Dette opslag fra Chin Chins (Biak Chin Par Lian) private Facebookside bringes med forfatterens tilladelse:

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive noget om BiDs Landskonference. Men efter at have set flere opslag om konferencen på Facebook, har jeg fået lyst til at dele nogle af mine egne tanker og min oplevelse generelt.

For mig var det en vigtig, god, men også svær Landskonference. Både det konservative og det progressive forslag faldt, og derfor står vi faktisk et sted, hvor vi må mødes på midten.
Derfor er jeg glad for, at vi kan holde fast i det, vi faktisk i flere tilfælde er enige om som kirkesamfund:
“Vi vælger og engagerer mennesker på alle niveauer nationalt ud fra deres karakter, kompetencer, gaver og kald.”

For mig er det netop det, der er afgørende for tjeneste i kirken – ikke etnicitet, køn eller seksualitet. Vi må vælge lydigheden mod Gud og samtidig holde fast i, at Baptistkirken er et kirkesamfund for alle – også når vi er uenige.

Jeg har gennem årene haft venner og kollegaer, som er trofaste kristne, og som selv kategoriserer sig som LGBT+. Jeg har også været med i lederskab sammen med mennesker, som selv identificerer sig sådan, og med andre, som støtter og inkluderer. Jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge kategorier til at beskrive mennesker, for vi er så meget mere end vores seksualitet eller kønsidentitet.
Jeg vil bare sige: Jeg elsker dem, præcis som de er. Intet – heller ikke deres seksualitet, kønsidentitet eller overbevisning – står i vejen for min respekt, anerkendelse eller mit samarbejde med dem.
Jeg har stor respekt for mange af dem, netop fordi de er åbne og villige til at gå ind i samtalen – også når den er svær. Jeg har også mødt konservative mennesker, som er villige til at lytte og gå ind i samtalen. Og jeg har nogle gange oplevet det modsatte på begge sider – at samtalen er lukket, allerede inden den er begyndt.

For mig er det afgørende, at vi kan lytte til hinanden, også når vi ikke når frem til samme konklusion. På den måde kan vores horisonter blive større, og vi kan måske forstå hinanden bedre.
Men det gælder begge veje. Jeg tror, vi nogle gange selv kan komme til at gøre det sværere for hinanden, når vores overbevisning bliver så stærk, at vi får behov for, at andre skal tænke og mene det samme som os. Så kommer vi let til at skabe skel, som måske ikke behøver at være der.
Og i sidste ende er kirkens opgave større end vores interne uenigheder: at forkynde evangeliet til ALLE. Det må være det vigtigste i vores kirkesamfund og i hver eneste lokale menighed – at mennesker får mulighed for at høre evangeliet, møde Kristus og finde fællesskab i Ham, gennem forskellige lokale menigheder.

Det er den mission, der må samle os og hjælpe os til at se ud over os selv og vores egen navlepilleri – noget, vi måske er blevet lidt for gode til i velfærds-Danmark. Så vi ikke bruger al vores energi på interne uenigheder, men husker den verden og de mennesker, vi er sendt til.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det virker lidt uprofessionelt, når præster, ledere og politiker bruger sociale medier til at bearbejde svære uenigheder. Og nu gør jeg så selv det samme.  Så jeg er vel med til at holde Facebook-møllen kørende.

Måske er det netop her, vores lederskab bliver sat på prøve.

Relateret

• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen

Find flere

Lyt til artiklen.

Ved forhindringsbanen havde de otte-niårige spejderbørn fået fri, så de kunne løbe ind i kirken og se den næste cirkusforestilling. Men børnene ville hellere blive ved forhindringsbanen: De mente bestemt, at de skulle være der, for at tage imod andre børn.

Store Legedag samlede omkring 1.000 børn og voksne på Skotlands Plads foran Købnerkirken på Amager. Der var cirkus i kirkesalen, snobrød, popcorn og aktiviteter på pladsen. Bag arrangementet stod Købnerkirken og kirkens spejderkreds, AmagerbroSpejderne. Og blandt de frivillige var spejderbørn, som havde fået et ansvar, de ikke havde lyst til at give fra sig.

”De syntes, det var så vigtigt, at der var nogen ude ved forhindringsbanen, at de blev ude fra cirkus for at stå der og byde folk velkommen. Også selv om vi havde dækket ind med voksne,” fortæller spejderfører Simon Jul Boeriis.

Ballondyr gør alle glade! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Sammen med Købnerkirkens børne- og familiemedarbejder Mayken Rødvig og Caroline Westh Poulsen, der er frivillig i kirkens børnearbejde, har Simon Jul Boeriis brugt mange timer på at forberede festen.

Men hvorfor bruge så mange kræfter på at arrangere en gratis fest for børnefamilier, som ellers ikke er en del af menigheden?

En fest uden bagtanker

”Store Legedag er et mål i sig selv. Vi bruger det ikke som middel til noget andet,” forklarer Mayken og fortsætter: ”Vi bruger det for eksempel ikke som middel til at få folk ind i kirken eller til at få flere spejdere i spejdergruppen. Målet er bare dagen i sig selv. At give den gave til børnefamilierne i lokalområdet.”

Store Legedag så dagens lys for fire år siden som et samarbejde mellem menigheden og den næsten nystartede spejderkreds.

Princippet er enkelt: Alle skal have mulighed for at deltage. Arrangementet får økonomisk støtte, så både entré og aktiviteter er gratis.

”Vi vil gerne lave en kæmpe fest, hvor familier kan opleve en masse ting sammen, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra,” siger Mayken.

100 kopper kaffe plus det løse… de giver et vist pres på opvaskemaskinen! (Foto: Martin Krath-Andersen)

En kirke midt i kvarteret

Skotlands Plads ligger lige foran Købnerkirken. Og det er ikke tilfældigt, at festen foregår netop dér.

Mayken fortæller, at medlemmer af menigheden for mange år siden var med til at etablere det grønne område. Simon peger på, at kirken gennem årene har engageret sig i kvarterets udvikling, blandt andet gennem etablering af legeplads og andre faciliteter på pladsen.

”Det er jo lidt det, vi gerne vil bringe videre på en moderne måde. Nye, unge kræfter, der gør det på en ny måde, men stadig i kirkens ånd,” siger Simon. Han fortæller videre, at det handler om at være til stede, hvor mennesker bor og lever deres liv.

Caroline peger på, at området omkring kirken rummer familier med meget forskellige forudsætninger. Der er både socialt udsatte boligområder og villakvarterer med velstillede familier.

”Noget af det fede ved at holde Store Legedag er, at man får lov til at se alle de familier. Både dem, der er meget ressourcestærke, og dem, som måske kommer, fordi det er det eneste, de lige har midlerne til, netop fordi det er gratis.”

Der var cirkus i kirken (Foto: Martin Krath-Andersen)

For Mayken handler kirkens engagement også om at forstå, hvilke behov mennesker har netop dér, hvor kirken ligger. Som børne- og familiemedarbejder oplever hun, at mange børnefamilier savner fællesskab. Nogle oplever ensomhed, andre synes ganske enkelt, at det kan være svært at få hverdagen med små børn til at hænge sammen.

”Der er et kæmpe behov for, at vi faciliterer nogle aktiviteter, hvor de kan komme og få relationer og danne fællesskaber. Og det ser vi en stærk søgning til,” fortæller hun.

”Der ligger sådan en ret fed kirke”

Mayken fortæller en historie om, hvordan Købnerkirken efterhånden er blevet en del af kvarterets liv.

Hendes seksårige søn er begyndt i skole, og hun er ved at lære de andre forældre at kende. En dag falder samtalen med en af de andre mødre på Skotlands Plads.

Moren ved ikke, at Mayken arbejder i Købnerkirken.

”Ej, Skotlands Plads! Jeg kender godt Skotlands Plads. Der ligger sådan en ret fed kirke. Jeg har godt nok aldrig været der, men de har alle mulige aktiviteter,” fortæller moren.

“Der ligger en ret fed kirke…” (Foto: Martin Krath-Andersen)

Hun begynder begejstret at fortælle Mayken om spejderne og Store Legedag. Og så tilføjer hun:
”Vi kommer godt nok ikke i kirke, men hvis vi en dag skulle komme i kirke, så ville vi nok starte med at gå derhen.”

Mayken er flad af grin. Til sidst må hun fortælle moren, at hun faktisk kender kirken ganske godt. For Mayken er det væsentligt, at moren oplever, at tærsklen ind til kirken ikke er højere end at hun kan træde over den.

Og det er ikke kun Store Legedag, der har betydning. Købnerkirken arrangerer også MGP-fester og andre aktiviteter for familierne i lokalområdet.

”Vi oplever efterhånden, at kirken er alment kendt i vores lokalområde som et sted, man lige holder øje med,” siger Mayken.

Børnene vokser med ansvaret

Store Legedag giver også noget til dem, der arrangerer og hjælper til ved festen. Over 60 frivillige deltog i år. Omkring 25 af dem var spejdere. Den yngste frivillige var seks år, den ældste 83.

”Der er nogen, der enormt gerne vil være ude på pladsen og møde mennesker. Og der er nogen, der hellere vil stå i køkkenet og vaske de tusind IKEA-kopper op, som vi nok har igennem opvasken på sådan en dag,” fortæller Mayken.

For arrangørerne handler det om at finde opgaver, der passer til den enkelte. Alle skal opleve, at de bidrager med noget værdifuldt. Men det er især børnene, der gør indtryk på Mayken:
”Jeg bliver bare megastolt, når jeg ser, hvor meget børn faktisk kan.”

Hun fremhæver spejdernes tradition for at give børn reelt ansvar. Ikke opgaver, der er opfundet for at beskæftige dem, men opgaver, som faktisk skal løses:
”Det kan jeg også se, at børnene i kirken, som ikke er spejdere, vokser totalt meget på. Du er ti år, du må løse det her selv. Her har vi fire oppustelige heste og en kø på 50 mennesker. Find ud af, hvad de skal!”

Koncentration! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Er det mission?

Når en kirke arrangerer en stor fest for sit lokalområde, er det nærliggende at spørge, om det er mission.

Simon tøver lidt ved spørgsmålet. Han ser det som en moderne form for mission, men bliver samtidig udfordret af den traditionelle forståelse af ordet:
”Hvorfor er det, vi ikke bare kan gøre en forskel dér, hvor vi er? Det er jo også en mission,” siger han.

Mayken er mere direkte:
”For mig er det her total mission.”

For hende begynder relationen med interessen for andre menneskers liv, åbne kirken og give dem mulighed for at føle sig hjemme.

Hun skelner samtidig mellem Store Legedag og kirkens løbende arbejde:
”Vi er meget bevidste om, at Store Legedag er noget, vi laver én gang om året. Så det er ikke, fordi vi nødvendigvis laver dybe relationer med mennesker den dag.”

Men festen kan være begyndelsen på noget andet.

”Når vi så har legestue med dem 50 gange om året, kan vi pludselig lave reelt dybe relationer med dem. Vi kan få lov til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi tror på. Men de kan også få lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de tror på. Det er på et meget ligeværdigt niveau.”

Det er dér, Mayken oplever, at kirkens arbejde for alvor bliver både mission og fællesskab.

Caroline er enig i, at kirken skal række ud over sig selv:
”Jeg synes, det er virkelig fint at kunne være kirke for nogen andre end os selv.”

Superheltene var også til Store Legedag! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Når familierne selv skaber fællesskabet

Et af de steder, hvor Købnerkirken forsøger at være kirke for andre end sig selv, er den ugentlige legestue.

Caroline er en af de frivillige. Hun anslår, at omkring 30–40 familier benytter tilbuddet, som især henvender sig til forældre, der passer deres børn hjemme.

Kirken sørger for kaffe, frugt, legetøj og fælles rytmik. Men ellers gør kirken faktisk ikke ret meget.

”Langt hen ad vejen er det forældrene selv, der er med til at skabe det rum, det bliver,” fortæller Caroline.

Hun oplever, at familierne har taget legestuen til sig. Forældre og børn kender hinanden, børnene leger, og de voksne finder sammen om det, der optager dem.

”Nogle gange tænker vi nærmest, at det ikke er nødvendigt, at vi er der. Folk skulle nok bare finde ind og gøre det, de plejer, selv hvis vi ikke var der til at facilitere det,” fortæller Caroline.

Og det er faktisk sket.

Det kræver sit barn at lave snobrød! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Da kirken glemte at holde lukket

Mayken havde en dag aflyst legestuen på grund af sygdom. Men Mayken havde glemt at låse døren. 15–20 familier gik ind og begyndte ganske enkelt at holde legestue på egen hånd.

Halvanden time senere ringede kirkens præst, Kristian Bonde-Nielsen, og spurgte, om det virkelig var meningen, at der skulle være legestue den dag.

”Nej, hvorfor ringer du?” spurgte Mayken.

Kristian kunne fortælle, at familierne åbenbart bare var gået ind og var begyndt at holde legestue ganske som de plejede.

Mayken griner stadig, når hun fortæller historien.

På Skotlands Plads samler Købnerkirken omkring 1.000 mennesker til Store Legedag. I legestuen dukker familierne op, selv om arrangementet er aflyst.

De er begyndt at føle sig hjemme.

Relateret

• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til artiklen:

„Jeg føler, at jeg faktisk har noget at stå på.“

Sådan beskriver 25-årige Marina den forandring, hun oplevede, da hun blev kristen. Før havde hun søgt efter mening i forskellige former for alternativ spiritualitet. Nu oplever hun jordforbindelse og stabilitet.

Marina er en af 30 unge mellem 18 og 30 år, som den engelske tænketank Theos har interviewet for Church of England. Fælles for dem er, at de først inden for de seneste fem år er begyndt at gå regelmæssigt i en anglikansk kirke. Undersøgelsen fortæller om deres erfaringer – ikke hvor udbredt bevægelsen mod kristendommen er blandt unge.

For de 30 handler det blandt andet om mening, ensomhed og fællesskab, angst og præstationspres – og om en søgen efter noget, der står fast i en kultur, hvor den enkelte i stigende grad selv skal skabe sin identitet og sine værdier.

Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman beskrev udviklingen som ’flydende modernitet’: Institutioner, traditioner og sociale roller, der tidligere gav livet forholdsvis faste rammer, er blevet mindre stabile. Det giver større frihed, men også et større ansvar for selv at finde ud af, hvem man er, hvad man tror på, og hvordan man bør leve.

For nogle af de unge er kristendommen et overraskende svar på den udfordring.

Når kristendommen ikke længere er det normale

Næsten ingen af de 30 interviewede er vokset op med regelmæssig kirkegang. Mange havde kun begrænset kendskab til kristendom, og nogle kom fra familier, der var direkte kritiske over for religion.

En tredjedel fortæller, at de har været igennem det, de selv kalder en „teenage atheist phase“. Andre – især kvinder – havde eksperimenteret med forskellige former for alternativ spiritualitet.

Kristendommen var altså ikke det oplagte valg. For flere var den noget fremmed, de havde opdaget gennem sociale medier, litteratur, podcasts, bibellæsning eller personlige møder.

Hvor unges oprør tidligere kunne handle om at lægge afstand til kirken, kan det for nogle unge i dag være modkulturelt at læse Bibelen, bede, faste eller deltage i gudstjenester med rødder flere hundrede år tilbage.

20-årige Farid var som teenager stærkt påvirket af religionskritikeren Richard Dawkins og ateistiske miljøer på Reddit. I hans øjne har den form for ateisme mistet noget af den kulturelle status, den havde for 10 eller 15 år siden.

Noget at stå på

Marina fortæller, at hun tidligere bevægede sig „her og der“, mens den kristne tro har givet hende noget solidt at stå på. Samtidig oplever hun større psykisk stabilitet efter perioder med depression.

22-årige Jake fortæller om en periode, hvor han befandt sig på det mørkeste sted i sit liv efter psykisk sygdom og et afsluttet parforhold. Kirken og troen har siden givet ham „en følelse af retning, en følelse af formål, en følelse af fred“.

Ingen af deltagerne begyndte at gå i kirke for at få det psykisk bedre. Alligevel fortæller alle om forbedret trivsel efterfølgende. For flere hænger det sammen med håb, mening og følelsen af at høre til.

Erfaringerne peger dermed på en dimension af mistrivsel, som let overses: behovet for mening, retning og et sted at høre til.

Gå til kilden!

Denne artikel er skrevet på baggrund af materiale fra The Church Of England bl.a. rapporten “Understanding Young Adult Journeys to Faith in the Church of England” udgivet den 23. juli 2026. Artiklen er også inspireret af Kristeligt Dagblads Mandagsnyhedsbrev den 11. august 2026.
Rapporten kan hentes her
Læs også:
“Beyond the headlines: young adults and faith”  og
“Learnings on young adult faith”

Fællesskab uden algoritme

Mange opdager kristendommen på nettet gennem videoer, podcasts, debatter og kristne influencere. Nogle begynder også at læse Bibelen eller teologiske bøger på egen hånd.

Men nettet får dem sjældent hele vejen ind i kirken. Her er mennesker afgørende.

En ven, bofælle, partner eller præst bliver ofte forbindelsen mellem digital nysgerrighed og det første besøg i en menighed. Præsten Rich Miles sammenfatter et af undersøgelsens vigtigste fund: „Fællesskab er det, der forvandler nysgerrighed til engagement. Unge kan opdage Jesus online, men de bliver ofte, fordi de finder et sted at høre til.“

28-årige Ryan beskriver livet som ung på arbejdsmarkedet i London som temmelig elendigt: Man bor med mennesker, man knap kender, tjener ikke meget og oplever både egen bolig og familie som en fjern drøm. Kirken gav ham et hjem, en identitet og et fællesskab.

20-årige Millie er aktiv i flere fællesskaber, men den gensidige omsorg, hun møder i kirken, har hun svært ved at finde andre steder.

For nogle bliver kirken dermed en analog modpol til det digitale liv. Her møder de mennesker i forskellige aldre og med forskellig baggrund og livserfaring. Da 30-årige Lorna var bekymret over at fylde 30, fandt hun perspektiv hos ældre mennesker i menigheden. Andre fremhæver tilsvarende værdien af en „kirkefamilie“ på tværs af generationer.

Når man ikke behøver præstere

For nogle af de unge mænd bliver kirken også et sted, hvor de må vise svaghed.

Flere beskriver en kultur, hvor mænd holder problemer og følelser for sig selv. Nogle havde søgt mod bodybuilding, selvoptimering eller internetmiljøer, hvor svaret på usikkerhed er større muskler, flere penge og en stærkere maskulin identitet.

27-årige Zachary fortæller om en mandegruppe i kirken, hvor deltagerne kan tale åbent om det, der bekymrer dem, uden at skulle opretholde billedet af „den maskuline mand“.

Flere beskriver dermed kirken som en modvægt til forestillingen om, at problemer skal løses gennem mere selvkontrol, fysisk styrke eller succes. Her kan værdi og tilhørsforhold komme før præstationen.

Omsorg før tro

I Winchester har to anglikanske kirker taget et praktisk skridt. The Pillar Project støtter 11–18-årige, som kæmper psykisk, men ikke opfylder kriterierne for specialiseret hjælp.

Her kommer omsorgen før samtalen om tro. Faglig ledelse og traumebevidste frivillige møder de unge, og når tilliden vokser, begynder nogle selv at stille spørgsmål om tro. Andre gør ikke.

Erfaringen er enkel: Kirken behøver ikke altid begynde med svaret. Nogle gange begynder den med at være til stede.

Oprør mod ’anything goes’

Fællesskab og omsorg forklarer ikke hele tiltrækningen. Noget af det mest interessante i Theos-undersøgelsen er søgningen efter ’tyngde’.

For nogle handler søgningen i kristendommen også om et opgør med den moralske relativisme, de oplever omkring sig. 23-årige Aditya oplevede under sit fysikstudium en eksistentiel krise og en voksende modstand mod en ’anything goes’-kultur, hvor alle idéer kan være lige gode.

For 28-årige Nik blev Dostojevskijs romaner ’Forbrydelse og straf’ og ’Brødrene Karamazov’ afgørende. De fik ham til at spørge, om hans ateistiske og materialistiske verdensbillede havde en fyldestgørende forklaring på moral.

For nogle er kristendommen altså ikke attraktiv, fordi den gør livet lettere, men fordi den tilbyder en sammenhængende forståelse af verden og stiller krav til den enkelte.

De unge er samtidig langt fra enige om den kirke, de ønsker at møde. Nogle søger højkirkelig liturgi, sakramenter, gamle bønner og stilhed. Andre foretrækker moderne lovsang, spontan bøn og evangelikale gudstjenester.

De efterspørger altså ikke én bestemt kirkestil. Det fælles er snarere alvor, autenticitet, dybde, relationer og en tro, kirken selv tør tage alvorligt.

Kirken behøver ikke ligne det, de unge møder alle andre steder. Det kan være en del af dens tiltrækning, at den tør være noget andet.

Måske er det dét, der er oprøret

Man skal være forsigtig med fortællinger om hele generationer. 30 unge englændere fortæller os ikke, hvad hele Generation Z tænker, og Theos understreger selv, at undersøgelsen ikke kan sige noget om omfanget af en mulig religiøs bevægelse blandt unge.

Men historierne udfordrer forestillingen om, at unge først og fremmest ønsker en mindre krævende, mindre traditionel og lettere tilgængelig kristendom.

Nogle gør sikkert. Andre synes at søge det modsatte: autenticitet, alvor og dybde.

Kirken kan dermed blive et alternativ til noget af det, der præger mange unges hverdag: løse fællesskaber, digitale relationer og et stærkt krav om hele tiden at udvikle og forbedre sig selv. Her møder de i stedet et forpligtende fællesskab og en tro på, at mennesket ikke først skal præstere for at have værdi.

Måske består oprøret for nogle unge netop i at opdage, at de har brug for noget at stå på.

Andre artikler om samme emne:

Hvad kan kirken lære af nye troende?
Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Lyt til artiklen:

Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson var præst i en – efter amerikanske forhold – lille baptistmenighed i Texas, og her havde han regnet med at skulle pensioneres fra. ”Det er der så få præster, der bliver…”, forklarede han, da vi mødtes på hans hotel i København dagen før Inspirationsdøgnet i april.

Han fortæller, hvordan han vågnede en tidlig morgen på en skiferie i 2022 med en meget klar drøm. Han skulle kontakte Rick Warren – præsten fra Saddleback med ’40 målrettede dage’ – og melde sig til en 2033-plan. Han skrev til Rick Warren i seks uger og to dage, før der var hul igennem. ”Det er aldrig en god idé at ringe til en kendt præst med en vision”, konkluderer Kyle.

Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team.

De mødtes et par gange, lidt modvilligt fra Rick Warrens side. Men den tredje gang – otte minutter inde i samtalen – spurgte han, hvor Kyle var præst: ”Jeg har været præst i 27 år i den lille by Athens i Texas”, svarede Kyle. Svaret åbnede døren. Rick Warren kunne fortælle, at 52 år tidligere kom præsten fra samme menighed, Curtis L. Mathis, til Californien og lærte Rick Warren at være evangelist: ”Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team”, svarede Rick Warren, som selv er for syg til at rejse rundt længere.

Pinsen 2033

Siden år 2000 havde Rick Warren været en del af en tværkirkelig bevægelse med en vision om at nå alle verdens folkeslag inden kirkens 2000-års jubilæum, som man er blevet enige om, er pinsen år 2033: ”Vi ved godt, at den dato ikke er helt sikker, men nu har vi den kalender, vi har…”, forklarer Kyle.

Kyle blev altså en del af teamet bag ’Finishing the Task’ – ’Afslut opgaven’ – som Rick Warrens kirke havde kaldt det. Siden da har Kyle mødt lederne af de forskellige 2033-kampagner. Få dage efter sit møde med Rick Warren kontaktede han Elijah Brown, generalsekretær i Baptist World Alliance, og stillede sig til rådighed for det, han ikke vidste, at Elijah også havde en vision for: Acts2Movement. Han havde allerede løn til de tre første år: hans gamle menighed har sat ham fri med løn. Og hans kone, Cindy, der var med i Danmark i april, droppede også sit job som børnepræst i kirken i Athens. En ny præst skulle have et ’blankt papir’ at starte på.

Kyle og Cindy Henderson

Ikke første gang

Kyle tjener nu de to 2033-kampagner og mødes med dem fra andre kirkesamfund, som har samme vision. Den reformerte kirke kalder det JC 33. Pave Leo er begejstret og den katolske kirke kalder visionen for Global 2033. Pinsevækkelsen kalder det Empowered 21. Evangelisk Alliance og Kirkernes Verdensråd er også med på vognen. 1000 forskellige bede-organisationer er med. Den lutherske og anglikanske kirke tøver.

”Det er ikke første gang, kirken har haft visionen om at nå alle verdens folk. I 1976 ville sydstatsbaptisterne fuldføre planen i år 2000. Jeg var en teenager og ville være en del af det i min kirke. ’Vi’ besluttede at fokusere på alle de områder, vi så forskelligt på, i stedet for den fortabte verden. Da jeg var 20, havde vi forladt planen. Det mislykkedes ligesom de 700 andre planer for at fuldføre missionsbefalingen”.

Nu er det første gang

Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033.

”Nu er det første gang, vi går sammen om det. Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033, og fortsætte med det fremover. Det vil være et stort skridt mod kirkens enhed”, fortæller Kyle engageret.

Han er inspireret af Kirkernes Verdensråd, som har sat to mål: ’Every tribe, every nation’, der handler om bibeloversættelser til alle sprog. Ikke nødvendigvis trykt, men eventuelt oplæst eller digitalt.

Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået fortalt, at andre kirker var onde og forkerte, men jeg har fundet ud af, at meget af det, jeg har hørt, ikke er sandt. Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode”, slutter Kyle, der regner med at skaffe sin egen løn og fuldføre opgaven frem til pinsen 2033.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til artiklen:

Michael Frost:

• præst i Lyngby Baptistkirke
• driver selvstændig virksomhed indenfor import, hudpleje og IT-udvikling

For lidt over ti år siden spurgte jeg i Roskilde Baptistkirke, om der var nogen, der havde lyst til at læse Bibelen igennem sammen med mig på et år. Jeg havde lavet en læseplan med tre-fire kapitler om dagen, og hver tirsdag skulle vi mødes hjemme hos mig og tale om det, vi havde læst.

Til min store overraskelse meldte omkring ti personer sig. For mig blev det et tydeligt tegn på, at mange egentlig længes efter at kende Bibelen bedre, men måske mangler fællesskabet, strukturen eller motivationen til at komme i gang.

Et livsforvandlende år

Deltagerne var meget forskellige. Nogle havde læst i Bibelen før, men havde svært ved at forstå den og forbinde den med deres hverdag. Andre havde næsten aldrig åbnet en bibel.

Den første aften dukkede en ældre kvinde op. Hun var mor til en af deltagerne, havde ingen særlig tilknytning til kirke eller tro og var egentlig bare kommet for at køre sin søn. Da hun syntes, det var lidt besværligt at køre frem og tilbage, spurgte hun, om hun måtte blive siddende og lytte med. Det måtte hun selvfølgelig gerne.

Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende.

Da aftenen var slut, sagde hun, at hun ville gå hjem og overveje, om hun skulle være med i gruppen. Næste tirsdag kom hun igen. Hun havde fundet en gammel Bibel i kælderen og begyndte ihærdigt at læse med. Hun lagde ikke skjul på, at der var meget, der var svært at forstå. Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende. Hun blev mildere. Hun begyndte at bede for sine børn og børnebørn. Hun fandt en ny glæde.

Et halvt år inde i forløbet, efter juleferien, kom hun tilbage med lys i øjnene. Af sin mand havde hun i julegave fået – som hun sagde – den bedste gave, hun nogensinde havde fået: en ny Bibel. Et halvt år senere blev både hun og hendes mand døbt.

Bibellæsning fører til forandring

Året med Bibelen blev ikke kun livsforvandlende for den ene kvinde. Jeg taler stadig ofte med flere af dem, der var med i gruppen, og mange peger tilbage på netop det år som et tidspunkt, hvor deres tro på en eller anden måde blev forandret.

Gennem årene har jeg mødt mange kristne, som aldrig rigtig er kommet i gang med at læse i Bibelen – eller som er gået i stå, fordi det blev for svært, for uoverskueligt eller kom til at føles som en sur pligt. Men jeg har også mødt mange, der har opdaget Bibelen på ny og næsten oplevet en ny forelskelse i Guds ord.

Fællesskab støtter læsningen

Det er også længslen bag Bibelsporet i Acts2Movement: at Bibelen må blive levende, nærværende og spændende for mange flere. En norsk ph.d.-undersøgelse af unge kristnes bibellæsning peger på en tydelig sammenhæng mellem at læse Bibelen sammen med andre og at holde fast i bibellæsningen over tid. Det genkender jeg fra min egen erfaring: Når vi læser alene, kan vi let gå i stå. Når vi læser sammen, bærer vi hinanden videre.

Bibelstien – en ny app

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres. Her kan man følge en af to læseplaner. Den ene plan fører læseren gennem ét kapitel om dagen i to år og dermed to gange gennem Det Nye Testamente samt Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog og udvalgte gammeltestamentlige skrifter. Den anden plan lægger op til to kapitler om dagen og fører gennem hele Bibelen på to år.

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres.

Læsegrupper

I appen vil der løbende blive lagt korte undervisningsvideoer ud med introduktioner til det, vi skal læse, blandt andet fra præster i BaptistKirken. Men noget af det vigtigste er, at man også kan deltage i læsegrupper, og dermed læse Bibelen sammen med andre baptister i hele Danmark. Her kan man dele inspiration, opmuntringer og spørgsmål undervejs.

Læseplanerne starter den 30. august, og der kommer mere information. Min bøn er, at mange vil tage imod invitationen. Ikke bare til at læse mere i Bibelen, men til at lade Bibelen læse os, forme os og føre os tættere på Kristus.

Læs også ‘Trosfrihed er mere end jura‘ (Frihedsstien).

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!

Find flere

Lyt til artiklen:

Morten Filemon Olsen, f. 1990

• faglig koordinator i en kommune
• projektkoordinator i Baptistkirken i Odenses Børne- og Ungdomsforening
• uddannet socialrådgiver og kandidat i samfundsvidenskabelig jura
• medlem af BaptistKirkens integrationsudvalg og KIT’s bestyrelse

Vi behøver ikke at kende vores naboer for at gå i gang med at bede for dem. Når vi begynder at bede for dem, begynder vi også at interessere os mere for dem. Samtidig kan vi heller ikke begrænse vores næste til alene at være vores nærmeste nabo eller kun dem, vi møder ansigt til ansigt.

Flygtninge i nabolaget

Da jeg var barn, kom der mange flygtninge fra Burma til Danmark. En stor del af dem var baptister og opsøgte kirken. Vi tog på besøg og hjalp med forskellige praktiske udfordringer. Pludselig var burmesiske flygtninge en del af mit nabolag, og vi fik hurtigt besked fra nabolaget, når der kom en ny familie til Fyn.

Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag.

En søndag efter en gudstjeneste gik jeg tilfældigt ind i en shawarmabar, der var ejet af en familie, som var flygtet fra Irak. Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag. I 2014 fik jeg mit første job som socialrådgiver i en kommune, og der gik ikke lang tid, før syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Pludselig var syriske flygtninge en del af mit nabolag.

I 2022 lærte jeg tilfældigt en sygeplejerske fra Iran at kende via det sociale medie Boblberg, før han kom til Danmark. Pludselig var iranske migranter en del af mit nabolag. I 2024 kørte jeg tilfældigt i bus med en familie, som jeg følte mig tilskyndet til at lære at kende. De stod af ved samme busstoppested som mig, og de viste sig næsten at være mine naboer. Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Bøn for mine naboer

Jeg begyndte at gå rundt i mit nabolag og bede for mine naboer. Særligt bad jeg for den familie, som jeg havde set i bussen. Jeg havde fundet frem til, hvor de boede, og da jeg i en periode næsten dagligt gik rundt i nabolaget og bad, kom jeg ofte tilfældigt i kontakt med dem. Relationen blev også hjulpet på vej af fælles bekendte, men det var essentielt, at jeg bad og var fysisk til stede.

Familiefaren fortalte mig for nylig, at han kun har tre venner, som han kan tale med om alt, og at jeg er den eneste af de tre, der er i Danmark. For nogen tid siden spurgte han, om han måtte dele noget med os til en gudstjeneste i kirken. Han fortalte, at han som barn i et muslimsk land havde hørt om Jesus og næstekærlighed i skolen, men at det først var i Danmark, at han havde erfaret det i mødet med kristne.

Udgangspunktet er bøn og nærvær

Det hele begynder med at bede for og være til stede blandt sine naboer. Derfra skal der også gerne vokse en kærlighed til nabolaget, der gør, at mennesker forvandles. Jeg var engang på en konference i Sverige, hvor jeg så en tegning, hvor der stod noget i retning af ’Elsk andre så radikalt, at de forundres.’ Det citat har jeg båret på siden.

Elsk andre så radikalt, at de forundres.

Engagement i lokalområdet

Det er også godt at engagere sig på andre måder i sit nabolag. Det kan være i et forældreråd i sit barns klasse, som frivillig i den lokale fodboldklub eller som bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen.

På et tidspunkt begyndte jeg at investere i boliger til udlejning i mit lokalområde, der primært består af ejerboliger i et meget ’kartoffeldansk’ forstadskvarter i det nordlige Odense. Pludselig var burmesere, congolesere, syrere og iranere en del af mit fysiske nabolag.

Relevant kirke

Jeg er ikke god til at bringe kirken ud til mit nabolag, men jeg prøver forskelligt for at gøre min kirke relevant for mit nabolag. Blandt andet er jeg med til at arrangere aktiviteter for børnefamilier, fællesspisninger og ferieoplevelser, hvor dørtærsklen til kirken er så lav som mulig, men hvor vi aldrig lægger skjul på, at vi er kirke.

Bønnens potentiale

Jeg har nok erfaring med bøn til at vide, at det gør en forskel at bede, men jeg har samtidig for lidt erfaring med bøn til at kende det fulde potentiale. Jeg skal blive bedre til at bede for og med mennesker i mit nabolag.

Læs også ‘At vidne‘ (Vidnestien)

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Dorte Brændholt Jensen:

• uddannet: pædagog, teolog og lærer
• lærer på Fuglsang Friskole, Fredericia
• medlem af Baptistkirken i Odense

Når man bekender sig som kristen, burde det være det mest naturlige i verden at forkynde evangeliet og være åben om sin tro. Men det er det ikke i alle situationer for mig. Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er kristen, men jeg ‘råber’ det ikke ud, og jeg er ikke altid modig nok til at forkynde. Derimod forsøger jeg altid at vise det i mine gerninger og levevis.

Jeg er ikke altid modig nok til at forkynde.

At tale med mine venner

Min omgangskreds ligner mange andres. Den består af medsøstre og -brødre i Kristus, af ‘ikke troende’ og tvivlere, og der er også nogle fra andre trosretninger. Mine relationer til dem alle er lige så forskellige, som de er. Nogle kan jeg tale åbent, ærligt og dybt med om tro – andre vil helst undgå at tale om tro.

I hverdagen er det ikke vidnesbyrd og forkyndelse, jeg bevidst formidler. Det er snarere en naturlig del af mig at tale om troen, når situationen byder sig. Samtidig er jeg bevidst i mine handlinger, om hvad der er rigtigt at gøre, men jeg er heller ikke perfekt.

Åben om min tro

Som lærer på Fuglsang Friskole, en ny kristen friskole i Fredericia, er det let at tale om tro og det at være kristen, men da jeg var i Folkeskolen, var det en balancegang. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er kristen, hverken over for kolleger, elever eller forældre.

Det er selvfølgelig lettere som kristendomslærer, men mine elever har altid fået at vide, at jeg er kristen. Alt efter hvilken årgang, så kunne det blive til dybe samtaler om tro og ikke tro, især i konfirmationsalderen. Jeg tror det og min måde at være på også har givet en vis tryghed og fortrolighed fra eleverne til at turde komme til mig, hvis der var noget, der var svært i deres liv, både store og små ting.

Det blev også en god indgangsvinkel til forældrene, når eleverne gik hjem og fortalte, at jeg også er uddannet præst. Så kom spørgsmålene, både de skeptiske og de nysgerrige.

Ærlig om min tvivl

Når jeg forkynder aktivt for skoleelever, spejdere og andre børn og unge, fortæller jeg ofte. Enten skriver jeg egne historier eller eventyr, der lige passer ind i konteksten og har det kristne budskab i centrum, eller jeg fortæller om mit eget liv og min vandring med Gud i medgang og modgang.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet, for dem har der også været. Jeg har ikke tvivlet på Gud, men tvivlet på om Gud også var der for lige netop mig. Jeg oplever især med teenagere og unge, at det er godt at være åben om egen tvivl, for det kan flere af dem relatere til. Jeg oplever, at det gør dem mere åbne og nysgerrige over for Gud, når vi taler sammen om det.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet.

Med Guds hjælp

Jeg vil gerne ‘råbe’ det ud, og jeg ønsker for alle mine relationer, at de også oplever et møde med Kristus. Jeg har længe været typen, der ‘putter sig lidt’. Jeg kan tvivle på, om det, jeg siger, er det rigtige, eller om jeg har noget at byde ind med. Så er det lettere ikke at sige noget. Det skal og vil jeg lave om på, for Jesus siger videre: ‘… idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’[1]

Det gælder ikke kun for mig, men for alle mine relationer.

Læs også ‘Livsforvandling gennem bibellæsning‘ (Bibelstien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 20

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Henning Kiel, f. 1951:

• freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
• bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
• fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge

Find flere