Gennem mit politiske liv som byrådsmedlem i Aalborg Kommune lærte jeg, at når vi var uenige, så meddelte vi vores statements, forhandlede og nåede et kompromis. Hvis vi ikke kunne det, så skiltes vi med respekt. Jeg skal ikke glorificere det politiske liv. Det var hårdt på mange måder, men der var alligevel en enkelhed omkring det. Vi var pr. definition modstandere, men der var meget respekt for og omkring den enkeltes holdninger.

Glansbilledet

Umiddelbart efter fik jeg en opfordring til at stille op til et menighedsråd i Folkekirken. Jeg blev valgt og havde nok en idé om, at det måtte da være en kærlig forsamling. Jeg blev hurtig klogere. Menighedsrådet var gennemsyret af intern splid, og det var utrolig svært at vide, hvem der holdt med hvem. Det holdt jeg så op med at prøve at finde ud af, men grundede meget over, hvorfor det var sådan.

Jeg tror, vi har et glansbillede af, at vi er enige om alting. Når vi så ikke er det – og det er vi jo ikke – så siger vi det sjældent direkte, men det kommer ud ‘mellem sidebenene’ og udenfor det egentlige møde. Det er ødelæggende for samarbejdet i et menighedsråd – eller ethvert andet styrende organ – hvis uenigheder forbliver udenfor rådet i stedet for at blive debatteret dér, hvor de hører hjemme.

Uenighed og tillid

Jeg har senere oplevet, at et menneske, som overvejede at opstille til et råd, hvor jeg var formand, spurgte: “Kan du samarbejde med mig?” Vi havde tidligere været meget uenige. Jeg kunne sige, at uenighed aldrig havde gjort, at jeg ikke kunne samarbejde. Derimod betyder det noget, om vedkommende er til at stole på – og det vidste jeg, han var.

Lad os rive glansbilledet om enighed itu og hjælpe hinanden med at være uenige på en konstruktiv og positiv måde.

Så kommer kirken videre.

Relateret

• 01. okt. 2020 - Kan vi rumme hinandens smerte?
• 01. okt. 2020 - Kirken – glansbillede eller virkelighed?

Find flere