedstaden Yangon. En af munkene havde tilbudt min far at betale for min uddannelse, fordi jeg var en af de dygtigste i klassen. Det var en stor udfordring at vende tilbage. Min familie var baptister og jeg kom hjem som 13-årig og tænkte som buddhist. En uge efter jeg kom hjem, flygtede min far til Malaysia.”

Farens flugt efterlod familien i store problemer. Moren var nu alene med seks børn: Sambuh, tre mindre brødre og to mindre søstre. Økonomien var presset og Sambuh overvejede at droppe ud af skolen for at arbejde og hjælpe familien økonomisk. Et ønske der blev forstærket af, at han blev mobbet i skolen og kæmpede med angst.

Hilsen fra Chin Chin (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Morens kærlighed

Men Sambuhs mor havde andre planer. Det fik konkret betydning for hans tro:
”Min mor kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg skulle passe på mig selv og passe min skole. Så skulle hun nok passe på familien. Min mor har en stor kærlighed til alle mennesker. Og lige dér ramte den kærlighed mig i hjertet. Sammenlignet med Guds kærlighed er menneskers kærlighed meget lille. Og når jeg oplevede min mors kærlighed så voldsomt, hvordan ville det så ikke være at opleve Guds kærlighed?”

I et helt år søgte Sambuh Gud i bøn. Hver aften bad han til Gud, som han ikke var overbevist om fandtes. Han bad og udfordrede Gud:
”Gud, hvis du findes og hvis du er en levende Gud, så lad mig mærke dig.”

Miraklet

En aften oplevede Sambuh miraklet:
”Jeg sad på min seng og græd. Jeg fortalte Jesus, at jeg blev mobbet i skolen og at jeg savnede min far. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg bad til den Gud, jeg ikke troede på. Jeg var desperat og kunne ikke gøre andet. Men den aften oplevede jeg det som om, jeg blev holdt om og krammet. Jeg blev varm og følte mig pludselig helt tryg. Der var en stemme, der sagde: ´Jeg elsker dig’. Der var ingen andre end mig i rummet, og selv om jeg ikke turde tro på det, vidste jeg, at jeg havde oplevet Jesus. Jeg sagde til Jesus, at jeg ville tro på ham resten af mit liv, hvis han ville hjælpe mig til at få det bedre i skolen og blive genforenet med min far, der stadig var på flugt.”

Efter mødet med Jesus oplever Sambuh, at livet begynder at få mening. Han får mere selvtillid, begynder at få venner og oplever, at troen er et lys i hans liv.

Velkomstgave til det nye præstepar (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

En opringning, der ændrer alt

En dag sker det. Telefonen ringer, og i den anden ende af en meget lang forbindelse hører Sambuh farens stemme:
”Min far ringer og fortæller, at han er på Bornholm i Danmark. Jeg har aldrig hørt om Danmark før. Men det er jo helt vildt. Jeg spørger, om det der Bornholm og Danmark er i USA? Eller et eller andet sted i Thailand? Han fortæller, at det er i Europa og ikke så langt fra England. To år efter han flygtede, har vi endelig fået kontakt til min far.”

Flugt og fængsel

Familien beslutter at følge efter faren. Ingen af dem har et pas, og styret i Myanmar udsteder ikke pas til borgere, der vil flygte til Danmark! Flugten til Malaysia varer et par uger: Ud af Myanmar og gennem Thailand til Malaysia. Allerede efter tre dage i Malaysia går det galt: Familien bliver opdaget af politiet i en razzia: Uden pas og opholdstilladelse ender Sambuh og hans 13-årige lillesøster i fængsel. De er fængslet en måned. Det er hårdt: Morgenmaden består af syv kiks. Sambuh deler med søsteren, der har svært ved at holde sulten ud. Det er også i fængslet Sambuh erfarer, at han har en særlig gave til at dele evangeliet:
”Vi er måske 500 mennesker i noget, der ligner en idrætshal. Der er mange forskellige mennesker. Jeg sidder i et hjørne og læser i min Bibel. Så kommer der fem virkelig store personer og spørger, hvad jeg laver? Jeg er virkelig bange og tror, de vil have min Bibel. Jeg siger til dem, at jeg læser Bibelen og tror på Jesus. Så svarer de: ’Vi er også kristne. Skal vi ikke blive sammen?” Vi sætter os sammen og beder. Der kommer flere kristne til, og næste dag er vi 30. Inden for tre dage er vi 70 kristne, der mødes og beder og holder gudstjeneste. Jeg får lov til at dele evangeliet, allerede der i fængslet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg skulle være præst!”

Sambuh prædiker ved indsættelsesgudstjenesten i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Fra Malaysia til Rønne

Tiden i Malaysia er hård. Sambuh forsøger at skaffe penge ved at arbejde i en restaurant. Politiet opdager, at han ikke har arbejdstilladelse og Sambuh oplever at blive fængslet endnu engang. Til sidst får familien endelig lov til at rejse til Danmark. Det sker efter Baptistkirken Bornholm har hjulpet familien både økonomisk og praktisk med kontakt til ambassaden i Malaysia. Efter mere end et år på flugt lander Sambuh den 1. november 2007 i Rønne Lufthavn.

”Jeg kan huske min første tur rundt i Rønne: Jeg gik en lille tur og alle hilste på mig. I Burma hilser man jo ikke, hvis man ikke kender hinanden. Jeg sagde til mig selv: Det er simpelthen så fantastisk, at de hilser på mig, selvom de ikke kender mig. Der beslutter jeg, at jeg skal kunne hilse tilbage på dansk. Jeg beslutter, at jeg skal lære dansk.”

Uddannelse med plan

Som flygtning kommer Sambuh både i modtageklasse og på sprogskole. Ligesom på den buddhistiske klosterskole i Myanmar er han flittig og indstillet på at følge sit kald til at blive præst. På efterskolen Skovbo får han sat danske ord på sin tro og sit kald. På Apostolsk Kirkes Kolding Internationale Højskole modtager han undervisning i at prædike.

Menighedens præst, Lone Møller-Hansen, er en stor støtte for Sambuh. Det er Lone, der anbefaler Sambuh at læse ”3K” – professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus. Efter 3½ år på ”3K” får han job i Baptistkirken i Rønne. Først med kommunal støtte og efter et halvt år en fast stilling med to opgaver: Som leder og koordinator af den genopståede børnekirke og som pastoral- og integrations-hjælp til den del af menigheden, der ligesom Sambuh kommer fra Chin-staten i Myanmar.

Sambuh lever sit kald ud

Han rejser rundt som evangelist i Europa og USA og deler sin tro og det vidnesbyrd, der er i hans egen historie. Mere end 14 lande har Sambuh besøgt. Han elsker at prædike. Men han ved godt, at præstetjenesten er meget mere end prædikener. Han fremhæver et råd fra Lone Møller-Hansen, som det bedste åndelige råd, han har fået:
”Lone har sagt til mig, at et kristent liv ikke kun er at stå på prædikestolen. Det er også det liv, vi lever, når vi viser andre, hvordan vi lever som Guds børn og stoler på Gud.”

Bøn (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Jobbet i Odense

Sambuh hørte om muligheden for et job i Odense fra en god ven. Han skrev en ansøgning og var glad for at komme til samtale. Sambuh troede jobbet handlede om at være ungdoms- og integrationspræst. Men under processen havde menighedens præst Henrik Søndergaard fået andet arbejde, og menigheden tilbød Sambuh ansættelse som ”hele menighedens præst.”
”Jeg har jo altid gerne villet være præst. Jeg har bedt Gud om, at jeg engang skulle blive præst for en dansk menighed. Jeg var også præst på Bornholm – men det var som medpræst med bestemte opgaver. I Odense bliver jeg præst for hele menigheden.”

Ydmyg tilgang til arbejdet

Selv om Sambuh er meget bevidst om at være hele menighedens præst, fortæller han, at arbejdet med børn og unge vil have hans fokus. Det samme gælder arbejdet med de mange forskellige etniske grupper, der tilsammen udgør menigheden. Måske hjælper det, at menighedens nye præst taler fem sprog!

Vi er ved at løbe tør for interviewtid. Men inden vi slutter, skal Sambuh lige have med, at han er blevet rigtig godt modtaget i menigheden:
”Men jeg bekymrer mig lidt over, at jeg ikke er dansk: Jeg vil gerne blive bedre til at tale dansk, og jeg forsøger at lære mere. Selv om jeg har boet her siden 2007, har jeg af og til udfordringer med kulturen. Jeg håber, at menigheden vil hjælpe både med de sproglige og kulturelle udfordringer.”

Cirklen er sluttet

Som barn i Myanmar oplevede Sambuh at stå udenfor kammeraternes fællesskab. Det fik ham til at søge Gud. Det, der skilte ham ud, blev hans styrke.

Sambuh har ikke kun fundet sit kald – han har også fundet kærligheden. I 2023 blev Sambuh gift med Bethlehem og til november venter de deres første barn. Cirklen er sluttet: Fra en barndom med angst og usikkerhed til flugt og et liv som flygtning over uddannelse og udfordringer til nu at opleve, at kaldet til at tjene som præst er gået i opfyldelse. Sambuhs historie minder om et eventyr. Det er den ikke. Den er et meget virkeligt vidnesbyrd om tro, kald og kærlighed.

(Foto; Sambuh Langles Facebookside)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Zing Tha Par Chia To havde fuldført 10. klasse og arbejdede som butiksassistent, men der tegnede sig ikke en god fremtid for hende i Myanmar. Derfor greb hun muligheden for flugt for at få et godt liv. Zing rejste via Malaysia, hvor hun mødte sin kommende mand, Bik, til Danmark.

Et voldsomt chok

I Danmark kalder man selv ukendte mennesker ved fornavn, og man har øjenkontakt. Det ramte Zing og Bik voldsomt, da de kom hertil, for i Myanmar er det grænseoverskridende og frækt.

Parret kom til at bo hos en svoger og svigerinde, som havde seks års erfaring i Danmark, og det var godt. Men svigerinden var meget resolut og serverede straks smørrebrød med kniv og gaffel, men hvad stiller man op med det, når man er vant til at spise ris med ske og hånd? De gjorde, som de fik besked på og fik lært at spise som danskerne.

Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid.

I sprogskolen mødte hun åbne og udspørgende lærere. Det oplevedes også underligt og fremmed. Det var ukendt i Myanmar. Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid, og i Ølgod, hvor de kom til at bo, var der mange etniske danskere, der hjalp med de mange praktiske opgaver, som følger med, når man skifter land. Man er sårbar og usikker, så det var betydningsfuldt at møde mennesker, der viste næstekærlighed i form af tid og praktisk hjælp.

Familiesammenhold

Zing Tha Par Chia To

• uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder i hjemmeplejen i Ølgod
• gift med Bik og har tre børn på 11, 9 og 7 år
• medlem af Chin Bethel Church i Skjern

Der er meget fra Myanmar, der ikke længere fylder hos Zing, men hun har en stærk overbevisning om, at det er vigtigt at have stor omsorg for de gamle og svage. Danskernes familiesammenhold opleves ikke så stærkt som i Myanmar, og det savner hun. Zing synes, det er fint, at gamle mennesker er på plejehjem, men hun lægger i sin opdragelse vægt på, at de gamles behov for omsorg og nærvær skal imødekommes af den nærmeste familie.

Heldigvis dannede Biks familie, en dansk reservebedste og et burmesisk reservebedsteforældrepar et tæt netværk omkring dem. Det var en stor hjælp, da børnene var små, og savnet af det velkendte og familien i Myanmar var størst.

Børnene føler sig danske. I begyndelsen af deres institutionsliv var der misforståelser, som skyldtes forskellige tolkninger af beskeder og regler. Nu er Zing enig i, at rammerne og reglerne er til for at få hverdagen til at fungere godt for børnene, og hun oplever, at der er god kontakt.

I Myanmar betyder det meget, at man besøger venner og familie hyppigt og spontant. Det er et savn, og Zing mener, at de uplanlagte og spontane besøg er en mangel i den danske kultur.

Livet i menigheden

Sammen med familien har kirken og den levende tro en høj prioritet for ZIng og hendes familie. Lovsangen fylder en del, og der er altid program for både voksne og børn. Det er vigtigt for ZIng og hendes mand, at børnene møder sproget og kulturen i kirken, og det føles godt at udtrykke sig på eget sprog. Det er et stort ønske hos ZIng og Bik, at børnene hører Guds ord og tager det til deres hjerter, og derfor sendes de også i Indre Missions juniorklub.

Et anderledes liv

Zing har fået lært, at det er fint at undre sig, og at stå ved, hvem man er: Når der er noget, hun ikke forstår, er det sikkert også andre, der undrer sig. Derfor spørger hun. Hun har lært at udtrykke sig og mener, at der skal tales om det, der er udfordrende. Vi er sammen om at løse udfordringerne.

Zings liv har ændret sig meget siden ankomsten. Hun er i dag taknemmelig for sit liv i Danmark og priser Gud. Men det har været svært. Der blev brugt mange kræfter på sproget, som var det sværeste, og på at integrere sig. Presset på en flygtningefamilie er stort, fordi krav om fuldtidsarbejde uden plads til sygdom eller ekstra fritid betyder, at sindet aldrig er i ro. Det er meget svært at få dansk statsborgerskab, og det kræver meget papirarbejde og fysisk fremmøde. Heldigvis er burmeserne gode til at hjælpe hinanden.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse

Find flere

16-årige Van kommer til Danmark ved familiesammenføring i september 2007. Med fra Burma er også hans lillebror. Efter ophold i et modtagecenter bliver de genforenet med forældrene og lillesøsteren.

Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget.

”Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget. Det var meget vanskeligt at lære dansk!”. Det har ikke været og er heller ikke nemt at få etnisk danske venner. Men som Van i dag beskriver det: ”Det er jo svært at få nære relationer med danskere, når man altid er tæt med familien, og man er mange fra hjemlandet, der arbejder sammen og altid mødes i fritiden i fællesskabet omkring kirken”. Van har dog oplevet at få en rigtig god ven, som kom fra Marokko, men det gled lige så stille ud efter folkeskolen.

Da Van kom til Danmark, fik han gode oplevelser med meget hjælpsomme og gavmilde danskere. Det betyder rigtig meget, når man skal falde til i det nye land. Dog oplever Van, at de fleste danskere er mere lukkede og mere private end udlændinge.

Autoritær skole

Van blev tidligt familiefar og har nu tvillinger i 4. klasse og et barn i 2. klasse, og det er blevet meget tydeligt for Van, at Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Da Van var barn, var der megen udenadslære i skolen i Burma. Bøgerne skulle nærmest læres udenad, og intet stod til diskussion. Man skulle referere teksterne korrekt, indlæringen foregik ved at terpe, og der var en stram disciplin. I 10. klasse skulle man bestå seks fag for at komme videre, og lykkedes det ikke, var der ingen mulighed for uddannelse. I Burma er der en anden autoritet og tugt fra lærerens og til dels også fra forældrenes side. Van mener dog, at der er sket ændringer til det bedre, siden han selv var barn.

Inddragende pædagogik

I Danmark oplever Van en anden tilgang til læring med sine børn. Børnene opdrages til at formulere sig og må bidrage med egne overvejelser, ligesom børn og lærere evaluerer og retter i fællesskab. Der er forældresamtaler og klassearrangementer, og Van oplever, at der er et samarbejde mellem lærerne og forældrene om børnenes trivsel. Det er utænkeligt i Burma.

Fordi uddannelsesmulighederne er begrænsede i Burma, og fordi relativt få rent faktisk får en uddannelse, uddanner mange chinner sig i Danmark, efter de er blevet voksne. I Burma lever de fleste af deres landbrug, men Van er glad for sin ansættelse på en møbelfabrik, hvor han arbejder sammen med flere fra menigheden.

Van trives i Danmark med sin familie og menigheden i Skjern, men må også indrømme, at han godt kan savne venner i hjemlandet, ligesom naturen dér ikke kan sammenlignes med Danmarks.

Relateret

• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 20. feb. 2025 - På vandring

Find flere

Bao Ninh:

• teknikumingeniør, arbejder med telekommunikation
• sjælesørger for vietnamesere
• medarrangør af konferencer for Den Vietnamesiske Kirke i Europa

Bao har været troende siden barndommen, hvor familien var katolikker. Da kommunisterne overtog Saigon, Vietnam, i 1975 måtte Bao forlade universitetet og leve med undertrykkelse og forfølgelse fra regimet. Efter adskillige flugtforsøg alene og også sammen med sin kone Mai lykkedes det ham endelig i 1983 at komme af sted. Bao efterlod Mai og sønnen An på 1½ år i Vietnam. De var 39 bådflygtninge, der blev reddet af skibet Elisabeth Mærsk midt i en voldsom storm en aften i oktober 1983: ”Mine oplevelser på vej ud af Vietnam var med til at bringe min tro tættere på Guds ord. Flugten fra undertrykkelse var også en flugt fra religion til et fællesskab med Gud.”

Menigheden delte troens sprog

Med en baggrund i fattigdom og afsavn og en barsk flugt med farlige og skræmmende oplevelser drømte Bao ikke om umiddelbar materiel velstand, men længtes efter at fortsætte den uddannelse, der var gået tabt i 8 år i Vietnam, og efter et sted, hvor hans sind kunne finde hvile: ”Jeg længtes efter et sted, hvor der ikke er nogen racediskrimination og ingen klasseskel. Et sted, hvor der er Helligåndens fællesskab og brødre i Herren.”[1]

Men senere fandt jeg under den kolde facade både kærlighed og trofasthed.

Bao fandt Odense Baptistkirke og var vedholdende med at blive en del af menigheden. Der er ikke nemt at lære en ny kultur at kende: ”Jeg var i starten overrasket over den store forskel på, hvordan man udtrykker sine følelser. I begyndelsen kunne jeg ikke finde et varmt udtryk, som fyldt af solskin, men senere fandt jeg under den kolde facade både kærlighed og trofasthed. Jeg overvandt udfordringerne med at komme ind i menigheden, fordi vi delte troens sprog”.

I en dansk menighed

Bao fortæller, at han har lært meget af danskerne i forhold til tilgivelse, mildhed og tålmodighed. Han fik gode støtter i menigheden, og i 1986 kom Mai også til Danmark sammen med sønnen An. Efterfølgende er der kommet to børn mere.

Jeg har lært meget af danskerne i forhold til tilgivelse, mildhed og tålmodighed.

”Vi har altid taget vore børn med til gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter i Baptistkirken i Odense, og det har betydet, at det var naturligt for dem at komme i en etnisk dansk kirke i forbindelse med deres studier i en anden del af landet.”

At bringe vietnamesere til tro

At vælge at ville tilhøre en etnisk dansk menighed er ingen hindring for at arbejde blandt vietnamesere i Danmark, ja hele Europa. Bao og Mai har udover at opbygge en ny tilværelse og en karriere i et nyt land også igennem 30 år tjent den vietnamesiske kirke i Europa, blandt andet med at forberede store konferencer, og i grupper i Danmark med det formål at bringe vietnamesere til tro på Gud.

Hvis jeg overlever, vil jeg arbejde for Gud.

Bao fortæller, at han under flugten aflagde et løfte: ”Hvis jeg overlever, vil jeg arbejde for Gud”. Bao prædiker ikke selv, men præsterne fra forskellige kirker har prædiket til de vietnamesiske samlinger, og han har også efter aftale oversat nogle af præsternes prædikener til brug ved vietnamesernes gudstjenester forskellige steder. Når vietnamesere har brug for Bao og Mai, tager de af sted.

Odense Baptistkirke er familiens kirkebase: ”Min kone og jeg har tilhørt menigheden i hele 38 år. Det er kærligheden, der som fuldkommenhedens bånd forener os med kirken.”

[1] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 11

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere

En flygtning, en asylansøger, en internt fordreven. Begreberne er mange, og det kan være svært at skelne mellem, hvad der er hvad, når de bliver brugt i den offentlige debat. DRC Dansk Flygtningehjælp giver dig svaret her.

Flygtninge

En flygtning er et menneske, der har forladt sit hjemland på flugt fra forfølgelse på grund af race, religion, politiske holdninger eller lignende. En flygtning risikerer at miste livet, blive fængslet og tortureret eller få krænket sine menneskerettigheder på forskellige måder i hjemlandet.

Internt fordrevne

Mange flygter inden for grænserne af deres eget land – de betegnes som internt fordrevne. De kan være på flugt fra borgerkrige, væbnede konflikter, etnisk eller religiøs forfølgelse, naturkatastrofer eller problemer forbundet med klimaforandringer – og deres behov for hjælp og beskyttelse ligner ofte flygtningenes.

Begreberne er mange, og det kan være svært at skelne.

Klimaflygtninge

Klimaforandringer spiller en stadig stigende rolle i verden og tvinger mennesker på flugt på grund af oversvømmelser, tørke, storme, mangel på ressourcer etc. Flugt som følge heraf er ikke omfattet af internationale konventioner, og man kan derfor ikke blive anerkendt som klimaflygtning – heller ikke i Danmark.

Asylansøgere

Asylansøgere er personer, der søger om at blive anerkendt som flygtninge og få ophold i et land, de ikke er statsborgere i. Når en person får asyl, er det en anerkendelse af, at vedkommende er flygtning og risikerer forfølgelse i sit hjemland.

Indvandrere / immigranter

En indvandrer er det samme som en immigrant. Begreberne dækker over er en person, der har taget lovligt og varigt ophold i et andet land efter at have forladt sit hjemland.

Migranter

Begrebet migrant anvendes om både flygtninge og indvandrere. Det bruges oftest om mennesker, der er udvandret, og som endnu ikke har fået asyl eller ikke er berettiget til det ifølge Flygtningekonventionen.

Relateret

• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 26. dec. 2023 - Taknemlighed og tålmodighed
• 16. okt. 2023 - Fra ris med ske til smørrebrød med kniv og gaffel
• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner

Find flere

Gilbert Rukundo:

• præst i International Baptistkirke på Amager
• arbejder som socialpædagog
• professionsbachelor i Teologi samt kandidat i Pædagogisk Sociologi

Jeg har levet en tredjedel af mit liv i Danmark, men den burundiske kultur fra min barndom og ungdom spiller stadig en stor rolle i mit liv. Jeg har danske uddannelser, har været aktiv i foreningslivet, har arbejdet frivilligt i mange år og er på arbejdsmarkedet. Det betyder, at jeg har forsøgt at gøre – og det gør jeg stadig – alt, hvad jeg kan for at begå mig i det danske samfund og har derved lært og lærer stadig den danske kultur at kende. Alligevel har jeg også den burundiske og afrikanske identitet. Den afrikanske kultur præger mig både i menighedslivet, i familielivet og i hverdagen.

Svært at finde balancen

Enhver kultur har sine egne værdier, som er mest betydningsfulde – værdier, som kan virke mindre betydningsfulde for folk med en anden kulturbaggrund. Værdier er kulturelt bestemt, og det er derfor forskelligt, hvad der opfattes som værdifuldt. Derfor kan det en gang imellem være svært at finde balancen, når man skal leve mellem to kulturer. Samtidigt synes jeg, at det er lærerigt og givende at have muligheden for at kombinere to kulturer og vælge at bruge det, jeg synes virker bedst.

Fordelen ved at være dansk-afrikaner, når det gælder om kulturforskelle, er, at man har muligheden for at vælge de bedste værdier fra begge kulturer. Noget kan være passende i en given situation, og så bruger jeg det. Her tager jeg hensyn til omgivelserne og omstændighederne: Hvor er jeg? Hvem er jeg sammen med? Hvilken begivenhed drejer det sig om? Og så videre…

Forskellige generationer

Det kan dog være svært at være dansk-afrikaner, når man har at gøre med en yngre generation af dansk-afrikanere, for de har ikke nødvendigvis forståelse af den afrikanske kultur. Det kan også være svært, når man har at gøre med ældre med anden etnisk baggrund, som ikke har begået sig i den danske kultur. Så er det ofte på grund af sprogbarrieren.

Jeg forsøger at navigere blandt de to kulturer på godt og ondt.

Jeg er blevet bedt om at beskrive de områder, hvor jeg er mest dansk, og de områder, hvor jeg er mest afrikaner. Det er svært. Men jeg ved, at jeg forsøger at navigere blandt de to kulturer på godt og ondt. Fra den danske kultur sætter jeg pris på de demokratiske værdier, på ærlighed, ydmyghed (Janteloven) og tillid. Jeg kan også godt lide at arbejde struktureret, at møde til aftalt tid og udføre mit arbejde indenfor de aftalte rammer.

Vi øver os på evigheden

Fra den afrikanske kultur sætter jeg pris på forskellige ting, men det er snarere burundisk kultur, da der er forskellige kulturer i Afrika. Fx at stå for det, man tror på, og at være rummelig. I International Baptistkirke på Amager er vi fra forskellige nationaliteter og kulturer, men vi er sammen som en kristen menighed. Som søskende i Kristus øver vi os i at være sammen på trods af forskelligheder, da vi kommer til at leve sammen i evigheden.

Vi synger og danser i menigheden på afrikansk vis, men vi holder ikke gudstjeneste i tre timer!

I menighedslivet opfatter vi en gudstjeneste som en fest, hvor vi som troende samles for at takke og lovprise vores himmelske Far for hans nåde og de gaver, som vi får fra Ham hele livet igennem.

I menighedslivet er jeg både dansk og afrikaner, og det sætter sit præg på den måde, vi fejrer gudstjeneste på. Vi har en kombination af dansk og afrikansk menighedskultur: Vi synger og danser i menigheden på afrikansk vis, men vi holder ikke gudstjeneste i tre timer! Vi synger danske salmer og spiser fx både afrikansk og dansk mad ved vores Agape-måltider.

“Afrikansk kirke på dansk”

Kom med til gudstjeneste hos Gilbert Rukundo og den Internationale Baptistkirke på Amager i 2012.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere