Et af æblerne havde en rådden plet, men var alligevel med i frugtskålen. Min søn valgte at tage lige præcis æblet med pletten. Jeg prøvede at tage det fra ham og ville give ham et nyt, godt og friskt æble. Men han ville ikke give slip og var meget tilfreds med det, han selv havde valgt.

Nogle gange kommer vi også til at tage det forkerte valg, og vi kan/vil ikke give slip – ligesom lille Mathias. Vi kan godt blive meget tilfredse med det, vi selv har valgt, uden at vide, om det er godt eller dårligt for os.

Tænk:

• Hvem ved bedst for lille Mathias?
• Hvem ved bedst for dig og mig?

Jeg ønsker alle en rigtig god Kristi Himmelfartsdag!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

På mange måder er vi mere frimodige i dag, men samtidig er vi stadig bundet af en vis berøringsangst. Derfor har jeg talt med en spejderfører, et forældrepar og en ungdomsleder om, hvordan de hver især forholder sig til disse tematikker, og hvordan de taler med de unge om dem.

En spejder er en spejder

Sarah Basnov er 35 år, tropsfører (4.-6. kl.) for baptistspejderne i Holbæk, og så sidder hun i korpsrådet, som er den øverste ledelse i Danske Baptisters Spejderkorps. Hun siger:

“På den ene side er vi spejdere rigtig gode til at sørge for, at alle deltager i alle opgaver. Og det er ikke sådan, at det kun er pigerne, der står for madlavning eller oprydning i lejren. Vi praktiserer langt hen ad vejen en form for praktisk ligestilling – det er bare ikke noget, vi taler om. En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet. En spejder er en spejder uanset køn, alder eller erfaring. På den anden side er det nok alligevel sådan, at det oftest er drengene, der hugger brænder – her kunne vi godt være bedre til at få pigerne på banen.

Sarah Basnov

Plads til alle

Jeg tror ikke, at vi som spejderførere skal tage initiativ til samtaler om seksualitet og kønsidentitet. Det ville virke utrolig unaturligt, hvis vi hen over lejrbålet begyndte at spørge ind til de unges tanker om den slags. Vi er mere optaget af handling fremfor ord. Derfor prøver vi hele tiden at vise, at spejderbevægelsen er en åben bevægelse, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og seksualitet. Vi har derfor heller ingen problemer med at have førere, der er homoseksuelle – de er der jo ikke som homoseksuelle, men som spejdere. På den måde er vi forhåbentlig med til i praksis at vise de unge spejdere, at de er okay, som de er.

En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet.

Spejderens ansvar

Den internationale spejderbevægelse lægger vægt på ’Duty to God, duty to others, duty to yourself’ – ’Ansvar over for Gud, ansvar over for andre, ansvar over for dig selv’. Deri ligger et klart kald til mig. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at jeg som spejderfører tør gå ind i en samtale med nogen, der fx oplever at føle skam eller skyld. For mig er skam forbundet med afmagt i forhold til noget, du ikke selv er herre over, fx din seksualitet, og skyld er udtryk for, at du godt ved, at du har handlet forkert. I begge situationer er det vigtigt, at jeg lytter og møder dem uden fordømmelse eller skæld ud og i stedet retleder og viser, at der er andre måder at tænke og agere på, som er sundere for dem selv og deres omgivelser.”

Vi klæder dem på til livet

Merethe og Jordan Sonne

Merethe og Jordan Sonne er hhv. 46 og 45 år; de tilhører Roskilde Baptistkirke, og så er de forældre til Samuel (18), Sarah (16), Silas (12) og Silke-Maj (1½). De siger:

“Som forældre ønsker vi at udruste vores børn til at tage på deres livsrejse med de rigtige værktøjer i rygsækken. Vi ønsker, at de skal være rummelige og favnende uanset køn, race og kultur; at de skal være tro mod sig selv trods input fra samfundet. Det er i vores hjerter, at de skal sætte Gud først, og derfor begynder vi hver dag med at bede sammen. Vi gør ikke forskel på drengene og pigerne, men vi lægger nok et forskelligt fokus, når vi taler om, hvad de vil stå overfor mht. valg og konsekvenser. De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor, hvor de færdes, men det er imellem dem og Gud, hvad de vælger på deres vej. Og så er det vores opgave at støtte, tilgive, bede for og guide dem – både bibelsk og menneskeligt, og både som forældre og som åndelige vejledere.

De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor hvor de færdes.

Åbenhed er en øvelse

Vi taler gerne åbent om både ligestilling, seksualitet, skyld og skam. Nogle gange er de åbne for snakken, andre gange er det: ’Nej mor, den snak har vi to ikke …’. Derfor bliver det tit, når de kommer til os, at vi kan nå ind til hinanden. Men det vigtigste er, at vi hele tiden er tilgængelige for samtalen. Livet har givet os en masse erfaringer, og vi tror på, at hvis vi deler dem åbent med vores børn, så kan de lære af os. Fx har vi i samtalen om sex, som vi har haft med vores unge, talt med både vores drenge og pige om, at de skal lære at sætte grænser og være tydelige i dem.

Den svære samtale er ofte den vigtigste

Vi er som forældre enige om, at unge i dag har det sværere, end vi havde det, som unge kristne – nok er der mere åbenhed, men der er også flere tabuer. Vi mindes ikke, at der var meget fokus på afholdenhed, alkohol, det at bo sammen før ægteskab, afprøve grænser osv. Men vi var rigtig heldige at have gode ungdomsledere, som turde vejlede og konfrontere os som kærestepar omkring rette valg og livsbane. Derfor er vi også blevet de forældre, som selv taler om de svære emner – selvom vores børn nok vil sige, at vi nogle gange er lidt for direkte og blander os lidt for meget.”

Ligestilling eller ligeværd

Hanna Daugaard er 23 år, hun studerer retorik på Københavns Universitet, og så er hun ungdomsleder i Roskilde Baptistkirkes ungdomsarbejde ’Under Construction’ (UC). Hun siger:

Hanna Daugaard

“Egentlig har jeg det ret ambivalent med ordet ligestilling. Jeg kan bedre forholde mig til fortællingen om alle personers ligeværd. I skabelsesberetningen er der en klar vekselvirkning mellem ental og flertal: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”[1] Det er altså i relationen, vi er i Guds billede. Derfor gør vi os også umage i UC, når vi skal sammensætte en ny ledergruppe. Teenagere hungrer efter nogen at se op til og ligne. De søger identifikation. Og det er fjollet ikke at bestræbe os på at gøre dét muligt. Måske netop også for at anerkende, at vi kan noget forskelligt.

Kirken skal nuancere billedet

Vi må nok erkende, at den kristne kultur og historie kan give anledning til et kritisk blik på ligestilling. Jeg har i hvert fald hørt mange ’kvinder-skal-tie-i-forsamlinger’-jokes, og derfor er det vigtigt, at vi står klar til at nuancere billedet. Jeg oplever en generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af, og derfor er det ikke sjældent, at vi ender med at diskutere alt fra strikkeopskrifter til politik og også ligestilling henover kaffen og giflerne. Ofte har nogen hørt noget i skolen eller læst en spændende artikel, og det virker helt naturligt at forsætte dén snak, når de træder ind ad døren mandag aften til ungdomsmøde og dermed invitere flere perspektiver ind i samtalen.

En generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af.

Vigtigt at prædike kærlighed

Det piner mig, når unge mennesker slår sig på kirken. Jeg længes sådan efter, at kirken må være det rum for heling, som den var tiltænkt. Gennem ordene ”Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden”[2] læser jeg, at det er min opgave at pege mod sandhed som en del af det at elske mennesker. Men nogle gange er vi så fokuserede på at prædike sandhed, at vi glemmer kærligheden. Og det er måske dét, der kan gøre det svært at være menighed – og ungdomsleder: For hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden med at bedømme – uden at begynde at fordømme hinanden?”

[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 27

[2] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 6

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Bente Christa Hansen:

• tidligere baptistpræst i Nykøbing og Holbæk
• skriver bloggen: @dennedagermuligheden

Jeg kender erfaringen af bønnens gave, men også skammen over ikke at opleve bønnen som en gave. Vi taler helst ikke om, at bøn kan opleves som en udfordring. Specielt ikke, når man er ’professionel’ som præst. Så forventes det, at min bøn er ekstra omfattende og effektiv.

Præstations-bøn

Her rammer jeg den forståelse af både Gud og bøn, som trives blandt kristne: Gud kan ‘fixe’ alt, og fjerne alle problemer, hvis vi beder rigtigt og nok. Lige dér, bliver bønnen en præstation over for Gud som svar på krav fra mennesker i nød. Ja, jeg vil jo gerne hjælpe. Men jeg kan hverken løse omfattende problemer eller vride Guds arm om for at tvinge ham til at handle, som vi ønsker.

’Bøn ændrer alt’, siger vi gerne, men måske skal vi tilføje: ’Bøn ændrer alt i mig’. Der er situationer, hvor Gud griber ind og vender alt rigtigt i et mirakel – Halleluja! Men forud gik måske lang tid med at vente på Guds indgriben? En udmattende kamp for at bevare troen på, at Gud vil det bedste for os, selv om det ser modsat ud?

Jeg har haft bønnepauser i mit liv, som jeg har skammet mig over.

Jeg har haft bønnepauser i mit liv, som jeg har skammet mig over. Det var perioder, hvor jeg kun kunne sige ’Jesus, hjælp mig’ eller hviske Kyrie eleison, der betyder ’Herre, forbarm dig’.

Bøn uden ord

Først senere gik det op for mig, at selve kernen i bøn er det dybe suk, som Helligånden omsætter til en ubrudt samtale med Gud, dagen igennem. En ordløs bøn eller blot tanken: ’Gud, velsign her.’ Da jeg blev fri fra ordene i bønnen, blev bøn en af mine største glæder. Så behøver jeg ikke bekymre mig om lige dele af tilbedelse, taksigelse og forbøn. Jeg behøver heller ikke finde de faste tidspunkter og lukke døren til familien.

Åh, hvilken frihed at opleve, at Gud ved sin Ånd opfatter mit dybe suk. Vi er i fællesskab, Gud og jeg. Dagen lang – i alle situationer. Så kan jeg gå ud i verden og tavst sige: ’Se, Gud, her er brug for din nåde og dit nærvær!’

Relateret

• 19. dec. 2022 - Bøn er en daglig og vigtig aktivitet for mig
• 30. sep. 2022 - En integreret del i mit liv
• 13. maj. 2021 - Hvem ved bedst?
• 05. feb. 2021 - Den svære samtale
• 05. dec. 2019 - Vi skal erfare Guds godhed

Find flere

Den iagttagelse giver Magnus Malm, kendt svensk retræteleder og forfatter, videre i sin bog: Fri til at tjene, udkommet i 2019. Vi har fået tilladelse til at bringe et uddrag deraf:

Det største behov i et kristent fællesskab er mennesker, der véd, at de er elsket af Gud. Hvordan ved man det?
Her lever vi vesterlændinge i spændingsfeltet mellem to magneter. Den ene er en stærk kognitiv tradition, hvor ikke mindst den akademiske indflydelse gennem århundreder har givet os forestillingen om, at vi indlærer både kundskab og adfærd gennem tanker, der formidles til vores intellekt via bøger, foredrag og andre verbale budskaber. Hvis et budskab gentages ofte nok, så vil vi tage det til hjertet og begynde at praktisere det i vores daglige liv.

Stemmer det? I så fald burde store dele af skandinavisk kristenhed på det her tidspunkt være grundigt overbevist om, at vi er elsket af Gud og leve ud fra den tryghed. Det er nemlig i særklasse det mest almindelige budskab fra prædikestole og i sange i de seneste måske halvtreds år: ”Gud elsker os, i hans øjne er ethvert menneske værdifuldt!” Problemet med det budskab er ikke, at det ikke er sandt. Problemet er, at vi ikke kan tage sådan et budskab til os på den måde.

Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer.

”Accepterer de mig?”

Når et barn i børnehaveklassen er uroligt og udadreagerende mod de andre børn og ikke lytter til lærerens vejledning, skyldes det ikke, at det var fraværende den dag, der blev talt om konfliktløsning i klassen, og derfor ikke véd, hvordan man agerer i en konflikt. Årsagen er snarere, at der er sket nogle ting i barnets liv, som har skabt en indre usikkerhed og får barnet til hele tiden at teste omgivelserne: ”Accepterer de mig? Er der nogen her, der forstår mig?”

Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer. En erfaring, påvirket meget lidt af tanker og ord. Noget af det mest naive og virkningsløse, en prædikant kan sige, er noget i stil med: ”Det er så enkelt med Guds kærlighed. Den er en gave til hver enkelt af os, som vi blot kan tage imod!” Ordene preller af mod årtiers erfaringer, der har uendelig meget mere vægt.

Følelsesmæssige kicks

Den anden magnet i vores samfund er jagten på følelsesmæssige kicks. Forbrug, medier, underholdning, reklame, parforhold og i stadig højere grad også politik drives af følelsernes stimuli-respons. Her bliver budskabet om Guds kærlighed til en indbydelse eller snarere et krav: Åbn dit indre og mærk med hele dit væsen, at Gud elsker dig. Lovsang og anden musik er nøje kalibreret sammen med visuelle effekter og stemmeføring for at give optimale forudsætninger for, at netop du i aften må kunne mærke, hvor elsket du er.

Med to mulige resultater:

1. Jeg får en aften med en følelse af feelgood, men den er som blæst væk i morgen på arbejdet.
2. Følelsen indfinder sig ikke, og jeg fyldes i stedet af frustration over (i varierende grad) Gud, kirkefællesskabet og mig selv.

Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring.

Erfaring mere end oplevelser

Dybtgående erfaring påvirkes meget lidt af ord og tanker. En midlertidig følelse gør heller ikke nogen større forskel. Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring. Og da er det vigtigt at skelne mellem oplevelse og erfaring. Oplevelsen er kortvarig, søges mest i det positive og berører kun følelseslivet. Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.

Når Ignatius af Loyola i sine Åndelige øvelser leder os ind i en meditation over Guds kærlighed, er det ikke som i næsten alle andre øvelser bibeltekster, vi mediterer over. Det havde jo med vores kognitive overtro været naturligt: En række bibelvers, hvor der står, at Gud elsker os, og så vil det sidde fast. Han begynder i stedet med en refleksion som ved nærmere eftertanke stemmer med vores erfaring: ”Kærligheden bør udtrykkes mere i handlinger end i ord.”

Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.

Guds kærlighed i praksis

Med det udgangspunkt opfordres vi til at meditere over, hvordan Gud har vist sin kærlighed i praksis: I alle skabelsens undere, i historien, i Jesus Kristus, i mit eget livs historie.

En irsk jesuit, Brendan Comerforth, fortalte engang om, hvordan han havde vejledt en mand gennem denne meditation. Manden havde haft en hård opvækst, men han fik den samme opgave som alle andre. Gå tilbage i din historie og forsøg at finde sporene af, hvordan Gud har givet sig til kende for dig og vist, at han elsker dig.

Dagen efter kom manden tilbage og forklarede meget irriteret, at han sandelig ikke havde set det mindste spor af Guds kærlighed i sin opvækst. Brendan vidste, hvad han gjorde, og gav han den samme opgave til næste dag.

Mødet i sandheden

Det gentog sig dagen efter. Meget modvilligt gik han med til ikke at opgive øvelsen. Han kom tilbage næste dag med tårer i øjnene. Han havde fået øje på noget, som han aldrig tidligere havde set: Hvordan Gud gang på gang havde berørt hans liv, når det var allermest svært. Og det havde han aldrig fået øje på, hvis ikke han med åbne øjne var gået lige ind i det dybeste mørke.

Sandheden er vores eneste mulige kontaktflade mod Gud. Det var i mandens egen erfaring, Guds kærlighed lå og ventede på ham.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

Flemming Christensen

• f. 1950, sognepræst i Vejle 1977- 2006
• byrådsmedlem (SF) fra 1982
• borgmester i Vejle 1994-2006
• adm. dir. Filadelfia/Epilepsihospitalet 2006-2012

Da jeg var 17 år, skete det første gang. Jeg sad på mit værelse; pludselig og ud af ingenting blev jeg omsluttet af et stærkt og varmt lys, som varede i nogle minutter. Det var både dejligt og overvældende, og jeg var personligt slet ikke i tvivl om, at det var Gud eller Helligånden, der viste sig for mig.

For at sætte oplevelsen ind i en bibelsk ramme vil jeg henvise til fortællingen, hvor Moses møder lyset i skikkelse af en brændende tornebusk[1]. Gud taler til ham og giver ham en opgave, der på alle måder overstiger hans kræfter. Da Moses ser den brændende tornebusk, er han ikke i tvivl. Det er Gud, han møder – og det lys, der udgår fra busken, er ikke truende eller opslugende, men varmt og oplysende.

Hver især har vi lov at gruble over Guds og livets mysterier.

Tilsvarende bliver Paulus stoppet på vej til Damaskus af et voldsomt lys.[2] Det lys er så stærkt, at han for en tid blindes, for siden at kunne se! Moses og Paulus oplever Gud i lyset, og deres liv forandres totalt. De har nu set noget, de ikke kunne se af sig selv, men måtte have rakt.

Konsekvenser af gudsoplevelserne

Jeg fik ikke som Moses eller Paulus et ord med på vejen om, hvilken retning mit liv nu skulle tage. Men det fik alligevel også for mig den konsekvens, at jeg ændrede planer. Jeg stoppede i 1. g. matematisk linje og fortalte mine forældre, at jeg efter sommerferien ville starte på ny – men nu med klassiske sprog, fordi planen var at blive præst. Også selv om det var et job, der lå meget langt fra min forestillingsevne, og som var ukendt i det miljø, jeg kom fra.

Efter studentereksamen kunne jeg alligevel ikke se mig selv som præst, og jeg besluttede mig for at læse fransk. Litteratur lå mere naturligt for mig, så efter min studentereksamen flyttede jeg til Paris for at studere. Men efter 6 uger i Paris viste Gud sig igen i lyset. Og så var der ikke længere nogen udvej. Budskabet var ’kommet ind på lystavlen’, og jeg tog hjem for at læse teologi. Min tolkning var, at Gud havde en eller anden plan med mig. Hvorfor lige mig har jeg af gode grunde ingen anelse om.

Undere og viden

Det er klart, at dette at opleve, at Gud er mere end et begreb – Gud er virkelig – det er uafrysteligt og betyder, at jeg aldrig siden har tvivlet et sekund på, at Gud ER – og at Gud også vil mig. Men det er selvfølgelig ikke det samme som, at så ved jeg også mere eller meget bedre, hvem Gud er – og hvordan Gud er.

Budskabet var kommet ind på lystavlen.

Hvorfor får nogle sådanne oplevelser og andre ikke? Det ved vi ikke, for så godt kender ingen Gud. Men det gør heller ikke så meget, at vi ikke ved alt – eller måske i virkeligheden ikke ved ret meget. For dét, vi ved, er mere end nok. Og det kan der leves på. Og hver især har vi jo så lov at gruble over Guds og livets mysterier.

’Lys – mere LYS’[3]

– et citat fra Goethe, der på sit dødsleje skulle have udtalt disse ord som sine sidste. Nærliggende er det at tænke, at Goethe så direkte ind i dette lys, som var ved at omslutte ham. Når vi har set lyset, er vi ikke i tvivl om, at Gud ER. Undere og mirakler sker – de sker hver eneste dag, om vi ellers har øjne herfor.

1 2. Mosebog kap. 3

2 Apostlenes Gerninger kap. 9

3 Tema for Aarhus Festuge 2015

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere