Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Kyle Henderson var præst i en – efter amerikanske forhold – lille baptistmenighed i Texas, og her havde han regnet med at skulle pensioneres fra. ”Det er der så få præster, der bliver…”, forklarede han, da vi mødtes på hans hotel i København dagen før Inspirationsdøgnet i april.

Han fortæller, hvordan han vågnede en tidlig morgen på en skiferie i 2022 med en meget klar drøm. Han skulle kontakte Rick Warren – præsten fra Saddleback med ’40 målrettede dage’ – og melde sig til en 2033-plan. Han skrev til Rick Warren i seks uger og to dage, før der var hul igennem. ”Det er aldrig en god idé at ringe til en kendt præst med en vision”, konkluderer Kyle.

Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team.

De mødtes et par gange, lidt modvilligt fra Rick Warrens side. Men den tredje gang – otte minutter inde i samtalen – spurgte han, hvor Kyle var præst: ”Jeg har været præst i 27 år i den lille by Athens i Texas”, svarede Kyle. Svaret åbnede døren. Rick Warren kunne fortælle, at 52 år tidligere kom præsten fra samme menighed, Curtis L. Mathis, til Californien og lærte Rick Warren at være evangelist: ”Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team”, svarede Rick Warren, som selv er for syg til at rejse rundt længere.

Pinsen 2033

Siden år 2000 havde Rick Warren været en del af en tværkirkelig bevægelse med en vision om at nå alle verdens folkeslag inden kirkens 2000-års jubilæum, som man er blevet enige om, er pinsen år 2033: ”Vi ved godt, at den dato ikke er helt sikker, men nu har vi den kalender, vi har…”, forklarer Kyle.

Kyle blev altså en del af teamet bag ’Finishing the Task’ – ’Afslut opgaven’ – som Rick Warrens kirke havde kaldt det. Siden da har Kyle mødt lederne af de forskellige 2033-kampagner. Få dage efter sit møde med Rick Warren kontaktede han Elijah Brown, generalsekretær i Baptist World Alliance, og stillede sig til rådighed for det, han ikke vidste, at Elijah også havde en vision for: Acts2Movement. Han havde allerede løn til de tre første år: hans gamle menighed har sat ham fri med løn. Og hans kone, Cindy, der var med i Danmark i april, droppede også sit job som børnepræst i kirken i Athens. En ny præst skulle have et ’blankt papir’ at starte på.

Kyle og Cindy Henderson

Ikke første gang

Kyle tjener nu de to 2033-kampagner og mødes med dem fra andre kirkesamfund, som har samme vision. Den reformerte kirke kalder det JC 33. Pave Leo er begejstret og den katolske kirke kalder visionen for Global 2033. Pinsevækkelsen kalder det Empowered 21. Evangelisk Alliance og Kirkernes Verdensråd er også med på vognen. 1000 forskellige bede-organisationer er med. Den lutherske og anglikanske kirke tøver.

”Det er ikke første gang, kirken har haft visionen om at nå alle verdens folk. I 1976 ville sydstatsbaptisterne fuldføre planen i år 2000. Jeg var en teenager og ville være en del af det i min kirke. ’Vi’ besluttede at fokusere på alle de områder, vi så forskelligt på, i stedet for den fortabte verden. Da jeg var 20, havde vi forladt planen. Det mislykkedes ligesom de 700 andre planer for at fuldføre missionsbefalingen”.

Nu er det første gang

Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033.

”Nu er det første gang, vi går sammen om det. Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033, og fortsætte med det fremover. Det vil være et stort skridt mod kirkens enhed”, fortæller Kyle engageret.

Han er inspireret af Kirkernes Verdensråd, som har sat to mål: ’Every tribe, every nation’, der handler om bibeloversættelser til alle sprog. Ikke nødvendigvis trykt, men eventuelt oplæst eller digitalt.

Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået fortalt, at andre kirker var onde og forkerte, men jeg har fundet ud af, at meget af det, jeg har hørt, ikke er sandt. Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode”, slutter Kyle, der regner med at skaffe sin egen løn og fuldføre opgaven frem til pinsen 2033.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Michael Frost:

• præst i Lyngby Baptistkirke
• driver selvstændig virksomhed indenfor import, hudpleje og IT-udvikling

For lidt over ti år siden spurgte jeg i Roskilde Baptistkirke, om der var nogen, der havde lyst til at læse Bibelen igennem sammen med mig på et år. Jeg havde lavet en læseplan med tre-fire kapitler om dagen, og hver tirsdag skulle vi mødes hjemme hos mig og tale om det, vi havde læst.

Til min store overraskelse meldte omkring ti personer sig. For mig blev det et tydeligt tegn på, at mange egentlig længes efter at kende Bibelen bedre, men måske mangler fællesskabet, strukturen eller motivationen til at komme i gang.

Et livsforvandlende år

Deltagerne var meget forskellige. Nogle havde læst i Bibelen før, men havde svært ved at forstå den og forbinde den med deres hverdag. Andre havde næsten aldrig åbnet en bibel.

Den første aften dukkede en ældre kvinde op. Hun var mor til en af deltagerne, havde ingen særlig tilknytning til kirke eller tro og var egentlig bare kommet for at køre sin søn. Da hun syntes, det var lidt besværligt at køre frem og tilbage, spurgte hun, om hun måtte blive siddende og lytte med. Det måtte hun selvfølgelig gerne.

Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende.

Da aftenen var slut, sagde hun, at hun ville gå hjem og overveje, om hun skulle være med i gruppen. Næste tirsdag kom hun igen. Hun havde fundet en gammel Bibel i kælderen og begyndte ihærdigt at læse med. Hun lagde ikke skjul på, at der var meget, der var svært at forstå. Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende. Hun blev mildere. Hun begyndte at bede for sine børn og børnebørn. Hun fandt en ny glæde.

Et halvt år inde i forløbet, efter juleferien, kom hun tilbage med lys i øjnene. Af sin mand havde hun i julegave fået – som hun sagde – den bedste gave, hun nogensinde havde fået: en ny Bibel. Et halvt år senere blev både hun og hendes mand døbt.

Bibellæsning fører til forandring

Året med Bibelen blev ikke kun livsforvandlende for den ene kvinde. Jeg taler stadig ofte med flere af dem, der var med i gruppen, og mange peger tilbage på netop det år som et tidspunkt, hvor deres tro på en eller anden måde blev forandret.

Gennem årene har jeg mødt mange kristne, som aldrig rigtig er kommet i gang med at læse i Bibelen – eller som er gået i stå, fordi det blev for svært, for uoverskueligt eller kom til at føles som en sur pligt. Men jeg har også mødt mange, der har opdaget Bibelen på ny og næsten oplevet en ny forelskelse i Guds ord.

Fællesskab støtter læsningen

Det er også længslen bag Bibelsporet i Acts2Movement: at Bibelen må blive levende, nærværende og spændende for mange flere. En norsk ph.d.-undersøgelse af unge kristnes bibellæsning peger på en tydelig sammenhæng mellem at læse Bibelen sammen med andre og at holde fast i bibellæsningen over tid. Det genkender jeg fra min egen erfaring: Når vi læser alene, kan vi let gå i stå. Når vi læser sammen, bærer vi hinanden videre.

Bibelstien – en ny app

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres. Her kan man følge en af to læseplaner. Den ene plan fører læseren gennem ét kapitel om dagen i to år og dermed to gange gennem Det Nye Testamente samt Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog og udvalgte gammeltestamentlige skrifter. Den anden plan lægger op til to kapitler om dagen og fører gennem hele Bibelen på to år.

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres.

Læsegrupper

I appen vil der løbende blive lagt korte undervisningsvideoer ud med introduktioner til det, vi skal læse, blandt andet fra præster i BaptistKirken. Men noget af det vigtigste er, at man også kan deltage i læsegrupper, og dermed læse Bibelen sammen med andre baptister i hele Danmark. Her kan man dele inspiration, opmuntringer og spørgsmål undervejs.

Læseplanerne starter den 30. august, og der kommer mere information. Min bøn er, at mange vil tage imod invitationen. Ikke bare til at læse mere i Bibelen, men til at lade Bibelen læse os, forme os og føre os tættere på Kristus.

Læs også ‘Trosfrihed er mere end jura‘ (Frihedsstien).

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Morten Filemon Olsen, f. 1990

• faglig koordinator i en kommune
• projektkoordinator i Baptistkirken i Odenses Børne- og Ungdomsforening
• uddannet socialrådgiver og kandidat i samfundsvidenskabelig jura
• medlem af BaptistKirkens integrationsudvalg og KIT’s bestyrelse

Vi behøver ikke at kende vores naboer for at gå i gang med at bede for dem. Når vi begynder at bede for dem, begynder vi også at interessere os mere for dem. Samtidig kan vi heller ikke begrænse vores næste til alene at være vores nærmeste nabo eller kun dem, vi møder ansigt til ansigt.

Flygtninge i nabolaget

Da jeg var barn, kom der mange flygtninge fra Burma til Danmark. En stor del af dem var baptister og opsøgte kirken. Vi tog på besøg og hjalp med forskellige praktiske udfordringer. Pludselig var burmesiske flygtninge en del af mit nabolag, og vi fik hurtigt besked fra nabolaget, når der kom en ny familie til Fyn.

Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag.

En søndag efter en gudstjeneste gik jeg tilfældigt ind i en shawarmabar, der var ejet af en familie, som var flygtet fra Irak. Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag. I 2014 fik jeg mit første job som socialrådgiver i en kommune, og der gik ikke lang tid, før syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Pludselig var syriske flygtninge en del af mit nabolag.

I 2022 lærte jeg tilfældigt en sygeplejerske fra Iran at kende via det sociale medie Boblberg, før han kom til Danmark. Pludselig var iranske migranter en del af mit nabolag. I 2024 kørte jeg tilfældigt i bus med en familie, som jeg følte mig tilskyndet til at lære at kende. De stod af ved samme busstoppested som mig, og de viste sig næsten at være mine naboer. Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Bøn for mine naboer

Jeg begyndte at gå rundt i mit nabolag og bede for mine naboer. Særligt bad jeg for den familie, som jeg havde set i bussen. Jeg havde fundet frem til, hvor de boede, og da jeg i en periode næsten dagligt gik rundt i nabolaget og bad, kom jeg ofte tilfældigt i kontakt med dem. Relationen blev også hjulpet på vej af fælles bekendte, men det var essentielt, at jeg bad og var fysisk til stede.

Familiefaren fortalte mig for nylig, at han kun har tre venner, som han kan tale med om alt, og at jeg er den eneste af de tre, der er i Danmark. For nogen tid siden spurgte han, om han måtte dele noget med os til en gudstjeneste i kirken. Han fortalte, at han som barn i et muslimsk land havde hørt om Jesus og næstekærlighed i skolen, men at det først var i Danmark, at han havde erfaret det i mødet med kristne.

Udgangspunktet er bøn og nærvær

Det hele begynder med at bede for og være til stede blandt sine naboer. Derfra skal der også gerne vokse en kærlighed til nabolaget, der gør, at mennesker forvandles. Jeg var engang på en konference i Sverige, hvor jeg så en tegning, hvor der stod noget i retning af ’Elsk andre så radikalt, at de forundres.’ Det citat har jeg båret på siden.

Elsk andre så radikalt, at de forundres.

Engagement i lokalområdet

Det er også godt at engagere sig på andre måder i sit nabolag. Det kan være i et forældreråd i sit barns klasse, som frivillig i den lokale fodboldklub eller som bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen.

På et tidspunkt begyndte jeg at investere i boliger til udlejning i mit lokalområde, der primært består af ejerboliger i et meget ’kartoffeldansk’ forstadskvarter i det nordlige Odense. Pludselig var burmesere, congolesere, syrere og iranere en del af mit fysiske nabolag.

Relevant kirke

Jeg er ikke god til at bringe kirken ud til mit nabolag, men jeg prøver forskelligt for at gøre min kirke relevant for mit nabolag. Blandt andet er jeg med til at arrangere aktiviteter for børnefamilier, fællesspisninger og ferieoplevelser, hvor dørtærsklen til kirken er så lav som mulig, men hvor vi aldrig lægger skjul på, at vi er kirke.

Bønnens potentiale

Jeg har nok erfaring med bøn til at vide, at det gør en forskel at bede, men jeg har samtidig for lidt erfaring med bøn til at kende det fulde potentiale. Jeg skal blive bedre til at bede for og med mennesker i mit nabolag.

Læs også ‘At vidne‘ (Vidnestien)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Dorte Brændholt Jensen:

• uddannet: pædagog, teolog og lærer
• lærer på Fuglsang Friskole, Fredericia
• medlem af Baptistkirken i Odense

Når man bekender sig som kristen, burde det være det mest naturlige i verden at forkynde evangeliet og være åben om sin tro. Men det er det ikke i alle situationer for mig. Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er kristen, men jeg ‘råber’ det ikke ud, og jeg er ikke altid modig nok til at forkynde. Derimod forsøger jeg altid at vise det i mine gerninger og levevis.

Jeg er ikke altid modig nok til at forkynde.

At tale med mine venner

Min omgangskreds ligner mange andres. Den består af medsøstre og -brødre i Kristus, af ‘ikke troende’ og tvivlere, og der er også nogle fra andre trosretninger. Mine relationer til dem alle er lige så forskellige, som de er. Nogle kan jeg tale åbent, ærligt og dybt med om tro – andre vil helst undgå at tale om tro.

I hverdagen er det ikke vidnesbyrd og forkyndelse, jeg bevidst formidler. Det er snarere en naturlig del af mig at tale om troen, når situationen byder sig. Samtidig er jeg bevidst i mine handlinger, om hvad der er rigtigt at gøre, men jeg er heller ikke perfekt.

Åben om min tro

Som lærer på Fuglsang Friskole, en ny kristen friskole i Fredericia, er det let at tale om tro og det at være kristen, men da jeg var i Folkeskolen, var det en balancegang. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er kristen, hverken over for kolleger, elever eller forældre.

Det er selvfølgelig lettere som kristendomslærer, men mine elever har altid fået at vide, at jeg er kristen. Alt efter hvilken årgang, så kunne det blive til dybe samtaler om tro og ikke tro, især i konfirmationsalderen. Jeg tror det og min måde at være på også har givet en vis tryghed og fortrolighed fra eleverne til at turde komme til mig, hvis der var noget, der var svært i deres liv, både store og små ting.

Det blev også en god indgangsvinkel til forældrene, når eleverne gik hjem og fortalte, at jeg også er uddannet præst. Så kom spørgsmålene, både de skeptiske og de nysgerrige.

Ærlig om min tvivl

Når jeg forkynder aktivt for skoleelever, spejdere og andre børn og unge, fortæller jeg ofte. Enten skriver jeg egne historier eller eventyr, der lige passer ind i konteksten og har det kristne budskab i centrum, eller jeg fortæller om mit eget liv og min vandring med Gud i medgang og modgang.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet, for dem har der også været. Jeg har ikke tvivlet på Gud, men tvivlet på om Gud også var der for lige netop mig. Jeg oplever især med teenagere og unge, at det er godt at være åben om egen tvivl, for det kan flere af dem relatere til. Jeg oplever, at det gør dem mere åbne og nysgerrige over for Gud, når vi taler sammen om det.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet.

Med Guds hjælp

Jeg vil gerne ‘råbe’ det ud, og jeg ønsker for alle mine relationer, at de også oplever et møde med Kristus. Jeg har længe været typen, der ‘putter sig lidt’. Jeg kan tvivle på, om det, jeg siger, er det rigtige, eller om jeg har noget at byde ind med. Så er det lettere ikke at sige noget. Det skal og vil jeg lave om på, for Jesus siger videre: ‘… idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’[1]

Det gælder ikke kun for mig, men for alle mine relationer.

Læs også ‘Livsforvandling gennem bibellæsning‘ (Bibelstien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 20

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Henning Kiel, f. 1951:

• freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
• bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
• fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Lyt til artiklen:

I juli 2026 begynder en ny by at vokse op i Hedeland Naturpark. Ikke med parcelhuse og asfalt, men med telte, rafter, bålsteder og mudrede sko. Her lærer børn og unge noget om sig selv ved at løse opgaver sammen med andre.

Fra den 18. til den 26. juli 2026 bliver Hedeland Naturpark mellem Roskilde og Høje-Taastrup rammen om Spejdernes Lejr 2026. Mere end 30.000 spejdere sætter kurs mod lejrpladsen. 5.000 af dem er internationale spejdere fra over 50 lande.

For baptistspejderne begynder den store lejr lokalt. I kredsene, hvor børn, unge og førere pakker rygsække, planlægger turen og rejser af sted for at blive en del af noget, de ikke kan skabe alene. Samtidig er Danske Baptisters Spejderkorps med som ét af de fem korps bag Nordens største spejderlejr.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Baptist.dk har talt med spejderchef Tue Sandbæk og vicespejderchef Karoline Bundgaard om, hvad Spejdernes Lejr 2026 betyder for det lokale baptistspejderarbejde:

”For os baptistspejdere er Spejdernes Lejr en enestående mulighed for at blive en del af noget større. Lejren giver spejdere og førere oplevelsen af at indgå i et landsdækkende fællesskab, hvor tusindvis af spejdere samles om de samme værdier, aktiviteter og eventyr. Det er med til at give en forståelse af, at man er en del af en bevægelse, der rækker langt ud over ens lokale kreds og eget korps.

For spejderne giver lejren mulighed for at skabe nye venskaber, møde andre spejdertraditioner og få oplevelser, som vi som et mindre korps ikke kan tilbyde alene. For førerne er lejren en kilde til inspiration, erfaringsudveksling og nye idéer, som kan bringes hjem og styrke det lokale spejderarbejde.”

Det er en vigtig pointe for et lille korps: Den store lejr erstatter ikke det lokale arbejde. Men den kan give noget tilbage til det.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Alle ind i fællesskabet

’Alle ind i fællesskabet’ er temaet for Spejdernes Lejr 2026. Det er et stort udsagn. På en spejderlejr bliver det til noget, man kan mærke: i patruljen, ved lejrbålet, i underlejren og i de opgaver, der kun kan løses sammen.

På lejren er fællesskabet organiseret i fire tematiske underlejre: Havet, Landet, Byen og Skoven. En nødvendig opdeling, når 30.000 mennesker skal bo, spise, sove og finde vej samme sted. Men den har også en pointe: Det enorme skal gøres nært.

Hvornår mærker spejderne så fællesskabet stærkest på en stor lejr? Karoline og Tue er ikke i tvivl:

”Særligt ved de store fælles samlinger, åbningslejrbål og afslutningslejrbål oplever mange spejdere følelsen af at være en del af noget, der er større end dem selv. Når tusindvis af spejdere synger, jubler og deler oplevelser, opstår en stærk følelse af sammenhold og tilhørsforhold. For mange spejdere er det ved de store lejrbål, man oplever det stærkeste fællesskab.

Blandt de mange frivillige fra alle korps er der også et stærkt fællesskab med fokus på at få opgaverne løst bedst muligt. Venskaber opstår, når vi står sammen med vores forskelligheder.”

Spejdernes Lejr

– arrangeres i fællesskab af de fem korps i Foreningen Spejderne: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Baptistspejdere i et større fællesskab

Spejdernes Lejr arrangeres af de fem korps i Foreningen Spejderne. Danske Baptisters Spejderkorps er ét af dem.

For et lille korps er en fælleslejr en adgang til oplevelser, ressourcer og fælles energi, som korpset ikke kan løfte alene. Samtidig bringer hvert korps sin egen tradition med ind i helheden. Hvad bidrager baptistspejderne særligt med? Karoline og Tue svarer:

”Vi som baptistspejdere bringer noget særligt ind i det tværkorpslige fællesskab. Som et lille spejderkorps er der kort vej fra idé til handling, stærke relationer og en kultur, hvor alle kender hinanden. Vi er med til at vise, at spejderarbejde kan udfolde sig på mange måder.

Lejrbål på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Vi kan bidrage med vores egen identitet, og det styrker mangfoldigheden i fællesskabet. Det tværkorpslige fællesskab bliver stærkere, når både store og små korps deltager aktivt.

Samarbejde på trods af forskelle i livsopfattelse, tro, samfundsstatus og økonomisk formåen er en af spejderfællesskabets største styrker. Spejdere bærer forskellene ind i fællesskabet. På den måde lærer børn og unge at forstå og samarbejde med andre, der ikke ligner dem selv.”

Spejdernes Lejr 2026 og bæredygtighed

Spejdernes Lejr 2026 har fokus på bæredygtighed i stor skala. Lejren planlægger 750.000 måltider. Mindst 500.000 af dem bliver vegetariske, og mindst en tredjedel bliver økologiske. Affaldet skal sorteres i otte fraktioner.

På den måde bliver bæredygtighed ikke kun noget, spejderne taler om. Det bliver noget, de øver sig i – sammen.

 

Mere end aktiviteter

Programmet rummer over 300 aktiviteter – fra internationale møder og praktiske udfordringer til FabLab på RUC. For spejdere er aktiviteter aldrig bare tidsfordriv. De er måder at lære ansvar, samarbejde og mod på. Fællesskab handler ikke kun om holdninger, men om at øve sig sammen.

Hvad håber spejdercheferne så, at spejderne tager med hjem fra lejren – ud over gode minder?

”Drømmen er, at når spejderne rejser hjem fra Spejdernes Lejr 2026, er det ikke kun rygsækken, der er fyldt. De tager hjem med nye venskaber, store oplevelser og minder for livet.

En stor spejderlejr er også med til at udvikle nye færdigheder, som kan tages med hjem. Spejderne vil blandt andet lære at tage ansvar og arbejde sammen i fællesskaber på tværs af korps. Gennem leg, eventyr og samarbejde udvikler de både selvtillid og mod til at prøve nye ting.”

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Tro midt i spejderbyen

Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst er et særligt område på Spejdernes Lejr 2026. Her ligger den kirkelige base, “Kirken”, som giver plads til eftertanke, fordybelse, fortællinger, leg, kreativitet og sang.

Det kirkelige tilbud har mange former: Morgenandagter, alternative gudstjenesteformer, Taizé-andagter, aftennadver, beatbox-gudstjeneste, pop-up-aktiviteter og et escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor.

Her er ikke mange kirkebænke, salmebøger eller traditionelle højmesser. På en spejderlejr flytter troen ud under teltdugen. Den får form gennem samtaler, sang, nysgerrighed, stilhed og fællesskab.

For Tue Sandbæk og Karoline Bundgaard handler det ikke om at gøre lejren til en prædikestol. Det handler om at være til stede.

”Vi udspringer af baptisterne, og de fleste af os har et tilhørsforhold til en menighed. På lejren giver det os mulighed for at bringe de baptistiske traditioner med ind.

Spejdere og gæster får mulighed for at lære om andet end den traditionelle folkekirke, som alle kender. Vi skal ikke ud for at prædike og omvende folk, men der er plads og mulighed for, at alle, der har lyst eller brug for det, kan komme og få en snak.”

I Samlingsområdet findes også Samlingspunktet, et stort telt for ro, nærvær og samtaler. Her kan spejderne trække sig lidt fra lejrens tempo, høre oplæg eller deltage i talks.

Søndag den 19. juli kl. 13.00 er der fælles lejrgudstjeneste.

Oversigt over en del af SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

At blive set

Lejrsalmen “Aldrig alene” henter inspiration i fortællingen om Zakæus – manden, der blev set af Jesus og kaldt tilbage i fællesskabet. Det er en stærk fortælling at tage med ind i en lejr med 30.000 deltagere.

I et stort fællesskab risikerer den enkelte at forsvinde. Man bliver én blandt mange. En lille stemme i et stort kor. En spejder i en uniform, der ligner de andres.

Derfor er ”Aldrig alene” et vigtigt budskab fra kirken på lejren: Fællesskab er først sandt, når det enkelte menneske bliver set.

Karoline har reflekteret over budskabet og lejrens betydning for den enkelte spejder:

”Spejdernes Lejr kan noget særligt. Det er blandt andet en unik mulighed for at være frivillig. Jeg har tidligere haft flere frivillige i mine teams og har set flere bruge det som en legeplads, hvor der er mulighed for at udvikle sig uden at være bange for at mislykkes eller fejle. De har brugt det som en mulighed for at komme videre – nogle endda i en retning, de ikke havde troet, de skulle gå.

Selv på vores egne lejre er der muligheder, om end i mindre størrelse. Det er her, vi kan sætte en lille spire, som senere kan få mulighed for at vokse sig større.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi holder fast. For selv i vores lille korps kan de små blive store.”

Baptistspejderne rejser ikke kun til Hedeland for at være med på en stor spejderlejr. De kommer med erfaringer fra lokale kredse og menigheder, hvor spejderarbejdet bygger på tro, ansvar og fællesskab.

Når lejren slutter, forsvinder byen igen. Teltene er pakket sammen. Rafterne båret væk. Græsset får lov at rejse sig.

Men noget bliver tilbage.

Ikke i Hedeland, men i spejderne selv: modet til at handle, erfaringen af at høre til – og en stille fornemmelse af, at ingen er alene.

Læs mere her

Læs om Hans Christians Dahl oplevelser under Spejdernes Lejr 2022 i artiklen:
”Alle har ret til et godt udeliv”

eller læs om demokratiet i spejderkorpset i artiklen:
Demokrati i blå uniform

Du kan også prøve at skrive “spejder” i søgefeltet, hvis du vil se flere artikler om spejderarbejdet. Husk at du altid kan finde flere informationer på https://baptistspejder.dk/ og på Facebook: https://www.facebook.com/DanskeBaptistersSpejderkorps

Alle baptistspejderne på Spejdernes Lejr 2022 (Foto: Bjarne Fich / SPEJDERNE)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er fredag aften i Købnerkirken. Der bliver tændt levende lys som en del af en liturgi for mennesker, der kommer med træthed, sorg og længsel i kroppen.

Fredag aften rummer bibelmeditationer, bøn, lovsange, Taizé-sange, gamle salmer, digte, stilhed og musik. Der er plads til det, der er brudt, og til håbet om, at noget nyt kan spire frem.

“Fredag aften var mere til hjertet,” fortæller præst i Købnerkirken, Kristian Bonde-Nielsen, der var en af initiativtagerne til Genklang.

Kristian fortæller, at aftenen gav sorg, træthed og længsel et sted at være. For at kunne lægge det svære i livet frem for Gud.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

“Det er jo kristendommens grundidé, at når vi lægger noget i jorden, så spirer der noget nyt frem,” siger han.

Lørdag var mere “til hovedet”, som Kristian formulerer det: oplæg, samtaler og gruppedrøftelser om spørgsmål, der fylder for mennesker, som stadig har troen og vil kirken – men som har svært ved at finde sig til rette i de kendte former.

“Det handlede om mødet mellem mennesker. Det var det vigtigste,” siger Kristian.

For dem, der fortsat søger kirkens fællesskab

Genklang var arrangeret af ’3rd way collective’, et dansk græsrodsfællesskab, der er inspireret af postevangelikale bevægelser i USA.

Postevangelikal? Kristian forklarer det enkelt:
”Det handler om mennesker med rødder i evangelikale, frikirkelige eller folkekirkelige miljøer, som ikke længere kan se sig selv i de kirkeformer, de kender – men som stadig ønsker at holde fast i troen og fællesskabet.”

Genklang?

Genklang fandt sted i weekenden fredag 17. og lørdag 18. april 2026 i Købnerkirken i København.

Genklang blev arrangeret af ’3rd way collective’ – et dansk græsrodsfællesskab inspireret af postevangelikale kristne og ønsket om at udforske en tredje vej for kirken. Efter samlingen har initiativtagerne talt om, at fællesskabet fremover skal hedde Genklang: Et rum, hvor mennesker kan genkende deres egen længsel efter tro, fællesskab og kirke hos andre.

Invitationen til Genklang blev delt i forskellige onlinefora, blandt andet på Facebook og i artiklen “En tredje vej for kirken?” på kirkeforalle.dk.

“Det er mennesker, der siger: Den måde at være kristen på kan vi ikke se os selv i. Men vi er ikke færdige med kristendommen,” siger han.

I USA er bevægelsen i høj grad vokset frem som en reaktion på en evangelikal kristendom, som mange synes er for tæt forbundet med bestemte politiske dagsordener. Dansk kirkeliv er meget anderledes, men Kristian og de øvrige initiativtagere genkender noget af længslen.

Nogle har dekonstrueret den tro, de voksede op med. For nogle har svar, de engang fik, mistet mening. Nogle føler sig hjemløse i kirken, selv om de stadig længes efter fællesskab, bøn, nadver, sang og efterfølgelse af Jesus.

“Genklang er drømmen om at skabe et sted, hvor dem, der tror, de sidder alene rundt omkring i kirkerne eller uden for kirkerne, kan mærke, at de ikke er alene,” siger Kristian.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En tredje vej

’3rd way collective’ begyndte for nogle år siden med samtaler mellem mennesker fra forskellige kirkelige sammenhænge. Baptister, metodister, folk fra Evangelisk Frikirke Danmark, pentekostale og karismatiske miljøer og lutherske sammenhænge.

”Det er ikke tænkt som et nyt kirkesamfund! Det kan jeg berolige alle med: Det er vi slet ikke organiserede nok til,” siger Kristian med et smil.

’En tredje vej’ er en søgen efter et nyt rum for mennesker, der ser noget værdifuldt i forskellige kirkelige traditioner, men mangler rum for deres tro i de kendte former.

“Der er nogle ting fra den frikirkelige tradition og kultur i Danmark, vi er rigtig glade for. Og der er nogle ting fra den lutherske folkekirkelige tradition, vi er enormt glade for. Men der er ikke noget, der rigtig passer til os,” siger Kristian.

Han pointerer, at der ikke er tale om et opgør med det eksisterende eller en dom over andre kirker. Men en søgen efter et sted, hvor længsler kan få sprog og fællesskab.

Værdier frem for facit

Fællesskabet ’3rd way collective’ har formuleret en række fælles værdier i forhold til: nåde, socialt ansvar, generøs ortodoksi, discipelskab og fuld inklusion.

Med andre ord: Et kristent fællesskab, hvor nåden bærer, hvor troen har sociale konsekvenser, hvor man lærer af andre traditioner, følger Jesus i praksis og arbejder for, at alle kan høre til.

Kristian understreger, at alle i princippet er inviteret. Værdierne giver fællesskabet retning:  “Hvis man synes, det lyder spændende, så er det nok noget for en. Og hvis man synes, det lyder mærkeligt, så giver man det nok bare lov til at blive liggende,” siger han.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

Skuldre, der sænkede sig

Efter Genklang beskrev en deltager samlingen på Facebook som “et lettelsens suk”. En anden som “et afvæbnet fællesskab”. Et sted uden facitliste for tro. Hvor ingen skulle præstere, men hvor man kunne stille sig åben for Guds nærvær sammen med andre.

Kristian genkender oplevelsen:
“Jeg har sjældent stået for noget, hvor jeg har haft en så god fornemmelse af atmosfæren undervejs. Og jeg har fået så mange udelukkende positive kommentarer,” siger han.

Det, der overraskede ham mest, var tilliden blandt deltagerne:
“Jeg var meget overrasket over, hvor trygt og tillidsfuldt folk, jeg ikke havde mødt før, gik ind i rummet. Det var nærmest sådan, at vi bare lige sagde hej og sang en sang, og så var man klar til at dele ud af sit indre,” siger han.

Der blev grædt. Der blev lyttet. Der blev lavet kaffeaftaler. “Det var en del af drømmen,” siger Kristian: at mennesker, der troede, de stod alene, opdager andre med samme længsel.

Når kirken gør ondt

Nogle kom til Genklang, fordi de havde slået sig på kirken. Nogle kom af nysgerrighed. Nogle af længsel efter et bredere kirkeligt samtalerum. Nogle, fordi de genkendte værdierne.

Kristian fortæller, at mange samtaler kredser om kirkelige sår:
“Jeg har masser af eksempler med mennesker, som har slået sig så meget på kirke, at deres krop reagerer fysisk, bare de træder ind til en gudstjeneste,” siger han.

Han nævner skuffelser over ledelse, dogmer, bibelsyn, spørgsmål om himmel og helvede, erfaringer med ’purity culture’ – stærk kontrol med seksualitet – og kirkers syn på LGBT+.

For Kristian handler det om at tage de mennesker alvorligt, som stadig længes efter kirke, selv når kirken har gjort ondt.

“De mennesker, som har slået sig på kirken, men stadig vil kirken, det er jo dem, jeg brænder for,” siger han og fortsætter:
“Det er godt for os alle at lægge os de mennesker på sinde. For det kunne jo være os selv. Vi må arbejde med, hvordan kirken ikke er et sted, hvor man kommer til skade.”

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En kirke at invitere venner med i

For Kristian handler arbejdet om at være med til at skabe noget nyt:
“En af mine drivkræfter som præst i Købnerkirken er at være med til at skabe en kirke, jeg ville have lyst til at komme i, hvis jeg ikke var præst – og som jeg ville være stolt af at invitere mine venner med i,” siger han.

Noget, der giver genklang

’3rd way collective’ og Genklang er vokset frem nedefra. Det er åbent, offentligt og tilgængeligt – og stadig småt. Fællesskabet vokser gennem samtaler mere end gennem kampagner. Der er mere mund til øre end kommunikationsstrategi.

Den tredje vej begynder med mennesker, der længes efter noget andet – og opdager, at længslen giver genklang hos andre.

Fredag aften i Købnerkirken blev der tændt lys.

Nogle kom trætte. Nogle kom tvivlende. Nogle kom med kærlighed til kirken. Nogle kom med sår fra den. Nogle kom måske uden helt at vide, hvad de kom efter.

Men i stilheden, sangene, samtalerne og de sænkede skuldre opstod der et rum, hvor der var plads til at være på vej.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere