Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er fredag aften i Købnerkirken. Der bliver tændt levende lys som en del af en liturgi for mennesker, der kommer med træthed, sorg og længsel i kroppen.

Fredag aften rummer bibelmeditationer, bøn, lovsange, Taizé-sange, gamle salmer, digte, stilhed og musik. Der er plads til det, der er brudt, og til håbet om, at noget nyt kan spire frem.

“Fredag aften var mere til hjertet,” fortæller præst i Købnerkirken, Kristian Bonde-Nielsen, der var en af initiativtagerne til Genklang.

Kristian fortæller, at aftenen gav sorg, træthed og længsel et sted at være. For at kunne lægge det svære i livet frem for Gud.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

“Det er jo kristendommens grundidé, at når vi lægger noget i jorden, så spirer der noget nyt frem,” siger han.

Lørdag var mere “til hovedet”, som Kristian formulerer det: oplæg, samtaler og gruppedrøftelser om spørgsmål, der fylder for mennesker, som stadig har troen og vil kirken – men som har svært ved at finde sig til rette i de kendte former.

“Det handlede om mødet mellem mennesker. Det var det vigtigste,” siger Kristian.

For dem, der fortsat søger kirkens fællesskab

Genklang var arrangeret af ’3rd way collective’, et dansk græsrodsfællesskab, der er inspireret af postevangelikale bevægelser i USA.

Postevangelikal? Kristian forklarer det enkelt:
”Det handler om mennesker med rødder i evangelikale, frikirkelige eller folkekirkelige miljøer, som ikke længere kan se sig selv i de kirkeformer, de kender – men som stadig ønsker at holde fast i troen og fællesskabet.”

Genklang?

Genklang fandt sted i weekenden fredag 17. og lørdag 18. april 2026 i Købnerkirken i København.

Genklang blev arrangeret af ’3rd way collective’ – et dansk græsrodsfællesskab inspireret af postevangelikale kristne og ønsket om at udforske en tredje vej for kirken. Efter samlingen har initiativtagerne talt om, at fællesskabet fremover skal hedde Genklang: Et rum, hvor mennesker kan genkende deres egen længsel efter tro, fællesskab og kirke hos andre.

Invitationen til Genklang blev delt i forskellige onlinefora, blandt andet på Facebook og i artiklen “En tredje vej for kirken?” på kirkeforalle.dk.

“Det er mennesker, der siger: Den måde at være kristen på kan vi ikke se os selv i. Men vi er ikke færdige med kristendommen,” siger han.

I USA er bevægelsen i høj grad vokset frem som en reaktion på en evangelikal kristendom, som mange synes er for tæt forbundet med bestemte politiske dagsordener. Dansk kirkeliv er meget anderledes, men Kristian og de øvrige initiativtagere genkender noget af længslen.

Nogle har dekonstrueret den tro, de voksede op med. For nogle har svar, de engang fik, mistet mening. Nogle føler sig hjemløse i kirken, selv om de stadig længes efter fællesskab, bøn, nadver, sang og efterfølgelse af Jesus.

“Genklang er drømmen om at skabe et sted, hvor dem, der tror, de sidder alene rundt omkring i kirkerne eller uden for kirkerne, kan mærke, at de ikke er alene,” siger Kristian.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En tredje vej

’3rd way collective’ begyndte for nogle år siden med samtaler mellem mennesker fra forskellige kirkelige sammenhænge. Baptister, metodister, folk fra Evangelisk Frikirke Danmark, pentekostale og karismatiske miljøer og lutherske sammenhænge.

”Det er ikke tænkt som et nyt kirkesamfund! Det kan jeg berolige alle med: Det er vi slet ikke organiserede nok til,” siger Kristian med et smil.

’En tredje vej’ er en søgen efter et nyt rum for mennesker, der ser noget værdifuldt i forskellige kirkelige traditioner, men mangler rum for deres tro i de kendte former.

“Der er nogle ting fra den frikirkelige tradition og kultur i Danmark, vi er rigtig glade for. Og der er nogle ting fra den lutherske folkekirkelige tradition, vi er enormt glade for. Men der er ikke noget, der rigtig passer til os,” siger Kristian.

Han pointerer, at der ikke er tale om et opgør med det eksisterende eller en dom over andre kirker. Men en søgen efter et sted, hvor længsler kan få sprog og fællesskab.

Værdier frem for facit

Fællesskabet ’3rd way collective’ har formuleret en række fælles værdier i forhold til: nåde, socialt ansvar, generøs ortodoksi, discipelskab og fuld inklusion.

Med andre ord: Et kristent fællesskab, hvor nåden bærer, hvor troen har sociale konsekvenser, hvor man lærer af andre traditioner, følger Jesus i praksis og arbejder for, at alle kan høre til.

Kristian understreger, at alle i princippet er inviteret. Værdierne giver fællesskabet retning:  “Hvis man synes, det lyder spændende, så er det nok noget for en. Og hvis man synes, det lyder mærkeligt, så giver man det nok bare lov til at blive liggende,” siger han.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

Skuldre, der sænkede sig

Efter Genklang beskrev en deltager samlingen på Facebook som “et lettelsens suk”. En anden som “et afvæbnet fællesskab”. Et sted uden facitliste for tro. Hvor ingen skulle præstere, men hvor man kunne stille sig åben for Guds nærvær sammen med andre.

Kristian genkender oplevelsen:
“Jeg har sjældent stået for noget, hvor jeg har haft en så god fornemmelse af atmosfæren undervejs. Og jeg har fået så mange udelukkende positive kommentarer,” siger han.

Det, der overraskede ham mest, var tilliden blandt deltagerne:
“Jeg var meget overrasket over, hvor trygt og tillidsfuldt folk, jeg ikke havde mødt før, gik ind i rummet. Det var nærmest sådan, at vi bare lige sagde hej og sang en sang, og så var man klar til at dele ud af sit indre,” siger han.

Der blev grædt. Der blev lyttet. Der blev lavet kaffeaftaler. “Det var en del af drømmen,” siger Kristian: at mennesker, der troede, de stod alene, opdager andre med samme længsel.

Når kirken gør ondt

Nogle kom til Genklang, fordi de havde slået sig på kirken. Nogle kom af nysgerrighed. Nogle af længsel efter et bredere kirkeligt samtalerum. Nogle, fordi de genkendte værdierne.

Kristian fortæller, at mange samtaler kredser om kirkelige sår:
“Jeg har masser af eksempler med mennesker, som har slået sig så meget på kirke, at deres krop reagerer fysisk, bare de træder ind til en gudstjeneste,” siger han.

Han nævner skuffelser over ledelse, dogmer, bibelsyn, spørgsmål om himmel og helvede, erfaringer med ’purity culture’ – stærk kontrol med seksualitet – og kirkers syn på LGBT+.

For Kristian handler det om at tage de mennesker alvorligt, som stadig længes efter kirke, selv når kirken har gjort ondt.

“De mennesker, som har slået sig på kirken, men stadig vil kirken, det er jo dem, jeg brænder for,” siger han og fortsætter:
“Det er godt for os alle at lægge os de mennesker på sinde. For det kunne jo være os selv. Vi må arbejde med, hvordan kirken ikke er et sted, hvor man kommer til skade.”

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En kirke at invitere venner med i

For Kristian handler arbejdet om at være med til at skabe noget nyt:
“En af mine drivkræfter som præst i Købnerkirken er at være med til at skabe en kirke, jeg ville have lyst til at komme i, hvis jeg ikke var præst – og som jeg ville være stolt af at invitere mine venner med i,” siger han.

Noget, der giver genklang

’3rd way collective’ og Genklang er vokset frem nedefra. Det er åbent, offentligt og tilgængeligt – og stadig småt. Fællesskabet vokser gennem samtaler mere end gennem kampagner. Der er mere mund til øre end kommunikationsstrategi.

Den tredje vej begynder med mennesker, der længes efter noget andet – og opdager, at længslen giver genklang hos andre.

Fredag aften i Købnerkirken blev der tændt lys.

Nogle kom trætte. Nogle kom tvivlende. Nogle kom med kærlighed til kirken. Nogle kom med sår fra den. Nogle kom måske uden helt at vide, hvad de kom efter.

Men i stilheden, sangene, samtalerne og de sænkede skuldre opstod der et rum, hvor der var plads til at være på vej.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

I en vægtig kronik i Kristeligt Dagblad: ” Vi mænger os ikke med dem, der er anderledes” skriver Ulrik Refsager Dam, baptistpræst i Holbæk, at vi er tilbøjelige til at samles med dem, vi er enige med, og udskille dem, der tænker anderledes. Det giver ”renere” holdninger, men reducerer evnen til samvær med de anderledes. Dernæst, at det ikke er uenighed, der er problemet, men manglende vilje til at lytte til dem, man er uenige med. Til sidst, at det mest radikale, vi kan gøre, er ikke at skabe nye fællesskaber, men at blive i dem, vi har.

Jeg håber for os alle, at vi tilegner os den overbevisning, at vi lytter til hinanden, for alle har ret til at formulere sig; men må til gengæld acceptere at blive modsagt. Uenighed nedbryder ikke stærke fællesskaber, men modvirker derimod ensomheden, som ensrettet fællesskab let skaber.

Kærligheden tvinger os.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 1000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til artiklen:

Klokken er næsten 19, da Richard Cung går på scenen i Åbenkirke i Herning. Vi er til Awake Worship, og stemningen blandt de næsten 300 teenagere og unge er forventningsfuld. De er klar.

Bandet (Foto: Brendan Van)

Richard inviterer de unge til at forlade stolesæderne og komme frem foran scenen, hvor stolerækkerne er flyttet væk, så alle kan være der:
”Du skal hilse på tre personer, du aldrig tidligere har mødt! Ønsk dem en god aften. Vi er i Guds hus: Her skader det ikke at hilse på hinanden! Kom frem – Vi skal synge, vi skal danse for Herren i aften. I kommer alligevel ikke til at sidde ned de næste 20 minutter!”

Publikum jubler. Alle er med på at have en fest med hinanden og med Herren i aften. Da Richard fortsætter med strækøvelser, er der ikke flere tilbage på stolerækkerne.

Lovsang (Foto: Brendan Van)

Drømmen lever – endnu mere

Det begyndte sidste år med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. De fire unge mænd var inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple  …”

Richard fortalte sidste år:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund, og vores udgangspunkt for drømmen var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Derfor var det naturligt for de fire initiativtagere at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra. I 2026 er endnu mere af drømmen gået i opfyldelse: Over 200 har bestilt billet på forhånd og publikum er i ordets bedste betydning multietnisk og ”multi-kirkeligt.”

AWAKE WORSHIP NIGHT II

– blev støttet økonomisk af Nordjylland Chin Church (Sæby), Lai Baptist Church (Ringe), Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 28. marts 2026.

Awake  – en del af en bevægelse blandt unge?

Inden lovsangen overtog lydbilledet, fortalte Awakes SoMe-ansvarlige Isabella Izette Tychsen, at budskabet om Awake Worship anno 2026 er nået langt ud:
”Jeg kommer selv fra Kolding og har apostolsk baggrund, flere i bandet er fra pinsekirken i Aalborg. Og vi kan se på billetbestillingerne, at der er mange etnisk danske deltagere i år.”

For Isabella er Awake ikke bare en enkeltstående aften. Hun ser arrangementet som del af en bredere bevægelse blandt unge kristne:
”Der er faktisk en del lignende initiativer rundt omkring i ’Kirke-Danmark’. I Kolding har vi lige haft et ’Lad os tale om tro’-arrangement målrettet unge mennesker, ’Praise’ – hvor unge bare dukker op og synger gospel – ser ud til at brede sig til flere byer. Der er også udsendelser i tv, hvor unge står frem og fortæller om deres tro. Der sker noget blandt de unge – og det er Awake med til!”

Aftenens setliste (Foto: Brendan Van)

Lovsangen er kommet op i gear. Bandet og sangerne har alle med. Vi har alle sammen haft mulighed for at forberede os: Allerede i slutningen af januar lagde Awake-teamet set-listen på musiktjenesten Spotify. Stemningen i salen og lovsangsbandets engagement er helt på højde med de polerede musikvideoer på Spotify. Alle kender sangene og synger med.

En ung mand med en mission

Aftenens taler var Daniel Malan, ungdomspræst i Åbenkirke i Herning. En ung mand med et kald til at arbejde blandt unge. Han møder unge mennesker dér, hvor de er. Med blik for den usikkerhed, overtænkning og identitetskamp, mange bærer på. Det afspejler sig også i hans foredrag og øvrige formidling uden for kirken. Her har han fokus på selvværd, socialt pres og friheden til at leve uden hele tiden at være styret af, hvad andre tænker. I Åbenkirke forener han den tilgang med sin præstetjeneste: en nærværende omsorg for det enkelte menneske og en tydelig forkyndelse af Jesus som den, der møder mennesker med nåde, sandhed og en ny begyndelse.

Aftenens taler, Daniel Malan fra Åbenkirke i Herning (Foto: Brendan Van)

I sin prædiken foldede Daniel korsets budskab ud for de unge. Med udgangspunkt i temaet om Jesu blod vendte han igen og igen tilbage til, at evangeliet ikke først og fremmest handler om at tage sig sammen eller blive et lidt bedre menneske, men om frihed, tilgivelse og en ny begyndelse. De unge fik at vide, at de ikke behøver bevise deres værdi, for i Jesus er de allerede elsket, set og gode nok. Og da Jesus døde på korset, bar han også det, de selv slæber rundt på af skyld, skam og nederlag. Derfor, lød Daniels pointe, er ingen færdige eller fortabte: I Kristus er der fra død til liv, fra nederlag til håb og fra fordømmelse til tilgivelse.

Forbøn og refleksion

Daniel slutter sin prædiken med bøn og med en opfordring til at bede for og med hinanden. Efter prædikenen er musikken i et lidt lavere gear. Vi synger den gode gamle ”Løfte vore hænder” og de unge følger opfordringen til at bede for og med hinanden – lige der på gulvet foran scenen. Mange søger også mod forbønsst ationerne ude i kanten af salen. Fra scenen bliver opfordringen til bøn og forbøn gentaget flere gange. Vi synger ’Make Room’:

Bandet (Foto: Brendan Van)

Here is where I lay it down
Every burden, every crown
This is my surrender
Here is where I lay it down
Every lie and every doubt
This is my surrender

Og det er præcis, hvad der sker: De unge lytter, overgiver sig og lægger deres byrder, løgne og tvivl om livet frem i bøn. I salen får påskebudskabet om frihed i Kristus et konkret udtryk.

Samme budskab på mange måder

Budskabet om at blodet har sat dig fri kommer i mange varianter aftenen igennem: I en gammel video med Billy Graham, lyder det: ”Du vil blive tilgivet, som om du aldrig har syndet – ved blodet!”. Og sammen synger vi Grundtvigs ’Hil dig, Frelser og forsoner’ i moderne tempo. Selv om ordene er fra 1837, synger alle med. Der er våde øjne, da vi når til ’Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! ”

Pastor Khon Mong sender de unge ud i verden (Foto: Brendan Van)

Aftenen nærmer sig afslutningen, da pastor Khin Mong går på scenen med budskabet til de unge om, at de er en udvalgt generation:
”Måske tænker du: ’Jeg er ikke værdig’. Men du tager fejl. Du er speciel. Gud skabte dig helt specielt. Du er en del af en udvalgt generation. Udvalgt til at bringe evangeliet ud: I din skole, på dit arbejde og blandt de mennesker, du møder. ”

Lovsang! (Foto: Brendan Van)

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads og fimrehårene i det indre øre rejser sig igen, er der socialt samvær – og kage! De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og visionen om Awake sidste år, gjorde det igen. Sidste år lovede Richard, at de ville forsøge at vende tilbage med:
”… en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Awake kom tilbage i 2026. Det blev en aften præcis som Richard lovede. Det var den svære to’er. De unge glæder sig til fortsættelsen!

(Foto: Brendan Van)

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Samtidig ved kristendommen, at verden ikke altid er fredelig. Mennesker begår fejl og lader sig styre af vrede, magt og frygt, hvilket kan føre til krig. Derfor understreger kristendommen tilgivelse, næstekærlighed og forsoning som veje til at overvinde konflikter.

Fællesskab er også en vigtig del af den kristne tro. Kirken ses som et fællesskab, hvor mennesker støtter hinanden og lever efter Jesus’ bud om at elske sin næste som sig selv. Når mennesker mødes i tro, omsorg og respekt, kan de skabe stærke fællesskaber, der fremmer fred.

Set fra et kristent syn hænger krig, fred og fællesskab derfor tæt sammen. Ved at leve efter Jesus’ lære om kærlighed og tilgivelse kan mennesker være med til at skabe mere fred i verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere

Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder

Find flere

For mig er én ting sikkert. Dét, at jeg er kristen, gør, at jeg kan fokusere på andet end mig selv. Når jeg husker at se på Jesus, så kan jeg sænke skuldrene, for han har styr på det hele. Jeg er ikke længere afhængig af min egen formåen og mine egne kræfter. Jeg bliver mindet om, at det ikke handler om mig men om ham. Det har jeg brug for i denne verden, hvor der sker så meget, jeg ikke kan gøre noget ved og hvor der er alt for meget fokus på os selv, vores udseende og præstation.

Det blev jeg mindet om til Alpha. Det er vigtigt at komme i et fællesskab, hvor man kan blive mindet om, at vi er elsket, og om at det ikke handler om os, eller hvad vi kan, men hvad Gud kan.

Hvis du ikke er i et kristent fællesskab, vil jeg virkelig anbefale det, for uden et fællesskab kan man fare vild i denne verden, også selvom bøn og bibellæsning er en fast disciplin. Det kristne fællesskab er vigtigt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Lyt til artiklen:

På græsarealet mellem de to bosteder, Tåstrup Stræde og Tåstrup Have i Holbæk, er to unge kvinder fra Solsikkepatruljen ved at tænde bål. Snart varmer bålet på den råkolde aften og duften af brænderøg breder sig.

Det er Solsikkepatruljen hos Holbæk- og Regstrupspejderne: spejdermøder for mennesker med særlige behov. Frivilligt fællesskab midt mellem to bosteder. Den sidste mandag i måneden mødes spejderne om bål, kaffe og aktiviteter, der giver noget sjældent: rollen som én, der bidrager. For lederne Betina Murphy og Hans Christian Dahl er det Baden-Powells Duty to Others omsat til praksis.

En beboer låser skuret op og begynder at hente patruljegrej. Hun har ansvaret for nøglen og tager rollen alvorligt. Hun dirigerer lidt, holder øje med at det hele går rigtigt til: Hun er med i fællesskabet.

Snart begynder flere at komme. De fleste fra de to bosteder. En enkelt kommer helt fra Hillerød, men tager trofast tager turen hver gang. Der bliver hilst, grinet, hentet lidt mere brænde og vand til kaffen.

Solsikkespejderførerne Hans Christian Dahl og Betina Murphy (Foto: Hans Christian Dahl)

Klokken 18.30 kalder Betina Murphy og Hans Christian Dahl til samling og næsten alle synger med på “Ja, vi er danske spejdere.”

“Den store lakmusprøve var den dag, himmel og hav stod i et og det øsregnede,” fortæller Hans Christian. “Og de kom alligevel – næsten alle sammen. Der er noget eksotisk over bål. Så har vi jo kaffe eller kakao, og der er altid kage. Og så har vi det bare sjovt.”

Der bliver tændt op. Trangiaerne snurrer. Jetboileren hvæser. Snart er der kaffe, kakao og te. Kagen har sin egen historie: De to bosteder har en fast kageordning, der går på skift mellem afdelingerne. Den fungerer. Det ved alle.

Man kunne kalde det lejrbål, selv om der endnu ikke er underholdning og færdige ritualer. Men der er samtaler og latter. Den særlige ro, alle spejdere kender fra lejrbålet, sænker sig. Og alle får en oplevelse af at høre til i fællesskabet.

Fra Spejdernes Lejr til Solsikkepatruljen

For Hans Christian begyndte det på Spejdernes Lejr i 2022 ved Hedehusene. Her var han dybt involveret i Projekt Lejrhjælper. 100 mennesker med særlige behov blev inviteret ind i lejrfællesskabet. Et aktivitetscenter fra Høje Taastrup flyttede endda hele sin daglige drift ud på lejren i perioden.

Der skal arbejdes for kaffen! (Foto: Hans Christian Dahl)

Borgerne blev hentet og bragt hver dag. De havde arbejdsopgaver ligesom andre frivillige og de bød ind i aktivitetskataloget: danseaktiviteten begejstrede mange lejrdeltagere. De var ikke bare gæster på lejren. De var med til at skabe lejren ligesom alle andre deltagere.

“Det var dybt inspirerende, både for mig og rigtig mange andre,” siger Hans Christian.

Men erfaringerne var ikke kun, at samarbejdet havde været inspirerende. De afslørede også noget andet.

Der er en kløft mellem institutionslivet og det frivillige Danmark. En kløft man sjældent krydser alene, hvis man har særlige behov.

Mange mennesker med særlige behov har ikke overskud eller evner til selv at opsøge nye fællesskaber i det frivillige Danmark. Men overskud og evner er langt fra hele problemet, mener Hans Christian:
”Jeg ved ikke, hvor meget den her gruppe borgere reflekterer over, hvad man kan bruge det til, når solen skinner udenfor. Mange mennesker i institutionsverdenen har jo været vant til hele deres liv at få fortalt alt, hvad de skal foretage sig.”

De er vænnet til, at andre mennesker sætter rammerne for deres fritidsliv.

“Hvis ikke der er en pædagog eller et familiemedlem, der hiver dem ud og får dem til at prøve noget nyt, så sker det jo ikke,” siger Hans Christian. Han fortæller engageret om en enkelt sætning, der er blevet et mantra i hans eget spejderarbejde:

“Alle har ret til et godt udeliv.”

At bygge bro

Til daglig underviser Hans Christian mennesker med særlige behov i sang og musik. Det har han gjort i mange år, så han kendte allerede solsikkespejds målgruppe i Holbæk. Han kendte også bostederne. Og han vidste, at der mellem bygningerne ved to af bostederne lå et grønt område med to bålpladser.

“Der er jo aldrig nogen, der bruger dem,” fortæller han.

Ikke fordi nogen er imod det. Men fordi det kræver initiativ og overskud at rykke ved rammerne.

Bålhygge hos Solsikkepatruljen (Foto: Hans Christian Dahl)

Hans Christian holdt møde med ledelsen. De to bosteder har samme afdelingsleder. Hun havde selv været spejder, så ideen fængede med det samme. Da det viste sig, at souschefen havde været været baptistspejder i Herlev og stadig gemte sin spejderbibel med Finn Basnovs hilsen, var aftalen hurtigt på plads!

“De var vilde med ideen,” siger Hans Christian med et smil. “Selvfølgelig måtte vi lave spejderarbejde. Det var også helt i orden at invitere deltagere ude fra byen med til spejdermøderne.”

Det blev begyndelsen på Solsikkepatruljen for et par år siden. I dag møder 17–20 deltagere op hver gang. Nogle kommer længe før start og begynder på lejrbålet. Andre skal hjælpes lidt i gang eller have et kærligt skub ud ad døren. Roller opstår naturligt i fællesskabet: En er nøgleansvarlig, en anden tager spontant oprydningen, mens en tredje kaster sig over kaffebrygningen.

“De påtager sig roller og tager ansvar,” fortæller Hans Christian. “Uden at have fået besked af lederne. Jeg synes næsten, det er smukt. Det er i hvert fald meget spejderligt.”

Bål, suppe og juledekorationer

Aktiviteterne er bevidst enkle. I begyndelsen handlede det om at finde det rigtige niveau. Der blev forsøgt med arbejdsstof til flok og trop. Siden er der lavet fuglefoder, patruljesærpræg og juledekorationer i december.

Solsikkespejderne laver mad over bål (Foto: Hans Christian Dahl)

Spejderne har lavet suppe over bål:
“Det er ufatteligt, så mange mennesker med særlige behov, der aldrig har prøvet at tænde et bål,” siger Hans Christian, der forklarer, at der er kommet mere fokus på at give spejderne håndgribelige erfaringer: Tænde et bål, skære grøntsager, røre i en gryde over et bål.

Spejderne får håndgribelige færdigheder. Men de får meget mere end det.

De får erfaringer gennem et frivilligt fællesskab, hvor alle får lov til at deltage. Et fællesskab med struktur og rammer, men også masser af frihed til at være sig selv.

”Men det er altid med hyggen først,” siger Hans Christian, ”og så skal aktiviteterne give mening for dem.”

”Duty to Others”

Hans Christian har været spejder i over 50 år. Når han skal forklare, hvorfor han bruger alle sine mandage på spejdermøder, vender han tilbage til Baden-Powells klassiske tre pejlemærker:

Duty to God.
Duty to Others.
Duty to Self.

Hygge! – og kaffe. To vigtige elementer i Solsikkespejd (Foto: hans Christian Dahl)

“Vi er rigtig gode til selvudvikling,” siger han. “Vi dyrker, at spejderne udvikler sig: til diamantspejdere eller ledere. Vi er et kristent spejderkorps: vi dyrker også troen. Men Duty to Others… ”

Hans Christian lader sætningen hænge et øjeblik.

“Med Solsikkepatruljen synes jeg, vi rammer noget, hvor vi gør en indsats og en forskel for andre mennesker.”

Det klassiske billede af spejderen, der hjælper en gammel dame over vejen, kan virke som en irriterende karikatur. I Solsikkepatruljen får Baden-Powells ord om at være nyttig, hjælpsom og tjene samfundet konkret indhold.

Den frivillige verden er også for dig

Erfaringerne fra Spejdernes Lejr 2022 blev samlet i en rapport fra Socialt Udviklingscenter, SUS. Rapporten pegede på det samme, som Hans Christian oplever i Holbæk:

Den frivillige verden er ikke automatisk tilgængelig for mennesker, der bor på institution.

“Bare fordi du bor på institution, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er noget til dig i den frivillige verden,” siger han. “Den er for alle, også for dig.”

Grejet er klar til en hyggelig aften (Foto: Hans Christian Dahl)

Men det kræver nogen, der går foran og tager initiativ til at skabe tilbuddene. Hans Christian lægger ikke skjul på, at Solsikkespejderne ikke kan køre af sig selv. Der skal være en drivkraft. Et engagement. En vedholdenhed.

“Et stort hjerte, specielt for den her gruppe mennesker,” siger han, da han bliver spurgt, hvilke kompetencer det kræver for at være leder for solsikkespejdere. Det kræver ikke en specialpædagogisk uddannelse eller andre faglige kompetencer. Det kræver vilje og lyst til at indgå i relationer med mennesker, der ikke altid ligner dig selv!

Når regnskabet for den frivillige indsats er gjort op, er Hans Christian ikke et øjeblik i tvivl:
“Der er altid plus på bundlinjen.”

Drømmen om 2026

Flere af solsikkespejderne har allerede blikket rettet fremad mod Spejdernes Lejr 2026.

Som en del af den store lejr med cirka 30.000 deltagere og måske 50.000 gæster, skal der i år være en solsikkelejr for mennesker med særlige behov. Lejren bliver indrettet med særlige faciliteter: mulighed for at blive skærmet og for at trække sig lidt væk, hvis de mange indtryk bliver for voldsomme.

“Spejderlejr i den størrelse virker overvældende – på os alle sammen,” forklarer Hans Christian.

Men med de rigtige rammer kan mennesker med særlige behov få del i den store spejderoplevelse.

“De skal have oplevelsen af at være med i det store fællesskab,” siger han og gentager sit mantra:
”Alle har ret til et godt udeliv!”

Mad over bål – også til Solsikkespejd (Foto: Hans Christian Dahl)

Mere end et projekt

Spejdermødet nærmer sig afslutningen. Der er oprydning, mens bålet brænder ud. Enkelte går afsted mod bussen. Andre har kun få meter til deres bolig.

Solsikkepatruljen laver ikke vilde aktiviteter eller tager på spektakulære natløb. Den har ikke store armbevægelser. Den har kaffe, kage, bål og fællesskab.

Men den har også noget andet.

Solsikkepatruljen bærer et stille vidnesbyrd om, at Guds skaberværk ikke er forbeholdt de stærke eller de perfekte. Fællesskabet med Gud og andre mennesker er ikke forbeholdt dem, der selv kan finde vej ind i det. Der er plads til alle.

Solsikkepatruljen er spejderbevægelsens løfte om ”duty to others” i praksis.

Og en påmindelse om, at alle har ret til et godt udeliv.

Læs mere om Holbæk- og Regstrupspejderne her:

“Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal””
“Grønne Hjerte i Regstrup”
“Baptistspejdere får penge til bæredygtig renovering af spejderhuse”

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere